budt velkommen

Driftige folk bliver budt velkommen

Sundhedsplejersken laver mødregrupper og sørger også for, at man mødes på tværs. Der er babysalmesang, babybrunch på øens caféer og restauranter og så er vi bare tæt sammen her

Idown-town Marstal, i en af de stille

solbeskinnede og meget smalle gader, mellem biblioteket og Marstal Søfartsmuseum, ligger der et lille gammelt byhus med en sort port ind til gården. Derfra kan vi høre børnestemmer og vi går ind i den lille oase midt i byen. Her er Magne på 2 år i gang med at tømme et fad med frugt, og Ida på snart 5 år leger i den lille båd i hjørnet af gården. Nikoline er ved at lave kaff e og Mark sidder i skyggen og forsøger at styre frugt og barn.

Mark og Nicoline er søfolk – og alt muligt andet også. Nicoline stammer fra Vestjylland og hun har boet i København, hvor hun læste beklædningsdesigner på Københavns Mode og Designskole. Hun fl yttede til Ærø i 2010 for at læse til kystskipper og senere sætteskipper på Marstal Navigationsskole.

Mark startede på Navigationsskolen i 2011 og fandt hurtigt Nicoline. ”Når der går en steg rundt i byen, må man slå til!”, griner han. Parret fl yttede sammen, de købte det lille byhus, som var virkelig forsømt og det vakte opsigt i byen, at unge mennesker fl yttede ind og satte i stand. ”Jeg føler virkelig, at der bliver sat pris på os,” siger Mark, ”vi blev set på som et aktiv. En sen aften, hvor jeg lå og lavede gulv, kom naboerne over med champagne og chokolade – de kunne se, der var lys. De var så glade for, der skete noget!” Mark blev også stoppet på gaden af en lærer på navigationsskolen – Ole, som nu er øens borgmester – og inviteret ind i sangforeningen ”Marstal Småborgerlige Sangforening”. Det gav nøglen til et helt unikt netværk, hvor han blev indlemmet i fællesskabet og kunne få hjælp til en masse. ”De gamle gutter ringer stadigvæk,” griner Nicoline, ”i sidste uge var der en der ringede og spurgte om vi ville have en trailer med reoler!” Mark har nemlig i mellemtiden købt en gammel bondegård, som han arbejder hårdt på at få klar til at parret kan fl ytte ind.

En tryg tur med helikopter

Nicoline arbejdede som styrmand på Højestene – den lille færge der sejler mellem Drejø, Skarø og Svendborg – mens hun var gravid med parrets ældste. ”Det var bare virkelig, virkelig hyggeligt! Når jeg kom tilbage til Ærø, var det jo som at komme tilbage til storbyen. Det kan godt være, vi tager det roligt her, men tempoet er altså endnu langsommere på de små øer.”

Ærø har et lille sygehus med en fødestue, men da her ikke er børnelæger, betragtes fødslerne som hjemmefødsler. Her arbejder to ø-jordemødre, som skiftes til at være på vagt og som skal kunne klare meget selv. Man kender de to jordemødre som gravid og får al den hjælp, man kan ønske sig. Da Ida skulle fødes, viste det sig, at hun lå omvendt og derfor blev det pludselig alvorligt. Nicoline blev

Magne hiver ankeret op.

Nikoline kvejler en lille rebstump og binder den i et knob.

Naboerne, Majbritt og Ole, har arbejdet som radiologer på Ærø Sygehus.

Majbritt er i dag pensionist og sælger små skulpturer, som hun selv laver, mens Ole arbejder som låsesmed.

Ida har dukkerne med på tur rundt i haven.

En træskulptur, som Mark har lavet, er det første du møder, når du træder ind i gårdhaven.

fløjet til Odense med helikopter, jordemoderen var konstant hos hende, hun var med i ambulancen og i helikopteren til sygehuset. Og først da lægen sagde ”akut kejsersnit”, overgav jordemoderen Nicoline i andres varetægt. ”Selvom det var alvorligt, følte jeg mig ikke på noget tidspunkt utryg.”

”Når man kigger på det danske samfund, er der mere og mere utryghed omkring det tryghedsskabende funktioner”, supplerer Mark. ”Erhverv som lærere, pædagoger, sygeplejersker og læger er alle pressede af systemener og har ikke tid til omsorg. Sådan er det ikke her. Her ser vi også menneskene bag og vi kender ekspedienten i Brugsen privat, vi kender lægen, og jordemoderen bliver kaldt ved navn. Som turist ser man nok et glansbillede, men her er bare en enorm hjælpsomhed.”

Efter fødslen kom Nicoline ind i et fantastisk babyfællesskab. ”Sundhedsplejersken laver mødregrupper og sørger også for, at man mødes på tværs. Der er babysalmesang, babybrunch på øens caféer og restauranter og så er vi bare tæt sammen her.” Mark tilføjer: ”Man bliver budt ind i samfundet og integreret meget nemt. Rammen for, hvornår man træder ved siden af, er meget stor. Initiativer bliver værdsat. Det ligger i sømandskulturen, for skibe har været livsnerven siden 1750, hvor man fandt ud af, at der aldrig var mænd nok til at sejle dem selv. Der er altid kommet mennesker udefra, som har været nødvendige for overlevelsen – og det gælder stadig. Driftige unge mennesker bliver budt velkommen!”

Hverdagen er travlere på den anden side

Nu går porten til vejen op og Maibritt kommer ind med en kasse med glas. Ole følger efter med en flaske champagne i hver hånd. Både Maibritt og Ole uddannede radiografer og har arbejdet i mange år på Ærø Sygehus. Maibritt er pensionist nu

og har i 10 år drevet en lille butik, hvor hun sælger små skulpturer. Ole uddannede sig siden til låsesmed og fungerer stadig som sådan – også en ø har brug for en låsesmed. Han skænker champagne i glassene og Magne deler kage ud til alle – legoklodser som han har i en lille taske. ”Uhm, dejlig chokolade” siger Ole, der havde et reklamebureau i København, som han solgte for at flytte til Ærø. Han lejede et stykke jord til sin campingvogn, begyndte at fiske, uddannede sig til radiograf – og blev hængende. Han er også med i en champagneklub, derfor den fine forplejning.

Snakken går mellem de to nabopar. ”Hverdagen er travlere på den anden side. Her kan vi indrette vores liv, så vi kan få mere tid til børnene og til vores projekter” fortæller Nicoline, der udover sit eget arbejde på Det Gamle Værft i Ærøskøbing også har et syværksted.

Parrene bliver også enige om at Ærø ligger centralt for alt – uanset hvor i Danmark man har familie, så ligger Ærø i midten af det hele. ”Og det er porten til Europa” tilføjer Maibritt ”det er bare at tage færgen til Als, så er man i Tyskland efter en time”.

Mange huse i deres lille gade er nu blevet til feriehuse. Ejerne kender man, men bliver husene lejet ud, er der pludselig andre mennesker i gaden. Den faste flok passer på hinanden og holder øje med hinanden. Mark slutter af: ”Det handler også om, hvor travlt man har. Det spørgsmål får vi tit – men hvad LAVER I? Folk iscenesætter jo deres egne behov, så jo mere travlt man har, jo mere sej er man. Men man behøver egentlig ikke så meget for at have det godt!”