2 minute read

Kære forældre, dette tema er til jer

Af Esben Kullberg foto Unsplash

Vores velfærd hviler på en uskreven kontrakt om at vi betaler en god del af vores løn i skat og så er sikret hjælp, hvis vi skulle få behov for det. Nogen vil mene, at vi ikke længere lever i en velfærdsstat, men at det er konkurrencestaten, der præger vores samfund. Uanset hvilken samfundsmodel man hælder til som beskrivelse, så oplever mange af de familier med børn med særlige behov, Ligeværd er i kontakt med, at hjælpen ikke melder sig, når de har behov for det. Flere og flere børn oplever mistrivsel og udfordringer. Og flere og flere familier kommer under voldsomt pres, dels fordi der er børn i familien, der har det svært, dels fordi den relevante hjælp ikke bare kommer, og der skal ofte kæmpes en lang og hård kamp for at blive hørt, forstået og hjulpet. Den samfundsudvikling, vi har oplevet over de seneste 15-20 år med kommunale besparelser og et stigende udgiftsniveau, har placeret mange familier i et helt urimeligt krydspres, hvor de har skullet kæmpe på en række fronter for at overleve som familie. Dette nummer af LIGEVÆRD Magasinet dedikerer vi til de familier. Vi vil kaste lys over, hvordan man som forældre kan navigere i velfærdssystemet og skabe forandringer i samarbejdet med systemet. Du får også indblik i, hvad kommunen er forpligtet til og hvornår. Og så vil du kunne læse om, hvad det gør ved et parforhold at være under særligt pres og få inspiration til, hvordan man som forældre kan passe på parforholdet. Og du vil få indsigt i, hvordan det er at være søskende til en bror eller søster med særlige behov og hvad forældre og omgivelser skal være opmærksomme på. Ja, det er ofte en usynlig tilværelse, der lærer én, at man ikke skal fylde for meget, fordi der er andre, der har mere behov. Men som man nok kan læse ud af artiklen "Søskende skal også i familiekalenderen",

Advertisement

Et tema med hjælp og inspiration til forældre

så er den livsstrategi ikke uden konsekvenser – men heller ikke uden positive sider. Temaet "Den lille familie i det store system" beskriver nogle af de skævheder mellem familien og systemet, der kan gøre det svært at være familie og i alt for mange tilfælde ødelægge familien. Der er ikke udsigt til at de kommunale budgetter ændres i en grad, der giver kommunerne flere penge til velfærd. Men den vigtigste pointe er, at vi godt kan starte et andet sted, som måske ikke er så lille en forandring alligevel. Vi kan begynde at tage udgangspunkt i familierne og hele familiens trivsel. Vi må starte med at lytte til deres bekymringer, deres behov og hvad de selv ser, de har behov for. Vi ønsker, at artiklerne i dette tema vil inspirere og hjælpe nogle af de pressede familier. Vi anbefaler også Ligeværd Guiden, hvor vi har samlet svarene på mange spørgsmål, vi får fra forældre. Find den på Ligevaerd.dk/raadgivning.

This article is from: