
3 minute read
Mød byens advokat Karsten Hjorth Larsen Side
from Frekvens #5
by Lydensby
Mennesket bag slipset
TEKST: JEANETTE LUND · FOTO: ANDERS TRÆRUP
Advertisement
De fleste kender advokat Karsten Hjorth som en ulastelig klædt mand med slips og et forsigtigt smil. Men de færreste ved måske, hvad der gemmer sig bag advokatfacaden. Vi har mødt ham til en snak i anledning af hans 60 års fødselsdag fornylig.
Som advokat møder Karsten Hjorth dagligt mange forskellige mennesker, bl.a. fra det kriminelle miljø, og med mange alvorlige sager kunne man forestille sig, at det var hårdt eller svært i længden. Men sådan oplever Karsten Hjorth det ikke.
- Jeg respekterer alle mennesker og går meget op i, at behandle dem ordentligt. Jeg forsøger at undgå at have fordomme, for man skal ikke tro det værste om folk, men være åben. Jeg møder jo alt lige fra bedsteborgere til forbryderspirer og rigtige forbrydere. Men det, som slår mig, er, at folk faktisk er ens indeni. De fleste vil gerne vise de bedste sider af sig selv. Problemet er, at deres baggrund og forudsætninger ikke er ens. Det er ikke altid folk selv, der har bestemt, at de ender, hvor de gør, forklarer han. Menneskesynet har han fra det kristne hjem i Brovst, hvor han voksede op med en far, der var dybt engageret i lokalsamfundet. Der blev holdt mange foreningsmøder i hjemmet, og Karsten Hjorth har som barn overhørt mange engagerede samtaler henover stuebordet. Hans mor var hjemmegående, som det var almindeligt dengang.
- Så det at skabe forandring har altid været en ledetråd for mig, slår han fast.
Selv om han siden sin barndom selv har bevæget sig op i socialklasse, står det hans hjerte nær, at gøre en forskel for dem, som ikke har samme muligheder som ham selv. Han fortæller, han er medlem af Amnesty International og medlem af Struer Skolehjems bestyrelse, ligesom han yder gratis retshjælp via kommunen.
Elsker sit arbejde
Som ung drømte han om at blive journalist, og han var tidligt med i Venstres Ungdom på det ellers ræverøde Brønderslev Gymnasium. Derfor blev han også aktiv i gymnasiebladet, men han kom ikke ind på Journalisthøjskolen, og så valgte han jura i stedet.
Det er kun fire år siden han blev selvstændig med ”Hjorth Advokatfirma”, for han savnede friheden og selvstændigheden efter næsten 30 år i samme firma i Holstebro.
- Jeg synes, systemet var blevet lidt tungt, og jeg blev træt af det. Ikke de mennesker, jeg arbejdede sammen med, men mere systemet.
Han lader det også skinne igennem, at han ikke bryder sig om de fine lokaler og dyre designermøbler, som en del af advokatstanden omgiver sig med.
- Det er befriende bare at have et skramlet bord og en flaske spiritus at byde folk, siger han med sit stille smil, og han føler sig meget priviligeret over at kunne drive virksomhed lige her.

Han er virkelig glad for sit arbejde, og kan også godt lide at have travlt. Det kan man aflæse i arbejdstiderne. Dagen starter på kontoret 7.15 og han er aldrig hjemme før 18.00, derudover bruger han mindst en aften om ugen og flere timer i weekenden.
- Jeg havde egentlig også tænkt på at drosle lidt ned, men nu kommer jeg også til at give tid til politik, siger han, for han har besluttet sig for at stille op til byrådet i Struer Kommune. Han har været med i Venstre siden sin ungdom og har lyst til at udvikle og forandre det lokalområde, han bor i.
Social og aktiv
Den umiddelbart stille og velklædte advokat er også et meget socialt menneske og han elsker sociale sammenkomster og fester og at gøre noget, som ikke forventes. - Jeg kan godt byde mine kunder på en lakridspibe eller et glas spiritus. Det er lidt et overraskelsesmoment og kan nedbryde den barriere, der kan være mellem mig og klienten, forklarer han.
Han har en ironisk distance til sit navn ”Hjorth” og hans kontor er fyldt med hjortemerchandise - og han går ikke selv af vejen, for at lave sjov. For eksempel mødte han til sidste julefrokost i Businessparken op i fuld hjortekostume sammen med sine medarbejdere, hvilket tog selskabet med storm.
Der bliver trods mange arbejdstimer, socialt arbejde og festlige sammenkomster også tid til at løbe.
- Jeg løber cirka 5 kilometer tre gange om ugen, selv om jeg lige nu bøvler lidt med mit knæ, siger han.
Alderen sniger sig ind på ham, men han bryder sig ikke om det.
- Jeg kan ikke lide at blive gammel, jeg føler mig ikke gammel og forsøger at undgå at fokusere på det, siger han.
