
4 minute read
Unikke forhold hos Bike Point i Klosterheden Side
from Frekvens #5
by Lydensby
Paradis
for mountainbikere
Advertisement
TEKST: JEANETTE LUND · FOTO: ANDERS TRÆRUP
Passionen for at cykle og skabe oplevelser for andre har fået Tommy Pedersen til at udvikle ’Bike Point Klosterheden’
Ilden knitrer i brændeovnen, selvbetjeningsbaren er fyldt og rækken af mountainbikes står klar i den gamle kostald lige udenfor Klosterheden mellem Fousing og Gudum.
Tommy Pedersens profession som grafiker og butiksindretter fornægter sig ikke. Gamle hyggelige sofaer og lænestole er sat ind i de gamle grisestalde foran brændeovnen, sjove skilte er hængt op, og det hele er indrettet, så man straks får lyst til at slå sig ned og få en snak med vennerne eller drøne afsted på cyklerne. Det lille paradis for mountainbikere kalder Tommy for ’Bike Point Klosterheden’ og her byder han på 4. sæson nye og gamle mountainbikere velkommen. Han købte ejendommen for nogle år siden og bor her med sin kone Helle, som også er glad for at cykle og deres seks fælles børn.
- Jeg har selv kørt MTB i mindst 15 år og elsker det, og så fik jeg lyst til at give andre oplevelser og jeg synes, Klosterheden har et vildt potentiale. Naturen er skøn og der er meget historie og så kan man også smage på den, siger Tommy Pedersen med et glimt i øjet.
Kender skoven
Nu er han turguide for lokale og turister, der gerne vil opleve Klosterheden på cykel. Der er mange måder og niveauer at cykle på, så turene tager altid udgangspunkt i gæsternes behov og evner. Klosterheden har Danmarks længste mountainbikespor på 50 km, så der er masser af muligheder for at boltre sig. Han kender efterhånden Klosterheden som sin egen bukselomme og ved, hvor han skal tage folk hen for at se krondyr, spor af bævere og ulven og han kan også fortælle om naturen og landskabet. I rygsækken har han ofte små smagsprøver med til gæsterne.
- Jeg elsker at give folk en fed og personlig oplevelse, siger han, og gæsterne tæller firmaer, efterskoler og forskellige foreninger og grupper. Folk kan også bare komme og bruge stedet som udgangspunkt for deres egne ture – det hele står åbent fra morgen til aften. Omklædningsrummet står klar, man kan få varm kaffe eller en kold cola og en snak med de andre. Har man ikke sin egen cykel, kan man leje én. Hver onsdag aften kører Helle ”husmor-MTB” med lokale kvinder og tirsdag og torsdag aften drønes der afsted med ”mande-MTB”.
Sove i maskinhuset
Det nyeste påfund fra Tommy er indretningen af det gamle maskinhus som ”Trail House”, hvor der kan sove otte personer indenfor og med vildmarksbad og bålplads udenfor. På væggen hænger der foldere med ”gør det selv ture” med bæversafari, krondyrsafari og cykelsafari. Ved siden af pladespilleren står der brætspil og lp’er.
- Vi har lige haft besøg af en familie med børn, som både har cyklet og vandret og i eftermiddag kommer der en gruppe mænd fra Sjælland, som jeg skal give nogle gode mountainbikeoplevelser og en ølsmagning, fortæller han, mens han tænder op i vildmarksbadet, så det er klar til gæsterne. I ”Trail House” kan man selv have sin mad med eller låne grillen – hvis man da ikke bliver fristet af at bestille tapas med lokale råvarer som vesterhavsost og krondyr.
Masser af plads
Mange udefra bliver overraskede over, hvor stor Klosterheden er, og den oplevelse man får. - Her kan man stadig føle, at man er alene i naturen. Klosterheden er jo Danmarks 3. største skov, og der er virkelig god plads. Især folk fra de store byer og Sjælland er imponerede over, at de kan køre længe uden at møde andre, fortæller Tommy Pedersen, der kan konstatere, at der er kommet mange flere i skoven under Corona. Hans drøm om at leve af sin passion for at cykle er denne vinter kommet et skridt nærmere. Han har netop sagt sit fuldtidsjob op og fået et 20-timers job, så han kan bruge mere tid på BikePoint.
- Jeg har haft et job, hvor jeg har kørt meget på landevejene. Nu kører jeg i stedet mountainbike i skoven med glade gæster og giver andre oplevelser. Det er simpelthen så fedt, at kunne gøre sin hobby til sin levevej samtidig med at jeg kan vise andre, hvad skoven her byder på, siger Tommy Pedersen med et veltilfreds smil.



Selvbetjeningsbaren i Bike Point står klar til gæsterne hele dagen. Man kommer bare forbi og hygger sig - betaling sker med mobilpay.

