GRUNDLOVSTALE 2014 MARTIN GEERTSEN
Grundlovsdag er en kærkommen anledning til at løfte blikket lidt fra plovfuren, som det hedder nede på Lolland, hvor jeg kommer fra, og så reflektere lidt over status på vores demokrati. Og status er, at vores demokrati grundlæggende har det godt.
Vores grundlov er unik på den måde, at den blev til uden sværdslag. På den tid rullede revolutionerne ind over Europa. I mange lande havde man blodige kongemord og i andre blev omstillingen til folkestyre efterfulgt af årtiers uro og ustabilitet.
Men altså ikke her i Danmark. Nogle mener, at det er fordi, der er for kort tid mellem måltiderne, at vi aldrig fik en revolution. Andre mener, at det er fordi græsset ikke må betrædes her i landet. Jeg tror dog, at det skyldes noget særligt dansk. Nemlig at vi taler sammen og nærer en grundlæggende tillid til hinanden.
Dialogen, samtalen og tilliden til, at vi kan blive enige til sidst er for mig noget særligt dansk. Og det er netop i den ånd, at Grundloven blev til. Man udtrykte sin uenighed, uden at hugge hovedet af hinanden. Og så satte vores forfædre sig ellers i bogstaveligste ned og sikrede folkestyret og ikke mindst de borgerlige frihedsrettigheder. Den frihed – altså muligheden for at give sine meninger frit til kende – betyder fantastisk meget for os i Venstre. Og som I alle sammen ved, er det en frihed, som Venstres medlemmer i den grad ikke er bange for at benytte sig af. Og heldigvis da for det.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været nogle meget begivenhedsrige og hårde dage for mig personligt og ikke mindst for partiet Venstre. Det er helt urimeligt hårdt at skændes med sine venner. Alle, der har prøvet at have kærestesorger ved, hvordan jeg – og tror jeg – de fleste Venstre-folk – har haft det de sidste par uger.
Resultatet af tirsdagens maratonmøde i Hovedbestyrelsen kan vi være stolte af. Ikke mindst fordi vi igen valgte dialogen frem for revolution, kongemord og ustabilitet.
Og selvom jeg sagtens kunne bruge resten af denne tale på at reflektere over det rimelige i at medier har så stor indflydelse på, hvem der skal være formand i Venstre eller en simpel diskussion om, hvorvidt politikere har ret til et privatliv, så vil jeg hellere diskutere politisk substans. For det er politisk substans, der vinder valget. Og her mener jeg, at Venstre har de bedste bud.
***
For en måned siden kunne flere medier bringe historien om en fodboldklub i Brøndby. To medlemmer af Hizb ut-Tahrir var blevet medlemmer af bestyrelsen. Den ene endda formand. Og det betød, at der nu ikke længere kunne serveres øl og røde pølser i kantinen.
Fra mange sider blev tabet af de røde pølser begrædt. Jeg selv var og er nu mere bekymret over de langsigtede konsekvenser. Hvad betyder det for klubbens arbejde – som jo udover fodboldtræning også har en vigtig rolle som opdragende faktor udi demokrati.
Hvad betyder det, at der nu er to mennesker med ekstremistiske synspunkter i spidsen for det vigtige sociale arbejde, som klubben indirekte også udfører? Det er ikke
utænkeligt, at klubben kan blive brugt til rekruttering til Hizb ut-Tahrir. Og det er sandt for dyden ikke, hvad unge mennesker, der kommer med åbent sind for at spille fodbold, har brug for. Og det er ikke hvad vores internationalt berømmede foreningsdanmark står for.
Det er for mig dybt uacceptabelt, at en lokal forening kan blive overtaget af ekstreme religiøse kræfter. Også selvom det jo paradoksalt nok er sket af demokratisk vej. Det hurtige svar fra mange vil nok være, at vi bliver nødt til at lovgive. Men loven – og ikke mindst Grundloven – er jo netop til for at sikre demokratiet. Til for at sikre, at vi har foreningsfrihed. Og som demokratisk valgt bestyrelse står det jo en frit for at forbyde røde pølser og udskænkning af alkohol i cafeteriaet. Jeg mener endda at vide, at nogle – ikke-ekstremistiske – sportsklubber har gjort det samme af hensyn til folkesundheden, fordi alkohol og sport ifølge dem ikke hænger sammen. ***
En lignende problematik så vi i sagen om boligforeningen i Kokkedal, hvor bestyrelsen besluttede ikke at opstille et juletræ og i øvrigt aflyste det årlige julearrangement.
Sjældent har der været så stort ramaskrig på Christiansborg. Julen var aflyst. Taget som gidsel af en ekstremistisk bestyrelse.
Og ja, for mig forekommer det dybt forunderligt, hvis en boligforening i Danmark ikke skulle afholde julearrangement. Også selvom flertallet af beboerne ikke fejrer jul. Ligesom jeg synes det ville være mærkeligt, hvis en boligforening med mange
muslimske beboere ikke afholdt en eid-fest for beboerne. Det handler om gensidig respekt. Det handler om dialog.
Så ja, det er et problem, hvis en gruppe beboere føler sig tromlet. Selv hvis bestyrelsen er demokratisk valgt. Og det gælder uanset om den gruppe er kristen, muslimsk, jødisk eller ase-troende. For Grundloven foreskriver jo religionsfrihed.
Men er det et politisk problem? Det vil sige: Er det et problem, vi på Christiansborg skal løse? Nej. Det mener jeg ikke, det er. For som der står i Grundloven: ”Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning, (…så længe de ikke…) søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende”.
Hvad gør vi så, når de demokratiske mekanismer, vi er vant til at se som garant for danske værdier, lige pludselig betyder, at boligforeningen i Kokkedal mister sit juletræ, eller at bestyrelsesformanden for den lokale fodboldklub også er medlem af Hizb ut-Tahrir?
Hvad gør vi, når nu den selvsamme Grundlov, der skal sikre vores frihedsrettigheder og vores demokrati, samtidig forhindrer os i at lovgive i en situation, hvor vores værdier utvivlsomt er under pres?
Pilen plejer at pege på politikerne. I må gøre noget. I må gribe ind.
Men måske skulle vi istedet pege på os selv hver især som danskere. Om det ikke er vores forbandede pligt som borgere – hver især - at værne om de danske værdier hver eneste dag i stedet for at læne os tilbage og pege af politikerne.
Hvad siger jeg her. Ja jeg siger, at beskyttelsen af de danske værdier såsom frihed, demokrati og tolerance er alt, alt for vigtigt til at ene og alene at overlade til politikere.
Hvis man er utilfreds med bestyrelsens sammensætning skulle man måske begynde med at spørge sig selv, om man overhovedet var til stede på generalforsamlingen, hvor den blev valgt? Sagde man selv noget? Og overvejede man selv at stille en modkandidat? Gjorde man andet end at sidde hjemme ved køkkenbordet og tænke”: Det er også for galt”.
Det betyder ikke, at politikere ikke skal være med til at bekæmpe ekstremisme. Selvfølgelig skal vi det. Men demokrati starter i det nære. Demokratiet udfolder sig her i landet i høj grad i det nære – i det lokale. Og forsømmer vi det lokale demokrati, ja så forsømmer vi også i princippet retten til at sige: det er også for galt. Men det er altså først og fremmest foreningen – og dens medlemmers problem – hvis man systematisk knægter et stort mindretal. For så har man ikke taget personligt ansvar for det lokale demokrati.
Jeg bliver bekymret, når jeg læser historier, som dem fra Kokkedal og Brøndby. Både fordi jeg ikke bryder mig om den intolerance, og nogle gange foragt overfor danske værdier, der her bliver stillet til skue. Også fordi, jeg får på fornemmelsen, at vores lokale demokrati måske ikke er lige så stærkt som vi går og bilder os ind.
Men heller ikke her er der snuptags-løsninger. Det starter og slutter ved os selv hver især som danskere. Så min opfordring skal lyde: Brug det lokale demokrati i
børnehaven, beboerforeningen og idrætsforeningen. Du er selv ude om, hvis mennesker du ikke deler synspunkter med, sætter sig på magten.
***
Der er grænser for, hvad vi som politikere kan gøre på integrationsområdet. Men det er ikke ensbetydende med, at vi som regeringen skal læne os tilbage i misforstået tolerance og sige velkommen til alle og enhver – og glæde os over, at antallet af asylansøgere og familiesammenføringer er eksploderet siden regeringen i 2012 gennemførte en stribe lempelser af VK-regeringens udlændingepolitik.
Tværtimod. Vi skal byde alle dem, der kan og vil velkommen. For Danmark har brug for arbejdskraft. Danmark har brug for talent. Vi skal åbne vores grænser for mennesker, som ønsker at bidrage i de danske samfund, nemt lader sig integrere i Danmark og accepterer vores danske værdier.
Det betyder så også, at skal føre en hård og stringent linje overfor mennesker, som søger hertil for at lægge vores samfund økonomisk til last. Derfor skal vi have en styrket indsats overfor kriminelle udlændinge. Men vi skal også styrke incitamentet til at gå fra passiv forsørgelse til aktiv beskæftigelse. For alt for mange indvandrere og deres efterkommere står udenfor arbejdsmarkedet. Og det koster. Og det skader integrationen.
Det er faktisk sådan, at hvis ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere havde samme beskæftigelsesgrad som vestlige indvandrere, så ville vi årligt spare 17 mia. kroner. 17 milliarder. Så skal jeg lige love for, at diskussionen om, hvordan vi finansierer vores udgiftsstop forstumme ualmindelig hurtigt.
Det er selvfølgelig ikke realistisk, at opnå helt samme beskæftigelsesgrad. For der er mennesker, der kommer hertil som flygtninge med store traumer. Og dem skal vi selvfølgelig tage os af. Men vi kan gøre meget mere for, at det kan betale sig at arbejde.
Derfor vil Venstre indføre et moderne kontantshjælp, der sikrer, at der ikke er mennesker, der spekulerer i, ikke at tage et job. Og så skal vi sænke skatten på arbejde. Og målet med sådan en skattelettelse må være at flytte folk fra passiv forsørgelse til beskæftigelse. Og det kræver, at vi sænker skatten i bunden.
Det betyder ikke, at der ikke er andre skatter, der burde lettes eller helt fjernes. Men det er kæmpe prioritet for Venstre at flytte folk fra passiv forsørgelse til beskæftigelse.
Samtidig skal vi fortsætte reformarbejdet. Vi skal styrke vores konkurrenceevne, vi skal sikre at det kan betale sig at drive virksomhed i Danmark. At starte ny virksomhed. At iværksætte.
Vi skal have alle samfundsgrupper i arbejde. Det kræver, at alle har den nødvendige uddannelse, men også at de har en grundlæggende forståelse og respekt for de værdier vores samfund bygger på.
***
Jeg startede med at konstatere, at vores gamle parti har været igennem nogle hektiske uger. Jeg synes, vi fik landet konflikten på bedst mulig vis tirsdag aften. Med Lars som formand og Kristian som næstformand.
Men lad os ikke stikke hinanden blår i øjnene. Vi er ikke i mål. Målet er statsministeriet og de seneste ugers udstilling af eget beskidte undertøj er – hvis jeg må udfolde det således – næppe udpræget vælgerappellerende.
Men intet er så skidt, at det er godt for noget. Konflikten har gjort det tydeligt for alle Venstre-folk, at vi ikke bare kan sejle ind i statsministeriet på ryggen af vores modstanderes uduelighed. Vi må selv kæmpe os til det.
Her i Tårnby-kredsen er vi gået i gang. De kommende uger deler vi 25.000 løbesedler ud i Dragør og Tårnby kommuner. Vores utrættelige og aktive medlemmer sørger for at postkasse efter postkasse og brevsprække efter brevsprække vil få besøg af en løbeseddel fra Venstre. Og hvis du vil give en hånd med, så er jeg helt sikker på, at Liv Gam – min fantastiske kredsformand – med kyshånd tager imod. Og pas på hende. Hvis I får en øl eller to og kommer i godt humør, så siger hun haps og pludselig står man en ordentlig stak løbesedler i hånden.
Efter sommerferien planlægger vi også en lang række aktiviteter, som alle som én har det mål at sørge for, at Tårnbykredsen også fremadrettet er repræsenteret i folketinget og at Venstre genvinder regeringsmagten og får de nok så berømte nøgler til statsministeriet tilbage i lommen på en af Lars’ nok så omtalte habitter.
Stor tak til Frants Nielsen for at lægge have til endnu et arrangement i Tårnbykredsen. Jeg håber ikke, at det har givet for mange ridser i dit ægteskab. Tak Frants. Og tak fordi du og Eik – vores borgmester i Dragør har - mod på at vende pølser her senere på dagen.
Og sidst men ikke mindst. Tak til alle jer, der er dukket op her i Frants’ have for at fejre Grundlovsdag. Man er jo altid noget nervøs, når man planlægger et arrangement
som dette. Men jeg mĂĽ sige, at jeg er overvĂŚldet over, hvor mange I er kommet. Tusind tak.
Og med de ord. Rigtig glĂŚdelig grundlovsdag.