3 minute read

Side

Gammel kærlighed

ruster ikke

Advertisement

TEKST: JEANETTE LUND · FOTO: ANDERS TRÆRUP

’Foretagsomhedsfantasi’. Det hjemmelavede ord er det, som 77-årige Ronny Kaas bruger, når han skal beskrive den helt særlige B&O ånd og som oprindeligt stammer fra grundlæggerne af B&O, Peter Bang og Svend Olufsen.

- Jeg synes, at det lige præcis er det, som karakteriserer B&O. Vi tænker anderledes, og det gennemsyrer alt og giver den magi i produkterne, som B&O har. Samtidig har vi fornuften med, man kan sige, vi laver magi med mening.

Ronnys hjerte brænder for B&O, og derfor mødes han hver tirsdag formiddag i en stor brun hal i Struers industrikvarter sammen med en flok B&O entusiaster. Her findes tusindvis af gamle B&O-produkter. De tidligere B&O-medarbejdere har sat sig for at sikre en kæmpe samling B&O produkter i samarbejde med Struer Museum.

”Hvad hedder den her egentlig?”, ”Kan du huske den her model” og ”Hvem er på det her billede?” lyder det rundt i lokalet, hvor B&O entusiasterne hygger sig mellem hinanden. To flytter et arkivbord og én er i gang med at se gamle fotos igennem.

Ronny Kaas Mortensen med et Bang & Olufsen-tv af ældre dato i hallen på Trudsøvej.

- Vores opgave er at vedligeholde, registrere og holde styr på den store samling, som i dag hører under Struer Museum, forklarer Hans Vestergaard på 76 år, der er kontaktperson for B&O-klubben.

Hans og Ronny startede sammen som lærlinge på B&O tilbage i 1961 og har været kolleger siden og fejret henholdsvis knap 48 og 43 års jubilæum på B&O. Nu er de begge drivende kræfter i B&O-klubben, som blev startet 22. januar 2008.

- Det giver jo statusforandring, når man stopper med at arbejde der – men det giver ikke åndsforandring, siger Ronny med et grin, og Hans forklarer, at de kalder hallen på Trudsøvej for ’Beoismens højborg.’

Kærligheden til deres gamle arbejdsplads er bestemt ikke rustet.

- Når man først har været på B&O, så lever ånden i én. Det er som et ægteskab – gør det ondt på den anden, gør det også ondt på mig, forklarer Ronny Kaas.

Kittet i klubben

- Der er kaaffeeeee!, bliver der råbt fra den lille kaffestue og på bedste Coronavis er der dækket op med portionsanrettet rundstykke og god afstand mellem stolene, for klubbens medlemmer er oppe i alderen, så man passer på hinanden.

Det sociale er sammen med kærligheden til B&O kittet i klubben, som tæller omkring 35 medlemmer. Hvert medlem har fået en opgave, og det kan for eksempel være at vurdere produkter, der kommer ind, registrere produkter på hylderne, shine udstillingsværdige modeller op, arbejde med gamle fotos og interviewe nøglepersoner i B&O.

- Vores fornemmeste opgave er at sikre, at alle produkter bliver bevaret. Vi har det mål, at vi skal have registreret tre styks af alle nøgleprodukterne og ellers bare én af hvert produkt. Samtidig skal vi sørge for, at der altid er mulighed for at lave udlån til andre museer, for eksempel har vi lige nu en række produkter på museet Trapholt ved Kolding, forklarer Hans Vestergaard.

Lige nu har de registreret omkring 3500 produkter og tingene behøver ikke at virke – men de skal se rigtige ud. Derudover kan de modtage specialopgaver fra Struer Museum.

- Vi er museumsleder Jesper Bækgaards forlængede og praktiske arme. Vi er på sin vis selvkørende, og har en rigtig god dialog med ham. Vi repræsenterer jo 1000 års erfaring tilsammen, så han har meget han kan trække på ved os, fortæller Hans Vestergaard.

Den store samling har stadig mangler, og derfor kommer Ronny Kaas med en opfordring:

- Museumssamlingen er endnu ikke komplet, så skulle der være nogle Struerboere eller andre, som gerne vil donere et B&O-produkt til samlingen, så skal man endelig bare komme forbi med det, siger han.

Hans Vestergaard.

This article is from: