
8 minute read
Træn din ide-muskel
Evnen til at få inspiration til unikke historier, vinkler og kilder er afgørende for, hvilken journalistik vi laver og for mediebranchens muligheder for at tjene penge. På Jyllands-Posten hyrede fem graver-journalister med ledelsens velsignelse konsulenten Karen Straarup en dag for at lære mere om professionel ideudvikling. Læs med og lær, hvordan du fordobler dine ideer.
Morten Pihl kunne alligevel ikke være med, men fire graverjournalister sidder omkring det ovale bord mødelokalet på JyllandsPosten, hvor vi ikke må fotografere whiteboardtavlen med igangværende projekter og ideer. Sebastian Abrahamsen, Helene Kristine Holst og Mette Mayli Albæk arbejder her på Rådhuspladsen til daglig, og Thomas Vibjerg er kommet fra Aarhus.
De har hyret Karen Straarup, som bl.a. har arbejdet med udvikling af podcasts i DR. Hun spørger til deres erfaringer med ideudvikling.
”Jeg har sjældent været til et ideudviklingsmøde”, siger Helene Kristine Holst. Hendes ideer bliver født nogle frustrerede dage, hvor hun leder højt og lavt og især på LinkedIn. Dødsscrolling i ensomhed, som Karen Straarup kalder disciplinen.
Mette Mayli Albæk, der har taget initiativet til idedagen, som de har fået støtte til af Pressens Uddannelsesfond, får ofte sine ideer, når hun løber, men oplever at ideerne bliver meget bedre, når hun taler med en kollega om dem. Alle giver udtryk for, at man forventes at møde ind til redaktionsmøde med ideer, der er gode og klar til at blive skrevet indenfor en overskuelig tidsramme.
På Karens skærm er et billede af Niels Bohr, som fik Nobelprisen i fysik 1922. Hver dag gik han en lang tur i Fælledparken. Hun forklarer:
”Den gode og unikke ide, står på ryggen af 20 dårlige ideer. Derfor er det vigtigt at give sig selv lov til at skrive de dårlige ideer ned, også selvom det blot er med et ord. Skriv det. For det fører det næste ord med sig. Tænk ikke, døm ikke før du skriver. Hvis du skal åbne for den kreative tænkning, må du lægge kritikeren helt væk i idefasen”, siger Karen Straarup. De fire journalister får lov at prøve igen. Denne gang er ideerne flere og også dårligere set ud fra et kritisk, journalistisk blik, men det er netop målet; at åbne for et flow, der giver ideer massevis, som man så bagefter kan sortere i.
Alle kan træne ide-musklen op ”Jeg oplever, at mange synes, at de ikke er gode til at få ideer. Hvis du først har fået et narrativ ind om, at jeg er jo ikke kreativ, og hvis du samtidig har en meget målrettet chef, og der er en hård tone og et præstationsmiljø på redaktionen, er det ikke godt for kreativiteten. Mange redaktioner har desværre et meget iltfattigt idemiljø, fordi man samles omkring et whiteboard og siger: Kom med jeres bedste ideer”, fortælle Karen Straarup.
Karen Straarup har besøgt mange forskellige redaktioner, indimellem som konsulent over længere tid, men ofte som det kreative indslag, der skal inspirere medarbejderne på det årlige heldagsseminar. Det sidste er ifølge Karen alt for uambitiøst. Hun mener, at ledelsen har et kæmpe ansvar for at skabe en langt mere kreativ arbejdskultur og ikke mindst at få efteruddannet medarbejderne, så de kan få reelle udviklingskompetencer – og på sigt få langt flere og bedre ideer.
”Fordi mediebranchen arbejder med drift, små budgetter, korte deadlines, har vi megen fokus på at komme hurtigt og korrekt mål, så svinkeærinder, svipsere og at teste noget af, er en luksus, som kun få journalister får lov at prøve en sjælden gang”, mener Karen Straarup”
Hun fortæller, at mange bliver overraskede over, hvor meget man kan tage styring over en ideproces, og over hvor store gevinsterne er ved at planlægge og have en mere struktureret og bevidst tilgang.
”Man forbinder måske ikke kreativitet med struktur, men ofte er de mest iderige og kreative mennesker også de mest strukturerede, når først de går gang med opgaven. Så kan det godt være at noget andet i deres liv roder”, siger hun med et smil.

”For mig er det utrolig vigtigt, at det ikke bare er en fed teambuildingdag, der efterlader folk med 700 PostIts. Det er den sjove og uforpligtende del. Men del to, hvor vi kvalificerer og diskuterer, skal med for at ideerne bliver til gode ideer, der rent faktisk kan bruges. Jeg oplever, at der mangler en faglig forståelse af, at en god ide består af flere faser. Brainstorm, research, brainstorm. Skrive, dele, skrive om det er der sjældent hverken tid eller ressourcer til”, siger Karen Straarup.
Skal man træne sin idemuskel, kræver det et tillidsfuldt rum, hvor man føler sig tryg og fri til at sige også skæve, fjollede og off ting.
”Jeg kan godt lide at presse folk lidt ud af deres komfortzone, men de første øvelser vil ofte slet ikke have noget med journalistik eller det journalistiske produkt at gøre. Det vil være noget uforpligtende og legende. Det kan være udfordrende for nogle voksne at skulle lege og give sig hen til at sige fjollede ting.
At følge impulserne og risikere at sige noget, der bare slet ikke lyder sejt. Men det er nødvendigt at
Samlekort giver benspænd og øvelse at lade ideerne flyde – også de ubrugbare.
”Ideerne kommer i pauserne. De fleste og bedste ideer kommer, når man ikke arbejder. Løber en tur, går i Fælledparken, står under bruseren”.
Hun opfordrer til, at de går ud ad svingdøren og går en tur. At de leger med ideudviklingen, selvom emnet er alvorligt. Og at de gør det struktureret.
Første øvelse går ud på at se, hvor mange ideer man kan få på to minutter over emnet madforgiftning.
Hvor mange fik 5 ideer? Hvor mange fik flere end 7?
Flere end 10?
Det lille rum føles varmt og iltfattigt. Ideerne kommer, men de skarpe graverjournalister har svært ved at slippe den indre kritiker; er ideen god nok, holder den, er det en god historie?
OM KAREN STRAARUP
BA i journalistik fra Syddansk Universitet, ansat i DR bl.a. som redaktør og udvikler på P3 Podcast, ekstern underviser ved DMJX fortællende lyd og selvstændig konsulent med speciale i udvikling af ideer, koncepter og værter og passion for udvikling og ledelse. Flyttede for 4 år siden fra Nørrebro til Mols, hvor hun er vokset op, hvor hun bor to generationer sammen på en gård. Har sammen med sin mor, der er psykolog og familierådgiver, brevvekslingen Kære Mor Femina, hvor Karen vender familielivets udfordringer med sin mor.
Karen Straarup oplever, at der ofte mangler forståelse for fase 2 af ideudviklingen, hvor ideen skal researches, vendes med andre, kilderne revurderes,og historien skrives om eller igennem.

Lav Jeres Egen Kursusdag
Ofte tager ledelsen initiativet til en eller to efteruddannelsesdage på arbejdspladsen, fordi den gerne vil sætte en retning i arbejdet, men efterhånden tager flere medarbejdere selv initiativ til en kursusdag. Efteruddannelse på redaktionen eller arbejdspladsen er en fint tillæg til individuel efteruddannelse, fordi den:
– bruger færre dage
– kan målrettes jeres behov
– fungerer godt for medarbejdere, der har svært ved at være væk
– er billigere for arbejdspladsen
Snak PU-støtte med Else Bjørn PU på telefon 2384 6040 og ebj@pu.dk
5 Tips Til Flere Ideer
LAV IDE-FITNESS
Kreativitet er en muskel, du kan træne. Sæt 10 minutter af hver dag, hvor du laver en brainstorm på, hvordan man kan turnere dagens nyheder; Med hvilke følelser, hvilke kilder?
BRUG HINANDEN
Mange ideer giver et større antal potentielt gode ideer. Associationer og ideer opstår mellem mennesker, ikke solo ved dødsscrolling på nettet. De mest kreative arbejdspladser er der, hvor associationer flyver rundt lokalet, hvor de ikke er begrænset af, at man skal have en sej ide, og hvor de har en kultur, hvor man godt må blande sig med associationer til andres spæde ideer.

SLUK FOR KRITIKEREN
Slå fornuften fra og tøm hovedet for ideer og indfald, før I bagefter slår logikken og kritikken til igen for at kvalificere ideen, så den bliver brugbar.
MERE RESEARCH
En ide skal efterprøves med research for at sikre at emnet, vinklen, kilderne er de rigtige, inden du gør videre med at researche til citat og producere. Måske skal du tale med nogen, som ser verden fra en helt anden vinkel: Din mormor, en kørestol?
PLANLÆGNING
Ideer kræver planlægning, fordi det tager tid at få og udvikle dem. Er der ikke andre end dig selv, der tager ansvar for at planlægge ideudviklingen, så tag selv ansvaret. Prioritér ideudvikling i din tid. Find 20 minutter og en god kollega. Tag styring, strukturer dig ud af det. Blokér 20 min. i din kalender. Er du et uinspirerende og ideforladt sted, så gå en tur eller tag en pause.