at kende nogen’ og ’Noget om partikongresser.’ Sidstnævnte digt indeholder en levende beskrivelse af Enhedslistens Kjeld Albrechtsens hidtil ukendte evne til at fløjte Internationale med mellemrummet mellem tænderne. Venstrefløjen går ikke ram forbi. Et andet og mere visuelt samarbejde er indgået med billedmanipulatoren Sixten Therkildsen. Hans fotos af ’parkering forbudt’-skilte, der er blevet kompromitteret, og sedler med beskeder fra borger til borger fundet på opslagstavler og døre i bybilledet projekteres op på scenens bagtæppe. Et afstemt og tankevækkende supplement til Kurves vanlige tema. Et helt tredje supplement til musikken er en installation. Nærmere bestemt spastikeren Finn Mørup Jensen, som Mads er handikaphjælper for til dagligt. Når Finn har lyst til at være med, bænkes han komfortabelt oppe på scenen og ser fjernsyn med største selvfølgelighed. Badet i genskinnet fra genudsendelser af kvindegymnastik eller 117. afsnit af en uendelig amerikansk serie sidder han uberørt og hygger sig. Imens der tydeligt genereres tanker i tusindtal, og meninger møjsommeligt brydes inde bag øjnene på de uforberedte tilskuere, som altid deles i to lejre: Dem, der kan se komikken og dem, der ikke vil. I sandhed en ’øjenåbner’, som Finn og bandet kalder deres effektive arrangement, som er helt i tråd med Kurves ønske om at ville sit publikum
noget. »Finn var første gang med til en koncert i Vesterbro Beboerhus,« fortæller Mads. »Vi havde snakket om det hjemme, Finn og jeg, og syntes, det kunne være sjovt at gøre forsøget. Efter den koncert fik vi henvendelser fra flere i publikummet, som i hvert fald var blevet temmelig provokeret. En troede ligefrem, at Finn var blevet taget med mod sin vilje – som en klods, vi havde flyttet med op på scenen,« fortæller den lune bassist klukkende om disse menneskers fejlagtige sammenblanding af fysiske og psykiske handicap. Deres utraditionelle koncertform viser tydeligt de fire meget forskellige bandmedlemmers tilgang og vej til musikken. En eksflygtning, en konservatoriemusiker, en blikkenslager og en handicaphjælper – tilsammen den underlige størrelse kaldet Kurve. Ikke desto mindre en homogen gruppe, der frembringer en lyd som få andre. Hvor Kurve vil bevæge sig hen, er ikke helt sikkert. Der er stort set materiale nok i Kurves katalog til at lave en plade, men der ingen planer om det. Da Emir stod i en lignende situation med et bosnisk band i sin ungdom, oplevede han det som at blive kvalt i en maskine. Derfor haster det ikke for ham. Orkestret, der hidtil har koncentreret sine kræfter om koncerter i Århus og resten af Jylland, har i første omgang ambitioner om at blive mere kendt i resten af landet. »Vi er et dansk band, som foretrækker små