Jesu ord by lokkenfrikirke

KĂ¸b den her: www.hosianna.dk kr. 98,-

Af Jon Knudsen 1

Indholds oversigt: Indledning Hvilken autoritet har Jesu ord? Jesu ord i Det Nye Testamente Er der en lov?

s.3 s.6 s.xx

Jesu liv på jorden Jesu liv

s.13

Jesu lære om… Nåde og tilgivelse Frihed Helligånden Kroppen og sjælen Mit medmenneske Dæmonlæren Livet efter døden

s.xx s.23 s.30 s.39 s.46 s.60 s.67

Jesu syv taler i Matthæusevangeliet Jesu endetidslære (7.tale) Oversigt over Jesu syv taler Bjergprædikenen (1.tale) Udsendelsestalen (2.tale) Lignelserne om himmeriget (3.tale) Hvordan kristne skal behandle hinanden (4.tale) Guds rige tages fra Israel (5.tale) Opgør med religiøsitet (6.tale)

s.72 s.91 s.xxx s.xxx s.xxx s.xxx s.xxx s.xxx

Hvordan kommer jeg videre?

s.xxx

Jesu ord skal ud! Gå derfor ud! Himmeriget er kommet nær Himmeriget stormes

s.xxx s.xxx s.xxx

Indledning Denne bog er en gennemgang af Jesu ord fra Det Nye Testamente. Jesu ord var selv for hans egne disciple heftige og provokerende. ”Mange af hans disciple, som hørte det, sagde nu: Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?” (Joh.6,60). Og ved den lejlighed var der mange af Jesu disciple, som forlod ham. Det er klart, at når Jesu ord dengang virkede provokerende på hans egne disciple, så vil de samme ord også provokere i dag. Der er to veje, vi kan gå i forholdet til det, Jesus har sagt. Enten kan vi tage hans ord for pålydende, uanset om vi forstår det eller ej. Eller vi kan betvivle, at Jesus skulle have sagt det, som står i Det Nye Testamente. Min tilgang til denne bog om Jesu ord er at tage Jesu ord for pålydende. Nogle forholder sig kun til en del af det, som Jesus har sagt, og lader resten ligge. Det, mener jeg, er en farlig måde at håndtere Jesu ord på. Det ville være det samme som kun at bruge halvdelen af en opskrift på en kage og samtidig forvente at få et velsmagende resultat. I kristenheden i den vestlige verden er der for mig at se en lignende tilgang til Jesu ord. Der er sket et langsomt skred væk fra kristendommens kerneværdier. For to generationer siden var det utænkeligt, at kirken skulle debattere emner som abort, homoseksualitet, skilsmisse (gengiftning), himmel og helvede. Men i nutidens kirke er den slags emner til debat. Hvis vi allerede giver køb på noget af det, som Jesus har sagt, hvem siger så, at vi ikke kan se bort fra det hele? Det er det samme med færdselsloven, hvis den enkelte bilist selv måtte fortolke den efter eget behov, ville vi ende med at ophæve færdselsloven. For mig at se skal vi tilbage til Gudsfrygten, at Jesus er Gud, og alt, han har sagt, er helligt. Jeg vil kraftigt understrege, at jeg

ikke ønsker, at vi skal bevæge os fra den ene grøft over i den anden. Fra udelukkende kærligheds og nådeforkyndelse (frelse) over til hellighed og renhedsforkyndelse (Jesu lære) Jeg mener selvfølgelig, at vi skal blive på ”vejen” og rumme begge sider. Denne bog er et forsøg på at sætte fokus på det, som jeg mener kristenheden underbetoner i den vestlige verden. Jesu lære underbetones i høj grad, og der findes ikke mange bøger om emnet. Bogen kan dog ikke stå alene, men er et supplement til den overvægt af bøger, som omhandler Jesu kærlighed og nåde. Kritikere vil nok forsøge at negligere bogen ved at hævde, at den er lovisk. Hvis de samme kritikere vil lægge hovedet på blokken og bevise at Jesus ikke var lovisk, så vil jeg lytte til kritikken. Jesus siger: ”Hvis I holder mine bud… ligesom jeg har holdt min faders bud…” (Joh.15,10). Jesus overholdt budene i Moseloven, og på samme måde skal vi ifølge Jesus, overholde hans bud og lære. Jesus selv var oplært i og fulgte den strengeste fortolkning af Moseloven. Men det ligger selvfølgelig fast, at vi ikke bliver frelst ved at følge Jesu bud og lære. Vi bliver frelst ved tro og Guds nåde, ikke ved gerninger. Tros-livet med Jesus kommer før efterfølgelsen. Men er vi frelst og blevet en sand efterfølger af Jesus, vil jeg mene, at vi også af hjertet ønsker at gøre alt, hvad han siger og byder. Men uanset om vi som Paulus kalder Jesu bud og lære for ”Kristi lov”, eller vi bare konstaterer, at Jesus er Gud, så ender vi ud med, at Jesu ord er den højeste autoritet, alene fordi han er Gud. Jeg mener, at Kirken skal forkynde hele evangeliet, frelsen og Jesu lære. Jesus gør det klart, at det er det enkelte menneske, som selv med sit liv skal stå til regnskab for den levende Gud. Jeg ønsker ikke med denne bog at fortælle dig, hvad du skal gøre eller ikke

gøre med dit liv, det må du selv finde ud af. Nej, jeg ønsker bare at forkynde, hvad Jesus har sagt, at du og jeg skal gøre. Er Jesu ord og lære til for, at vi skal behage Gud, som et offer vi bringer? Nej, det mener jeg ikke, det er for vores egen skyld, at Jesus siger, hvordan vi bør leve. Det er for, at du og jeg skal lykkes med livet, at Jesus har givet os nogle rammer. Det er for at sikre os friheden, at Jesus udstikker nogle livsrammer. Jesus ønsker ikke, at vi ”bare” kommer med i himlen, nej han vil, at vi søger ind i Guds kongerige og får del i velsignelserne. Hvis ikke vi vil følge Jesu ord, så er vi ikke beskyttet mod ondskaben eller det onde i andre og os selv. Jesus siger meget om, hvordan du og jeg skal opføre os, for at beskytte vores medmennesker. Vi vil jo selv gerne behandles ordentligt af andre mennesker. Jeg ønsker ikke, at du, som læser denne bog, skal efterlades med en uforløst syndserkendelse eller selvfordømmelse. Derfor vil jeg anbefale, at du også læser afsnittet ”Hvordan kommer jeg videre?”. God fornøjelse med ”Jesu ord”! Og jeg håber, at du bliver udfordret!

Jesu ord i Det Nye Testamente Det Nye Testamente blev endeligt fastslået (kanoniseret) på et kirkemøde i slutningen af 300-tallet. Men hvordan blev den sidste del af Bibelen egentligt til? Det hele startede med, at Gud sendte sin søn Jesus ned til jorden. Jesus underviste og demonstrerede ”Guds rige” i tre år. I løbet af de tre år udvalgte Jesus tolv apostle til at videreføre hans lære (Luk.6,13). Apostlene var de første tolv disciple, som Jesus udvalgte til at følge ham. En apostel var i jødedommen et juridisk embede med fuldt mandat fra den, som havde udsendt apostlen. Vanligvis havde apostlen et skriftligt dokument, som beviste, at han var udsendt. Og en apostel havde bemyndigelse på vegne af den eller dem, som udsendte. I dag vil vi kalde en sådan person for ambassadør. En ambassadør er en stedfortræder for et givent land. Ambassadøren udtaler sig aldrig på egne vegne, men er talsmand for sit land. Ambassadøren er indsat med fuld bemyndigelse til at træffe beslutninger på landets vegne. På pinsedagen blev den første menighed født, og den voksede eksplosivt. Om denne menighed står der i Ap.G. 2,42: ”De holdt fast ved apostlenes lære...”. De mange tusinder, som lod sig omvende til Jesus, holdt i enighed fast ved ”læren”. Det var ikke apostlenes egen lære, men Jesu lære, som de holdt fast ved. Det virker usandsynligt, at det skulle være apostlenes egen lære. For det første: det er ikke sandsynligt, at de tolv skulle kunne blive enige, om en fælles lære. De kunne ikke engang blive enige da de gik sammen med Jesus. For det andet: de fleste af de mange tusinder, som var kommet til tro, havde nok selv hørt Jesus undervise. Og hvis apostlenes lære afveg fra Jesu lære, ville de sandsynligvis ikke bakke det op. For det tredje: en apostel er som en ambassadør, der kun udtaler sig på vegne af den, som har udsendt ham.

Det mest sandsynlige er, at apostlene besad et skriftligt dokument fra Jesus. Et dokument, som var Jesu lære. Bibelforskere opererer også med denne tese, og de kalder det for ”Q-skriftet” (talekilden). Der kom en stor forfølgelse af den første menighed i Jerusalem. Menigheden blev derfor spredt, og på den måde blev den ene menighed til mange menigheder. Det medførte, at nogle ikke var under apostlenes ”lære” (Jesu undervisning). Det betød, at der opstod to behov i kirken: 1. at få spredt, hvad der var Jesu egne ord og lære. 2. at få fastlagt, hvad Jesus gjorde. Det er på den baggrund, at de fire evangelier blev skrevet. Og da Johannesevangeliet som det sidste blev skrevet, skete der et nyt generationsskifte. Apostlen Johannes døde som den sidste apostel. Og apostlene havde efterladt evangelierne, som er et vidnesbyrd om Jesu ord og virke. Disse evangelier blev samlet og læst op i menighederne efter år 100. Man kan nu sige, som der blev sagt om den første menighed: ”De holdt fast ved apostlenes lære (evangeliet)”, som var Jesu ord og lære. På den måde blev de fire evangelier kirkens fundament. En direkte skriftlig overlevering af Jesu ord og lære. Efter at Johannes var død, havde kirken ikke en samlet apostolisk ledelse. Jesus havde ikke sagt noget om, hvem der skulle efterfølge apostlene. Så efter at Johannes døde i ca. år 100, samlede kirken de frie evangelier til ét skrift. Skriftet ”Evangeliet” var inddelt i fire med de fire evangelier, som vi finder i Det Nye Testamente. Skriftet ”Evangeliet” var en samlet betegnelse, som var inddelt i fire afsnit med overskrifterne ”Matthæus”, ”Markus”, ”Lukas” og ”Johannes”.

I ca. tre hundrede år var Evangelieskriftet det eneste anerkendte skrift i hele kirken. Evangelieskriftet blev læst op i alle menigheder i den periode. Septuaginta-oversættelsen af Det Gamle Testamente, blev også oplæst i alle menighederne, især salmerne. Så man kan sige, at kirken i tre hundrede år kun anerkendte Det Gamle Testamente (Septuaginta) og Evangelieskriftet som Bibelen. De breve, som apostlene havde skrevet, blev i starten kun anerkendt af den menighed, som modtog brevet. Og der var i starten en strid imellem Paulus og Peter-fløjen. Dette bevirkede i den første tid, at Peter-venlige menigheder ikke godtog de breve, som Paulus skrev, og omvendt. Derudover cirkulerede der mange andre skrifter, som ikke kom fra apostlene. Den første, som skrev en liste over Det Nye Testamentes nuværende 27 skrifter, var Alexandrias biskop Athanasius. Han skrev i år 367 et påskebrev, hvor han pålagde sine menigheder at bruge de skrifter som vi i dag kender som Det Nye Testamente. Senere på et kirkemøde år 393 i Hippo, sluttede den vestlige kirke sig til denne liste. Og Det Nye Testamente blev kanoniseret fra Evangelieskriftet (de fire evangelier) til 27 skrifter. Her kommer der en illustration over hele forløbet fra Jesu lære til Det Nye Testamente. Illustrationen er på næste side for ikke at dele den midt over.

Illustration over forløbet Skrifter: Jesus underviser, gør tegn og undere

Jesu ord (Q-skriftet skrives)

Ca. 60 år

Apostlene viderefører Jesu lære og vidner om Jesu liv

Jesu ord (Q-skriftet) via apostlene

Ca. 300 år

Hele kirken anerkender og bygger på Evangelieskriftet (de 4 Evangelier)

Evangelieskriftet (de 4 Evangelier) om Jesu ord og liv

Ca. 1600 år

Hele kirken anerkender og bygger på Det Nye Testamente

De 4 Evangelier og apostlenes øvrige skrifter til menighederne

Ca. 3 år

Apostlene og den første kirke brugte Septuaginta. Og det ville de nok ikke, hvis ikke Jesus selv brugte denne oversættelse. Septuaginta er den alexandrinske kanon af Det Gamle Testamente. Den blev oversat fra hebræisk til græsk ca. to hundrede år før Kristus. Septuaginta betyder halvfjerds, for der var halvfjerds rabbinere, som oversatte den. Et eksempel på, at Jesus brugte Septuaginta-oversættelsen, er fra Mark.7,6-8. Her citerer Jesus Esajas, men dette citat findes kun i Septuaginta oversættelsen. Over 300 citater fra Det Nye Testamente er taget fra Septuaginta, og det viser, at apostlene brugte denne oversættelse. Indtil starten af 1900-tallet var hele Septuaginta en del af den danske Bibel. Men Bibelselskabet valgte at undlade de sidste bøger, som vi i dag kalder for de apokryfiske skrifter.

Jeg vil illustrere Bibelens opdeling her, historisk set og ud fra Jesu ord.

Det står klart for de fleste, at et givent skriftsted fra Det Gamle Testamente ikke kan have samme værdi som et skriftsted fra Det Nye Testamente. Men Jesu ord og lære rangerede samtidigt højere end apostlenes øvrige skrifter. Jesu ord har første prioritet. Inden Johannes døde skrev han noget radikalt om Jesu lære. Da han skrev disse vers var han kirkens sidste leder, den sidste apostel med Jesu fulde mandat.” Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus,

og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger” (2.Joh. v.9-11). Her gøres det klart, at Jesu lære, Jesu ord, er den højeste autoritet. Enhver, som afviger fra Jesu lære har, mistet frelsen. Ja, her advares vi endda om ikke at have samkvem med et sådant menneske for ikke at ”gøre sig delagtig i hans onde gerninger”. Sådan skriver apostlen Johannes. Jesus gav apostlene sin fuldmagt til at videreføre sin egen lære og til at beskytte den. Så det er på vegne af Jesus, at Johannes skriver, at Jesu lære er den højeste autoritet. Paulus gør det klart, at Jesu ord er den højeste autoritet i Ap.G.20,35 og i 1.Kor.7,10 + 11,23. Spørgsmålet er, om Jesus selv siger det samme? I missionsbefalingen, som vi kalder den, kan vi se en lignende holdning (Matt.28,16-20). Her mødes Jesus med apostlene lige inden hans himmelfart. Jesus giver apostlene bemyndigelse til ”at gøre alle folkeslag til mine disciple”. Og så kommer det, som mange overser ”…og idét I lærer dem alt, hvad jeg har befalet jer.” Jesus gør sin egen lære/sine befalinger til en betingelse, ser det ud til. Hvis ikke apostlene lærte de nye disciple at følge JESU lære/befalinger, så kunne de ikke regne med, at Jesus ville bakke dem op. Man regner med, at missionsbefalingen er universel, for Jesus siger, at det gælder helt til verdens ende. Så det gælder også os i dag. Jesus siger tre gange i Joh.15 at hans ord/bud skal overholdes. Vers 7: ” Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.” Vers 10: ”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed”. Og vers 14: ”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer”.

Jesu Bjergprædiken slutter meget barsk i Matt.7,21-23. Her siger Jesus, at det ikke er alle, som siger ”Herre” til ham, som skal komme ind i ”Himmeriget”. Det betyder, at der er nogle, som kalder sig for kristne, men at Jesus ikke vil kendes ved dem. Jesus siger, at han ikke vil kendes ved dem, ”som begår lovbrud”. Men hvad mener Jesus med ”lovbrud”? Lige efter disse ord om ”lovbrud” forklarer Jesus, hvad han mener. I Matt.7,24-27 kommer lignelsen om huset på klippegrund og huset på sand. Her forklarer Jesus, at begge husbyggerne er dem, som hører Jesu ord, hans lære. Den, som hører Jesu ord og handler efter dem, er som manden, der byggede sit hus på klippegrund. Her sammenligner Jesus ”lovbrud” med manglende handling på hans ord. Der er flere eksempler på, at Jesus selv siger, at hans ord er øverste autoritet. At Jesu ord er ”lov” og Guds ord til os mennesker. Men denne kendsgerning er svær for mange mennesker at acceptere. Ofte kan vi indvende: ”Er vi kristne ikke løst fra loven? Eller: ”Hvad med nåden?” Jeg vil i næste afsnit forsøge at belyse disse spørgsmål.

Jesu liv Denne bog handler om Jesu ord og lære. Men jeg vil her også se på rammerne for Jesu ord. Jesu liv på jorden som menneske er ikke uvæsentligt for hans forkyndelse. Han siger selv til sine efterfølgere ”lær af mig” (Matt.11,29). Dette afsnit handler om Jesu liv fra hans fødsel til hans sidste måltid. Jesus blev født ca. år 6 f.kr. af Maria. Hun var lige som Josef efterkommer af kong David (Rom.1,2-3). Det blev profeteret af Esajas, at Jesus skulle fødes i Davids slægt (Es.9,5-6 og 7,13-14). Josef og Maria tilhørte en profetisk retning i jødedommen, som blev kaldt ”de stille i landet”. Da Maria mødte Elisabeth, sin slægtning, profeterede de begge på skift (Luk.1,39-56). Og Elisabeth var gift med Zakarias, som var præst og tjente i templet. Dette indikerer, at Maria var opvokset med en stærk åndelig arv og dermed var fortrolig med det profetiske. Det profetiske spor ses i Luk.1,67-80, hvor Zakarias bliver fyldt med Helligånden og profeterer. Senere møder Maria og Josef to profeter i templet, som begge begynder at profetere over Jesus. Så der er ingen tvivl om, at Jesus voksede op i en stærk profetisk atmosfære. Maria og Josef var forlovede, og det er sandsynligt at Maria var ca. 13 år, da hun blev gravid med Jesus. Begge boede hjemme hos deres forældre, for det var normalt dengang, at man først flyttede hjemmefra, når man blev gift. I Matt.1,18 står der at Maria og Josef ikke var sammen seksuelt, og det var Helligånden, der gjorde Maria gravid. Maria fortæller så Josef historien om besøget af ærkeenglen og Helligånden, men han tror ikke på hendes forklaring. Josef beslutter sig for at bryde forlovelsen, og så viser englen sig for ham: ”Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.

Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel – det betyder Gud med os.”(Matt.1,20-23). Så bliver Maria og Josef gift, og da Maria er højgravid kommer folketællingen. ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.” (Luk.2,1-7). Denne folketælling kan historisk dateres til ca. år 6 f.kr. I Matt.2,1-23 har vi fortællingen om de vise mænd fra Østerland og flugten til Egypten. Der står ikke noget om, hvor gammel Jesus var, da de vise mænd kom for at tilbede ham. Der står intet om, at de vise mænd kom til Jesus i stalden i Betlehem. Denne sammenskrivning af de to begivenheder er en myte og har ingen bibelsk belæg. De vise mænd fulgte stjernen, men der står intet om, at stjernen ledte dem til krybben i stalden. De vise mænd ”har set hans (Jesus) stjerne gå op..”(Matt.2,2). De tager til Jerusalem og spørger til ”jødernes nyfødte konge”. Men hvad er det, som de har set? Er det en fysisk stjerne eller noget andet, som de har set? Måske har de set englene, der viste sig for hyrderne? ”Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen…” (Luk.2,15). Her ser vi, at englene går op, så måske er det det, som de vise mænd i Østerland har set. I jødiske tekster har ordet ”stjerne” en dobbelt betydning. Det kan betyde

en fysisk stjerne, og det kan også betyde en engel. Jeg tror, at de vise mænd har set én eller flere engle ”gå op” fra Israel. De vise mænd rejser så med hele deres følge til Israels hovedstad. I Jerusalem kontakter de kong Herodes og spørger, om de må se kongebarnet. De forventede tilsyneladende at se kongebarnet i Herodes´ palads, siden de rejste dertil. Der står, at hele Jerusalem og kong Herodes blev forfærdet over vismændenes besøg. Det er sandsynligt, at vismændene selv var konger fra lande øst for Israel. Og når konger på den tid kommer for at besøge en konge i et fremmed land, så er det en stor begivenhed. Når en konge dengang besøgte en anden konge, havde de et kæmpe følge med sig. De havde gaver med til kongebesøget, som i dag kan omregnes til flere millioner. De havde selv en stor kassebeholdning med til køb af proviant undervejs. Til at beskytte sig selv og de rigdomme, som de bragte med, havde de traditionelt den kongelige garde med. Derudover var der en hær af tjenestefolk og embedsmænd, som fulgte med. Så billedet af tre ensomme mænd, der kommer ridende på kameler, er nok fri fantasi. Kong Herodes og alle de religiøse ledere i Jerusalem finder så frem til, at ”barnekongen” skulle fødes i Betlehem. Kong Herodes sender hele gruppen fra Østerland til Betlehem. Og han aftaler med dem, at de skal vende tilbage til Jerusalem og fortælle, hvem barnet er. På vejen til Betlehem viser ledestjernen sig for de vise mænd. Jeg tror, at det er en engel, som viser sig for de vise mænd. Stjernen (englen) ”gik foran dem…” (Matt.2,9) og stod så stille over det sted, hvor Jesus var. Husene havde flade tage (terrasser), som man kunne stå på, og jeg tror, at englen (stjernen) ”stod” oppe på terrassen. De vise mænd gik så ind i huset, hvor Jesus var og giver ham kongegaverne. Hvor ledte stjernen (englen) vismændene hen. Hvor var Jesus? I Luk.2,21-24 ser vi, at Jesus blev omskåret på ottendedagen, og efter ”renselsesdagene” (33 dage) var gået, tog de op til templet i Jerusalem. I templet ofrede de fattigmandsofferet, to duer.

Det ser altså ud til, at Jesus på det tidspunkt ikke har mødt de vise mænd fra Østerland. Hvis Jesus på det tidspunkt havde fået gaverne fra de vise mænd, så skulle der ifølge Moseloven ofres et lam. Lige efter at vismændene havde været på besøg, flygter Maria og Josef til Egypten. Så der kan ikke være tvivl om, at det er efter besøget i templet, at vismændene kommer til Jesus. Efter at have besøgt Jesus tager vismændene ikke tilbage til Jerusalem for at fortælle kong Herodes om Jesus. Og da Herodes opdager, at han er blevet snydt af vismændene, så dræber han alle drengebørn i Betlehem og omegn. Herodes dræber alle børn under to år, og det indikerer, at Jesus har været omkring et år, da vismændene ankommer til kong Herodes´ palads. Da Maria og Josef forlader templet, er Jesus ca. 33 dage gammel. Der står, at Maria og Josef ikke rejste tilbage til Betlehem, de tog hjem til Nazaret (Luk.2,39). Så det er sandsynligt, at de vise mænd fandt Jesus i Nazaret. Kong Herodes ledte efter Jesus i hele Israel, og det indikerer, at han måske har fået efterretninger om, at vismændene har været andre steder end i Betlehem. En engel havde forinden advaret Josef og Maria om, at kong Herodes ville myrde Jesus. Og englen sagde, at de skulle rejse til Egypten, og det gjorde de så. Vi ved, at kong Herodes døde år 4 f.kr. ”Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræber barnet efter livet, er døde.” (Matt.2,19-20). Så hvis Herodes myrdede alle børn under to år fra år 6 f.kr., så må Jesus have boet i Egypten i ca. 2 år. Vi kan ikke læse om Jesus i tiden efter hjemkomsten fra Egypten. Det er først, da Jesus er tolv år gammel, at vi igen hører lidt om ham. Så er der igen en lang periode, hvor vi intet kan læse om, hvad han laver.

Vi ved, at Jesus fik halvsøskende, Josef var jo ikke Jesu biologiske far. Jesu halvbrødre var Jacob, Josef, Judas og Simon. Derudover havde han nogle halvsøstre. Vi hører ikke meget til Josef, Marias mand, for han døde tidligt (Mark.6,3). Da Jesus dukker op i templet som tolvårig, står der at ”..han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.” (Luk.2,46-47). Her afsløres det, at Jesus fra starten havde fået en teologisk oplæring. I hjemmet har Jesus lært Josefs håndværk og kaldes derfor for ”tømrer, Marias søn”(Mark.6,3). Jesu familie på Marias side var præsteslægt og derfor teologisk oplærte. Så det er sandsynligt, at Jesus først fik en teologisk oplæring (han blev tiltalt ”Rabbi”), så da Josef døde før tid, måtte Jesus, som den ældste af sønnerne træde i hans sted. Om Jesu økonomi har der op igennem kirkehistorien været megen diskussion. Det står klart, at Jesus i sin forkyndelse advarede om, at penge ikke må styre os mennesker. ”I kan ikke tjene både Gud og mammon.” (Matt.6,24). Jesus afviste en rig som discipel, men Jesus havde selv rige disciple i sit følge (Matt.27,57). Jesus gik i dyrt tøj og blev beskyldt for at frådse og drikke alkohol (Matt.11,18-19). Dette og andre skriftsteder taler for, at Jesus havde penge. Gaverne fra de vise mænd var sandsynligvis i millionklassen. Dog forbød Jesus sine disciple at bruge af deres eget guld og sølv, når de var i tjeneste, de skulle leve i tro (Matt.10,9-10). Det kan se ud til, at Jesus har levet på samme måde selv. Johannes Døbers tjeneste var en forløber for Jesu tjeneste. Det ser ud til at Johannes Døber stod i spidsen for en folkevækkelse som var enorm. ”Således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres syndere.” (Mark.1,4-5).

Jesu tjeneste starter med, at han lader sig døbe af Johannes Døberen. Og Helligånden daler ned over Jesus som en due. Umiddelbart efter at Jesus blev døbt, blev han af Ånden ført ud i ørkenen for at blive fristet af Djævelen (Matt.4,1-11). Da Jesus har fastet i fyrre døgn, møder han Djævelen. Jesus bliver fristet tre gange og kernen i alle tre fristelser omhandler Jesu autoritet. Djævelen sår tvivl om, om han nu også er Guds søn. ”Hvis du er Guds søn...” (vers 3 og 6), og den sidste handler om, hvem der skal tilbedes. Djævelens fald bestod i, at han ville være Gud lig, altså blive søn af Gud. Det er arvefølgen til Guds rige, de brydes om. Hvem er den retmæssige arving til menneskene, Djævelen eller Jesus? Alle tre gange tilbageviser Jesus Djævelen med Bibelens ord og siger: ”Der står skrevet…”(vers 4+7+10). I første fristelse slår Jesus fast, at han er Ordet, som er udgået fra Gud. Jesus henviser til 5.Mos.8,3, og det ser ud til, at Sl.33,6 siger det samme. Johannes starter sit ”evangelie-skrift” med at konkludere at Jesus ér ”Ordet”. I den anden fristelse konkluderer Jesus, at han er ”Herren din Gud”. Altså at Jesus ér Guds søn og står over Satan. Og i den tredje fristelse slår Jesus igen fast, at han er Guds søn: ”Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” (vers 10). Jesus startede sin tjeneste på jorden med at gøre sit retmæssige krav på menneskeheden gældende overfor Djævelen. Og Jesus afsluttede sin tjeneste på jorden med at løskøbe menneskeheden. Efterfølgende er det så op til det enkelte menneske, om vi vil tilhøre Jesus eller Djævelen. Efter at Jesus havde besejret Djævelen i ørkenen, var han i fuldtidstjeneste i tre år. Der var en glidende overgang fra Johannes Døbers tjeneste til Jesu tjeneste. Og da Johannes Døbers disciple kom til ham og sagde: ”…han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham” (Joh.3,26). Til dette sagde Johannes Døber: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”(vers 30).

Johannes Døber ønskede, at Jesus skulle overtage vækkelsesbevægelsen. Og til sidst afsluttes Johannes Døbers tjeneste med, at han bliver fængslet og halshugget. En sjov krølle på omfanget af Johannes Døbers virke læser vi i Ap.G.19,1-7. Her møder Paulus tolv af Johannes Døbers disciple i Efesos. Det er ca. 28 år efter, at de blev sendt ud, og de havde ikke hørt om Helligånden eller Jesus. De havde sandsynligvis heller ikke hørt, at Johannes Døberen var død, men Paulus kunne så opdatere dem. Efter at Jesus havde tilbagedrevet Djævelen, begyndte han at kalde sine disciple. Den første discipel, Jesus kaldte var Andreas; han var en af Johannes Døberens disciple (Joh.31,35-42). I starten kaldte han tolv disciple, og senere kaldte Jesus halvfjerds nye disciple. Blandt dem var der kvinder, hvilket dengang var ret usædvanligt (Luk.8,1-3). Disciplene var dengang en blanding af lærlinge, tjenere og altså inderkernen (staben) omkring Jesus. De blev oplært af Jesus efter en traditionel jødisk memoreringsteknik, som gik ud på at indlære Jesu ord og lære udenad. Teknikken var først at bryde teksten op i underafsnit og så indlære antal og underafsnittenes huske-overskrift. Derefter indlærte de så underafsnittenes indhold ved gentagelser indtil det kunne huskes. Jesus selv har haft adgang til en septuagintaudgave af GT. Og der er meget, der tyder på, at Jesus selv har haft sine egne ord og lære på skrift (Q-skriftet). Dette blev sandsynligvis nedskrevet af Matthæus, som var tolder og stammede fra Jesu hjemegn. Efter Jesu bortrykkelse har der eksisteret et ”bibliotek” i Jerusalem. Disse skrifter var apostlenes private samling og kun til eget brug. Det virker til, at det var Matthæus, som også havde ansvaret for denne samling. Han skriver i hvert fald sit evangelium sandsynligvis først på aramæisk og tager syv af Jesu taler med i Mattæusevangeliet.

Det var stort set i hele Israel og Samaria (Nordriget), at Jesus gik rundt og forkyndte evangeliet, men centrum for Jesu tjeneste var Kapernaum og byerne omkring Genesaret sø og Galilæa. Jesus kom også nogle gange til Jerusalem, som var magtens centrum og de religiøse lederes højborg. I de tre år, Jesu tjeneste varede, blev der bygget voldsomme spændinger op imellem ham og den religiøse magtelite. Det var hovedsageligt den store vækkelsesbevægelse, som Johannes Døberen først stod i spidsen for, som provokerede de religiøse ledere. Set fra den religiøse magtelites synsvinkel var denne vækkelsesbevægelse en underminering af deres egen autoritet. Da så Jesus i sit virke skræmte sine egne tilhængere væk (Joh.6,60-69) med den kompromisløse forkyndelse, så de religiøse ledere deres snit til at dræbe Jesus. Med menneskelige øjne var det et stort nederlag for Jesus, at den kæmpe vækkelsesbevægelse, som Johannes Døberen startede, gik i opløsning. Den startede med en stor del af hele befolkningen og endte med at være en lille flok på et hundrede og tyve personer. Heldigvis vendte det hele på pinsedagen, hvor Helligånden faldt. Da Jesus så drog op til Jerusalem og af folk blev hyldet som konge, var det nok mere et udtryk for folkets frustration over besættelsesmagten fra Rom end Jesu popularitet. I Matt.21,1-11 ser vi, at Jesus vælger at ride ind i Jerusalem på to æsler. ”…I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem.”(v.2). Og ”De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.”(v.7). Og det var for at opfylde profetien i Zak.9,9, hvor der står: ”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på et æselhoppes føl.” Jeg tror, at det var en profetisk handling, at Jesus først red på det gamle æsel for at markere overgangen fra den gamle pagt. Og så, at han skiftede

til føllet, som ingen før Jesus havde redet på (begge blev sadlet op). Jeg tror, at Jesus dermed demonstrerede overgangen fra den gamle pagt til den nye. Det har helt sikkert virket som en rød klud for de religiøse ledere, da Jesus af folket bliver hyldet som konge. Og det har været en voldsom provokation, da Jesus så møder op i templet og foretager den kendte tempelrensning. Jesus møder op i centrum af de religiøses helligdom. Med fysisk magt rydder Jesus bogstaveligt talt templet for kræmmere, bankvirksomhed og dyrehandel. Jesus tilsidesatte hele det etablerede systems autoritet og markerede, at det gamle religiøse system var sat ud af kraft. Men det stoppede ikke ved det, for Jesus begyndte på tempelpladsen at demonstrere Guds nye pagt. Jesus helbredte de blinde og lamme for øjnene af de gamle religiøse ledere, mens de magtesløse så til. Og samtidig strømmede børnene til og begyndte at lovprise og råbe: ”Hosianna, Davids søn!”(Matt.21,15). At den nye generation tilbad Jesus var en profetisk bekræftelse på, at nu indtrådte der en ny pagt, en ny orden i Guds rige. Jesus red på et uredet føl og Jesus blev løftet op i tilbedelse af den ny uberørte generation. En ny tidsalder blev indledt dér på tempelpladsen, det samme sted som de et hundrede og fireogfyrre tusinde elite-evangelister i endetiden skal tilbede Jesus med en åben himmel til Guds trone (se Jesu endetidslære) Derefter indbød Jesus de tolv apostle (elleve), som skulle formidle Jesu ord og lære. Jesus indstiftede den første nadver sammen med sine efterfølgere. Vi ved, at den første menighed fra starten ”holdt fast ved brødets brydelse….” (Ap.G.2,42). Og vi ved, at de gjorde, som Jesus gjorde, de holdt nadver i inderkernen, i discipelkredsen, og ikke offentligt. Vi ved fra de tre vidner, som selv var til stede (Matthæus, Markus og Johannes), at Jesus konfronterede Judas, inden han forrettede nadveren. Det var under måltidet, inden nadveren, at Judas blev

peget ud med et brød. Det betød for den første kirke, at nadveren ikke måtte deles ud til en uren kristen. Jesus konfronterede Judas, fordi han var uren. ”…fór Satan i ham.” (Joh.13,27). Paulus refererede i 1.Kor.11,27-29 til den første kirkelige nadveroverlevering: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.” Paulus siger i vers 23, at dette er ”overleveret” fra Jesus. Og Jesus sagde: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” (Matt.26,28). I den følgende tekst inviterer Jesus os til at holde måltid (nadver) med ham:

”Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min Fader på hans trone. Den, der har ører, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.” (Åb.3,19-22).

Frihed Jesus startede sin tjeneste med at udråbe frihed i Luk.4,18: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren”. Jesus ser sig selv som opfyldelsen af Es.61,1-2, som han her citerer. Jesu tjeneste er altså at sætte undertrykte i frihed. For os danskere, som dybest set er lovløse åndeligt set, kan det være svært at forstå. De fleste danskere ser sig selv som frie individer, der kan gøre, hvad de vil. Jesus siger, at han vil give syn til de blinde. Har en blind dansker frihed til at se, hvad han vil? Nej, for han er bundet til sit handicap. Jesus demonstrerede dette ved at helbrede de blinde og handicappede. Ja, han helbredte alle syge og befriede dem for sygdommens konsekvenser. I dag er der mange danskere, som bliver helbredt i Jesu navn fra sygdom og handicaps. Jesus har sagt, at hans efterfølgere skal gøre de samme helbredelser, som han gjorde. ”Jesus kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse” (Matt.10,1), og ”…de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske” (Mark.16,18) Jesus siger endda i Joh.14,12: ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen”. Jeg vil bare her slå fast, at Jesu frihedserklæring ikke bare var fine ord. Jesus demonstrerede det i praksis og befalede sine efterfølgere at gøre det samme. Og som en Jesu efterfølger, vil jeg forkynde Jesu frihedserklæring, og jeg vil demonstrere det i praksis. Derfor er Jesu undervisning relevant for alle danskere. Jesu frihedserklæring gjaldt ikke bare fysisk frihed. Jesus helbredte også psykisk syge og uddrev dæmoner (faldne engle).

Når Jesus siger, at han vil give de blinde synet igen, er det sandsynligt, at han også mener de åndeligt blinde. Jesus taler om åndelig blindhed i Joh.9,39: ”Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.”. Matt.23,16: ”Ve jer, blinde vejledere…” og Matt.15,14: ”Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften”. Åndeligt set så er de seende, de som er kommet til Jesus, for han er jo lyset. Alle andre mennesker er blinde for det åndelige og bundet til mørket. ”Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket” og ”Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag.” (Joh.12,46 og 48). Det er derfor, vi kalder kristendommen for en åbenbaringsreligion. For man kan ikke opdrages eller oplæres til at blive en kristen (selvfølgelig skal vi oplæres i Jesu befalinger, når vi har taget imod frelsen). Enten har man set Jesus, eller også har man ikke. Enten er man seende eller blind. I Guds rige er der ingen mellemvej. Dette skal ikke blive til fordømmelse for nogen, men det er ment til at være en øjenåbner. Hvis man er i en kristen sammenhæng og ikke selv har fået det åbenbaret, er ærlighed og selverkendelse en nøgle til at få en personlig åbenbaring af Jesus. Den, der går i mørke, er blind og ved ikke, hvor han går. Den, der ikke har fået en sand åbenbaring af Jesus, er bundet i mørkets selvbedrag. Hvordan kan man selv vide, om man går i mørkets selvbedrag eller går i lyset? En lille personlig test, som jeg anvender på mig selv, er, om jeg oplever Jesu lære som frihed eller som frihedsberøvende? Er færdselsloven frihed eller frihedsberøvende? Hvis jeg ikke selv i hjertet forstår, at færdselsloven er til for at beskytte mig og andre medtrafikanter, så vil jeg opleve den som en hæmsko og et

irritationsmoment. Hvis jeg bevidst søger ”frihed” fra færdselslovens regler, kan jeg ende med selv at frihedsberøve andre trafikanter. Andre kan blive handicappede for livstid, fordi nogle trafikanter føler sig hævet over færdselsloven. Og hvis jeg ikke følger færdselsloven kan det få personlige konsekvenser. Mine børn ved, at jeg er deres far, og de føler sig elsket af mig. Jeg oplever også, at mine børn er trygge og gengælder kærligheden. Selvom der er regler i familien, så er mine børn frie. De ved at reglerne er til for familiens bedste. Selvfølgelig afprøver de indimellem grænserne, men når jeg så i kærlighed håndhæver reglerne, accepterer de i sidste ende, at det er til deres eget bedste. De husregler som min hustru og jeg har fastsat, hvordan ville vore børn opleve reglerne, hvis de var alene hjemme? Hvis mine børn var alene hjemme i lang tid ville de nok bryde nogle af husreglerne, og det vil med sikkerhed skabe uorden og skænderier børnene imellem. Der er altså en stor forskel på om min kone og jeg er til stede eller ej. Der er også forskel på, om kristne tror, de er alene hjemme, eller om Jesus er til stede. Hvordan opleves Jesu lære og bud af en person, som ikke har fået åbenbaret Jesus? Hvis min kone og jeg skulle adoptere et barn, ville vi ikke forinden sende husets regler på skrift til det barn. Nej, vi ville først møde barnet med kærlighed, nærvær og accept. Og vi ville lære vore egne børn at gøre det samme. Når så adoptivbarnet føler sig trygt og elsket, ville vi hen ad vejen begynde at forklare husets regler. I mit åndelige bagland (Missionsforbundet) er der en læresætning, som hedder: ”Livet over læren”. Dette betyder, at livet med Jesus kommer før Jesu lære.

Først bliver vi født på ny, når vi tager imod Jesus som frelser. Det er her livet med Jesus starter. Dernæst må jeg acceptere Jesus som Herre (chef) i mit liv. Det er her Jesu lære kommer ind i billedet. Jeg kan ikke sige at Jesus er min herre, hvis jeg ikke vil følge hans lære. Jesus må være min frelser og herre, ellers er jeg ikke en kristen. Hvis man gør det omvendt vil der ikke blive frihed, men lovtrældom. I kærligheden er der frihed, og Gud er jo kærlighed. Når Jesus starter sin tjeneste med at proklamere frihed, så er det hans hovedformål. Jesus siger, at han er sendt for at sætte undertrykte i frihed. De skriftkloge kom til Jesus med en kvinde som de var på vej til at stene til døde (Joh.8,3-11). Jesus siger så de berømte ord: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten”. Dermed sætter Jesus den dødsdømte kvinde fri, uden at sætte loven ud af kraft. Da kvinden er befriet, og de, som ville stene hende til døde, er væk, bekræfter Jesus loven. Jesus siger til hende ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå og synd fra nu af ikke mere”. Først sætter Jesus fri, og så formaner han til omvendelse, til at overholde loven (læren). Her bekræfter Jesus princippet ”livet over læren” eller livet før læren. Men læg mærke til, at Jesus ikke en eneste gang sætter læren ud af kraft. I dette tilfælde ville de skriftkloge sætte læren før livet. Og hvis Jesus ikke havde stoppet dem, ville det have ført til død og ikke liv. Men da Jesus så siger til kvinden: ”Gå og synd fra nu af ikke mere”. Så håndhæver Jesus loven og læren. Når Jesus håndhævede loven og læren førte det til frihed og ikke til død for kvinden. For hvis kvinden lyttede til Jesus og omvendte sig, så ville hun være fri. Hele Israels historie starter med, at de ingen lov og lære havde. Men de var alle slaver i Egypten og underlagt Egyptens afguder. Så sendte Gud Moses, som befriede Israelitterne fra Egypten.

Men da de kom ud i ørkenen, viste det sig, at Egyptens afguder og livsstil hang ved. Derfor sendte Gud loven ned til dem, for at de kunne beholde friheden. Hvis ikke Gud havde sendt loven, var de begyndt at leve som egyptere, og til sidst ville de sandsynligvis være rejst tilbage til slaveriet. Hvis vi ikke ser Jesu lære (Kristi lov) som en bevarelse af den frihed, som Jesus selv har befriet os til, så vil vi vende tilbage til Satans slaveri. Livet i Jesus og friheden i ham kommer før læren. Ja! Men livet og friheden kan ikke bevares uden læren, Jesu befalinger. Så man kan ikke påstå, at Jesu lære ikke er frihed. I et discipelfællesskab må der være frihed for den enkelte. Der er frihed dér, hvor Jesus er: ”Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” (2. Kor.3,17). Hvis vi vender skriftstedet om, giver det en bedre forståelse hos mig: ”Der hvor der ikke er frihed, er Jesu ånd ikke til stede”. Med andre ord, hvis der er tvang, manipulation og kontrol, der er fuglen (Helligånden) fløjet. Selvfølgeligt må der være en struktur og orden, men der er noget galt, hvis det ikke gælder alle og nogen holdes nede af andre. ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov.” (Gal.6,2). Jesus levede frihedsbegrebet helt ud som leder. Midt i Jesu tjeneste opstod der en krisestemning på grund af hans forkyndelse (Joh.6,60-62 + 66-68). Og mange af hans disciple valgte at forlade Jesus. Jesus går så til de tolv disciple og spørger dem ligeud, om de også vil forlade ham. Jesus sætter dem ganske enkelt fri til også at forlade ham. Hvis jeg var verdens mest berømte evangelist med en stor stab, og jeg oplevede det samme som Jesus, så tror jeg nok, at jeg ville forsøge at gøre noget aktivt, for at overtale mine folk til at blive. Men det gjorde Jesus ikke, tværtimod lod han bare de disciple, som ønskede det, gå. Og der står at Jesus kunne se, at nogle af dem ikke troede. Jeg tror, det var derfor, han lod dem gå. Jesus binder altså ikke sine

medarbejdere eller manipulerer dem, Jesus ser sine disciple som frie individer, der når som helst kan vælge ham til eller fra. Til disciplene siger Jesus i Matt.20, 25-28: ”Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”. Denne undervisning gav Jesus, fordi to af disciplene ville have magt sammen med Jesus. Magtmisbrug hører ikke Guds rige til ifølge Jesus, for magtmisbrug undertrykker altid de svage. Og undertrykkelse af de svage er frihedsberøvelse. Peter har åbenbart forstået det, som Jesus sagde til dem, for han skriver selv: ” Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden.” ( 1.Pet.5,3). Nogle vil måske så sige: ”Hvordan skal vi så lede flokken?” Ja, vi kan starte med at vise og undervise i Jesu lære. Hvis vi som menighed praktiserede Jesu lære, vil jeg påstå, at vi fik løst de fleste problemer, vi ofte må slås med rundt om i menighederne. Jeg vil være konkret og komme med et eksempel. Hvor mange menigheder praktiserer Jesu lære om konfliktløsning? Kender du Jesu anvisning til konfliktløsning? Det står i Matt.18,15-20. Her siger Jesus, at den krænkede part skal gå til den, som er krænkeren på tomandshånd. Og det er uden indblanding fra menighedens ledere eller andre. Hvis dette forsoningsforsøg mislykkes, skal der aftales et nyt møde med en eller to bisiddere (vidner), og igen må hverken menigheden eller andre involveres. Hvis også det andet mæglingsforsøg mislykkes, skal menigheden i tredje forsøg involveres. Hvorfor er dette princip ikke normalt praktiseret i alle menigheder? Jeg mener, at det enten skyldes uvidenhed, eller at

lederskabet ikke vil afgive den magt, de nu har. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men jeg har p.t. ikke mødt nogen, som kan forklare denne manglende efterfølgelse af Jesus. I dette tilfælde ville det give frihed til den enkelte kristne, hvis vi konsekvent praktiserede Jesu anvisning til konfliktløsning. Og det ville også skabe ro i menigheden, hvis vi havde denne praksis implementeret. Jeg mener, at alle Jesu bud og anvisninger vil sætte det enkelte menneske i frihed. Ja, Jesu bud og anvisninger er ikke givet til menigheden, men til den enkelte. På den måde beskytter Jesus det enkelte individ til selv at leve i frihed og tage ansvar for sit eget liv. Jeg vil i afsnittet ”Mit medmenneske” komme ind på dette. Og jeg vil der belyse, hvorfor jeg mener, at alle Jesu bud og anvisninger giver frihed til det enkelte menneske. Paulus havde fanget Jesu idé om, at vi er frie individer. ”Den, der er svag i troen, skal I tage imod uden at sætte jer til doms over hans meninger. Den enes tro tillader ham at spise hvad som helst, den svage spiser kun grøntsager. Den, der spiser, må ikke foragte den, der ikke spiser, og den, der ikke spiser, må ikke dømme den, der spiser; Gud har jo taget imod ham. Hvem er du, som dømmer en andens tjener? Det er en sag for hans egen herre, om han står eller falder; og han bliver stående, for Herren har magt til at holde ham oppe.” ( Rom.14,1-4). Paulus siger her, at vi ikke skal blande os i andre kristnes meninger og livsstil. For hvis vi gør det, frarøver vi den enkeltes frihed. Men det forhindrede ikke Paulus i frimodigt at forkynde Jesu lære. Så det er op til den enkelte, selv om han vil følge Jesu ord eller ej. Vi er nødt til at sætte hinanden fri til selv at fortolke og handle på Jesu ord. Det eneste, som ligger fast, er, at vi ikke kan lave om på det, som Jesus har sagt. Og vi kan ikke kalde os for kristne, hvis vi vælger ikke at følge Jesu lære (2. Joh.v.9-11).

Helligånden Jesus siger i Joh.14,26: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. ” Dette sagde Jesus til disciplene, lige inden han skulle korsfæstes. Helligånden er en ”talsmand”(advokat), som skal minde os om alt det, Jesus har sagt. Dette er Helligåndens funktion og opgave ifølge Jesus. Og det betyder, at Jesu ord rangerer højere end alle Bibelens forfattere. Alle Bibelens forfattere var selvfølgelig under Helligåndens inspiration, da de skrev. Og ethvert skrift i Bibelen er indblæst af Gud og dermed helligt. Jesus nedgør ikke på noget tidspunkt den hellige skrift. Han stadfæster skrifterne og gør det klart, at han er opfyldelsen af skriften (Matt.5,17). Jesus stadfæstede også Det Gamle Testamentes vigtigste profeti om den nye pagt i Joh.6,45. Her henviser Jesus til profetien i Jer.31,31-34. ”Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: Kend Herren! For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”(vers 33-34). I Hebr.8,8-12 gengives profetien fra Jeremias, og mange fejltolker desværre denne profeti som lovens ophør. Ja, Moseloven, som er den gamle pagt, ophører. Men den nye pagt er, at Gud lægger sin ”lov i deres indre og skriver den (loven) i deres hjerter.” Der er ikke i profetien tale om, at Guds lov ophæves. Gud siger, at den nye pagt (aftale) er, at Guds lov bliver skrevet i hjerterne. Det er nøjagtig det, Jesus siger i Joh.14,26, at Helligånden, som Faderen vil sende, skal ”lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” Den nye pagt ifølge Jesus, er hans ord skrevet i hjerterne ved Helligånden.

Den del af profetien i Jeremias, hvor der står, at ingen skal belære sin landsmand og sige: ”Kend Herren!” (Jer.31,34) betyder, at alle personligt vil kende Herren Jesus. Alle kristne får mulighed for personligt at kende Jesus og livet med ham. Jeg vil mene at profetien i Jeremias kan med andre ord sammenfattes til: Livet med Jesus i hjertet og Jesu ord i hjertet. Hvis vi tror, at vejen til himlen kun er Jesus i hjertet, begår vi en alvorlig fejl. Hvis vi tror at vejen til himlen kun er Jesu ord og lære i hjertet, begår vi en alvorlig fejl. Ifølge Jesus må vi rumme begge dele. ”Den, der forkaster mig (livet med Jesus) og ikke tager imod mine ord (Jesu lære) har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, skal dømme ham på den yderste dag.” (Joh.12,48). Jeg vil sammenligne Bibelen med templet, som i jødedommen var Guds bolig på jorden. Hele templet var helligt, men inde i templet var der det, der hed det allerhelligste. Jesus er det allerhelligste i Bibelen, for Jesus er Gud. I mange sammenhænge har jeg hørt og læst, at Bibelen er den højeste autoritet. Men Bibelen siger klart, at Jesu lære er den højeste autoritet. ”Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.” ( 2. Joh. v.9-11). Jesus siger ligeud, at vi ikke har ret til at kalde ham ”Herre”, hvis ikke vi gør, hvad han siger (Luk.6,46). Ifølge Bibelen så er vi ikke kristne, hvis vi ikke bøjer os for Jesu ord som det allerhelligste. Jeg siger ikke, at vi kun kan kalde os kristne, hvis vi følger Jesu lære. Hvis nogen påstår at være fyldt med Helligånden og samtidig fornægter eller bortforklarer Jesu lære, vil jeg mene, at de ikke taler sandt. For Helligånden formidler ikke noget andet end Jesu lære.

Grunden til, at jeg sætter det så hårdt op, er, at vi nogle gange glemmer, at det faktisk er det, Bibelen gør. Og hvis vi vil undgå vranglære, er det bedste middel Jesu ord. Bibelen generelt er ingen garanti for vranglære eller religiøsitet (gudsdyrkelse uden et levende personligt forhold til Jesus). Stort set alle sekter, som udspringer fra kristendommen, bruger jo Bibelen flittigt. Jeg kender mange, som selv tror de er kristne, som bruger Bibelcitater på en måde, som ikke stemmer overens med det, Jesus siger. Jesus siger, at der vil være mange på dommens dag, som selv tror, de hører ham til. Disse såkaldte kristne har profeteret, uddrevet dæmoner og gjort mægtige gerninger. Men Jesus vil ikke kendes ved dem og siger: ”Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt.7,23). Så jeg vil mene, at vi ikke alene skal kende Helligåndens gerninger på tegn, undere og mirakler. Tegn undere og mirakler er ikke en blåstempling af den, som gør det. For Gud fortryder ikke sit kald og sine nådegaver. Og Satan kan efterligne Helligåndens gaver og virke i stor udstrækning. I samme tekst (Matt.7,15-23) bruger Jesus to indikatorer/ parametre til at afsløre ”falsk Helligånd”. Først siger Jesus i vers 18: ”Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.” Her tror jeg, Jesus mener det spor, et menneske efterlader sig. Se også Gal.5,22-25: ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! De, som hører Kristus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden.” I Matt. 13,23 siger Jesus, at den, der bærer frugt, er den, der hører Jesu ord og forstår det. Frugten er altså ikke Helligåndens manifestation, men et personligt resultat af Jesu ord! For det andet siger Jesus i vers 23, at de falske manifestationer skyldes ”lovbrud”, og lovbrud er at bryde Kristi lov, Jesu lære. ”Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de

tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud.” (Matt.13,41) På pinsedagen faldt Helligånden ned fra himlen som ild på disciplene. Johannes Døber sagde om Jesus, at han ”døber med Helligånden og ild” (Matt.3,11). Og Jesus siger i Luk.12,49: ”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget”. Det kan se ud til, at Helligånden manifesterer sig på to måder. Johannes Døber siger jo, at Jesus døber med ”Helligånden og ild”. Lige efter opstandelsen kommer Jesus til disciplene. Og det første, han gør, er, at han ånder på dem og siger: ”Modtag Helligånden” (Joh.20,22). Jeg mener at det er her disciplene modtager frelsen. De modtager Jesus i hjertet. For da disciplene fulgte Jesus før korsfæstelsen og opstandelsen, var det den gamle pagt der var gældende. Da Jesus opstod, var det den nye pagt, som trådte i kraft. Og ingen kan blive frelst uden ved Helligånden. Det var først på pinsedagen, at de fik Helligåndens kraft (ild). Det var det, som Jesus sagde lige inden sin himmelfart i Ap.G.1,8: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende”. Og på pinsedagen kom der ild ned fra himlen. ”Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” (Ap.G.2,3-4). Læg mærke til, at de begyndte at tale i tunger, da Helligåndens ild kom over dem. Det er altså ved Helligånden, at vi tager imod troen på Jesus i hjertet. Og den samme Helligånd, som døber os med ild og kraft fra himlen. På pinsedagen var det ikke bare disciplene, som blev døbt med Helligånden. Efter Peters helligåndsfyldte tale, står der at det stak dem i hjertet. De, som hørte Peters tale, blev også ramt i hjertet af Helligånden. Og de spurgte Peter, hvad de skulle gøre i

Ap.G.2,37-38. Peters svar var to ting, som skulle ske, vers 38: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.” De skulle lade sig døbe til syndsforladelse. Det var her, de modtog frelsen ved Helligånden. Derefter ville de modtage Helligåndens ild som en gave fra himlen. Her ser vi klart de to funktioner, som Helligånden har i forhold til modtagerne på pinsedagen: 1. Syndsforladelse/frelse i dåben (omvendelsens dåb). 2. Helligåndens ilddåb og kraft. Jesus startede sin tjeneste på samme måde. Først blev han døbt af Johannes Døberen. Og dernæst fik han Helligånden, da han steg op af vandet. ”Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde; Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig? Men Jesus svarede ham: Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed. Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig.” (Matt.3,13-16). I missionsbefalingen (Matt.28,18-20) siger Jesus klart, at vi skal døbe i Helligåndens navn. Det var det, der skete for Jesus, da han blev døbt, Helligånden kom over ham. Og det var det, der skete på pinsedagen. Bibelsk ilddåb/åndsdåb, skal ifølge Jesus, ske sammen med omvendelsens vanddåb. Der er to sjove eksempler i Bibelen på unormal Helligåndens ilddåb. I Ap.G.8,5-17 hører vi om Filip, som forkynder evangeliet i Samaria. Der udbryder vækkelse i Samaria og mange kommer til tro og lader sig døbe af Filip. Men Filip glemte at han også skulle døbe dem med Helligånden. Da de andre apostle hørte om det, der skete i Samaria, sender de Peter og Johannes ned til dem. Og der står i vers 16-17: ”…de var kun blevet døbt i Herren

Jesu navn. De lagde så hænderne på dem, og de fik Helligånden”. Her ser vi klart, at det normale var, at man fik både frelsen og Helligåndens fylde i samme dåb. Det andet eksempel er Peter, der af Helligånden bliver sendt til den italienske militærofficer. Jøder måtte ikke besøge eller have fællesskab med ikke-jøder. Så for Peter var det enormt grænseoverskridende at gå til officerens hus. Det var bare naturligt, at Peter strittede imod, da Helligånden sendte ham. Det hele ender med, at Peter forkynder evangeliet for alle, som var kommet til officerens hus. Og imens han talte, blev alle ikkejøder fyldt med Helligånden, før de blev døbt. De jøder som var der, blev meget overraskede, for de vidste ikke, at ikke-jøder kunne modtage Helligåndens fylde og ild. Og der var rod i regnskabet, for de var ikke engang blevet døbt! Peter siger så i Ap.G.10,47-48: ”Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi? Han befalede da, at de skulle døbes i Jesu navn.” Skriftstedet bekræfter, at det normale var, at dåb i vand og Helligåndens dåb hørte sammen. Dette var et enkeltstående eksempel på omvendt rækkefølge på Helligånds fylde for at overbevise jøderne om, at Helligånden er for alle. Men det afslører også, at Helligånden kan gøre undtagelser og ”blæse hvorhen den vil” (Joh.3,8). Dette Jesus-citat fra Joh.3,8 er taget fra hans samtale med Nikodemus om frelsen og Helligånden. Her ser vi igen en tydelig todeling af Helligånden i dåben, frelsen og åndsfylden. Ja, Jesus siger her klart, at ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.” (Joh.3,5). Når så et menneske er kommet ind i Guds rige, har modtaget frelsen og åndsfylden i dåben, så skal denne person oplæres i Jesu ord, hans bud og lære: ”...og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt.28,20).

Grunden til, at frelsen og åndsfylden er koblet sammen i dåben, er vel Helligåndens primære opgave: ”Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” (Joh.14,26). Jesus har befalet os at lære de nydøbte at holde hans befalinger. Hvordan kan de nye kristne lære at holde Jesu befalinger, hvis de ikke er blevet oplært i dem? Og hvordan kan de nye kristne af Helligånden blive mindet om alt, hvad Jesus har sagt, hvis de ikke forinden er oplært i alt, hvad Jesus har sagt? For mig at se er det umuligt for Helligånden at lære nye kristne Jesu befalinger, hvis de ikke er oplært i dem. Jeg kan ikke se, at vi kan overlade nye kristne til sig selv og Helligånden. En ny kristen er som en baby, der skal have modermælk. Det er unormalt og naturstridigt at føde en baby og så bare overlade babyen til sig selv. Modermælken indeholder alt det, som et nyfødt barn har brug for. Og her vil jeg sammenligne modermælken med Jesu ord og befalinger. Hvis vi fra starten (frelsen og åndsfylden) ikke oplærer de nye kristne i Jesu ord og lære, så vil de rent ud sagt dø. Jesus bruger en anden sammenligning i Joh.10,11: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”. Dette sagde Jesus om sig selv til disciplene. Og senere siger Jesus til Simon Peter: ”Vær hyrde for mine får!” (Joh.21,16). En god hyrde vil ikke efterlade et nyfødt lam. Nej! En god hyrde vogter et nyfødt lam med sit liv. Og hyrden vil gøre alt for, at lammet får den livsnødvendige mælk. For mig at er det min pligt som kristen at oplære nyfrelste i Jesu lære. Ja, det vil være en forbrydelse imod himlen, hvis jeg leder et menneske til frelse og så efterlader den nyfrelste til sig selv. Om Helligånden siger Jesus: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer.” (Ap.G.1,8). Det er den samme Helligånd, som Jesus gjorde mirakler og mægtige gerninger ved, som vi får

ind i os. Derfor kan Jesus sige, at vi skal gøre de samme gerninger, som han gjorde. Jesus siger i Joh.7,38-39, at når vi bliver fyldt med Helligånden, så skal den flyde ud fra vores indre. Det betyder, at Helligånden ikke bare kommer over os, nej, Helligånden fylder os og tager bolig i os. Når vi har modtaget Helligånden i os, så bliver vi i stand til at tilbede Faderen og Jesus. ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” (Joh.4,24). Helligånden er en online forbindelse til himlen. Vi tilbeder og beder ved Helligånden. Og vi modtager himlens herlighed og kraft ved Helligånden. Det er vigtigt at vi forbliver i denne online salvelse for ikke at miste kraften fra himlen. Jesus sammenligner Helligåndens kraft med salt i Matt. 5,13: ”I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker”. Jesus sagde jo til sine disciple, at de ikke måtte gå ud med evangeliet, før de blev iklædt ”kraften” fra det høje. Jesus advarer klart om ikke at gå ud med evangeliet uden Helligåndens fylde. For gør vi det, vil mennesker trampe os ned som affald. Og de mennesker, som venter på at trampe os ned, er styret af denne verdens fyrste, Satan. Derfor siger Jesus: ”Tag jer i agt for mennesker!” (Matt.10,17). Lige inden Jesu himmelfart siger han til disciplene, at de skal blive inde, indtil Helligånden kommer over dem. Det betyder, at de ikke måtte evangelisere og vidne uden Helligåndens fylde. Jesus sagde også i udsendelses talen i Matt.10, 19-20, at vi ikke skal bekymre os for, hvad vi skal sige ”…for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd (Helligånden), som taler igennem jer.”

Jesus inddeler selv treenigheden (Faderen, Sønnen og Helligånden) i en rangorden. Eller måske er det en intern arbejdsfordeling. Dette ser vi tydeligt i Joh.16,14-15: ”Han (Helligånden) skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer”. Selv om Jesus har fået alt af Faderen, så siger han klart, at Faderen er større end ham i Joh.14,28. Men selv om Faderen er større end Jesus, så kan Faderen godt abdicere og give sin himmelske kongemagt til Jesus. Det må være det Jesus mener, da han efter opstandelsen siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matt.28,18). Da Jesus havde sagt disse ord, kom der en sky, og på den fløj han ind i himlen. ”Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne.” (Ap.G.1,9). Og jeg mener, vi kan læse fortsættelsen på Jesu himmelfart i Dan.7,13-14: ”Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde.” Jesus er nu kongen som sidder på himlens tronsæde. Men han har også al magt på Jorden (Matt.28,18). Det betyder, at Jesus kan regere igennem os, ved Helligånden. I Bibelen er ild også et billede på Helligånden, og Jesus sagde:

”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget.” (Luk.12,49). 38

Kroppen og sjælen Da Jesus opstod fra døden, var det hans jordiske legeme, som opstod. Det var den samme krop, som døde på korset og opstod igen. Disciplene troede, at den opstandne Jesus var ånd, men det afviste Jesus: ”Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.” (Luk.24,39). Men da Jesus døde, blev hans krop begravet i en stenhule med en stor sten for indgangen. Og graven blev bevogtet af romerske soldater i de tre dage, Jesus var død. Spørgsmålet er så, hvor var Jesus i de tre dage? Var han i graven? I Matt.12,40 siger Jesus selv, inden han døde, hvor han skulle være: ”For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.” Men Jesu lig var lagt ind i en klippehule over jorden. Jeg skal ikke i dette afsnit komme ind på dødsriget inde i jorden, men jeg vil her kort berøre det med, hvad Peter siger, der skete: ”Han (Jesus) blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem.” (1.Pet.3,18-19). Sammenholder vi dette med Jesu lære om dødsriget i Luk.16,19-31, så står det klart, at kroppen kan dø, men sjælen lever videre. Det kan udledes af disse skriftsteder, hvor Jesu sjæl var i de tre døgn, hans krop var død. Jesus siger i Matt.10,28: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel”. Jesus underviser altså om, at kroppen kan dø, men det kan sjælen ikke. Og ud fra det, som Jesus har sagt, så følger personligheden og bevidstheden sjælen. Jesus var bevidst om, at han var inde i jorden, i dødsriget, og ikke oppe i stengraven i de tre døgn han var død.

Jesus siger også til røveren på korset: ”I dag skal du være med mig i Paradis.” (Luk.23,43). Røverens lig forblev oppe på jorden den dag, han døde, det var hans sjæl, hans personlighed, som kom med Jesus i Paradiset inde i jorden. Paradiset er en del af dødsriget, som er opdelt i to ifølge Jesu undervisning (Luk.16,19-31). Er den menneskelige ånd det samme som sjælen? Nogle gange bruges ordet ånd om den del som forlader kroppen i døden. ”Og Jesus råbte med høj røst: Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. Da han havde sagt det, udåndede ham.” (Luk.23,46). Og Jesus siger det samme om sjælen i Matt.10,28. Så det ser ud til, at sjælen og ånden er udødelig. Lad os se på Heb.4,12: ”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.” Vi ser altså her, at det er muligt at skille sjæl fra ånd, selv om de hører sammen. Det er også muligt at skille marv fra ben, selv om de hører sammen. Dette skriftsted er ikke en firdeling af mennesket (sjæl, ånd, marv og ben), men er nok mere en beskrivelse af, at det er muligt at opdele sjælen i to. Som det er muligt at opdele et ben i to, selvom de hører sammen. Jeg vil bare konkludere, at Jesu lære om mennesket er en todeling i sjæl og krop. Det underbygges også i GT; et eksempel på det er Sl.104,29. Hvorfor er sjælen evig og udødelig? Der er intet i Bibelen, der tyder på, at dyr har en evig sjæl eller livsånde. Men hvad gør så os mennesker til evige væsner? Menneskets skabelse er anderledes end dyrenes. Den væsentligste forskel er, at Gud ikke skaber hele mennesket, han skaber kun kroppen. Og da Gud havde skabt kroppen, indblæste han en del af sig selv ind i menneskekroppen (1.Mos.2,7). Så man kan sige, at mennesket har en del af Gud i sig. Kroppen kommer fra jorden, men sjælen/livsånden kommer fra Gud selv.

I 1.Mos.1,26 står der, at Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” Det samme ord ”billede” bliver brugt efterfølgende i 1.Mos.5,3. Her bliver ordet ”billede”(tzeh-lem) brugt om Set, som var et ”billede” af Adam. Set var altså magen til sin far, som en slags kopi, en DNA kopi. Er mennesket en ”kopi” af Gud? Det hebræiske ord ”tzeh-lem” kan også oversættes med ”kopi”. Så giver det mening for mig, når Jesus bekræfter, at vi mennesker er ”guder” i Joh.10,34. Og Jesus siger i Joh.4,24, at Gud er ånd, og vi skal tilbede Gud i ånd. Hvis vi mennesker har fået indblæst en del af Gud i os, så er vi guddommelige og evige væsner. Jeg siger ikke, at vi er Gud lig, eller at vi er Guder. Set var ikke Adam, selvom han var en kopi og havde samme DNA som sin far. En vigtig pointe er at Gud er evig og ikke kan dø! Gud kan ikke udslettes eller udslette sig selv, for så er han jo ikke evig. Derfor kan mennesket ikke dø, det er kun den kødelige krop, der kan dø. For Jesus siger, at vi mennesker er guder. Sjælen er udødelig og evig ifølge Jesu undervisning om emnet. Set i dette perspektiv, som Jesus her anvender, så giver det mening og alvor, når han underviser om evigt liv eller evig fortabelse. Hvad er et menneske? Jeg vil prøve at uddybe forståelsen af, hvad et menneske er ud fra Matt.19,5: ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.” Her refererer Jesus til skabelsen af mennesket og lægger vægt på, at en mand og en kvinde bliver ét kød i ægteskabet. Manden og kvinden er ikke to mennesker, når de bliver gift. Da Gud skabte mennesket, skabte han kun ét menneske. Adam er ikke et navn, men er (ordlyden af) det hebræiske ord for menneske. Da Gud så havde skabt alle planter og dyr, og dette ene menneske havde

navngivet alle dyrene, så afsluttede Gud sit skaberværk med at dele dette ene menneske i to. Ud af mennesket tog Gud kvinden. Dette ene menneske, som Gud skabte, fik indblæst en del af Gud. Og da Gud tog et ben, kød og blod, ud af mennesket, var det en fysisk deling af kroppen i to. Det var også en deling af den livsånde, som Gud havde indblæst i dette ene menneske. Gud delte bogstaveligt talt det ene menneske i to, i en mand og en kvinde. Efter delingen førte Gud kvinden hen til manden, og manden sagde: ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.” (1.Mos. 2,23). Og så kommer vers 24, som er det citat Jesus bruger. Men Jesus kommer med en tilføjelse, som ikke står i 1.Mos.2,23: ”…derfor er de ikke længere to, men ét kød.” (Matt.19,6). Jesus tilføjer her, at manden og kvinden ikke er to (halvdele), men én krop. Dette er identisk med det, som står i Ef.5,28-29: ” Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den…” Her fremgår det også tydeligt, at Gud ser ægtefæller som én person, én krop. Paulus siger også, at den, der har sex med en prostitueret, bliver én ånd med hende (1.Kor.6,16). Det betyder, at når man har sex med et andet menneske, så blander man ånd (sjæl). De, som har sex, bliver altså ét, derfor advarer Jesus om ikke at have seksuelle forbindelser udenfor ægteskabet. Jeg vil her prøve at sammenfatte alt dette om menneskets deling. Først skabte Gud ét menneske, og så delte Gud mennesket i to, til mand og kvinde. I ægteskabet bliver de to adskilte halvparter genforenet til igen at blive ét menneske. Men det er vigtigt her at fastslå, at det var Gud, som adskilte mennesket i to. Derfor er det også Gud, som vil sammenføje det adskilte menneske i ægteskabet.

Ud fra denne forklaring, som Bibelen og Jesus her giver på kroppen og sjælen, så vil jeg kort se på kønsrollerne. De fleste kender til forskellene på manden og kvinden. Vi er alle kopier af det første menneske, som blev delt i to. Og to halvdele passer igen sammen, når man støder dem sammen. Fysiologisk betyder det, at to mænd eller to kvinder ikke er designet til at blive sammenføjet. Fra naturens side kan to mænd jo ikke få børn med hinanden. Og rent sjæleligt så er der også forskel på en mand og en kvinde, men de er designet til at høre sammen i ægteskabet. Jesus respekterede mandens opgave og rolle overfor kvinden og omvendt. Men Jesus nedgjorde aldrig kvinden som mindreværdig. I datidens jødiske samfund var der en kulturel nedgørelse af kvinden. Og det gik Jesus imod ved blandt andet selv at have kvindelige disciple (Se Luk.8,1-3+23,55). Også børnene, som ikke blev regnet for meget, inkluderede Jesus i sit rige (Se Matt.18,15+19,13-15). Kroppen og sjælen i opstandelsen. Jesus er ikke det eneste eksempel på, at man får sin jordiske krop med ind i himlen. Elias fik jo sin kødelige krop med ind i himlen, og det var uden, at han forinden døde. Det kan se ud til at dette også skete for Enok. Jesus mødte Moses og Elias på forklarelsens bjerg, midtvejs i sin tjeneste i Matt.17,1-8. Denne hændelse er meget interessant, for vi ved, at Elias ikke har været død, men stadig har sin fysiske krop. Mange teologer mener, at Moses som Jesus blev vakt til live igen og fór til himmels med sin jordiske krop. Det interessante er, at Jesus blev forvandlet for øjnene af disciplene: ”Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.” (Matt.17,2). Jesus iklædtes altså den herlighedsskikkelse, han havde før han kom ned til jorden, og den samme skikkelse, som han fik efter sin himmelfart. Prøv at sammenligne dette

skriftsted med Dan.10,5-6: ”…løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare.” Og Åb.1,12-15: ”Jeg vendte mig om for at se den røst, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande.” Jesus havde altså et herlighedslegeme, før han blev født på jorden. Daniel mødte jo denne mand uden at vide, hvem det var. Og midt i sin tjeneste på jorden blev Jesu jordiske krop til et herlighedslegeme. Da Jesus blev bortrykket til himlen, var det igen med hans herlighedslegeme. I Jesu undervisning om dødsriget, i Luk.16,19-31, er der to mænd, som begge dør. Dødsriget er ifølge Jesus opdelt i to, et godt sted og et pinested. De to mænd havner hver sit sted i en kropslig tilstand. Men de har jo begge mistet deres kødelige kroppe. Det virker, som om de ikke opdager kropsskiftet. For de genkender hinanden i døden, og Jesus beskriver dem begge med normale kropslige sanser. Paulus beskriver det sådan i 1.Kor.15,35-40: ”Men nogen vil spørge: Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de? Tåbe! Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. Men Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse. Ikke alt kød er ens, men det er forskelligt for mennesker, kvæg, fugle og fisk. Der findes både himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelske har én slags glans, og de jordiske en anden.”

Siger han ikke, at kornet i jorden dør, og så kommer der en kopi af kornet op med samme DNA? Det er kødkroppen Paulus snakker om og ikke sjælen. Jeg kan ikke helt forklare dette mysterium (at vi ikke får den kødelige krop med i dødsriget), men jeg vælger at holde fast i det som Jesus siger. Det er i hvert fald logik, at i opstandelsen af alle de døde kristne, bliver den kødelige krop levende. For Jesus skal komme ned på jorden sammen med os, som har været til den himmelske bryllupsfest, for at etablere fredsriget. Det er her på jorden, vi skal være konger med Jesus i et tusinde år. Og så giver det mening for mig, at vi får brug for den jordiske krop.

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel.” (Matt.10,28).

Mit medmenneske Dette afsnit handler om vores relationer til andre mennesker. Jesus har sagt en del om min ”næste”, som er mit medmenneske. Det handler ikke om vores forhold til Gud eller kirken. Det handler om vores relationer indbyrdes. Og som jeg ser det, så vil Jesus klæde os på, for at vi selv kan navigere i forholdet til andre mennesker. Både for at beskytte os selv, men også for, at vi ikke skal skade andre. Jeg mener, at det dybest set er for vor egen skyld og vort bedste, at Jesus giver disse retningslinjer. Der, hvor der er mennesker, vil der ofte opstå gnidninger og måske endda en åben konflikt. Men Jesus siger, at vi skal ”holde fred med hinanden!”(Mark. 9,50). Men hvordan gør vi det? Fred betyder ikke våbenhvile, eller at vi lægger låg på en konflikt. Fred opstår, når en uoverensstemmelse bliver løst på den måde, som Jesus anviser. Hvis vi accepterer Jesu ord om, hvordan vi skal forholde os til andre mennesker, så etablerer vi Jesu fred: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.” (Joh.14,27). I verset inden dette vers siger Jesus, at Helligånden skal minde os om Jesu ord og lære. Jesu fred er altså et resultat af at følge hans ord og lære. Jesu ord er Guds orden, og hvis vi etablerer Guds orden, vil det efterlade Jesu fred. Den uorden, ”som verden giver”, er ”jordisk, sjælelig og dæmonisk” og ”dér hersker der uorden og alt mulig ondt. Men visdommen fra oven (Jesu ord) er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende…” (Jak.3,15-17). Vrede: Hvis vi føler os krænket, er det ikke en gangbar løsning at blive vred og kalde modparten for ukvemsord: ”Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.” (Matt.5,22).

Døm ikke Døm ikke din modpart, for så er en forsoning udelukket. Vi skal være åbne for en oprydning og åbne for, at vi selv måske har en del af skylden. Matt.7,1-5: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.” Gengæld ikke: Giv ikke igen med samme mønt, hvis nogen gør noget ondt imod dig. Matt.5,38-39: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” Hvis vi gengælder ondt med ondt, så er vi jo ikke bedre selv. Og en efterfølgende udredning bliver næsten umulig. Konfliktløsning: Jesus har givet en klar anvisning til, hvordan enhver personkonflikt skal løses. Det handler ikke om livsstil eller lærespørgsmål. Det handler om to personer, som har en uoverensstemmelse. Jesus anviser en konfliktløsnings-trappe med fire trin (se Matt.18,15-20). 1. trin: ”Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder.” (vers 15). Hvis nogen krænker dig, så gå direkte til personen på tomandshånd. Inddrag ikke andre forinden, og lad være med at sladre om det, som er sket eller sagt (3.Mos.19,16-17).

2. trin: ”Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres” (vers 16). Her inddrages én eller to vidner eller bisiddere, som selvfølgelig skal være upartiske. På dette niveau må menigheden ikke inddrages. Det andet forsøg er samtidig en forberedelse for vidnerne/bisiddere til at fremlægge sagen på trin 3, hvis der ikke bliver en forsoning. 3. trin: ”Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder.” (vers 17). Først her skal menigheden involveres (det kristne fællesskab, som krænkeren kommer i). Det er her vidnerne/bisidderne skal på banen for at fremføre sagen og bede menigheden om at gå til krænkeren. Hvis ikke menigheden tager sagen alvorligt, så har man gjort forsøget og springer videre til næste trin. Det kan også være, at der ikke er en menighed, som kan kontaktes (men Jesus forudsætter her, at man er en del af en menighed/et fællesskab). 4. trin: ”Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen. Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (vers 18-20). På dette niveau skal ”ofret” sammen med det ene eller de to vidner/bisiddere i bøn gå ind for Guds trone. Det er derfor, at Jesus i vers 20 siger, at han selv vil være tiltede, når de går i bøn. De fleste kristne har flittigt brugt vers 20. Men Jesus har sagt dette i denne specifikke situation, hvor en menneskelig løsning er gået i hårdknude. I jødedommen var det en selvfølge at når der blev refereret til ”to til tre” så var der altid tale om vidner. Det er i denne situation, at

de to til tre får bemyndigelse til at binde og løse. Hvad skal bindes? Jeg mener klart, at det er krænkeren, som skal bindes, eller de åndsmagter, som binder ham eller hende. Personen, som afviser tre niveauer af forsoningsforsøget, skal ifølge Jesus regnes for en frafalden, en ikke-kristen, en ”hedning”. Personen, som er blevet krænket, skal løses og sættes i frihed. Og jeg mener, at hvis der er sket en fysisk eller åndelig skade, som følge af det som er sket, så har de to til tre bemyndigelse til at bede om genoprettelse og godtgørelse. Jesus har også videregivet bemyndigelsen til syndsforladelse: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” (Joh.20,23).

Hebr.10,24-31 vidner om, at Jesu anvisning til konfliktløsning, blev praktiseret af de første menigheder. Der kan ligge en indbygget modstand fra den etablerede kirke. En modstand eller manglende vilje til at praktisere den praksis, som Jesus her anviser. En forklaring på det kan være, at initiativet til denne ordning ligger hos den enkelte kristen og ikke kirken. Og dermed har kirken ikke styringen med den enkelte person. Det kan være fristende for en præst at tage imod sine sognebørn og blande sig direkte eller indirekte. Det kræver meget Gudsfrygt og mod for en præst til forinden at spørge: Har du gjort, hvad Jesus siger, at du skal gøre i denne situation? Og så henvise til Matt.18,15-20 for at give hjælp til selvhjælp. I princippet må en præst eller sjælesørger ikke tage imod en person, som vil have hjælp til at løse eller takle en uoverensstemmelse med et andet menneske. Det er først på 3. trin, at en præst/sjælesørger eller anden leder må involvere sig, hvis vi skal gøre det, Jesus siger.

Tilgiv Tilgiv dit medmenneske. For din egen skyld. ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” (Matt.6,14-15). Hvis den person, som har gjort noget imod dig, indrømmer og siger undskyld, og du så ikke af hjertet kan tilgive, så er rollerne pludselig byttet om. Krænkeren er fri, og du har mistet frelsen på grund af utilgivelighed. I en sådan situation bliver det den, som ikke vil tilgive, der skal regnes for en hedning. Hvis nogen har noget imod dig og du bliver bevidst om det, så må du ikke tjene i Guds rige før det bliver gjort op. Matt.5,23-26: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre”. Kærlighedsbudet Det er det vigtigste af dem alle. I Matt.22,39 siger Jesus, at kærligheden til næsten, til mit medmenneske er det højeste bud. Det er på linie med budet om at elske Gud af hele sit hjerte: ”I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh.13,34-35). Jesus gør vores indbyrdes kærlighed til et tegn på, om vi er hans efterfølgere eller ej. Det er altså et synligt tegn for alle, om vi har kærlighed til hinanden. Alle vore handlinger, eller mangel på samme burde udsættes for kærlighedstesten. Kærlighedstesten er, hvad andre siger om det, som vi har gjort eller undladt at

gøre imod næsten. Det er det, som vi skal dømmes eller belønnes for – hvordan vi har behandlet vores medmennesker (se Matt.25, 31-46). Kærligheden er altså en grundtone i relationen til vores med-menneske. Derfor bad Jesus om enhed hos sine efterfølgere: ”…at de alle må være ét ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” (Joh.17,21). Enhed er en naturlig frugt af den indbyrdes kærlighed. Og Jesus siger, at det er det, som skal overbevise verden om, at Jesus er i os. Det er altså ikke tegn, undere og mirakler, som gør, at ikkekristne får lyst til at give deres liv til Jesus. Det er enheden i Jesus og hans kærlighed indbyrdes i discipelfællesskabet. Falske medkristne Jesus advarer os imod ”kristne”, der lader, som om de er kristne (se Matt.7,15-21). Det er der, hvor Jesus siger, at de kommer ”i fåreklæder, men indeni er glubske ulve”. Og så sammenligner Jesus dem med et træ, ”og det dårlige træ giver dårlige frugter.” Jesus fortsætter denne sammenligning om træet i Matt.12,33-37: ”Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.” Her siger Jesus, at enten kommer der god frugt ud af munden, eller også kommer der dårlig frugt. Enten velsigner vi, eller også forbander vi med munden. Det vil afsløres før eller siden, hvem vi er, vi kan ikke både være et godt træ og et dårligt træ på samme tid. Jesus siger her, at vi enten er det ene eller det andet. Det, vi bærer på i hjertet, afgør, hvad vi er, en falsk kristen eller en ægte Jesu efterfølger.

Klar tale ” Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.” (Matt.5,37). Her gør Jesus det klart, at andre skal kunne stole på det, vi siger. Og hvis vi siger det, vi mener, når folk spørger os, så bliver kommunikationen let. Hvis vi indbyrdes har en kærlig atmosfære og omgangstone, så bliver det også attraktivt for andre at komme ind i fællesskabet. Investér i dit medmenneske ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” (Matt.7,12). Dét, som du og jeg forventer af andre, skal vi selv gøre mod dem. På den måde investerer vi i andre og vil senere selv høste samme frugt. Så det, vi savner i fællesskabet med andre, siger Jesus altså, at vi selv skal give. Denne verden vender det hele på hovedet, hvor der stilles krav til hinanden. Så opstår der en kold mentalitet, hvor man skal leve op til nogle krav for at komme ind i varmen. I Guds rige er der rummelighed og kærlighed nok til alle, også til de svage i fællesskabet. I troen og efterfølgelsen af Jesus er vi alle brødre og søstre. Og Jesus siger, at vi alle skal blive som børn, Guds børn. I en sund børneflok er alle søskende lige, for de har samme forældre. Selv om børnene i søskendeflokken er vidt forskellige og er på forskellige alderstrin, så er alle en ligeværdig del af fællesskabet. I Guds rige er vi også født ind i en søskendeflok. Nogle af vores søskende i Herren er åndeligt set babyer, selvom de kropsligt er voksne. Andre er åndeligt set teenagere med de ”hormonforstyrrelser”, der følger med den aldersgruppe. Men det gør dem ikke mindre til børn af Gud og en del af hans rige. Alle vi søskende i Herren bidrager hver især til fællesskabet, uanset hvilket alderstrin vi er på. I Guds rige er åndelig vækst og alder ikke betinget af tid. Man kan ikke forvente, at en nyfrelst (åndelig baby) kan tåle fast åndelig føde efter ti uger.

I Guds rige kan man være en voksen, der har været frelst i mange år, men stadigvæk er en åndelige baby. Og man kan være en voksen kristen, som stadig befinder sig på teenage-stadiet. Der skal meget kærlighed og tålmodighed til at rumme en åndelig teenager. Men på alle stadier er der udfordringer, om vi er babyer, teenagere eller gamle åndeligt set. Hvis vi søskende i Herren tager Jesu anvisninger alvorligt og handler på dem, så vil det blive lettere for os at leve sammen. Hvis vi ser på alt det, som Jesus har sagt, der vedrører medmenneskelige relationer, så tænker jeg med det samme på mit forhold til andre mennesker. Og hvem er mine medmennesker? Det er alle! Min ven og min fjende. Min nabo, min chef og min arbejdskollega. Det er også mine forældre og søskende og mine egne børn og min hustru. Mine allernærmeste – altså min hustru og børn er i særlig grad mine medmennesker, da det er dem, jeg omgås hele tiden. Ær din far og mor Der står om Jesu, at han selv gav sin himmelske far ære i Joh.8,49. Og Jesus var selv lydig imod sine jordiske forældre. Da Jesus var tolv år gammel, mente han selv, at han skulle flytte ind i Guds hus, Templet i Jerusalem. Men Maria og Josef kom og hentede Jesus i Templet. ”Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.” (Luk.2,51). Jesus opfyldte dermed det bud i loven, som hedder ”Ær din far og din mor, sådan som Herren din Gud har befalet dig, for at du må få et langt liv, og det må gå dig godt på den jord, Herren din Gud vil give dig.”(5.Mos.5,16). I opfyldelsen af dette bud er der to løfter, som Gud vil indfri. Den, der ærer sine forældre, vil få et langt liv. Et menneskes livslængde udmåles altså efter, om dette bud bliver overholdt. Det andet løfte, som Gud vil indfri, er det land, som Gud vil give dig. Det land, som er dit, det levebrød, som Gud giver dig, den tjeneste, om du vil, vil han velsigne for dig, og give dig et langt liv. I Guds rige er der som regel også en

åndelig betydning. Den, der ærer sine åndelige forældre, skal få de velsignelser som Gud lover. Mine åndelige forældre er dem, der har ledt mig til frelse og opdraget mig i troen. Idet I lærer dem I Matt.28,18-20 gav Jesus sin sidste befaling til sine efterfølgere, lige inden han fór op til himlen. Den sidste befaling fra Jesus var: ”…idet I lærer dem alt hvad jeg har befalet jer”. Jesus siger her, at vi er forpligtede som forældre til at oplære de nyfrelste i Jesu lære. Dette gælder også vore fysiske børn, for de er også nye i troen. Denne befaling fra Jesus er alle forældres pligt. Singler Jesus bekræfter skabelsesordenen, at manden og kvinden fra starten var ét menneske. Gud delte så mennesket i to, til mand og kvinde. Og Gud har bestemt, at manden og kvinden skal gifte sig og igen blive ét kød. ” Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Derfor er de ikke længere to, men ét kød.” (Matt.19,5-6). Formålet med os mennesker er ifølge Jesus, at vi skal finde en ægtefælle og blive gift. Jesus siger her, at en mand skal forlade sin far og mor og så blive gift. Manden flytter hjemmefra for at flytte sammen med sin kone. I den ordning, som Jesus her beskriver, er der ikke en mellemliggende ”singel-periode”. Men Jesus beskriver singler i Matt.19,12: ”Der er dem, der er uegnet til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnet, fordi mennesker har gjort dem uegnet til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnet for himlens skyld. Lad dem, der kan, rumme det!” De, der er uegnet til ægteskab fra fødslen, tror jeg er dem, som har et fysisk eller psykisk handicap, som gør, at de ikke kan leve sammen med en ægtefælle (de fleste handicappede kan efter min mening godt blive gift). Så bliver Jesus mere gådefuld, når han omtaler de sidste to singelgrupper: Dem, som andre mennesker har gjort uegnede til ægteskab, og de, som har gjort sig selv uegnede til at blive gift.

Homoseksualitet Måske er det denne gruppe, Jesus taler om, når han nævner dem, som ikke er egnet til at blive gift: Hvis man af den ene eller anden grund ikke finder det modsatte køn attraktivt, og simpelthen ikke har lyst til et ægteskab. Jeg ved det (ærligt talt) ikke, men jeg ved med sikkerhed, at den ægteskabelige orden i Bibelen kun omfatter en mand og en kvinde ifølge Jesus. Og både GT og NT siger, klart at homoseksualitet er en synd. ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd. skal arve Guds rige.” (1.Kor.6,9). Her ser vi, at homoseksuelle ikke skal arve Guds rige. De har altså ikke ret til at være en del af kirken, for kirken hævder jo at være en del af Guds rige. Hvornår er en person så homoseksuel? Eller hvornår er en person en tyv? En fristelse eller tilbøjelighed til en synd gør ikke personen til en synder. En tyv er en person, som har stjålet, og en homoseksuel, er en person, som har haft sex med samme køn. En tyv vil jo ikke påberåbe sig at være en tyv, før han har stjålet. Det, jeg her siger, er, at homoseksualitet ikke er en seksuel identitet, men bare en synd i Guds øjne. Selvfølgelig vil jeg understrege, at Gud elsker alle mennesker, også de uegnede til ægteskab, uanset om det skyldes manglende lyst til det modsatte køn eller andre årsager. I starten, da jeg selv studerede disse ord fra Jesus, blev jeg selv stødt af Jesu ordvalg ”uegnede til ægteskab”. Men så kunne jeg pludselig se Jesu kærlighed til denne gruppe. Da jeg skulle indkaldes til militæret, var der nogle af mine jævnaldrende, der blev erklæret uegnede til tjeneste. Men de uegnede, de kasserede, var altså kun uegnede til militærtjeneste, de var stadig en del af samfundet og egnet til alt muligt andet. Jeg ser Jesu ord om ”uegnede til ægteskab” som en fritagelse for ægteskab. Begær/Porno ”Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte”

(Matt.5,28). Sex er ikke blot en fysisk forbindelse, men også langt mere en åndelig forbindelse, derfor siger Jesus, at sex kun hører til i ægteskabet. I 1.Kor.6,15-17 siger Paulus, at det er den seksuelle handling, som binder to mennesker sammen i en åndelig binding. Så sex udenfor ægteskabet, også porno, er livsfarligt for ægteskabet. Paulus taler ikke imod sex, tværtimod siger han i 1.Kor.7,2-5, at ægtefæller skal have meget sex. Og de må ikke nægte hinanden sex. Ikke kristen ægtefælle? I 2.Mos.34,16 står der, at hvis du gifter dig med en ikke-troende, vil du automatisk få del i vedkommendes åndsmagter. Se også 5.Mos.7,3-4: ”Du må ikke bringe dig i familie med dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.” Her siger Gud klart, at hvis dine børn gifter dig med en ikke-troende, så vil dine børn begynde at dyrke dæmonerne og falde fra. Jesus berører emnet i samtalen med Nikodemus (Joh.3,1-21) og siger i vers 6: ”Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.” Jesus siger at den der er født på ny (frelst) er ånd og en ikke kristen er kødelig. Det er altså to vidt forskellige verdener, som ikke har meget tilfælles. ”De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.” (Rom8,5-8). Ægteskabet. ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” (Matt.19,5-6). Det første, Jesus her siger, er, at en

mand skal ”forlade sin far og mor”. Det betyder, at i det øjeblik manden bliver gift, så sker der et juridisk og åndeligt skifte. På Jesu tid tilhørte manden juridisk set, sin fars hus indtil han blev gift. I giftermålet blev manden (ikke kvinden) juridisk og åndeligt set ansvarlig for sin egen husstand. Det er denne orden, som Jesus her bekræfter. Hvis ægteskabet skal fungere efter Guds orden, så er det manden alene, der overfor Gud skal stå til ansvar for sin familie. Og Guds velsignelse flyder igennem manden, som er en præst i familien. Hvis der er strid om dette spørgsmål, siger Jesus, at ”et hus i splid med sig selv kan ikke bestå.” (Matt.12,25). Jesus siger også, at manden skal ”binde sig til sin hustru…” (Matt.19,5). Det betyder, at manden skal vedkende sig, elske og beskytte sin hustru. ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den.” (Ef.5,25). Og Jesus siger om ægtefæller, at de ”skal blive ét kød” (Matt.19,5). Jesus siger her, at en mand og kone skal have sex sammen. Og hvis de stopper med at have regelmæssig sex, så opfylder de vel ikke Jesu befaling om at være ét kød. Skilsmisse Matt.19,6-9: ”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. De spurgte ham: Hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende? Han sagde til dem: Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan. Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.” Her siger Jesus, at et menneske ikke må adskille det, som Gud har sammenføjet. Skilsmissen er ikke kun et oprør mod Guds orden/vilje (vers 6); den er også et overgreb på ægtefællen og børnene. I dette skriftsted tillader Jesus skilsmisse, hvis der er utugt indblandet. Men kan man så frit gifte sig igen?

Nej! for Jesus gør jo op med den særordning om skilsmisselov, som fejlagtigt blev indført i Moseloven. Jesus siger i vers 8, ”…fra begyndelsen var det ikke sådan.” (særordning om skilsmissebrev). Og Jesus siger i Matt.5,32, at den, som gifter sig med en fraskilt begår ægteskabsbrud (Luk.16,18). Paulus gengiver Jesu ord i 1.Kor.7,10-11: ”De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand – men er hun blevet skilt, skal hun forblive ugift eller også forlige sig med sin mand – og en mand må heller ikke skille sig af med sin hustru.” Skriften er klar på dette punkt, Jesus tillader ikke gengiftning. Hvis en af parterne gifter sig igen med en anden, så begås der ægteskabsbrud. I Guds øjne er de stadig ét kød, også selv om de bor hver for sig og er skilt. Bibelen er klar på dette punkt, ægteskabsbrydere skal ikke arve Guds rige (1.Kor.6,9-10). I den menighed, hvor jeg er præst, har vi tillid til og tro på, at hele familien skal blive frelst. Vi tror ikke, at det kun er halvdelen af et menneske, der skal tage imod Guds rige. Vi arbejder altid på at etablere Guds orden dér, hvor der er uorden. Den første, der blev frelst i vores menighed, var en kvinde med tre børn. Hendes mand ville ikke komme med og modarbejdede hendes tro. Paulus siger, at hun er fri til at lade manden gå og blive skilt, når hun lige er blevet frelst. Men så kan hun ikke gifte sig igen. Hun skal bede for mandens frelse, så de kan blive genforenet. Vi anbefalede denne kvinde at blive i ægteskabet og efter flere års udholdenhed er manden begyndt at komme med i kirken/til arrangementer, vi har. I en anden familie blev moderen og datteren frelst. Men manden ville ikke omvende sig. Moderen havde stillet sin mand det ultimatum, at enten blev han frelst, eller også ville hun lade sig skille. Vi sagde til hende, at hun var forpligtiget sammen med os

til at arbejde på mandens frelse, og derfor skulle hun gå forsigtigt frem det første år. Efter godt et halvt år blev manden frelst, og de kunne nu, som en hel familie, blive en del af discipel-fællesskabet. I en tredje familie blev konen frelst og lidt senere sønnen. Manden var åben i den første tid, men valgte ikke at blive en kristen. Han forlod konen og flyttede ind hos en yngre kvinde. Manden begærede så konen skilsmisse. Konen kom til mig og spurgte, om hun skulle sige ja til skilsmissen. Jeg fortalte, at Jesus tillader skilsmisse i et tilfælde som hendes, men jeg kunne ikke få mig selv til at anbefale det. Og det stemte overens med det, hun havde i hjertet. Hun valgte så at møde op i statsamtet og nægtede at skrive under. Hun erklærede, at hun tilgav manden hans utroskab, og at han kunne flytte hjem igen, hvis han ville, for hun elskede ham stadig. Det valgte manden ikke at gøre, men konen beder stadig for, at manden må vende om, blive frelst og komme hjem (manden opgav dog skilsmissen). I sager som den sidstnævnte vælger jeg at undervise i Jesu ord og stiller så de mennesker, det vedrører, fri til selv at vælge. Hvis nogen spørger, om de kan køre over for rødt, er jeg nødt til at henvise til færdselsloven. Hvis de så kører over for rødt alligevel, er det ikke mit ansvar. Hvis jeg var færdselsbetjent og anbefalede nogen at bryde færdselsloven, ville jeg nok blive fyret. Hvis en, der har tjeneste i Guds rige, anbefaler en anden at bryde Jesu ord og lære, hvad skal der så ske med den person? Jesus siger faktisk, at det var bedre for vedkommende, at han blev smidt i havet og druknet:

”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” (Matt.18,6-7). 59

Dæmonlæren Da Jesus udvalgte sine disciple, gav han dem samtidig bemyndigelse til at uddrive dæmoner (se Matt.10,1; Mark.3,14-15 + 6,7 og Luk. 9,1). I udsendelsestalen, den tale, Jesus gav sine disciple, befalede han dem at uddrive dæmoner. Matt.10, 7-8: ”Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.” I samme udsendelsestale siger Jesus, at han sender dem ud som får blandt ulve (Matt.10,16). Her siger Jesus til dem, der sendes ud med evangeliet, at de vil møde ”ulvene”, som er mennesker, der er underlagt Satans åndelige herredømme. Befalingen om at gå ud og prædike evangeliet anså disciplene for en universal befaling fra Jesus. Og med denne befaling om at gå ud med evangeliet fulgte også befalingen om at drive dæmoner ud. I starten af Apostlenes Gerninger ser vi den første spredning af evangeliet. Det er Filip, som prædiker evangeliet i Samaria. Og en af de centrale ting som sker, er, at dæmonerne bliver drevet ud under høje skrig. Ap.G. 8, 5-7: ”Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus. Og i folkeskarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, når de lyttede til ham og så de tegn, han gjorde; for mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt.” Hvis Jesus fra starten udrustede disciplene til dæmonuddrivelse, og den første menighed praktiserede det, så må det være lige så vigtigt for Jesu efterfølgere i dag. Vi anser det også for vigtigt i dag at prædike evangeliet. Min pointe er, at ingen har bemyndigelse til at fravælge noget af det, som Jesus har sagt. Ingen har bemyndigelse til at fravælge dæmonuddrivelse helbredelser eller evangelisering (mission). Enten accepterer vi hele missionspakken fra Jesus, eller så fravælger vi det hele.

Når Jesus selv praktiserede dæmonuddrivelse, og lærte sine efterfølgere at gøre det samme, så er det også vigtigt for os. Og når Jesus underviste i emnet, så er det også vigtigt for os at undervise i det i dag. Hvad siger Jesus at dæmoner er? I Matt.8,28-32 kommer der to besatte mennesker hen imod Jesus. Dæmonerne havde taget kontrollen over de to, så ingen kunne komme forbi på vejen. Dæmonerne manifesterede, råbte og sagde: ”Hvad har vi med dig at gøre, du Guds søn? Er du kommet her for at pine os før tiden?” (vers 29). Dæmonerne siger, at de intet har med Jesus at gøre. Det betyder, at de ikke hører til Guds rige. De siger, at Jesus er Guds søn, så de ved hvem han er. De siger så: ”er du kommet for at pine os før tiden?” De ved altså, at Jesus kommer for at ”pine” dem, når Jesus kommer tilbage til jorden for at etablere tusindårsriget. Og så er dæmonernes tid forbi. men de ved også, at det ikke er på dette tidspunkt, hvor de møder Jesus. Men da de mødte Jesus på vejen kom de i pine, for mørke tåler ikke lyset. I Matt.25,31-46 underviser Jesus om sin genkomst til jorden for at etablere tusindårsriget (se afsnittet ”Jesu endetidslære”). I vers 41 siger Jesus noget interessant om dæmonerne: ”Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.” Jesus dømmer her en gruppe mennesker til evig straf i den evige ild. De dømmes til det sted, som er bestemt til Djævelen og hans engle. Vi får her at vide, at dæmonerne er Djævelens engle. De mennesker, som af Jesus dømmes til Helvede, er dem der på jorden var påvirket/styret af Djævelens dæmoner. I Joh.8,31-47 siger Jesus til en gruppe nyfrelste, at de også skal blive frie. De påstår så, at de er frie, og at Gud er deres far.

Jesus siger til dem i vers 44: ”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster.” Ud fra Jesu undervisning i Joh.8 skal alle dem som bliver frelst (kommer til tro på Jesus), også have frihed i frelsen. Den frihed, Jesus taler om, er frihed fra Djævelens kontrol over mennesker. For Djævelen (Satan) påvirker og forfører mennesker med sine dæmoner. Kan kristne være styret og påvirket af dæmoner? JA! Ifølge Jesu undervisning så kan de. I en dialog med Peter sagde Jesus engang til ham: ”Vig bort Satan!” (Matt.16,23). Jesus talte til Satan, fordi Peters ord var et udtryk for en afsporing fra Satan, som ville hindre Jesus i at gå Guds vej. Og under nadveren udpeger Jesus Judas som forræder: ”Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: Hvad du gør, gør det snart”. (Joh.13,27). Hvis to af Jesu tolv disciple kunne blive påvirket og brugt af Satan/Satans dæmoner, kan andre kristne det også. Judas blev besat for øjnene af disciplene, og han havde tre år forinden fået bemyndigelse til at uddrive dæmoner. Og han glædede sig, sammen med de andre disciple over, at dæmonerne adlød dem. Og Jesus sagde til dem ”Glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene”(Luk.10,20). For Juda endte det med, at dæmonerne tog ham, og han mistede frelsen (Matt.27,3-5). Peter omvendte sig og blev udfriet ved et blik fra Jesus (Luk.22,61-62). Peter skrev senere ”Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen…” (1.Pet.5,8-9). Der er forskel på at være styret af dæmoner og at være besat. Judas var styret af dæmoner, men blev besat, da Jesus afslørede ham og han ikke omvendte sig. Jeg har selv set en navnekristen blive besat foran en forsamling. Dengang der var Løkken Crusade, kom der unge fra hele landet for at evangelisere i Løkken. En aften samlede vi alle de unge, som vi plejede, til bøn inden vi gik på gaden. Vi var ca. 35 unge

til denne samling. En ung fyr gik op og tog mikrofonen for at dele et ord. Midt i hans tale begyndte hans stemme at ændre sig. Hans øjne blev sorte og hans ansigt hævede op, så det så ud, som om hans øjne sank ind i hovedet. Han blev krumbøjet og hans fingre gik ud af led og bevægede sig sidelæns op til 90 grader. Jeg sprang øjeblikkelig op og tog mikrofonen ud af hans sprællende fingre. Jeg kommanderede ham ud og bad to af mine ledere om at udfri ham øjeblikkeligt. Det var selvfølgelig dæmonernes forsøg på at skræmme evangelisterne, så de skulle blive bange og opgive at gå på gaden. De fleste i forsamlingen var også skrækslagne over det, de så. Vi tog autoritet over frygtsdæmoner, og langsomt ændrede den åndelige temperatur sig fra minusgrader til plusgrader. Og det skal nævnes, at vi på gaden havde vækkelse, der skete tegn, undere og mirakler, og mange blev frelst. Jesus siger i Matt.12,28: ”Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”. Det er altså Helligånden, som virker til uddrivelse af dæmoner. Den samme Helligånd, som helbreder og gør mægtige gerninger. Uddrivelse ved Helligånden er altså en naturlig del af Guds rige ifølge Jesus. Jeg vil her indskyde en kort personlig betragtning. Vi kristne kan falde i to grøfter. Den ene grøft er en overfokusering på dæmoner. Jesus sagde jo til disciplene, at de ikke skulle glæde sig over at dæmonerne var lydige. Nej! De skulle glæde sig over frelsen, over det, som hører Guds rige til. Den anden grøft, vi kan falde i, er en underfokusering og frygt for at beskæftige os med emnet. Jeg har hørt en præst sige: ”Dæmoner beskæftiger vi os ikke med, for Jesus har vundet og sejret over det onde én gang for alle”. Dette argument holder selvfølgelig ikke, for dæmonuddrivelserne fortsatte efter pinsedag. Jakob siger jo i kap.4,7: ”I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer”

Når vi ved, at Jesu dæmonlære blev praktiseret efter pinsedag, så er denne undervisning stadig relevant. Det grundlæggende er, at vi forstår den åndelige verden. Jesus siger at Gud er ånd (Joh.4,24), men det er Satan også. Så skal vi forstå Guds rige, er vi også nødt til at forstå det som Jesus siger om Satan. Jesus siger i Matt.12,29: ” Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus.” Det sagde Jesus lige efter, at han havde uddrevet en dæmon. Denne verden er i den ondes vold, og denne verden er den ondes hus. Denne verdens børn er styret og forført af Satans dæmoner. Ja, dæmonerne kan endda tage bolig i denne verdens mennesker (Luk.11,24), så vi kan sige, at den stærkes hus er mennesker. Kan vi udvide Guds rige uden først at binde dæmonerne? Hvis ikke vi selv bliver fyldt med Helligånden og får del i den himmelske autoritet, så kan vi ikke ”plyndre” Satans hus, hans herredømme. Hvis ikke vi har vundet sejr over det onde i vores eget liv, kan vi nok ikke regne med at få autoritet til at ”plyndre” Satans hus. Opgjort og tilgivet synd er en sejr over dæmonerne. Uopgjort og utilgivet synd er en sejr for dæmonerne. Når Jesus kommer igen, skal alt gøres op. De, der hører Jesus til, er Guds husstand. Og de, der er Satans husstand, skal være sammen med ham og dæmonerne i al evighed. Problemet for os kristne er, ifølge Jesus, at en del af kirken tilhører Satans hus: ”Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” (Matt.13,41-42). Det er altså fra kirken, at Jesu engle skal fjerne alle dem, som ”juridisk set” tilhører Satans hus. Hvem er det, som bliver fjernet fra kirken og bliver kastet i Helvede? Det er alle dem, som er medskyldig i frafald i kirken. Alle de, som begår ”lovbrud”, er

dem, som ikke tager Jesu ord og befalinger seriøst. De skal alle smides ud som rådne fisk. ”Himmeriget ligner et vod (fiskenet), der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” (Matt.13,47-50). Jesus er endnu mere præcis i Matt.13,41. Jesus siger her klart, at det er fra ”hans rige”, at englene skal fjerne Satans værk (Jesus siger det fire gange i samme lignelse). Hvis vi anser kirken for Guds rige, så omhandler denne lignelse kirken. For kirken er jo Jesu ejendom, hans mark. Mens ”folkene” sov, står der, og jeg opfatter ”folkene”, for den gode sæd. Det er altså dem, der hører Jesus til. De var uopmærksomme, de var ikke bedende i ånden. For hvis de havde været vågne i ånden, ville de have set Satan komme for at så sine dæmoner (ukrudt) i kirken. Judas er et godt eksempel på, hvordan Satan arbejder. Der står, at Judas var begyndt at ”tage” af menighedskassen. Det var sikkert startet i det små og endte så med, at Satan tog ham. Men tilbage til lignelsen om Satan, der såede dæmoner i de kristne. Englene spørger så Jesus, om de skal fjerne alle dæmonerne fra kirken. Men Jesus svarede dem: ” Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.” (vers 29-30). Hvis englene nu smider alle dæmonbefængte kristne i Helvede, vil alle andre blive rykket op med rod. Hvad mon der vil ske, hvis Jesus gjorde det i en gennemsnits-menighed? I Jesu undervisning om endetids-menigheden siger han, at halvdelen tages med ved bortrykkelsen, og den anden halvdel lades tilbage

til dom (dette belyser jeg nærmere i afsnittet om endetidslæren). Hvis halvdelen i gennemsnits-menigheden fjernes, hvad sker der så? Ja, det er skræmmende at forestille sig, at fx en ægtefælle eller børn bliver fjernet. Jeg kan godt forestille mig, at en sådan menighed vil blive ”rykket op med rode”. Når Jakob siger, at vi skal stå Djævelen imod, så mener han vel i menigheden og i os selv. Jesus har mere undervisning om dæmoner, og hvordan de skal uddrives, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på i denne bog. Jeg ønsker blot at give et bredt udsnit af Jesu ord og lære. Når dæmonplagede mennesker kommer til mig og vores menighed for at få hjælp, vil vi ikke hjælpe, hvis de fornægter Jesus. Ved næsten alle uddrivelser læser vi Jesu ord op for dem: ”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.” (Luk.11,24-26). Vi forklarer mennesker, at hvis dæmonerne skal ud, så må Jesus ind i hjertet ved Helligånden. Hvis de ikke vil fylde sig med Helligånden efter en uddrivelse, så vil dæmonerne vende syvdobbelt tilbage. I flere tilfælde har vi nægtet at foretage en udfrielse, fordi den som søgte udfrielse, ikke var åben for Helligånden. Vi siger det kun til dem, som vi forinden har haft samtaler med om emnet, og som selv har opsøgt os. Jeg har selv foretaget udfrielser på personer, som var besatte og ikke forinden har ønsket at blive udfriet. Hvis en dæmon i et menneske modsætter sig det som Helligånden har bedt mig om at gøre, så kaster jeg bare dæmonen ud i Jesu navn. Det er det samme, som Jesus gjorde i Matt.8,28-32.

Livet efter døden Jesus underviste disciplene om, hvad der sker, når vi dør. I Luk.16,19-31 kommer Jesus med et eksempel på to mænd, som dør. Først døde Lazarus, som var fattig: ”Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød.”(vers 22). Den fattige mand hørte Guds rige til, for han blev hentet af engle. At han bliver båret hen i Abrahams skød, er en jødisk forståelse. Jøderne ser sig selv som Abrahams børn. Derfor giver det mening for jøderne, at de kommer til at sidde på Abrahams knæ (skød) som børn. Det betyder også, at vi i døden bliver bragt sammen med vore afdøde slægtninge. Dette er selvfølgelig ikke en selvfølge, hvis man havner hvert sit sted. Men alle de, som tilhører Guds rige, bliver bragt sammen i døden ifølge Jesus. I Luk.16,9 siger Jesus: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.” Den rige mand dør også, men han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes (vers 22-23). Han blev ikke som Lazarus båret af engle, da han døde. Han vågner bare op i ”dødsriget” i den afdeling, hvor de uretfærdige og lovbryderne er. Her sætter Jesus ord på det sted, de to mænd er havnet. Jesus siger, at de begge er havnet i dødsriget/paradiset. Jesus lokaliserer dødsriget til at være et konkret sted inde i eller nede i jorden (Se Matt.11,23 +12,40). I Det Nye Testamente og i Jesu undervisning er dødsriget et midlertidigt opbevaringssted. Når Jesus kommer igen for at hente alle kristne til himlen, skal han først tømme dødsriget for hellige. 1.Thes.4,14-18: ”For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun

gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord.” Paulus henviser altså til, at det er noget, som Jesus har sagt. I hvert fald sagde Jesus ifølge Paulus i dette skriftsted, at de ”hensovede” er de døde kristne. Dette begreb, at de døde sover, bruger Jesus selv. Så det betyder bare de døde i dødsriget. Jesus skal møde de døde opstandne i skyen sammen med os som lever. Jesus omtaler de retfærdiges opstandelse i Luk.14,14, og (Joh.5,28-29) ”I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til evigt liv…” Også de uretfærdige skal ifølge Jesus opstå (Joh.5,29), men det er til dom. I Åb.20,11-15 ser Johannes, hvad der skal ske med de uretfærdige i dødsriget. Denne hændelse bliver efter tusindårsriget. Tusindårsriget starter med, at Jesus dømmer de levende uretfærdige i Matt.25,31-46. I Åb.20,13-15 står der: ”Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen”. Først opstår alle de uretfærdige, så bliver ”Døden”, som er Satan og alle dæmonerne, smidt i ildsøen. I Åb.21,8 ses det tydeligere at de uretfærdige kommer i ildsøen: ”Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.” Der står noget interessant i Åb.19,20: ”De blev begge styrtet levende i ildsøen, der brænder med svovl”. Det ser ud til, at de, som kommer i ildsøen, får deres kroppe med. At de bliver smidt i ildsøen levende. De, der var i dødsriget opstod jo og fik deres kroppe igen, bare for at blive kastet levende i ildsøen.

Dette stemmer godt overens med Jesu ord i Matt.10,28: ”… men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Dette skriftsted starter med, at Jesus siger: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel…” Sjælen er altså udødelig ifølge Jesus. Det værste er altså ikke dødsriget, men Helvede, ildsøen, hvor både krop og sjæl skal pines altid. Prøv at se hvad Jesus siger i Mark.9,47-48: ”…at kastes i Helvede, hvor maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes.” Her omtaler Jesus Helvede som et evigt pinested for krop og sjæl, for maddiker og ild er pinefulde for kroppen. Jesus siger i Matt.25,46, at straffen i Helvede er en evig straf: ”og de skal gå bort til evig straf.” Evig betyder altid, uden nogen afbrydelse eller afslutning. Der er altså ingen mulighed for omvendelse eller redning ifølge Jesus. De døde kristne gøres levende, når Jesus kommer igen. De får deres oprindelige krop igen. Men hvordan kan det lade sig gøre? Da Jesus kom for at vække sin ven Lazarus til live igen, står der, at liget allerede lugtede. ”Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” (Joh.11,39). I Israel er der et varmt klima, så forrådnelsen går hurtigere der. Om Jesus kunne spole kroppens forrådnelse baglæns, eller han kunne genskabe de ødelagte celler med den oprindelige DNA, ved jeg ikke. Men alt er muligt for Gud, også de dødes opstandelse. Jeg tror, at Gud har DNA- koden på alle mennesker. Gud har styr på, hvor mange hovedhår vi hver især har, så mon ikke han har styr på hvordan døde kristne får deres kroppe igen. Når Jesus kommer igen første gang, er det for at mødes med alle kristne i skyen. Både med de opstandne og dem, som er levende. Paulus siger i Fil.3,21, at vi skal få samme herlighedslegeme som Jesus fik i opstandelsen. Det betyder, at vi alle skal møde Jesus i skyen med det kødelige legeme. Jesus opstod jo i sit jordiske legeme og fór til himmels i det samme legeme. Godt nok er et herlighedslegeme det jordiske legeme, men det er tilført en

himmelsk dimension. Et herlighedslegeme er sandsynligvis det samme legeme, som mennesket havde i Edens have før syndefaldet. Det legeme var udødeligt og kunne rumme Guds herlighed. Et herlighedslegeme kan ikke blive sygt eller dø. Mennesket udnytter ikke hjernen fuldt ud, som Gud har skabt den. Der står, at vi nu kun forstår stykkevis (1.Kor.13,12). Jeg vil mene, at vi før syndefaldet kunne udnytte hele hjernens kapacitet. Så det bliver fantastisk at få et herlighedslegeme i bortrykkelsen! I Joh.14,2-3 siger Jesus: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.” Jesus siger til sine disciple, at der er mange boliger i Guds hus. Og Jesus går bort for at forberede de himmelske boliger. Jesus lover så disciplene, at han vil komme tilbage til jorden for at hente dem. Disciplenes kødelige rester er stadig på jorden, men hvor er deres sjæle? Ifølge Jesu egen lære så må de være i dødsriget inde i jorden. Der er et skriftsted, som har generet mig, og det er martyrernes skriftsted i Åb.6,9-11: ”Og da lammet brød det femte sejl, så jeg under alteret sjælene af dem, der var myrdet på grund af Guds ord og det vidnesbyrd, de holdt fast ved. Og de råbte med høj røst: Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden? Og de fik hver givet en hvid klædning, og det blev sagt til dem, at de skulle hvile en kort stund endnu, indtil tallet blev fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skulle dræbes som de selv.” Disciplene blev alle martyrer, undtagen Johannes. Hvis de ti disciple nu befinder sig i himlen, så giver det ikke mening, at Jesus siger, han henter dem på jorden. Men så kunde jeg

pludselig se, at sjælene under alteret, er sjælene i dødsriget inde i jorden. For uanset om det er det kommende alter i Templet i Jerusalem, eller det er det himmelske alter, så befinder alle de døde sjæle sig under alteret! Og martyrernes udsagn om ”hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden?” (vers 10) kan kun betyde at de befinder sig et andet sted end ”på jorden”. Og det sted behøver ikke at være i himlen, det kan også være inde i jorden. I Åb.14 ser Johannes to genkomster. Første genkomst i vers 14-16 er der, hvor Jesus kommer i skyen for at ”høste” alle kristne. I vers 17-20 kommer Jesus igen for at etablere tusindårsriget. Det er her Jesus knuser Antikrist og hans hær udenfor Jerusalem.

”Dine døde bliver levende, deres lig står op. I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug… Mit folk, gå ind i dine kamre, og luk døren bag dig.” (Es.26,19-20). Jesu første genkomst:

Jesu endetidslære I Matt. Kap. 24 og 25 har vi en sammenhængende undervisning af Jesus om endetiden, de sidste tider. Mattæus skrev til de kristne jøder. Jesus var selv jøde. For at forstå bibelen bedre må vi også lære at forstå den jødiske tænkning/verdensopfattelse, som er anderledes end den vesterlandske, den græske tænkning. For jøderne var det ikke bare Skriftens indhold der var vigtig, det var blandt andet også rækkefølgen og opstillingen i teksten, som havde en betydning. Jesus var selv funderet i Skriften, Det Gamle Testamente, og hans endetidslære er især baseret på profeten Esajas. Mange kristne farer vild i endetidslæren, fordi de tager afsæt i Johannes Åbenbaring, men Johannes var selv jøde og havde samme fundament som Jesus. Jeg vil påstå, at Jesu endetidslære er nøglen til at forstå Johannes Åbenbaring. Så hvis vi vælger Jesu endetidslære som første prioritet, bliver det lettere at forstå de andre endetidsskrifter. Disciplene står og ser på Templet i Jerusalem, og Jesus siger, at templet skal brydes ned og jævnes med jorden. Det udløser en del spørgsmål hos disciplene om, hvad der skal ske i fremtiden. Det er ikke de store folkeskarer, Jesus her underviser, men inderkredsen af sin discipelflok. Jesus videregiver altså detaljerede oplysninger til sine efterfølgere, oplysninger om, hvad der skal ske i endetiden/fremtiden. Det, der kan forvirre, er, at afsættet til endetids-undervisningen er Templet, som vedrører jøderne. Disciplene var også selv jøder. Jesus giver både en undervisning til jøderne og til de kristne disciple. Jesus forkaster ikke jøderne. Han er Messias, frelseren, både for jøderne og for hedningerne (ikke-jøder). ”Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.” (Joh.10,16).

Derfor er det ikke unaturligt, at Jesus beskriver, hvad der skal ske med jøderne og samtidig, hvad der skal ske med de ikkejødiske kristne (os). Matt.24,4-22 er jødernes endetids-beretning og Matt.24,23-31 er de kristnes endetids-beretning. Begge beretninger er samme tidsperiode, men set fra to forskellige vinkler. Vers 4 og 5 er starten på Jesu endetidslære for jøderne: ”Jesus sagde til dem: Se til, at ingen fører jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus.” Jesu endetidslære for de hedninge-kristne starter med de samme ord fra vers 23: ”Hvis nogen da siger til jer: Se her er Kristus! Eller: Her er han! Så tro det ikke”. Jesus fortæller den samme endetidsberetning en tredje gang, men det er denne gang fortalt som syv endetidslignelser. Alle tre endetidsberetninger slutter med at Jesus kommer tilbage til jorden for at etablere tusindårsriget. 1. Jødernes endetidsberetning (kap.24) Vers 4-5: Vers 6-7: Vers 8: Vers 9: Vers 12:

Advarsel imod at blive ført vild Krigslarm, hungersnød og jordskælv Skel imellem de første veer og de sidste i endetiden Forfølgelse af jøderne ”Lovløsheden” (kan være Satan og hans dæmoner) skal tage overhånd (kontrol). Kærligheden skal blive kold hos mange. Hvis det er her, Jesus kommer igen i skyen for at hente sin menighed/brud, så forklarer det, at Satan tager over. For når saltet, de kristne, tages væk, går verden i forrådnelse. Det ser ud til at der er en frelsesvej for dem, som ikke har taget imod Jesus, lige inden hans genkomst.

Vers 13:

Vers 14:

Vers 15-22:

Den, der holder ud til enden, skal frelses. Enden er den nuværende verdens afslutning, når Jesus kommer igen fra bryllupsfesten i himlen med sin brud og alle sine engle for at etablere tusindårsriget (2. genkomst). De jøder, som ikke tog imod Jesus ved hans genkomst i skyen (1. genkomst), får nu en mulighed for at tage imod evangeliet, hvis de når ind til Jerusalem eller bliver martyrer. Evangeliet prædikes af de to profeter, de tre engle i luften og de 144.000 beseglede elite-evangelister. Jesu brud, menigheden, er jo til bryllupsfest! Antikrist sætter sig i jødernes tempel, og dér starter en forfølgelse af jøderne. Dette, at Antikrist vil regere fra templet, vil nok få de fleste jøder til at afvise Antikrist og smide ham ud. Dette vil være startskuddet til nedslagtningen af jøderne. Denne krig imod jøderne ender med Jerusalems belejring og slaget ved Amagedon (Jesu 2.genkomst)

2. De kristnes endetidsberetning (kap.24) Vers 23-26: Vers 27: Vers 28: Vers 29:

Vers 30-31:

Advarsel imod at blive ført vild Jesu genkomst i skyen (1. genkomst) Satan og hele hans dæmonhær slippes fri på jorden Gud Faders vredesbæger tømmes ud over jorden, og jorden vil blive et ”helvede”. Jesu brud, menigheden, sidder til bryllupsfest i himlen. Jesu genkomst på Oliebjerget (2. genkomst), hvor han vil komme sammen med de overlevende nyomvendte på jorden (hovedsageligt jøder) og bruden fra bryllupsfesten i himlen. Her vil Jesus gøre en ende på denne verdens orden og etablere tusindårsriget.

3. Kirkens syv endetidsberetninger (kap.24-25) Vers 37-51 og 1-30: Vers 31-46:

En del af kirkens medlemmer (menigheden) bortrykkes ved Jesu 1. genkomst. Den del som lades tilbage, skal blive på jorden. Jesu 2. genkomst til jorden for at etablere tusindårsriget, som indledes med dommen over kirken.

Efter vers 31 i Matt.24 går Jesus over i en anden fortælleform, han bruger nu lignelser til at beskrive den samme endetid. Jesus bruger nu et nyt tema for endetiden, en ny indfaldsvinkel, nu vil han fortælle kirkens endetidshistorie. Der er en lille overgang fra vers 32 til vers 36, som omhandler lignelsen om figentræet. Dette figentræ kan være et billede på staten Israel. 1. Noah. Jesus indleder kirkens syv endetidslignelser med beretningen om Noah i vers 37-39: ”Som det var i Noahs dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noah gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” Jesus siger her klart, at hans genkomst i skyen skal komme bag på de fleste. Syndfloden kom ikke bag på Noah og hans familie. Mange har ment, at Jesus her omtaler de kristne og verden, men de følgende lignelser omhandler kirken, og ikke verden, så jeg mener, at Jesus med Noahs eksempel vil sige, at ved hans genkomst vil kun en del af kirken blive reddet i arken. Noahs ark kan dels være et billede på Kristus selv, men også et billede på bryllupsfesten i himlen. Arken var borte fra jordens overflade en tid og landede derefter på jorden igen for at befolke jorden og indlede en ny tidsalder (tusindårsriget). Jesus siger klart, at en del af dem, som tjener ham og kalder sig kristne, skal efterlades på jorden ved hans genkomst.

2. og 3. De to mænd og de to kvinder. ”Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage.” (Matt.24,40-41). Disse to lignelser er todelte, som de følgende lignelser også er. To mænd er ude på marken ved Jesu genkomst. Det er samme mark (evt. missionsmark?), de befinder sig på. Tilsyneladende er der ikke forskel på de to mænd, men det er overraskende at den ene tages med og den anden lades tilbage. Det, Jesus her i de to lignelser vil have os til at tænke på, tror jeg er følgende: Hvorfor efterlades den ene part og ikke den anden? I illustrationen med de to kvinder, som maler på samme kværn, vil jeg mene, at begge kvinder er høstarbejdere, at de begge bearbejder høsten (vækkelsen). 4. Den årvågne tjener. ”Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.” (Matt.24,42-44). Jesus siger her i vers 42: vær klar, for I ved ikke, hvornår jeg kommer i skyen for at hente min menighed, for det bliver uden forvarsel. I vers 43 bruger Jesus et billede på en husejer, som ville være vågen og klar, hvis han vidste, i hvilken time en tyv ville bryde ind i huset. Men vi ved ikke, hvornår Jesus kommer igen. Derfor skal vi være klar til, at det kan ske når som helst. Der kommer altså ingen forvarsel i sol, måne eller stjerner, ikke solformørkelse eller en rød måne, for alt dette sker efter bortrykkelsen. Med andre ord: det vil komme bag på os! ”Hvem er så en tro og klog tjener, som af sin herre er sat til at give hans folk deres kost i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer. Sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer.

Men er det en dårlig tjener, der siger som så: Min herre lader vente på sig! Og derpå giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med hyklerne. Dér skal der være gråd og tænderskæren.”(Matt.24,45-51). Jesus siger her, at når han så kommer tilbage for at hente os hjem til bryllupsfest i himlen, så vil han finde to slags kristne. Igen er der her en todeling, to typer kristne, men begge tjenere havde fået samme opgave og betingelser. Tjenerne var af Jesus sat til at give hans folk kost i rette tid. Vi er af Jesus sat til at forkynde evangeliet og at oplære nye kristne i alt det som Jesus har sagt. ”Gå ud i al verden og prædik evangeliet” (Mark.16,15). ”Idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”(Matt.28,20). Missionsbefalingen fra Jesus, er tjenerens opgave. Den tjener, den kristne, som er midt i at udføre denne befaling, når Jesus viser sig i skyen, den tjener er lykkelig, for Jesus vil ophøje og belønne denne tjener. Den dårlige tjener/kristne har et andet fokus. Det første, der kendetegner den dårlige tjener/kristne, er, at vedkommende tror, at der er tid nok, inden Jesus kommer igen. At Jesu genkomst ikke er lige om hjørnet. Det var jo netop det, Jesus indledte med at sige, at vi altid skal være klar til hans genkomst, og at vi skal vente den når som helst. Den anden fejl, den dårlige kristne begår, er, at ”slå sine medtjenere”. Hvis vi for eksempel bagtaler en medtjener (en anden kristen) og ikke beskytter vedkommende i kærlighed, så ”slår” vi verbalt en medtjener. Når vi bagtaler hinanden eller fordømmer hinanden, så aktiverer vi dæmoner. ”Liv og død er i tungens magt.” (Ord.18,21). ”Velsign og forband ikke.” (Rom.12,14). Den tredje ting, som kendetegner en dårlig kristen, er at ”spise og drikke med svirebrødre”. At spise og drikke i bibelsk forståelse betyder at have fællesskab med, at dele ånd med.

Og svirebrødre er dårligt selskab. Når Jesus så kommer igen, bliver det ikke med en billet til himlen. Der står om den dårlige tjener/kristne, at Jesus vil ”hugge ham ned”, og, som jeg læser det, skal han dele skæbne med de ikke-troende. 5. De ti brudepiger. ”Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.” (Matt.25,1-13). I vers 1 ser vi tydeligt, at det er himmeriget, Guds rige, kirken, Jesus her taler om. Det er ikke en lignelse om de kristne og verden/de ikke-troende, for der står, at de alle ventede brudgommen, som er Jesus. Alle ti brudepiger havde taget imod evangeliet og viet deres liv til at gå Jesus i møde, at komme i himlen. Og igen er det samme tema; en todeling af alle kristne. En todeling af kirken, Jesu brud og de efterladte. Det, der her skiller dem, er olien; de tåbelige havde ikke olie på lamperne, men det havde de kloge. Olien er et billede på Helligånden. ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand. Det sagde han om den ånd, som de, der troede

på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.” (Joh.7,38-39). ”Elsker I mig, så hold mine bud: og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.” (Joh.14,16-17). Efter at Jesus ifølge lignelsen var kommet tilbage og havde hentet de kloge kristne, dem med olie på deres lamper, så står der, at de andre kristne gjorde krav på at komme ind i himlen til bryllupsfesten: ”Herre, herre, luk os ind!” (vers 11). Men Jesu svar til dem var klart: ”Jeg kender jer ikke”(vers 12). Det må være den hårdeste dom: at blive forkastet af Jesus. 6. De betroede talenter. ”Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har vært tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!

Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have i overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” (Matt.25,14-30). Ifølge vers 14 rejste Jesus til himmelen og satte sig ved Faderens højre hånd, og han efterlod sin formue til sine tjenere. Formuen, Jesus har betroet os kristne, er ikke vore evner og talenter. Nej, vores evner og talenter er vores egen formue. Jesu formue er Guds rige, vækkelsen, kirken, det er dét, som Jesus har givet os kristne at forvalte. Også her er der en todeling af de kristne, men Jesus giver os her en ny pointe. Hvis vi først tager fat på den uduelige tjener, så var Jesu dom over denne kristne, som ikke fik adgang til himlen, at han var ”doven”. At han var doven betyder, at han ikke engang forstod at bede. I vers 26-27 siger Jesus til den ”uduelige” kristne, at hvis han bare havde givet sit mandat til ”vekselererne”, så havde Jesus trods alt fået en ”indirekte” høst. Vekselererne omsætter en given værdi fra et pengesystem til et andet, til en fremmed valuta. Vekselererne er englene, ”og høstfolkene er engle” (Matt.13,39). Den givne værdi er tjenerens betroede talent, og den fremmede valuta er englenes arbejde. Havde tjeneren blot overladt sin ”talent” til englene, var den åndelige verden gennem bøn blevet aktiveret, og herren havde fået sin høst. ”Bed derfor høstens

herre (Jesus) om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt.9,38). Den dovne (ikke-bedende) kristne kunne hverken forkynde evangeliet eller bede! En anden ting, som kendetegnede den dovne kristne, var at han kaldte Jesus for en hård herre. Der er mange kristne, som opfatter Gud som en streng og hård herre. Den dovne kristne havde ikke oplevet velsignelse i sit liv, og det var selvforskyldt. Fordi han valgte at grave sit kald ned, ikke at investere det, som Jesus havde betroet ham, i noget, så oplevede han ikke velsignelse ved at give. Jesus sagde jo til alle sine tjenere: ”Giv, så skal der gives jer” (Luk.6,38). Der var forskel på de kristne, som kom med ind i himlen. Én kristen fik betroet meget og en anden mindre. De fik betroet så meget af Guds rige, som de evnede at bære hver især (vers 15). Og der var ikke forskel på deres løn. De fik samme besked af Jesus: ”Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!” (vers 21 og 23). Den uduelige tjener derimod blev kastet ud i ”mørket udenfor”. 7. Tusindårsriget indledes. Hyrden skiller fårene fra bukkene. Ved Jesu genkomst i skyen (1. genkomst) skal de døde kristne opstå og bortrykkes sammen med de levende Jesu disciple. Med andre ord vil paradiset (den gode halvdel af dødsriget) blive tømt. Ifølge Matt.25,31-46 er det, når Jesus kommer igen for anden gang, at han vil tage sæde på sin trone og regere på jorden, det er det, som kaldes for tusindårsriget. Her er det Jesus og ikke Gud Fader, som er dommeren og kongen. Jesus skal dømme alle levende på jorden (kirken). De, som er døde i dødsriget, er fortabte, men skal ikke stå til regnskab, før de tusinde år er omme. Men hvem er så de levende, som Jesus vil dømme? De, som kommer ned sammen med Jesus fra bryllupsfesten, er alle levende, og de ved, at de for altid hører Jesus til, for de er

gift med ham. Men de jøder og kristne, som har overlevet antikrist, de skal også bedømmes, inkluderes som Jesu brud. Disse to grupper skal sammen med Jesus regere jorden med ham i tusind år, de skal tage den forudbestemte arv i besiddelse (se vers 34): ”Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.” Jeg ser nu to muligheder for, hvem det er som Jesus dømmer til fortabelse. Den første mulighed er alle mennesker på jorden. Alle dem, som var med til at forfølge jøderne og de kristne, de skal dømmes af Jesus. Der står ikke noget om hvornår straffen over ”bukkene” vil blive eksekveret. I vers 46 har vi den endelige dom over ”bukkene” og ”fårene”, de uretfærdige og de retfærdige. ”Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” For de retfærdige er det evige liv med Jesus allerede indtrådt/startet ved Jesu første genkomst i skyen. Men til dem, som dømmes til evig straf og fortabelse siger Jesus i vers 41: ”Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.” Den evige ild (Helvede eller ildsøen) er bestemt for Satan og dæmonerne og de fortabte, men Satan og hans dæmoner er jo bare bundet i de tusind år, hvor Jesus og hans brud er på jorden. Dommen er afsagt og bestemt, selvom den ikke endnu er eksekveret. Det samme er vel gældende for dem, som dømmes til fortabelse De venter på, at dommen skal udføres, at de skal smides i ildsøen sammen med Satan og hans dæmoner. Den anden mulighed er, at de, som Jesus kalder for ”bukkene” på sin venstre side er ”den falske kirke”, de, som dømmes til fortabelsen. Matt.25,31-32: ”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene.”

Jesus kommer ned på jorden med sin brud fra bryllupsfesten i himlen. Jesus sætter sig på sin trone og samler alle folkeslagene foran ham som en hyrde opdeler sin flok. Dommen skal foregå på jorden lige efter Jesu anden genkomst. Jesus beskriver i den forbindelse sig selv som en hyrde, der deler sin flok, og det mener jeg betyder, at det er hans eget hus, kirken, som skal dømmes. Det er indlysende, at de, som blev bortrykket med ham i skyen er selvskrevne til at regere med Jesus i tusind år. Så det at nogle bliver efterladt, som nok havde regnet med, at de kom med, er en adskillelse i sig selv. Men hverken dem som kommer med Jesus, eller de efterladte ”kristne”, har modtaget en dom, en rettergang. Dem som kom med Jesus i skyen, ved ikke selv, hvorfor de kom med. Og dem som ikke kom med Jesus ved første genkomst, ved nok ikke selv hvorfor de blev efterladt. Det er begge grupper, som jeg tror Jesus nu dømmer, alle dem som kaldte sig selv kristne, uanset om de blev bortrykket eller ej. Alle folkeslagene kan jo også betyde alle navnekristne fra alle nationer og etniske grupper. Det er bemærkelsesværdigt, at begge grupper, alle de som dømmes, både de retfærdige og de uretfærdige, alle kalder Jesus for deres Herre (se vers 37 og vers 44). Begge grupper anser sig selv som kristne, da begge grupper giver Jesus samme svar, de ser alle tilbage på hver deres kristenliv. Så der er belæg for, at Jesus rydder op i sit eget hus først, inden han vil regere i tusinde år. De fortabte, de forbandede, som Jesus kalder dem, de skal ikke længere være i nærheden af Jesus (i al evighed). De retfærdige skal regere med Jesus i tusind år, men hvem skal de regere over? Jeg tror, de skal regere over de uretfærdige forbandede (dæmoniserede) bukke på Jesu venstre side. De skal også regere over alle de mennesker, som har været forført af Antikrist.

Oversigt over endetidslæren hos Esajas og Jesus Handling

Esajas

Jesus

De døde kristne opstår

26,19: Dine døde bliver levende, deres lig står op. I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug, og jorden bringer dødninge til live. 26,20: Mit folk, gå ind i dine kamre, luk dørene bag dig; skjul dig en kort tid, til vreden er drevet over.

Joh. 5, 28: I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst

Jesus henter de levende kristne i skyen op til himlen

Mens vi er til bryllupsfest straffer Gud jordens folk Jesus kommer igen og gør op med det onde på jorden

26,21: For nu går Herren ud af sin bolig for at straffe jordens beboere for deres synd. Jorden må afsløre sin blodskyld, for den kan ikke længere skjule de dræbte. 27,1: På den dag straffer Herren med sit skarpe, store og stærke sværd Livjatan, den flugtsnare slange, Livjatan, den bugtede slange; han dræber dragen i havet.

Jesus henter sin brud fra himlen og med dem etablerer 1000 års riget

27,2-3: På den dag skal I synge om en herlig vingård. Jeg, Herren, passer på den, jeg vander den igen og igen; for at ingen skal skade den, passer jeg på den dag og nat.

Matt. 24,27: For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. Joh.14,2-3: I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer Matt. 24,29: Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. Matt. 24,30: Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Matt. 24,31: Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden. (Matt.25,31-46)

I Matt.25,31 siger Jesus, at han kommer for at etablere tusindårsriget med sine engle: ”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone.” Og i Matt.16,27 står der: ”For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle..” I Matt.25,31 står der, at Jesu engle kommer ”med høj basunklang.” Jesus gør det klart at det er hans engle, de tilhører Jesus, som det her ses. Men Jesus siger også, at de følger ham med basunklang. I bibelen er det kun ærkeengle, der bliver beskrevet med basunklang. 1.Thes.4,16: ”…når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder…” Basunklang var på den tid et signalredskab for en hærleder. Ud fra dette er der grund til at se ærkeenglene som hærledere for alle englene. Senere siger Paulus i 2. Thes.1,7: ”…når Herren Jesus, fulgt af sine mægtige engle, åbenbares fra himlen med flammende ild.” Det er altså Jesu mægtige ærkeengle, der kommer med ham som flammende ild. Her åbenbares ærkeenglene som flammende ild. Johannes Åbenbaring starter med en hilsen fra GudFader, Jesus og de syv ånder (ærkeengle) foran tronen (Åb.1,4-5). Disse syv ånder er beskrevet som flammende ild i Åb.4,5. Og i Åb.8,2 ses, at de syv ånder er ærkeenglene: ”Og jeg så, at de syv engle, der står foran Gud, fik givet syv basuner.” I Åbenbaringen ser vi, at de syv ærkeengle har en vigtig og central rolle i de himmelske og jordiske begivenheder. Jesus siger, at de vil følge ham ned på jorden, når han skal etablere tusindårsriget. I Åbenbaringensbogen følger de altid Jesus, så det er naturligt, at de kommer ned på jorden sammen med Jesus. I Åb.15,6 står der, at ærkeenglene er klædt i lysende linned klæder med guldbælte om brystet. Denne klædning ligner til forveksling Jesu klædning, som er beskrevet i Åb.1,3. Ærkeenglenes første opgave i tusindårsriget bliver ifølge Jesus at samle alle de hellige ”fra den ene ende af himlen til den anden”

(Matt.2,31). Her ses, at alle vi kristne, som på det tidspunkt er i himlen, skal flyttes ned på jorden. Jesus omtaler selv himlen i flertal som ”himlene”, så det er ikke bare ét sted, som jorden er. Der er sikkert tale om nogle hundrede millioner kristne, som skal hentes tilbage til jorden. I hvert fald indledes tusindårsriget med en fysisk kontakt imellem os kristne og ærkeenglene. Mit gæt, ud fra skrifterne, er, at vi i tusindårsriget kommer til at samarbejde med ærkeenglene. Ærkeenglene er de eneste engle, som i GT og NT står ansigt til ansigt med Gud Fader i himlen. Juleevangeliet starter med, at ærkeenglen Gabriel åbenbarer sig for Maria. Gabriel præsenterer sig selv i Luk.1,19: ”Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt…”. I GT åbenbarer ærkeenglen Rafael sig for Tobit og siger, at de i alt er syv ærkeengle, som selv har lov til at træde frem for Gud. ”Jeg er Rafael, en af de syv hellige engle, som frembærer de helliges bønner, og som selv træder frem for den Hellige i hans herlighed.” (Tob.12,15). Jesus nævner selv en gruppe engle (ærkeengle), som står ansigt til ansigt med Gud Fader: ”Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.”(Matt.18,10). Her ser det ud til, at Jesus kæder os kristne sammen med ærkeenglene. Så det er ikke bare i tusindårsriget, at vi kædes sammen med ærkeenglene. Ifølge det, Jesus her siger, så følger ærkeenglene os kristne her på jorden inden bortrykkelsen, og de har en vigtig betydning. Rafael sagde til Tobit, at de ”frembærer de helliges bønner.” (Tob.12,15). Dette indikerer, at de har en meget central betydning i kommunikationen imellem os kristne og Gud. Jesus indleder selve tusindårsriget med en domsakt, og Jesus skal selv ”tage sæde på sin herligheds trone.” (Matt.25,31). Så står der i Åb.20,4: ”Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt.”

Her ser det ud til, at andre end Jesus selv skal dømme. Vi skal selv bedømmes og frikendes i domsakten, så det kan ikke vær os kristne, som skal sidde på dommersæderne. Jesus kommer selv med svaret i Matt.19,28: ”Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.” Noget andet, som sker i starten af tusindårsriget, er, at de som bliver kristne og bliver dræbt efter Jesu første genkomst, de vil blive vakt til live igen. Mens vi er til bryllupsfest i himlen, er det stadig muligt at omvende sig og blive frelst. Når alle kristne er bortrykket til himlen, er der ingen menighed til at lede mennesker til frelse. Og den del af kirken, som bliver efterladt, bliver sandsynligvis opløst af Antikrist. Den er i hvert fald ubrugelig til at repræsentere Guds rige. Derfor bliver evangeliet forkyndt af de to vidner, som der står om i Åb.11,1-14 (Moses og Elias). Evangeliet skal også forkyndes af tre engle (se Åb.14,6-13). Når evangeliet bliver forkyndt, er der også en omvendelsesmulighed, men den bliver hård. De, som omvender sig, er helt alene, for der er ingen menighed på jorden. Satan og hans dæmoner har frit spil på jorden, så alle, der omvender sig, vil blive jaget til døde. De få, der i live når ned til Jerusalem, vil blive frelst i live. Men de fleste vil blive dræbt som martyrer, og for dem, bliver døden en udfrielse. Det er dem, som i tusindårsriget skal hentes op fra dødsriget. ”Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt. Og jeg så sjælene af dem, som blev halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke sat mærke på deres pande og hånd. De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år.” (Åb.20,4).

Det bliver dog ikke kun de to vidner og de tre engle, som skal forkynde evangeliet, mens vi er til bryllupsfest i himlen. Jesus skal selv udvælge et hundrede og fire og fyrre tusinde ”elite evangelister”, som ikke skal med til himmelfesten, men evangelisere på jorden. Vi læser om dem i Åb.7,1-8 og her er listet tolvtusinde op fra hver af Israels tolv stammer. Problemet er, at, i dag kender man kun til Juda stammen. Det er dem, som vi kalder for jøder, de andre stammer er spredt ud over hele verden. Genetisk ville det være muligt at finde dem, hvis vi kendte genkoden for de elleve stammer. Men det gør Gud! Intet er skjult for ham. Der står, at Abrahams efterkommere skulle blive som antallet af stjerner på himlen. Så jeg tror, at størstedelen af alle folkeslag på jorden er de tabte stammer. Derfor er det logisk, at når Jesus skal finde og kalde de et hundrede og fire og fyrre tusinde, så bliver det fra alle nationer. I Ez.9,1-11 er der et profetisk syn, som jeg mener, er udvælgelsen af elite-evangelisterne. Der er en mand i linneddragt med en tavle i hånden. Jeg tror, at manden er Jesus, og han skal udvælge nogle og give dem et kryds i panden. ”Gå igennem byen, igennem Jerusalem, og sæt kryds i panden på dem, der sukker og stønner over alle de afskyelige handlinger, der begås dér.” (Ez.9,4). ”Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande.” (Åb.7,3). Tavlen, som manden i linneddragten bar, tror jeg er listen over de et hundrede og fire og fyrre tusinde (tolv x tolv tusinde). Kriteriet for udvælgelsen i Ez.9,4 er, at de skal ”sukke og stønne over alle de afskyelige handlinger”, som begås. Der er tale om åndeligt vågne, som reagerer kraftigt i ånden på det, de ser. Det er kun mænd, ”der ikke har sølet sig til med kvinder, men er jomfruelige” (Åb.14,4), og videre i vers 5 står der: ”…der fandtes ikke løgn i deres mund; de er uden fejl.”

Disse kriterier udelukker de fleste, men jeg er glad for, at det bliver muligt at finde et hundrede og fireogfyrre tusinde ”elite evangelister”. Der står, at de ”er købt fri fra menneskene, som en førstegrøde for Gud og Lammet.” (Åb.14,4). Det betyder, at de bliver udvalgt og beseglet før Jesu første genkomst i skyen. Før vi skal hentes hjem til bryllupsfest i himlen, skal de udvælges og besegles. Det kan betyde, at de lige inden Jesu første genkomst får et herlighedslegeme. For de bliver købt fri som de første, vi andre bliver det i bortrykkelsen. Der er beskrevet en meget speciel hændelse i Åb.14,1-3: ”Se, Lammet stod på Zions bjerg, og hos det stod ét hundrede og fireogfyrre tusinde”. ”Elite evangelisterne” samles om Jesus på tempelpladsen. Det i sig selv må blive et skue; at se Jesus midt på tempelpladsen omgivet af et hundrede og fire og fyrre tusinde mænd. Himlen skal åbne sig over dem, og Guds trones lovsangsband starter tilbedelsen. En profetisk lovsang, som jord og himmel aldrig før har hørt. I Åb.7,11-12 ser det ud til, at bortrykkelsen har fundet sted ved den begivenhed. At alle vi, som er bortrykket, også er forsamlet rundt om Guds trone. Det virker, som om, de et hundrede og fireogfyrre tusinde og vi, som er bortrykket, på én gang er forenet i samme begivenhed. Måske er det selve brylluppet, vi her får beskrevet. Og når brylluppet så er færdigt, kan vi gå til den himmelske fest, og de et hundrede og fireogfyrre tusinde ”elite evangelister” gør så det, de skal på jorden. Når den himmelske bryllupsfest er slut, vil Jesus tage os med tilbage til jorden. Vi skal så genforenes med de et hundrede og fireogfyrre tusinde i tusindårsriget. Og vi skal alle være sammen med Jesus for altid. Men hvad skal vi lave i tusindårsriget på jorden? Jesus siger: ”Den, der sejrer og trofast gør mine gerninger indtil enden, ham vil jeg give magt over folkene; han skal vogte dem med et jernscepter, som når lerkar knuses.”(Åb.2,26-27).

Her står der, at Jesus vil give os magt over folkene, og vi skal vogte dem. Der er formentlig stadig milliarder af mennesker på jorden, som følger Satans Antikrist. Og når ondskaben og rådenskaben er væk, så skal alle de mennesker styres. Vi skal være konger med Jesus, vi skal være ministre, ledere og borgmestre. Åb.3,21: ”Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone…”, siger Jesus. Set fra jordens befolknings synsvinkel må det blive underligt. Hele jordens befolkning har lige siddet og fulgt krigen i Israel live på TV. De har måske selv børn, der er med i hæren, som med magt prøver at nedkæmpe de sidste oprørere. Og Antikrist, som er blevet valgt til leder over alle lande, har i et interview lovet verden, at når de sidste terrorister i Israel er blevet nedkæmpet, så vil der blive fred i hele verden. Men til alles forbløffelse, så bliver verdenshæren udslettet live for åben skærm. Og nogle overnaturlige lysvæsner kommer ned fra det ydre rum. Disse væsner er os, som er blevet bortrykket en tid fra jorden. Når vi kommer igen til jorden, vil vi have et herlighedslegeme ligesom Jesus. Vi vil være uafhængige af fly, tog og anden transport. Og vi vil være mange gange klogere end almindelige mennesker. Vi vil være som overmennesker i deres øjne.

”Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: Kom, lad os drage op til Herrens bjerg… Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd om til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.” (Es.2,2-4). Jesu endetidslære er den syvende tale i Mattæus Evangeliet.

Jesu syv taler (oversigt)

Jesu syv taler 1. 2.

Bjergprædikenen 5,1-7, 29 Udsendelsestalen til disciplene 9,36- 11,1 Lignelserne om Himmeriget 13,1-53 Hvordan kristne skal behandle hinanden 18,1-19,1 Guds rige tages fra Israel 21,23-22,15

6. 7.

Opgør med religiøsiteten 23,1-24,1 Jesu endetidslære 24,1-26,1

3. 4.

Start og slutvers 5,1-2. 7,28-29. 9,36-37. 11,1. 13,1-3. 13,53. 18,1. 19,1. 21,23. 21,4622,1. 22,15. 23,1-2. 24,1. 24,1. 26,1.

Ikke alle teologer er enige om, hvor mange taler der er i Mattæus Evangeliet. Jeg mener, at det er syv taler med undervisning, for alle taler starter og slutter med ordene: ”Han tog til orde og lærte dem”, eller ”da Jesus var færdig med denne tale..” På den måde kan man finde frem til syv tale- og undervisningssituationer.