a f Mads Frese
rier, men måske fortrinsvis i skabelsen af et
lusconis reelle m onopol på tv-journalistik
socialt univers, hvor alt og alle har en pris,
i Italien er velegnet til fastholde det sociale
og hvor den politiske m agt har magt til at
status quo. Bourdieu betegnede fjernsynet
skabe drøm m e og til at straffe og belønne i
som ”et form idabelt m iddel til oprethol
den sociale sfære.
delse af den symbolske orden” og hævdede, at fjernsynsmediet udøver ”en særlig o n d
K unstens regler. Sam m enlignet med
artet form for moralsk vold”. I Om T V - og
franskm ænd og briters respektløshed
journalistikkens m agt (1998) skriver han:
frem står italienerne underdanige over for m agthaverne, hævder den franske jo u r nalist Marcelle Padovani i Viva Zapatero! M en det kan ikke tilskrives manglen på en satirisk tradition i italiensk litteratur, film og teater. Tværtim od h ar italienerne
Den symbolske vold er en vold der udøves med stiltiende accept fra dem der er under kastet den, og ofte også fra dem der udøver den, i den udstrækning begge parter er ube vidste om at udøve den eller underkaste sig den. (Bourdieu 1998: 16).
en meget stæ rk tradition for satire. F.eks. trækker en af de mest m arkante skikkelser
Bourdieu påpeger endvidere, at m edierne
i italiensk samtidssatire, Daniele Lut-
i kraft af deres m obiliserende egenskaber
tazzi, kraftigt på renæssancehum anisten
kan indsætte ”en pervers form for direkte
Giovanni Boccaccios groteske noveller i
dem okrati, som nedbryder distancen til
Dekameron. Luttazzi var en af de første, der
det hastende og til presset fra de kollektive,
blev udelukket fra at optræ de på tv efter
ikke nødvendigvis demokratiske liden
Berlusconis magtovertagelse i 2001, og han
skaber - en afstand der norm alt er sikret
er fortsat bandlyst. I sine teatermonologer,
af den relativt autonom e logik der gælder
som er stærkt inspireret af amerikanske
inden for det politiske felt” (ibid.: 74).
komikere, forklarer Luttazzi, hvordan Berlusconi h a r form ået at applicere en
Virtuel virkelighed. Bourdieu gjorde sine
kom m unikationsstrategi, som er baseret på
iagttagelser om tv-m ediets indflydelse på
‘mikrofortællinger’ og hentet fra den am e
de øvrige m edier og sam fundet i en fransk
rikanske underholdningsindustri, på det
kontekst. I Italien påpegede semiotikeren
politiske felt i Italien. Også internationalt anerkendte kom i
U m berto Eco allerede i starten af 80erne,
kere som N obelpris-m odtageren Dario Fo
ligere havde været ”et vehikel til distribu
at fjernsynet, der ligesom andre m edier tid
og Oscar-vinderen R oberto Benigni bliver
tion af kendsgerninger”, havde forvandlet
betragtet som ‘for politiske’: "Kunsten
sig til ”et apparat for produktion af kends
består i at acceptere det excessive. Hvis
gerninger” (Eco 1983: 170) og således også
m an siger hertil og ikke længere, træ der
til produktion af virkelighed og virkelig
m an ind i en forhandlingssituation, og så
hedsopfattelser. Et grundlæggende træ k
har det ikke længere noget m ed satire at
ved kom m ercielt tv, som Silvio Berlusconi
gøre, men er en helt anden litteræ r genre,”
introducerede i Italien om kring 1980, er
påpeger filologen Luciano Canfora i Viva
ifølge Eco, at skellene mellem inform ati
Zapatero!
ons-, underholdnings- og fiktionsprogram
Årsagen til satirens trange kår er selv følgelig sam m ensm eltningen af økono misk, mediemæssig og politisk magt. Ber-
m er bliver udvisket: Teknikkerne (som i dag kaldes teknolo gierne) til at påvirke og vejlede masserne
193