KØBENHAVNERE PRÆDIKANTEN
Interviewet af Ellen Otzen
fo t o : Ty S t a n g e
Sørine Gotfredsen Født 1967 i Hadsten. Voksede op i stor familie på landet. Sportskommentator på Ekstrabladet, forfatter og præst i København. Aktuel med romanen “Regine” om Søren Kierkegaards forlovede.
“
Jeg blev ikke journalist fordi jeg skulle ud og lave Watergate, jeg var bare vild med at skrive. Jeg startede med at læse teologi som 20årig, men i den alder var det ulideligt for mig at sidde og terpe græsk og hebraisk. Efter to år sprang jeg fra og startede på journalisthøjskolen. Efter journalisthøjskolen blev jeg ansat som sportsjournalist på det hedengange dagblad Aktuelt, og efterhånden begyndte jeg også at skrive kulturstof og skrive debatindlæg. Mens jeg var på Aktuelt begyndte jeg at læse teologi igen og tog uddannelsen sideløbende med at jeg var på avisen. Det var hårdt at være studerende og have fuldtidsarbejde på samme tid, men det var også en dejlig blanding af det akademiske og den mere udadvendte journalistverden. Det er dér jeg er blevet blandingsmenneske, det har sat sig i mit blod. Journalist-verdenen og teologi-verdenen er så ufatteligt forskellige. Jeg ved godt hvor man har det sjovest, men jeg ved også godt at man kan risikere at miste sig selv i journalistmiljøet hvis man bliver for vild med den dér kække tone. Hver morgen ordner man lige verdenssituationen, sætter dagsordenen og er den kloge.
30
Jeg føler mig stadig mest hjemme i journalistverdenen, og når jeg går i kirken i dag, kan jeg godt føle mig lidt som en fremmed fugl, men det vil uden tvivl ændre sig med tiden. Jeg er vild med at prædike. Det er fantastisk at stå på prædikestolen og udlægge bibelens tekst – sige til menigheden: Nu skal I høre her, sådan skal det forstås! I programmet ”Smagsdommerne” bliver jeg introduceret som ”kristen moralist”. Først troede jeg det var en vits, men det er egentlig fint nok. Kristen er jeg jo, og moralist, jo – mange af de ting jeg skriver i pressen er da sådan lidt med løftet pegefinger... Jeg mener ikke nødvendigvis at jeg som præst har pligt til at moralisere, men jeg synes man er forpligtet på at give udtryk for det man intuitivt føler. Da jeg fx læste Jørgen Leths bog (”Det uperfekte Menneske”, red.) og skulle vurdere den, følte jeg mig virkelig forarget over hans livssyn og mangel på selverkendelse. Dér synes jeg at jeg havde pligt til at give udtryk for min mening. Det er jo sådan man skaber debat i et samfund og finder ud af hvad hinanden tænker om livet. Jeg er godt klar over at det på mange mennesker kan virke skinhelligt, men det er som det er. Hvis man er en der melder ud på den måde, vil man jo altid støde nogen fra sig. Det lever jeg fint med.
Jeg er meget inspireret af Søren Kierkegaard og enig med ham i at man ikke udvikler sig selv åndeligt hvis man ikke har større ambitioner her i livet end at have det hyggeligt. Jo mere man sætter spørgsmålstegn ved alle de ting der foregår omkring os, jo mere man får mulighed for at være med til at ”moralisere” og præge sin egen samtid. Jeg synes der er for få i det her land der er indstillet på at præge den tid vi lever i fordi de går mere op i at få deres pensionsordninger på plads. Livet er en åndelig udfordring hver eneste dag, og det må de små nære ting ikke overskygge. Der er for megen hygge og middelmådighed i Danmark, og det skaber ikke ret mange store tanker. Vores velfærdssamfund har desværre den kæmpe ulempe at den bedøver vores selvstændighed og dræber individualismen. Jeg har ingen børn og jeg har aldrig haft lyst til det. Med min ærgerrighed er det svært at se hvor børnenes plads skulle være. Når jeg ser på andre kvinder omkring mig, er det en kæmpe pris de betaler for at have børn og karriere samtidig. Deres hverdag er jo hamrende besværlig. Det er ikke et liv jeg er misundelig på, for jeg synes ikke det ser særlig attraktivt ud. Børn passer simpelthen ikke ind i mit liv.