
1 minute read
Velkommen til nye beboere
STORE SOLVÆNGET Tekst og foto: Eva Sofie Rafn.
Velkommen til de nye beboere i Store Solvænget
Advertisement
De 66 nye familieboliger midt i Urbanplanen er klar til indflytning, og boligerne er ved at blive fyldt op.
De nye beboere kan tage det spritnye byggeri i brug og er de første til at afprøve de moderne lejligheder.
“Vi har glædet os rigtig meget til at flytte ind”, fortæller Malene Saxtorph.
Hun og hendes mand Morten og deres to børn Amanda og Adam har boet i Dyvekevænget i 7 år. Det var de egentlig rigtig glade for, men de havde brug for mere plads. Derfor var de nysgerrige på det nye byggeri. Malene fortsætter:
“Vi har fået meget mere plads i det nye og synes, det er super lækkert. Det er så dejligt, at det lykkedes for os. Vi var sikre på, der ville være rift om de nye boliger, men heldigvis var det meget let at komme i betragtning. Vi har endda fået min mor med hertil. Hun er flyttet ind i en mindre lejlighed i den anden ende af bebyggelsen, og det er simpelthen så dejligt, at hun nu er så tæt på”.
God ro og orden
Når så mange mennesker flytter ind på samme tid, kunne det have skabt lidt kaos på matriklen. Men ifølge Malene har det ikke været tilfældet. Tværtimod har folk været virkelig hensynsfulde og velorganiserede.
“Vi har lige mødt vores nye naboer, og de virker rigtig søde”, fortæller Malene med begejstring i stemmen.
Yngste skud på stammen Adam er også rigtig godt tilfreds med, at han nu er rykket endnu tættere på skaterbanen i Remiseparken. Den er han nemlig blevet helt vild med.
TIL NYE BEBOERE
Velkommen til dit nye hjem! Du er landet i et område, hvor der er mange aktiviteter, og der sker store forandringer. Fx bliver der bygget og renoveret mange steder omkring Store Solvænget i de kommende år. Du kan holde dig orienteret om, hvad der sker i området på flere måder: · Læs bladet her. Det udkommer 4 gange om året.
· Følg Urbanplanens Facebookside, og meld dig ind i
Facebookgruppen ’Vi bor i Urbanplanen’ og selvfølgelig i gruppen ’Vi bor i Store Solvænget’. · Følg Urbanplanen på Instagram og tilmeld dig nyhedsbrevet på urbanplanen.com.
· På websitet urbanplanen.com finder du desuden nyheder, tilbud og baggrundsoplysninger samt kontaktoplysninger til ejendomskontorer og afdelingsbestyrelser.