Størst er kærligheden

Præstens ord

Størst er kærligheden

(Uddrag af årets konfirmationstale)

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.

Sådan lød ordene fra Bibelen ved nogle af årets konfirmationer.

Og det gælder båder konfirmanderne og alle os andre, at glemmer vi alt andet, så skal vi bare huske de ord: Størst er kærligheden.

Det er svært at beskrive og forklare, hvad det egentlig betyder at være elsket af Gud. Men måske kan det slet ikke forklares og forstås med menneskelig fornuft og forstand. Måske skal det mærkes.

Som sådan en konfirmationsdag, hvor kirken er fyldt af kærlighed. Den er i glædestårer og smil, nervøse hænder og urolige fødder. Den er i håb og ønsker. Den er i sorgen over dem, der ikke kunne være med. Den er i alle forventningerne, i alle bekymringerne, i minder der dukker frem, for hvor går tiden bare hurtigt.

Kærlighed mellem mennesker kan vi se og mærke. Men hvad så med Guds kærlighed kunne man spørge. Kan vi også mærke den? Størst er kærligheden. Men hvor er den, hvad gør den og hvor finder jeg den?

Der er meget i vores liv, der skal arbejdes for. Det gælder en konfirmationsfest, med alle de forberedelser det kræver, og det gælder på så mange andre områder i vores liv. Der skal præsteres

og fortjenes. Vi skal huske og kontrollere, vi skal blive bedre og dygtigere og hurtigere. Men når det handler om Guds kærlighed, så kan vi intet gøre for at ændre eller flytte på den. Den må vi bare lade ske.

Det kræver tillid, når der er noget, vi ikke kan kontrollere, men bare må give os hen til. Tillid eller tro. Vi er så vant til at skulle have styr på tingene. Men Guds kærlighed lader sig ikke styre. Den er fuldstændig uafhængig af alle vores krumspring. Her må vi bare læne os tilbage og hvile i, at Guds kærlighed griber. Vi må bare lade det ske. Lade Guds kærlighed ske.

Guds kærlighed lægger sig under, over og omkring os. Guds kærlighed griber os. Har allerede grebet os, så vi ikke hele tiden skal bekymre os, frygte at vi fejler, om vi nu har husket det hele, om vi nu er gode nok og al den tvivl der ellers kan være i os.

Tro er at lade sig falde tilbage i Guds kærlighed i tillid til at vi allerede er grebet.

Hvis man skulle illustrere det med en sang eller billeder, så kunne man fore-

stille sig Elsa i Disneys Frost. Lige der hvor hun er taget op til Nordbjerget og hun bryder ud i sang, imens hun kaster omkring sig med is og sne. Lad det ske synger hun, mens iskrystaller og sne fyger omkring hende. Lad det ske.

Vi lever i virkelighedens verden og ikke i et Disney-eventyr, og det er nok de færreste af os der er ramt af en magi, så vi kan trylle is og sne frem, men der er en vigtig sandhed lige på det her sted: Lad det ske. Lad dem se, jeg viser mig som jeg er. Synges der, hvis vi hører den danske version.

Tænk at finde modet til at synge sådan. Eller bare tænke sådan. Lad det ske. Lad dem se, jeg viser mig som jeg er. Tænk at få lov til at være præcis den du er, med alt hvad det nu rummer. Bare lade det ske.

Det er sådan det er at være grebet af Guds kærlighed.

Når vi kan læne os tilbage i tillid til, at der er nogen, der bærer, så får vi frihed til at leve og være og give af alt det, der er os. Så kan vi kaste omkring os, ikke så meget med is og sne, men med alt det vi nu har at give hinanden. Af kærlighed og omsorg og glæde og lys.

Der er en stor frihed i ikke altid at være den der skal præstere og styre. Der er frihed i ikke at skulle tænke på at være god nok, at være rigtig, at passe ind. Det kan vi ellers bruge meget af vores tid og energi på. Evaluere og vurdere vores egne evner og handlinger. Hvordan ser vi mon ud, når de andre ser på os? Hvordan lyder vi i de andres ører? Hvad tænker de mon om os? Hvad siger de bag vores ryg.

Men nej, se lige Elsa for dig, mens hun går der i islandskabet og viser sig præcis som hun er. Lad det ske.

Lad Guds kærlighed ske!

Sognepræst Irene Kristine Lindegaard