i 1920. Adolf Hitler, der tidligt var blevet leder af NSDAP, ville i 1923 under en alvorlig økonomisk krise gentage Mussolinis kunststykke og forsøgte at organisere en march imod Berlin. Dette såkaldte ”Ølstuekup” blev en fiasko. Hitler kom i fængsel, men fik tid til at skrive en bog, der senere blev en bestseller. Men det var først depressionen, der gav partiet rigtig mange stemmer. 30. januar 1933 kunne Hitler danne en koalitionsregering. Nazisterne manipulerede med det skrøbelige tyske demokrati, og i løbet af et halvt år havde de forbudt kommunisterne, trynet socialdemokraterne og indført en diktatorisk førerstat. Et land, et folk, en fører. Det handlede om et tysk Tyskland for tyske tyskere. Nationalsocialisterne havde oprindeligt haft socialistiske mærkesager rettet imod kapitalismen, men da de kom til magten, gik de i alliance med det store erhvervsliv og afskaffede fagforeningerne. Den tyske fascisme var også imperialistisk og krævede Lebensraum (større territorium) til det tyske folk. Den tyske fascisme adskilte sig fra sin italienske inspirationskilde ved sit raceprogram, som skulle føre til Holocaust. I mellemkrigstiden blev Sovjetunionen af kommunister i Vesteuropa opfattet som et spændende alternativ til liberale og fascistiske regeringer. Efter revolutionen blev den private ejendomsret afskaffet, og regeringen satte gang i en hurtig industrialisering og forbedrede efter de første hårde år forholdene for den brede befolkning. Kommunisterne talte om proletariatets (arbejderklassens) diktatur, da de opfattede det liberale demokrati som borgerskabets diktatur. Alle borgere havde del i ejendomsretten, og derfor omtalte de kommunistiske lande efter Anden Verdenskrig sig selv som folkedemokratier. Men det kommunistiske et-parti styre udviklede sig til et diktatorisk samfund, hvor partimedlemmer var mere lige end andre. Den forcerede industrialisering under Stalin efter 1929 og landbrugets tvangskollektivisering havde enorme menneskelige omkostninger. Og fra midten af 1930’erne begyndte en massiv bølge af udrensninger. I tusindvis af revolutionens pionerer blev anklaget for og tilstod forbrydelser imod staten ved skueprocesser (iscenesat rettergang). Disse ”samfundsfjender” blev i stor stil henrettet eller måtte henslæbe deres liv i et omfattende fangelejrsystem. Det enkelte individ var i den kommunistiske stat en celle i statens organisme, og individet måtte i et og alt underkaste sine interesser statens behov. Fascismen i Italien og Tyskland og kommunismen i Sovjetunionen udviklede sig til diktaturer. Man kalder det totalitære systemer. De havde det til fælles, at individet var underordnet henholdsvis nationen og staten, og at de betjente sig af vold som et legitimt politisk kampmiddel. En del af forklaringen på nazisterne succes i Tyskland var det anspændte forhold imellem de to store arbejderpartier: socialdemokrater og kommunister. Siden den russiske revolutions sejr havde Komintern prædiket, at socialdemokratiet var den største klassefjende, der havde misforstået den rette vej til socialisme. Først efter at Hitler var kommet
118
IDEOLOGIERNES KAMP