TEMA Af Henrik Christensen “Vi skal til Basel, jeg har to billetter og et hotelværelse,” skrev Lasse til mig på messenger. Billetterne til klubberne var ikke engang sat til salg endnu, og Liverpool havde lige slået spanske Villarreal i semifinalen. Neutrale pladser og et hotelværelse til fire, så var det bare at finde en måde at komme derned. Det skulle være en hurtig tur. Ikke noget med at hænge i Basel i flere dage og nyde livet, nej det var ud og hjem. Hjem til de unger, vi ikke kan undvære i længere tid. Vi kunne køre af sted i bil tirsdag aften og så være i Basel onsdag morgen, og så køre igen torsdag morgen og være hjemme torsdag aften, men vi var kun to, og ingen af os elsker at køre bil, så det ville være for hård en tur med for lidt søvn. I stedet tog vi til Hamborg og nappede et fly til Zürich for derefter at tage toget til Basel.
Henrik og Lasse i Basel. Foto: Henrik Christensen
Alan Kennedy Vi ankom til Basel onsdag formiddag. På banegården var der mange, der stod med skilte om at de ønskede at købe billetter til aftenens kamp. Vi var klar over, at vi havde været heldige med vores billetter. Stadion var ikke særlig stort, og Liverpool var blevet tildelt omkring 10.000 billetter. Det tog ikke lang tid inden vi kunne konstatere, at her var langt flere end 10.000 Liverpoolfans. Enten havde de billet fra klubben, eller som os neutral billet – eller slet ingen billet.
Der er altid garanti for mange bannere, når Liverpool er på tur. Foto: Henrik Christensen
Vi startede dagen med en tur rundt i gaderne i byen, for lige at få en fornemmelse af, hvad der skete. Der var allerede gang i visse fans, der drak
øl som var det vand. Med ti timer til kampstart kunne man godt blive en anelse bekymret for om de overhovedet nåede til kamp. Flere pladser i byen havde sat storskærme op, men de havde ikke tænkt på udskænkning af øl, så øllene blev hentet i de lokale butikker, og da der ikke var nogen, der interesserede sig for pant, gik der ikke længe før pladserne flød med flade dåser og smadrede flasker. På én gang både skræmmende og fascinerende. Det er som om mennesket er blevet til et dyr, der ikke tænker på andet end alkohol og fodbold. Fodbolde sparkes højt op i luften og rammer hårdt ned i mængden gang på gang. Senere bliver det også øldåser, der flyver gennem luften. Ikke efter nogen, bare op og ud i mængden. Der opstår lidt ballade et par gange, hvor nogen prøver at stjæle billetter fra hinanden, men det schweiziske politi har styr på sagerne, og generelt er stemningen god og rar. Temperaturen er over 20 grader. “Jeg henter lige et par øl,” siger Lasse, og jeg bliver stående og kigger på postyret og nyder vejret. Han er væk i længere tid end forventet. Da han kommer tilbage, er han ét stort smil. “Gæt hvem jeg lige har mødt,” spørger han skælmsk. Jeg har jo ingen anelse, udover det sikkert er noget Liverpool-relateret. Grinende viser han mig sin telefon, hvor et billede tydeligt viser, at han lige har mødt en Alan Kennedy i supergodt humør. “Jeg stod og tissede inde på baren og så var der en, der råbte “get fucking finished”, jeg vendte mig og der stod Alan Kenndy og grinede,” siger Lasse, der efterfølgende hev Kennedy ud af baren for at få taget et billede til samlingen. Så kan folk komme med deres pæne hår og nye stjerner, men Kennedy afgør både finalen i 1981 og 1984 til Liverpools fordel. Og det var i den fineste turnering.
De er scousere med stort S og giver krammere, og der er stor gensynsglæde. Lasse boede hos dem, da han var på udveksling for snart 20 år siden, men kontakten er der stadig. De er rå mænd. Vi møder også Kristian, som vi så fodbold med på Bridgewater i Århus for mange år siden. Kristian er fuld. Det er vi ikke. Vi er berusede på den gode måde, og skal ud og opleve.
Folkevandring mod stadion Ved 18-tiden drager vi mod stadion. Det var vist meningen, at sporvogne ville køre derud, men de kan ikke komme frem. Vejen til stadion er fyldt med Liverpool-fans. Sevillas fans holder til et andet sted, og kommer ikke denne vej. Det begynder så småt at regne. Men ikke noget man tager nogen notits af. Folk er i strålende humør, og selv det schweiziske politi ser stort på, at der tisses i haver og deslige. “Det er det her fodbold handler om,” råber Lasse. Jeg ved han elsker fankulturen og sammenholdet. Jeg er enig. Generelt er vi begge trætte af alt det udenomspjat, der er i fodbolden i dag. Fans, øl og en kamp – det er det, det handler om. Der er to tjekpoints på vej ud til stadion. De skal sørge for, at folk uden billetter ikke kommer tæt på stadion. Det første tjekpoint kommer vi hurtigt igennem. Og på vejen møder Lasse to af sine gamle venner fra Liverpool, Marty og Fergo.
Mens det hele gik godt – Sturridge fejrer sin scoring
Flere kendte på vores vej Igennem det sidste tjekpoint. Det regner, og det er gråt. Boderne er fyldt med elendigt mad og lange køer. Vi finder en vej mod et VIP-telt. Vi ved, vi ikke kan komme ind, men hvad fanden, nu prøver vi. På en trappeafsats står Jason McAteer og leger journalist. Lasse råber til ham og påstår, at han var en af de gamle helte. Jeg siger fuck nej. Han var pivringe og vandt intet. Joe Allen har spillet flere kampe og scoret flere mål, hævder jeg. Videre mod teltet. En gruppe folk i jakkesæt kommer mod os. Den ene er Ian Rush. Lasse giver ham hånden og håber på et billede, men Rush har ikke tid. Videre. Nu pisser det ned. VIP-teltet er lukket land. To store mænd i gule veste afviser os pænt. I stedet går vi igen mod stadion. – fortsættes g
WWW.LIVERPOOL-FC.DK
19