PORTRÆT
”
LIXEN | oktober 2010 | 11
I dag må jeg nok sige, at Folketingets bedste taler er Jesper Langballe. Når han glemmer, han erKaare præst. R. Skou, journalist på TV 2 han uden at famle efter piben, der nu ligger på bordet. Men det er også et udtryk for en slags mennesker, der efterhånden er så talstærk på Christiansborg, at de mister noget af følingen med samfundet uden for kontorernes vægge. »Vi er i en situation, hvor der er alt for mange cand.polit.’er i Folketinget. Akademikere, som er teoretikere, og som får et kulturchok, når de kommer i Folketinget, fordi de tror, de har lært en masse om politik på universitetet, men så bliver de klar over, at politik i virkeligheden er noget helt andet. Der er for lidt menneske over det, synes jeg.«
Togene lukkede festen Der, hvor man kan tillade sig, og hvor der er plads til at være menneske, er i Snapstinget. Her serveres der smørrebrød og flere retters menuer, mens man kan nyde en kølig Carlsberg og tale med politiske rivaler. Det er der bare ikke rigtigt nogen, der gør mere. Ligesom så meget andet er det sociale liv på Christiansborg nemlig ikke, hvad det var, dengang Kaare R. Skou for første gang fik sig en bid brød i den berømte og magtfulde kantine. »Snapstinget er ikke, hvad det har været,« siger han og ryster på hovedet, mens han holder endnu en kort tænkepause. »Snapstinget er bare en restaurant. Det, der er den helt store forskel på livet på Christiansborg, fra jeg startede til i dag, er, at dengang var der et socialt liv derinde. Altså, der var folk,
der hang ud i Snapstinget. En af de sidste af den type var Jens Peter Jensen – Jens Peter Døgnbrænder – Uffe Ellemanns far. Sådan nogle er der ikke mere. Dét, der ødelagde det sociale liv på Christiansborg, kan man næsten sætte dato på. Det var, da intercitytoget blev indført, og indenrigsflyvningen blev sædvanlig. Så kunne jyder og fynboer nå hjem om aftenen. Der døde det sociale liv.« Og det mærkede Kaare R. Skou meget hurtigt. Pludselig var det ellers så populære og fyldte Snapsting uinteressant for politikerne og i stedet for at blive, skyndte de sig hen på Hovedbanegården eller ud til Kastrup for at haste hjem til aftenkaffen, eller måske endda aftensmaden, hvis man var i god tid. En professionel udvikling, kalder han det. Til gengæld er der et sted, hvor der sjældent er så meget liv, som der er i de her år. Et sted, hvor det ikke er urealistisk at få fingrene i en god historie, og hvor holdninger blæser ud af munden parallelt med cigaretrøgen. »Rygeboksen er blevet et ganske glimrende socialt samlingssted. Så der udveksles mange synspunkter dér. Også sladder. Og mange teorier om, hvad Lars Løkke har gang i – når han ikke selv står i rygeboksen,« siger Kaare R. Skou. Hovedperson selv Noget af al den sladder er i begyndelsen af 2010 med til, at blandt andre Venstres politiske ord-
fører, Peter Christensen, tordner mod Kaare R. Skou og kræver ham fyret, fordi han i et interview fortæller, at det var én fra Forsvarsministeriet, der få år forinden havde lækket fortrolige oplysninger om en hemmelig mission i Irak. Helt så vidt går TV 2 ikke, men den erfarende politiske journalist og nu hovedrolleindehaver i en enorm mediesag må tage på et par måneders afspadsering. Hvordan havde du det i den periode? Der er et øjebliks stilhed. Han kigger op i loftet, som om ordene, han leder efter, står et sted deroppe. Han griber intuitivt ud efter piben, tænder den og tager et langt sug. »Det var ikke videre sjovt.« Han holder dagens længste pause. »Det var ikke morsomt. Det var en underlig sag. Og den blev da ikke mindre underlig hen ad vejen. Jeg blev hovedperson i en sag, hvor alle mulige andre kunne være hovedpersoner, men lige nøjagtig ikke mig. Det var nok i mangel på en rigtig hovedperson.« Men selvom episoden fik både journalister og politikere til at stille spørgsmålstegn ved den troværdighed, som Kaare R. Skou ellers altid har haft blandt mange af sine seere, fik det ham ikke til at overveje et karrierestop. For det er faktisk statsminister Lars Løkke Rasmussen, der bestemmer, hvornår en af de mest erfarende politiske journalister forlader skærmen. Allerede inden Lækage-sagen indgik TV 2 og Kaare R. Skou en såkaldt seniorordning, som betyder, at efter næste folketingsvalg er det tid til at gå på pension. »Jeg er for så vidt helt kold over for, om Lars Løkke trykker på knappen snart eller venter et års tid. Helt kold. Jeg skal nok få tiden til at gå. Jeg tror nu heller ikke, det vil hjælpe at gå hen til Lars Løkke og sige: Hør her, hvis du udskriver valg nu, så slipper du for mig,« griner han ironisk over sin egen vittighed og det para-
doks, det er, at han ikke ved præcist, hvornår det er slut. Lysten til stadig at gå rundt på Christiansborgs gange, interviewe nogle af de mest magtfulde mennesker i landet og formidle vigtige og betydningsfulde oplysninger videre til borgerne er ikke lige sådan at ryste af sig. »Når jeg står op om morgenen – og jeg er absolut ikke noget morgenmenneske – kunne jeg godt tænke mig, at han havde udskrevet valg. Når jeg kommer hjem om aftenen, synes jeg, det er meget godt, han ikke har.« En dag, når næste valg er overstået, kan Kaare R. Skou endelig gå i striktrøjer og knappe skjorten op, når han vil. Og maoskoene? De bliver på.
KAARE R. SKOUS KARRIERE 1975: Færdig på Journalisthøjskolen og ansat som informationsmedarbejder i Boligministeriet. 1976-82: Journalist hos DR København. 1982-89: Ansat på Radioavisen og begynder som journalist på Christiansborg. 1989-nu: På TV 2, men stadig som Christiansborg-journalist.