4 minute read

Vores medlemmer er tilfredse

Tilfreds

Vores medlemmer er tilfredse

I forhold til andre kredse scorer Finansforbundet Sydbank Kreds højere end gennemsnittet for andre kredse

Kender du det, at du og dine kolleger selv synes, at I gør et godt stykke arbejde, som kunder og kolleger er tilfredse med? Og hvis der så kommer en undersøgelse, som bekræfter dette, bliver I bare så glade? Sådan har vi det også i Finansforbundet Sydbank Kreds.

Finansforbundet har lavet en tilfredshedsundersøgelse i december 2020/januar 2021, hvor en stor del af medlemmerne er blevet spurgt om deres holdning til vores arbejde.

Ud af de adspurgte medlemmer har 98 ansatte i Sydbank besvaret spørgsmålene, hvilket gør undersøgelsen valid.

Medlemmer af Finansforbundet Sydbank Kreds er generelt mere tilfredse og mere loyale end medlemmer i andre kredse. Det er vi rigtig stolte over.

For eksempel svarer medlemmer, der er ansat i Sydbank, i gennemsnit 8,2 (på en skala fra 1 til 10) på spørgsmålet ’På baggrund af dine samlede erfaringer med Finansforbundet, hvor tilfreds er du så alt i alt?’ I andre kredse svarer gennemsnittet 8,0.

Vores medlemmer svarer 7,8 på spørgsmålet ’Forestil dig det perfekte fagforbund. Hvor langt fra eller tæt på dette ideal er Finansforbundet?’ Her svarer andre kredse 7,5.

Vil du anbefale Finansforbundet til andre? Vores medlemmer svarer 9,0 og andre kredse svarer 8,5.

Generelt er tilfredsheden steget siden sidste undersøgelse for 3 år siden.

Vi er tætte på vores medlemmer

Noget, der gør os særligt glade, er, at vi opleves som tætte på vores medlemmer i Sydbank.

På spørgsmålet ’Kendskab til din lokale tillidsrepræsentant?’, bliver der svaret 8,7 hos os mod 7,2 gennemsnitligt i andre kredse. Og på spørgsmålet ’Finansforbundet har dygtige og værdsatte lokale repræsentanter på min arbejdsplads?’ svares der 8,4 hos os – og 7,5 i andre kredse.

Vi arbejder meget målbevidst på, at alle områder i banken bliver dækket af en tillidsrepræsentant. Samtidig har vi meget fokus på, at alle tillidsrepræsentanter er dygtige og veluddannede, så de er klædt på til opgaven.

Det, at tillidsrepræsentanten er lokalt kendt, gør, at mange problemer bliver løst, inden de bliver store og måske går i hårdknude – til glæde for alle parter. Værdien heraf skal ikke undervurderes.

Når vi kigger indad…

Vi er klar over, at vi stadig har noget at arbejde med. Vores største udfordring er, at vores medlemmer ikke har nok kendskab til følgende tilbud i Finansforbundet: • netværk • muligheder for individuel rådgivning og vejledning omkring løn og ansættelsesforhold • tilbud om sparring i forhold til kompetenceudvikling og muligheder i arbejdslivet

Måske giver artiklerne på side 6 og 7 dig lyst til at vide mere? En anden problemstilling er, at vores medlemmer ikke oplever, at de har så stort kendskab til måden vi arbejder på i forhold til ledelsen i Sydbank. Vi er meget bevidste om, hvad vi kommunikerer – men vi er nok ikke så gode til at fortælle hvorfor. Det tager vi til os.

Til slut vil vi sige tusind tak for alle de positive tilbagemeldinger. Vi er stolte af undersøgelsens resultater. Samtidig er det vigtigt for os at fortælle, at vi ikke glemmer de mere kritiske stemmer, som vi tager med os i vores videre arbejde.

HUN ER VILD MED FORBUNDETS KURSER OG FOREDRAG

Tina Verona Richardt, kundemedarbejder på Kongens Nytorv, er meget tilfreds med sit medlemskab af Finansforbundet, og hun nyder især godt af de mange spændende arrangementer om personlig udvikling

Sydbankansatte er generelt mere tilfredse med deres medlemskab af Finansforbundet end gennemsnittet af medlemmerne. Det viser den seneste undersøgelse af medlemstilfredsheden, som er gennemført i foråret 2021.

En af de Sydbankmedarbejdere, der er meget tilfredse med medlemskabet af Finansforbundet er Tina Verona Richardt, som er kundemedarbejder i Kongens Nytorvafdelingen midt i København. ”Jeg bruger mange af de tilbud om kurser, gå-hjem-møder og foredrag om især personlig udvikling, som Finansforbundet tilbyder. Det er en stor fornøjelse for mig, at man kan deltage i så mange forskellige ting, og jeg synes både, jeg får noget ud af det fagligt og personligt”, siger Tina, der har brugt mange aftener på arrangementer i Finansforbundet.

20 procents udbytte fra kurser og foredrag

Hun har blandt andet været på et to-dages kursus om at opnå mere gennemslagskraft med TV2-studieværten Michael Kamber som oplægsholder. Og hun har også haft stort udbytte af arrangementer om, hvordan man opnår mere uden at slide mere – ved at effektivisere sin arbejdstid og for eksempel ikke lade sig forstyrre hver gang, der dumper en mail ind i indbakken. Mads Steffensen og et panel, der skulle tage stilling til dilemmaer som i radioprogrammet Mads & Monopolet, har hun også været tilskuer til med stor fornøjelse. ”Hvis man kan bruge 20 procent af det, man hører på et kursus eller i et foredrag, er det et godt udbytte, har jeg hørt. Det tror jeg, at jeg lever op til”, siger Tina med et smil.

Hun har været ansat i Sydbank i over 30 år. Det meste af tiden i afdelingen på Kongens Nytorv, hvor hun er sikringsansvarlig.

Tina har endnu ikke deltaget i et webinar eller andet onlinearrangement i Finansforbundet. ”Jeg foretrækker helt klart at komme ud til kurser og møder, hvor jeg kan møde kolleger fra banken og medlemmer i andre virksomheder fysisk og tale med dem. Det interesserer mig ikke at deltage i onlinearrangementer”.

Tine Richardt er glad for sine kolleger og chefer i banken og har aldrig selv haft brug for at tage fat i sin tillidsrepræsentant eller i Finansforbundet Sydbank Kreds. Men hun beder nogle gange sin tillidsrepræsentant om at tage et emne op i forhold til Kredsen eller banken.

”HVIS MAN KAN BRUGE 20 PROCENT AF DET, MAN HØRER PÅ ET KURSUS ELLER I ET FOREDRAG, ER DET ET GODT UDBYTTE, HAR JEG HØRT. DET TROR JEG, AT JEG LEVER OP TIL”