22 | april 2011
OPINION
| LIXEN
En praktikant fortæller:
I lære som journalist – nu med patter! Christian Larsen, 6. semester, praktikant på Magasinet M!
KLUMME. Jeg har den bedste praktikplads i verden! Jeps! Det er mig, der sidder på den! Ikke ham på TV 2 Nyhederne eller hende på Politiken. Ikke hende på TV Avisen eller ham på Jyllands-Posten. Mig! Christian! Fra M! Alle andre praktikanter alle andre steder vil med ret stor sandsynlighed påstå, at jeg tager fejl, og at DE rent faktisk har den fedeste praktikplads i verden. Det skal I bare smile og nikke af. Vi ved jo allesammen, at det bare er, fordi de ikke ved bedre. Stakler. At være praktikant på M! er ikke for tøsedrenge. Mine arbejdsopgaver indebærer at lære at tage hundrede armbøjninger og tohundrede mavebøjninger i træk (der er lang vej endnu!), at teste ren vodka og at blive tacklet af landsholdet i australsk fodbold. Det prøver de sgu ikke på News!
Der får de lov til at holde en mikrofon med en grim vindhætte, mens de skal stille spørgsmål til forsmåede dagpengemodtagere om, hvad de synes om den politiske situation i Libyen. Eller på Politiken, hvor de knap nok får lov at læse korrektur på ligegyldige artikler om røde pædagoger, der synes, de får for lidt i løn. Frygtløshed er en god egenskab at have, når man er på M!. For udfordringer er der nok af. Og hvem tager i praktik for at sige nej til udfordringer? Det er vist kun sportsjournalister, der gør det. Ja, no offence, men hvor meget udfordring er der i at spørge 20 atleter om, hvordan de har det lige nu? Jeg spørger bare. I de fleste nyhedsmedier skal journalisten kravle rundt som en forvirret spyflue, der prøver at finde hoved og hale i handling og konsekvens, men egentlig allerhelst bare vil finde en lort at sætte sig på. Man fortæller,
hvad man ser, der sker, og helst uden selv at deltage i det eller påvirke situationen alt for meget. For det ville være utroværdigt. Sådan er det ikke her. Vi får fede, sjove, utrolige, vilde eller enormt klamme ting til at ske, og så skriver
”
glamourmodel (fancy navn for lækker trunte med bare – og helst pænt store – bryster), eller hvor meget det kan lade sig gøre at spise af en burger på 3.600 g 3 timer efter frokost, før man brækker sig (svaret er 920 g, hvis man er mig), laver vi nogle
Vi får fede, sjove, utrolige, vilde eller enormt klamme ting til at ske, og så skriver vi om det
Christian Larsen, praktikant på Magasinet M!
vi om det. Så hvis der står ”passiv skrivebordsjournalistik” i dit horoskop, så skal du nok ikke stikke hovedet forbi Benjamin-forlaget. Men det er ikke kun spas og løjer. Det er faktisk (tro det eller ej) et rigtigt job, hvor vi laver rigtigt arbejde. Når vi ikke skriver om, hvordan du nemmest scorer Englands seneste
enormt brugbare artikler om historiske begivenheder, naturkatastrofer, verdens vildeste sniperriffel, det sikreste fængsel, eller hvad vi ellers kan finde på. M! har opnået en fornem placering på en gymnasielærers pensum. Jo, jo. Det skete, fordi en elev havde opgivet bladet som kilde til en artikel om den
amerikanske borgerkrig. Læreren blev inspireret til at se nærmere på, hvad det var for nogle artikler og vupti! M! blev undervisningsmateriale! Se selv. Vi er et meget seriøst medie! På M! lærer man at kaste sig ud i hovedløse situationer. Man lærer at skarpvinkle jokes, artikler og sving i Mario Kart. Der er altid tid til at gennemgå tekster med journalisterne eller idéudvikle med redaktørerne. Og så er kantinen helt vanvittig god! Kort sagt: Verdens absolut sejeste praktikplads! Uenig? Bring it! christianl@benjamin.dk
Viden i farverig indpakning, tak Anne Bonnevig Lundbye
OPINION. Tillad mig at hylde “TV! TV! TV!”, det nyopstartede program på DR2, for at være et af de få programmer, som er underholdende og informerende på samme tid. Det er kritisk journalistik med et glimt i øjet. I have a dream…
Tænk hvis underholdning og undersøgende journalistik kunne forenes. I ugens løb byder fjernsynet på programmer som blandt andet “Tina Lund – helt tæt på”, “Vores virkelig store familie”, “Luksusfælden” og “De Unge Mødre”. Hver fredag sidder 1,8 millioner danskere lænket til sofaen for at følge aftenens afgørelse i “XFactor”. Hvorfor? Fordi det er underholdende. Men det, der foregår ude i den virkelige verden, står i skarp kontrast til, hvad der foregår bag ruderne på landets journalistuddannelser. Her får vi tudet ørerne fulde af, at kritisk og undersøgende journalistik er vejen frem. Branchen synes mere end nogensinde at efterspørge den kritiske journalistik. Clement Kjers-
gaard opfordrer til mindre mikrofonholderi i det danske medielandskab. Og Jyllands-Posten har nedsat to gravergrupper inden for erhverv og indland til at undersøge, afsløre og forklare skjulte sammenhænge i samfundet. Ofte bliver programmer som “Deadline”, “Søndagsmagasinet”, “Kontant” og “21 Søndag” fremhævet som eksempler på dybdeborende og kritisk journalistik. Men her vil den trofaste “X-Factor”-seer med garanti efterlyse en vis underholdningsværdi. Hvorfor skal det altid være enten den ene eller den anden yderlighed?
Det undrer mig, at dygtige, veluddannede journalister og chefredaktører ikke er bedre til at kombinere underholdning og viden. Hvorfor skal man altid vælge imellem Tina Lund på TV 2 eller Deadline på DR 2? Hvor er journalistikken, der kombinerer underholdningselementet og nyttig information? Hvor er den informative journalistik, der er pakket lækkert ind, så man ikke opdager, at man bliver klogere undervejs? “Den 11. Time” og “Quatraro Mysteriet” er programmer, der ligesom “TV! TV! TV!”, har forsøgt at tage nye
Foto: DR Illustration: Cathrine Borup Bloch
metoder i brug i kampen om at vinde seerens opmærksomhed. Idéerne kommer fra to jakkesætsklædte fyre, som selv Clement Kjersgaard beundrer. Fordi de har deres eget projekt med et indhold, som de selv brænder for. Ifølge Clement Kjersgaard kan vi alle ende i den varme stol. Hvis blot vi har et unikt projekt, der er uafhængigt af efterspørgsel og arbejdsgiver. Men hvor skal det unikke projekt komme fra i en tid, hvor vi institutionaliseres mere end nogensinde før? I et videnssamfund, hvor vi alle bliver skolet til at tænke kritisk og fremstille et gennemarbejdet og afslørende produkt. Hvilket er positivt nok. Lige bortset fra, at det medfører, at journalister arbejder særdeles målrettet og ser journalistik som en vare, hvor der ikke er plads til nyskabende og revolutionerende ideer. Det er som bekendt kun døde fisk, der flyder med strømmen. Men kan strømmen være så stærk, at den også river de levende fisk med sig? Det er i hvert fald de færreste af os, der kan slippe af sted med at kalde Morten Messerschmidt for et højreorienteret svin eller lave afslørende journalistik om EU på en underholdende måde. For faktum er, at ikke mange nyskabende og unikke projekter får lov til at blive en realitet i et samfund, som er styret af markeds-
kræfter og guldmønter. Tilbage står vi så med den undersøgende og kritiske journalistik, som ingen har tid til at lave. For inden vi har taget det første spadestik for at grave efter historier, har internettet og den lynhurtige nyhedsstrøm overhalet os indenom. Så for mig er fremtidens journalistik hverken underholdende eller undersøgende. Men begge dele. Lad os endelig få gravehandskerne på, så vi kan grave efter guldet. Men lad os da for pokker ha’ det sjovt, mens vi gør det, så vi tildrager os andres opmærksomhed. Det er jo nu engang det, der er journalistens job. annlu10@student.sdu.dk