Sofia og vennerne
tet kan meget vel være en af årsagerne til,
des oplevelse af Tokyo - at den repræsen
at japanere reagerer på repræsentationen
terer en subjektiv realisme. Et eksempel på
af Japan i Lost in Translation, som de gør.
denne holdning lyder:
Det ses blandt andet af forholdet mellem am erikaneres og japaneres tilbøjelighed til at kom m entere på filmens ‘realisme’. Blot otte procent af am erikanerne nævnte dette forhold, m ens 38 procent af de japanske Am azon-anm eldere benyttede term en vel at mærke specifikt i forhold til repræ
Ja, vi må nok sige, at repræsentationen af Tokyo er overfladisk og orientalistisk, men vi må forstå, at sådan fremstår sceneriet for en ‘amerikansk urban celebrity’. Det er præcis det, filmen viser, og jeg påskønner, at [Sofia Coppola] fremstiller Tokyo som neonlysenes by’ uden at vise foragt for byens vulgaritet eller kontrastere den m ed Kyotos pittoreske scenerier.
sentationen af Japan. Det, der betød noget for det japanske cyberpublikum var altså,
Det tredje argum ent går på, at Tokyo og
hvor præcist ‘de’ kunne repræsentere ‘os’ og
japanerne blot fungerer som kulisse for
’vores’ virkelighed.
filmen og tjener til at beskrive oplevelsen af frem m edhed. Repræsentationens realisme
Realism ens ikke-angrebspagt. Måske fordi Lost in Translation blev oplevet som såren
Det sidste ligger i tråd med det forrige
de, men samtidig blev båret frem i Japan
og kan kort udtrykkes som det synspunkt,
som en film, det var um oderne at undsige,
at film som kunst ikke skal bedøm m es ud
opstod en række strategier til at forklare
fra politiske kriterier.
stereotyperne og samtidig bibeholde en
Særligt det sidste argum ent - at kunst
positiv indstilling. Mange refererede til en
og politik er adskilte størrelser - går igen
forestilling om ‘mangfoldige virkeligheder’,
på både den amerikanske og den japanske
og fandt således en vej til en accept af fil
Amazon-side, og kom m er til udtryk i ven
m en ved at se den som eksempelvis ”den
dinger som: ”det er m indre vigtigt at forstå
oplevelse af Japan, som tilrejsende får” - en
filmen, end det er at føle filmens kulturelle
virkelighed, som er helt forskellig fra den,
forskelle” og ’’d ette er et eksemplarisk værk
‘vi’ har af ‘vores Japan’. Hele 43 procent af
over det forhold, at kunst skal værdsættes
dem, der hæftede sig ved filmens realisme,
udelukkende med følelserne”.
brugte en sådan forklaringsm odel - en
Her introduceres m odsætningen mel
slags ‘ikke-angrebspagt’, som gør det lettere
lem politik og kunst og mellem forståelse
at slippe uden om en undsigelse af filmen
og følelse. Disse dikotomier blev i øvrigt
som racistisk eller diskrim inerende. D enne
brugt som argum enter rettet im od både
udbredte tendens blandt web-anm elderne
negative nationalistiske hjemmefødinge i
kom m er til udtryk i fire forskellige ansku
Japan og den politiske korrektheds b an
elsesvinkler:
nerførere i USA. Her var der altså fælles
Den første går på, at filmen gør lige m e
fodslag mellem kosmopolitiske japanere og
get grin m ed japanere og am erikanere. Den
am erikanere m ed afsmag for politisk kor
blev blandt andet understøttet m ed h en
rekthed.
visning til Sofia Coppolas udtalelse til den
Kam pen om virkeligheden. Denne enig
japanske magasinpresse om, at hun m orer
hed til trods, kom m er man ikke uden om,
sig over alle kulturer.
at det især er Vesten, der besidder det
Den anden er den allerede nævnte, at
110
er derfor slet ikke på dagsordenen.
filmen giver et realistisk billede af tilrejsen
privilegium at kunne repræsentere andres virkelighed; det, jeg før omtalte som en