
4 minute read
Formanden Claus Fallingborg
from AaB Årbogen 2022
by AaB Af 1885
AaB af 1885 har haft et fantastisk år
Vores klub har haft fantastisk år med stor vækst i antallet af medlemmer. Nogle afdelinger har oplevet en medlemsvækst på næsten 40%. Det er virkelig flot af alle de frivillige, som har gjort en kæmpe indsats for at involvere alle de unge mennesker, som besøger vores klub.
Advertisement
Flere medlemmer betyder væsentligt flere udgifter, men vores afdelinger har virkelig taget fat, har lavet en masse frivillige opgaver og hentet gode, givtige sponsorater. Det gør, at vi kommer ud af året 2022 med et overskud. Vi skal spare penge op til banepleje og andre investeringer i vores anlæg, og derfor skal vi helst kreere overskud. Det er vigtigt, at vi i klubben sikrer at have penge på kistebunden til bl.a. banepleje og andre nødvendige forbedringer. Det muliggør fortsat udvikling i og for klubben.
Bestyrelsen startede ellers med en ”træls” opgave. Den danske del af Macron havde slet ikke overholdt de indgåede aftaler, vi havde. Vi ved, at flere af vores medlemmer desværre har haft en meget dårlig oplevelse med det set-up, som Macron stillede os i udsigt. Da det for alvor gik op for bestyrelsen, hvor slemt det stod til med den danske partner, indledte vi en dialog direkte med Macron i Italien, som igennem processen har hjulpet meget med at rette op på de begåede fejl.
Det betyder, at vi har fået lavet et set-up, hvor AaB af 1885 har en aftale direkte med Macron og selv har fået oprettet en hjemmeside. På den måde kan vi sikre, at vores medlemmer modtager varerne og til nogle rigtigt gode priser.
Besøg vores hjemmeside, og se de tilbud, der findes: https://aabaf1885shop.dk/
Vi har også fået tilknyttet en ny forretningsfører i klubben, Tom Nygaard. Han tager fat i de spørgsmål og udfordringer, som måtte findes i AaB af 1885. Han har virkelig fået en god start, og vi ser frem til næste år med flere opgaver, som kommer på to do-listen listen ��
Tom har overtaget projektet med udvikling af flere baner og renovering af vores klubhus.
Jeg håber, at alle får afleveret alle de gode ideer, som vores brugere af huset har, til ham eller får dem afleveret i idekassen i forhallen. Vi er altid interesseret i, hvad I mener, der mangler og kan forbedres.
2022 har også været året, hvor alle de arrangementer, der kræver frivillige kræfter, er kommet tilbage til klubben. Det har været en stor opgave at genstarte aktiviteterne, men det er lykkedes ikke mindst på grund af de frivilliges enorme passion og arbejdskraft
Der skal fra bestyrelsen lyde en stor tak for den flotte opbakning, som vi har oplevet.
Allerede nu sidder vi med planlægningen af vores aktiviteter til næste år. Vi arbejder på meget snart at kunne komme ud med en kalender, som vi på vores træner/leder-møde i januar kan præsentere. Der bliver også brug for frivillige kræfter igen i 2023.
Henvendelser fra udenlandske investorer har selvfølgelig fyldt rigtigt meget i andet halvår i 2022. Det er jo altid dejligt, nogen kommer til Nordjylland og ser på vores potentiale og mener, det har en værdi. Det skal vi være og er stolte af. Det er vigtigt, at der bakkes op omkring det DNA, som vi er kendt for. Vi skal nemlig gennem hårdt arbejde og tro på egne evner fortsætte en positiv udvikling på såvel den sportslige som den økonomiske front. Intet er kommet af sig selv, og intet kommer af sig selv. AaBs værdier skal kunne ses tydeligt og være et bærende element.
Vi mener både i AaB A/S, hos de lokale Investorer og AaB af 1885, at vi har fundet en samarbejdspartner, som tror på de nordjyske værdier. Vi vil sammen blive forstærket til vores alles fælles bedste. Jeg ved, det fylder meget for mange omkring klubben, og så snart vi kan sige mere om sagen, vil vi formidle det videre. Der skal i denne forbindelse lyde en stor ros til AaB af 1885s bestyrelse for den opbakning, der er givet, og at vi har kunnet håndtere denne fortrolige periode af klubbens historie Alle vores afdelinger har oplevet vækst, og det skal fortsætte i år 2023.
Der kommer helt sikkert til at ske endnu mere for at tiltrække de lokale drenge og piger til vores klub.
Alle skal føle sig velkommen i vores klub. Vi skal altid levere en god kvalitet til træning og i kamp. Vi forsøger at sikre, at alle lærer noget, hver gang man er på AaB. Antallet af hold i alle rækker er vigtigt for klubben. Det er med stor glæde for bestyrelsen, at vi for første gang i mange år har et 2.-hold i kvinde/ pige-afdelingen. Det er flot arbejde af AaB Ungdom at kunne holde på spillerne. Det glæder bestyrelsen, at pigerne fortsætter. Det giver værdi for alle.
Det samme med Floorball, som også får flere medlemmer ind i klubben og har oprettet et nyt ungdomshold. Det er meget flot arbejde og dejligt at se.
Bestyrelsen opfordrer til at sende billeder af jeres aktiviteter til kontoret. Vi vil sikre, det kommer på facebook eller kommer på hjemmesiden. Det er vigtigt for sammenhængskraften, at vi bliver meget bedre til at fortælle, hvad og hvor meget vi laver. Så ingen nyhed er for lille. Kom endelig med de fede oplevelser, som vi ved, I har hver uge. Det giver god grobund for at tiltrække flere kammerater til klubben.
Der skal også lyde en stor tak til Aalborg Kommune, som virkelig har været opmærksom på alle foreningerne i Aalborg. Råd, vejledninger og god kommunikation omkring den nye hverdag har været til stor gavn for klubberne.