
3 minute read
Sommerens klassiske desserter
SOMMERENS KLASSISKE
En af sommerens klassiske og friske desserter er hjemmelavet koldskål. Det er en dessert, der har en skøn balance mellem syre, sødme og fedme. Det er ikke underligt, at både børn og voksne holder af koldskål. Oftest er det kammerjunkere eller friske danske jordbær, som hældes ovenpå med rund hånd.
Advertisement
Denne koldskål er helt uden mejeriprodukter. Syrligheden kommer fra en hjemmelavet mælkefri yoghurt, som er meget let at lave med få ingredienser. Til koldskålen hører en lækker og sprød myslicrunch. Myslicrunchen er glutenfri, men du kan bruge andre flager og kerner end dem, som står i opskriften.
Prøv også at servere koldskålen med banan i skiver, havregrynsdrys, hindbær eller blåbær.
Der er mange holdninger til, hvordan en koldskål skal laves: Skal der være ymer eller yoghurt i? Skal der være citron i? Skal der være appelsinsaft i? Skal der overhovedet være æg i? Skal der piskefløde i? Skal den være meget sød eller mindre sød, smage meget af citron eller surt af kærnemælk? Alt afhængigt af hvor du kommer fra, er der mange meninger. Prøv dig frem, og brug det, du kender til.
KOLDSKÅL Frisk og let at lave.
Ca. 1 liter
Ingredienser: (Uden mælk og gluten) 3 æggeblommer, pasteuriserede 3-4 spsk. ahornsirup, honning eller sukker ½ tsk. vaniljepulver 4 dl hjemmelavet „yoghurt“ 1 dl risdrik, mandeldrik eller anden sød plante„mælk“
Skal fra ½ økocitron 1-2 spsk. citronsaft
Sådan gør du:
Pisk æggeblommer, sødemiddel og vanilje til æggesnaps. Rør yoghurt og plante„mælk“ i æggesnapsen. Smag til med citronskal og -saft. (Prøv evt. også appelsinskal og -saft.)
Koldskålen spises iskold med friske jordbær, kammerjunkere eller myslicrunch.
Karina Villumsen er uddannet farmakonom og helsevejleder. Hun har 11 års erfaring med medicin, helsekost, kosttilskud, naturlægemidler, vitaminer og mineraler samt specielle diæter såsom Low FODMAP, palæo, LCHF, Rawfood, Superfood, mælke- og glutenfri kost. Find flere mælke- og glutenfri opskrifter på kolde desserter i bogen: Is og kolde desserter af Karina Villumsen. Find eller bestil den hjem i din lokale boghandler.
Karina Villumsen Is og kolde desserter – uden mælk eller gluten

MYSLICRUNCH
Crunchy mysli til morgenmad eller i stedet for kammerjunkere til koldskål.
Ca. 16 små granolabarer
Ingredienser:
1 dl grovvalsede glutenfri havregryn ½ dl hel quinoa, hel hirse eller hel boghvede ½ dl hirseflager, risflager eller boghvedeflager ½ dl hakkede mandler (eller andre nødder) ½ dl hakkede cashewnødder (eller andre nødder) 4-5 spsk. honning, ahornsirup eller 2-3 spsk. agavesirup
Sådan gør du:
Hæld havregryn, hel quinoa og hirseflager på et stykke bagepapir på en bageplade.
Bag grynene i 10 minutter ved 150 grader. Rør rundt i dem undervejs.
Hæld nødderne på pladen, og rist dem med i 5-10 minutter mere.
Rør stadig undervejs.
Tag bagepladen ud, og rør det hele sammen med honning/sirup i en skål.
Lad det køle af, og hæld myslicrunchen på en dåse med tætsluttende låg.
HJEMMELAVET „ YOGHURT “
Prøv at bruge yoghurten i stedet for kokosmælk i is. Mælkesyrebakterier er, som navnet antyder, de bakterier, der får mælken/yoghurten til at syrne, men de har intet med mælk at gøre.
Ca. 8 dl yoghurt
Ingredienser:
2 dåser økologisk kokosmælk eller 8 dl plante„mælk“ ¾-1 tsk. johannesbrødkernemel 2 spsk. honning 2 kapsler mælkesyrebakterier eller 2 spsk. yoghurt fra tidligere
Evt. 1 spsk. citronsaft, for en mere syrlig yoghurt
Sådan gør du:
Blend kokosmælken med johannesbrødkernemel, honning og mælkesyrebakterier i en blender, til det er lillefingerlunt.
Hæld blandingen i en bøtte med låg, sæt låget let på, og lad bøtten stå lunt i 10-24 timer.
Jo længere blandingen står, jo mere syrlig bliver den. Det bedste resultat opnås ved at lade blandingen stå et lunt sted, hvor der er cirka 37 grader varmt. Det er det optimale forhold for bakterierne.
Når yoghurten er syrnet, sættes den i køleskabet i ca. fire timer. Herefter kan yoghurten bruges.
Yoghurten kan holde sig 5-10 dage i køleskabet. TIP: Spørg efter mælkesyrebakterier og johannesbrødkernemel i din nærmeste helsekostbutik.
