Ind til kernen. Eventyret om Niels Bohr - læseprøve

Niels kom ikke på landsholdet, men var god som målmand i AB. Han gik meget op i spillet. Som regel, i hvert fald. For der var en kamp, hvor de spillede mod et tysk hold.

AB var foran, og Niels havde ikke meget at lave i målet. Han stod og lænede sig op ad målstolpen. Pludselig kom bolden susende, og alle forventede, at han drønede ud og tog den.

Men han blev stående, og bolden røg ind. Bagefter måtte han indrømme, at han var i gang med at løse et matematisk problem. Der var noget, han lige skulle have til at gå op.

Senere i sin studietid på Københavns Universitet valgte Niels fysik som hovedfag. Han blev så optaget af det, at han bestemte sig for både at tage magister- og doktorgraden i det fag. Magistergraden er den, man får, når man er færdig med sit almindelige studium. I dag kalder man den også kandidatgraden. Doktorgraden er den højeste grad, man kan tage i universitetsverdenen. Også i dag.

Der var ikke mange, der på Niels’ tid studerede fysik på højt niveau. Man regner med, at der i begyndelsen af 1900-tallet var omkring 1.500 personer, der forskede i fysik i hele verden. Så han havde nærmest frit slag og kunne vælge at arbejde med det, der interesserede ham inden for faget.

Især fangede den nyeste forskning inden for fysikken ham, og han fulgte med i, hvad der rørte sig.

I 1907 fik han en guldmedalje af Videnskabernes Selskab for besvarelsen af en prisopgave i et bestemt emne inden for den teoretiske fysik. Det var altså en bunden opgave, hvor han arbejdede teoretisk med væskers overfladespænding.

Det er den, man kan se, hvis man fylder et glas så meget med vand, at vandet står i en slags bue op over kanten af 24