41
1 · grundstoffer og kemiske forbindelser Atomkernens opdager, Ernest Rutherford (1871-1937).
-
Rutherfords atommodel, “planetmodellen”. -
-
-
Få år senere opdagede newzealænderen Ernest Rutherford atomkernen, dvs. han opdagede, at atomets positive ladning er samlet i en kerne, som kun udgør en meget lille del af atomets udstrækning, selvom næsten hele atomets masse er koncentreret i denne kerne. På baggrund af sin opdagelse opstillede Rutherford en model for atomets opbygning, hvor den positive ladning var samlet i atomets kerne, mens de negativt ladede elektroner kredsede omkring kernen, omtrent som planeter kredser om solen. Der var imidlertid et ret stort problem med Rutherfords model. Et atom opbygget på denne måde kunne umuligt være stabilt. Elektronerne ville nemlig blive tiltrukket af den positivt ladede atomkerne og derfor bevæge sig ind mod den, indtil de til sidst ville blive opslugt af kernen, hvilket i øvrigt ville ske på under en milliardtedel af et sekund! Løsningen på dette problem kom fra den unge danske fysiker Niels Bohr i 1913. Med sin doktorafhandling i tasken var den kun 26-årige Bohr i 1911 rejst til Cambridge for at arbejde hos Thomson. Det var imidlertid ikke noget vellykket ophold, og forholdet mellem Bohr og Thomson var ikke særlig godt. Heldigvis fik Bohr mulighed for at rejse videre til Manchester og arbejde hos Rutherford. Opholdet hos Rutherford førte til, at Bohr i 1913 fremlagde et forslag til en model af et stabilt atom. Den centrale ide i modellen er, at elektronerne kun kan befinde sig i ganske bestemte baner omkring kernen, hvor de har bestemte energier. Bohr kaldte disse baner for stationære tilstande.