Verdens koldeste maratonløb

Af Søren Christensen, der bor i Holstebro og er rektor på gymnasiet i Thisted

Helt tilfældigt kunne jeg se, at jeg med stor sandsynlighed ville ramme mit maratonløb nr. 50 i det år, jeg selv fyldte 50 år. Det ville dog kræve, at jeg skulle løbe to maratonløb i 2023. Selv om jeg har et travlt liv, mente jeg nok, at det kunne jeg klare.

De første 48 maratonløb har givet mig utallige dejlige oplevelser. Jeg har løbet mange spændende steder, fx i New York City, Boston, Chicago, London, Berlin, Tokyo og på den kinesiske mur. Men jubilæumsløbet skulle være helt specielt. Derfor bestilte jeg en rejse til Grønland og et startnummer til ”The Polar Circle Marathon”.

Jeg kom op til den smukkeste natur. Det vidste jeg godt, for jeg har tabt mit hjerte til dejlige Grønland. Siden 2020 har jeg besøgt landet tre gange. Men jeg havde endnu ikke været på tur ud til indlandsisen. Det skulle jeg så komme nu på min fjerde Grønlandsrejse.

Ruteinspektion

Dette spektakulære løb foregår på og omkring indlandsisen i Kangerlussuaq i Grønland. Alle, jeg fortalte herom, syntes, at jeg var bindegal. Og det kræver måske også lidt galskab, da man af tidligere løbsberetninger kan læse om frostbid og forfrysninger med risiko for at miste tæer og fingre.

Faktisk kom jeg ud på isen to gange. Dagen før løbet skulle vi gennemgå ruten. Dygtige grønlandske guider og kendere af indlandsisen havde afmærket en rute, som vi skulle kende og følge. Alternativt kunne vi forsvinde i dybe sprækker (dækket af sne) eller falde i en moulin. Der blev heldigvis ikke taget let på sikkerheden.

Bare at komme ud til indlandsisen er en mindre rejse. De firehjulstrukkede busser kunne kun køre 20-30 kilometer i timen og det sidste stykke kun med snekæder. Det skrækkelige var at tænke på, at jeg senere skulle løbe tilbage på stof og yderst en vindtæt løbejakke. Lange uldunderbukser (to par) og et par vinterløbetights er også nødvendige. Om halsen en buff i uld (halsedisse), så en elefantmaske og oven på den en stram fleecehue. Solbriller er også et must, og på hænderne et bar tynde uldhandsker og udenover et par islandske luffer. Naturligvis havde jeg også to par strømper på: Først et par tynde i uld og udenpå dem et par lidt tykkere kompressionsstrømper – også med merinould. Og som en anden Onkel Joakim havde jeg desuden galoscher over skoene for at undgå at få sne ind til fødderne. Jeg lignede mere eller mindre en levende udgave af Michelinmanden. denne bakkede vej, da målområdet var ved lufthavnen i Kangerlussuaq. Men det var et fantastisk naturskue, som alle burde opleve bare én gang i livet.

Når man løber et polar maraton, forgår det i trailløbesko og med spikes (en slags snekæde med pigge til skoene). Derudover har man fire lag tøj på fordelt således: Uldtrøje inderst, så en fleecetrøje, efterfulgt af en trøje i kunst-

Det er koldt på isen. Cirka minus 15 grader celsius, men vinden og chillfaktoren gør, at det føltes koldere. Jeg optog lidt af turen med et Goprokamera på hovedet. Her kan jeg høre, at jeg er udfordret. Det hårde og glatte underlag og de uvante sko gav slemme jag i nederste del af ryggen. Og jeg hostede som en anden coronapatient. Samtidig var det det mest fantastiske at være del af. Men det er mærkeligt at sætte sin fodpå noget sne og ikke vide, om den sank 5 eller 40 centimeter ned i sneen. despand på næste depot, da ingen ønsker at smide noget i så smuk en natur.

Jeg så både moskusokser og rensdyr på løbeturen. Det var helt fantastisk. Men det var samtidig krævende. Nogle skader før løbet gjorde det ikke nemmere. Så jeg var presset. Også fordi der var knap 700 højdemeter i løbet. For at komme igennem løbet, skulle man i mål inden 7 timer. Jeg brugte 6 timer og 46 minutter. Jeg ville selvfølgelig gerne have mest mulig for pengene, som den gode vestjyde jeg er.

I målområdet fik jeg en medalje hængt om halsen og en kæmpe krammer af en af guiderne iklædt den flotteste sælskindsjakke. Jeg var både udmattet, stolt og megaglad. Jeg havde sgu gjort det. Mit maratonløb nummer 50 var i hus.

Normalt medbringer jeg selv energigel med mere til mine maratonløb. På grund af kulden var det ikke en mulighed, da de bare ville fryse til is. I stedet skulle vi medbringe en lille genbrugelig foldeplastickop og ved depoterne tappe opvarmet vand og opvarmet energidrik. Ved depoterne kunne man desuden få udleveret toiletpapir. Hvorfor fortæller jeg det? Jo, ser du, det kolde vejr og varm energidrik slog min mave fuldstændig i stykker. Jeg skulle simpelthen ud for mig selv nogle gange under hjemløbet, da jeg ellers havde gjort i bukserne. Det var koldt for numsen, men absolut nødvendigt. Og papiret skulle pakkes godt sammen i en lille pose bagefter og smides ud i en skral-

Helt tilfældigt kunne jeg se, at jeg med stor sandsynlighed ville ramme mit maratonløb nr. 50 i det år, jeg selv fyldte 50 år. Det ville dog kræve, at jeg skulle løbe to maratonløb i 2023. Selv om jeg har et travlt liv, mente jeg nok, at det kunne jeg klare.

Af Søren Christensen