
2 minute read
KLUMME: Urbanplanen –udvikling og lokale projekter
I denne tekst vil jeg fokusere på ét projekt, hvor der er en høj inklusion af børn, unge og ældre, ligesom projektet har potentialet til at nå uanede højder. Det er nemlig Urbanplanens helt eget fodboldhold.
Holdet går under navnet Young Urbans, der blot betyder ”Unge Urbanere”, og de ligger i skrivende stund nummer 2 i serie 5, og har sat kursen mod oprykning til serie 4.
Advertisement
Projektet blev etableret af en gruppe beboere, som mente, at der var et tiltrængt behov for forandring samt behov for et projekt, der kunne ramme langt og bredt.
Young Urbans FC er en klub af området for området. Fodboldklubben er ledet af bestyrelsen, som alle er personer med kompetencer, erfaringer og kendskab til området. Det er vigtigt for Young Urbans, at klubben ledes og drives af lokale ildsjæle, idet klubben er skabt med henblik på social inklusion af alle, som enten ønsker at spille eller bakke op. Klubben er selvfinansieret, men vil med tiden søge om ekstern finansiering, når klubben rammer en vis størrelse, idet målet – i fremtiden – er at få flere hold, herunder et ungdoms- og kvindehold, når tilslutningen hertil er tilstrækkelig. Klubben har (snart) eksisteret i 1 år, og bestyrelsen er allerede nu målløse over, hvad de på så kort tid har udrettet.
Azad Arslan, som er næstformand i bestyrelsen, udtrykte det klokkeklart, da jeg kom og deltog til ét af deres træningspas:
- Det er fantastisk, at projektet langt om længe er sat til søs, at vi har formået at skaffe en trup på cirka 30 mand, hvor vi som minimum er 20 til hver træning. Det er simpelhent surrealistisk, at det er gået så stærkt, og så ligger vi jo trods alt nummer 2, og vi har en fanskare på ca. 20-30 personer, der ser alle vores kampe – selv når vi spiller på udebane, hvilket nok er fordi, at vi godt kan hamle op med de tunge drenge, så længe vi kanaliserer energien mod bolden.
Det bliver spændende at følge Young Urbans FC i den kommende tid, og det er i øvrigt værd at give dét et skud, hvis man sidder derhjemme i weekenden, og gerne vil have noget underholdning, hvor ”underholderne” er fra eget terræn. Projekter som disse gør, at vi alle kan mødes og være sammen om noget fælles, ligesom det bidrager til, at andre måske vil iværksætte sammenlignelige projekter, uanset hvad, er det gode takter, der vises – ikke kun på banen – men også i lokalområdet.
Fodboldholdet har lige nu. hele 30 spillere i truppen, og de plejer som regel at give den gas ude på Fremad Amagers baner en til to gange ugentligt.
Synes du, at det lyder interessant, kan du blive en del af rejsen – enten som spiller eller tilskuer – ved at følge med på Facebook, hvor de har en gruppe ved navn: Young Urbans FC. Ellers kan bestyrelsen kontaktes på mail: Youngurbansfc@gmail.com.

