Ældreomsorgs - holdninger, omgangstone & etik

Page 13

Også selve omsorgssituationen, hvor modtager og yder mødes, udgør et kompliceret psykologisk samspil, der stiller store krav til begge parter. Et ældre menneske med behov for hjælp og pleje, befinder sig hyppigt i en vanskelig livsfase med “psykisk underskud”. Og personlig pleje medfører uundgåeligt indtrængen i intimsfæren, der kan overskride de personlige grænser – hos begge parter. Selv om plejegiver og plejemodtager er ligeværdige, er de ikke i alle situationer ligestillede. En vis asymmetri og magtulighed, vil trods nok så velmenende bestræbelser derfor ofte bestå mellem plejere og dem, som skal hjælpes, og vil både kunne blokere for en ligeværdig samtale og et jævnbyrdigt samvær.

De fleste situationer håndteres kompetent Til trods for at alle betingelser for et positivt møde mellem plejeyder og -modtager ikke altid er opfyldt, er de fleste af plejesektorens mange og meget forskelligartede enheder velfungerende, og de fleste situationer håndteres kompetent – både fagligt og medmenneskeligt. At finde den rette tone over for en plejekrævende person, der fx både fysisk og mentalt befinder sig på et stade som et 3-4-årigt barn, kræver både omtanke, en ’følsom radar’ og gode kommunikative evner. Det kræver også professionalisme at tale venligt

og være imødekommende over for en person, hvis adfærd og sprogbrug måske byder én inderligt imod. Men det er netop en af fagets udfordringer. Ligesom nogle ældre mennesker er vanskelige at hjælpe, findes der personale, som ikke magter opgaven. Også arbejdsbetingelserne kan i konkrete situationer føre til svigt, og den respektfulde adfærd kan være fristende at give køb på, når dagligdagens problemer presser på. Derfor er omgangstonen og -formen ikke blot en temperaturmåler på holdninger og menneskesyn i pleje- og omsorgssektoren, men også på et godt arbejdsklima medarbejdere imellem og på hvordan medarbejdere og ældre trives med hinanden i deres fælles sammenhænge. Mødet med ældre plejekrævende mennesker byder heldigvis ikke hyppigt på meget vanskelige udfordringer. Men når og hvis de opstår, skal de kunne håndteres, og det er ikke mindst i sådanne situationer, at institutionens, enhedens eller afdelingens “kultur” står sin prøve.

11


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.