”EN BY, DER ER BLØD SOM EN KROP”

Sætningen stammer fra digtet af samme navn, skrevet af Inger Christensen. Digtet har givet mig afsæt og et perspektiv på Sundholm, som værende et eksempel på en by, der er foranderlig og dynamisk som menneskets krop og sind. Gennem årene, har bygningen gennemgået store programmatiske ændringer og transformationer. Byen har med sin blødhed sagt farvel til funktioner, mens nye behov er opstået. Nye bygninger er kommet til, side om side med de eksisterende bygninger, og bidrager nu, til et billede af en dynamisk formet by, som har en iboende herkomst - en herkomst som er kommet til, på samme måde, som den gør hos mennesker.

Påvirket af udefra, såvel som indefrakommende, har den omkringlæggende verden forandret sig, og Sundholm har måtte følge med.

Diagrammet her, er et zoom in ind, på Sundholm som celle i byen. Et videre zoom, til den individuell bygning, af hvordan den har ændret sig gennem tiden, til forskellige programmer. Her ses det ved over bygningskroppens skala, samt hvordan den forholder sig til os. Ligeledes i den spor, af paralleller mellem kroppen og bygningerne, som tagfod, tagryg og lignende. Man taler om, at bygninger kan have øjne. Ved at tillægger bygninger så meget menneskelighed, vil jeg undersøge, hvorvidt bygninger også kan have en iboende herkomst..