10 AfrikasHorn
Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012
”Den seneste tørke spøger stadig” For etiopiske Dabo Wariyo og hendes familie har det seneste års tørke betydet tab af deres kvæg og mangel på mad og muligheder for at genopbygge tilværelsen som pastoralister. Siden efteråret 2011 har de modtaget nødhjælp
dagligdagen Af Mette Skov Hansen skov@k.dk
Op ad lervæggen i Dabo Wariyos hytte står tre store sække stablet oven på hinanden. De indeholder dyrefoder – en god investering for pastoralister, der som Dabo Wariyo og familien lever af at drive kvæg i et meget tørt område i det sydlige Etiopien, hvor græsset for længst er forsvundet. Foderet kan give lidt ekstra til dyrene. Alligevel står de tre sække næsten urørte. For det er ikke meget foder, familien har brug for, efter tørken at har sat sine spor på deres situation. ”Vi gemmer det til bedre tider,” siger den 50-årige kvinde, der næsten går i et med mørket i hytten. Bedre tider, som ifølge hende endnu ikke er kommet, selvom der endelig er faldet regn igen i Moyale-distriktet i Borena. ”Den seneste tørke spøger stadig. Selvom vi har modtaget støtte siden, er der ingen
ændring i vores situation. Så vi lider stadig under katastrofen sidste år.”
For et år siden mistede Dabo Wariyo og hendes familie 48 stykker kvæg. På grund af den udeblevne regn var der ikke nok for dyrene at leve af. ”Vi prøvede at finde mad og vand til dem, men der var intet, og til sidst kunne de ikke mere. Nu har vi kun to tilbage,” siger hun og tilføjer, at situationen har været den samme for de andre familier i landsbyen Denbi, hvor alle driver kvæg eller landbrug: ”Tørken ramte hele landsbyen og forringede dens samlede ressourcer. Alle har mistet meget.” Med sine 50 år er Dabo Wariyo i dag en af landsbyens ældste. Da sulten var værst i slutningen af sommeren sidste år, valgte mange af de ældre at give deres mad til børnene, hvilket har betydet, at en stor del af mændene og kvinderne over 60 år er døde. Fordi tørken forhindrede familierne i landsbyen i at drive kvæg og dyrke marker, modtager de alle nu fødeva-
rehjælp. Men ifølge Dabo Wariyo var det ikke nok for familiens i alt seks medlemmer at være afhængig af nødhjælpsrationer, som kommer med nogle måneders mellemrum. Og det er heller ikke nok til at hjælpe hendes 15-årige søn til at komme sig over sin tuberkulose samt forhindre andre sygdomme i at sprede sig. Derfor er hun begyndt at skaffe mad til familien ved at sælge brænde. Hver morgen forlader hun landsbyen for at gå mod skovene, fælde træer og derefter gå videre ind til den nærmeste by for at sælge det. Herefter kan hun vende tilbage til landsbyen og ordne de faste husgøremål. Det er egentlig ulovligt at fælde træerne i Etiopien, da de er med til at opsuge regnvandet og gøre jorden fugtig. Men det er Dabo Wariyo ligeglad med, og det samme gælder mange af de andre fra landsbyen, hvorfor alle træerne i nærheden af Denbi er hugget ned. ”Jeg prøver at sørge for, at familien og jeg selv har det godt. Og der rækker nødhjæl-
pen ikke. Derfor har tørken gjort det nødvendigt for mig at fælde træer og sælge brænde. Det vier jeg hele mit liv til,” siger hun, mens hun sidder i læ for solen op ad et af nabohusene. Landsbyens skyggetræ har de også fældet.
Det seneste håb om forandring var, da Dabo Wariyo ligesom resten af landsbyen modtog hjælp fra Det Lutherske Verdensforbund og Folkekirkens Nødhjælp til at så på de nærvedliggende markarealer. Men forårets regntid var for kort og utilstrækkelig, og hele hendes høst er derfor slået fejl, fortæller hun. Hvor håbløst det end kan lyde, har hun ingen planer om at flytte væk fra Moyale. Hvorfor skulle hun det? ”Jeg flytter ikke, for vi har intet alternativ. Der er ikke noget andre steder,” siger Dabo Wariyo. 2 50-årige Dabo Wariyo er begyndt at sælge brænde for at skaffe mad til familien. – Foto: Mikkel Østergaard.
”Fredag er den værste dag i ugen” I Somalia har folk før haft mulighed for at vandre af sted med køer, geder og kameler til familie andre steder, hvor græsset stadig groede. Men denne gang ramte tørken overalt
dagligdagen vibeke RAsk grøn skriver fra somalia udland@k.dk
”Jeg drømmer om regn og om at komme hjem igen.” Kadijo Mohamoud Hussein kigger genert ned i gulvet, mens hun taler. Hun sidder lidt uvant for hende på Dansk Flygtningehjælps kontor i Mogadishu, Somalias hovedstad, og fortæller sin historie. Kadijo Mohamoud Hussein er 28 år og stammer fra provinsen Middle Shabelle, der ligger nord for Mogadishu. Her ejer hun et stykke land, som hun arvede fra sin far, da han døde. På landstykket har hun altid dyrket bønner, tomater, løg og majs, og ved siden af har hun haft nogle geder. Tilsammen en produktion, der kunne brødføde hende og hendes syv børn, som hun har været alene med de seneste tre år, efter at hendes daværende mand pludselig en dag meddelte, at han ville skilles og gik sin vej. Noget, som mange somaliske kvinder oplever. Men helt andre problemer
dukkede op. Den regn, der faldt i 2008 og 2009 var sparsom, og i 2010 og 2011 svigtede den helt. Middle Shabelle, der normalt er frugtbar, blev forvandlet til støvet ørken. ”Høsten slog fejl flere gange, og til sidst døde også dyrene,” fortæller Kadijo Mohamoud Hussein. Ifølge Somali People Displacement and Development Organisation blev 442.670 mennesker alene i Middle Shabelle direkte berørt af tørken, titusindvis døde, og 602.273 kameler, æsler, køer, geder og får døde. Totalt i landet er over 3,7 millioner berørt af tørken, det vil sige en tredjedel af befolkningen. Kadijo Mohamoud Hussein fastholder, at familien blev tvunget til at rejse på grund af tørken, ikke på grund af alShabaab, som ellers kontrollerede området. Stort set identiske historier får man fra rigtig mange andre i Mogadishu, der stammer fra landbrugsområderne i det sydlige og centrale Somalia såsom Lower Shabelle, Middle Juba og Middle Shabelle. Al-Shabaab er alligevel indirekte årsag til de massive
inden man vover sig hjem. Man har simpelthen ingen reserver at stå imod med mere, og mange har tilmed sat sig i gæld, da de forsøgte at overleve de første fejlslagne høster.
flygtningestrømme sidste år. Den islamistiske oprørsgruppe kontrollerede i 2011 store dele af det sydlige og centrale Somalia, og al-Shabaab tillod ikke internationale organisationer at arbejde i områderne. Folk måtte selv opsøge nødhjælpen, og hundredtusinder drog til Mogadishu og slog sig ned i byens i forvejen stopfyldte lejre for internt fordrevne.
Målet for Kadijo Mohamoud Hussein er at vende hjem til sin jordlod i Middle Shabelle, og hun har jævnligt kontakt med folk, der tog tilbage i foråret i håb om, at regntiden, Gu, i marts-maj kunne sætte gang i landbruget igen. Normalt kan somalierne i Gu-sæsonen hente to tredjedele af årets høst, og forventningerne var store, også hos Kadijo Mohamoud Hussein, men meldingerne har været nedslående. Gu-regnen startede sent, gav kun 60-80 procent af normalen og var meget ulige fordelt, så forventningerne til høstudbyttet her i august er skruet ned. Nu sætter alle deres lid til efterårsregnen, Deyr. Godt nok er hungersnøden
0 Kadijo Mohamoud Hussein, 28 år og mor til syv, er en af de hundredtusinder, der måtte flygte til Mogadishu på grund af hungersnøden sidste år. – Foto: Alexandra Strand-Holm.
ifølge FN’s definition afblæst, men ifølge OCHA, FN’s kontor for koordination af humanitære opgaver, må man regne med, at 3,4 millioner mennesker stadig har behov for fødevarehjælp eller materiel hjælp mindst et halvt år endnu. Kadijo Mohamoud Hussein og alle de andre bønder og kvægnomader vil nemlig have sikkerhed for, at landbruget er i gang igen, og der bliver produceret fødevarer nok,
Derfor er der stadig fuld gang i de otte gadekøkkener, Dansk Flygtningehjælp driver i Mogadishu. Her tilbereder lokale ansatte i øjeblikket i alt 29.000 måltider om dagen alle ugens dage undtagen fredag. For de svageste, enlige kvinder med små børn, gamle, syge og forældreløse børn er den eneste mulighed for at få lidt at spise at stille sig i køen her. Det var her, vi mødte Kadijo første gang. Hun har små børn og fortæller, at de endnu ikke kan passe hinanden, så hun har ikke mulighed for at arbejde som skraldsamler eller gadehandler, som så mange andre kvinder i lejrene gør. Derfor er hun henvist til gadekøkkenet. Det måltid, hun henter, bliver delt mellem alle i familien. Ingen bliver rigtig mætte, men alle overlever. ”I Somalia er der stadig tale om en nødsituation, der skal
afhjælpes. Derfor fortsætter vi,” siger direktør for Dansk Flygtningehjælps Somaliaprogram Heather Amstutz, men hun peger samtidig på, at behovet i dag er klart mindre end sidste år. Da hungersnøden var på sit højeste, langede Dansk Flygtningehjælp 80.000 måltider over diskene i gadekøkkenerne hver eneste dag. ”For os er fredag den værste dag,” fortæller Kadijo og taler her for mange. Fredag er helligdag, og gadekøkkenet er lukket. Det betyder, at familien slet ikke får noget at spise den dag. Det anslås, at omkring 320.000 børn under fem år – eller 22 procent af alle børn under fem år – er underernærede i dag. Samtidig viser OCHA’s beregninger over den samlede internationale nødhjælpsindsats, at kun 40 procent af finansieringen er på plads i forhold til at kunne hjælpe alle.
Vibeke Rask Grøn er selvstændig journalist og har arbejdet og rejst i Østafrika og Sydsudan. Turen til Somalia i juni-juli kom i stand på initiativ af Dansk Flygtningehjælp.