Issuu

SOCIALFAGLIGT ARBEJDE MED ANBRINGELSER

En grundbog

2. udgave

PROFESSIONS

SOCIALFAGLIGT ARBEJDE MED ANBRINGELSER. EN GRUNDBOG

Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node, se: www.tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Helene Deden og Frederikke Didia Carlsen

Faglig bearbejdning: Cand.jur. Hanne Hartoft

Omslag: Henriette Mørk

Sats: Lumina Datamatics

Bogen er sat med: Charter ITC, Katarine CE

Tryk: ScandinavianBook

Hvor intet andet er angivet, tilhører rettigheder til illustrationerne bogens forfattere.

2. udgave, 1. oplag, 2025

ISBN: 978-87-500-6677-4

Akademisk Forlag Vognmagergade 11 1120 København K www.akademisk.dk

Akademisk Forlag støtter børn og unge

Akademisk Forlag er en del af Egmont, der som Danmarks største mediekoncern har bragt historier til live i mere end 100 år. Egmont er en dansk fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

Indhold

Indledning 15

Centrale regler på anbringelsesområdet 25

Af Idamarie Leth Svendsen og Bettina Bruun Andersen

Kommunernes ansvar og børns og forældres rettigheder 26

Andre for valtningsretlige regler af betydning i anbringelsessagen 28

Databeskyttelse – også i anbr ingelsessager 29

Anbringelse – generelle regler 30

Anbringelse med samtykke 32

Anbringelse uden samtykke 34

Anbringelse i forbindelse med kriminalitet 38

Anbringelsen 39

Vok senansvar og magtanvendelse under anbringelsen 48

Støtte til forældrene 50

Ophør af anbringelse og hjemgivelse 52

Permanent anbr ingelse 53

Klagebehandling i anbringelsessager 54

Opsamling 55

Retskilder 55

DEL 1 – BAGGRUND OG VIDEN OM ANBRINGELSER 59

Socialpolitik om anbringelse af børn 61

Af Frank Ebsen

Den første lov om behandling af forsømte og forbryderske børn og unge personer 62

Bistandsloven fra 1975 64

1980’erne 65

Nye love i 1998 66

Refor merne efter 2000 68

Barnets lov 70

Inddragelse af bør n og forældre 70

Komplek se organiseringer 71

Typer af kontrol 74

Socialrådgiveres opgaver 76

Afrunding: Hvad ved vi nu om socialpolitik om anbringelse af børn? 77

Studieopgaver 79

Læs mere 79

3 Anbringelser i tal 81

Af Mette Lausten

Hvem anbringes? 82

Hvorfor anbringes de? 88

Hvor anbringes de? 89

Hvordan tr ives de i anbringelsen? 94

Hvordan klarer de sig efter anbringelsen? 96

Afrunding: Hvad ved vi nu om anbr ingelser i tal? 98

Studieopgave 99

4 Børnesyn i anbringelsesprocesser 101

Af Hanne Warming

Begrebet børnesyn 101

Bør neperspektiv 103

Gamle bør nesyn – børn og voksne som modsætninger 106

Børnesyn i det 20. århundrede – det udviklingsutilitaristiske børnesyn 108

Børnesyn ef ter 1980’erne – det postudviklingsutilitaristiske børnesyn 114

Afr unding: Hvad ved vi nu om børnesyn i børnesager? 118

Studieopgave 119

Læs mere 120

DEL 2 – SOCIALFAGLIG SAGSBEHANDLING

121

Case 1: Julies case – ”Bevidstheden om at være en sag” 123

Case 2: Katinkas case – ”Du kan jo ikke rigtigt føle dig hjemme på et opholdssted” 129

5 Organisation og beslutningsproces 133

Af Ida Schrøder

Betydningen af den organisatoriske kontekst for beslutninger om anbringelse 135

Betydningen af organisationens struktur for beslutninger om anbringelse 137

Betydningen af organisationens processer for beslutninger om anbringelse 141

Betydningen af organisationens kultur for beslutninger om anbringelse 143

Betydningen af teknologier for beslutninger om anbringelse 147

Afr unding: Hvad ved vi nu om beslutninger og beslutningsprocesser i forbindelse med anbringelse? 149

Studieopgave 151

Læs mere 151

6 Fagligt skøn 153

Af Merete Monrad og Kresta Munkholt Sørensen

Et fagligt skøn 153

Rammer ne for det faglige skøn 158

Betydningen af praktikeres egne erfaringer og holdninger 161

Kollegiale processer og faglig uenighed 164

Afr unding: Hvad ved vi nu om fagligt skøn? 166

Studieopgave 168

Læs mere 169

7 Børnefaglig undersøgelse 171

Af Kresta Munkholt Sørensen

Processen inden den børnefaglige undersøgelse 171

Klagerettigheder 175

Inddragelse i den børnefaglige undersøgelse 176

Hvornår bruges PPR eller børnehus? 182

Den børnefaglige undersøgelse uden samtykke 182

Beslutningen om anbr ingelse 183

Metoder og IT-redskaber 184

Den bør nefaglige undersøgelses betydning for det videre forløb 185

Afrunding: Hvad ved vi nu om den børnefaglige undersøgelse? 186

Studieopgave 186

Læs mere 187

8 Barnets plan og ungeplanen 189

Af Louise Harkes

Planer med øget fokus på ønsker og behov 189

Teoretiske perspektiver på arbejdet med planer 191

Hvad er et godt mål – i praksis? 194

Forældrehandleplanen 200

Tvær professionelt samarbejde og opfølgning på planer 202

Afrunding: Hvad ved vi nu om planer? 203

Studieopgave 203

Læs mere 203

9 Matchningsprocessen og indflytning 205

Af Signe Bressendorff

Typer af anbringelsessteder – hvilke muligheder findes? 206

Matchningsprocessens forløb 209

Valg af anbringelsessted 213

Metoder til inddragelse af barnet i matchet 216

Indslusningsforløb 219

Afrunding: Hvad ved vi nu om matchningsprocessen og indflytning? 220

Studieopgave 220

Læs mere 221

Case 3: Familien Sørensens case 225

10 Professionsskriftlighed i anbringelsessager 231

Af Mette Larsen

Skriv, som om du skulle læse om dig selv 231

Det skrevne ords magt 234

Dokumentation som kommunens arbejdsredskab 237

Årsager til aktindsigt 240

Fokus på problemer 241

Afr unding: Hvad ved vi nu om professionsskriftlighed i anbringelsessager? 244

Studieopgave 247

Læs mere 247

11 Myndighedssamtaler med børn og unge i anbringelsessager 249

Af Signe Steensbæk og Helle B. Antczak

Deltagelse i myndighedssamtalen 250

Lundys model for implementering af Børnekonventionens artikel 12 252

Fokusområder i myndighedssamtalen 256

Afrunding: Hvad ved vi nu om myndighedssamtaler med børn og unge? 266

Studieopgave 267

Læs mere 267

12 Professionel bisidning 269

Af Ann-Karina Henriksen, Marie Skovgaard og Jette Larsen

Det retlige grundlag 270

Professionel bisidning 273

Rettighedsbaseret bisidning i krise og kriselignende situationer 279

Bisidning i sager uden samtykke 282

Afrunding: Hvad ved vi nu om professionel bisidning? 283

Studieopgave 284

13 Familie- og netværkssamarbejde 285

Af Ida Schwartz og Anna Sejer Nielsen

Den fælles omsorgsopgave 286

Forældresamarbejde 287

Støtte til at være forældre til et anbragt barn 290

Netværkets betydning 294

Organisering af den fælles omsorgsvaretagelse 296

Afrunding: Hvad ved vi nu om familie- og netværkssamarbejde? 299

Studieopgave 300

DEL 4 – BØRNENE OG DE UNGE 301

Case 4: Dictes case – ”Psykisk vold er svært at forklare” 303

14 Problemforståelser på anbringelsesområdet 307

Af Ida Schwartz og Anna Sejer Nielsen

Børn og unges hverdagsliv 310

Forståelser af udsathed 310

Forenklede problemforståelser 312

Familiecentrisme 313

Dysfunktion i individet 314

Situeret problemforståelse 315

Afr unding: Hvad ved vi nu om problemforståelser på anbringelsesområdet? 320

Studieopgave 322

Læs mere 322

15 Risiko i anbragte unges liv 323

Af Tea Torbenfeldt Bengtsson

Tre perspektiver på risiko 324

Udsathed og r isiko ved anbringelsen 332

Udsathed og risiko i beslutningsprocesser 334

Afrunding: Hvad ved vi nu om risiko i anbragte unges liv? 336

Studieopgave 337

Læs mere 338

Børn og unge med handicap 339

Af Cecilie K. Moesby-Jensen

Handicapkonventionen 341

Nationale retsregler 342

Handicapforståelser 34 4

Organiseringen af kommunal praksis på børnehandicapområdet 347

Forstærkede og specialiserede plejefamilier 352

Børne- og ungehjem for børn og unge med handicap 353

Afrunding: Hvad ved vi nu om anbr ingelse af børn og unge med handicap? 354

Studieopgave 355

Læs mere 355

DEL 5 – FORMER FOR ANBRINGELSE OG EFTERVÆRN 357

Case 5: Saras case – ”Jeg kunne bare mærke, at hun ikke forstod alvoren i mit liv” 359

Case 6: Mikkels case – ”Det er virkeligt vigtigt, at man kan regne med det, ens sagsbehandler siger” 365

17 Netværks- og slægtsanbringelser 371

Af Bo Morthorst Rasmussen og Sabina Jæger

Lovgivningen og den tilknyttede forskning 372

Familie, slægt og netværk 374

Den socialfaglige praksis før en slægts- og netværk sanbringelse 376

Den socialfaglige praksis under en slægts- og netværk sanbringelse 381

Den socialfaglige praksis efter en slægts- og netværk sanbringelse 384

Afrunding: Hvad ved vi nu om netværks- og slægtsanbringelser? 385

Studieopgave 385

Læs mere 386

18 Plejefamilieanbringelse 387

Af Sofie Danneskiold-Samsøe

Et historisk blik på familien 388

Hvad ved vi om plejefamilier i dag? 390

Hvem bliver anbragt i plejefamilie? 392

Forskellige typer af plejefamilier 394

Hvordan er kommunernes arbejde med plejefamilieanbringelser organiseret? 395

Barn mellem to familier 398

At være en professionel familie 401

Afrunding: Hvad ved vi nu om plejefamilieanbringelse? 403

Studieopgave 404

Læs mere 405

19 Børne- og ungehjem 407

Af Helle Schjellerup Nielsen

Hvad er en institution, og hvad kendetegner hverdagsliv på en institution? 408

Det retlige grundlag 410

Oplevelser af hverdagsliv på institution 412

Afr unding: Hvad ved vi nu om børne- og ungehjem? 420

Studieopgave 422

Læs mere 422

20 Sikret og delvist lukket anbringelse 423

Af Ann-Karina Henriksen

De retlige rammer 424

Delvist lukkede og sikrede institutioner 425

Målgruppen for delvist lukket og sikret anbringelse 426

Beslutningsprocessen 427

Inddragelse af de unge 429

Hverdagen på en sikret institution 431

Hvad kommer der ud af en sikret anbringelse? 437

Afrunding: Hvad ved vi nu om sikret og delvist lukket anbringelse? 440

Studieopgave 441

Læs mere 441

Ungestøtte og overgangen til voksenlivet 443

Af Anne-Kirstine Mølholt

Juridiske rammer for tildeling af ungestøtte 445

Myndighedsarbejdet ved anbringelsens afslutning 447

De unges oplevelser ved anbringelsens afslutning 450

Målgruppen for ungestøtte 452

Former for ungestøtte 455

Afrunding: Hvad ved vi nu om ungestøtte og overgang til voksenlivet? 456

Studieopgave 457

Læs mere 458

Epilog 459

Af Helle Schjellerup Nielsen, Mitra Skov Bjerregaard og Fransiska Mannerup

At være normal 459

Vidner til hinandens liv 460

Manglende for ventninger – identitet og uddannelse 461

På vej ud af anbringelse – netværksfattigdom 463

Opmærksomhedspunkter til børne- og ungerådgivere 464

Læs mere 467

Litteratur 469

Retskilder 497

Forfatterpræsentationer 501

Stikord 509

Indledning

Af Helle B. Antczak, Ann-Karina Henriksen og Helle Schjellerup Nielsen

En anbringelse er et stort indgreb i et barns og en families liv. Hvert år anbringes ca. 3.500 børn i Danmark, og hver eneste sag er forbundet med dilemmaer, udfordringer og usikkerheder. En anbringelse har til formål at sikre, at børn, som har behov for særlig støtte, kan opnå de samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Anbringelsen kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet eller familien. Anbringelsen skal ske med afsæt i barnets perspektiv, ressourcer og behov med henblik på at sikre barnets bedste, jf. barnets lov § 2.

Hver anbringelsessag er unik, fordi alle børn og familier er forskellige. Der er tale om komplekse sager, fordi det altid vil have vidtrækkende konsekvenser for både barnet og familien enten at anbringe et barn eller undlade at gøre det i situationer, hvor en anbringelse kunne være relevant. Barnet og forældrene kan have modsatrettede behov og ønsker, deres ønsker kan ændres over tid, og der kan opstå store uoverensstemmelser i forhold til varetagelse af deres forskellige interesser. Denne bog bidrager til at kvalificere det vanskelige socialfaglige arbejde med anbringelser ved at skitsere det lovgivningsmæssige grundlag, de organisatoriske forhold, præmisser for faglige skøn og vurderinger samt etiske udfordringer og fordringer til kommunikation og skriftlighed. Bogen tilbyder ikke præcise anvisninger, der kan bruges i alle anbringelsessager; hertil er sagerne for komplekse og unikke. Bogen tilbyder derimod praksisnær viden og peger på de mange forhold, der skal håndteres og gøres til genstand for refleksion for at sikre kvalitet i anbringelser.

Alle børn, der anbringes, har krav på, at myndighederne lever op til lovgivningen ud fra dens intentioner og grundlæggende principper. En anbringelse er reguleret af en række love, regler og bestemmelser, der fastlægger, hvad en kommune

kan og skal gøre, samt hvilke rettigheder barnet og forældrene har. De seneste år har en række undersøgelser vist, at der begås mange fejl i kommunernes sagsbehandling. Ankestyrelsen (2024) peger således i Børnesagsbarometret på, at der i 35 % af de udvalgte sager ikke var gennemført en børnesamtale, forud for at der blev truffet en afgørelse. Og at de lovpligtige frister ikke var overholdt i ca. 30 % af sagerne. Efterlevelse af lovgivningen er afgørende for kvaliteten af sagsbehandlingen på området. Manglende inddragelse af børn og unge og manglende overholdelse af frister øger således risikoen for, at børn ikke tilbydes den hjælp, de har ret til, i tide. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har lavet en række analyser af kvalitet i sagsbehandling på børneområdet (Bengtsson & Olsen 2021; Kloppenborg & Lausten 2020). En undersøgelse af børns oplevelse af inddragelse peger på, at 40 % af de adspurgte børn ikke oplevede at blive inddraget i deres sag, mens 30 % tilkendegav, at de ikke var blevet oplyst om retten til en bisidder, og kun ca. halvdelen erindrede, at de var oplyst om retten til at klage (Kloppenborg & Lausten 2020). Der er således behov for fortsat kvalificering af sagsbehandlingen og en styrkelse af børne- og ungerådgivernes viden og kompetencer i forhold til anbringelse af børn.

Der er holdt rigtig mange møder uden mig, og det synes jeg, altså det er tåbeligt, fordi det er mig, det er mit liv, vi snakker om. Det er folk, der sidder og altså, det er nærmest deres arbejde, altså mit liv. Det synes jeg på en eller anden måde er sådan lidt mærkeligt, og så at jeg ikke har nogen indflydelse på det. 1 (Dreng, 16 år, projekt b)

Bogen1præsenterer viden, der er afgørende at kende til og tage udgangspunkt i for børne- og ungerådgivere, studerende og andre, der arbejder med anbringelser af børn og unge. Bogen har et socialfagligt og samfundsvidenskabeligt afsæt. Den grundlæggende betydning af borgernes rettigheder i myndighedsarbejdet er søgt afspejlet såvel i kapitel 1 som i alle bogens kapitler. Det socialfaglige arbejde med anbragte børn og deres familier kræver klar lovmæssig hjemmel og stiller høje krav til de processuelle trin i sagsbehandlingen.

1 Citaterne i indledningen stammer fra to forskellige forskningsprojekter, projekt a) Min Rådgivningspartner og projekt b) Beslutning om sikret anbringelse (www.ucviden.dk). Projekterne er foretaget før barnets lov, og de unge anvender således begreber, der var gældende i tidligere love.

Det var min første [socialrådgiver], der var med til at få mig tvangsfjernet. Første gang jeg møder hende, der har hun en lille bamse med til mig og det var første gang jeg havde fået et stykke legetøj fra et andet menneske ever. Et voksent menneske. Så det alene i sig selv, var nok til at jeg var vild med hende […] og hende her gik meget op i, om jeg havde det godt på det børnehjem, jeg nu kom ud på. Og hun kom ud og besøgte mig regelmæssigt også, og på den måde mærkede man at hun var interesseret ægte i det. Det var så rart. (Kvinde, 22 år, projekt a)

Barnets lov

Den 1. januar 2024 trådte barnets lov i kraft. Barnets lov fastslår i § 1, stk. 2, det grundlæggende princip, at hjælp og støtte efter loven bygger på forældres ansvar for deres børn. Det er ligeledes det helt grundlæggende udgangspunkt i både FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – det er forældrene, der har ansvaret for deres børn.

Men forældreansvaret står ikke alene. Barnets lov fastsætter i § 9 kommunernes pligt til at føre tilsyn med de børn, der lever i kommunen, og aktivt undersøge, om de kan have behov for særlig støtte, og sikre deres rettigheder. Kommunerne skal efter § 14 tilbyde sammenhængende indsatser, sikre en børnevenlig indgang til kommunen og efter § 15 have et beredskab til forebyggelse af overgreb, æresrelaterede krænkelser, negativ social kontrol mv.

Det overordnede formål med loven er at styrke indsatsen for børn og unge i udsatte positioner, så de modtager den rette hjælp og støtte tidligt i deres liv. De politiske intentioner afspejles gennem fire centrale fokusområder, som er gennemgående i hele loven:

• Et tidssvarende børnesyn med flere rettigheder og løbende inddragelse af børn og unge

• Fleksible sagsforløb med større rum for socialfaglige vurderinger

• Rette hjælp i tide

• Færre skift og mere stabilitet.2

2 Se Social- og Boligstyrelsen (2023).

Som det også er beskrevet i kapitel 2, er reglerne udviklet over tid, så de i dag fastslår myndighedernes forpligtelser til aktiv forebyggelse og retsbeskyttelse af børn med fokus på individuelle behov, inddragelse, frivillighed og retssikkerhed.

Særligt FN’s Børnekonvention fra 1989, ny viden, digitalisering og de mange reformer har præget reglerne, som de ser ud i dag. Barnets lov er således den seneste i en række af reformer, f.eks. barnets reform, anbringelsesreformen og overgrebspakken, der har haft til formål at sikre barnets bedste og øge børns inddragelse i egen sag.

Et anbringelsesforløb

Anbringelsesforløb strækker sig oftest over en lang periode i et barns liv. En anbringelse kan starte med, at barnet og familien modtager rådgivning og forebyggende indsatser, som viser sig utilstrækkelige i forhold til at imødekomme barnets særlige behov. En anbringelse kan også starte med en underretning fra barnet eller forældrene eller andre private eller professionelle omkring barnet, f.eks. en lærer eller en pædagog. Offentligt ansatte fagpersoner mv. har pligt til at underrette kommunen efter §§ 132 og 133, når de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Når kommunen modtager en underretning, skal kommunen vurdere underretningen efter §§ 136-138.

Børne- og ungerådgiveren skal i disse tilfælde screene for, hvorvidt der er behov for at oplyse sagen yderligere gennem en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse. Der skal træffes afgørelse om en børnefaglig undersøgelse, når der er tale om en problemstilling af alvorlig eller kompleks karakter herunder ved overvejelse om anbringelse. I hele forløbet skal børne- og ungerådgiveren samarbejde og samtale med barnet og familien, indhente relevante oplysninger og på baggrund af denne viden og lovens kriterier vurdere, om barnets behov for særlig støtte gør, at anbringelse er det bedste for barnet.

Hvis en børnefaglig undersøgelse peger på, at barnet skal anbringes, må anbringelsen ikke udskydes for at iværksætte mindre indgribende indsatser først. Der er tale om vægtning af risiko og beskyttelsesfaktorer baseret på et solidt fundament af teoretisk viden, praksiserfaring og socialfaglig systematik. I sager om anbringelse uden samtykke skal der inden anbringelsen være udarbejdet en plan for anbringelsen. I sager om anbringelse med samtykke kan planen udarbejdes inden for 3 måneder efter der er truffet afgørelse. Forældrene skal også tilbydes en plan, og

der skal træffes afgørelse om støtte til dem. Der kan kun træffes afgørelse om anbringelse på et konkret anbringelsessted, hvis anbringelsesstedet er godkendt af socialtilsynet efter § 5 i socialtilsynsloven, pånær konkret godkendte anbringelsessteder, netværkspleje og eget værelse.

I forbindelse med at barnet flytter fra sin familie og ind i en plejefamilie eller et børne- og ungehjem, skal barnet inddrages og følges tæt, ligesom der skal samarbejdes med forældremyndighedsindehaverne. Under anbringelsen skal børne- og ungerådgiveren føre tilsyn med anbringelsen, løbende følge op på barnets trivsel og udvikling og i den forbindelse afholde samtaler med børn og forældre.

Børn, der er anbrage, kan have forskellige grunde til at skjule, eller undgå at tale om det, der er svært. Det kræver indlevelse, særlige metoder og en særlig opmærksomhed at få øje på det, der ikke fungerer el ler krænker et barn. Særligt ved skift af børne- og ungerådgiver og ved ændring af anbringelsessted er der væsentlig risiko for, at vigtigt viden om barnet eller familien forsvinder. Dette øger risikoen for sammenbrud i anbringelsen, fordi helhedsforståelsen af barnets behov og ønsker risikerer at gå tabt. Dansk og international forskning viser, at henholdsvis 44 % og ca. 30 % af anbringelser afsluttes uplanlagt, eller kort tid efter de er iværksat (Egelund m.fl. 2010; Vanderfaeillie m.fl. 2018). Hovedparten af anbringelsessammenbrud sker for anbragte unge og i mindre grad, når det er små børn. Ændring af anbringelsesstedet er således en indgribende afgørelse, der stiller særlige krav til sagsbehandlingen.

Under anbringelsen skal målene i barnets plan/ungeplanen genbesøges og evt. ændres. Der kan også være brug for at træffe nye afgørelser, f.eks. om samvær, skolegang, støtte til forældrene, hjemgivelse eller indstilling til børne- og ungeudvalget om permanent anbringelse pga. barnets stærke tilknytning til anbringelsesstedet mv. I visse situationer skal adoption efter adoptionsloven overvejes. Når anbringelsen afsluttes, skal børne- og ungerådgiveren lægge nye planer sammen med barn og familie, enten om at barnet skal tilbage til sine forældre, videre til et andet anbringelsessted eller flytte for sig selv. For unge gælder der særlige regler for, hvordan overgangen til voksenlivet skal forberedes under anbringelsen. I denne forbindelse skal der tages stilling til den unges ret til ungestøtte i form af kontaktperson eller fortsat ophold på anbringelsesstedet op til det 23. år. Under hele denne proces, der ofte strækker sig over en årrække, skal børne- og ungerådgiveren opbygge og fastholde en tillidsfuld relation til barnet, familien og

anbringelsesstedet, ligesom han/hun skal samarbejde med andre afdelinger og myndigheder. Dette er ofte en svær opgave, der langtfra altid lykkes. Hvis anbringelsen skal indfri sit formål og give det anbragte barn en bedre trivsel og udvikling, end det ville have haft, hvis det ikke var blevet anbragt, er det helt afgørende, at forvaltningens og børne- og ungerådgiverens sagsbehandling er af høj kvalitet.

Hun gør mange ting. Jeg føler også bare, at hun lytter til mig. Jeg har haft nogle sagsbehandlere, jeg bare slet ikke har følt lyttede til mig overhovedet. Og så gider jeg heller ikke at tale med dem […]. Hun kan godt finde på at ringe en tilfældig dag og spørge, om jeg har det godt, og hvad jeg render rundt og laver. (Pige, 17 år, projekt b)

En anbringelse kan også iværksættes som en del af et forbedringsforløb efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det er i så fald Ungdomskriminalitetsnævnet, der træffer afgørelse om anbringelsen, og kommunen er forpligtet på at udmønte afgørelsen. Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet trådte i kraft i 2019 og gælder for børn og unge i alderen 10-17 år, der mistænkes (10-14 år) eller dømmes (15-17 år) for personfarlig eller gentagen alvorlig kriminalitet. Et forbedringsforløb kan bestå af forebyggende foranstaltninger som støttekontaktperson eller familiebehandling, krav om deltagelse i skole, fritidsklub, arbejde eller anbringelse. Hvert år anbringes 250 børn som et led i et forbedringsforløb, heraf var 75 % allerede anbragt forud for forløbet (Ungdomskriminalitetsnævnet 2023).

Hvis barnet får tildelt et forbedringsforløb, bliver barnet, kommunen og udførende led underlagt tilsyn fra Ungekriminalforsorgen under hele forløbet. Der føres tilsyn med børne- og ungerådgiveren en gang om måneden, og hvis barnet ikke lever op til vilkår i forbedringsforløbet, er det børne- og ungerådgiverens ansvar at følge op og sikre, at barnet følger de aftaler, der indgår i forbedringsforløbet. Det er Ungekriminalforsorgen, der fører tilsyn med, om kommunen efterlever Ungekriminalforsorgens afgørelse. Hvis det vurderes nødvendigt at justere/ændre på foranstaltninger, f.eks. ændre anbringelsessted eller timeantal på støttekontaktperson, kan det være nødvendigt at få sagen genbehandlet i nævnet, jf. lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet § 24. Når et barn anbringes gennem Ungdomskriminalitetsnævnet, har børne- og ungerådgiveren således ikke myndighed til at ændre selve beslutningen om anbringelsen, men har fortsat alle andre forpligtelser

forbundet med at anbringe et barn såsom tilsynspligt, pligt til at inddrage barnet og pligt til at lave forældreplaner.

Bogens opbygning og sprogbrug

I denne 2. udgave af bogen, der er udkommet, efter barnets lov er trådt i kraft, er der tilføjet et nyt kapitel om centrale regler på anbringelsesområdet.3 Dette kapitel indleder bogen. Bogen er herefter opdelt i fem dele, og kapitlerne er overordnet skrevet, så de kan anvendes uafhængigt af hinanden i undervisningssammenhæng. Bogen indeholder også seks cases, der er udarbejdet på baggrund af interviews med tidligere anbragte unge og et forældrepar til anbragte børn. Casene udgør således virkelige forløb, som de fortælles af de børn og forældre, der har oplevet dem. Deres stemme er vigtig i en grundbog om anbringelser for at minde om, at de børn, der anbringes, lever med børne- og ungerådgiverens beslutninger på godt og ondt. De fortæller os, hvordan det huskes og føles, hvilket kan være langt fra børne- og ungerådgiverens intention eller praksis. Casene er placeret mellem kapitlerne for at gøre dem tilgængelige for øvelser og refleksion mellem studerende og underviser. De enkelte kapitler trækker også på casene i form af eksempler på bør ns oplevelser. Casene berører temaer, der går på tværs af kapitlerne, og kan dermed indgå i undervisning baseret på alle bogens dele. Casene er lavet, før barnets lov trådte i kraft, og således anvender de unge, der er citeret i casene, indimellem begreber, der blev anvendt under serviceloven.

Når forfatterne til de enkelte kapitler anvender og henviser til forskning foretaget før barnets lov, så refererer de til de begreber, der var gældende i den tidsmæssige kontekst, hvor undersøgelsen er foretaget, f.eks. en undersøgelse af efterværn fra 2012, selvom begrebet efterværn med barnets lov er ændret til ungestøtte. I bogen anvender vi gennemgående betegnelsen børn fremfor børn og unge, hvilket primært handler om læsbarhed. I de enkelte kapitler fremhæves særlige forhold eller betingelser, hvor barnets alder har specifik betydning. Med ”børn og unge” menes normalt børn og unge, der ikke er fyldt 18 år, idet de er under forældremyndighed efter forældreansvarsloven. Vi anvender også enkelte steder begrebet unge

3 NB: Efter offentliggørelsen af en lov, bekendtgørelse, vejledning eller afgørelse – eller en bog som denne – kan der være sket ændringer, der gør, at indholdet ikke er helt retvisende. Man kan på www.retsinformation.dk og www.ast.dk finde aktuelle lovændringer, afgørelser mv.

om unge, der er fyldt 18 år. Betegnelsen forældre anvendes generelt. I tilfælde, hvor forældremyndighed har særlig betydning, anvendes i stedet begrebet forældremyndighedsindehavere. Jævnfør barnets lov er det forældremyndighedsindehaveren, der er part i en sag om et barn eller en ung. I realiteten vil det ofte være forældremyndighedsindehaverne, da begge forældre ofte vil have del i forældremyndigheden efter forældreansvarsloven. Jævnfør barnets lov er det kommunalbestyrelsen, der har kompetencen, men i praksis er det kommunernes børne- og ungeforvaltninger, der varetager opgaverne. Vi anvender derfor hovedsageligt betegnelsen kommunen. Derudover vil vi nogle steder anvende begreberne forvaltningen og myndighederne, fordi forvaltningsretten retter sig mod forvaltningsmyndigheder generelt og ikke kun kommunen.

Medmindre der særligt er angivet andet, refererer lovhenvisninger i bogen til barnets lov. Lovhenvisninger mv. er opdateret til og med efteråret 2024.

Første del, Baggrund og viden om anbringelser, indeholder tre kapitler, der præsenterer grundlæggende viden om anbringelsesområdet. I del 1 kan man læse om, hvordan anbringelsesområdet har taget form i takt med velfærdsstatens udvikling og formes af skiftende styringslogikker, der skal sikre kvalitet og tilsyn på området. Man kan også læse om, hvem der anbringes, hvordan anbragte børn trives, og hvordan de klarer sig ved overgangen til voksenlivet. Endelig rummer denne del et kapitel, der præsenterer en række børnesyn, der bliver retningsgivende for, hvor dan vi vurderer børns behov for støtte og deres ret til inddragelse i egen sag.

Bogens anden del, Socialfaglig sagsbehandling, indeholder fem kapitler, der belyser de forvaltningsmæssige betingelser og socialfaglige handlinger, der er involveret i en afgørelse om anbringelse. Vi bevæger os her ind i det socialfaglige maskinrum med grundig beskrivelse af de forskellige led i sagsbehandlingen, som de er defineret i lovgivningen, og med særligt fokus på de socialfaglige vurderinger og handlinger, herunder refleksioner om skøn, råderum og etik.

Bogens tredje del, Samarbejde og kommunikation, indeholder fire kapitler, der beskæftiger sig med temaer, der går på tværs af børne- og ungerådgiverens arbejde både før, under og efter en anbringelse. Kapitlerne behandler mere uddybende spørgsmål om samtaler med børn, professionsskriftlighed, samarbejde med forældre og netværk samt professionel bisidning.

Bogens fjerde del, Børnene og de unge, indeholder tre kapitler, der belyser forskellige målgrupper for en anbringelse, opdelt i børn, unge og børn med handicap.

Kapitlerne har til formål dels at redegøre for eksisterende viden om målgruppen, dels at åbne for refleksion i forhold til egne kategorier og forforståelser.

Bogens femte del, Former for anbringelse og ungestøtte, indeholder fem kapitler, der beskriver forskellige anbringelsesformer med særligt fokus på, hvordan unge beskriver at være anbragt. Kapitlerne dækker de mest anvendte anbringelsessteder i netværksplejefamilie, plejefamilie, på børne- og ungehjem samt de mest indgribende anbringelser på delvist lukket og sikret institution. Endelig indeholder denne del et kapitel om ungestøtte, der har særligt fokus på, hvordan de unge italesætter et behov for støtte ud over det fyldte 18. år.

Bogen afsluttes med en epilog, der er skrevet i samarbejde med to unge fra De Anbragtes Vilkår. Det fremhæves, hvordan forskellige forhold ved en anbringelse har betydning henholdsvis under anbringelsen og efterfølgende. Det handler dels om deres forestillinger om og spejlinger i et normalt familie- og børneliv, og dels at manglende forventninger til de unges kompetencer og skolegang samt et begrænset netværk kan trække spor langt ind i voksenlivet og få betydning for identitet, uddannelse, arbejde, bolig og sociale relationer. På baggrund af de unges erfaringer fremhæves det også, hvad børne- og ungerådgivere skal være særligt opmærksomme på i samarbejdet med børn, der er anbragt.

Jeg vil gerne have sådan et gymnasieliv, med normale venner og en normal hverdag, du står op dér, og går i seng dér, og har en aktivitet du skal passe. (Pige, 17 år, projekt b)

Vi vil rette en kæmpe tak til cand.jur., ph.d. Hanne Hartoft, lektor i social- og børneret ved Juridisk Institut, Aalborg Universitet, for hendes meget grundige arbejde som juridisk konsulent i forbindelse med lovmæssige ændringer i bogen, som følge af at barnets lov trådte i kraft og dermed denne 2. udgave af bogen.

Hvert år bliver ca. 3.500 børn anbragt i Danmark – en beslutning, der har store konsekvenser for både barnet og familien. For de professionelle, der arbejder med anbringelser, er det derfor vigtigt at have adgang til omfattende viden og ressourcer for at håndtere de mange dilemmaer og udfordringer, der følger med.

Alle kapitler i denne 2. udgave af Socialfagligt arbejde med anbringelser er opdateret i forhold til barnets lov, der trådte i kraft 1. januar 2024.

Kapitel 1 er et helt nyt juridisk kapitel, som går på tværs af de øvrige kapitler

og gennemgår de vigtigste regler på området. Bogen er inddelt i fem hovedtemaer, som gør det let at orientere sig i kapitlerne:

• Baggrund og viden om anbringelser

• Socialfaglig sagsbehandling

• Samarbejde og kommunikation

• Børn og unge

• Former for anbringelse og støtte til unge.

Bogens 21 kapitler giver praksisnær viden om lovgivning, organisering, etiske dilemmaer og de skøn, der er nødvendige at foretage i det socialfaglige arbejde med anbringelser. Tilsammen udgør de et solidt grundlag for en professionel indsats.

Derudover indeholder bogen seks cases baseret på interviews med tidligere anbragte unge og deres forældre. Disse cases giver en unik indsigt i en række menneskers liv, som er direkte påvirket af anbringelser.

Socialfagligt arbejde med anbringelser er en central og helt nødvendig grundbog for socialrådgiverstuderende, børne- og ungerådgivere, døgninstitutionspædagoger og studerende på professionshøjskolernes tværprofessionelle moduler. Bogen kan bruges gennem hele uddannelsen.