JAGT OG JAGTHUND

VALG AF TYPE OG RACE JAGT OG JAGTHUND

Copyright © NETNATUR

Copyright © fotos Michael Sand

Tekst og redaktion: NETNATUR

Billedredaktør og grafiske tilrettelæggelse: Michael Sand

Korrekturlæsning Birgit Grønborg

ISBN: 978-87-91368-53-0

EAN 9788791368530

Udgiver: NETNATUR

Excape - en lag-på-lag kollektion fra Deerhunter®

KAPITEL 1

KAPITEL

KAPITEL 3

KAPITEL 4 KØB UDLÆRT

Forord

Udvalget af jagthunderacer er stort, og mange spørgsmål rejser sig forud for anskaffelsen af en ny jagthund. Beslutningen er ikke nem, da den i meget høj grad vil præge jagt- og familielivet de næste 10-12 år.

Desværre er "det rigtige hundevalg" ikke så enkelt, som det af og til fremlægges. Den bedste vejledning, man kan give en hundefører, der står over for valg af hund, er ikke at give enkle svar på det hele. Det må i stedet være at rejse spørgsmål, som kan føre til, at hundeføreren træffer den beslutning, som han eller hun mener er den helt rigtige.

"Godt begyndt er halvt fuldendt" er måske rigtigt i mange situationer, men når det gælder jagthunde, er det ikke altid tilfældet.

De første uger med den nye hvalp er som regel helt fantastiske. Selvfølgelig kræver det en del arbejde at få det nye familiemedlem til at tilpasse sig husreglerne, men det gælder for alle racer.

Det er først, når hunden bliver ældre, at det viser sig, om hundeejeren traf det helt rigtige racevalg.

Enhver ny hundeejer, der kommer hjem med en jagthundehvalp på armen er overbevist om, at grundlaget for en fantastisk fremtid allerede er lagt. Desværre kan der til tider være langt mellem drøm og virkelighed.

Når hunden bliver ældre, begynder den at udvikle de netop karaktertræk, som avlere i generationer har forsøgt at fremavle i netop denne race.

Ikke altid harmonerer disse træk med de forestillinger, som

jægeren havde. Det er dog hverken hundens eller ejerens skyld. Det er matchet mellem de to, der var forkert fra starten.

Det er håbet, at denne bog kan sikre, at hunden, jægeren og familien får den bedst tænkelige begyndelse – vel at mærke før valget af race og før det nye medlem af flokken bæres over dørtærsklen til sit nye hjem.

Enhver hundehvalp, uanset race, har forudsætningerne for at udvikle sig til en kærlig og hengiven familiehund. Det er ikke en særlig kvalitet, det er et retningsgivende must i enhver form for hundeavl. Kun jagthunde, der også er gode familiehunde, indgår i seriøs avl.

Netop fordi en jagthund meget hurtigt bliver et højt elsket familiemedlem, er det vigtigt, at man gør sig umage med at komme frem til det bedst mulige beslutningsgrundlag.

Det kan være en meget smertefuld beslutning at skille sig af med en jagthund, når det viser sig, at dens nedarvede anlæg for jagt ikke harmonerer med de anlæg, som jægeren ønsker, at en jagthund skal besidde.

En velfungerende jagthund er på alle måder en afgørende forudsætning for al jagt på fuglevildt og andet småvildt. Og må jægeren opgive sit projekt og indse, at evner, tid og hundens særlige karaktertræk bare ikke matcher, står han eller hun over for et frygteligt dilemma.

Det kan betyde, at de næste 10-12 jagtsæsoner bliver uden en velfungerende hund – eller at familien måske aldrig tilgiver, at hunden må forlade hjemmet for at give plads til en hundetype, der har bedre forudsætninger for at udvikle sig til den velfungerende jagthund, som jægeren i familien har brug for, når denne skal udøve både lovlig og etisk forsvarlig jagt på småvildt.

Kvalitet bag præstationer

• Super Premium fuldkostfoder til alle hunderacer

• Kød fra kylling eller lam som hovedingrediens

• Omega Pride Skin & Coat System

• Ingen kunstige tilsætningsstoffer

• Naturligt konserveret

• Høj smagsaccept

• Fås i 6 varianter til hunde og 1 til kat.

Importører af Sportman’s Pride, grossist og forhandler af hundefoder og kattemad.

Importører af Sportman’s Pride, grossist og forhandler af hundefoder og kattemad

Valg af hundetype og hunderace samt tilrettelæggelse af hundens træning bør tage udgangspunkt i de jagtformer, man dyrker eller agter at dyrke

For den mindre erfarne jæger er det en fordel at sætte sig ind i de forskellige danske jagtformer. Ikke mindst i hvilke krav der stilles til den hund, som skal deltage på de forskellige former for jagt, der udøves i Danmark.

Duejagt

Duejagt er som oftest trækjagt, hvor jægeren placerer sig ved duernes trækruter eller på de steder, hvor fuglene fouragerer, drikker eller hviler sig. Mest udbredt er jagtformen, hvor jægeren forsøger at lokke duerne på skudhold ved hjælp af lokkefugle i plast. Men også nedlagte duer placeret på jorden anvendes, da de skudte duer virker mærkbart bedre end de polerede plastfugle, hvor vellignende de end er.

Navnlig såfremt de nedlagte duer placeres med udbredte vinger, har de en mærkbar forbedring på antallet af fugle, som lokkes på skudhold.

Jægeren vil som regel gemme sig bag et sløringsnet eller vente i en grøft, bag opstillede halmballer eller et andet sted, som kan yde ham og hans hund tilstrækkeligt skjul.

Hunden, som skal bruges til duejagt, skal først og fremmest kunne én ting: Nemlig sidde stille. Det er afgørende, at hunden er rolig, når duerne nærmer sig de placerede lokkefugle. Duer under indflyvning er meget vagtsomme, og en forkert bevægelse i

skjulet kan spolere chancen. Derfor er det meget vigtigt, at hunden ikke stresser sig op, når duerne nærmer sig og jægeren gør sig klar til at skyde.

En vagtsom og erfaren hund vil oftest se eller høre duerne og dermed fokusere på fuglene. Dette er en fordel, da hunden dermed ikke virrer med hovedet eller laver andre bevægelser, som fanger duernes vagtsomme øjne.

Som ved alle andre jagtformer er det vigtigt, at hunden er lydig og bliver, hvor den er sat eller lagt af.

Der er talrige eksempler på, at hunden løber med sløringsnet og det halve skjul første gang jægeren rejser sig for at skyde. Men først når man får brug for hundens næse, skal den i aktion.

Mange af de duer, som nedlægges fra skjulet, kan man nemlig med fordel selv hente.

Det har en dæmpende effekt, at hunden ikke kæder skud og apportering sammen, men vænner sig til at et skud, et dump fra den døde fugl, som rammer jorden, samt en sky af afskudte fjer ikke er ensbetydende med, at den straks skal forlade skjulet for at apportere.

Ved selv at hente de fugle, som falder mellem lokkerne, undgår man tillige, at hunden hjembringer de udlagte skudte fugle, der tjener som lokkefugle. Ældre, erfarne hunde kan dog lære kun at hente de fugle, som endnu ikke har været i menneskehænder.

En detalje som gør, at man kan blive i sit skjul og lade hunden hente duerne, selv om de falder mellem de skudte opstillede lokkefugle. Generelt er det dog primært duer, som falder i kraftigt bevokset terræn, der kræver hjælp fra apportøren.

De fleste hunderacer kan betjene jobbet som apportør under duejagten. Duerne vejer ikke særlig meget og selv anskudte fugle volder sjældent de store kvaler for apportøren, da de ofte bliver i umiddelbar nærhed af nedfaldsstedet.

Til tider går duetrækket dog over skov og krat, og da kan det blive en anelse mere krævende for hunden. Men det er særlig vigtigt, at hunden virkelig mestrer håndværket som apportør. De løse fjer kan nemlig tirre hunden og med tiden udvikle mange uønskede egenskaber, så som nølende opsamling og dårlig vildtbehandling.

Men alligevel er duejagt vel nok det mindst krævende apporteringsarbejde, og den jæger, som udelukkende agter at drive duejagt i efterårets mange måneder, kan mere eller mindre frit vælge mellem stort set alle apporterende racer. Retrieverne er dog som skabt til trækjægeren.

Kragejagt

Kragejagt har ikke de store tilhængere, upåagtet at netop kragejagt er en af de mest krævende jagtformer, som vi har. Ingen kommer sovende til en krage, og normalt skal man gå helhjertet efter kragerne, såfremt man vil nedlægge mere end blot en tilfældig fasan fra tid til anden.

Kragefugle er meget vagtsomme og har en indædt mistro til alt og alle. Derfor skal krager nedlægges fra skjul, hvor de oftest skydes over lokkefugle. Mest populært er det at anvende lokkekrager. Tidligere tiders meget anvendte lokkeugler ses ikke længere brugt ret mange steder.

En hund, som skal anvendes til jagt på krager, skal kun anvendes i ekstreme tilfælde, hvor en krage har gemt sig i tæt og vanskelig vegetation. Ellers kan og bør jægeren selv hente de krager og evt. skader, som nedlægges fra skjulet. I hvert fald hvis man vil være sikker på, at hunden ikke udvikler hård mund eller andre former for dårlig behandling af vildtet, der medfører at vildtet skamferes.

En hund, som bliver nappet eller hakket af kragens lange næb, glemmer det aldrig. I værste fald kan reaktionerne efterfølgende udvikle sig i to vidt forskellige retninger. Enten nægter den efterfølgende at nærme sig en vingebrækket og måske truende krage, eller også knuser den angrebet med hård og ubarmhjertig mund.

Da kragefugle sjældent udgør den store kulinariske attraktion, er dette næppe det store problem. Problemet opstår, såfremt hunden overfører denne uskik til apportering af andre spiselige arter.

En hund med en vis naturlig skarphed må anbefales til den jæger, som driver meget kragejagt. Oplagt vil det være at vælge en labrador, en spaniel eller en kontinental stående hund, f.eks. en ruhår eller en kleiner münsterländer.

Gåsejagt

Bestanden af de jagtbare gåsearter trives særdeles godt, og flere og flere har fået mulighed for at opleve de store fugles sus over lokkefuglene. Faktum er, at gæs kun undtagelsesvis nedlægges tilfældigt. Normalt kræver det et vist forarbejde.

Det er således en fordel, at man bruger tid på at studere trækket en dag eller to, inden man rykker ud med det nødvendige udstyr. Etablering af skjul, opstilling af lokkefugle og anvendelse af gåsekald er ikke kun en fordel, men er nærmest at betragte som et must, såfremt de kloge fugle skal narres på skudhold.

Gæs skal ind på ganske kort hold, hvis skuddet skal være etisk forsvarligt, og desværre trækker gåsejagten en sort skygge efter sig, idet røntgenundersøgelser har afsløret, at alt for mange af de skudstærke fugle flyver med indskudte hagl i kroppen. Primært fordi jægerne fejlvurderer afstanden til de store fugle. En gås skal som udgangspunkt ind på 20-25 meter, før den kan dræbes med de hagltyper og de skydevåben, som typisk anvendes i dag. Mange gange vil gæssene netop trække i lokkeflokkens yderkanter, da de fornemmer, at de tavse lokkefugle ikke spiller med åbne kort.

Synet og ikke mindst lyden af de store fugle kan få adrenalinet til at koge hos de fleste med jagt i blodet. I ophidselsens stund kan afstanden fejlvurderes. Heldigvis er gåsejagten i Danmark inde i en positiv udvikling, og nye undersøgelser viser, at haglbærerprocenten hos gæssene er faldet i forhold til tidligere.

Skal gåsejagten lykkes, er det vigtigt, at jægeren kan stole på, at hunden ikke pludselig springer frem og ødelægger skudchancen, når fuglene under højlydt skræppen nærmer sig skjulet og lokkefuglene.

Desværre er det nemmere sagt end gjort. Gæssenes snak under indflyvning har samme effekt på hund, som lyden har på ejeren. Nemlig en stærkt ophidsende indvirkning. Gennem tiden har ikke så få gæs reddet livet pga. hundens manglende evne til at holde sig i ro i de sidste og altafgørende sekunder.

Nogle jægere bruger at tøjre hunden et stykke fra skjul og lokkefugle. På den måde er der mindre risiko for, at brist i hundens nervesystem spolerer chancen. Piberi og ophidset halsen er dog uskikke, som er nemmere at irettesætte på kort afstand end på lang afstand.

En hund, som skal anvendes til gåsejagt, skal først og fremmest være i stand til at spore en anskudt gås, som har fjernet sig fra

nedfaldsstedet. Det kan virke besynderligt, at en så stor fugl som en gås kan gemme sig i det ofte flade terræn, hvor jagten drives. Men det kan den.

Hundens størrelse er heller ikke uden betydning, når man skal vælge type og race. Men hvor der er vilje, er der vej, og selv hunde i springer- og endda cockerspanielstørrelsen kan hente og bringe en skudt canadagås.

Måske ikke i samme flotte stil som en labrador eller en korthår etc., men hjem kommer gåsen, såfremt hunden besidder viljen.

Den jæger, som skal drive meget gåsejagtfra september til januar - bør dog vælge en kraftig og apporteringsglad hund, som kan modstå kulde og væde i gåseskjulet.

En retriever vil være det mest oplagte valg. Dels på grund af dens stærke passion for at hente og bringe, og dels på grund af typernes effektive polstring mod kulde og vand.

Valg af type og race 28

Andejagt

En af de mest populære jagtformer er andejagt, hvor jægeren venter på ændernes træk i gry eller skumring. Svømmeændernes træk er mest koncentreret i halvmørket, og jagten kan drives uden skjul, så længe jægeren og hans hund kan forholde sig nogenlunde stille.

Som ved de fleste andre former for trækjagt er det derfor vigtigt, at hunden ikke springer frem i samme øjeblik, jægeren hæver bøssen. Fænomenet er desværre ikke ukendt. Ligeledes er urolige hunde ikke just et særsyn på andejagterne.

En hund, som piber eller på anden måde er urolig pga. spænding eller kedsomhed, er en pestilens. Visse linjer inden for de forskellige racer er plaget af denne uskik, og den jæger, som driver andejagt, bør i særdeleshed være på vagt over for denne ofte medfødte svaghed.

En hund, som anvendes til andejagt, skal være en apportør af første klasse. Skudte ænder falder ofte i rør- og sivskov, i dynd og i mose og i tæt krat af pil, birk og andre former for vandtålende trævækst.

Apportering i sådanne terræntyper kan være særdeles krævende, og derfor skal hunden være særlig tændt på opgaven. En såkaldt pligtapportør uden gnist og gejst taber ofte modet, når eftersøgningen efter en anskudt and trækker ud. Det er nemlig ikke kun dykænder, som kan dykke.

En lettere anskudt svømmeand kan også forsvinde fra vandets overflade, og kun en hund med stor jagt- og apporteringslyst holder sig på opgaven, indtil anden er fundet og apporteret. Da andejagten ofte foregår i koldt vand i årets sidste måneder, begynder udvalget af egnede racer at snerpe sammen.

De opstillede kriterier peger på meget robuste racer som retrievere, da det er racer med stor apporteringslyst og en pels, som yder effektiv beskyttelse mod vand og kulde, andejægeren bør vælge. Også langhår og ruhår etc. er forholdsvis modstandsdygtige over for kold vind og koldt vand.

Under skumringstrækket vil den rutinerede hund tillige være en stor hjælp inden der er skudt til ænderne. I trækkets sidste minutter lang tid efter solnedgang ses ænderne kun i korte øjeblikke, og få sekunders varsel fra lyden af de svirrende andevinger øger chancen for skud betragteligt.

Den rutinerede hund vil ofte høre ænderne længe før jægeren og hundens rejste ører og fokusretning afslører ændernes indflyvningsrute.

Såfremt jægeren blot holder øje med hundens reaktion, vil han sjældent bliver overrasket af de vingede silhuetter, som pludselig dukker ud af mørket. Den rutinerede hund vil tillige markere de skudte ænders fald alene på baggrund af lyden.

Til tider vil den være i stand til at iagttage anskudte ænder, som fortsætter tilsyneladende uanfægtet, selv om de blev ramt af et eller få hagl, som ikke var øjeblikkelig dræbende.

Bekkasinjagt

Sumpede ådale, enge og oversvømmede marker er oplagte terræner til bekkasiner på gennemrejse. Bekkasinjagten har sine inkarnerede tilhængere, og bekkasinerne er jagten for den jæger, som sætter jagtens oplevelsesmæssige udbytte højere end selve udbyttets værdi som kød eller trofæ.

Bekkasinerne fylder nemlig ikke meget i hånden eller gryden. Til gengæld er der næppe nogen vildtart, som er så vanskelig at ramme som bekkasiner, der stødes eller rejses af hunden.

End ikke sneppen stiller så store krav til skydefærdighederne, som de hurtige dobbeltbekkasiner, som flygter i hurtig zik-zakflugt over engen. Den mindre enkeltbekkasin er til gengæld nemmere at ramme, da flugten er jævn og uden bratte kast fra side til side.

Den mest populære form for jagt på bekkasiner drives med hund - enten stødende eller stående - selv om man må indstille sig på, at hunden sjældent kommer i nærheden af de trykkende fugle, som ligger løst og normalt letter, inden hunden kommer helt ind på livet af dem.

Det sker dog, at en stående hund trækker på en bekkasin og opnår stand. Men selv om den stående hund langtfra altid har held til at holde fuglene, vil den ofte markere på færten og begynde

at trække an. Dette giver jægeren varsel om, at en skudchance er i vente. Når det gælder bekkasinjagt er dette forvarsel en stor hjælp. Enkeltbekkasiner holder dog gerne for hunden, men for de fleste jægere er det først og fremmest dobbeltbekkasinerne, som er målet for jagten. Den lille enkeltbekkasin tillægges sekundær betydning.

Ikke mange jægere vil alene vælge hunderace på baggrund af deres passion eller mulighed for at drive bekkasinjagt, og generelt kan alle hundetyper, som kan apportere, bruges til jagtformen.

Faktisk er det ikke nødvendigt med en søgende hund. Selv ejere af stående hunde foretrækker ofte at holde hunden ved fod, når de tramper bekkasinerne op.

Synspunktet er, at fuglene ofte letter på kanten af skuddets rækkevidde. Derfor er det afgørende, at det er jægeren selv, som sender fuglene på vingerne, da en hund, som søger 5-10 meter foran jægeren, vil spolere for mange chancer.

For den jæger, der først og fremmest ønsker at se hunden arbejde i det ofte vanskelige bekkasinterræn, skal nævnes at den stående hund breton i sit hjemland har et særlig godt ry blandt Frankrigs mange sneppe- og bekkasinjægere.

Agerhønejagt

Jagt på agerhøns er mere eller mindre synonymt med jagt med stående hund. Agerhøns er knyttet til det åbne land og jages mest på stub- og brakmarker samt i arealer med rodfrugt så som kartofler og roer. Også vintersædafgrøder herunder raps kan give agerhønsene tilstrækkeligt skjul. Skjul er nemlig vigtigt, såfremt jagten skal lykkes og hunden opnå mulighed for at sætte flokken.

Kun hvis fuglene føler, de kan gemme sig i vegetationen, trykker de foran jægeren og hans hund.

I mere åbent terræn er de tilbøjelige til at lette eller løbe, uden at hunden opnår mulighed for at sætte flokken. Derfor er det vanskeligt at jage agerhøns på flade vintersædmarker, selv om hønsene gerne vil opholde sig på disse grønne fodermarker.

Ikke mange jagtformer er så afhængig af hundens format og dressurniveau som hønsejagt med stående hund. Selv om mange stående hunde fødes med evnen til at tage stand, er der en række faktorer, som den skal lære, inden den kan anvendes til jagtformen. Dels skal den evne at afsøge markarealet i et systematisk og veldækkende søg. Dels skal den lære, at den ikke må gå fuglene op, før jægeren er fremme og giver tilladelse. Og dels skal den lære at forholde sig rolig i opflugt og skud.

Jagt med en veldresseret stående hund er en æstetisk nydelse, et adelsmærke for jægere og jagtkultur. Hønsejagt med en stående

hund, som ikke er veldresseret, er derimod en stresset oplevelse, som ikke tiltaler mange.

Selv om de fleste forbinder hønsejagt med jagt med stående hund, er det tillige blevet populært at jage agerhøns med stødende hund - altså spaniels. Jagtformen er ikke uden ligheder med jagten med den stående. Også her er det vigtigt, at hunden har et velskolet søg.

Såfremt hunden går for stort, risikerer den at støde vildtet uden for skudhold. Dog kan den kortsøgende spaniel ikke afsøge samme areal som en stående. Men ved jægeren, hvor hønsene ynder at opholde sig, kan man alligevel få høns på tasken eller rygsækken, når der jages med en springer- eller cocker spaniel.

De steder, hvor der udsætte mange agerhøns, afholdes der ofte jagt på drevne agerhøns. Fuglene drives fra markerne ind over levende hegn, hvor posterede jægere står klar.

Agerhøns flyver stærkt, og skud til drevne høns er udfordrende skydning. Fuglene drives gerne frem ved hjælp af spaniels eller stående hunde, og bag skytterne anvendes apporterende hunde som retrievere, spaniels eller stående hunde. En vingeskudt agerhøne kan som en fasan løbe stærkt og hurtigt fjerne sig fra nedfaldsstedet, og det kan gøre apporteringen vanskelig.

Fasanjagt med hund

Mens de danske agerhøns har haft store problemer med at tilpasse sig det moderne landbrugs produktionsmetoder, har fasanen på mange måder klaret sig rimeligt i det åbne land. Hvor agerhønsejagt med stående hund næsten er blevet en saga blot, er det i dag meget almindeligt at jage fasaner med stående hund. Navnlig i sæsonens første måneder.

Fasanen er nemmest at arbejde med for hunden, når den opholder sig i områder, som yder tilstrækkeligt skjul. Brakmarker, moseområder, levende hegn samt rør- og sivbevoksninger vil oftest holde på fuglene og give hunden mulighed for at komme så tæt på, at den kan sætte fuglene og opnå stand.

Jagt på fasaner med hund er udfordrende jagt, som måler sig med jagt på agerhøns. Navnlig sidst på sæsonen bliver jagten udfordrende for både hund og jæger. Fuglene vil da gerne løbe, og jagten kræver sin hund. Den mere middelmådige hund, som ikke søger med stort overskud og initiativ, evner ikke at lægge et tilstrækkeligt pres på vildtet og vil sjældent komme i kontakt med fuglene, før de på lang afstand letter.

Fasanhundens søg skal være dækkende på bredden, men skal også være fremadrettet. Det er afgørende, at hunden for hvert slag over terrænet kommer frem i området. I modsat fald vil fasanerne løbe ud af brak- eller roemarken, før hunden opnår kontakt.

Den jæger, som primær ynder at drive jagt på fasaner, kan vælge mellem alle stående jagthundetyper. Vigtigt er det dog, at der vælges hund efter markprøvepræmierede forældrehunde. På disse prøver tillægges hundens søg afgørende betydning.

En hund med et mere moderat anlagt søg er praktisk til mange former for jagt. F.eks. når såter under drivjagterne skal afdrives for vildt. Men når det gælder regulær fasanjagt med stående hund uden posterede frontposter er det vigtigt, at hunden kommer frem til fuglene. De engelske racer samt kontinentale racer, som f.eks. ruhår og korthår af godt og stort format, er naturlige valg for den jæger, som er så privilegeret, at han kan nedlægge årets fasaner på regulær jagt med stående hund.

Fasaner skydes også i stadig mere udpræget grad for stødende hund. Denne jagtform minder meget om jagt med stående hund. Dog er søget i sagens natur meget kortere. Hunden opholder sig altid i nærheden af sin fører. Ligeledes stødes vildtet. Det er ikke normalt, at en stødende hund tager stand, men egenskaben ses af og til hos f.eks. springer- og cocker spaniels, som er de mest almindelige stødende jagthundetyper.

Jagt med stødende hund kan også udøves med andre racer. F.eks. er det ikke ualmindeligt, at jægere lader gravhunde eller retrievere afsøge krat og skrub for fasaner.

Disse hunde er ofte tilbøjelige til at gå spor, og kan man læse sin hund og følge med, når den trækker på foden af en fasan, kan det give ikke så få fugle på tasken.

Det er dog vigtigt at bemærke, at både gravhund og retrievere er fremavlet til helt andre jagtlige formål.

Sneppejagt

Jagt på skovsnepper er en af de mest hæderkronede jagtformer, vi har. Jagten drives med stående eller stødende hund. Da skovsnepper primært holder til i skov- og moseområder, er der ofte tale om vanskelige skud mellem stammer og grene.

Jagten på snepper er meget afhængig af vind og vejr og årstid. Normalt ankommer snepperne til Danmark i begyndelsen af november, selv om det sydgående træk kan begynde noget tidligere. Vindstille og klare dage er typisk afgangsvejr for skovsneppen, og når dén vejrtype indfinder sig i den centrale del af Sverige eller i Letland for eksempel, kan vi være næsten sikre på at have skovsnepper på danske terræner dagen efter. En skovsneppe som bryder op i skumringstimen, vil næste daggry kunne have tilbagelagt 600-800 kilometer.

Tåge, regnbyger og hårdt vejr kan bremse sneppernes sydgående træk. Efter sådanne vejrforhold kan man opleve sneppefald, og har man mulighed for det, bør man tage i skoven med sin hund. Ofte bliver vadefuglene her kun få dage, og en nat med høj himmel kan atter sætte rejselyst i fuglene. Dog vil der altid blive fugle tilbage, men de store dage skal oftest opleves umiddelbart efter en dag med pludselig opstået dårlig sigtbarhed.

Snepperne foretrækker områder med blød bund. De lever primært af regnorme og vil helst fouragere på en skovbund med mange orme. Fuglene er dog nataktive, og dagene bruges først og fremmest til at raste. Det er først, når det begynder at blive mørkt, fuglene forlader deres skjul og søger føde på enge og afgræssede marker. I dagtimerne er det de bevoksede områder, man skal koncentrere sig om, når man med hund opsøger snepperne.

En gammel regel siger, at en stående hund skal startes meget tidligt på snepper, såfremt den skal blive rigtig god. Meget tyder på, at denne påstand holder vand, selv om evnen til at finde snepper også kan opelskes hos den hund, som ikke er vokset op med søg efter skovens mystiske vadefugl.

Den jæger, som har terræn og mulighed for at drive jagt på snepper, kan vælge mellem de fleste stående hunderacer. Dog har bretons ry for at være særlig gode til snepper.

Racens hjemstavn Bretagne i Frankrig hjemsøges hvert år af snepper i stort tal, og bretons er først og fremmest udviklet til jagt i dette område. Men også settere og kontinentale racer har stor udbredelse blandt landets lille skare af hårdkogte sneppejægere. Og når det gælder evnen til at jage snepper, er der en klar tendens til, at hundene bliver gode til det, de anvendes til. Valg af type og race 46

Rævejagt

En stor del af de ræve, som nedlægges i Danmark, skydes tilfældigt på selskabsjagter samt under jagt i roer og andre steder, hvor ræven ynder at opholde sig om dagen. Samtidig nedlægges der ræve med riffel. Denne jagtform kræver ikke apporterende hund og praktiseres som pyrsch og anstandsjagt.

Tilbage er gravjagten, som for de fleste er synonymt med rævejagt. Gravjagt med en lille taktisk gravhund eller terrier er en fascinerende jagtform, som har sine inkarnerede tilhængere.

En meget stor del af de ræve, som nedlægges fra grav, skydes fra kunstgrave. Disse er mere sikre for hunden at arbejde i end de naturligt anlagte grave, som kan skride sammen med alvorlige konsekvenser for hunden til følge. Omvendt rummer jagten fra kunstgravene ikke samme mystik som jagten i de gangsystemer, rævene selv har anlagt.

I dag er den kort- og ruhårede gravhund de mest almindelige af de tre hårlagstyper. Den langhårede gravhund er mere populær som selskabs- og familiehund.

Gravhundene er også fortrinlige som drivende hunde, men som apporterende race har den dog sin begrænsning alene pga. sin størrelse. Men ingen regler uden undtagelser og af og til ses gravhunde, som gør det hæderligt som vildtopsamler.

Terrierne, navnlig den populære tyske jagtterier, er generelt mere rovvildtskarpe end gravhundene. Også disse anvendes som drivende hunde under efterårets jagt på f.eks. råvildt og kronvildt, om end de sjældent går så langt med vildtet, som gravhundene. De benævnes ofte som kortdrivere.

I de sidste år har store dele af den danske rævebestand været kraftig påvirket af skab, og lokalt har rævebestanden været helt i bund.

Mange rævejægere har kastet sig over andre jagtformer, og i dag er der langt mellem jægere som mere eller mindre kun er til jagt på ræv. De fleste vælger i dag en terrier eller gravhund som et supplement til en af de apporterende racer.

Selskabsjagt

For mange mennesker er selskabsjagten blevet den altdominerende jagtform. En af årsagerne er, at det er blevet dyrt at leje jagt i Danmark. Derfor er jagt, hvor flere jægere går sammen om betaling af jagtlejen ofte den mest nærliggende mulighed for at opleve jagtens glæde og spænding. Samtidig er det blevet almindeligt, at jægere så at sige bytter jagt. Ved at invitere gæster med på jagt kan man håbe på selv at blive inviteret. Også dette medfører, at flere jægere ofte ses på jagt på samme tid.

Selskabsjagterne arrangeres ofte som klap- eller drivjagter, hvor vildtet presses frem mod de jægere, som står på post. Oftest drejer jagten sig om hårvildt, fasan og sneppe, selv om også duer og andre jagtbare vildtarter nedlægges tilfældigt i såten.

På klapjagter skal jægeren i reglen blot nedlægge det vildt, som kommer for. Klapperne sørger for at presse vildtet frem mod skytterne og jagtens ikke-skydende apportører samler de fugle op, som nedlægges af de typisk 10-12 skytter.

På drivjagter skiftes jægerne gerne til at gå igennem og stå for, og derfor er det ikke unormalt at se 25-30 jægere på samme jagt. I såterne anvendes ofte en blanding af forskellige hunderacer og typer. Gravhund, spaniels og ruhår deltager til tider i samme såt.

Desværre er selskabsjagt ikke det nemmeste sted for en hund at arbejde. Stressniveauet er ofte højere end på jagter med få deltagere, og det er mere reglen end undtagelsen, at der deltager en eller flere ulydige hunde. En veldresseret hund bør ikke lade sig påvirke af dette, men det sker, at en hund med et lavt dressurniveau trækker de andre mere lydige hunde med sig, når der f.eks. ses flygtende hårvildt. Og det er uhensigtsmæssigt for den hundeejer, som gerne vil bevare sin hunds dressurniveau.

En stående hund, som har lært at respektere fugle, der letter, kan pludselig blive provokeret, såfremt de øvrige hunde i såten preller, så det er en lyst. Samtidig kan en gravhund, som anvendes til drev, lade sig forstyrre af store hunde. Disse driver ofte i vind af sporet og vil oftest gå meget stærkt, når de driver med hårvildtet.

Gravhunden kan dermed med tiden helt opgive sit grundige sporarbejde og glide med på løjerne og sætte efter råvildtet, så hurtigt de korte ben kan holde. Enkelte af de små drivende hunde, som arbejder meget på fællesjagter, kan ligeledes miste inspirationen og dermed opgive det altafgørende søg. I stedet for at opsøge frisk fod vil de vente, indtil de store hunde støder vildtet og kaster sig ud i drevet. Først da slår de til. Omvendt vil den

drivende hund, som virkelig søger, finder og rejser f.eks. et stykke råvildt hurtigt blive løbet over ende af de større hunde, som tilkaldes af hundens ophidsede hals.

Driver man næsten udelukkende drivjagt med mange deltagere, vil valg af hundetype afhænge meget af områdernes sammensætning af vildtarter samt ikke mindst områdernes vildttæthed. Udsættes mange fasaner på terrænerne, hvor man deltager, og er der generelt en stor bestand af fuglevildt, må det tilrådes, at man anskaffer sig en hund, som gerne vil arbejde i nærheden af sin fører.

Eksempelvis en spaniel type, selv om der også ses individer blandt disse racer, som styrter frem i såten og ukontrolleret jager vildtet i alle mulig andre retninger end den tiltænkte. Også spaniels skal naturligvis dresseres, så de lærer at holde sig i nærheden af føreren, når man går igennem såten. Det er ikke en evne, de er født med, selv om anlægget for førerkontakt ligger begravet i generne på spaniels af god jagtlig afstamning.

I fuglevildtmæssigt tyndt besatte områder, hvor jagten mere drejer sig om hårvildt, vil en sporsøgende hund være en fordel. Denne evne til at gå på fod ses hos stort set alle racer, dog bør man være opmærksom på om racen, man har set sig varm på, også har anlæg for at drive med hals. En såkaldt ”tyst”driver er ikke særlig anvendelig, da det er af afgørende vigtighed, at man ved, hvor hunden befinder sig, og hvor drevet bevæger sig hen.

Både ruhår, korthår og andre store hønsehunde anvendes til drivjagt, men flere jagtkonsortier ønsker ikke, at råvildtet drives af store hunde. I dag findes der jagtsammenslutninger, hvor der kun anvendes langsomt drivende hunde som f.eks. gravhunde og wachtelhunde.

Disse stresser vildtet mindre hævdes det. Retfærdigvis bør det nævnes, at der også er konsorterier eller grundejere, som ikke ønsker at se drivende gravhunde på terrænet, da de frygter, at vildtet jages ud af terrænet. Navnlig i områder med kronvildt er man bange for, at hundene skal hænge så længe på dyrene, at de til sidst vælger at forlade området.

Nedlægges der fuglevildt og hårvildt under råvildtstørrelse, skal man være opmærksom på, at der på alle selskabsjagter skal være et passende antal apporterende hunde til rådighed pr. jæger.

TYPE OG RACE

Når der tales apporterende jagthundetyper jæger og jæger imellem, er det som oftest typerne stående, stødende og apporterende racer, som er i tankerne, men der er også andre typer at vælge imellem som måske kan passe til ens behov

Når der tales apporterende jagthundetyper jæger og jæger imellem, er det som oftest typerne stående, stødende og apporterende racer, som er i tankerne. Altså racer som ruhåret hønsehund, springer spaniel og labrador, for nu at nævne de mest almindelige af de tre typer.

Gravsøgende hunde, drivende hunde og eftersøgningshunde anvendes sjældent som apporterende hunde selv om man af og til ser eksempelvis terrier, som apporterer godt fra både land og vand. Det er dog de tre førstnævnte typer, der skal vælges mellem, når der skal vælges hund, som kan fungere som apportør. Men de tre typer er fremavlet til hver sit arbejdsområde.

Den stående hund skal søge, tage stand og apportere. Ligesom spaniels og andre racer, der anvendes som stødende hund, skal den stående hund dertil holde vildtet, indtil jægeren kommer frem og kan afgive skud, når det trykkende vildt rejses foran hunden. Endelig skal den stående hund også bringe det nedlagte vildt ligesom spaniels og retrievere skal det. I alt skal den stående hund mestre tre basale funktioner.

Den stødende hund skal søge og apportere. Den skal opsøge vildtet til jægeren, og hente det, når det nedlægges. Den skal altså mestre to funktioner.

De stående hunde

De stående hunde er først og fremmest kendetegnet ved førskudsarbejdet. Hundene har deres force i store og forholdsvis åbne terræner, hvor de ved et veltilrettelagt vindsøg forsøger at finde småvildt og via den ofte medfødte stand viser, hvor der er vildt. Først når jægeren kommer op til den stående hund, bringes vildtet til flugt.

Typisk er det førerens verbale kommando ”rejs” eller ”avance”, som får hunden til at gå eller springe frem mod det trykkende vildt og rejse det. Dog findes der jægere, som med et diskret kropssignal sender hunden frem mod det trykkende vildt. Signalet er underordnet. Vigtigst er det i sagens natur, at hunden først rejser på tilladelse.

De stående hunde deles op i henholdsvis engelske og kontinentale racer.

De engelske hunde kategoriseres som pointere og settere, og gruppen omfatter foruden pointer også engelsk setter, gordon setter, irsk setter samt rød og hvid setter.

I Danmark regnes også racen breton til gruppen af stående engelske hunde.

De kontinentale racer omfatter langt flere racer (ca. 38), hvor ruhåret, korthåret, langhåret, münsterländer, vizsla og weimaraner er nogle af de mest kendte i Danmark.

De engelske stående racer

De engelske racer er primært avlet til jagt på hønsefugle. Engelske hunde vil i reglen på et meget tidligt tidspunkt i deres udvikling udvise en mere eller mindre fast stand. Dog fødes også individer, som først vil stå for vildtet i en relativ sen alder (1½-2 år).

De engelske hunde er specielt avlet til terræner, hvor vildttætheden er så beskeden, at det ikke kan betale sig at drive fuglene frem mod posterede skytter. Hedestrækninger, stubmarker og højfjeldsområder hører til de mest typiske terræner for den veltrænede engelske hund, som på en jagtdag kan afsøge ganske store arealer.

Engelske stående hunde er avlet til at søge i en letflydende og friktionsfri galop i høj fart. Under jagtsøget skal hovedet bæres så højt, at interessant jordbunden fært ikke bremser hunden i dens søgsoplæg. Det er vigtig for effektiviteten, at hunden søger på vinden og hovedsaglig reagerer på den fært, som via luftvejene spredes fra selve vildtet.

Når man går på jagt med engelske hunde, er det dog ikke kun effektiviteten, som har betydning. Gennem generationer har jægere og opdrættere forsøgt at fremelske en udholdende og effektiv vildtfinder, som tillige er en nydelse at se på.

Der ønskes stil over hundens søg over stubben, heden eller fjeldet. Mange ser f.eks. gerne, at der er spil i halen, når hunden arbejder. Begrebet stil dækker dog over hele hundens bevægelsesmønster, og retfærdigvis skal det nævnes, at stil er et ret subjektivt udtryk. Eksempelvis anses livlig halerørelse af nogle jægere som irrelevant anvendelse af energien. Og hvad bretoner angår ses den oftest med ganske kort hale. Enten fordi den er født stumphalet, eller fordi bretonhvalpe sammen med fire andre stående jagthunde må halekuperes af dyrlæge, inden hvalpen er fie dage gammel.

Hvor begrebet stil kan være lokalt og nationalt betonet er ønsket til standen mere eller mindre universelt. Den stående hunds stand skal være stram og helst højrejst. Med til stilindtrykket hører også højt båret hoved.

En hund, som søger med lav hovedføring under ryglinjen, vil under søget igen og igen blive forstyrret af den fært, som klæber til jorden. Den bremses i det rytmiske søgsoplæg og forfalder let til at nusse på jordfært.

Det højtbårne hoved har også indflydelse på hele hundens galopaktion og påvirker f.eks. dens forbensaktion. Bliver forbensaktionen for kort, lander hunden ikke på hele trædepuden i nedslaget, og under en lang jagtdag i f.eks. fjeldet bliver (over)belastningen koncentreret omkring den forreste del af poterne. Og det er ærgerligt, hvis en jagtferie går i vasken efter et par dages jagt på grund af opslidte trædepoter.

Alt i alt er der altså fornuft i galskaben, når hundens stil tillægges betydning i de avlsvejledende markprøver.

De kontinentale stående racer

Ligesom de engelske hunde er kontinentale hunde først og fremmest kendt for deres evne til at søge og tage stand for vildt. Generelt er de dog mere robuste og frem for alt mere alsidige end de engelske racer. Hundene bruges til stort set alle former for dansk jagt på mark og skov samt i vand og sump. De kontinentale jagthunde fødes med en stærk interesse for jagt og vildt og har tit en medfødt interesse for hårvildt. Ofte vil de halse på frisk fod af hare, råvildt og ræv etc.

Denne interesse for jordbunden fært gør, at de kontinentale racer ofte søger med lidt lavere hovedføring end de engelske racer. Dog ser man også kontinentale hunde, som arbejder som engelske hunde i høj fart og med højtbåret hoved.

I forhold til de engelske hunde er farten dog oftest moderat, og generelt er de ikke skabt til det helt store marksøg. Til gengæld er det grundige søgsoplæg en mærkesag for de kontinentale avlere, og en kontinental hund må ikke søge for offensivt.

Man siger, at man med en haglbøsse skal kunne skyde ud til hunden, når den passerer foran føreren. I modsat fald er søget for fremadrettet, og hunden risikerer at gå forbi fugl eller støde vildt fremme i terrænet, som ikke kan nedlægges. Det korte, veldækkende søg gør den især velegnet til jagt på mindre arealer og i princippet er ingen mark for lille til en stående hund med et velskolet søg.

De kontinentale racer anvendes ofte til drivjagt, hvor man sætter stor pris på deres højlydte halsen. Til gengæld er det ikke alle terrænbesiddere, som er lige begejstret for de ofte meget hurtige og langbenede drivende hønsehunde, når der afholdes jagt i områder med meget råvildt. Ofte presses råvildtet så hårdt af de hurtigt drivende hunde, at det ikke er muligt at selektere afskydningen. Det er vanskeligt at kende rå fra kastebuk, når man kun ser råvildtet i høj fart fare gennem underskoven. Samtidig stresses vildtet tilsyneladende meget, når det forfølges af en hurtig hund.

Når det gælder eftersøgning af anskudt vildt, har de kontinentale hunde til gengæld en force i modsætning til mindre drivende hunde. De kontinentale racer har en naturlig skarphed over for vildt og vil ofte være i stand til at tage livet af en anskudt ræv eller et anskudt stykke råvildt.

Denne skarphed sammenholdt med typernes anlæg for at forfølge et udlagt spor, gør dem populære blandt landets vildteftersøgere.

Stødende hunde

Den stødende hund søger under bøssen og vil - modsat den stående hund - ikke stå for vildtet, men rejse det i samme øjeblik, den har lokaliseret fasanen, kaninen eller haren etc. Typen er særlig velegnet til jagt i områder med en tæt vildtbestand og har sin force i bevokset terræn, hvor vildtet traditionelt holder godt.

Hunden fødes i reglen med en udpræget trang til at holde sig i nærheden af sin fører.

Spaniels har normalt et blidt og bøjeligt sind og er lette at dressere. Alligevel er det altafgørende, at jægeren bruger meget tid på at indlære hunden den tætte kontakt. Kun hvis hunden går i et kort siksak-søg foran sin fører, vil man få udbytte af jagten med stødende hund. Man siger, at hunden skal pudse støvler, og at alt vildt, som rejses af hunden, skal kunne nedlægges med en haglbøsse.

Den ideelle spaniel skal være pågående i tæt vegetation, have en medfødt spontan apportering med blød mund og desuden besidde stor vandpassion. Selv om spaniels kategoriseres som stødende hund, anvendes den ofte som drivende hund. Den er ofte særdeles populære deltager på mange drivjagter, da den relativt hurtigt slipper drevdyret for atter at søge kontakt med sin fører.

Spaniels omfatter i virkeligheden otte racer. Engelsk springer spaniel, welsh springer spaniel, engelsk cockerspaniel, clumber spaniel, field spaniel, sussex spaniel, amerikansk cockerspaniel og irsk vandspaniel.

Selv om samtlige spaniels oprindelig har været jagthunde, holdes de fleste i dag mest som udstillings- og selskabshunde. Med undtagelse af amerikansk cockerspaniel kategoriseres de øvrige syv spaniels stadig som jagthunde. Dog er det næsten kun engelsk cockerspaniel og engelsk springer spaniel, som anvendes til jagt.

Apporterende hunde (retrievere)

Selv om både stående hunde og spaniels skal apportere, er det først og fremmest retrieverne, der tænkes på, når der diskuteres apporterende hunde. Retrieverne så dagens lys, da de besværlige forladere blev erstattet af mere moderne jagtvåben.

Udviklingen inden for våbenindustrien medførte også, at jagtmetoderne gennemgik en udvikling. Med de moderne våben blev jagt på flygtende vildt efterhånden udbredt, og behovet for en sikker småvildtapportør mere og mere aktuelt.

De første haglbøssejægere havde brug for en udholdende og pålidelig apportør med en god næse. Samtidig var det nødvendigt, at efterskudshunden havde et blødt greb om vildtet, at den kunne forholde sig i ro, indtil den skulle arbejde, samt at den kunne arbejde sikkert og effektivt i vand.

Ud fra disse kriterier blev tidens apportører fremavlet, og allerede omkring år 1850 begyndte retrieveren for alvor at tage form via krydsninger mellem forskellige waterdogs, settere, hyrdehunde og ikke mindst den såkaldte St. John hund.

St. John hunden har sammen med waterdogs haft afgørende indflydelse på udviklingen af retrieveren. Alligevel må man ikke se bort fra den indflydelse, som setteren har efterladt i form af bedre søg, bevægelse og eksteriør.

Også datidens hyrdehunde har efterladt varige aftryk i form af dresserbarhed. Resultatet af avlsarbejdet er racerne, som vi kender dem i dag. I dag fødes retrieverne således med en kraftigt udviklet apporteringslyst, og er nærmest utrættelige, når det drejer sig om at hente og bringe emner til sin fører.

Gravhunde

Gravhunde er avlet til at jage ræv og grævling i underjordiske gangsystemer. Racen opstod, da en tysk lavbenet støverrace blev ramt af chondrodystofi, som er en arveligt betinget dværgvækst, der rammer de lange rørknogler. Dette handicap skulle siden vise sig at gøre hunden velegnet til jagt i snævre, underjordiske gangsystemer.

I dag findes der tre forskellige hårtyper, ruhåret, korthåret og langhåret. Alle farver accepteres med undtagelse af hvid, og hver type er tillige repræsenteret i tre forskellige størrelser, nemlig standard, mini og dværg.

Gravhunden er en meget selvstændig hundetype med en imponerende viljestyrke og selvtillid. Man siger, det er en meget stor hund i en meget lille krop.

Gravhunden anvendes desuden til drivjagt, hvor hunden har vist sig at være særdeles velegn et til at finde og følge fod af hårvildt.

Gravhundens lave ben gør, at vildtet ikke drives med stor fart. ermed har skytterne ofte mulighed for at selektere afskydningen, ligesom den lave fart reducerer risikoen for anskydninger. Navnlig når jagten foregår med riffel.

Dermed har skytterne ofte mulighed for at selektere afskydningen, ligesom den lave fart reducerer risikoen for anskydninger. Navnlig når jagten foregår med riffel.

Endelig anvendes gravhunden til sporarbejde, og Gravhunde Klubben afholder en række prøver for alle tre former for arbejde. En god gravhund kan således blive præmieret i disciplinerne: Grav, drev og spor.

Endelig anvendes gravhunden til sporarbejde, og Gravhunde Klubben afholder en række prøver for alle tre former for arbejde. En god gravhund kan således blive præmieret i disciplinerne: Grav, drev og spor.

Terrier og støvere

Der findes en lang række forskellige terrier, og en stor del af racerne er udviklet til jagt på ræv, odder og grævling. Fælles for alle jagtracer er et iltert temperament, skarphed, samt en viljestyrke, som man næppe finder hos andre jagthundetyper.

Næsten alle terriere kan føre sit ophav tilbage til Storbritannien. Det hersker imidlertid en vis usikkerhed om oprindelsen af begrebet terrier, selv om de fleste er enige om, at det stammer fra det latinske ord terra, som betyder jord, og nok har sammenhæng med at disse hunde er kendt for at jage vildt under jorden.

De mest almindelige racer, anvendt som jagt- og familiehunde i Danmark er:

Borderterrier

Foxterrier

Jackrussell

Tysk Jagtterrier

Støvere

Støvere er avlet til at drive med hals på hårvildt og blev tidligere anvendt meget til jagt på ræv og hare i klitplantagerne. Det er da også i disse ofte store og vildtsparsomme terræner, typen bør anvendes.

Til de fleste mindre danske jagtterræner har typen ingen berettigelse, hvilket skyldes, at den er meget vedholdende og kan følge fod i flere timer. Den bør derfor anvendes med omtanke. Især når det gælder kronvildt, som er følsomme over for drivende hunde.

I vore nordiske nabolande er støverjagt meget populært, og her bruges forskellige støvere til forskellige vildtarter. Til harejagt benyttes forholdsvis langbenede racer, og til jagt på råvildt anvendes mere lavbenede typer. Racerne er ofte indjaget til kun at følge op på den vildtart, som de er præget på. I avlsarbejdet har man primært fremavlet selvstændige hunde, som uden støtte fra føreren skal være i stand til at følge fod af hårvildt i halve og hele timer.

Derfor kan racerne virke egenrådige.

Schweisshunde

Siden tidlig middelalder har man anvendt specielle hunde til at spore vildtet, når de hurtigtjagende hunde havde mistet kontakten. Sporhundene blev ført i line, som vi kender det i dag.

De første vildtsporehunde var ikke egentlige eftersøgningshun-

de. Det var først, da man begyndte at interessere sig for at opspore det anskudte vildt, man i Tyskland fremavlede specielle racer, som man kaldte schweisshunde.

Valg af hunderace er i dag er vanskelig beslutning for den, som ikke kender racerne. En række faktorer skal tages i betragtning, men valg af race og opdrætter medfører i reglen også valg af specialklub og valg af stambogsførende organisation.

Dette valg kan få afgørende indflydelse på hvilke prøver og kurser, man kan deltage i, ligesom det i sagens natur vil påvirke afkommets evt. registrering.

Dansk Kennel Klub

Dansk Kennel Klub er Danmarks største stambogsførende organisation og arbejder sammen med F.C.I., som er en international stambogsførende organisation. Dansk Kennel Klub blev stiftet i 1897 af en gruppe jægere fra Dansk Jagtforening og

DKK er i dag Danmarks største organisation for hundeejere. Det er klubbens formål at skabe interesse for typiske, fysisk og mentalt sunde racehunde samt at varetage hundeejernes og hundenes almene interesser i samfundet.

Følgende specialklubber for jagthunde er i dag tilknyttet

Dansk Kennel Klub:

Dansk Pointer Klub

Engelsk Setter Klub i Danmark

Dansk Irsk Setter Klub

Dansk Gordon Setter Klub

Dansk Breton Klub

Dansk Ruhår Klub

Korthårsklubben

Klubben for den Langhårede Hønsehund

Dansk Vizsla Klub

Klubben for den Gamle Danske Hønsehund

Dansk Münsterländer Klub

Dansk Weimaraner Klub

Dansk Støverklub

Dansk Retrieverklub

Dansk Gravhundeklub

Spaniel Klubben

Terrier Klubben

Dansk Drentche Patrijshond Klub

Dansk Jagthunde

Indtil marts 1996 var Dansk Kennel Klub (DKK) det absolut mest almindelig sted, hvor man kunne få sine jagthundehvalpe registreret. I dag er der dog flere stambogsførende organisationer, som tilbyder jægerne og andre hundefolk at stambogsføre avlen. Især Dansk Jagthunde Registrering (DJR) har sat sig på en ikke ubetydelig del af de nye stambogsføringer. Specielt inden for racerne spaniels og labrador. Dansk Jagthunde Registrering (DJR) er stiftet i 1996. DJR satser på at avle på sundhed, godt temperament og gode brugsegenskaber.

Klubben for Field Trial Spaniels

Formålet med Klubben for Field Trial Spaniels er at bevare og udvikle f. t. spaniels som stødende hunde i Danmark. Desuden arbejder man på at bevare f.t. spaniels øvrige jagtlige egenskaber.

Retrieverens Jagthunde Klub

RJK har som formål at bevare og udvikle retrieveren som apporterende jagthund i Danmark og endvidere at sikre, at retrieverens jagtlige egenskaber altid prioriteres højere i avlen end eksteriøret.

Dansk Jagtspaniel Klub

Det er klubbens formål er at bevare og udvikle Field Trial Spaniels som stødende og apporterende jagthund i Danmark, hvor brugs- og temperamentsmæssige egenskaber er de vigtigste. Klubben arbejder også på at fremme Fields Trial Spaniels som jagt- og familiehunde.

VALG AF HUND

Selv med et indgående kendskab til type og race og de jagtformer, man driver eller agter at drive, kan det være vanskeligt at vælge den jagthund, der passer bedst

De jagtlige motiver er ikke de eneste købs- eller anskaffelsesmotiver. Hundekøberens jagtpassion og mulighed for at drive jagt skal sammen med familie, tid og personlige præferencer for type og race gå op i en højere enhed. De fire t'er, tid, talent, terræn og tilgang af vildt, er de fire forudsætninger, som afgør, om man bør vælge den ene eller den anden type apporterende hund.

Det siges, at skyttens hund altid er en god hund. Hunden bliver nemlig god til det, den bliver brugt til. Og jo mere den bliver anvendt, jo bedre bliver den.

Alligevel må det understreges, at alle hundetyper starter med forskellige forudsætninger.

En retriever har et naturligt anlæg for andejagt. Den vandafvisende, let fedtede pels sammenholdt med stor vandpassion og et stærkt udviklet apporteringsinstinkt gør den velegnet til apportering i vand og hårdt terræn.

Retrieveren har således et mere naturligt anlæg for denne form for jagt end f.eks. settere og pointere. Disse er til gengæld mere velegnede til hønsejagt end springer spaniels. Settere og pointere er nærmest utrættelige, når det gælder jagt på agerhøns og andre hønsefugle. Passionen for netop disse fuglearter ligger dybt begravet i de stående fuglehundes gener. Omvendt er spaniels af

field trail-typen de fleste overlegne, når det gælder evnen til at støvsuge vanskeligt fremkommeligt krat for vildt.

Det er en fordel, at jægeren kender de enkelte hundes anlæg. Desværre er vi langt fra alle jægere på fuld tid. Vi kan derfor ikke give hunden så mange og alsidige oplevelser, som skytten, som ofte har sin hund med i terrænet hver dag. Derfor bliver man mest tilfreds, hvis man vælger den hundetype, som passer bedst til de jagtformer, man driver eller agter at drive.

Den jagtlige begrundelse er kun et af de mange motiver, som afgør, om der investeres i den ene eller anden type hund. Der kan være mange mere eller mindre velbegrundede årsager til, at en jæger f.eks. foretrækker en ruhår frem for en springer spaniel eller omvendt.

Ved at anvende de fire t'er som en slags guide, vil man få et modspil til de mere følelsesladede præferencer. Såfremt der tages stilling til begreberne tid, terræn, talent og tilgang af vildt, kan man forholdsvis hurtigt bestemme, om det skal være en retriever, spaniel eller stående hund, som skal være ens jagtkammerat de næste mange år.

Fælles for alle tre typer er, at de er velegnede til at hente og bringe det småvildt, som nedlægges under jagt. Generelt skal apporterende hunde således findes blandt de tre omtalte typer, og inden man begynder at diskutere racer, må man bestemme, hvilken type, som er mest velegnet til ens jagtmuligheder.

For alle racer er der anlæg, som kan kaldes racetypiske. En stående hund skal selvfølgelig have anlæg for stand, ligesom en retriever skal have apporterings- og vandpassion. En gravhund skal have lyst til at gå i grav. En spaniel skal have en medfødt lyst til at arbejde i tæt vegetation, samt lyst til at holde tæt kontrakt til sin fører etc. Visse racer skal være skarpe over for især rovvildt, andre kun over for vildt i almindelighed.

Desværre er der en tendens til, at racernes unikke anlæg udvandes, da man ikke altid afprøver hundene på deres særkende. Eksempelvis vurderes alle stående hunde efter fælles markprøveregler, hvilket betyder, at gammel dansk hønsehund må søge større og større for at gøre sig i forhold til reglementet.

Det korte søg under bøssen, som kendetegner racen, avles væk i bestræbelserne på at skabe en hund, som kan præmieres på lige vilkår med de øvrige kontinentale racer.

Fra type til racekendskab

De fire t'er er kun en rettesnor for den, som ikke ved, om han eller hun skal vælge en ruhår, labrador eller springer spaniel for nu at nævne de mest populære racer inden for de omtalte typer. Tid, terræn, talent og tilgang af vildt er meget objektive størrelser. Desværre er et hundekøb alt andet end objektivt. I sidste ende er valg af type og race et spørgsmål om smag og behag. Det siges ofte, at der generelt opnås størst succes med den hund, som man selv og ens familie synes bedst om. Noget er der om snakken. Men desværre er det modsatte oftere tilfældet. Nemlig at hverken jæger eller familie bliver tilfreds med anskaffelsen, selv om de oprindelig følte sig tiltrukket af racen.

I dag er hundekøbet blevet en kollektiv proces, hvor hele familien søger indflydelse. Derfor er det naturligvis vigtigt, at hund og familie går godt i spænd. Langt de fleste jagthunde har dog forudsætninger for at blive behagelige og velfungerende familiehunde, forudsat at hjemmets jæger stimulerer de anlæg, som hunden er født med. Både af hensyn til familien, hunden og én selv er det derfor vigtigt, at man starter sin overvejelser omkring valg af hund med at forholde sig kritisk til de fire t'er.

Ingen hund er perfekt til det hele, men ved at analysere behov og muligheder kan man i det mindste håbe på en perfekt begyndelse i forhold til de realistiske mål, man har sat sig. Først når man har skudt sig ind på type, bør man sætte sig ind i de enkelte racer og forsøge at finde den hund, som passer bedst til ens aktuelle situation. Ved at besøge biblioteket og internettet og ved at kontakte de enkelte racers specialklubber kan man skaffe sig et detaljeret racekendskab.

Bedst er det som altid at se et udvalg af forskellige hunde i forskellige situationer. Allerbedst er det, at se racerne på jagt. Da vil man erfare, at der findes et utal af afvigelser. Måske vil man opleve settere, som henter ænder som en labrador, labradorer, som søger som spaniels, og spaniels som står for vildtet som en stående hund. Det er dog alt sammen undtagelserne, og det er de renavlede egenskaber hos typerne og ikke mindst racerne, man skal koncentrere sig om, når man skal forsøge at finde den jagthund, som skal berige ens jagtoplevelser de næste mange år.

Tid

Når der i denne sammenhæng tales om apporterende jagthunde, er det hunde med et naturligt anlæg for efterskudsarbejdet, som er i tankerne. Som nævnt vil det sige retrievere, spaniels og stående hunde. Dog er der forskel på de tre racer, og jo flere funktioner hunden skal beherske, jo mere tid skal man normalt beregne til at træne den. Dog forudsat at man ønsker at anvende hele hundens medfødte program.

Derfor må man gøre sig klart, hvor meget tid, man agter at bruge på at jagttræne sin kommende hund. Grundtræningen er jo mere eller mindre ens for alle hundetyper, selv om eksempelvis retrievere og spaniels hurtigere kommer igennem den grundlæggende apportdressur, end tilfældet generelt er med stående hunde.

Det er først og fremmest den efterfølgende dressur i mark, vand og skov, som gør den tidsmæssige forskel. Der skal bruges meget tid på en hund, som skal lære at søge, stå og apportere. Mere end der skal bruges på den hund, som "kun" skal lære at apportere.

Har man kun tid til at lære hunden det mest fundamentale, nemlig at apportere, bør man vælge en retriever med et naturligt anlæg for netop efterskudsarbejdet. Også spaniels har et meget veludviklet apporteringsinstinkt og vil forholdsvis hurtigt komme igennem apportdressuren. Men ønsker man at anvende sin spaniel som stødende hund, skal der bruges meget tid på at finpudse det korte søg under bøssen. En afpudsning, som kun kan foregå, hvis der opsøges områder med en vis tilgang af vildt.

Drømmer man om en veldresseret stående hund, må man regne med at bruge temmelig mange timer i marken, inden man opnår det færdige resultat. Dertil må man beregne en del transporttid, da kun de færreste er bosiddende i velegnede træningsområder med en tilstrækkelig tæt bestand af agerhøns og fasaner. Intet kommer af sig selv, og selv de største naturtalenter må trænes i områder med vildt.

Både stødende og stående hunde bør således trænes i marken, da det er talentspild at anskaffe sig en søgende hund, hvis hunden ikke skal anvendes til de jagtformer, som de gennem mange generationer er avlet til at udføre. Skal ens hund kun apportere, bliver man alt andet lige mere tilfreds med en af retrieverracerne.

Hvor meget tid, der helt konkret skal anvendes, inden hunden er stabil og klar til jagt, vil afhænge af den samlede talentmasse hos hund og fører. Nogle lærer det forbavsende hurtigt, de fleste må arbejde for resultaterne, og kun de færreste lærer det aldrig.

Terræn

Næste "t" i denne lille "hvad skal jeg købe" analyse hedder terræn. Det er klart, at ens jagtterræns størrelse og beskaffenhed vil være bestemmende for, hvilken hund der bør anskaffes.

Driver man kun jagt på 20 tdr. land strandeng, vil man næppe få glæde af en stortsøgende pointer. Har man derimod adgang til store stub- og brakmarker, vil man gå glip af mange spændende jagtoplevelser, hvis man kun anvender en apporterende retriever.

Derfor vil en stående hund, som eksempelvis en pointer, setter eller en ruhår, være det rigtige valg for den, som driver meget jagt i sådanne områder. Endelig vil en spaniel gøre mest gavn i vildttætte bevoksede områder med levende hegn, bevoksede grøfter samt tætte bryn og underskov.

Det er næppe tilfældigt, at nord- og vestjyder normalt foretrækker stående hunde, mens jægere i det vildtrige Østdanmark mere og mere sværger til kortsøgende spaniels.

I dag er der dog mange, som driver jagt i vidt forskellige områder. En dag står den på andetræk i blæst og regn, næste dag er man gæst på en stor drivjagt. Og hvilken type skal man så vælge?

Det er nærliggende at svare en allround-hund. Eksempelvis en ruhår eller en kleiner münsterländer. Disse hunde er jo avlet til at arbejde i vidt forskellige jagtterræner, og netop alsidighed er de kontinentale racers adelsmærke.

Navnlig er resultater opnået på de såkaldte fuldbrugsprøver retningsgivende for opdrætterne af f.eks. ruhår. Kun hunde, som på disse prøver har vist, at de kan arbejde i skov, mark og mose, får lov til at præge den seriøse avlers afkom.

Alligevel skal man være klar over, at ingen hund fødes som fuldbrugshund. Ofte ligger der et meget stort arbejde bag det alsidige resultat. Spørgsmålet er derfor, om man har tid og ikke mindst talent til at oplære en allround-hund, som på en og samme gang skal være i stand til at finde høns på stubben, hente ænder i mosens dynd og hjembringe ræven, der påskydes under drivjagten.

Er man ikke sikker på, man vil arbejde på at indfri sine forventninger, bør man sætte sig et mindre ambitiøst mål og anskaffe en hundetype, som passer til ens mest typiske jagtområde og tilgængelige træningsterræn. En ikke færdigdresseret stående hund vil kun gøre ulykke. Navnlig på store vildtrige fællesjagter. Det samme kan man sige om en spaniel.

Kun de færreste kan skyde fasaner over hunden den ene dag og slippe den under fællesjagten den næste. I hvert fald ikke i hundens første par sæsoner.

Navnlig råvildt kan friste hunden over evne. I skov, mose og andre bevoksede terræntyper har man ikke altid et øje på hunden. Sekunders manglende kontakt kan betyde, at hunden pludselig stikker efter et dyr og forsvinder i såten på fuld hals.

Det skal dog nævnes, at mange fællesjagtdeltagere sætter stor pris på en hund, som driver højlydt med hårvildt. Navnlig i områder, hvor der kun er lidt fuglevildt, og hvor råvildt, ræv og hare er de hyppigste vildtarter på paraden.

Meget tyder på, at tendensen modarbejder drivjagt med hurtige hunde. I flere skovområder bliver store, langbenede hunde mere og mere uønskede, da de menes at presse vildtet alt for hårdt. Men igen!

Såfremt man agter at lægge det tilstrækkelige arbejde i hunden, vil en veltrænet spaniel eller stående hund altid gøre lykke på en fællesjagt, hvor vildtet skal presses frem mod posterede skytter.

Hvad er en allround-hund

Selv om hunde bliver gode til det, de bliver brugt til, er det ikke det samme som at sige, at alle hunde har samme anlæg for at blive lige gode til alt. De færreste settere vil nogensinde opnå retrieverens evner i vand, ligesom de færreste retrievere nogensinde vil opnå de opsøgende hundes evne til at bringe vildt for bøssen. Dog findes der undtagelser. Der findes settere, som arbejder fortrinligt i vand, ligesom der findes labradorer, som både kan finde og sågar stå for vildtet, inden de rejser det. Alligevel er det vigtigt, at man gør sig klart, at alle jagthunde kommer til verden med et genetisk program, som primært er udviklet til bestemte opgaver.

Dog tales der ofte om såkaldte allround-hunde, som kan anvendes til stort set alle former for jagt i alle former for terræn. De kontinentale hunde benævnes ofte som allround-hunde, der både kan søge, tage stand og apportere alle former for vildt. Også den anskudte ræv bliver hjembragt af en veltrænet kontinental hund med de rette anlæg. Desværre er der ingen hunde, som fødes som allround-hunde.

I jagthundedebatten har begrebet allround-hund således været en varm kartoffel i mange år. Mange mener ligefrem, at en allround-hund er en skrøne. En fantasihund, som kun optræder i overleveringerne. Når ret skal være ret, er det nemlig kun de færreste, som har tid, talent og terræn til at lave en såkaldt fuldbrugshund, der arbejder lige godt i mark, skov og vand.

Når det er sagt, skal det dog bemærkes, at de kontinentale hunde har mange talenter at spille på. Derfor er det de aktuelle oplevelser, som vil udvikle dem og bestemme, hvilket niveau de vil opnå.

Sjældent bliver de lige så gode som specialisterne, men de bedste kontinentale hunde kommer ganske tæt på. Dog er drømmen om en fuldbrugshund i sagens natur det mest tidkrævende hundearbejde, man kan kaste sig over. Derfor er en allround-hund for den meget hundeinteresserede jæger, som vitterlig bruger sin hund til forskellige former for jagt.

Tilgang af vildt

Man bliver først god til at køre bil, når man har fået kørekort. På samme måde bliver en jagthund først rigtig god, når den begynder at blive brugt på jagt.

Det er dog de færreste hunde, som kan tåle at springe direkte fra terrændressuren til egentlig jagt. For selv om hunden respekterer vildtet i opflugt og skud med signalpistol, er der tale om en langt mere stresset situation, første gang der nedlægges vildt for hunden.

De første gange, hvor der skydes vildt, skal der derfor kun nedlægges fuglevildt og kun under forhold, hvor man næsten har 100% kontrol over situationen og kan gribe ind, hvis hunden preller eller knaldapporterer. Desværre er der mange, som springer jagtdressuren over, hvilket kan medføre, at et meget stort og seriøst grundarbejde sættes over styr på de første jagter med hunden.

Under jagtdressuren skal man derfor være villig til at ofre en del oplagte skudchancer. Navnlig i den unge hunds første sæson. Dette betyder i sagens natur mindre for den jæger, som nedlægger 50 fasaner årligt. For den, som kun har mulighed for at nedlægge 10, kan det være mere fristende at skyde til en fugl, selv om det kan risikere at skade hundens uddannelse Derfor spiller ens adgang til vildt også en rolle for, hvilken hund man agter at arbejde med.

Jo flere fugle, man har på sit jagt- og træningsterræn, jo bedre bliver hunden, selv om for lidt og for meget kan fordærve alt. For lidt er dog et hyppigere problem end det modsatte. Hvad er der ved at træne på 500 tdr. land flade vintersædmarker, hvis det er umuligt at opdrive en fasan eller en flok agerhøns?

En bredtsøgende breton eller korthår, der er skabt til afsøgning af store områder, vil aldrig kunne trænes op til et acceptabelt niveau i meget vildtfattige terræner. Derfor er udsætning og efterfølgende vildtpleje efterhånden blevet en forudsætning for at gøre den søgende fuglehund færdig i mange af dagens industrialiserede landbrugsområder.

Arbejdet med fodring, terrænpleje og bekæmpelse af rovvildt skal lægges til den budgetterede hundetid. Bedst er det dog altid, hvis man kan træne i områder med naturligt vildt, da det er kontakten med "vildt" vildt, som først og fremmest udvikler den søgende hunds søg og jagtforstand.

Generelt skal man have adgang til temmelig tætte vildtbestande, når man skal oplære en spaniel. Dog bliver flere hunde i dag

respekttrænet i såkaldte kaninhegn, hvor hundene lærer at søge efter kaniner i et stort indelukket område. Dette kan gøre træningen mere effektiv. Dog kan det ikke erstatte træning på fri vildtbane.

Når det gælder den stående hund, er der dog ingen genvej til succes. Den stående hund skal trænes i områder med rigtigt vildt, hvis den skal lære at finde og sætte markens vilde fugle. Derfor må man have adgang til træningsområder, hvor hunden inden for en træningslektion på en lille time kan præsenteres for mindst en chance eller to til fasan eller agerhøne.

Men også en retriever skal fra tid til anden præsenteres for vildt. Dog skal man først relativt sent i dens uddannelse begynde at træne i områder med harer, fasaner eller andre former for provokerende indslag.

En retriever kan nemlig trænes på et forholdsvis lille terræn, og selv om der naturligvis skal skydes vildt for hunden for at fuldende dens uddannelse, kræves der ikke vildt i samme mængde og omfang, som tilfældet er, hvis man skal oplære en søgende fuglehund. En stor del af retrieverens dressur kan faktisk indlæres på græsplænen.

Det er først under jagt, man finpudser dressuren og i øvrigt ser, om dressuren virker som tiltænkt. Også labradorer eller flatcoatede etc. har brug for egentlig jagttræning, hvor der nedlægges vildt.

Har man kendskab til en ejendom, hvor der drives jagt på udsat vildt, kan man være heldig at deltage som opsamler et par gange.

For den unge retriever er dette måske den bedste start på jagtens sti overhovedet. Navnlig da man kan stå lidt i kulissen med mulighed for at fravælge de situationer, som kan tænkes at have en negativ indvirkning på den unge hund. Eksempelvis bør anskudte fugle overlades til de mere rutinerede hunde, som altid deltager på jagter, hvor der skal opsamles meget vildt.

Talent

Inden man beslutter sig, skal man dog også forsøge at se kritisk på egne evner som jagthundedressør. Det kan naturligvis være vanskeligt, hvis man aldrig tidligere har arbejdet med jagthunde. Man skal være klar over, at nogle mennesker har mere talent for at dressere hunde, end andre har. Det siges, at en dygtig dressør kan få en god jagthund ud af selv den mest umulige hund. Derfor er det ikke altid sikkert, at den lydige, veldresserede hund også vil avle let dresserbare hvalpe.

Lydighed er ikke arveligt, selv om nogle linjer inden for de enkelte racer er lettere at dressere end andre. Generelt kan man sige, at en blød hund er nemmere at arbejde med end en hård hund. Den suger hurtigere indtrykkene til sig. Det samme gælder desværre også de uheldige indtryk. Eventuelle dressurfejl straffes hårdt, når man arbejder med en blød hund.

Har man et meget iltert temperament, kan det ikke anbefales at anskaffe en hund med et følsomt gemyt. Man skal dog være klar over, at mange hunde har et blødt sind, selv om det ikke altid ser sådan ud. Eksempelvis vil mange mene, at en setter eller spaniel, som går gennem ild og vand i bestræbelserne på at finde vildt, er en hård hund. Men det behøver ikke at være tilfældet. Sådanne hunde udviser bare jagtlyst, og generelt er spaniels og mange stående hunde ret følsomme af sind.

Ser man bort fra nogle af de kontinentale racer, tåler de ikke hårdhændet dressur. Blandt mange stående hunde kan træg rejsning af vildtet således være et klassisk resultat af forkert og hårdhændet dressur. Hunden tør ganske enkelt ikke gå frem til vildtet, der trykker foran den, da den tydeligt husker ejerens højlydte brøl sidste gang, den sendte en fugl på vingerne og ikke straks slog bagdelen i jorden, som det sig hedder og bør. Hunden forbinder ganske enkelt den flygtende fugl med skældud.

Den temperamentsfulde jæger, som føler sig usikker på selvkontrollen, bør overveje om han ikke bør overlade hundetræningen og hundeholdet til en eller flere jagtkammerater. I reglen er hunde ikke en mangelvare, når der afholdes jagt. At det ind i mellem kan knibe med gode hunde er en helt anden sag. Under alle omstændigheder bør den mere let antændelige se sig om efter en psykisk stærk hund.

Mange opdrættere forsøger i dag at bestemme hvalpenes adfærd, allerede inden de er salgsklare. Dermed forsøger de at koble de enkelte hvalpe i kuldet til de købere, som de mener passer bedst sammen. Generelt bør den temperamentsfulde jæger foretrække en hanhund, selv om man som førstegangskøber bør undgå

stærkt dominerende hanhunde. I hvert fald må man være indstillet på, at der generelt skal arbejdes mere med sådanne hunde, inden dressuren sidder fast.

Tæver er generelt nemmere at arbejde med, og på jagt arbejder de i øvrigt lige så godt som hanhunde. I den præmenstruelle periode kan nogle tæver dog være lidt utilregnelige og opføre sig atypisk.

Er man ikke sikker på, at man har viljen og overskuddet til at sætte sin vilje over hundens, bør man naturligvis ikke vælge en hunderace, som generelt kræver en tydelig lederskikkelse. I dag er uorden i dominansforholdet den mest grundlæggende fejl i de problemer, man møder under jagt og dressur med hunden.

Al indlæring beror på, at hunden respekterer sin ejer som ubestridt leder, og selv om man kan få en hund til at udføre en række øvelser ved hjælp af godbidder, er det afgørende, at hunden også grundlæggende accepterer lederskabet. Desværre er det langt fra altid tilfældet, selv om man ikke i det daglige er opmærksom på ubalancen.

Mange jægere er derfor tilbøjelige til at blive ærgerlige og bitre, når hunden pludselig tilsidesætter det fine kammeratskab, som de troede, de havde etableret. Men kammeratskab eksisterer ikke mellem hund og jæger. Et velfungerende samarbejde beror på lederskab. Og de hensynsfulde henstillinger hjælper ikke, når lysten til at gå på harefod smager bedre end de tørre kiks, som hunden normalt modtager som belønning for at lystre.

Man skal være meget bevidst omkring, at jagthundedressur kræver, at man i positiv forstand optræder som en autoritet, som hunden beundrer. Nogle hunde vil ganske enkelt forsøge at overtage lederskabet, hvis ikke de anser lederen som værdig. Derfor bør man som ny hundefører forsøge at være ærlig over for sig selv. Så godt som muligt bør man sætte ord på, hvordan man er som menneske og lade andre mere erfarne bruge disse oplysninger som guide for valg af type, race og individ i kuldet.

Kun ganske få ikke-jægere drømmer om at købe en ruhåret hønsehund, og dette er sikkert forklaringen på, at danske jagthunde generelt er meget racetypiske. Både når det gælder de jagt- og eksteriørmæssige karakteristika.

I England og mange andre steder i verden er det mere reglen end undtagelsen, at racerne er delte i brugs- og udstillingshunde. Noget tyder dog på, at denne tendens er begyndt at danne præcedens i Danmark og det øvrige Skandinavien.

Praktisk udseende og dog

Der er ofte en direkte sammenhæng mellem en jagthunds udseende eller eksteriør og dens anvendelsesområde. Eksempelvis er settere og pointere hundeverdenens langdistanceløbere. Langbenede og senede. En setter skal søge med høj hovedføring i lange tidsintervaller. I koldt, fugtigt vejr kan den arbejde i flere timer uden at trættes. De engelske stående hunde er bygget til at løbe over forholdsvis åbne arealer, og en setter, som arbejder i tæt krat, vil aldrig være nær så effektiv, som en spaniel, hvis korte muskuløse krop gør den velegnet til at mase og springe gennem selv det mest ufremkommelige buskads.

Desværre er der hos visse racer opstået et modsætningsforhold mellem de krav, man stiller i marken og de krav, man stiller i udstillingsringen. Eksempelvis er udstillingsspaniels blevet langørede, ligesom labradoren ofte er blevet for tung og kraftig til det arbejde, den skal udføre som opsamler på f.eks. store ande- og fasanjagter. Udviklingen skyldes oftest, at udstillingsdommere har overfortolket racernes standardbeskrivelser.

Hvis der står skrevet, at en labrador skal være en forholdsvis tung hund, vil mange dommere være tilbøjelig til at lade ringens tungeste hund rangere højest - alt andet lige naturligvis. Det samme gør sig gældende, når der står skrevet, at en spaniel skal have lange ører. Også en f.t. spaniel, som ikke er avlet til en karriere som model i udstillingsringen, har lange ører. Men ikke så lange, at de virker hæmmende for jagten.

Alt avlsarbejde inden for en race kan risikere at blive delt i jagt og udstillingsorienterede linjer. Helt galt går det, hvis udstillingsfraktionerne tilsidesætter de jagtlige egenskaber og udelukkende satser på at lave rene showdogs. Jo flere avlsmål man har, jo vanskeligere bliver avlen. Det er forholdsvist simpelt at avle en hund, som ligner et eller andet veldefineret. Vanskeligere bliver det, når den både skal ligne og fungere som en jagthund, som skal udføre en veldefineret opgave. F.eks. hævdes det, at visse gravhunde på grund af udstillingsdommernes præferencer for store hunde ganske enkelt har fået problemer med at bevæge sig i de snævre underjordiske gangsystemer. At kombinere udstillingsavl med jagtbrugsorienteret avl er overordentlig vanskeligt, og hensynet til eksteriørkravet kan let medføre, at de jagtlige egenskaber bliver nedprioriteret.

Derfor har mange jagtorienterede opdrættere opgivet at lave hunde, som kan matche udstillingshundene. I stedet satses der helhjertet på de væsentligste egenskaber for jagthunde, nemlig de jagtlige. I Danmark og det øvrige Skandinavien har vi dog i en vis udstrækning formået at holde jagt- og udstillingshunden i en og samme hund.

KØB UDLÆRT

Mange mennesker har problemer med at nå det hele. Alene derfor bør man overveje at købe en færdigdresseret hund og springe hvalpetiden over

Det er en stor glæde at anskaffe sig en jagthundehvalp og præge den i den retning, man ønsker. Selv den uerfarne førstegangskøber vil i reglen nå et godt resultat, forudsat at han eller hn går ind for opgaven og bruger den nødvendige tid.

Problemet er blot, at vi lever i en tid, hvor mange har problemer med at nå det hele. Man skal med andre ord kende sin begrænsning. Al moderne jagt hviler på dette etiske princip. Vi skal kende vores individuelle skudafstande og vide, hvor meget vildt, der kan skydes, hvis vi fortsat skal kunne se os selv og naboen i øjnene. Men når det gælder anskaffelse af jagthund, skyder vi ofte over målet.

Ambitionsniveauet er altid højt, når man går hjem med en hvalp på armen. Naturligvis er man indstillet på at gøre alt, hvad der skal til, for at hvalpen kan blive det, man drømmer om. Håbet er som bekendt lysegrønt; realiteterne mere mørke. Såfremt hunden ikke prioriteres højt i dagligdagens stress og jag, bliver resultatet ikke det, man forestillede sig.

Der findes nemlig ingen nem og enkel genvej fra hvalp til færdig jagthund. Nøglefaktoren hedder stadig tid, og mange gør sig ikke klart, at det er et tidkrævende arbejde at udlære en jagthund. Job, børn og hvad man ellers er engageret i, tager mange timer

hver eneste dag. Ikke sjældent er det hunden, som bevidst eller ubevidst tildeles tredje eller fjerde prioritet.

Resultatet bliver derefter. Derfor må man se realistisk på sin egen situation. Måske skal man vælge at springe besværet over og slet og ret begynde med en udlært jagthund. Husk dog i den forbindelse, at det er med hunde som det er med mennesker: der er ikke noget der hedder udlært eller færdiguddannet. Livet for hund såvel som for menneske er én lang læretid.

En udlært for uøvede

Prisen på en udlært jagthund med jagterfaring er forholdsvis lav, og vælger man en hund fra en professionel opdrætter, får man oftest en hund med et ganske højt fagligt niveau. Kun de færreste hundeejere kan tilbyde hvalpen og unghunden den mesterlære, som den professionelle træner har mulighed for.

Ved at købe en helt eller delvis færdigtrænet hund vil man naturligvis gå glip af hvalpestadiet, som på mange måder er en spændende tid, hvor man dag for dag kan følge hvalpens udvikling.

Men har man et tidkrævende arbejde og en tidkrævende familie, er der risiko for, at det færdige resultat ikke bliver så godt, som man havde håbet på. Og er det første gang man træner en jagthund, vil man ofte lave en række begynderfejl under hundens opvækst. Samtidig kan det være vanskeligt at undgå, at børnene påvirker den unge hunds opfattelse af lydighed.

Naturligvis vil en voksen hund hurtigt erfare, hvem der bestemmer, og hvem den skal lystre, men under indlæringen er det absolut at foretrække, at kun den eller de, som senere skal arbejde med hunden, lærer den de forskellige kommandoer.

Men også når det drejer sig om at give hunden jagterfaring, har mange kennelejere en fordel.

Ofte har kennelejerne adgang til vildtrige træningsarealer, hvor de kan indføre hunden til jagt på den mest fordelagtige måde. Et privilegium, som mange almindelige jægere ikke har. Desværre er det nemlig almindeligt, at jagthundeejere hopper direkte fra grund- og markdressuren til egentlig jagt med hunden. Såfremt hundens første jagter ikke bliver grebet rigtigt an, kan mange timers arbejde gå fløjten. Det ved den erfarne jagthundetræner og opdrætter kun alt for godt.

Agter man at investere i en færdigdresseret jagthund, skal man være klar over, at der skelnes mellem hunde med jagtdressur og hunde med fordressur. En færdigdresseret jagthund er en

Man bør sikre sig

at få købs- og ikke mindst tilbageleveringsbestemmelser på skrift

at hunden er stambogsført i den organisation, hvor man agter at gå til prøve og evt. udstilling (DKK eller DJR etc.)

at hunden er af god afstamning

at hunden besidder et temperament, man synes om

at hunden ikke er syg. Se attester på HD-fotografering og bedømmelse m.m og husk, at det ikke er nok, at den er HD-fotograferet

at hunden kan arbejde uden for sit vante område. En hund med jagtdressur bør man se på jagt. En hund med fordressur må ikke være skudræd eller hårdmundet. Husk at se den apportere varmt vildt fra land og vand og undersøg selv apportemnet

at hunden vil og kan opholde sig i bil og hjem

at du får den fløjte, som hunden er trænet på (alternativt en, som er identisk med trænerens)

at du kender opdrætterens kommandoer og har bemærket det tilknyttede kropssprog

at hundens træner er stand by i den første tid.

hund, som har modtaget egentlig jagtdressur. Det vil sige en lydig hund, som har deltaget i mindst en jagtsæson. Altså en skudfast hund, som ikke knaldapporterer, og som kan apportere fra såvel land som fra vand. Samtidig skal den være socialiseret og være vænnet til at opholde sig i hjem og bil.

Vær opmærksom på temperamentet

Når man anskaffer sig en færdigdresseret hund, skal man i særdeleshed være opmærksom på hundens temperament. De fleste jagthunde skal virke som både jagt- og stuehunde, og derfor er det vigtigt, at hunden er velfungerende, når den ikke er på jagt. Dernæst er det en fordel, at se hunden arbejde i terrænet. F.eks. skal en færdigdresseret stående hund vise, at den kan søge, tage stand, rejse og forholde sig rolig i opflugt og skud samt apportere. Bedst er det at se den på jagt, hvis det er muligt.

Når man skal købe en hund med fordressur, anbefales det at sætte en halv dag af til demonstrationen. Husk, at hunden skal ses på fremmed areal. At hunden kan apportere en frossen due i baghaven er værdiløst og fortæller ikke meget om hundens vildtbehandling. Bedst er det, hvis man kan se den apportere en varm, aflivet due eller lignende, så man kan sikre sig, at hunden ikke er hårdmundet.

Duen skal være intakt ved afleveringen og mærk evt. efter, at ribbenene ikke er knuste. Tag duen i hånden inden den kastes eller udlægges og kontroller den efter afleveringen.

Det er ligeledes vigtigt, at man ser hunden arbejde i vand, ligesom man naturligvis skal være sikker på, at den er lydig og vil samarbejde med sin fører.

Lever hunden ikke op til det, man er stillet i udsigt, skal man være yderst varsom. Er man det mindste i tvivl, skal man undlade at købe. Hop aldrig på udsagnet om at "det har hunden aldrig gjort før". Problemer dumper ikke pludselig ned fra himlen.

Derfor skal det atter understreges, at en jagt er det bedste demonstrationslokale. Fejl kan ikke skjules på jagt, og her kan man se, hvordan hunden reagerer i opflugt, skud og ved apportering af nyskudt vildt.

Til rene nettopriser

Af uforklarlige årsager er priserne på en færdigdresseret hund forbavsende lave. Samtidig får man en hund, som er HDfotograferet. En sygdom, som ellers først kan konstateres i en relativ sen alder. Udgifter til foder, ormekur og vaccinationer æder en stor del af den omtalte pris. De mange timers arbejde, der er lagt i hunden, er med andre ord mere eller mindre gratis.

Når prisen på en færdigdresseret jagthund ikke står i forhold til, hvad man ellers må betale på jagtens sti, skyldes det naturligvis, at det næsten uden undtagelse er kasserede hunde, som udbydes til salg.

Ofte er der et eller andet ved hunden, som hæmmer dens muligheder for at gå til tops inden for jagthundesporten. For den almindelige jæger vil der ofte være tale om detaljer, som er uden praktisk betydning for den hund, der kun skal bruges som jagt- og familiehund.

Måske arbejder hunden med en lidt kedelig stil, måske er den for lille til at gøre sig i udstillingsringen, eller måske mangler den det sidste overskud for at gøre sig i selskab med de bedste inden for dens race.

Alt sammen uden praktisk betydning for den, som ikke agter at avle på hunden. Derfor kan det virke underligt, at efterspørgslen er så beskeden, at man strengt taget kan få sin kommende hund trænet og opbevaret gratis i to-tre år. Måske skyldes det, at jægerne ikke ønsker at smykke sig med lånte fjer. Men et er at træne en hund op til jagt, noget andet er at bevare det lærte gennem hele hundens liv.

Begynd ved begyndelsen

Når man får den nye hund hjem, skal den med ud og se de nye omgivelser, den er blevet en del af. Men begynd på græsplænen og senere på fredelige arealer, hvor der ikke er biler og andre forstyrrende elementer. Og når det gælder kommandoerne, som hunden er vænnet til at lystre, skal man begynde helt fra bunden, indtil både hund og fører er helt dus med signalerne.

Jo mere man er sammen med hunden, jo hurtigere lærer man hinanden at kende, og normalt vil en hund, som er vokset op i en kennel, hurtigt falde til, når den får opmærksomhed i sit nye hjem.

Efter fem-seks dage vil hunden som regel følge sin nye ejer og fører. Men hunden reagerer altid på flytning og vil i starten se, hvor langt den kan gå med sin nye fører. Selv om hunden har vist, at den kan en række ting hos sin gamle ejer, skal den køres langsomt op hos sin nye. Alt skal læres under en anden fører.

Man skal ikke blive nervøs, hvis hunden virker en anelse forvirret, når den ankommer til sine nye omgivelser, selv om den normalt hurtigt omstiller sig.

Alligevel bør man holde hunden i snor de første dage, da den ingen tilknytning har til det nye sted. Man skal tænke på, at hele hundens verden med ét forsvinder, når den flyttes fra de vante omgivelser. Tag derfor en ting ad gangen. Lav små lette øvelser med hunden og gør gradvis tingene mere og mere avancerede.

Undgå hovsakøb

Når en jæger henvender sig til en opdrætter for at købe en færdigdresseret hund, skyldes det ikke sjældent, at han har mistet den gamle hund og pludselig står foran den kommende jagtsæson uden jagthund. Men en hund, man anskaffer sig umiddelbart før sæsonstart, er ikke klar til jagt, uanset hvilket niveau den arbejdede på under dens gamle ejer.

Det optimale er derfor at anskaffe sig en hund fire-fem måneder før jagten starter. På den måde kan hund og fører bruge sommeren til at lære hinanden at kende.

Vælger man alligevel hovsaløsningen umiddelbart før sæsonen starter, skal man være klar over, at en hund ikke er som en bil, man kan testkøre de første dage, man har den. Faktisk skal man på alle måder undgå at stresse den og i stedet lade den vokse med opgaverne i de nye omgivelser.

JAGT OG JAGTHUND

VALG AF TYPE OG RACE

Det er med valg af hunderace, som det er med så meget andet: Ofte falder man for det, øjet ser.

Men når det gælder valg af jagthund, er det ikke sikkert, at det, som føles rigtigt, også er det rigtige.

Faktisk er valget af jagthunderace en fornuftsbeslutning. Man kunne sammenligne det med et fornuftsægteskab, om man vil bruge den analogi.

Behov og forventninger skal afstemmes, inden man kaster sig ind i forholdet og vender hjem med en hundehvalp på armen.

Man behøver ikke bekymre sig om forudsætningerne for, at den bliver en velfungerende familiehund.

Det ligger i generne for alle jagthunde. Men det nye medlem af flokken skal også være en velfungerende jagthund.

Derfor er det vigtigt, at man afstemmer forventningerne og ser på, hvordan hunden passer til de jagtmuligheder, man er i besiddelse af.

Det er præcis det, "Jagt og jagthund" søger at gøre læseren mere vidende om. Side for side gennemgår bogen de danske jagtformer, ligesom hvert kapitel rejser spørgsmål om ens egne forudsætninger.

Det er ikke kun hundens medfødte anlæg, der skal passe til jægerens.

Også jægerens evner og muligheder skal passe til hundens medfødte anlæg, hvis forholdet skal udvikle sig optimalt.