Stemmer og personligheder varieres og doseres som af en termostat, en musikalsk dramaturgi med udsving. Neil Wach forlader sin plads og er vejroplæseren ved mikrofonen bagved. Denne person er skinger og hæsblæsende. En quiz begynder. En person der hedder Joe, Freddy eller måske Dolores, ringer ind. Virkemidlerne er minimale. Scenografien den simplest tænkelige: Der er intet teaterlys, og Neil Wach tænder og slukker for sig selv med sin enlige lampe. Scenens mørke repræsenterer en nat. Ikke som naturalistisk tilstand, men som en nattevågen fuld af ensomhed og diffusion. Måske er personen ved skrivebordet en forfatter; den eneste der findes; og de andre skikkelser er nogle, han opdigter i sit natlige arbejde. Hvorfor skulle han ellers sidde ved et skrivebord? Hvorfor overhovedet være synlig? Og hvorfor ser man de andre personligheder på tre skærme, når stykket bærer navn af en radio? Publikum må åbenbart ikke forledes til at tro at de forskellige stemmer virkelig tilhører forskellige skuespillere. Forestillingen består i alt dét man forestiller sig, når man kun får et glimt, en stemme, en gestus, lyden af løbende skridt, en alarm, der går i gang. Netop mørket gør det muligt: Ud af det tomme rum skaber hver tilskuer sine egne rum, atmosfærer og skuespillere i Hotel Radios navn.
122