Issuu on Google+

Faglig Årsberetning 1999 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S

Annual Report 1999 Danish Fur Breeders Research Center


Faglig Årsberetning 1999 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S

Annual Report 1999 Danish Fur Breeders Research Center

Redaktion: Peter Sandbøl


Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed A/S

Danish Fur Breeders Research Center

Herningvej 112 C, 7500 Holstebro, Danmark.

Herningvej 112 C, DK-7500 Holstebro, Denmark.

Tlf.: Fax.: e-mail:

Phone.: Fax.: e-mail:

97 43 55 99 97 43 52 77 pfr@pfr.dk

Faglig Årsberetning 1999 Oplag: Forsidefoto: Typografi: Layout: Tryk: Redaktion:

350 stk. Vivi Pedersen© Garamond Peter Sandbøl DP/DPA Peter Sandbøl

Redaktionen sluttede medio januar 2000 ISSN 1395-198X

Faglig Årsberetning 1999

+45 97 43 55 99 +45 97 43 52 77 pfr@pfr.dk


Indhold / Contents Forfattere / Authors

Forord Forord ved Miljøchef Niels Therkildsen .............. 5 Forord ved Forsøgsleder Peter Sandbøl ............... 6

Adfærd Aktivitet hos Mink Selekteret for Høj eller Lav Foderudnyttelse ..................... 7-9 Activity Level in Mink Selected for High or Low Feed Efficiency Overgaard, L. Sørensen, K. & L.L. Jeppesen. Anvendelse af Temperamentstest til Selektion af Nysgerrige Mink i Praksis .......... 11-16 A Temperament Test Used for Selection of Explorative Mink under Commercial Farm Conditions Møller, S.H. & S.W. Hansen. Alternative Burmiljøer til Mink – Hvad er Vore Erfaringer? ...........................17-23 Group- or Family-Housing in Mink – Recent Results in Danish Research Pedersen, V. Har Mink Behov for Beskæftigelse? ..............25-29 Do Mink have Occupational Needs? Hansen S.W. Frustration, en Medvirkende Årsag til Stereotypier og dermed Øget Foderforbrug hos Mink .........................31-35 Hansen S.W. Effekt af Tomt Bur mellem Minktæver i Reproduktionsperioden..................................37-42 Effect of an Empty Cage between Female Ranch Mink in the Reproduction Period Overgaard, L. Rævetævers Præference for Forskellige Helårsredekasser .........................43-46 Preference for Various Nest Box Designs in Silver Foxes (Vulpes vulpes) and Blue Foxes (Alopex lagopus) Jeppesen, L.L., Pedersen, V. & K.E. Heller. Status vedr. Projektet Tamme Blåræve. .........47-50 Status Concerning the Project Tame/Domesticated Blue Foxes Hansen S.W.

Avl og reproduktion Selektion for Hvalpevækst under Hensyn til Tævens Velfærd. Resultat af Tredie Års Selektion .....................51-54 Selection for Kit Growth - Considering Welfare of the Dam Results of the Third Year of Selection. Hansen, B.K., Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W. & U. L. Rasmussen.

Algemel (Haematococcus pluvialis) med et Højt Indhold af Astaxanthin som Fodersupplement til Mink (Mustela vison). Effekt på Reproduktion, Hvalpetilvækst før Fravænning og Daglig Mælkeoptagelse ...55-58 Algal Meal (Haematococcus pluvialis) with a High Astaxanthin Content as Food Supplement to Mink Mustela vison). Effect on Reproduciton, Kit PreWeaning Growth Performance andDaily Milk Intake. Hansen, K.B., Tauson, A.-H. & J. Inborr. Langvarig restriktiv Fodring af Minktæver i Vinterperioden er ikke en Forudsætning for et Godt Hvalperesultat ......59-65 A Long Period of Restricted Feeding During the Winter is not a Precondition for Large Litters Møller, S.H. Økonomiske Beregninger på Selektionslinier ..........................................67-70 Finnancial Calculations on Selection Lines Rasmussen, U.L..

Ernæring og fodring Undersøgelse over Forskellige Energifordelinger i Foderet til Minktæver i Vinter- og Dieperioderne 1999. .. 71-75 Different Energy Distribution in the Feed for Mink Females in the.Winter and Reproduction Periods 1999 Clausen, T.N. & C. Hejlesen. Reduceret Fiskemængde til Minktæver i Vinter- og Diegivningsperioden...................77-80 Reduced Quantity of Fish in Feed for Mink in the Winter- and Nursing Period Hejlesen, C. & T.N. Clausen. Indflydelsen af Foderets Proteinog Kulhydrat-Indhold på Minktævers Foderoptagelse og Vægtudviklingen hos Tæver og Hvalpe i Diegivnings-perioden ...... 81-84 Influence of Dietary Protein and Carbohydrate Supply on Feed Consumption and Weight Changes of Mink Dams and Kits During the Nursing Period Damgaard, B.M., Børsting, Chr.F. & R. Fink. Rapsfedtsyrer/Lecithin med et Højt Indhold af Naturligt E-vitamin til Diegivende Tæver ......................................85-87 Fatty Acids/Lecithin from Rapeseed wtih a High Content af Natural Vitamin E to Mink Bitches. Jensen, S.K. & B.M. Damgaard Ammoniumklorid til Wildminkhvalpe fra 10/6 til 28/6 1999....................................... 89-91 Ammonium Chloride Fed to Mink Kits from June 10th to June 28th 1999 Clausen, T.N. Fasefodring med Protein til Mink i Vækstperioden................................93-95 Phase Feeding Protein to Mink in the Growth Period Hejlesen, C. & T.N. Clausen.

Faglig Årsberetning 1999

3


Indhold / Contents Forfattere / Authors

Afprøvning af Stigende Mængde Lodde til Minkhvalpe i Vækstperioden 1998..............97-99 Increasing Amounts of Capelin in the Feed for Mink Kits in the Growing-Furring Period 1998 Clausen, T.N. & C. Hejlesen. Afprøvning af Stigende Mængde Toastede Soyabønner til Minkhvalpe i Vækstperioden 1998...............101-103 Increasing Amounts of Toasted Soybean for Mink Kits in the Growing-Furring Period 1998 Clausen, T.N. & C. Hejlesen. Anvendelse af To Niveauer af Toastede Soyabønner ved Reduktion af Fiskeråvarer i Foderet til Minkhvalpe i Vækstperioden 1998...........105-110 Two Levels of Toasted Soyabeans to Replace Fishproducts in the Feed for Mink Kits in the Growing-Furring Period 1998 Clausen, T.N. & C. Hejlesen. Afprøvning af Svinepulp til Mink i Vækstperioden............................. 111-113 Swine Pulp to Mink in the Growth-Furring Period Hejlesen, C. & T.N. Clausen. Smagelighedsforsøg med 11% Svinepulp i Vækstperiodefoder til Mink...... 115-117 11% Swine Pulp in Growth Period Feed for Mink C. Hejlesen,

Fysiologi og analyseteknik Forskellig Proteinkoncentration i Foder til Minkhvalpe i Vækstperioden. Kvælstof-, Energi-, Vand- og Mineralbalance. .............119-127 Different Protein Supply to Mink Kits in the Growing Period. Nitrogen, Energy, Water and Mineral Balance. Einarsson, E.E. & N.E. Hansen. Analyse af Fedt fra Vildtlevende Mink og Farmmink med Superkritisk Ekstraktion (SFE) og Superkritisk Kromatografi (SFC)............129-134 Analysis of Fat from Wild- and Farm Mink Using Supercritical Fluid Extraction (SFE) Supercritical Fluid Chromatography Asferg, T., Buskov, S., Clausen, T.N., Mortensen, K. & H. Sørensen. Analyse af Mono-, Di-, og Oligosaccharider i Biologisk Materialer......135-144 Analysis of Mono-, Di-, and Oligosaccharides in Biological Materials Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Mortensen, K., Møller, P. & H. Sørensen.

Glycosider i Minkmælk ............................... 155-161 Glycosides in Mink Milk Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Buskov, S., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen.

Skind Proteinopbygning i Minkskind - Målinger på Skindprøver fra Forpoter af Produktionsdyr....................163-167 Proteinsynthesis in Mink Skin - Measurements from Skin Samples taken from Paws of Production Animals Riis, B. Oxidationsskader på Garvede Minkskind. Indflydelsen af Skrabningen og Opbevaringstiden inden Garvning..............169-173 Oxidation Damages on Tanned Mink Skin. Influence of Scrabing and Storage Time Before Tanning Santin, I., Andersen, S. & V. Weiss.

Sundhed Ethoxyquin i Foderet til Minkhvalpe i Vækstperioden ..................175-177 Ethoxyquin in the Feed for Mink Kits in the Growing-Furring Period Clausen, T.C. & H.H. Dietz. Infektion med Kolibakterier hos mink........179-186 E. coli Infections in Mink Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H. & T.H. Andersen

Driftsforhold Afprøvning af Finmasket Fodertråd på Redekasselåget i Maj – Juni 1998 ................187-189 Test of Finely-Meshed Wire on the Nest Box in the Period May-June 1998 Sørensen, K. & U.L. Rasmussen. Afprøvning af Finmasket Fodertråd på Redekasselåget i Maj – Juni 1999 ................ 191-193 Test of Finely-Meshed Wire on the Nest Box in the Period May-June 1999 Rasmussen, U.L.

Korte meddelelser Kortlægning af Minkens Gener ...................195-196 Christensen, K.

Undersøgelse af Proteiner og Peptider i Minkmælk ...................................................145-153 Investigations of Proteins and Peptides in Mink Milk Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen.

4

Faglig Årsberetning 1999


Forord ved Miljøchef

Niels Therkildsen Ved afslutningen af et årtusinde er det glædeligt, at Faglig Årsberetning 1999 har det største antal artikler i mere end 10 år. Mængde alene kan naturligvis aldrig erstatte kvalitet og relevans i forskningsarbejde, der meget hurtigt skal udnyttes i et stærkt konkurrencepræget eksporterhverv. Også i år skal der lyde en velment tak til forfatterne. Forskningsarbejdet er – nogle gange lidt diskret og overset – et meget vigtig led i en kæde af aktiviteter, der giver pelsdyrproduktionen en værditilvækst, som markedet gerne betaler for. Behovet for på alle måder at optimere produktionen er større ende nogen sinde og dermed behovet for at bringe den bedste og mest rationelle viden ind i produktion og omsætning af skind og skindprodukter. Faglig Årsberetnings vigtigste opgave er at binde grundforskning og anvendelsesorienteret forskning sammen med den praktiske pelsdyrproduktion. Dette arbejde er først gennemført når resultaterne bruges direkte i produktionen. Rådgivere, forskere og beslutningstagere i pelsdyrerhvervet har her en vigtig fælles

opgave. Produktions- og forskningsmiljøer har i stigende grad brug for hinandens gensidige støtte, kritik og samarbejde. – I fællesskab når vi langt, alene sander vi til. De fleste artikler er i år med sammendrag på dansk og engelsk, så forudsætningerne for at placere Faglig Årsberetning som et forum for viden og kommunikation for pelsdyrproduktion er nu bedre, også uden for landets grænser. Den åbne dør, hvor man ikke holder sig tilbage fra en fri kommunikation og inspiration – også fra mindre sædvanlige kilder – giver et velorienteret og fremadrettet erhverv. Et nyt årtusinde lokker, hvor forudsigelighed bliver en mangelvare og forandringerne vil komme i et stigende tempo og omfang. Al erfaring viser, at også pelsdyrerhvervet vil være bedst klædt på til forandringer, når man hele tiden ser muligheder og forbereder sig seriøst. I det spil vil den rigtige forskning og rådgivning være en stor strategisk styrke. – Fremtiden tilhører den velforberedte.

Gamst, januar 2000 Niels Therkildsen

Faglig Årsberetning 1999

5


Forord ved Forsøgsleder

Peter Sandbøl Faglig Årsberetning 1999 er den første faglige årsberetning, som undertegnede har haft fornøjelsen af at redigere. Det har ubetinget været en positiv udfordring. Omfanget af redigeringen blev større end forventet; men hvad andet kan man vente, når man i tolvte time ønsker, at sætte sit personlige præg på en beretning af nærværendes omfang. Et ønske om at gøre Faglig Årsberetnings udseende mere ensartet og (forhåbentligt) mere læsevenligt, gjorde det nødvendigt at ændre layout/opsætning på alle de indkomne artikler. Dette indebærer naturligvis en risiko for at der opstår nye fejl i artiklerne. Jeg vil derfor sige tak til alle bidragsydere; – ikke alene for deres bidrag – men også for deres positive accept af, at jeg har ændret på opsætningen af deres arbejde. Ligeledes skal de have tak for at de i sidste øjeblik afså tid til at læse korrektur på det ændrede layout. Faglig Årsberetning er som tidligere inddelt i hovedafsnit, selv om der er lavet enkelte ændringer til rækkefølgen. Yderligere er der tilføjet et enkelt nyt afsnit: Korte meddelelser, som er møntet på indlæg, der ikke kan betragtes som faglige rapporter; men som dog har en faglig relevans for erhvervet.

Næsten alle artikler indledes med et sammendrag, således at man hurtigt kan få et overblik over den enkelte artikels indhold. Enkelte artikler mangler et sådant sammendrag og ca. 25 % af artiklerne har kun et engelsk sammendrag (et såkaldt Abstract). Dette håber jeg selvfølgelig – med bidragsydernes hjælp – at vi får rettet op på til Faglig Årsberetning 2000. Selve de faglige artikler er sat med to spalter, dog således at større figurer og tabeller er i fuld sidebredde Disse gennembrydninger af spalterne kan måske give lidt læseproblemer, da der ikke er ensartede regler for, hvordan spalter før og efter gennembrydninger skal læses. Artiklerne i Faglig Årsberetning 1999 er sat således at begge spalter før en gennembrydning læses færdigt inden man går videre til den gennembrydende figur eller tabel og de nedenstående spalter. Med håb om at Faglig Årsberetning 1999, må blive fundet spændende og lærerig af læserkredsen og siden finde en plads som referencemateriale i reolen, ønsker jeg alle god fornøjelse med læsningen.

Brørup, medio januar 2000 Peter Sandbøl

6

Faglig Årsberetning 1999


Aktivitet hos Mink Selekteret for Høj eller Lav Fodereffektivitet Lise Overgaard1, Kristin Sørensen1 og Leif Lau Jeppesen2 1Pelsdyrerhvervets 2Zoologisk

Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro Institut, Københavns Universitet, Tagensvej 16, 2200 København N.

Sammendrag Formålet med forsøget er, at undersøge om fodereffektivitet er en arvelig egenskab hos mink. Som en del af dette undersøges det om selektionen påvirker minkenes aktivitetsniveau. Forsøget er lavet på to linier, der siden 1993 er selekteret for høj eller lav fodereffektivitet. Minkenes aktivitetsniveau blev undersøgt ved scanning i oktober 1997 og 1999. Der indgik ca. 75 par mink i hver forsøgsperiode. Forsøget viste, at mink selekteret for høj fodereffektivitet var mindre aktive end mink selekteret for lav fodereffektivitet. Det blev konkluderet, at selektion på fodereffektivitet hos mink bevirkede en ændring af deres aktivitetsniveau. Overgaard, L., Sørensen, K. & L.L. Jeppesen, (2000). Aktivitet hos mink selekteret for høj eller lav fodereffektivitet. Faglig Årsberetning 1999, 7-9. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The aim of this study was to investigate whether feed efficiency was a heritable property in mink. Included in this study it was tested if the selection would affect the activity level of the mink. The study was made with two lines of mink selected for high or low feed efficiency. The activity level of the mink was examined in October 1997 and 1999 at 75 pair of mink. The study showed that mink selected for high feed efficiency were less active than mink selected for low feed efficiency. It was concluded that selection on feed efficiency in mink would influence on the activity level. Overgaard, L., Sørensen, K. & L.L. Jeppesen, (2000). Activity level in mink selected for high or low feed efficiency. Annual Report 1999, 7-9. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Introduktion Dette forsøg er en del af et Ph.D. studium, hvor formålet er at undersøge, om fodereffektivitet er en arvelig egenskab. Forsøget består af to selektionslinier, linie 65 og 66, på Forsøgsfarm Syd. I linie 65 selekteres for høj fodereffektivitet og høj novembervægt, mens der i linie 66 selekteres for lav fodereffektivitet og høj novembervægt. Novembervægten bruges i selektionen, da vi ønsker at linierne skal være sammenlignelige med hensyn til dyrenes kropsstørrelse. Fodereffektiviteten (FE) er i forsøget defineret som tilvækst divideret med foderindtag (tilvækst(gram)/indtaget fodertørstof(gram)). Målingerne blev foretaget på hanhvalpe over en fireugers periode i juli, hvor dyrene sad enkeltvis i burene. Resten af vækstperioden sad minkene parvis. Hvalpene blev vejet i starten af juli, derefter måltes deres foderforbrug 5 dage om ugen i 4 uger. Registreringen foregik ved vejning af den udfodrede mængde til hvert dyr, ligeledes blev den levnede mængde foder (afskrab) vejet inden næste fodring. Foderspild blev opsamlet på bakker under burene, det blev vejet indivi-

duelt for hvert dyr to gange i forsøgsperioden. Forsøget blev afsluttet med vejning af dyrene i slutningen af juli. Undervejs i forsøget blev der udtages prøver af foder, afskrab og spild som derefter blev analyseret for tørstofindhold. Disse registreringer muliggjorde beregning af indtaget fodermængde og tilvækst for hver hanhvalp. Avlsdyrene blev udvalgt på baggrund af et indeks, der kombinerede fodereffektivitet med dyrets vægt i november. Tæverne blev udtaget på baggrund af deres hel- og halvbrødres fodereffektivitet og tævens egen vægt i november. Selektionsforsøget startede i 1993 og i 1999 havde de 67 hanhvalpe i linie 65 fodereffektivitet, FE = 0.33 + 0.04, medens de 79 hanhvalpe i linie 66 havde FE=0.28 + 0.03. Hanner med høj fodereffektivitet og hanner med lav fodereffektivitet har i et tidligere forsøg været indsat i respirationskammer for at undersøge deres varmeproduktion (Elnif & Therkildsen, 1994). Dette skulle belyse sammenhængen mellem fodereffektivitet og varmeproduktion. Forsøget viste, at dyr med lav fodereffektivitet havde en 24% højere

Faglig Årsberetning 1999

7


Overgaard, L., Sørensen, K. & L.L. Jeppesen

varmeproduktion end dyr med høj fodereffektivitet uden det kunne tilskrives forskel på foderets fordøjelighed. Konklusionen på dette var at forskellen formentlig skyldtes forskel i aktivitetsniveau mellem linierne. Dette medførte et ønske om at foretage adfærdsobservationer på linierne.

Fordeling af aktivitet - 1997 100% 80%

***

60% 40% ***

20%

Metode Adfærdsobservationerne blev lavet på ca. 75 par mink. De blev fortaget af Københavns Universitet i 1997 og PFR i 1999, begge gange i midten af oktober. Registreringerne foregik ved scansampling, hvor observatøren gik et vist antal runder i hallen og for hver runde registrerede adfærden for det enkelte dyr. Observatøren gik ca. 100 observationsrunder pr. periode. Der blev observeret formiddag og eftermiddag, hvorefter dyrene blev fodret. For at øge aktivitetsniveauet blev foderpraksis ændret omkring observationsdagene ved at fodermængden blev reduceret. Følgende adfærdselementer blev registreret: Inde i redekasse: Hvalpen er i redekassen. Adfærd kan ikke ses. Inaktiv i bur: Hvalpen ligger/sover og bevæger sig ikke. Aktiv i bur: Hvalpen bevæger sig aktivt rundt, leger, æder, slås eller lign. Stereotypi i bur: Hvalpen gentager et bevægelsesmønster uden tydeligt formål. Statistik Frekvensdata blev analyseret med χ2-test (Siegel & Castellan, 1988). Resultater og diskussion Nedenstående figurer viser hvordan minkenes aktivitet fordelte sig på adfærdselementerne rede, inaktiv, aktiv og stereotypi i 1997 (figur 1) og 1999 (figur 2). Data for hanner og tæver er slået sammen, da de viste ensartede billeder, men på lidt forskellige niveauer. Således var hanner generelt mere i reden og mindre aktive end tæver, men det påvirkede ikke billedet af hvorvidt selektionen har indflydelse på dyrenes aktivitet. 8

**

0% rede

inaktiv

H øjfoderudnyttelse Figur 1

***

aktiv

stereotypi

Lav foderudnyttelse

Fordeling af aktivitet hos mink selekteret efter høj (N=155) og lav (N=143) fodereffektivitet. Observationer foretaget i 1997. **: p<0,01; ***: p<0,001.

Fordeling af aktivitet - 1999 100% ***

80% 60% 40% ***

20% ***

0% rede

Inaktiv

H øjfoderudnyttelse Figur 2

aktiv

stereotypi

Lav foderudnyttelse

Fordeling af aktivitet hos mink selekteret efter høj (N=123) og lav (N=126) fodereffektivitet. Observationer foretaget i 1999. ***: p<0,001.

Af figur 1 og 2 ses det, at mink selekteret efter høj fodereffektivitet var signifikant mere i reden og signifikant mindre aktive end mink selekteret efter lav fodereffektivitet. Det var gældende for begge år. Selv om mink med høj fodereffektivitet var mindst aktive var det alligevel dem, der havde den største frekvens af stereotyp adfærd. Det slørede dog billedet, at det var relativt få dyr, der stereotyperede meget, og ikke selektionslinierne som helhed. Således tegnede 7 mink sig i 1997 for 51% af stereotypierne i linien med høj fodereffektivitet. I 1999 var det 3 mink, der udførte 61% af stereotypierne i linien med høj fodereffektivitet, og ligeledes 3 mink, der udførte 64% af stereotypierne i linien med lav fodereffektivitet. Det var derfor ikke muligt at afgøre, om selek-

Faglig Årsberetning 1999


Aktivitet hos minklinier selekteret for høj og lav fodereffektivitet

tion på fodereffektivitet medførte en sideeffekt i form af større frekvens af stereotyp adfærd. Det var hovedsageligt tæver, der stereotyperede. Hvor ofte en mink blev observeret som inaktiv, kan skyldes tilfælde eller dyrenes sovevaner, idet der ikke var nogen selektionsmæssig forklaring på om en mink sov i reden eller i buret. Det var således kun forskelle i minkliniernes aktivitetsniveau, der kunne tilskrives selektionskriterierne.

tet bruger mere af energien på aktivitet og varme (Elnif & Therkildsen, 1994).

Det er kendt fra svin, malkekvæg og fjerkræ, at selektion for øget produktionseffektivitet kan medføre ændringer i adfærd, fysiologi og immunologi (Rauw et al., 1998). Ofte medfører denne selektion negative sideeffekter, men i dette forsøg med mink kan det dog ikke vurderes om minkenes almene tilstand påvirkes ved at blive mere eller mindre aktive. Man har fundet at æglæggende høns med en høj RFC (Residual Feed Consumption) er mere aktive og har en større varmeproduktion end høns med en lav RFC (Luiting, 1991). RFC er et udtryk for overskydende energi når der er taget højde for forbrug til vedligehold og produktion. Det vil sige at høns med en høj RFC bruger mindre af den tilgængelige energi til ægproduktion og mere til varmeproduktion. Det passer i relation til mink, hvor mink med en lav fodereffektivi-

Litteratur

Konklusion Forsøget har vist, at man ved at selektere på minks fodereffektivitet, som sideeffekt opnår en forskel på minkenes aktivitetsniveau. Minklinier selekteret for høj fodereffektivitet er mindre aktive end minklinier selekteret for lav fodereffektivitet.

Elnif, J. & Therkildsen, N. 1994. Energetiske målinger i forbindelse med selektion for fodereffektivitet hos mink. NJF seminar nr. 253, Rebild, Danmark. Luiting. P. 1991. The value of feed consumption data for breeding in laying hens. Ph.D. thesis, 1991 Wageningen Agricultural University, The Netherlands. Rauw, W.M., Kanis, E., NoordhuizenStassen, E.N. & Grommers, F.J. 1998. Undesirable side effects of selection for high production efficiency in farm animals: a reveiw. Livestock Production Science 56: 1533. Siegel, S. & Castellan, N.J.Jr. 1988. Nonparametric statistics for behavioral science. McGraw-Hill, New York, USA.

Faglig Årsberetning 1999

9


10

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Anvendelse af Temperamentstest til Selektion af Nysgerrige Mink i Praksis Steen H. Møller og Steffen W. Hansen

Danmarks JordbrugsForskning, Afdeling for Husdyrsundhed og Velfærd, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, DK- 8830 Tjele, Danmark Sammendrag Produktionsdyrenes velfærd kan forbedres ved at tilpasse produktionssystemet til dyrenes behov, samt ved at udvælge de dyr, som har tilpasset sig produktionssystemet bedst. Da der ikke er simple, dokumenterede muligheder for at forbedre minkens velfærd gennem ændringer i indhusningssystemet, tages en temperamentstest (pindetesten) nu i anvendelse på private farme. Denne test, der kategoriserer minken som enten frygtsom, nysgerrig eller aggressiv, når en pind stikkes ind i buret, er blevet udviklet og anvendt til selektion under eksperimentelle forhold. Det er påvist, at de forskellige former for temperament, som pindetesten opdeler minkene i, svarer til deres reaktion over for ukendte genstande og fremmede mink, såvel som deres kortisoludskillelse ved håndtering. For at gøre pindetesten lettere at anvende i praksis, er den blevet forenklet og implementeret på seks danske minkfarme. Gennemsnitligt 60% af de voksne minktæver blev karakteriseret som nysgerrige i august, men procentandelen varierede farmene imellem. Efter 30 minutters introduktion kunne avlerne udføre pindetesten med 74-100% overensstemmelse med en erfaren pindetester. For at kunne forbedre velfærden på farmniveau, indsættes 200 udvalgte minktæver fra kategorien ”nysgerrig” på hver farm før parringssæsonen i marts år 2000. Gennem de første tre års selektion registreres effekterne af temperamentsselektionen på andre velfærdsindikatorer, såsom sundhed, adfærd og produktion. Møller, S.H. & S.W. Hansen, (2000). Anvendelse af temperamentstest til selektion af nysgerrige mink i praksis. Faglig Årsberetning 1999, 11-16. Perlsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark Abstract The welfare of production animals may be improved by adapting the production system to the needs of the animals and by selecting those animals best adapted to the production system. As no documented improvements of welfare are readily available in mink housing, a temperament test (the stick test) is now being applied for use under commercial farm conditions. The test, that categories the mink as fearful, explorative or aggressive when a stick is inserted into the cage, has been developed and used for selection under experimental conditions. It has been demonstrated that the temperament categorised in the stick test is related to the reaction in novel object and intruder tests as well as to cortisol response to handling. In order to facilitate the use of the stick test in practice it has been simplified and implemented on six Danish mink farms. On average, 60% of adult mink females were characterised as explorative in August but the percentage differed between farms. After 30 minutes of introduction the farmers were able to perform the stick-test with 74%-100% agreement with an experienced test person. In order to improve the welfare at farm level, a selection line of 200 explorative females is established on each farm for the mating season in March 2000. During the first three years of selection the effects of the behavioural selection on other welfare indicators, such as health, behaviour and production will be monitored. Møller, S.H. & S.W. Hansen, (2000). A temperament test used for selection of explorative mink under commercial farm conditions. Annual Report 1999, 11-16. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark

Introduktion Velfærd hos produktionsdyr kan forbedres ved at tilpasse produktionssystemet til dyrenes behov og ved at udvælge de dyr der passer bedst i produktionssystemet. De almindelige bursystemer dækker minkenes mest åbenlyse behov, såsom bevægelsesfrihed (Hansen, 1988; Hansen et al., 1994), adgang til redekasser (Hansen, 1988; Møller, 1990), håndterligt materiale samt tidlig social

kontakt (Damgaard & Hansen, 1996a). Derfor lader der ikke til at være nogen hurtig eller simpel måde, hvorpå man med sikkerhed kan forbedre minks velfærd gennem nye indhusningssystemer. Avlsdyr udvælges primært efter størrelse, reproduktion og pelskvalitet. De fleste avlere foretager desuden en indirekte selektion baseret på temperament, eftersom dyr der skriger eller er aggressive ved håndtering

Faglig Årsberetning 1999

11


Steen H. Møller & Steffen W. Hansen

bliver pelset. Derigennem er frekvensen af mink, som udtrykker frygt, hvilket er en vigtig faktor inden for dyrevelfærd (Jones, 1997), blevet gradvist reduceret på farmniveau. I modsætning til andre husdyr, har den forholdsvis stabile udformning af minkhaller og bursystemer virket befordrende på den indirekte selektion igennem de ca. 80 års minkproduktion i Danmark. For at kunne måle minks temperament på en mere systematisk måde, er en hurtig og simpel test (pindetesten) udviklet og anvendt i et selektionsforsøg (Hansen, 1996; Malmkvist, 1996). En hurtig og simpel måde at forbedre farmminkens velfærd på kunne være at fremskynde den indirekte selektion mod frygt og for tilpasning til produktionssystemet. Formålet med denne artikel er at beskrive pindetesten, de dokumenterede virkninger af testen samt anvendelsen af testen på farmniveau.

100 80

Pindetesten Ved udførelse af pindetesten, stiller man sig foran buret og stikker pinden (f.eks. en træspatel) igennem ståltrådsnettet. Minken reagerer på testpersonen og retter reaktionen mod pinden. Minkens reaktion kan karakteriseres på fire forskellige måder: 1. Frygtsom (F): minken bevæger sig væk fra pinden og tilbage til buret; 2. Nysgerrig (N): minken nærmer sig pinden og undersøger den; 3. Aggressiv (A): minken foretager et hurtigt og intenst angreb på pinden og bider sig fast; 4. Ubestemt (U): minken reagerer på flere forskellige måder, eller reagerer ikke i overensstemmelse med nogen af de tre ovenstående reaktioner. Reaktionen på pinden såvel som latenstiden, før minken reagerer, reflekterer styrken og typen af motivation hos minken. Dokumenterede virkninger af pindetesten

Selektion og tilpasning til farmforholdene Ved anvendelse af pindetesten blev tre selektionslinier (Frygtsomme F, Nysgerrige N og Aggressive A) etableret i 1987 ved

12

Danmarks JordbrugsForskning. Eftersom meget få mink blev kategoriseret som aggressive, ophørte denne linie i 1991 (Hansen, 1996). I dag eksisterer der tre linier af mink med forskelligt temperament – en nysgerrig linie (N), en frygtsom linie (F) og en ikke selekteret kontrol linie (K). Linie K blev etableret i 1992 ved at krydse toårige mink fra linie N og F. Efter få generationer var der signifikant forskel på, hvor mange procent af minkene i linie N og F der udviste frygt under pindetesten (Fig. 1). Temperamentet i kontrol linie K lå midt mellem linie N og F, hvilket indikerer, at temperamentet i begge selektionslinier afviger betydeligt fra ikke selekterede mink. Det igangværende selektionsforsøg viser, at pindetesten er et effektivt og praktisk anvendeligt redskab til selektion af mink med et bestemt temperament.

60 40 20 0 1

2

3

Linie N

Fig. 1.

4

5 6 7 Generation

8

9

10 11

Linie F

Procentdelen af mink, som frygtsomt på pindetesten i selektionslinier

Linie K

reagerer de tre

Selektion er en vigtig faktor i domesticeringsprocessen, som bidrager til dyrenes tilpasning til mennesket og det menneskeskabte produktionsmiljø. Tilpasningen sker ved en kombination af genetiske ændringer mellem generationer, miljømæssige påvirkninger og erfaringer gjort af hver enkelt generation (Price, 1984). På grund af deres tilvænning til produktionsmiljøet, bliver minkene mere nysgerrige og mindre frygtsomme i perioden fra september til december (Hansen, 1996). Udviklingen er illustreret ved data fra 1996 i Fig. 2.

Faglig Årsberetning 1999


Anvendelse af temperamentstest til selektion af nysgerrige mink i praksis

Linie = E

Linie = F

Linie = U

100

100

100

80

80

80

60

60

60

40

40

40

20

20

20

0

0 Sep.

Oct.

Dec.

Sep.

Oct.

Month Explorative

Fig. 2.

Fearful Undecided

Explorative

Sep.

Intruder test

%

Fearful Undecided

Dec.

Explorative

Fearful Undecided

nysgerrige linie N havde kontakt med en fremmed mink eller ukendt genstand end mink fra den frygtsomme linie F (Fig. 3). Da variationen i temperament hos de udvalgte mink ikke er specifik over for mennesker, blev konklusionen, at selektion efter reaktion på pindetesten har en generel effekt på minkenes temperament (Hansen, 1997).

100

80

80

60

60

40

40

20

20

Out of Nestbox

Novel Object test

%

100

Contact with Intr.

0 Out of Nestbox

Line E Line F Fig. 3.

Oct. Month

Status (1996) mht. forskelle og udvikling i temperament imellem selektionslinierne N (nysgerrig/explorative), F (frygtsom/fearful) og U (ubestemt/undecided).

Den generelle gyldighed af de selekterede adfærdsmæssige karaktertræk For at teste om temperament karakteriseret ved pindetesten var en specifik reaktion på testpersonen eller af en mere generel natur, har man testet minkens reaktion på en fremmed mink og en ukendt genstand (Hansen, 1997). Betydeligt flere mink fra den

0

0

Dec.

Month

Contact with Novel Obj.

Line E Line F

Reaktion på fremmed person og ukendt genstand hos mink i linierne N (Line E) og F (Line F).

For at teste om temperament karakteriseret ved pindetesten hænger sammen med fysiologiske stressparametre, er sammenhæng mellem temperament og frigivelse af stresshormonet cortisol blevet undersøgt i forbindelse med håndtering og ved test af minkenes kapacitet for udskillelse af cortisol (Damgaard & Hansen, 1996b). Fra hver selektionslinie (N og F) fik 17 minktæver

syntetisk ACTH, der medfører udskillelse af cortisol, og tre tæver fik en saltvandsopløsning som placebo. Der blev taget blodprøver før (tid 0) og 30, 45 og 75 min. efter injektion af ACTH eller saltvand. Alle tæver blev sat i minkfælder 15 min. før blodprøverne blev taget ved tid 0 for at belyse effekten af en standardiseret potentielt

Faglig Årsberetning 1999

13


Steen H. Møller & Steffen W. Hansen

stressbetonet håndtering. Minkene blev i fælderne indtil den sidste blodprøve var taget. Cortisolniveauet ved tid 0, var betydeligt højere for den frygtsomme linie F end for den nysgerrig linie N (Fig. 4). nmol/l 400 350 300 250 200 150

Anvendelse af pindetesten i praksis

Modificering af pindetesten til brug i praksis Før pindetesten tages i anvendelse i større stil i praksis, er det vigtigt at finde den hurtigste og mest simple måde at udføre den på. En tidskrævende del af den originale testprocedure var at skodde minkene ud fra redekassen. Nødvendigheden af denne procedure blev testet på 178 mink to dage i træk, med og uden adgang til redekasser (Tabel 1) og hhv. før og efter fodringstid.

100 50

Tabel 1.

0 0

30

45

75

Minutter

Linie N

Fig. 4.

Med adgang til redekasse

Linie F

Temperament Nysgerrig Frygtsom Ubestemt Total

Cortisolreaktion på ACTH i linierne N og F

I linie N var reaktionen på cortisol betydeligt højere for tæver, der havde fået ACTH indsprøjtning, end for tæver, der havde fået NaCl indsprøjtning, medens der ikke blev fundet nogen forskel i linie F (Fig. 5). Area under curve nmol/l*m 20000

15000

ACTH

10000

Saline 5000

0 Line E

Fig. 5.

Line F

Cortisolreaktion på ACTH og saltvand i linierne N (Line E)og F (Line F).

Resultaterne viser, at binyrebarkens kapacitet for at udskille cortisol som en reaktion på ACTH ikke var påvirket af den adfærdsmæssige selektion. Dog reagerede mink i linie F mere på at sidde i fælden end mink i linie N, hvilket indikerer, at frygtsomme mink opfatter almindelige håndteringsprocedurer som mere stressende.

14

Reaktionen på pindetesten hos 178 mink, testet med og uden adgang til redekasse før fodringstid

Uden adgang til redekasse

Nysgerrig Frygtsom Ubestemt Total

65 3 12 80

1 60 8 69

10 13 6 29

76 76 26 178

Der var 74% overensstemmelse i temperament testet med og uden adgang til redekasse, medens overensstemmelsen mellem de udførte tests før og efter fodringstid var 85%. For en praktisk anvendelse var disse niveauer af overensstemmelse acceptable, da de er på samme niveau som mellem to gentagne målinger, hvor den samme procedure blev anvendt (70-82%). Endvidere er overensstemmelsen højest for de mink, som reagerer nysgerrigt, og dermed vil blive udvalgt ved velfærdsselektion. For at gøre anvendelse af pindetesten lettere på private farme, besluttede vi derfor at lade være med at skodde minkene ud af redekassen under pindetesten, samt ikke at tage specielt hensyn til fodringstidspunktet. Disse ændringer vil gøre det lettere for avlerne at indføre testen i deres avlsprogrammer.

Implementering af pindetesten på private farme Som en vigtig del af et system til velfærdsvurdering, der er under udvikling, er farmniveauet af frygt blevet karakteriseret på seks private farme. I august blev avlstævernes temperament på seks private farme karakteriseret som N, F, A eller U i overensstemmelse med pindetesten (Fig. 6).

Faglig Årsberetning 1999


Anvendelse af temperamentstest til selektion af nysgerrige mink i praksis

100%

100%

80%

80%

60%

60%

40%

40%

20%

20% 0%

0% 1

2 Nysgerrig

Fig. 6.

3 Frygtsom

4 Aggressiv

5

1

6

2

Nysgerrig

Ubestemt

Fordeling af minktæver ifølge den forenklede temperamentstest anvendt på seks 6 farme.

Procentdelen af mink i hver kategori varierede mellem de seks farme, men i gennemsnit blev ca. 60% af minkene karakteriseret som nysgerrige. Denne procentdel er forholdsvis høj og understøtter ikke minkens ry for at være et aggressivt og frygtsomt husdyr. Pindetesten blev første gang anvendt på 1128 minktæver fra 22 private farme i 1987. I denne indledende undersøgelse viste gennemsnitligt 45% af minkene sig at være nysgerrige (Hansen & Møller, 1988). Forskellen tyder på en ændring i farmminkens temperament i Danmark gennem de sidste 12 generationer. Endvidere understøtter denne forskel hypotesen, som går på, at minkavlere i praksis benytter sig af muligheden for at højne velfærd såvel som produktion ved at udelukke de mest frygtsomme mink fra deres avlsbestand i hver generation. I oktober 1999 blev 4410 hvalpepar (han og tæve) fra de seks farme karakteriseret med pindetesten (Fig. 7). I gennemsnit blev 46,5 % af hvalpene karakteriseret som nysgerrige, men betydelige forskelle i temperament blev observeret mellem de seks farme. Hvalpene var mindre tillidsfulde end de gamle tæver (Fig. 6), og hanhvalpe var mere tillidsfulde (54,7%) end tævehvalpe (38,3%), hvilket er i overensstemmelse med tidligere resultater (Hansen, 1996). Efter en halv times introduktion var minkavlerne i stand til at udføre pindetesten med acceptabel pålidelighed, idet overens-

Fig. 7.

Fordeling

3

4

Frygtsom

af

5

Aggressiv

8820

6

Ubestemt

minkhvalpe

temperamentstest på de seks farme.

ifølge

stemmelsen mellem forsker og avler lå imellem 0,74 og 1 på de seks farme. For at forbedre velfærden på farmniveau, inkluderes minkenes temperament nu i avlerens selektionskriterium på en systematisk facon. En selektionslinie på 200 tæver etableres på hver farm før parringssæsonen i marts 2000, hvori avlsdyr udvælges iblandt mink (unge og gamle), som er klassificeret nysgerrige i pindetesten. De øvrige mink af samme farvetype på hver farm kan bruges til kontrol af selektionens effekt. De første tre år med selektion måles adfærdsselektions virkninger på andre velfærdsindikatorer såsom sundhed, adfærd og produktion. Herudover udspørgers hver enkelt avler om deres holdninger til velfærdsproblematikken i begyndelsen og i slutningen af projektet, så deres engagement og indstilling til dyrevelfærd kan følges. Konklusion Det kan konkluderes, at: • Det er muligt at ændre temperament inden for grupper af mink ved at selektere mellem nysgerrig og frygtsom ved hjælp af pindetesten. • Pindetesten karakteriserer det generelle niveau af nysgerrige og frygtsomme reaktioner hos mink. • Minkenes temperament varierer betydeligt farmene imellem. • Det er muligt at udføre pindetesten på farmniveau og for avlerne at udføre testen som en del af deres normale selektionsprocedure.

Faglig Årsberetning 1999

15


Steen H. Møller & Steffen W. Hansen

Referencer Damgaard, B. M. & Hansen, S. W. 1996a. Stress Physiological Status and Fur Properties in Farm Mink Placed in Pairs or Singly. Acta Agric. Scand. Sect.A, Animal Sci. 46, 253-259. Damgaard, B.M & Hansen, S.W. 1996b. Radioimmunoassay of cortisol in mink plasma and the effect of adrenocorticotrophic hormone. Polish Society of Animal Production, Applied Science Reports Vol. 29, 227-231. Hansen, S. W. 1996. Selection for behavioural traits in farm mink. Applied Animal Behaviour Science, Vol. 49, 137-148. Hansen, S.W. 1997. Selection for tame and fearful behaviour in mink and the effect on the HPA-axis. Proceedings of the 31st International Congress of the ISAE, 13.16.august 1997 (Eds P.H.Hemswort, M. Spinka & L. Kostal), Prague, Czech Republik. pp 72.

16

Hansen, S.W. & Møller, S.H. 1988. Sammenhæng mellem adfærdsrespons og eosinofilniveau hos minktæver. Statens Husdyrbrugsforsøg Meddelelse nr. 721. 4 p Hansen, S.W. Hansen, B.K. & Berg, P. 1994. The effect of cage environment and ad libitum feeding on the circadian rhythm, behaviour and feed intake of farm mink. Acta Agriculturæ Scandinavica, 44, 120-127. Jones, R.B. 1997.Fear and Distress. In (edit M.C.Appelby and Houghes B.O.) Animal Welfare, CAB International, pp 75-89. Malmkvist, J. 1996. Selection of farm mink on basis of two tests of temperament. Polish Society of Animal Production, Applied Science Reports Vol. 29, 9-15. Møller, S.H. 1990. The need for nest boxes and drop-in bottoms in the whelping period of female mink. Scientifur. 14, 2, pp. 95-100. Price, E.O.1984. Behavioural aspects of animal domestication. Q.Rev.Biol., 59:1-32.

Faglig Årsberetning 1999


Alternative Burmiljøer til Mink – Hvad er Vore Erfaringer? Vivi Pedersen

Zoologisk Institut, Københavns Universitet, Tagensvej 16, 2200 København N. Sammendrag Dette bidrag er et resume af de seneste danske resultater vedrørende gruppe- og familie-indhusning af mink udført på Forsøgsfarm Nord i Løkken, som et led i samarbejdet mellem Københavns Universitet og P.F.R.. Forsøgsdesign, resultater og konklusioner vil kort blive fremlagt fra 3 publikationer, hvoraf den ene er en specialerapport fra Zoologisk Institut, Københavns Universitet (Nanna K. Jeppesen, 1999). De to andre er undervejs som internationale publikationer (Jeppesen, Heller and Dalsgaard, subm 1999; Pedersen and Jeppesen, subm. 1999). Det blev i Pedersen og Jeppesen konkluderet, at adgang til tre rum i diegivningsperioden forbedrede avlstæven’s velfærd på adfærdsmæssigt niveau, da en signifikant lavere frekvens af stereotypier blev fundet hos disse tæver i sammenligning med traditionelt holdte avlstæver. Men fortsat indhusning af avlstæven sammen med kuldet i samme tre-rums bure forårsagede en dårlig velfærd hos avlstæven. Dette blev konkluderet på grundlag af et forhøjet stressniveau, en høj forekomst af skader på dievorter og en høj forekomst af pelsgnav hos avlstæven, da hvalpene var 16 uger gamle. Høj forekomst af pelsgnav og bid på lædersiden hos avlstæven i familieindhusningen blev også fundet ved pelsning. Jeppesen (1999) fandt, at mink, som blev sammen i kuldet i 3-rums bure eller i grupper på 5 individer i højhuse fra fravænning ved 8 uger og frem til pelsning havde en reduceret kropsvægt og et forhøjet aggressionsniveau. Der blev fundet mere pelsgnav 3 uger før pelsning og mere pelsgnav samt flere bid på lædersiden hos disse kuld- og gruppe-holdte mink ved pelsning end hos traditionelt (parvis) holdte mink. Der blev ikke fundet signifikante effekter af indhusningen på niveauet af stereotypier, social pelspleje eller social leg. Dødsfald på ca. 10% blev registreret hos de to alternative miljøer, men ingen i det traditionelle. I den sidste undersøgelse fandt Jeppesen et al., at traditionel indhusning havde et højere niveau af stereotypier uanfægtet af sociale forhold (alene, parvis, gruppe) Tidlig fravænning (6 uger) havde kun negativ effekt på stereotypifrekvensen (forøget) hos traditionelt indhusede mink i 7 måneders alderen. Samlet kan det konkluderes, at gruppeindhusning reducerede stereotypifrekvensen, men forøgede aggressionsniveauet med et større antal pelsskader, bid på læderside og dødsfald til følge. Fremtidige opgaver vil være at undersøge, hvordan disse negative konsekvenser af gruppeindhusning kan reduceres, før det bliver et acceptabelt alternativ til det eksisterende burmiljø. Pedersen, V, (2000). Alternative burmiljøer til mink – Hvad er vore erfaringer? Faglig Årsberetning 1999, 17-23. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract This contribution deals with recent results from Danish research concerning consequences of group or family housing in farmed mink. Experimental designs, results and conclusions are shortly presented from three publications, one published as a M.Sc. report (N.K.Jeppesen, 1999) and two submitted to international journals (Jeppesen et al., Pedersen and Jeppesen). Considering mink dams, welfare was improved by being housed in 3-room cages during the nursing period since a significant reduction of stereotypies was found in that period compared to traditional housing. However, continued co-housing of the mink dam with her litter in 3-room cages caused a reduction of the mink dam’s welfare. This was demonstrated by increased stress levels, damages to tits, pelt damages and bites on the leather side, when the kits were 16 weeks old and at pelting time. Jeppesen (1999) found that housing mink kits in the litter (3-room horizontal) or in groups of five animals (2-room vertical) from weaning to pelting caused reduced body weights and an increase of aggressive interactions. Concurrently an increase in pelt damages and bites on the leather side was found before and at pelting time compared to traditionally housing (pair in 1-room). No significant effects of housing systems were found on stereotypies, social grooming and social play in this study. The last study (Jeppesen et al.) found that the traditional housing system showed a higher level of stereotypies no matter the social context (alone, in pairs, group). Early weaning only affected 7 month old traditional housed mink kits in a negative direction. Overall it was concluded that group housing reduced the level of stereotyping, but increased the level of aggression and concurrently increased the number of casualties, wounds and pelt damages in mink dams and kits. Further research is needed of how negative effects of group housing can be avoided before group housing can be implemented in mink farming as a reasonable alternative to the traditional way of keeping mink. Pedersen, V, (2000). Group- or family-housing in mink – Recent results in Danish research. Annual Report 1999, 17-23. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Faglig Årsberetning 1999

17


Pedersen, V.

Introduktion I 1997 startede Københavns Universitet og Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed et fælles projekt. Dette projekt har til formål at afprøve alternative burmiljøer til mink og indsamle viden om, hvordan minkene trives og produktionen påvirkes i disse. Baggrunden for det fælles projekt er bl.a., at der i Europa er en øget fokusering på mink’s velfærd. Der er bl.a. i den Hollandske regering vedtaget en ”aktionsplan” for farm mink (Kleyn van Willingen, 1999). Denne aktionsplan har udgangspunkt i Europarådets rekommendationer for hold af pelsdyr, eksempelvis med hensyn til burstørrelsen’s mindstekrav på 2550 cm2, eksklusiv redekassen. Men aktionsplanen indeholder også en del ekstra krav. For eksempel står der ”hvor det er muligt, skal minkene holdes i grupper med mere end 1 traditionelt bur til rådighed” og ”dyrene skal fravænnes så sent som muligt fortrinsvis omkring 11 ugers alderen”. Andre krav er, at ”unormal” adfærd så som stereotypier samt hale- og pelsgnav skal reduceres. Kravet om gruppeindhusning er opstået rent politisk og er ikke baseret på forskningsresultater, og ideen er at kunne

reducere unormal adfærd (se ovenfor) ved at øge kompleksiteten og den sociale kontakt i minkens burmiljø. Og det er altså opstået uden omfattende undersøgelser af, om minkene værdsætter sådant et krav. Måske bliver den hollandske aktionsplan også en realitet for de danske minkavlere i fremtiden, og derfor er det godt at være på forkant og at have afprøvet systemerne, så vi ved hvilke konsekvenser, det har for dyrene og produktionen. Det danske projekt startede umiddelbart før parringsperioden 1997, og denne rapport er et resume af hidtil opnåede resultater med alternative burmiljøer til mink i enten rækkehuse og eller højhuse. Størstedelen af resultaterne er også sendt til internationale tidsskrifter (Jeppesen, Heller og Dalsgaard samt Pedersen og Jeppesen, begge subm.). Konsekvenser for avlstæver Forsøgsdesign Nye avlstæver (100 pearl og pastel) blev sat i rækkehuse (se foto 1 og 2) eller i traditionelle bure (100 pearl og pastel) i januar. I rækkehusene havde avlstæven kun adgang til en redekasse fra 1 uge før forventet fødsel til hvalpenes 6 ugers alder, ellers havde den adgang til alle tre redekasser.

Foto 1. Rækkehus med 3 rum, adgang til 3 redekasser og med vandnipler og en tunnel i hvert rum. Passager mellem rummene er forrest i burene ved låge og redekasse

18

Faglig Årsberetning 1999


Alternative burmiljøer til mink – Hvad er vore erfaringer?

Avlstævernes adfærd og brug af buret blev observeret i hvalpeperioden fra 1 uge før forventet fødsel til hvalpenes 8 ugers alder, hvor fravænning i de traditionelle bure blev foretaget. Der skete ingen fravænning eller kuldudligning i rækkehusene. I september, hvor hvalpene gennemsnitligt var 16 uger traditionelle bure, hvor avlstæverne nu havde gået alene i 8 uger), og der blev taget

blodprøver. Alle blev checket for pelsskader, vejet og checket for dievorternes tilstand. I november blev de igen vejet i forbindelse med pelsningen og individuelt mærket. Skindlængden blev senere målt og kvalitet og fejl bedømt af dommere fra branchen, som ikke på daværende tidspunkt kendte til forsøgets design.

Foto 2. Her ses en af passagerne mellem rummene i 3-rums rækkehuse og tre pearl mink i en tunnel.

Resultater Resultaterne viste en lavere stereotypifrekvens i hvalpeperioden hos avlstæver i rækkehuse (1% i rækkehuse, 7% i traditionelle) samt højere kropsvægte i september (1103.2 gram i rækkehuse og 1030.6 gram i traditionelle) og november (1228.2 gram i rækkehuse mod 1145.1 gram i traditionelle) hos disse i forhold til avlstæver i traditionelle bure. Der var ingen signifikant forskel i antallet af fødte, fravænnede eller mistede hvalpe mellem avlstæver i rækkehuse og traditionelle bure (tabel 1). Nogle få hvalpe i rækkehusene døde af kulde og udmattelse i 4-5 ugers alderen, da avlstæven flyttede dem ud i det fjerneste rum fra redekassen. Og hvalpene kunne ikke på

dette tidspunkt redekassen. Tabel 1.

selv

finde

tilbage

til

Det gennemsnitlige antal ± standardafvigelsen af hvalpe FØDT, DØDFØDT, MISTET (dødfødte + andre), og FRAVÆNNET per parret avlstæve indhuset enten i traditionelle bure eller rækkehuse.

TRADITIONEL RÆKKEHUS _______________________________________________ FØDT 6.75 ± 2.4 6.29 ± 2.6 DØDFØDT 0.43 ± 1.3 0.47 ± 1.2 MISTET 0.78 ± 1.6 0.99 ± 1.8 FRAVÆNNET 5.99 ± 2.4 5.38 ± 2.7 _______________________________________________

Der viste sig et højere niveau af stresshormonet cortisol i blodet hos

Faglig Årsberetning 1999

19


Pedersen, V.

avlstæver i rækkehuse (48.6 nmol/l i rækkehuse mod 35.6 nmol/l hos i traditionelle bure) og en høj forekomst af hævede, skadede eller afbidte dievorter (89% i rækkehuse mod 0% i traditionelle) i september. Vi fandt også en større forekomst af pelsskader i september (44% dyr med skader i rækkehuse, 11% dyr med skader i traditionelle) og november (24% skind med skader i rækkehuse, 0% skind med skader i traditionelle) og bid på lædersiden (fig. 1) hos avlstæver i rækkehuse sammenlignet med de traditionelt indhusede avlstæver. TRADITIONEL 120

RÆKKEHUS

PROCENT

100 80 60 40 20 0 NUL

Figur 1.

BUG

NAKKE

RYG

HO-HA

Procent skind uden (NUL) eller med bid på lædersiden på bugsiden (BUG), nakken (NAKKE), ryggen (RYG) og hofte/hale området (HO-HA) hos tæver indhuset enkeltvis i traditionelle bure eller med kuldet i 3-rums rækkehuse. En stjerne indikerer signifikant forskel på de to bursystemer.

Vi kunne konkludere, at indhusning i 3-rums rækkehuse havde en positiv indflydelse på avlstævens adfærd i hvalpeperioden og dennes vægtudvikling i efteråret. Men fortsat gruppeindhusning af avlstæven med kuldet i dette burmiljø påvirkede hendes velfærd i negativ retning på fysiologisk og produktionsmæssigt niveau, som demonstreret i resultaterne. Konsekvenser for hvalpe Forsøgsdesign Der blev i 1998 sat en undersøgelse igang (specialerapport, Nana K. Jeppesen, juni 1999), som havde til formål at sammenligne traditionel indhusning med to former for gruppeindhusning. Formålet var at kunne klarlægge, om gruppeindhusning i rækkehuse eller højhuse påvirkede minkhvalpes velfærd i en positiv eller negativ retning i forhold til

20

minkhvalpe i traditionel parvis indhusning. Der blev brugt 24 bure af hver type: traditionel bur (30x90x45cm, BxLxH), rækkehus (som ovenfor) og højhus. Højhuset bestod af et traditionel bur med et bur på 30x60 cm sat ovenpå. Der blev lavet en passage foran mellem det nederste og øverste bur, og i begge bure var der en hylde på bagvæggen. I traditionelle bure gik en han og tævehvalp sammen fra fravænning i juni til pelsning i november. I rækkehusene gik 12 kuld med avlstæven indtil pelsning, og 12 kuld uden avlstæven. I alle højhusene gik to hanner og tre tævehvalpe sammen fra juni til pelsning. I de traditionelle bure skulle parret dele redekasse og foderklat, mens der var tre redekasser og tre foderklatter kuldet kunne dele om i rækkehusene. I højhusene skulle 5 minkhvalpe dele om en redekasse og en foderklat. I hvert enkelt bur var der en tævehvalp af en anden farvetype (fokaltæve) end resten af individerne. Denne tæve blev brugt som scanningsobjekt i adfærdsundersøgelserne og var blevet placeret i kuldet senest 2 dage efter kuldets fødsel. Der blev brugt pastel og pearl farvetyper i undersøgelsen. Resultater I adfærdsscanninger, både manuelle og med video (ca. 7800 i alt), fandt Nanna kun en signifikant forskel mellem rækkehus og traditionelle bure i aggressiv adfærd (tabel 2), hvor frekvensen var højest i rækkehusene. Aggressive interaktioner var angreb, slåskamp, bid og slæbe andet dyr i nakken eller selv at blive slæbt. Også højhusene viste en signifikant højere frekvens af aggressive interaktioner ved sammenligning med de traditionelle bure. Men højhusene adskilte sig også fra de traditionelle bure i anden adfærd: i højhusene var en højere frekvens af ”passiv, åbne øjne” og mere ”aktiv i buret” end i traditionelle bure og rækkehuse, mens højhusene viste mindre ”æde/drikke” adfærd og ”passiv, lukkede øjne” end i traditionelle bure og i rækkehuse. Der var ingen forskel mellem de tre bursystemer med hensyn til frekvensen af social leg, stereotypering eller social pelspleje.

Faglig Årsberetning 1999


Alternative burmiljøer til mink – Hvad er vore erfaringer?

Tabel 2.

Adfærd udtrykt i procent af totale adfærdsscanninger hos fokaltæver i tre forskellige bursystemer. Forskellige bogstaver (a,b) betyder en statistisk sikker forskel. Modificeret efter Jeppesen, 1999.

Passiv, åbne øjne Passiv, lukkede øjne Aktiv i buret Æde / drikke Aggressive interaktioner Social leg Stereotypi Social pelspleje

Traditionel 2.51a 72.11a 11.86a 4.51a 0.17a

Rækkehus 3.29a 72.16a 11.75a 4.36a 0.49b

3.78 1.05 3.28

Fokaltæverne i højhusene opholdt sig mindre i redeåbning og rede (63%) end de gjorde i rækkehuse (76%) og i de traditionelle bure (78%) og mere på hylder (15%) end fokaltæver i rækkehuse (3%) og traditionelle bure (3%). I højhuse brugte fokaltæverne det nederste bur og hylde mere (21%, eksklusiv ophold i redekasse) end det øverste bur og hylde (15%). Rækkehuse, hvor kuldet gik med avlstæven, adskilte sig ikke på nogen måde fra rækkehuse, hvor kuldet gik uden avlstæve med hensyn til frekvens af adfærdselementer. Ved levende-dyr-vurdering 3 uger før pelsning (medio oktober) var den totale frekvens af dyr med pelsskader på 39% i traditionelle bure, 50% i rækkehuse og 56% i højhuse, men der var ingen statistisk sikker forskel på bursystemerne. Derimod var der flere mink med skader på halen i højhuse (50%) end i traditionelle bure (29%), og af disse skader var 48% alvorlige (åbne sår, afbidte haler) i højhuse og kun 11% alvorlige i traditionelle bure. Der var også flere alvorlige haleskader i rækkehuse (22%) end i traditionelle bure (11%), men færre i rækkehuse end i højhuse. Med hensyn til pelsskader på nakke, ryg og hofter var frekvensen lille i alle bursystemer, og der var ingen signifikant forskel mellem systemerne. Fokaltæver fra de traditionelle bure skulle indgå i det følgende års avlsmateriale, og derfor er der ingen vejning eller skindstatistik på disse i det følgende. Hanmink fra de traditionelle bure vejede signifikant mere ved

4.06 0.39 3.10

Højhus 4.52b 67.29b 14.72b 3.55b 0.73bc 4.52 0.58 3.45 -

pelsning end hanner i rækkehuse og hanner i højhuse (2262.9g i traditionelle, 2144.0g i rækkehuse og 2097.5g i højhuse). Skindstørrelsen var ikke påvirket af de forskellige bursystemer, ej heller skindkvaliteten hos hanner, mens skindkvaliteten hos hunner var højere i højhuse end i rækkehuse. Flere hanskind fra rækkehuse (11%) havde pelsskader i nakken end hanskind fra traditionelle bure (5%), men der var ikke yderligere effekt af bursystemet på pelsskader. Færre hanskind fra traditionelle bure (2-70%) havde bid på lædersiden sammenlignet med både rækkehuse (24-82%) og højhuse (26-92%) uanset hvor på kroppen bid blev talt (bug, ryg, hofte/hale, nakke). Der var ikke forskel mellem hunskind fra rækkehuse og højhuse på antal skind med bid, men flere hunskind end hanskind i rækkehuse havde bid på nakken (91% hun, 82% han) og på hofte/hale parti (57% hun, 40% han). I rækkehusene var der i alt 9.5% dødsfald (eller aflivninger p.g.a. bidsår) fra projektets begyndelse til afslutning, mens der var 9.2% dødsfald i højhusene. Ingen mink døde eller blev aflivet i de traditionelle bure. Konklusion Minkhvalpe i de undersøgte former for gruppeindhusning havde en reduceret velfærd i forhold til traditionelt parvist holdte minkhvalpe, med flest problemer i højhusene. Dette på baggrund af den demonstrerede reducerede kropsvægt, den øgede aggression med et øget antal af

Faglig Årsberetning 1999

21


Pedersen, V.

individer med pels- og bidskader i oktober og november til følge. At der kun i gruppeindhusningen forekom dødsfald bestyrker denne konklusion yderligere. Fravænning og burmiljø Da de ovennævnte forsøg havde vist os, at fravænning af tæven var nødvendig for på sigt at sikre den en bedre velfærd, undersøgtes (Jeppesen et al., submitted) hvilke konsekvenser fravænningsalderen og burmiljøet havde på tævehvalpes adfærd, især på forekomsten af stereotypier. Igen blev fokaltæver brugt, d.v.s tævehvalpe som afveg i farven i forhold til det øvrige kuld. Forsøgshold med fravænning ved 6 uger, 8 uger og 10 uger blev oprettet i begge burmiljøer, traditionel parvis og gruppeindhusning i 3-rums rækkehuse med kuldet. Ved fokaltævernes 5 måneders alder blev de observeret for adfærd og derpå blev burpartneren i de traditionelle bure og resten af kuldet i rækkehuse fjernet, så alle fokaltæver gik alene, dvs enten i et bur eller i tre bure. Adfærd blev observeret igen 2 og 4 måneder senere hos de enkeltgående tævehvalpe. Man fandt i undersøgelsen, at stereotypier forekom hyppigere i de traditionelle bure end i rækkehuse, uanset om fokaltæven stadig var sammen med en eller flere andre individer eller alene. Samtidig viste undersøgelsen, at når fokaltæven gik alene stereotyperede hun mere end når hun havde selskab, uanset burmiljø. Fravænningsalderen påvirkede kun stereotypi frekvensen ved hvalpenes 7 måneders alder, hvor tidligt fravænnede fokaltæver viste flere stereotypier, når de gik i traditionelle bure, mens fravænningsalder ikke havde nogen effekt på stereotypifrekvensen i rækkehusene. Opsamling Efter den hollandske “aktionsplan” er ideen med gruppeindhusning, at minken bliver socialt beriget med en øget velfærd til følge. Men Jeppesen (1999) viste, at den sociale leg og sociale pelspleje var på samme niveau, uanset om minkhvalpe blev holdt traditionelt i par, eller kuldvist eller i grupper af 5 dyr. Både i Pedersen og Jeppesen og i Jeppesen et 22

al., blev det derimod fundet, at der forekom en øget aggression i kuld eller gruppeindhusning, hvilket giver sig udtryk i mange pelsskader og bid hos avlstæven, forhøjet stressniveau og skader på hendes dievorter, og hos hvalpene giver det sig udtryk i mange pels- og bidskader, reduceret vægt og en dødsfaldsprocent på omkring 10. De design for gruppeindhusning vi har undersøgt, har altså ikke kunnet leve op til kravet om at få reduceret antallet af pelskader og bid ved en øget social dynamik. Højhusene så ud til at være det mindst egnene system, måske forårsaget af en større bestandtæthed i forhold til traditionel indhusning og rækkehusene, og en øget konkurrence om den ene foderklat og redekasse. Med hensyn til stereotypifrekvensen synes de alternative bursystemer at have en positiv (reducerende) effekt. For avlstævernes vedkommende skyldes dette størrelsen og/eller kompleksiteten af buret og måske den større afstand mellem individer, da den reducerede stereotypifrekvens blev fundet i hvalpeperioden, hvor den eneste forskel mellem den traditionelle indhusning og rækkehusene var, at avlstæven i rækkehusene havde de tre rum at færdes i mod et rum i det traditionelle. I Jeppesen et al. blev der dog foruden en positiv effekt af burstørrelsen også fundet en positiv effekt af social indhusning på forekomsten af stereotypier hos tævehvalpe Det kan konkluderes at indhusning i 3-rums rækkehuse er en fordel for avlstæven frem til fravænning, men at hun bør fjernes inden hvalpene bliver 16 uger gamle for at sikre hendes velfærd. Gruppeindhusning af hvalpe i 3-rums rækkehuse synes at være en fordel mht reduktion af stereotypier, men det høje niveau af pelskader og bid indikerer, at en sådan indhusning kan være belastende og sandsynligvis smertefuld for de hvalpe, som udsættes for aggressioner. Denne form for indhusning kræver derfor på nuværende tidspunkt megen tilsyn og isolering af udsatte individer. Aggressioner dyrene imellem kan højst sandsynligt reduceres ved selektion mod ”bidere” og ved en mindre bestandtæthed.

Faglig Årsberetning 1999


Alternative burmiljøer til mink – Hvad er vore erfaringer?

Kortere eller længere social indhusning bliver undersøgt dette efterår, hvor minkhvalpe indhuset i rækkehuse bliver fravænnet ved 8 uger og dernæst udsat parvist ved forskellige alderstrin (8, 14, 20 uger). Adfærd, herunder unormal adfærd moniteres og pelsskader og bid undersøges og sammenlignes med traditionelt parvist holdte mink. Det vil måske også være hensigtsmæssigt at undersøge, om man ved at ændre fodertildelingen og give ekstra redekasser kan forbedre vilkårene for minkhvalpe i højhuse, hvis dette har en fremtid som alternativt burmiljø.

Litteratur Jeppesen, N. K., 1999. Alternativ indhusning af mink. Specialerapport ved Zoologisk Institut, afdeling for adfærdsbiologi, Københavns Universitet, juni 1999. Jeppesen L.L, Heller, K.E og Dalsgaard, T.. Effects of early weaning and housing conditions on the development of stereotypies in farmed mink. Submitted to Applied Animal Behaviour Science. Pedersen V. and Jeppesen L.L.. Effects of family housing on behaviour, plasma cortisol levels and production in adult female mink. Submitted to Acta Agric. Scand. Section A., sep 1999.

Faglig Årsberetning 1999

23


24

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Har Mink Behov for Beskæftigelse? Steffen W. Hansen

Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, P.O. Boks 50, 8830 Tjele Sammendrag Ingen er i tvivl om, at minken har et behov for foder, fordi konsekvensen ved manglende føde er fatal. Det er ligeledes belæg for at konkludere, at mink har en stærk motivation, og dermed behov, for brug af redekasse. Behovet for de blødere værdier, såsom hylde og beskæftigelse, kan dog være vanskelige at dokumentere. Imidlertid kan det konstateres, at disse bløde værdier får større og større vægt i den nationale og internationale velfærdsdebat. Ved Danmarks JordbrugsForskning i Foulum, er der påbegyndt et projekt der har til formål at kvantificere minkens prioritering af de ressourcer, der kan tænkes potentielt at forbedre minkens velfærd. Metoden til måling af minks prioritering kaldes ”operant conditionering metodik”. Metoden går ud på, at måle hvor meget minken vil betale/arbejde for at kunne udføre en given adfærd eller for at få adgang til en ressource. Dyret trænes til at arbejde (f.eks. trykke på en pedal) for at få mulighed for at udføre en given adfærd eller for at få adgang til en ressource som belønning. Gradvis øges det arbejde, dyret skal betale for samme belønning. Ændringer i antal belønninger som funktion af den mængde arbejde der kræves af dyret beskrives ved en efterspørgselskurve. Hvis dyret er villigt til fortsat at øge sit arbejde for samme belønning, siger man at behovet for den givne belønning er uelastisk. Hvis arbejdsindsatsen falder når prisen stiger, siger man, at behovet for den givne belønning er elastisk. Ved at sammenligne efterspørgselskurverne for forskellige ressourcer kan man vurdere hvilke ressourcer der har højst værdi for minken. For den fremtidige udvikling i pelsdyrerhvervet er det væsentligt at kunne vurdere de eventuelle krav der stilles for opfyldelse af minkens adfærdsmæssige behov samt at kunne anvise relevante ændringer til opfyldelse af dokumenterede behov hos minken. Hansen, S.W., (2000). Har mink behov for beskæftigelse? Faglig Årsberetning 1999, 25-29. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Focus on the welfare of farmed animals has increased the interest in ensuring that their biological needs are satisfied, but some needs may be more important to the animals than others. It is therefore important not only to investigate which behaviour patterns represent needs, but also to quantify these and to access their relative importance for the welfare of the animals. No one doubts that mink have a need for food because the consequence of the lack of food is fatal. There are also examples in support of the conclusion that mink have a strong motivation, and thus need, for a nest box. The need for the softer values such as shelf and occupation can be more difficult to document. It is a fact, however, that these soft values gain more and more weight in the national and international welfare debate. At the Danish Institute of Agricultural Sciences in Foulum, a project has been initiated with the aim of quantifying mink’s priorities with regard to the resources that may potentially improve the welfare of the mink. The method for measuring mink’s priorities is called ”operant conditioning”. The method aims at measuring how much the mink will pay/work to be able to perform a given behaviour or gain access to a resource. The animal is trained to work (e.g. pressing a pedal) to be able to perform a given behaviour or to gain access to a resource as a reward. Gradually the work needed to get the same reward is increased. Changes in the number of rewards as a function of the amount of work needed by the animal is described by a demand curve. If the animal is willing to continuously increase the work to obtain the same reward, the need for the reward in question is inelastic. If the work needed decreases when the price increases, the need for the reward in question is elastic. By comparing the demand curves of different resources, it is possible to decide which resources the mink values the most. It is important for the future development of the fur trade to be able to evaluate the possible demands for the fulfilment of the mink’s behavioural needs and to suggest relevant changes for the fulfilment of documented needs in mink. Hansen, S.W., (2000). Do mink have occupational needs? Annaul Report 1999, 25-29. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Faglig Årsberetning 1999

25


Hansen, S:W:

Indledning I pelsdyrproduktionen er de fysiske rammer meget standardiseret og antages at være fremkommet på baggrund af praktisk erfaring. Trods gentagne undersøgelser, har det ved udvidelse af arealet ikke været muligt at påvise en positiv effekt på minks velfærd, selv ved en 4-dobling af arealet. Derimod er det påvist, at adgang til redekassen har en positiv effekt på minks velfærd (Hansen & Brandt, 1989; Hansen & Damgaard, 1991; Hansen et al.,1994). Indretningen af burarealet synes således væsentligere for minkens velfærd end selve størrelsen af arealet. Minkens behov og motivation Når dyrenes velfærd skal vurderes, kan dyrenes adfærd, deres sundhed og deres fysiologiske reaktionsmønstre inddrages i vurderingen. Dyrenes adfærd er styret af den indre tilstand, der betegnes motivationen. Dyrets motivation bestemmer, hvor modtagelig dyret er for en bestemt indre og/eller ydre påvirkning på et bestemt tidspunkt. Har dyret lige ædt, vil det ikke være særlig motiveret til at æde, selv om det tilbydes foder. Er det langt tid siden dyret har ædt, vil det være meget motiveret for at søge føde, uanset om det kan se foder eller ej. Har minken konstant adgang til en redekasse, vil den benytte redekassen i ca. 80% af døgnets timer. Har minken ikke adgang til en redekasse vil det fysiologiske stressniveau øges og forekomsten af stereotypier vil øges. Får minken adgang til en redekasse efter i længere tid ikke at have haft adgang til redekasse, vil minken benytte redekassen mere, end hvis den konstant har haft adgang til redekasse. Minken reagerer således adfærdsmæssigt og fysiologisk negativt, når den ikke har adgang til redekasse, hvilket indikerer nedsat velfærd. Ingen er i tvivl om, at minken har et behov for foder, fordi konsekvensen ved manglende føde er fatal. Det er ligeledes rimeligt at konkludere, at mink har en stærk motivation, og dermed behov, for brug af redekasse. Behovet for de blødere værdier, såsom hylde og beskæftigelse, kan dog være vanskelige at

26

dokumentere. Imidlertid kan det konstateres, at disse bløde værdier får større og større vægt i den nationale og internationale velfærdsdebat. Vigtigheden af et givet behov kan udtrykkes ved størrelsen af de adfærdsmæssige eller fysiologiske ændringer der optræder, når behovet ikke opfyldes. Dersom stærke biologiske behov ikke opfyldes, er dyrets velfærd truet. I moderne husdyrproduktion holdes dyrene ofte i stimulusfattige produktionsmiljøer. Tilpasningen til produktionsmiljøet bevirker, at adfærdsformer, som normalt ikke forekommer hos vildtlevende slægtninge, optræder under fangenskabsforhold, f.eks. stereotypier. Ved vurdering af dyrs velfærd er problemet ikke blot at beslutte, hvilke fysiske og adfærdsmæssige variabler der skal måles, men også hvor store ændringer i disse variabler, der indikerer lidelse eller eksistensen af et uopfyldt behov. ”Operant conditionerings-teknik” Dawkins (1988) foreslog, på baggrund af ”consumers demand theory”, at prisen, et dyr vil betale for at kunne udføre en given adfærd eller for at få adgang til en ressource, kan tages som udtryk for vigtigheden af denne adfærd for dyret. En anvendt teknik til måling af, hvor meget dyret vil betale, er ”operant conditionerings-teknik” (Matthews & Ladewig, 1994). Dyret trænes til at arbejde (f.eks. trykke på en pedal) for at få mulighed for at udføre en given adfærd eller adgang til en ressource som belønning. Gradvis øges det arbejde, dyret skal betale for samme belønning. Ændringer i antal belønninger som funktion af den mængde arbejde der kræves af dyret beskrives ved en efterspørgselskurve. Hvis dyret er villigt til fortsat at øge sit arbejde for samme belønning, siger man at behovet for den givne belønning er uelastisk. Hvis arbejdsindsatsen falder når prisen stiger, siger man, at behovet for den givne belønning er elastisk. Ved at sammenligne elasticiteten af forskellige efterspørgselskurver kan man vurdere, hvor højt dyret prioriterer

Faglig Årsberetning 1999


Har mink behov for beskæftigelse?

muligheden for at udføre en given adfærd eller opnåelse af en given ressource. Cooper & Mason (1997a) undersøgte, hvor meget mink ville arbejde for at få adgang til forskellige ressourcer og fandt, at mink prioriterede svømmevand højst. I deres forsøg kunne minken imidlertid kompensere for højere priser og færre besøg ved ressourcerne ved at opholde sig i længere tid ved hver ressource. Derved var der ikke længere nogen direkte sammenhæng mellem prisen, minkene betalte og den belønning de opnåede, hvilket er en forudsætning for konstruktion af efterspørgselskurverne. Igangværende undersøgelser Danmarks JordbrugsForskning

ved

Ved Danmarks JordbrugsForskning i Foulum, har vi påbegyndt et projekt til belysning af muligheder og begrænsninger ved anvendelse af ”operant conditioneringsmetodikken”. Med mink som modeldyr, har vi netop undersøgt, om der er forskel på det arbejde mink vil udføre når de enten arbejder ved at trykke på en pedal eller arbejder ved at trække i en kæde, samt om arbejdsmængden afhænger af belønningens varighed når mink har adgang til redekasse i 1, 20 eller 60 minutter pr. belønning. De foreløbige undersøgelser, hvor mink skulle betjene henholdsvis en pedal eller en kæde for at få foder, viste at minken ville arbejde mere med pedalen end kæden for at få foder. Denne forskel skyldes sandsynligvis, at minken brugte mere energi, når den trak i kæden, end når den trykkede på pedalen. Det er derfor væsentlig, at samme type arbejde benyttes, når minkens prioritering af forskellige ressourcer skal sammenlignes. Effekt af varigheden af belønning blev undersøgt ved at lade mink arbejde på en pedal for at få adgang til en redekasse i henholdsvis 1, 20 og 60 minutter. Redekassen benyttes af mink som hvileplads og tilflugtssted. Hvileperioderne strækker sig fra 15 til 120 min pr. ophold (Hansen, 1999). De foreløbige resultater viste, at mink ikke skelnede mellem 20 og 60 minutters adgang til redekasse, og at de var villige til at arbejde signifikant mere for 20 eller 60 minutters

adgang til redekasse end for 1 minuts adgang til redekasse. Resultatet viser, at 1 minuts adgang til en redekasse ikke har biologisk mening for mink, og de er derfor ikke særlig villige til at arbejde for så korte ophold. Som et kuriosum kan nævnes, at minkene ikke arbejdede på pedalen, når adgangen til redekasse var permanent åben. Mink opfatter således ikke arbejdet i sig selv som belønnende. Det er en rimelig antagelse, at kedsomhed er medvirkende til nogle af de uhensigtsmæssige adfærdsformer der optræder hos farmmink (Hansen et al., 1998). Muligheden for at berige miljøet med legetøj (Jeppesen, et al., 1990), vandbakker (Hansen, 1990), svømmevand (Hansen et al., 1999), samt kombination af flere forskellige aktivitetsmuligheder (Cooper & Mason, 1997b) er blevet undersøgt. Ved anvendelse af ”operant conditioneringsteknik” under produktionsforhold vil det være muligt at undersøge, hvor meget mink vil arbejde for forskellige former for beskæftigelse og om mink foretrækker visse former for beskæftigelse frem for andre. Desuden vil det være muligt at vurdere et evt. beskæftigelsesbehov i forhold til accepterede behov, såsom behov for føde og behov for redekasse. Det er en rimelig antagelse, at forskellige aktiviteter, som nødvendigvis ikke har samme motivationelle baggrund, i nogen udstrækning kan erstatte hinanden, hvis de alle har den sideeffekt at beskæftige minken. Internationalt er der undersøgelser, der har vist, at mink prioriterer adgang til svømmevand højt. Dette resultat tages i visse kredse som indtægt for, at minken skulle have et specielt behov for svømmevand. Denne påstand er imidlertid ikke bevist. For den fremtidige udvikling i pelsdyrerhvervet og andre husdyrerhverv bliver det derfor væsentligt at kunne vurdere og anvise muligheder for en rimelig beskæftigelse af vores husdyr. Derved kan vi imødegå de kedelige følgevirkninger (f.eks. pelsgnav og stereotypier) både for produktionen og i den offentlige opinion, der er til skade for erhvervet.

Faglig Årsberetning 1999

27


Hansen, S:W:

Fremtidige undersøgelser ved Danmarks JordbrugsForskning Danmarks JordbrugsForskning i Foulum har netop opnået delvis økonomisk støtte fra ”Fur Animal Welfare Research Committee” til at undersøge mulighederne for beskæftigelse af mink. Projektet er planlagt til at vare 3 år. Projektet supplerer og bygger videre på resultater fra igangværende undersøgelser ved Forskningscenter Foulum, hvor begrænsninger og anvendelses muligheder af ”operant conditioneringsteknikken” undersøges på forskellige dyrearter så som kvæg, svin og mink. Projektets 1. del vil belyse, hvordan mink prioriterer beskæftigelse med henholdsvis manipulerbart materiale (halm), lokomotorisk aktivitet ved adgang til ”løbehjul” eller aktivitet i vand ved adgang til svømmevand. Det relative prioritering for beskæftigelse ved de 3 ressourcer belyses ved anvendelse af ”operant conditionerings-teknik” og sammenholdes med de resultater, vi tidligere har opnået ved måling af minks prioritering af behov for føde og adgang til redekasse. Desuden undersøges niveauet af fysiologiske stressparametre, udviklingen af uønskede adfærdsformer såsom stereotypier og pelsgnav, samt minkenes generelle sundhedstilstand, når arbejdsbyrden ved adgang til de 3 ressourcer øges. I projektets 2. del undersøges eksperimentelt, i hvor høj grad de 3 ressourcer kan erstatte hinanden for opfyldelse af minks evt. behov for beskæftigelse. Ved at give minken samtidig adgang til 2 ressourcer med varierende pris, undersøges ved hvilke arbejdsværdier (priser) minken vælger den ene ressource frem for den anden ressource. Dersom minken prioriterer den ene beskæftigelse frem for den anden, uanset pris, kan de to ressourcer ikke erstatte hinanden. Formålet er således ikke at introducere badekar og løbehjul på de danske minkfarme, men at undersøge minkens prioritering af forskellige beskæftigelsesmuligheder samt undersøge, i hvor høj grad minken prioriterer beskæftigelsesmuligheder i forhold til

28

eksisterende ressourcer i produktionsmiljøet, såsom redekasse og foder. Dersom minken prioriterer beskæftigelsesmulighederne højt har vi værktøjerne til efterfølgende at vurdere effekten af de beskæftigelsesfremmende foranstaltninger der kan tilføres produktionsmiljøet. I Holland har man introduceret familieindhusning / gruppeindhusning som en beskæftigelsesforanstaltning. Der er imidlertid ikke dokumentation for at denne foranstaltning, ud over naturlig fravænningsalder, tilgodeser minkens behov. Litteratur Cooper, J.J. & Mason, G. (1997a). The effects of cost of access on consumption of environmental resources in mink. Animal Choices, Occational publication of the British Society of Animal Science, 20:129-130. Cooper, J.J. & Mason, G. (1997b). The behavioural priorities of mink (Mustela vison) in a closed economy. Proceedings of the British .Society of .Animal Science.: 17. Dantzer, R., Arnone, M. & Mormede, P. (1980). Physiol Behav. 24: 1-4.**MOBERG side 82)) Dawkins, M.S. (1988). Behavioural deprivation: A central problem in animal welfare. Applied Animal Behavioural Science, 20:209-225. Hansen, S.W, Brandt, A. (1989). Effect of cage size and nest box on the haematological/enzymological status and physiological stress levels in mink kits. Scientifur, Vol. 13, No. 3, 185-192. Hansen, S.W. (1990). Activity pattern of lactating mink and the effect of water trays or wire netting cylinder in mink cages. Scientifur, 14:187-193. Hansen, S.W. & Damgaard, B.M. (1991). Effect of environmental stress and immobilization on stress physiological variables in farmed mink. Behavioural Processes 25, 191-204. Hansen, S.W., Hansen, B.K. & Berg, P. (1994). The effect of cage environment and ad libitum feeding on the circadian rhythm,

Faglig Årsberetning 1999


Har mink behov for beskæftigelse?

behaviour and feed intake of farm mink. Acta Agric. Scand. 44, 120-127.

Forsøgs- & Rådgivningsvirksomhed A/S. p 169-175.

Hansen, S.W. (1996). Selection for behavioural traits in mink. Applied Animal Behavioural Science. 49:137-148.

Jeppesen, L.L. & Falkenberg, H. (1990). Effects of play balls on peltbiting, behaviour and level of stress in farm mink. Scientifur. 14: 179-186.

Hansen, S.W., Houbak, B. & Malmkvist, J. (1998). Development and possible causes of fur damage in farm mink – significance of social environment. Hansen, C.P.B., Jeppesen,L.L. (1999). Minks adfærd ved fri adgang til svømmevand. Faglig Årsberetning 1998, Pelsdyrerhvervets

Matthews, L.R. & Ladewig, J. (1994). Environmental requirements of pigs measured by behavioural demand functions. Animal Behaviour, 47:713-719. Skovgaard, K., Jeppesen, L.L & Hansen, C.P.B. (1997). Would you like a swim, Madam Mink. Scientifur, 21: 247-251.

Faglig Årsberetning 1999

29


30

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Frustration, en Medvirkende Årsag til Stereotypier og dermed Øget Foderforbrug hos Mink Steffen W. Hansen Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, P.O. Boks 50, 8830 Tjele

Indledning Stereotypier er defineret som et ensformigt adfærdsmønster der repeteres, og som ikke har noget umiddelbart mål eller funktion (Ödberg, 1978). Stereotypier forekommer ofte hos dyr i fangenskab, f.eks. husdyr og zoo-dyr (Mason, 1991), men formodes ikke at forekomme hos vildtlevende dyr. Derudover er stereotypier interessante fordi de ofte associeres til nedsat velfærd hos dyrene. Hos farmmink er der stor individuel variation i forekomst af stereotypier. I en besætning fandt man, at 30% af dyrene ikke udførte stereotypier, men at 50% af dyrene udførte stereotyper i mere end 1 time pr. dag og nogle helt op til 6 timer pr. dag (de Jonge, 1985). Forekomsten af stereotypier er fundet at øges markant op mod fodringstidspunktet for derefter igen at falde brat (Bildsøe, 1990). Dette mønster indikerer, at sult og fødesøgningsadfærd kunne være involveret i forekomsten af stereotypier. Hansen et al. (1994) fandt, at stereotypier primært forekom om natten og igen efter fodring, hvilket indikerer, at andre faktorer også er involveret i forekomsten af stereotypier. Forekomsten af stereotypier kan påvirkes gennem fodringsrutinen. Bildsøe et al. (1991) undersøgte effekten af 3 ugers foderreduktion på forekomst af stereotypier hos 45 voksne tæver. Fodermængden blev reduceret fra 150 g (1140 KJ) til 100 g (760KJ) og dette bevirkede en markant stigning i både normal aktivitet og stereotypier på bekostning af den tid minken var i redekasse og tiden minken var passiv. Tre uger efter ophør af foderreduktion havde minkene genvundet kropsvægten, men de udførte fortsat mere stereotypi end før foderreduktionen, hvorimod den ikkestereotype aktivitet var normaliseret. Den tanke, at en længerevarende sultperiode kan bevirke et stigende niveau af stereotypier, og at dette forhøjede niveau kan fastholdes efter

sultperiodens ophør, er praktisk relevant. Der er en stærk positiv sammenhæng mellem aktivitetsniveau/ stereotypier og foderforbrug hos mink (Jeppesen, 1991) og vildtfangede mår (Hansen, 1993). Mår, der var aktive i mere end 20% af døgnets 24 timer, forbrugte 204 g foder pr. døgn, hvorimod mår, der var aktive i mindre end 5% af døgnets 24 timer, forbrugte 100 g foder. Formålet med nærværende undersøgelser var derfor at undersøge, hvordan henholdsvis en kortvarig og langvarig foderreduktion, som en del af flushing-strategien op til parring, påvirkede forekomsten af stereotypier, foderoptagelse og vægttab. Samt om slankningen har større effekt på stereotyperende mink end på ikke stereotyperende mink. Materiale og metode 150 mink, fordelt på 2 hold á 75 tæver blev fra 19. december og indtil 18. februar fodret henholdsvis ad libitum og restriktivt. Dernæst blev begge hold fodret restriktivt indtil 28. februar, hvorefter der blev givet ad libitum foder til begge hold. Ad lib. fodring var defineret ved, at der blev givet 10 g ekstra foder, hvis mindre end 30% af dyrene levnede foder. Tilsvarende blev foderet reduceret med 10 g, hvis mere end 70% af dyrene ikke havde levnet. Restriktiv fodring bestod i 80% af ad libitum fodring. I perioden 24. januar og indtil 18. februar blev det restriktive hold fodret med 70% af ad libitum. Foderoptagelsen for den enkelte mink blev bestemt ved, at det levnede foder blev vejet 2 gange pr. uge. Disse to dage blev antaget at være repræsentative for hele ugen. Adfærdsobservationerne foregik ved manuelle scanningsobservationer 2 gange før og 2 gange efter fodring kl. 11.30. Minkens placering inde i redekasse eller ude i buret

Faglig Årsberetning 1999

31


Hansen, S.W.

blev noteret. Dernæst om dyret var aktivt eller passivt, samt om dyret udførte stereotypier. På baggrund af samtlige observationer er minkene i databearbejdelsen fordelt med hensyn til forekomst af stereotypier. Stereotypi type 0 (STTYP-0) består af mink, der aldrig er observeret at stereotypere (n=55 i ad lib. holdet og n= 46 i restriktiv holdet). Stereotypi type 1 (STTYP1) består af mink, som en enkelt gang er observeret at stereotypere (n = 13 i ad lib. holdet og n= 11 i restriktiv holdet). Stereotypi type 2 (STTYP-2) består af mink, som er observeret at stereotypere mere end en gang (n = 7 i ad lib. holdet og n= 18 i restriktiv holdet). Adfærdsobservationerne foregik den 9/1, 23/1, 6/2, 21/2, 4/3, 10/4 og 18/4. Dyrene blev vejet den 13/12, 10/1, 24/1, 7/2, 18/2 og 28/2. Fig. 1

Den faktiske udfodring (tildelt foder) ved de to fodringsstrategier (ad lib. og restriktiv) fremgår af fig. 1. Som tilstræbt er der forskel i mængden af foder der tildeles ad lib. og restriktiv holdet. Imidlertid bevirker fodringsstrategien, der er baseret på frekvensen af mink der ikke har ædt op, at den tildelte fodermængde reduceres for begge hold. Dette må skyldes, at minken selv reducerer sin foderoptagelse i januar februar måned. Til trods for nedgang i tildelt foder bibeholder mink i ad lib. holdet en konstant vægt, hvorimod der sker en tilsigtet vægt reduktion i det restriktive hold (fig. 2). Udviklingen i kropsvægt hos mink i ad lib. og restriktiv holdet fordelt på stereotypi type fremgår af fig. 3 og fig. 4.

Fig. 2

Fig. 4

Fig. 3

I ad lib. holdet har stereotypi typerne 0-2 et vægttab på henholdsvis 69, 86 og 114 g fra start den 13/12 til trækningsperiodens begyndelse den 18/2. I trækningsperioden fra den 18/2 til 28/2 taber de sig henholdsvis 49, 87 og 91 g. Tilstræbt ad lib. fodring bevirker

32

Resultater

altså i perioden fra den 13/12 til 18/2 et vægttab af samme størrelsesorden som i trækningsperioden fra den 18/2 til 28/2. Stereotypi type 2 taber sig ca. dobbelt så meget som stereotypi type 0 i begge perioder.

Faglig Årsberetning 1999


Frustration, en medvirkende årsag til stereotypier og dermed øget foderfor-brug hos mink

De restriktivt fodrede mink har frem til den 18/2 et vægttab på 203, 325 og 308 g fordelt på stereotypi type 0, 1 og 2. I den fælles trækningsperiode fra den 18/2 til 28/2 sker der ikke nogen yderligere vægttab, tværtimod øger stereotypi type 2 kropsvægten med 15 g. Dette forhold skyldes, at fodertildelingen til det restriktive hold blev øget fra 70% til 80% af forventet ad lib. mængde.

restfoder) viser tydelig sammenhæng med stereotypitypen (fig. 5 a,b). Trods det, at stereotypi type2 taber sig mest, er det også dem der har den største foderoptagelse. Stereotyperende mink forbruger mere foder end ikke-stereotyperende mink. Aktiviteten før og efter fodring hos mink fodret henholdsvis ad lib. og restriktivt ses af fig. 6 og fig. 7.

Den beregnede foderoptagelse (tildelt foder – Fig. 5b

Fig. 5a

Fig. 7

Fig. 6

Mink fodret ad lib. har større aktivitet op til fodringstidspunktet end efter fordringstidspunktet. Den 21. februar, hvor ad lib. holdet fodres restriktivt, ses et skift i dette mønster, således at aktiviteten er størst efter fodring. Det restriktivt fodrede hold har frem til med 4. marts størst aktivitet efter fodring og aktivitetsniveauet er højere end hos mink fodret ad libitum. Restriktiv fodring bevirker således en stigning i aktivitetsniveau og selve fodringssituationen reducerer ikke aktivitets-niveauet i modsætning til ad lib. fodring.

De fundne forskelle er endnu tydeligere når man ser på fordelingen af stereotypier (fig. 8 og fig. 9). De restriktivt fodrede mink udfører væsentligt mere stereotypi end ad lib. fodrede mink, og forekomsten af stereotypier er dobbelt så høj efter fodring som før fodring. Forekomsten af stereotypier indikerer utilstrækkeligt miljø og eller management og kan tages som udtryk for dyrenes frustration. I et andet forsøg trænede vi mink til at trykke på en pedal for at få en vis mængde foder. På fig. 10 ses, at mink øger den stereotype aktivitet, når prisen hæves fra 4 til 40 tryk pr. belønning. At minken foretrækker at udføre

Faglig Årsberetning 1999

33


Hansen, S.W

Fig. 8

Fig. 9

energikrævende stereotypier fremfor at arbejde for at få den nødvendige føde, indikerer, at mink under frustration kompenserer ved at udføre stereotypier. Fig. 10

stereotypierne ikke reduceres ved fodring kan de ikke alene være udtryk for sultmotivation. Sammenholdt med resul-tater fra ”arbejdende” mink, indikerer resultatet, at frustration som f.eks. følge af restriktiv fodring er en væsentlig faktor for forekomst af stereotypier hos mink. Referencer Bildsøe, M., Heller, K.E., & Jeppesen L.L. (1991). Effects of immobility stress and food restriction on stereotypies in low and high stereotyping female ranch mink. Behavioural Processes, (25) 179-189.

Ser man på aktivitetsniveauet på samtlige observationsdage er der positiv sammenhæng mellem aktivitetsniveau og om minken er observeret 0, 1 eller flere gange at udføre stereotypier (fig. 11). Farmeren har dermed mulighed for at medtage hensynet til aktivitetsniveauet, når han udvælger avlsdyr, hvilket vil reducere foderomkostningerne. Fig. 11

Bildsøe, M., Heller, K.E., & Jeppesen L.L. (1990).Stereotypies in female ranch mink; Seasonal and diurnal variations. Scientifur, (14) 243-247. de Jonge, G., Carlstead, K., & Wiepkema, P. R. (1986). The welfare of ranch mink. COC issue, Beekbergen. pp. 61. Hansen, S. W., Hansen, B. K. & Berg P. (1994) The effect of cage environment and Ad libitum feeding on the circadian rhythm, behaviour and feed intake of farm mink. Acta Agric. Scand., Sect. A. Animal Sci. (44) 120127. Hansen, S. W. (1993). Circadian and annual rhythm in the activity of capive beech marten (Martes foina) Scientifur (17) 2: 95-106.

Konklusion Nærværende undersøgelse viser, at restriktiv fodring forøger frekvensen af stereotypier op til og i særdeleshed efter daglige fodring. Da

34

Jeppesen, L. L., Bildsøe, M. & Heller, K. E., ((1990). Produktion og unormal adfærd. NJFrapport nr. 60 9 pp.ISSN 0333-1350. Mason, G. (1991). Stereotypies: a critical review. Anim. Behav. (41) 1015-1037.4

Faglig Årsberetning 1999


Frustration, en medvirkende årsag til stereotypier og dermed øget foderfor-brug hos mink

Møller, H. S., (1992). Produktionssystemer og produktionsstyring på danske minkfarme. Beretning nr. 708. Statens Husdyrbrugsforsøg.

Ödberg, F., (1987). Behavioural responses to stress in farm animals. In P.R.Wiepkema and P.W.M van Adrichen (Eds.) ”Biology of stress to farm animals: An Integrative Approach”. Martinus Niijhoff for rhe CEC, Boston, pp 135- 149.

Faglig Årsberetning 1999

35


36

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Effekt af Tomt Bur mellem Minktæver i Reproduktionsperioden. Lise Overgaard

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro Sammendrag: Formålet med forsøget var at undersøge om et tomt bur mellem minktæver havde effekt på reproduktionsresultatet. Forsøget blev lavet på tre farme med standard mink. På den ene farm blev forsøget lavet i to diegivningsperioder. En uge før fødsel blev halvdelen af tæverne placeret, så der var et tomt bur ind til nabotæven. Resten af tæverne sad ved siden af hinanden. De overskydende bure i hallen blev fyldt op med andre tæver, så der var dobbelt så mange tæver i den ene hal som i den anden. Tæverne blev vejet ved fødsel og fravænning, og hvalpene ved fravænning på dag 42. Hvalpene blev optalt ved fødsel og fravænning. Tævernes stressniveau blev vurderet ud fra hvor ofte de skiftede mellem at være i redekassen og i bur i en ti minutters observationsperiode. Deres redefasthed blev undersøgt ved en "hvalpe-i-nød-test". Tæver, placeret i hvert andet bur, fravænnede som helhed flere og større hvalpe, og de mistede færre hvalpe fra fødsel til fravænning. Tæver, der sad i hvert andet bur, skiftede færre gange mellem at være i bur og redekasse, og de var ved 'hvalp-i-nød-testen' mere redefaste. Det blev konkluderet, at færre mink i en hal virkede positivt på tævernes velfærd. Overgaard, L., (2000). Effekt af tomt bur mellem minktæver i reproduktionsperioden. Faglig Årsberetning 1999, 37-42. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract: The aim of this study was to investigate whether an empty cage between female ranch mink would affect the reproduction results. The study was made at three farms with Standard mink. One week before expected parturition (mid April) half of the Standard mink females were placed with an empty cage between each other. The other half was placed beside each other, and the additional cages were filled with other mink. In that way, one of the mink sheds held twice as many mink as the other. The females were weighed at birth and 42 days after birth. The number of kits born and weaned was registered and the kits were weighed at 42 days. The females' level of stress was evaluated according to how often they varied between being in the nest box and in the cage during a 10 minutes observation period. To assess the females nesting ability a 'kit-in-distress-test' was done. The females placed in every second cage weaned more and larger kits, and they had a lower kit loss. When the female were placed beside an empty cage, they had fewer changes between cage and nest, and were less willing to leave their nest boxes. It was concluded that fewer mink in a shed had a positive effect on the females' condition and their reproduction results. Overgaard, L., (2000). Effect of an empty cage between female ranch mink in reproduction period. Annual Report 1999, 37-42. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Mink er af natur et solitært dyr, og specielt i reproduktionsperioden er tæverne meget territoriale (Dunstone, 1993). Det er derfor nærliggende at antage, at den sociale påvirkning fra nabotæverne på en farm kan have en negativ indflydelse på tæverne i reproduktionsperioden. Tidligere undersøgelser af visuel afskærmning af tæver i diegivningsperioden har dog ikke vist et entydigt billede. Isoleringen har været i form af plader mellem burene (Gilbert & Bailey, 1967; 1970; Hernesniemi & Hernesniemi, 1976) eller placering i hvert andet bur med eller uden halm imellem (Hoffmeyer & Møller, 1987; Neil, 1989). Formålet med denne undersøgelse er i princippet det samme, idet nogle af tæverne sættes i hvert andet bur, men begrundelsen for placeringen er ikke om dyrene kan se hinanden eller har

naboen tæt på, men om antallet af tæver i en given hal påvirker reproduktionen og adfærdsforhold. En reduceret belægningsgrad medfører alt andet lige mindre uro i hallen. Det betyder en reduktion i antal af indtryk den enkelte tæve udsættes for og dermed en nedsat stresspåvirkning. Når der er mere ro, og tæven er mindre stresset, må det være lettere for hende at opfange signaler om f.eks. sult fra hendes egne hvalpe og tilfredsstille deres behov. En stresset tæve vil oftere forlade reden for at undersøge omgivelserne. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt, da det kan betyde færre og kortere diegivninger. Dyremateriale Undersøgelsen er lavet på tre farme og strakte sig for den ene farms vedkommende

Faglig Årsberetning 1999

37


Overgaard, L.

(farm 1) over to sæsoner (1998 og 1999). På farm 1 blev forsøgene kun lavet på 1-års tæver. Tæverne var af i 1998 af farvetypen standard, men i 1999 både standard og wildmink. På farm 2 og 3 blev forsøget kun lavet på standard, men på både 1-års og ældre tæver. Forsøget er lavet på i alt 570 1.års standard, 252 ældre standardtæver og 320 1.års wildminktæver. Data fra farm 1 1998 er beskrevet i Faglig Årsberetning 1998, men repræsenteret igen af hensyn til en overordnet konklusion. Under parringen og i starten af drægtighedsperioden var tæverne placeret på traditionel vis i 6-rums bure ved siden af hinanden. Ca. en uge før forventet fødsel, blev tæverne flyttet, så halvdelen af tæverne fortsat sad ved siden af hinanden og den anden halvdel sad i hvert 2. bur, dvs. med et tomt bur mellem dem. Tabel 1

Statistik Kvantitative data blev ved normalfordeling analyseret med GLM (levendefødte hvalpe, tævers fødselsvægt og hvalpevægt ved 28 dag medtaget som covariat) eller Wilcoxon/ Mann Whitney U-test, hvis de var nonparametriske (SAS INST. Inc., 1985). Frekvensdata blev analyseret med χ2-test eller Fisher's exact test (Siegel & Castellan, 1988). Reproduktionsresultater Antal levende og døde hvalpe blev registreret ved fødsel (dag 1) og ved fravænning på dag 42 (Tabel 1). Tabellen viser resultater fra standardtæver på farm 1, men kun resultater fra 1.års standardtæver på farm 2 og 3. På farm 2 og 3 blev der hvalpeudlignet, hvorfor procentdelen af mistede hvalpe er beregnet på baggrund af antal hvalpe efter udligning i stedet for levendefødte hvalpe.

Reproduktionsresultater for 1.års standardtæver i 1998 og 1999. Tæverne er placeret i hhv. hvert og hvert 2. bur. *: p<0,05; **: p<0,01. Antal drægtige tæver

Levende fødte hvalpe

Efter hvalpe udligning

Fravænnede hvalpe

Mistede hvalpe i %

Placering: i hvert bur

64

5,30 ± 2,3

_

4,05 ± 2,5

23,6%

i hvert 2. Bur

67

5,42 ± 2,1

_

4,82 ± 2,5*

11,1%*

FARM 1, 1999 Placering: i hvert bur

64

5,41 ± 2,4

_

3,59 ± 2,4

33,5%

i hvert 2. Bur

40

5,70 ± 1,9

_

4,50 ± 2,2*

21,1%*

Placering: i hvert bur

70

5,74 ± 2,5

6,16 ± 1,9

4,37 ± 2,4

29,1%

i hvert 2. Bur

74

5,43 ± 2,4

5,68 ± 1,9

4,61 ± 2,1

18,8%*

Placering: i hvert bur

162

5,93 ± 2,3

6,06 ± 1,4

5,26 ± 1,5

13,2%

i hvert 2. Bur

158

6,52 ± 2,3

6,76 ± 1,4

5,88 ± 1,6

13,0%

FARM 1, 1998

FARM 2, 1999

FARM 3, 1999

På alle farmene blev der fravænnet flest hvalpe, når tæverne sad i hvert 2.bur, men mere interessant var det at disse tæver, med undta38

gelse af farm 3, mistede færrest hvalpe fra fødsel/udligning til fravænning. På farm 3 var der ikke forskel på tabsprocenten af hvalpe.

Faglig Årsberetning 1999


Effekt af tomt bur mellem minktæver i reproduktionsperioden.

Der er ikke vist resultater fra ældre tæver, da der ikke blev fundet nogen effekt af om tæverne sad i hvert eller hvert 2.bur. Sideløbende med forsøget på standard på farm 1 blev det også afprøvet, om tævernes placering havde nogen indflydelse på wildminks reproduktionsresultater, hvilket ikke blev fundet, hvorfor de ikke vil blive præsenteret. Fravænningsvægte

kønsvist ved fravænning. På farm 1 blev dyrene vejet på præcis dag 1 og dag 42. På farm 2 og 3 blev vejningerne ved fravænning samlet til hver 3./4. dag, dvs. hvalpene var fra 41 til 44 dage. Gennemsnitsværdierne for hvalpene (farm 2 og 3) er beregnet under hensyntagen til daglig tilvækst. For tævevægtene (farm 2 og 3) er der ikke korrigeret for vejedag.

Tæverne blev vejet ved fødsel og ved fravænning (ca. dag 42), og alle hvalpe blev vejet Tabel 2 Tæve- og hvalpevægte for 1.års standardtæver i 1998 og 1999. Tæver placeret i hhv. hvert og hvert 2. bur. *: p<0,05; **: p<0,01. Tævevægt Dag 1

Tævevægt Dag 42

Vægttab Dag 1-42

Hanhvalpevægt Dag 42

Tævehvalpevægt Dag 42

Placering: i hvert bur

1186 ± 134

1017 ± 142

165 ± 109

312 ± 85

282 ± 72

i hvert 2. bur

1201 ± 125

1048 ± 124

140 ± 101

329 ± 62*

294 ± 55*

Placering: i hvert bur

1308 ± 129

1126 ± 138

182 ± 107

279 ± 87

260 ± 66

i hvert 2. bur

1253 ± 123

1073 ± 1309

187 ± 96

310 ± 81*

290 ± 51**

Placering: i hvert bur

1320 ± 109

1212 ± 148

109 ± 103

291 ± 63

289 ± 65

i hvert 2. bur

1297 ± 103

1159 ± 175

119 ± 153

316 ± 84

298 ± 64

Placering: i hvert bur

1281 ± 92

1214 ± 115

67 ± 90

388 ± 63

337 ± 45

i hvert 2. bur

1267 ± 86

1175 ± 118*

91 ± 98

387 ± 65

332 ± 46

FARM 1, 1998

FARM 1, 1999

FARM 2, 1999

FARM 3, 1999

Som det ses af tabel 2 vejede han- og tævehvalpe fra tæver i hvert andet bur mere end eller det samme som hvalpe fra tæver i hvert bur, til trods for at fravænningsantallet var størst. Det betyder, at det ikke påvirker reproduktionen negativt at sætte tæverne ud over et større areal.

Tævens aktivitet - skift mellem bur og kasse For at undersøge tævernes stressniveau blev det talt op, hvor mange gange i løbet af ti minutter hver tæve skiftede mellem at være i buret og i redekassen. Det blev yderligere noteret, om hun var i bur eller kasse ved start, og om hun slæbte hvalpe med ud i buret. Observationerne startede efter hver tæves fødsel og blev udført to gange om ugen indtil

Faglig Årsberetning 1999

39


Overgaard, L.

hvalpenes 5. uge. Det blev kun undersøgt i 1999 på farm 1. Figur 1 viser for ugeantal efter fødsel og samlet periode, hvor stor en del af tæverne, % dyr

Uge 1

Uge 2

Uge 3

der ikke skiftede mellem bur og kasse gennem observationsperioden (dvs. blev i redekassen), hvor mange der skiftede 1-2 gange, og hvor mange, der skiftede 3 gange eller mere.

Uge 4

Uge 5

100%

*

80% 60%

Samlet uge 1-5

*

* *

40%

>3 skift 1-2 skift 0 skift

20% 0% Hvert 2. bur

Hvert bur

Hvert 2. bur

Hvert bur

Hvert 2. bur

Tævernes antal af skift mellem redekasse og bur i hvalpenes 5 første leve uger for tæver placeret i hvert og hvert 2. bur. *: p<0,05; **: p<0,01.

Tæver, der var placeret i hvert bur, havde i den samlede periode (uge 1-5) flere skift mellem rede og bur end tæver, der sad i hvert 2. bur (3,16 skift vs. 2,43 skift pr. observationsperiode pr. uge). Det betyder, at de var flere gange ude i buret i løbet af en observationsperiode. Det var mest udtalt i uge 4, hvor tæver, der sad i hvert bur, signifikant oftere var ude i buret 3 gange eller mere. Det stemmer tidsmæssigt overens med, at der var flest tilfælde af fedtede hvalpe i uge 3 og 4, og hovedsageligt ved kuld placeret i hvert bur (se senere). De mange skift kan være et udtryk for tævernes frustration over syge hvalpe, men sammenhængen kan også være, at hvalpene bliver fedtede pga. tævernes stressniveau (antal skift). I samme periode var tæver, der sad i hvert 2. Bur, oftere ude i buret

40

Hvert bur

Hvert 2. bur

Hvert bur

Hvert 2. bur

Hvert bur

Hvert 2. bur

Hvert bur

Figur 1

1-2 gange i løbet af observationsperioden. Begge hold reagerede altså mere i uge 4 end i ugerne før og efter, men det var mest udtalt hos tæver, der sad i hvert 2. bur. Hvalpe-i-nød test På dag 5 efter fødsel blev der lavet en hvalpi-nød test magen til den udviklet på DJF (Malmkvist & Hansen, 1999). I korte træk går testen ud på, at man tager en hvalp, lægger den ud i midten af buret og undersøger hvor lang tid der går før tæven registrerer hvalpen i buret og henter den ind i reden. Testen stoppes, hvis hvalpen ikke er hentet inden 120 sekunder. Latenstiden fra skodden blev fjernet, og tæven var hhv. ude i buret, havde fysisk kontakt til hvalpen og havde båret hvalpen ind i reden er vist i figur 2.

Faglig Årsberetning 1999


Effekt af tomt bur mellem minktæver i reproduktionsperioden.

sek. 100 80 Hvert bur

60

Hvert 2. bur

40 20

Latenstider

0

Tæve i bur

Rører hvalp

Henter hvalp

Figur 2 Latenstider til tæven var ude i buret, havde fysisk kontakt til hvalpen og havde hentet hvalpen ind i redekassen for tæver placeret i hvert og hvert 2. bur.

Tæver, der sad i hvert 2.bur, brugte længere tid før fysisk kontakt, og hvalpen blev hentet ind i reden. Denne forskel skyldtes hovedsageligt, at disse tæver var længere tid om at komme ud i buret. Det tog også signifikant længere tid at få tæver, der sad i hvert 2. Bur, ud af redekassen før forsøgets start. Det tyder umiddelbart på, at tæver der sidder i hvert 2. bur er mindre opmærksomme på deres hvalpe, men sammenholdt med antal skift mellem rede og bur viser det måske nærmere, at tæven er mere redefast, når der er færre dyr på arealet. Under halvdelen af testene blev gennemført (hvalpen hentet ind) indenfor de 120 sekunder - 50% gennemførte test for tæver der sad i hvert bur mod 39% for tæver der sad i hvert 2. bur. Testperioden bør måske forlænges for at få en større reaktion (pibelyde) fra hvalpene. To minutters testtid er muligvis for lidt for at få hvalpen til at reagere på utryghed og kulde. Endelig virkede det i flere af testene som lidt af en tilfældighed, om tæven kom ud i buret og fik øje på hvalpen, hvorfor man skal gøre sig klart til hvilket formål testen skal bruges. Fedtede hvalpe På farm 1 blev hvert kuld fedtede hvalpe nøje registreret. I 1998 var der ikke mange tilfælde,

hvorimod der var rigtig mange i 1999. Begge år var der flest fedtede kuld hos tæver, der sad i hvert bur (Tabel 3). Det er givet, at der er større smittefare, når dyr går meget tæt på hinanden. Men det vides også, at stress har en vis indflydelse på om sygdomme udvikles. Det er imidlertid ikke muligt at afgøre, om de færre tilfælde af fedtede hvalpe hos tæver der sidder i hvert andet bur skyldes nedsat smitte eller mindre stress hos tæverne. At tævernes tilstand havde indflydelse på fedtede hvalpe ses også af, at tæver, der sad i hvert bur, fik fedtede hvalpe før tæver, der sad i hver 2. bur. Der var 1.5 dages forskel mellem holdene på, hvornår der var nye tilfælde af fedtede hvalpe. Tabel 3

Procent fedtede hvalpe på farm 1 i 1998 og 1999. Tæver placeret i hhv. hvert og hvert 2. bur. *: p<0,05; **: p<0,01.

% fedtede kuld på farm 1

1998

1999

Placering i hvert bur Placering i hvert 2. Bur

6,3% 1,5%

43,8% 25,0%*

Hvem skal flyttes? Udfaldet af forsøget afhang meget af farmene. Dyrene på farm 3 virkede umiddelbart som de mest rolige, og det var da også på denne farm, der var mindst effekt af at sætte tæverne ud i hvert 2. bur. Størst effekt var der på farm 1, hvor dyrene helt tydeligt var meget

Faglig Årsberetning 1999

41


Overgaard, L.

urolige. Det så også ud til, at 1-års tæver reagerede mest på, hvor tæt de sad. Det er logisk nok, at der ikke var den samme reaktion blandt ældre tæver, for de "dårligt tilpassede" tæver var sorteret fra efter 1.år, og de ældre tæver, der fortsatte i avl, har prøvet turen før. Nervøse typer som Standard reagerede også mere end de noget mere stabile typer som Wildmink. Uanset hvilke typer og temperamenter man har, er der flere fordele ved at sætte tæverne ud over et større areal. Først og fremmest giver det en bedre luft i hallen blandt andet pga. større afstand mellem burene og dermed mellem snavset. Med et tomt bur mellem tæverne er der også mulighed for at dele store kuld før udsætning, og man har altid plads til ekstra halm. Sidst og ikke mindst er tæverne udsat for et mindre smittepres, når dyrene ikke går lige op af hinanden. Ulempen er selvfølgelig, at der er længere ud til de fjerneste tæver. Det skal nok afprøves på den enkelte farm, om det virker positivt for dyr og personale at sætte tæverne ud i hvert 2. bur. Konklusion Det var muligt at forbedre reproduktionsresultaterne ved at placere tæverne i hvert 2. bur mod traditionelt i hvert bur. Effekten var dog størst hos unge standardtæver, der ofte var mere nervøse end ældre standardtæver og wildmink. Tæver, der sad i hvert bur virkede mere stressede, idet de oftere skiftede mellem bur og redekasse. Det så ud til, at tæver der sad i hvert bur var mindre redefaste end tæver, der sad i hvert andet bur. Endelig viste placering i hvert andet bur sig at have en gavnlig effekt på udvikling af fedtede hvalpe. Anerkendelser Tak til Konsulent Hans Jørgen Risager for hjælp med data indsamling. Tak til pelsdyr-

42

avler Arne Sandager Sørensen, Lars N. Nielsen og Forsøgsfarm Vest for lån af forsøgsdyr. Referencer Amdal, L. 1971. Ugjennomsiktige plater mellom avlsburene ga ca. halv minkvalp mer pr. kull. Norsk Pelsdyrblad 45: 518-519. Dunstone, N. 1993. The Mink. T & A D Poyser Ltd., London. Gilbert, F.F. & Bailey, E.D.1967. The effect of visual isolation on reproduction in the female ranch mink. Journal of Mamalogy 48: 113-118. Gilbert, F.F. & Bailey, E.D. 1970. Reproductive performance of tree genetic strains of female mink visually isolated after breeding. Cornell. Vet. 60: 134-136. Hernesniemi, E. & U. 1976. den visuella isolationens inverkan på produktionen av mink valpar. Finsk Pälstidskrift 10: 393-395. Hoffmeyer, I. & Møller, S. 1986. Afskærmning af minktæver i reproduktionsperioden. Dansk Pelsdyravlerforening, Faglig Årsberetning 1986, 189-208. Malmkvist, J. & Hansen, S.W. 1999. Betydning af minktævens yngelplejeadfærd for den tidlige hvalpedødelighed. Danmarks Jordbrugsforskning, Intern Rapport nr.123, september 1999. Neil, M. 1989. Försök med avskärmning av unghhonor. Våra Pälsdjur 4: 120-121. SAS Institute Inc. 1985. SAS/STATtm Guide for personal computers, 6. Edition, Gary, NC, USA. Siegel, S. & Castellan, N.J.Jr. 1988. Nonparametric statistics for behavioral science. McGraw-Hill, New York, USA.

Faglig Årsberetning 1999


Rævetævers Præference for Forskellige Helårsredekasser Leif Lau Jeppesen, Vivi Pedersen og Knud Erik Heller. Zoologisk Institut, Københavns Universitet, Tagensvej 16, 2200 København N. Abstract Outside the breeding season adult silver and blue fox vixens with no previous permanent nest box experience were given free choice between nest boxes that differed in height of placement, nest boxes with different number of rooms, boxes with or without platforms, or boxes with different light conditions. Only a single parameter was simultaneously varied. Both fox species clearly preferred an elevated multi-room nest box, but while silver foxes showed preference for boxes supplied with a platform, blue foxes preferred secluding boxes with an entrance room. There was no box preference with respect to light conditions. The possible welfare implications of the preferences are discussed. Jeppesen, L.L., Pedersen, V. & K. E. Heller, (2000). Preference for various nest box designs in silver foxes (Vulpes vulpes) and blue foxes (Alopex lagopus). Annual Report 1999, 43-46. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Vilde ræve bruger lejlighedsvis deres grave året rundt, og de benytter andre former for skjul; det gælder både den røde ræv og polarræven (Tembrock, 1957; Henry, 1986; 1996; Eberhardt et al., 1983). Det er tidligere påvist, at farmede sølvræve og blåræve benytter platforme og helårsredekasser (f.eks. Mononen et al, 1998; Pedersen & Jeppesen, 1993). For sølvrævenes vedkommende er det også påvist, at velfærden er bedre, når der er sådant udstyr til stede i burene (Jeppesen & Pedersen, 1991). Denne undersøgelse fokuserer på, hvordan de to arter vælger mellem helårsredekasser, som kun adskiller sig fra hinanden med hensyn til en enkelt parameter. Arterne placeres i identiske valgsituationer. Undersøgelsen vil derfor også kunne afsløre forskelle mellem de to arters præferencer. Dyr, materialer og metoder Valgforsøget blev gennemført på Nordjysk Pelsdyrforsøgsfarm. Det strakte sig over nogle år, og det blev primært henlagt til efterårs- og vintermånederne for at tilstræbe, at dyrenes brunstforhold ikke spillede ind på valget. Forsøgstæverne blev ikke parret og opholdt sig i et selvstændigt farmafsnit uden hanner. Halvtreds tævehvalpe af hver art deltog i forsøget i hold af 10 dyr. Forsøgsdyrene blev valgt blandt afkommet af farmens 200 avlstæver af hver art. Det blev sikret, at forsøgsdyrene ikke var i direkte familie, men ellers var valget tilfældigt.

Forsøgsburene var 200 x 200 x 75 cm. De var delt i to ens halvdele af en central skillevæg med en åbning, som tillod rævene at passere fra den ene halvdel til den anden. Den tid rævene tilbragte aktive eller passive i de to halvdele og på eller i det udstyr, som var anbragt i de to halvdele, blev målt ved scanning af fem døgns videooptagelser af dyrene. Det totale antal scanninger, 480 på hvert dyr, blev i enkelte tilfælde reduceret på grund af tekniske problemer. Data blev testet med Wilcoxon test (Siegel & Castellan, 1988). Først blev et forsøgshold af hver art observeret nogle uger uden udstyr i burhalvdelene. Derefter blev forskellige forsøgshold observeret med kasser, som varierede med hensyn til en enkelt parameter. Kasserne fremkom alle som variationer af en krydsfinerskasse med tre rum, se figur 1. Antallet af rum blev varieret ved at lukke åbningerne mellem rummene. Det forreste indgangsrum blev ændret til en platform ved at fjerne loftet og to sider på det forreste rum. Lysforholdene blev ændret ved at erstatte krydsfinersloftet med en isolerende gennemsigtig plade. De forsøgsbetingelser, som blev opstillet, var: I. II.

Faglig Årsberetning 1999

De to burhalvdele var tomme. Først var venstre side med placeret kasse og højre med placeret kasse. Dernæst blev byttet om på placeringerne. anvendte kasser havde tre rum.

højt lavt der De

43


Jeppesen, L.L., Pedersen, V. & K. E. Heller

III. IV.

Venstre side havde en kasse med et rum, højre side havde en kasse med tre rum. Venstre side havde en kasse med et rum og en foranliggende platform,

V. VI.

højre side havde en kasse med et rum samt et forrum. Venstre side havde en trerumskasse med gennemsigtigt tag, højre side en tilsvarende kasse med uigennemsigtigt tag.

Figur 1

Valgsituationerne og deres tidsforløb fremgår af tabel 1 og tabel 2. For blårævenes vedkommende blev forsøget af tekniske årsager ikke gennemført i fortløbende uger.

44

Der var ingen præference for siderne i det tomme bur. Det støtter, at præferencerne i resten af forsøget er forårsaget af de objekter, der kan vælges imellem.

Faglig Årsberetning 1999


Rævetævers præference for forskellige helårsredekasser Tabel 1

Sølvrævenes valgforsøg: Forsøgsbetingelser, observationsuge, og % -vis fordeling af observationer i venstre og højre side fordelt på samlet placering (Plac), aktiv tid (Akt), passiv tid (Pas), samt tid i kassen (Kas). * indikerer signifi-kant forskel mellem tilsvarende observationer i venstre og højre side; p < 0.05.

Kasseparametre

% observationer

#

Total scan. (n)

Ingen Ingen

1 2

4710 4800

52 55

17 19

Høj Høj Høj Høj Lav Lav Lav Lav

Lav Lav Lav Lav Høj Høj Høj Høj

1 2 3 4 5 6 7 8

4800 4800 4800 4800 4759 4800 4800 4800

56 60 60* 64* 45 45 40 36

1 rum 1 rum

3 rum 3 rum

1 2

4714 4800

Platform Platform

Forrum Forrum

1 2

Lys Lys

Mørk Mørk

1 2

Venstre

Højre

Ingen Ingen

Tabel 2

Uge

Plac

Venstre Akt Pas

Højre Kas

Plac

Akt

Pas

Kas

35 37

-

48 45

19 20

29 24

-

15 17 14 15 20 10 13 14

25* 20 28* 30* 15 25 19 20

16* 23* 18* 19* 10 10 8 2

44 40 40 36 55 55 60* 64*

0 20 12 15 21 16 17 18

20 17 17 19 27 31 31* 30*

4 3 1 2 7 8 12 16*

29 32

15 15

13 14

1 4

71* 68*

22 22

27* 28*

22* 18

4800 3226

66* 67*

18 21

16 15

32* 30*

34 33

17 17

12 12

5 4

4765 4770

43 39

10 9

9 5

24 23

57 61

14 15

12 7

31 40

Blåvrævenes valgforsøg: Forsøgsbetingelser, observationsuge, og % -vis fordeling af observationer i venstre og højre side fordelt på samlet placering (Plac), aktiv tid (Akt), passiv tid (Pas), samt tid i kassen (Kas). * indikerer signifi-kant forskel mellem tilsvarende observationer i venstre og højre side; p < 0.05.

Kasseparametre

% observationer

#

Total scan. (n)

Ingen Ingen

1 4

4800 4800

47 50

18 17

Høj Høj Høj Høj Lav Lav Lav Lav

Lav Lav Lav Lav Høj Høj Høj Høj

1 4 8 12 13 14 15 16

4800 4800 4766 4400 4713 4800 4800 4800

59 62* 70* 61* 55 61 41 37

1 rum 1 rum 1 rum 1 rum

3 rum 3 rum 3 rum 3 rum

1 2 7 8

3612 4800 4672 4800

Platform Platform

Forrum Forrum

1 2

Lys Lys

Mørk Mørk

1 2

Venstre

Højre

Ingen Ingen

Uge

Plac

Venstre Akt Pas

Højre Kas

Plac

Akt

Pas

Kas

29 33

-

53 50

20 15

33 35

-

8 9 7 7 12 15 10 8

30* 28 29 26 29 31 19 15

21 25* 34* 28* 14 15 12 14

41 38 30 39 45 39 59* 63*

7 6 5 7 13 12 9 11

19 21 21 25 21 16 32* 29*

15 11 4 7 11 11 18 23*

43 41 22 23

8 7 5 7

24 24 9 9

11 10 6 7

57 59 78* 77*

10 10 10 8

25 26 23* 27*

22* 23* 45* 42*

4800 4759

33 37

7 9

21 22

6 6

66* 63*

10 9

15 17

41* 37*

4319 3574

52 41

10 9

21 29

21 20

48 59

8 13

19 22

21 24

Faglig Årsberetning 1999

45


Jeppesen, L.L., Pedersen, V. & K. E. Heller

Begge arter foretrak umiddelbart den højt placerede kasse, og de opretholdt deres præference for den høje placering efter ombytning. Det viser, som tidligere undersøgelser, at den høje placering i sig selv virkelig betyder noget for dyrene. Dette kan skyldes en tilpasning hos dyrene til at placere deres redested i den naturlige grav højere end gangsystemet for at sikre en placering, som er tør samt lettere at forsvare mod indtrængende fjender. Årsagen kan også være en umiddlebar individuel oplevelse af, at den lave placering medfører underlegenhed i forhold til farmpersonalet. Begge arter af ræve foretrak tre rum fremfor et rum, men på trods af denne generelle præference for flere rum, så foretrak sølvrævene en åben platform fremfor et forrum foran en kasse med et enkelt rum. Blåræven foretrak forrum fremfor platform, og opretholdt således præferencen for flere rum. Dette er i overensstemmelse med tidligere forsøg med andre former for kasser og platforme (f.eks. Pedersen & Jeppesen, 1993). Disse forsøg viser også, at blårævene bruger relativt mere tid i lukkede kaser, mens sølvrævene foretrækker at opholde sig på åbne platforme. Denne forskel på arterne kunne afspejle forskellige strategier for reaktion på fare: En "klar til flugt" strategi hos sølvræven mod en "søg dækning" strategi hos blåræven. Den kunne også blot afspejle forskelle i graden af angst hos de to arter. Motivationen for at bruge kasserne kunne derfor udmærket være forskellig. Sølvrævene kunne bruge kasserne som en højt placeret udkigspost eller blot som et foretrukket hvilested. Blårævene kunne i højere grad bruge kasserne for at komme bort fra forstyrrende forhold på farmen. Selv om det således nok tilfredsstiller et umiddelbart behov hos blårævene for at kunne gemme sig i en kasse, så er det på langt sigt sandsynligvis uhensigtsmæsigt for dyrenes velfærd at opfylde dette behov, fordi det forhindrer dem i at blive tilpasset til farmsituationen og dens hyppige menneskekontakt. Der var ingen signifikant præference for de mørke kasser, men især sølvrævene tilbragte trods alt mere tid i disse kasser. Der skal derfor et længerevarende forsøg til for at

46

udelukke, at lysforholdene har betydning for rævenes valg af kasse. På baggrund af nærværende forsøg kan det imidlertid godt konkluderes, at de andre undersøgte parametre, som gav anledning til tydelige præferencer på blot to uger, har større betydning end lysforholdene for rævenes valg af kasse. Yderligere detaljer om forsøget vil fremgå af Jeppesen, Pedersen og Heller (in prep). Referencer Eberhardt, L.E., Garrott, R. & Hanson, Wc., 1983. Den use by artic foxes in Alaska..J. Mammal, 64: 97-102. Henry, D., 1986. The Red Fox. Smithsonian Institution Press, Washington, D.C. Henry, D., 1996. Living on the Edge. Foxes. North Word Press, Minacqua, WI. Jeppesen, L.L. & Pedersen, V., 1991. Effects of whole-year nest boxes on cortisol, circulating leucocytes, exploration and agonistic behaviour in silver foxes. Behav. Processes, 25:171-177. Jeppesen,L.L., Pedersen,V. & Heller,K.E., In prep. Mononen, J., Korhonen, H., Harri, M. & Sari Kasanen., 1998. A comparison of the use of resting platforms and nest boxes in growing farmed silver foxes (Vulpes vulpes). Appl. Anim. Behav, Sci., 58: 383-396. Pedersen, V. & Jeppesen, L.L., 1990. Effects of early handling on later behaviour and stress responses in the silver fox (Vulpes vulpes). Appl. Anim. Behav. Sci., 26: 383393. Pedersen, V. & Jeppesen, L.L., 1993. Daytime use of various types of whole-year shelters in farmed silver foxes (Vulpes vulpes) and blue foxes (Alopex lagopus). Appl. Anim. Behav. Sci., 36: 259-273. (Alopex lagopus). Behav. Processes, 25: 163169. Siegel, S. & Castellan, N.J., 1988. Nonparametric statistics for the behavioral sciences, 2nd ed. McGraw-Hill, New York. Tembrok, G., 1957. Das Verhalten des Rotfuches. Handbuch der Zoologie, 8: 1-20.

Faglig Årsberetning 1999


Status vedr. Projektet Tamme Blåræve Steffen W. Hansen

Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, P.O.Boks 50, 8830 Tjele Sammendrag Projektet ”tamme” blåræve blev påbegyndt i 1996 på 4 private farme. Projektet har til formål, gennem selektion, at gøre blårævene mere tillidsfulde over for menneskekontakt. Selektionen gennemførtes på baggrund af rævenes reaktion i godbid testen. Godbid testen blev udført ved, at rævene tilbydes en godbid. De ræve der kommer frem til testpersonen og tager godbidden betegnes som tillidsfulde. De ræve der ikke kommer frem til testpersonen betegnes som frygtsomme. Testen gennemføres gentagen gange og de ræve der flest gange kommer frem til testpersonen og tager godbidden udvælges som potentielle avlsdyr i en selektions linie. Den endelige udvælgelse foretages af farmeren der ud over temperamentet også tager hensyn til produktions relaterede egenskaber. Ved anvendelse af godbid testen og den praktiske udvælgelsesprocedure, har det ikke været muligt at etablere et tilstrækkeligt stort antal tillidsfulde avlstæver i selektionslinierne. Medvirkende årsager har været. 1) At dyrematerialet i projektet er blevet væsentligt reduceret, idet 2 farme der udgået og en farmer har reduceret avlsdyrbestanden med 40 procent. 2) At godbid testen ikke er tilstrækkelig specifik med hensyn til temperament, idet sultmotivationen påvirker dyrenes reaktion. 3) At stabiliteten af tillidsfuldt temperament, målt ved godbid testen, er utilstrækkelig til etablering af en linie af tillidsfulde avlsdyr. En fortsættelse af projektet på de private farme bør afvente en diskussion af de hidtil opnåede resultater mellem de involverede parter. Hansen, S.W. (2000). Status vedr. projektet tamme blåræve. Faglig Årsberetning 1999, 47-50. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The project ”tame/domesticated?” blue foxes was initiated in 1996 on four private farms. The aim of the project is through selection to make the blue foxes more confident towards human contract. The selection was based on the reaction of the foxes to the titbit test. The titbit test was performed by offering the foxes a titbit. The foxes approaching the test person and taking the titbit are considered confident. The foxes that don’t approach the test person are considered fearful. The test is performed repeatedly and the foxes approaching the test person the most times and taking the titbit are selected as potential breeding animals in a selection line. The final selection is done by the farmer who besides temperament also considers production-related traits. Using the titbit test and the proctical selection procedure, it has not been possible tio establish a sufficiently large number of confident breeding females in the selection lines. Contributory factors have been that: ƒ The animal material af the project has been considerably reduced since two farms have dropped out and one farm has reduced the breeding population by 40% ƒ The titbit test is not sufficiently specific with regard to temperament because the hunger motivation possible affects the animals’ reaction. ƒ The stability of confident temperament measured by the titbit test is insuficient for establishing a line of confident breeding animals. A contunuation of the project on the private farms should await a fdiscussion between the involved parties of the results obtained so far. Hansen, S.W., (2000). Status concerning the project tame/domesticated blue foxes. Annual Report 1999, 47-50. Danish Fur breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Baggrund På baggrund af den rejste kritik om, at farmrævene fremtræder angste og frygtsomme, påbegyndte de nordiske lande i 1995 et projekt, der skulle undersøge mulighederne for, gennem bevidst udvælgelse, at fremavle ræve der var mere tillidsfulde over for mennesker. Forskningscenter Foulum kom ind i projektet i efteråret 1996 og havde da

til opgave at etablere selektionsliner, bestående af de mest tillidsfulde blåræve, på 4 private farme. Ved at gennemføre projektet på private farme ville det være muligt at opnå et tilstrækkeligt stort dyremateriale i selek-tionslinierne og dermed mulighed for at undersøge selektionens effekt på reproduktionsresultatet.

Faglig Årsberetning 1999

47


Hansen, S.W.

Rævenes temperament, der var basis for selektionen, blev bestemt ud fra en godbidstest. Godbids-testen blev valgt, fordi projektets deltagere havde erfaring med, at det kunne være ganske vanskeligt at lokke specielt blåræve frem til observatøren uden en godbid. Testen blev udført ved at observatøren tilbød ræven en godbid. Hvis ræven kom frem til observatøren og tog godbidden, blev ræven betegnet som tillidsfuld. Hvis ræven ikke kom frem til observatøren og derfor ikke fik godbidden, blev ræven betegnet som frygtsom. For at kunne graduere temperamentet, blev dyrene testet gentagne gange. For at opnå betegnelsen tillidsfuld skulle ræven i mindst 50% af testene have reageret tillidsfuldt.

udvalgte avlsdyr testet og de avlsdyr der i mere end 50%& af testene reagerede tillidsfuldt, blev udvalgt til en selektionslinie på hver af de 4 farme. Farmenes øvrige avlsdyr udgjorde en kontrollinie i forhold til selektionslinien.

I oktober 1996 blev hvalpene på 4 farme testet, for at farmene kunne medtage temperamentet i deres udvælgseskriterier af avlsdyr for den følgende sæson. Avlsdyrene skulle imidlertid også opfylde den enkelte farmers produktionsmæssige kriterier for udvælgelse af avlsdyr. I februar 1997 blev de

Det første reproduktionsresultat (1997), efter at selektionslinien var etableret på baggrund af avlstævernes temperament forud for parringsperioden er vist i tabel 1. I alt kom der reproduktionsresultater fra 879 tæver, hvoraf 188 tæver tilhørte selektionslinierne.

Tabel 1.

I de følgende år er reproduktionsresultat i selektions- og kontrollinien registreret. Hvalpene er blevet testet i oktober – november måned og samtlige avlstæver er blevet testet i februar måned forud for parringsperioden. Avlshanner blev ligeledes testet, dog valgte farmene at benytte tillidsfulde og frygtsomme hanner ligeligt i selektions- og kontrollinien. Resultater og diskussion

Det gennemsnitlige antal fødte, tabte og fravænnede hvalpe hos avlstæver i selektions- og kontrollinien fordelt på 1. års tæver og gamle tæver. 1. års tæver Selektion, N=79

Fødte hvalpe

6,47 (4,47)

5,53 (4,45)

9,24 (4,77)

8,41 (4,53)

Tabte hvalpe

1,92 (3,15)

1,88 (3,30)

1,95 (3,17)

1,75 (2,89)

Fravænnede hvalpe

4,54 (4,21)

3,64 (3,70)

7,28 (4,76)

6,65 (4,26)

Tæver i selektionslinien fik flere hvalpe end tæver i kontrollinien (p = 0,07). Der signifikant forskel i antallet af fødte og fravænnede hvalpe mellem farmene, og ældre tæver fødte og fravænnede flere hvalpe end 1. års tæver. Der kunne ikke påvises forskel i antallet af tabte hvalpe, hverken mellem unge og gamle tæver eller mellem farme og linier. I februar 1999 blev 375 avlstæver testet og af disse tilhørte kun 63 tæver selektionslinierne. Reduktionen i det samlede antal avlstæver skyldtes, at to farme var udgået af projektet og en havde reduceret bestanden med ca. 40%. Kun 38% af de testede tæver i selektionslinien reagerede tillidsfuldt i mindst

48

Gamle tæver

Kontrol, N=320 Selektion, N=109 Kontrol, N=371

50% af testene. I tabel 2 er vist antallet af 1. års tæver og gamle tæver i selektions- og kontrollinierne. Desuden er vist, hvor mange unge og gamle tæver i henholdsvis selektionsog kontrollinierne, der reagerede tillidsfuldt i mindst 50% af testene. Det ses af tabellen, at antallet af tæver i selektionslinierne er reduceret så meget, at det ikke er rimeligt at sammenholde reproduktionsresultatet i selektionslinierne med reproduktionsresultatet i kontrollinierne. Det ses, at der fortsat er flere tillidsfulde tæver i selektionslinierne end i kontrollinierne. Imidlertid har kun 42% af de hvalpe i selektionslinierne, der var udvalgt

Faglig Årsberetning 1999


Status vedr. projektet tamme blåræve

som tillidsfulde, bevaret dette temperament, da de blev testet som 1. års avlstæver i februar. Ligeledes udviser kun 35% af de Tabel 2.

gamle tæver i selektionslinierne fortsat tillidsfuldt temperament.

Antallet af 1. års tæver og gamle tæver fordelt på selektions- og kontrollinien, samt antallet af tæver der ikke havde reageret tillidsfuldt i mindst 50% af testene (Tillidsfulde) og de der ikke havde reageret tillidsfuldt i 50% af testene (Ikke tillidsfulde). 1. års tæver

Antal tæver

Gamle tæver

Selektion

Kontrol

Selektion

Kontrol

26

143

37

169

Tillidsfulde

11 (42%)

36 (25%)

13 (35%)

20 (12%)

Ikke tillidsfulde

15 (58%)

107 (75%)

24 (65%)

149 (88%)

Resultatet indikerer, at det målte temperament ændre sig over tid, hvorfor det kan være væsentligt at undersøge temperamentets stabilitet nærmere.

Det kan således anbefales, at medtage hvalpenes temperament som et udvælgelseskriterium, når man ønsker tillidsfulde avlstæver.

Ved at sammenligne temperamentet på samme individ når det testes, dels som hvalp, dels som 1. års tæve og dels som gammel tæve, kan temperamentets stabilitet over tid belyses. Kriteriet for at betegne et individ som tillidsfuldt var, som tidligere nævnt, at individet i mindst 50% af testene havde taget godbidden. Tager individet godbidden i mindre end 50% af testene betegnes det som frygtsomt.

Stabilitet i temperament fra 1. års tæve til 2. års tæve

Stabilitet i temperament fra hvalp til 1. års tæve Fra farm A var der oplysninger om 100 individer, der var testet både som hvalp og som 1. års tæve. Fireogtredive var karakteriseret som tillidsfulde hvalpe og af disse bevarede 35% (12 stk.) et tillidsfuldt temperament som 1. års tæver. På farm B var der oplysninger om 178 individer. Otteogtres individer var karakteriseret som tillidsfulde hvalpe og af disse bevarede 66% (45 stk.) et tillidsfuldt temperament som 1. års tæver. Af de hvalpe der var karakteriseret som frygtsomme bevarede henholdsvis 85% og 79% et frygtsomt temperament som 1. års tæver. Der var således relativt få frygtsomme hvalpe der blev tillidsfulde som 1. års tæver men ca. 50% af de tillidsfulde hvalpe forblev tillidsfulde som 1. års tæver.

På farm A var der oplysninger om 104 tæver. Treogfirs var karakteriseret som frygtsom som 1. års tæve og 21 som tillidsfulde. Ud af de 21 tillidsfulde tæver, vedblev 38% at være tillidsfulde som 2. års tæve, men 87% af de frygtsomme vedblev med at være frygtsomme som 2. års tæver. På farm B var der oplysninger om 61 tæver. Otteogtredive var karakteriseret som frygtsomme som 1. års tæver og 23 som tillidsfulde. Ud af de 23 tillidsfyulde tæver vedblev 52% (12 stk.) med at være tillidsfulde, men 92% af de frygtsomme vedblev med at være frygtsomme som 2. tæver. Der syntes således at være en tendens til, at tillidsfulde tæver bliver frygtsomme over tid og kun ganske få frygtsomme tæver bliver tillidsfulde over tid. Dette kan være medvirken til, at den bevidste selektion efter tillidsfulde tæver ikke har bevirket en mere markant forskel i temperament mellem tæver i selektionslinierne og kontrollinierne. Sammenhæng temperament temperament

mellem og deres

tævernes hvalpe

På farm A havde 16% af hvalpene efter frygtsomme mødre et tillidsfuldt temperament. Tilsvarende havde 22% af

Faglig Årsberetning 1999

49


Hansen, S.W.

hvalpene efter tillidsfulde mødre et tillidsfuldt temperament. På farm B kunne der ikke påvises nogen sammenhæng mellem mødrenes temperament som hvalpe og deres hvalpes temperament. Derimod kunne der påvises en sammenhæng i selektionslinien mellem mødrenes temperament umiddelbart forud for parring og deres hvalpes temperament. Denne sammenhæng kunne ikke påvises i kontrollinien. Resultaterne antyder, at tævens aktuelle status med hensyn til temperament umiddelbart forud for parring har større betydning for hvalpenes temperament end det genetiske potentiale. Konklusion Ved anvendelse af godbids-testen og den praktiske udvælgelsesprocedure har det ikke været muligt at etablere et tilstrækkeligt stort antal tillidsfulde avlstæver i selektionslinierne. Der er således ikke basis for at fortsætte de etablerede linier. Mulige årsager kan være: 1)

50

At godbids-testen ikke er tilstrækkelig specifik med hensyn til temperament. Ved at benytte en godbid blandes sultmotivationen ind i en test der har til formål at måle dyrenes frygtmotivation.

2)

At temperamentet, målt ved godbidstesten, i højere grad afspejler individets erfaringer end dets genetiske potentiale, og derfor ikke har stor arvelighed.

3)

At blåræve holdt under farmforhold bliver mindre tillidsfulde med alderen.

Hvorvidt blåræve, reelt blive mere frygtsomme med alderen, eller om testen i nogen udstrækning påvirkes af en ændret sultmotivation, bør undersøges nærmere. Det betyder, at der er behov for en revurdering af selve godbids-testen. Indhusning af 2 eller 3 tævehvalpe i samme bur kan ligeledes tænkes at påvirke testresultatet, ligesom identifikationen af enkelt individer under disse indhusningsforhold kan skabe unødig usikkerhed ved udvælgelsen. En fortsættelse af projektet på de private farme bør afvente en diskussion af de hidtil opnåede resultater mellem de involverede parter. De opnåede resultater har dog vist, at der er en rimelig sammenhæng mellem hvalpenes temperament og deres temperament som 1. års tæver umiddelbart forud for parring, og at tillidsfulde tæver, alt andet lige, får et bedre reproduktionsresultat end frygtsomme tæver.

Faglig Årsberetning 1999


Selektion for Hvalpevækst under Hensyn til Tævens Velfærd. Resultat af Tredie Års Selektion. Bente Krogh Hansen1; Peer Berg1; Jens Malmkvist2; Steffen W. Hansen2 og Ulla Lund Rasmussen 3 1

Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Husdyravl og Genetik, Postboks 50, 8830 Tjele. 2 Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Postboks 50, 8830 Tjele. 3 Forsøgsvirksomheden (PFR), Herningvej 112 C, Tvis 7500 Holstebro.

Abstract The present report is the third provisional report of a selection project started in 1996. The aim of the project is to evaluate the genetic variation in early kit growth and its relation to body weight later in the growth period and the demands on the dam, furthermore to develop methods to describe behaviour parameters and their genetic relation to maternal traits. These relations make it possible to describe the consequences of different breeding schemes, where litter size, growth of kits and maternal traits are included. Based on data from selection lines the accuracy of the genetic correlation is higher than when estimated on unselected material. The three selection lines were established in 1996. In line 51 the selection criteria is litter size. The selection for growth of kits is in line 52 based on kit´s own capacity and in line 53 on the maternal ability to induce growth in kits. The breeding goals in the three lines are chosen to make the data collected as informative as possible. In all lines the breeding values are estimated by an Animal Model, which makes use of information from all relatives and parents to relatives. Furthermore the estimation method allows the estimatation of breeding values for the kits own capacity for growth and for the maternal ability to improve growth of the kits separately. Based on the average of estimated breeding values in the lines a positive response has been shown in the selected trait in all lines. The response in kit growth is about 15 grams of body weight at 4 weeks in line 52 and about 18 grams of body weight at 4 weeks in line 53. Even though the selection in lines 52 and 53 is based on either the kits own capacity for growth or the dam´s ability to induce growth in her kits the achieved phenotypic weight in these lines is a result of both traits. Further research will clarify the consequences of these selection methods on the dam, the future reproduction ability of the selected female kits and on the pelt characteristics. Preliminary results thus confirm that there are two ways to affect the early growth of kits by selection: to select for the kits own growth capacity or to select for maternal ability to induce growth of kits. Preliminary results from the studies on dam behaviour suggest that the frequency of the dam movements 'from the nestbox to the cage' or 'from the cage to the nestbox' may be related to the number of lost kits. Hansen, B.K., P. Berg, J. Malmkvist, S.W. Hansen and U. L. Rasmussen, (2000). Selection for kit growth - considering welfare of the dam. Results of the third year of selection. Annual Report 1999, 51-54. Danish Fur Breeders Research Center, DK-7500 Holstebro, Denmark.

Indledning og formål Baggrunden og formålet med dette selektionsforsøg, som blev påbegyndt i 1996, er beskrevet i Faglig Årsberetning 1997 (Hansen et al. 1998). I Faglig Årsberetning 1998 (Hansen et al. 1999) blev resultater af andet års selektion præsenteret, og i år beskrives udviklingen i selektionslinierne i det tredje år. Projektet fortsætter frem til år 2001 med afsluttende registreringer i år 2002. Ved afslutningen er det således muligt at se de konkrete resultater, som der er opnået i løbet af 5 generationer. På basis af de indsamlede data er det muligt at belyse den genetiske variation i tidlig hvalpevækst og dens sammenhæng med såvel senere vækst/størrelse som kuldstørrelse og tævens

belastning i diegivningsperiode. Endvidere kan der estimeres konsekvenserne af såvel nuværende som fremtidige avlsplaner, hvor vækst, kuldstørrelse og tævens belastning indgår. Metoder Selektionslinier De tre selektionslinier blev etableret i 1996. Avlsmålene er fastlagt ved forsøgets begyndelse og der selekteres for følgende egenskaber i de 3 linier: Linie 51 selekteres for kuldstørrelse ved 42 dage. I linierne 52 og 53 selekteres for tidlig vækst, defineret som vækst i de første 4 uger.

Faglig Årsberetning 1999

51


Hansen, B.K., P. Berg, J. Malmkvist, S.W. Hansen & U. L. Rasmussen

Linie 52 selekteres for hvalpenes egen vækstevne for tidlig vækst, når der samtidig korrigeres for kuldstørrelse. Linie 53 selekteres for moderegenskaber, defineret som tævens evne til at betinge vækst hos hvalpene i de første 4 uger, når der samtidig korrigeres for kuldstørrelse. Registreringerne i de 3 linier er fastlagt for at forsøget skal give så meget information som muligt. Selektionen er i alle linier baseret på avlsværdier beregnet ved hjælp af Enkeltdyrsmodeller (Animal Model), som udnytter tilgængelige informationer, d.v.s. information om alle slægtninge og forældre til slægtninge. Modellen giver også mulighed for at beregne avlsværdier for såvel hvalpenes egen vækstevne som tævens evne til at betinge vækst hos hvalpene.

metoder til at karakterisere adfærd af betydning for begrebet ’moderegenskaber’. Fokus var at kunne få alternative udtryk dels for tævens omsorg overfor hvalpene og dels for hendes belastning i diegivningsperiode. På baggrund af de opnåede resultater blev det besluttet at registrere to adfærds-parametre: 1. udføre ’hvalp-i-nød’ test og 2. observere tævernes skift mellem rede og bur i en 10 minutters periode på 5. dagen efter fødslen hos selektionslinierne på pelsfarm SYD. Resultater De vigtigste reproduktionsresultater og vejeresultater er vist i tabel 1. Goldprocenten, som også indeholder ikke parrede tæver, har været generelt høj i forsøgslinierne. I 1999 har linie 53 den laveste goldprocent. I alle tre linier er kuldstørrelsen lav, dog i år 1999 bedre end i de foregående åre. I linie 53 har flere tæver tabt hele kuldet men dødeligheden blandt lakterende tæver har været højest i linie 51.

Adfærdsparametre I 1997 blev en forundersøgelse af 197 tæver gennemført på Forskningscenter Foulum, med det formål at udvikle og afprøve enkle Tabel 1 Linie Antal tæver Reproduktions resultater, Goldprocent (%)* Døde tæver i laktationsperioden indtil en måned efter fravænning, (antal) Tæver med tabte kuld, (antal) Antal levende fødte pr frugtbar tæve Kuldstørrelse ved 42 dage pr frugtbar tæve Kuldstørrelse ved 42 dage pr parret tæve Hvalpe vægt ved 4 uger, % & Tævens kropsvægt 4 uger efter hvalpning *)

1996

1997

1998

1999

Basis

51

52

53

51

52

53

51

52

53

300 20

128 19

129 23

140 8

141 17

141 17

125 20

147 20

150 20

150 10

13

10

3

7

6

9

8

14

8

8

8 5.1 4.7 3.8 207 181 1128

9 5.4 4.5 3.8 170 156 1085

10 5.4 4.6 3.7 175 164 1124

3 5.7 4.7 4.3 177 158 1052

7 5.3 4.4 3.7 187 170 1132

6 5.7 4.4 3.7 181 164 1139

11 4.6 3.8 3.1 179 164 1112

8 6.0 4.9 3.8 164 147 1016

5 6.1 4.6 3.7 167 156 1108

12 5.7 4.8 4.0 184 163 1100

incl ikke-parrede tæver

Hvalpenes kropsvægt ved 4 uger i 1999 er i gennemsnit lavere end i de foregående år. Ligeledes er tævernes vægt ved 4 uger efter hvalpningen noget lavere end året før. Kropsvægten af både han- og tævehvalpene er stadig væk mindre i forhold til basispopulationen i 1996. En mulig forklaring herpå kunne være at alle tæver i 1996 var tredieårstæver. I figuren illustreres respons ud fra gennemsnitlige avlsværdier for de tre involverede egenskaber. Hvert dyr får en ny

52

avlsværdi baseret på alt tilgængeligt information fra alle år. Der er positiv respons af den selekterede egenskab indenfor hver linie. Ud fra avlsværdierne har der været en positiv stigning i kuldstørrelsen gennem alle årene, dog har stigningen været størst i linie 51 (Figur 1). Hvalpens vækst er en sum af dens egen evne til at vokse og moderens evne til at betinge vækst hos hvalpene. I begge linier præsenteres den vægtforøgelse som er resultatet af begge egenskaber, skønt der i line 52 selekteres for hvalpens egen evne

Faglig Årsberetning 1999


Selektion for Hvalpevækst Under Hensyn til Tævens velfærd. Resultat af Tredie Års Selektion

linie 51

linie 52

linie 53

Respons i kuldstørrelse ved 42 dage

Antal hvalpe

0,4 0,3 0,2 0,1 0 basis

96

97

98

99 fødselsår

Respons i hvalpens egen evne for vækst

g ved 4 uger

20 15 10 5 0 -5

basis

96

97

98

99 fødselsår

Respons i tævens evne for at betinge vækst hos hvalpene

g ved 4 uger

20 15 10 5 0 -5

basis

96

97

98

99 fødselsår

Figur 1.

Respons ud fra avlsværdier estimeret på samtlige dyr inkluderende information fra alle år.

Faglig Årsberetning 1999

53


Hansen, B.K., P. Berg, J. Malmkvist, S.W. Hansen & U. L. Rasmussen

for vækst og i linie 53 selekteres for moderens evne til at betinge høj vækst hos hvalpene (Figur 1). Det samlede respons i linie 52 er ca. 15 g, medens det samlede respons i linie 53 er ca. 18 g. I linie 52 er årsagen til højere vægt hvalpens egen vækstevne, medens højere vægt i linie 53 er resultatet af moderens evne til at producere mælk og i det hele taget passe hvalpene.

Konklusion.

Resultater fra adfærds-forundersøgelse Adfærdsregistreringerne foregår standardiseret og med trænede observatører, for at minimere observatøreffekten fra år til år. Resultater fra 1998 og 1999 på forsøgsfarm Syd indgår i en samlet bearbejdelse, og første delresultat forventes at foreligge i år 2000.

Projektet er ét af en række projekter finansieret af Fødevareministeriet, PFR og Danmarks JordbrugsForskning i fællesskab.

Planer I fremtiden skal det vurderes om modellen kan optimeres yderligere. Planerne indebærer beskrivelsen af genetiske korrelationer for at kunne estimere konsekvenserne for andre egenskaber. Af interessante genetiske korrelationer er korrelationerne mellem tidlig hvalpevægt og udvokset vægt, - tidlig hvalpevægt og reproduktionsresultater, tidlig hvalpevægt og tævens vægtændringer i diegivningsperioden, - tævens vægtændringer i diegivningsperioden og adfærdsparametre. Det planlægges at undersøge tæve-hvalp interaktioner nærmere, bl.a. betydningen af vokalisering for 'hvalp-i-nød' test, på et mindre antal mink, for dermed at kunne opnå bedre tolkning af adfærdsresultaterne fra selektioneforsøget. Når de genetiske korrelationer er estimeret skal vægtning mellem egenskaberne beskrives nøje, inden redskaberne tages i brug i praksis. Årsager til hvalpedødelighed undersøges nærmere på eksisterende data fra tidligere forsøg før det planlægges at obducere hvalpe i selektionslinierne.

54

Resultater fra 1999 bekræfter igen, at hvalpenes tidlige kropsvægt kan øges dels ved selektion for hvalpens egen vækstevne dels ved selektion for moderens evne til at betinge vækst hos hvalpene. I fremtiden er det vigtigt at få undersøgt hvilke konsekvenser disse to selektionsmetoder har til tæven og de kommende avlstævers reproduktion.

Referencer. Berg, P., Hansen, B.K. & Nielsen, U.L. 1997. Selektion for moderegenskaber. Baggrund og mål for et nystartet projekt. Faglig Årsberetning 1996, p 7-8. Hansen, B.K. 1997. The lactating mink (Mustela vison) Genetic and metabolic aspects. Ph.D. afhandling 79 pp. Hansen, B.K. & Berg, P. 1998. Estimation of genetic parameters in mink body weight and reproduction results based on field data. NJF-seminar nr. 295, 5 pp. Hansen, B.K., Berg, P. & J.Jensen 1999. Genetic parameters for production traits in mink. Book of Abstracts of the 50th Annual Meeting of the European Association for Animal Production. p 23. Hansen, B.K. Berg, P., Therkildsen, N. & Rasmussen, U.L. 1998. Selektion for moderegenskaber. Resultat af første års selektion. Faglig Årsberetning 1997 p 7-8. Hansen, B.K. Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W., Therkildsen, N. & Rasmussen, U.L. 1999. Selektion for moderegenskaber. Resultat af andet års selektion. Faglig Årsberetning 1998 p 7-14.

Faglig Årsberetning 1999


Algemel (Haematococcus pluvialis) med et Højt Indhold af Astaxanthin som Fodersupplement til Mink (Mustela vison). Effekt på Reproduktion, Hvalpetilvækst før Fravænning og Daglig Mælkeoptagelse Kirsten Bislev Hansen a, Anne-Helene Tauson a, og Johan Inborr b

Institut for Husdyrbrug og Husdyrsundhed, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Grønnegårdsvej 3, 1870 Frederiksberg C, b AstaCarotene AB, Idrottsvägen 4, 13440 Gustavsberg, Sverige

a

Sammendrag Forsøgets formål var at undersøge om minks reproduktion påvirkes ved tilsætning af algemel (Novasta) med et højt indhold af astaxanthin til foderet. Forsøget omfattede to dele: Først blev den tilsyneladende og ileale fordøjelighed af astaxanthin og akkumulering af astaxanthin i lever, koncentrationen i plasma og effekten af fodertilsætningen på ovuleringen (antallet af corpora lutea (CL), implanteringer, antal, vægt og længde af fostre) evalueret (forsøg A). Derefter blev reproduktionsresultater (antal levende og dødfødte hvalpe), hvalpetilvækst og mælkeoptagelse studeret (forsøg B). Både forsøg A og B omfattede 20 minktæver (10 kontrol (C) og 10 Novasta (N)), opstaldet under normale farmforhold. N dyrene blev suppleret med 5.35 mg astaxanthin/dyr og dag (0.25 g algemel). Den tilsyneladende fordøjelighed af astaxanthin var ca. 70% (ilial og fæcal), og astaxanthin i plasma og lever var signifikant højere i N dyrene (P<0.001). Både antal CL, antal implanteringer, antal fostre og kuldstørrelsen var højest i N-gruppen, men ikke signifikant. Forskellen var 1.4 (CL), 0.9 (implanteringer), 0.7 (antal fostre) og 1.2 (antal fostre). Procent dødfødte hvalpe var signifikant reduceret (P=0.004), mens mælkeoptagelsen ikke var påvirket af behandling, men signifikant påvirket af laktationsuge og kuldstørrelse (P<0.001). Hvalpetilvæksten var ikke påvirket af forsøgsbehandling. Hansen, K.B., Tauson, A.-H. & J. Inborr, (2000). Algemel (Haematococcus pluvialis) med et højt indhold af astaxanthin som fodersupplement til mink (Mustela vison). Effekt på reproduktion, hvalpetilvækst før fravænning og daglig mælkeoptagelse. Faglig Årsberetning 1999, 55-58. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Abstract The experiment was performed in order to evaluate possible effects on reproduction in the mink of dietary supplementation of an algae meal (Novasta) with a high astaxanthin content. The study comprised two parts: First, the apparent and ileal digestibilities of astaxanthin and accumulation of astaxanthin in liver, concentration of astaxanthin in plasma and effects of dietary supplementation on ovulation rate (no. of corpora lutea (CL)), implantation rate, number, weight and length of foetuses were evaluated (Part A). Second, reproductive outcome (number of live and stillborn kits) kit growth performance and milk intake were studied (Part B). Both Part A and B comprised 20 female mink (10 control (C) and 10 Novasta (N)), housed under conventional farm conditions. N animals were supplied with 5.35 mg astaxanthin/animal and day (0.25 g algae meal). Apparent ileal and faecal digestibility of astaxanthin was about 70% and astaxanthin in plasma and liver was significantly higher in N animals (P<0.001). Both the number of CL, the number of implantation sites, the number of foetuses and litter size were highest in the N-group, but not significantly so. The differences were 1.4 (CL), 0.9 (implantation sites), 0.7 (number of foetuses) and 1.2 (litter size). The percent of stillborn kits was significant reduced (P=0.004) but the milk intake was not affected by treatment group. A significant effect of week of lactation and litter size (P<0.001) on the milk intake was found. Kit weight gain was not affected by the experimental treatment. Hansen, K.B., Tauson, A.H. & J. Inborr, (2000). Algal meal (Haematococcus pluvialis) with a high astaxanthin content as food supplement to mink (Mustela vison). Effect on reproduction, kit preweaning growth performance and daily milk intake. Annual Report 1999, 55-58. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Minkfoder har et højt indhold af fedt sammenlignet med foder til andre husdyr. Fisk og fiskeprodukter udgør desuden en stor andel i foderblandingerne, hvilket resulterer i et højt indhold af langkædede polyumættede fedtsyrer (PUFA). Foderfedtet er derfor meget udsat for oxidering under opbevaring, og kvaliteten kan variere meget, især i varmt

vejr er der risiko for, at foderet oxideres eller harskner. For at beskytte foderet kan man tilsætte antioxidanter. Den mest anvendte antioxidant i minkfoder er vitamin E, og det anbefales at øge tilsætningen ved stigende mængder PUFA i foderblandingen (Juokslahti, 1987). Forsøg indikerer, at mink ikke nemt påvirkes af oxidativt stress. Engberg et al. (1993) og Tauson (1994)

Faglig Årsberetning 1999

55


Hansen, K.B., Tauson, A.-H. & J. Inborr

undersøgte påvirkningen af højt indhold af PUFA på reproduktionen hos mink og fandt ingen signifikante effekter. Karotenoidet astaxanthin besidder en stor antioxidanteffekt (Miki, 1991), og Inborr et al. (1997) fandt, at hos søer, som fik algemel med et højt indhold af astaxanthin, blev kuldvægten ved 21 dage signifikant forøget, og hos 2. lægs søer blev antal dage fra fravænning til 1. løbning reduceret, også signifikant. Inborr et al. (1998) undersøgte effekten på reproduktionen, når ornen fik algemel i foderet, og fandt, at søer der blev insemineret med sæd fra disse orner fik forøget kuldstørrelsen med 5.4%. Formål Forsøgets formål var at undersøge, om algemel med et højt indhold af astaxanthin havde nogen effekt på minkens reproduktion, hvalpenes tilvækst og mælkeydelsen hos tæverne.

Forsøget startede den 9. Februar, og tæverne i forsøg A sluttede den 20. April, hvor de blev aflivet, og tæverne i forsøg B var i forsøg, indtil de yngste hvalpe var 6 uger gamle. Data, der blev indsamlet, var fra tæverne i forsøg A, antal CL, implanteringssteder og antal fostre samt fostrenes vægt og længde. Fordøjeligheden af astaxanthin blev bestemt vha. cromoxid, som blev tilsat foderet de sidste 3 dage før aflivning. Akkumuleringen af astaxanthin i leveren blev også bestemt (n= 10 (C) og 10 (N)). Data fra tæverne i forsøg B var antal levende og dødfødte hvalpe, hvalpetilvækst, ved vejning en gang ugentligt (n=8 (C) og 7 (N)), samt daglig mælkeoptagelse bestemt hos 9 kuld (n= 4 (C) og 5 (N)). Forsøgsdesignet er vist i tabel 1. Den daglige mælkeoptagelse blev målt vha. deterium oxid fortyndingsmetoden, som beskrevet af Coward et al. (1982). Tabel 1

Materialer og metoder Forsøget bestod af to forsøg, A og B. I forsøg A blev fordøjeligheden af astaxanthin og akkumuleringen af astaxanthin i leveren undersøgt. Der blev desuden undersøgt, om der var effekt på ovuleringen (corpora lutea (CL)), antal implanteringer samt antal fostre, deres vægt og længde ved tilsætning af algemel til foderet. I forsøg B blev det undersøgt, om antal levende og dødfødte hvalpe, hvalpetilvækst og daglig mælkeoptagelse blev påvirket ved tilsætning af algemel til foderet. Både forsøg A og B omfattede 20 tæver, som blev delt i 2 grupper, kontrol (C) og Novasta (algemel) (N). Foderet var et kommercielt minkfoder indkøbt på Stårup fodercentral, Højby, Sjælland. Minkene i N-gruppen fik 0.25 g Novasta (5.36 mg astaxanthin) iblandet foderet hver dag. Algemelet (Novasta) blev leveret af AstaCarotene AB, Sverige.

56

Forsøgsdesign for mælkestudiet. Tallene angiver hvalpenes alder i dage, da mælkeoptagelsen blev målt Laktationsuger 1

KONTROL 589 241 267 322 NOVASTA 391 252 514 248 306

2

3

4

5

19-21

6-8

23-25 21-23

10-12 8-10

29-31

17-19 19-21

6-8 10-12 8-10 11-13 13-15

23-25 21-23 23-25 25-27

Resultater og diskussion Resultaterne fra forsøg A er vist i tabel 2 og resultaterne fra forsøg B er præsenteret i tabellerne 3 og 4 og i figur 1. Den tilsyneladende fordøjelighed af astaxanthin var næsten ens om den var målt i ileum eller i fæces, 72% (ileal) og 67% (fæcal). At der ikke var større forskel skyldes formentlig at minken har en meget kort tyktarm med stort set ingen fermenterende aktivitet (Szymeczko og Skrede, 1990).

Faglig Årsberetning 1999


Algemel (Haematococcus pluvialis) med et højt indhold af astaxanthin som fodersupplement til mink (Mustela vison). Tabel 2

Resultater fra forsøg A. Fordøjelighed og akkumulering af astaxanthin. Corpora lutea, implanteringssteder, antal fostre samt længde og vægt af fostre Gruppe C

N P Fordøjelighed, % Ileal 71.9 ± 2.6 Fæcal 67± 6.6 Astaxanthin, µg/kg I plasma 0 22.7 ±4.2 <0.001 I lever 0 103.3 ± 15.1 <0.001 13.7 ± 3.4 a 15.1 ± 2.9 a 0.277 Corpora lutea Antal 9.5 ± 2.9 a 10.4 ± 2.6 b 0.337 implanteringssteder 9.4 ± 2.9 a 10.1 ± 2.9 b 0.408 Antal fostre 15 c 13 d Længde af fostre, mm Vægt af fostre, mg 274 c 232 d a n=7 b n=10 c Gennemsnit fra 36 fostre fra 5 forskellige tæver d Gennemsnit fra 35 fostre fra 7 forskellige tæver

Astaxanthin koncentrationen i plasma og lever var hos C-tæverne 0, og hos N-tæverne henholdsvis 22.7 og 103 µg/kg, hvilket giver en signifikant forskel.

Figur 1.

Antallet af CL, implanteringssteder, antal fostre og antal levende fødte var højere hos N-tæverne men ikke signifikant. Antallet af dødfødte var 8.5% (C) og 2.2% (N), hvilket var signifikant (P=0.004). Fostrene i gruppe C var lidt større end i gruppe N, hvilket sandsynligvis skyldes, at der var flere fostre i gruppe N. Tabel 3

Reproduktionsresultater fra 10 kontrol (C) og 10 Novasta (N) tæver. Forsøg B Grupper C N 0 20 a 90 90 78 89 46.6 44.9 29 29 90 70 5.2 6.4 8.5 2.2 3.8 5.9 23 9 28 9

Goldprocent Parringsprocent Procent parret 2 gange Drægtighed, dage Hvalpningsdato i april, genn. Drægtighedsprocent Kuldstørrelse b Dødfødte hvalpe Kuldstørrelse, 6 uger gamle Hvalpe dødelighed, (21 dage), % Hvalpedødelighed (42 dage), % a Skyldes steril han b Inklusiv hvalpe registreret som dødfødte ns : non signifikant, * P < 0.05, ** P < 0.01

P ns ns ns ns ns ns ns ** * ns ns

Individuel mælkeoptagelse per hvalp og dag. Til venstre kontrol-gruppen og til højre Novasta-gruppen.

Mælkeydelsen (tabel 4 og figur 1) var ikke påvirket af, om tæven blev suppleret med algemel, men der var en signifikant effekt af laktationsuge og kuldstørrelse. Den daglige mælkeoptagelse steg fra 18 g/hvalp i første laktationsuge til 29 g/hvalp i 4. laktationsuge. Wamberg og Tauson (1998) fandt lavere værdier i første uge (11 g/hvalp), men hvalpene var også 3 dage yngre end i dette studie, i 4. uge målte de en mælkeoptagelse på 28 g/hvalp, hvilket stemme godt overens med resultatet her. Hvalpenes mælkeop-

tagelse i uge 5 har en stor spredning (figur 1), og også parameteren g mælk/g tilvækst viser, at hvalpene sandsynligvis optager fast føde i uge 5 og dermed giver falske resultater for mælkeoptagelsen. Fortyndingsmetoden er også baseret på, at hvalpenes eneste vandforsyning kommer via mælken. Mælkeforbrug til tilvækst stiger fra 4.2 g i første laktationsuge til 5.8 g i 4. laktationsuge, hvilket stemmer godt overens med, at forbruget til vedligehold bliver større.

Faglig Årsberetning 1999

57


Hansen, K.B., Tauson, A.-H. & J. Inborr Tabel 4

Resultater fra mælkestudiet. Antal kuld, antal hvalpe per kuld, tævevægt ved hvalpning, tævevægt laktationsuge 1, 2, 3, 4 og 5, kuld-vægt, mælkeoptagelse per hvalp og daglig mælkeydelse per tæve også i laktationsuge 1, 2, 3, 4 og 5 og mælkeoptagelse til tilvækst. Laktationsuge

Uge 1 2 Antal kuld 7.0 ± 0.0a Antal hvalpe per kuld Tævevægt ved hvalpning, g 1227 ± 112 Tævevægt, g 1142 ± 115 Tæve foderoptagelse, kJ/dag 732 ± 83.5 Kuldvægt, g 211 ± 2.1 Kuld tilvækst, g/dag 29.6 ± 0.7 Hvalpe tilvækst, g/dag 4.2 ± 0.2 Mælkeoptagelse, g/dag 17.6 ± 0.7 Mælkeydelse per kuld, g/dag 123 ± 2.5 g mælk/g tilvækst 4.2 ± 0.1 a Værdierne er gennemsnit ± SEM

Uge 2 6 5.8 ± 0.4 1160 ± 168 035 ± 120 772 ± 50.3 312 ± 36.2 25.8 ± 1.8 4.4 ± 0.2 19.7 ± 0.8 115 ± 3.4 4.5 ± 0.1

Konklusion Fordøjeligheden af astaxanthin var ca. 70%, og koncentrationen af astaxanthin i plasma og lever viser, at det absorberes i organismen og dermed kan have en fysiologisk effekt. Der var en tendens til at algemel med et højt indhold af astaxanthin som fodertilsætning til minktæver forbedrede reproduktionsresultaterne, men der var ingen effekt på tævernes mælkeproduktion eller tilvæksten hos hvalpene. Litteratur Coward, W. A., T. J. Cole, H. Gerber, S. B. Roberts & I Fleet (1982): Water turnover and the measurement of milk intake. Pflüg. Arch. 393, 344-347. Engberg, R. M., K. Jakobsen, C. F. Børsting & H. Gjern (1993): On the utilization, retention and status of vitamin E in mink (Mustela vison) under dietary oxidative stress. J. Anim. Physiol. a Anim. Nutr. 69, 66-78. Inborr, J., P. Smith, Å. Lignell & R. Campbell (1998): Algae meal (Haematococcus pluvialis) with a high astaxanthin content improves the reproductive performance on Al boars. Proc.

58

Uge 3 3 6.0 ± 1.0 1227 ± 112 1092 ± 107 1125 ± 132 552 ± 128.9 29.9 ± 4.9 5.0 ± 0.2 28.0 ± 0.8 168 ± 26.7 5.8 ± 0.3

Uge 4 6 5.8 ± 0.4 1160 ± 168 950 ± 128 1053 ± 92.4 705 ± 48.0 38.9 ± 6.6 6.7 ± 0.8 29.9 ± 0.7 178 ± 21.8 5.8 ± 0.2

Uge 5 1 3.0 1240 1130 1646 488.5 24.8 8.3 ± 5.7 31.7 ± 11.4 95.2 0.3 ± 2.6

XVIII Nordic Vet. Congress, Helsinki, Finland. Aug. 4th-7th. p. 326. Inborr, J., R. Cambell, B. Luxford, D. Harrison & Å. Linell (1997): Improving sow and litter performance by feeding astaxanthin-rich algae meal. Proceedings of the VIIth International Symposium on Digestive Physiology in Pigs. Saint Malo, France 1997. Juokslahti, T. (1987): Vitamins in the nutrition of fur bearing animals. F. Hoffmann-La Roche & Co. Ltd, Basel Switzerland pp70. Miki, W. (1991): Biological functions and activities of animal carotenoids. Pure Appl. Chem., 63 (1), 141-146. Szymeczko, R. & A. Skrede (1990): Protein digestion in mink. Acta Agric. Scand. 40, 189200. Tauson, A.-H. (1994): Postnatal development in mink kits. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 44: 177-184. Wamberg, S. & A.-H. Tauson (1998): Daily milk intake and body water turnover in suckling mink (Mustela vison) kits. Comp. Biochem. Phys. Part A 119, 931-939.

Faglig Årsberetning 1999


Langvarig Restriktiv Fodring af Minktæver i Vinterperioden er ikke en Forudsætning for et Godt Hvalperesultat Steen H. Møller Danmarks JordbrugsForskning, Froskningscenter Foulum, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd Postboks 50, 8830 Tjele, Danmark Sammendrag Det har gennem mange år været debatteret hvordan minktæver skal fodres gennem vinteren, for at opnå det bedst mulige hvalperesultat. Praktiske erfaringer har på mange farme i Danmark resulteret i en mere restriktiv fodring, end forsøgsresultater har givet grundlag for. For at sammenligne virkningen af en korrekt gennemført flushing med den ofte anvendte praksis, blev nærværende forsøg gennemført med 5-600 førsteårs scanbrown tæver på hver af 4 private minkfarme. Halvdelen af tæverne blev fodret Restriktivt, med et planlagt vægttab på 25%, fra november til februar, mens den anden halvdel blev fodret efter tilnærmet Ædelyst med et planlagt vægttab på 10% i samme periode. På én farm lykkedes det ikke at fodre Ædelyst holdet efter ædelyst, mens det på to farme ikke lykkedes at flushe Ædelyst holdet, hvilket reducerede kuldstørrelsen med ca. 0,8 hvalpe. Den planlagte vægtudvikling og flushing af begge hold lykkedes kun på en enkelt farm, hvilket gav samme kuldstørrelse i begge hold. Der var stor forskel i parrings- og goldprocent mellem farmene, men ikke mellem fodringsstrategierne. Huldvurdering af tæverne fangede en del tynde tæver, men endnu flere tæver med lav vægt blev overset. Dødeligheden var lav og uafhængig af fodringsstrategien, mens forekomsten af fedtede hvalpe var dobbelt så stor i Restriktivt som i Ædelyst holdet. De gennemførte farmforsøg viste, at en langvarig og kraftig vægtreduktion ikke er en nødvendig forudsætning for at opnå en god virkning af flushing på hvalperesultat. En god udnyttelse af flushingseffekten kunne opnås ved en vægtreduktion i perioden op til en uge før parringperiodens begyndelse, således at minktæverne tog på i perioden med fodring efter ædelyst op til og gennem parringsperioden. At den ønskede vægtudvikling kun blev opnået i begge hold på én af de fire farme, illustrerede det vanskelige i fodring og huldstyring gennem vinteren i praksis. Møller, S.H., (2000). Langvarig restriktiv fodring af minktæver i vinterperioden er ikke en forudsætning for et godt hvalperesultat. Faglig Årsberetning 1999, 59-65. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Abstract How to feed female mink during the winter in order to get the largest number of kits, has been debated for many years. Based on experience, many farmers in Denmark has fed more restricted in practice than experimental results would indicate. In order to compare the effect of flushing according to experimental results with the feeding regime often practised in Denmark, an experiment with 500 to 600 brown primiparous females on each of four private farms was conducted. Half the females were fed a Restricted amount of feed, aiming at a 25% reduction in body weight from November to February. The other half of the females were fed almost Ad libitum aiming at a 10% reduction in body weight. At one farm the Ad libitum fed group lost more than 20% in body weight while flushing did not succeed in the Ad libitum fed group at two other farms, whereby the littersize were reduced by approx. 0,8 kits. The pre planned weight reduction and flushing did only succeed in both feeding groups at one farm, showing no difference in littersize between feeding groups. Large differences were found in the percentage of mated as well as barren females between farms, but not between feeding strategies. Less than half the females with low weight were found when body condition was graded. The mortality was low and unaffected by the feeding strategy, while the incidence of sticky kits in the Restricted fed group was twice as high as in the Ad libitum fed group. The farm experiments showed that a long period of restricted feeding is not needed in order to achieve the full effect of flushing on littersize. The flushing effect could be achieved by a weight reduction in a period up till one week before the mating season allowing the females to gain weight in the period of flush-feeding shortly before and during the mating period. However, this feeding practice was only successful in one out of four farms indicating that feeding management during the winter is not an easy task and that better feeding management tools are needed. Møller, S.H., (2000). A long period of restricted feeding during the winter is not a precondition for large litters. Annual Report 1999, 59-65. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Baggrund Tævehvalpe, der skal indgå i avlen, udvælges i november blandt hvalpe, der er i huld til

pelsning. Det har længe været debatteret, hvordan disse, ofte ganske fede, tæver skal fodres for at være bedst muligt forberedt til parring, fødsel og diegivning. De to vigtigste

Faglig Årsberetning 1999

59


Møller, S.H.

mål, som den valgte strategi for fodring og huldstyring af minktæver gennem vinteren skal opfylde, er at 1) gøre tæverne sultne, så de kan øge foderoptagelsen kraftigt op til og gennem parring (flushing), og 2) bringe tæverne i passende huld til at reagere bedst muligt på den gennemførte flushing. Megen debat om huldstyring og flushing udspringer tilsyneladende af, at de to faktorer ikke holdes adskilt, eller at de tillægges forskellig betydning. Flushing består dels af en kort periode, hvor tæverne gøres sultne gennem restriktiv fodring, dels af fodring efter ædelyst op til og gennem parringsperioden. Hvis tæverne er fodret efter ædelyst gennem hele vinteren, vil de reducere foderoptagelsen op til parring (Korhonen & Niemelä, 1998). En periode med restriktiv fodertildeling er derfor en nødvendig del af flushing. En række forsøg har vist, at den nødvendige ædelyst kan opnås gennem to ugers moderat restriktiv fodring i februar, hvorefter flushingen i form af fodring efter ædelyst, påbegyndes 5 dage inden parring (Tauson, 1985; 1988; 1991; 1993; Børsting et al., 1998). Generelt ligger energitildelingen pr. tæve lavere i januar februar i Danmark (180-190 kcal/dyr/dag i milde vintre og 210-220 kcal/dyr/dag i kolde vintre) end i de forsøg, der ligger til grund for flushing af mink (240 kcal/dyr/dag ved normal og 190 kcal/dyr/dag ved restriktiv fodring) (Tauson, 1988). Der er i så fald ingen behov for ekstra reduktion af fodertildelingen i forbindelse med flushing. Mens der er en række forsøg, der dokumenterer effekten af flushing, bygger behovet for at reducere tævernes huld mest på avlernes erfaring. Erfaringen støttes dog i nogen grad af en sammenligning af forskellige forsøg, der tyder på, at tæver i lavt til moderat huld reagerer kraftigere på

flushing end tæver i godt huld (Tauson, 1985; 1993). En kraftig slankning har imidlertid en række negative konsekvenser, bl.a. fordi vægten af de enkelte tæver varierer ganske meget omkring gennemsnittet. Med en gennemsnitlig vægt på 1000 g vil ca. 2,5% af tæverne således veje under 715 g. Disse tynde tæver er meget udsatte, hvis det sætter ind med hård frost i en periode, hvilket tidligere har vist sig som en sammenhæng mellem temperatur og dødelighed om vinteren (Møller, 1992). Der er desuden observeret stigende frekvens af fedtede hvalpe (Olesen & Clausen, 1990) og dårligere reproduktion (Tauson, 1993), hvis tæverne bliver for tynde. Da alle mink i praksis er fodret op til pelsningshuld i november, kan der være behov for et vist vægttab hos de udvalgte avlsdyr. Spørgsmålet er, om der er behov for den lange periode med restriktiv fodring, der ofte praktiseres i Danmark. Målet med nærværende forsøg var at undersøge virkningen af en korrekt gennemført flushing i forhold til den mere langvarige restriktive fodring, der ofte praktiseres gennem vinterperioden i Danmark, på et så stort antal tæver, at relevante forskelle kunne forventes påvist. Materiale og metoder Da der er stor variation i kuldstørrelsen (STD fra 2 til 2,25), skal der mange kuld til, for at man kan påvise en forskel, der vil være interessant for avlerne, med statistisk sikkerhed. Hvis man antager, at man ved en vellykket flushing kan opnå 0,3 hvalpe ekstra, skal der være godt 900 tæver i hvert hold, for at forskellen kan dokumenteres. Tilsvarende vil påvisning af en forskel på 0,1 hvalp kræve over 8000 tæver i hvert hold (Tabel 1). Af praktiske årsager måtte forsøget derfor gennemføres på private farme, hvis chancen for at påvise en eventuel forskel i kuldstørrelse skulle være acceptabel. Der blev truffet aftale med hver af 4 minkavlere om at etablere et Restriktivt og et Ædelyst hold, begge med ca. 300 scanbrown tævehvalpe af ensartet gennemsnitsvægt og kuldindeks. Restriktivt holdet blev fodret

60

Faglig Årsberetning 1999


Langvarig restriktiv fodring af minktæver i vinterperioden er ikke en forudsætning for et godt hvalperesultat Tabel 1.

Krav til holdstørrelse ved forsøg med kuldstørrelse hos mink. Forskel 1) 0,1 0,2 0,3 0,4 0,5 0,6 0,7 0,8 0,9 1,0

Kuld pr. hold 8406 2102 934 526 337 234 172 132 104 85

Den effekt på kuldstørrelsen forsøget skal kunne påvise med STD på 2,0 en forsøgsstyrke på 90% og et signifikansniveau på 5%.

1)

restriktivt i perioden fra december til sidst i februar, med det mål at opnå et vægttab på ca. 25% af vægten i november. Ædelyst holdet blev fodret efter tilnærmet ædelyst, frem til 19 dage før parringsstart, hvorefter tæverne blev fodret restriktivt (ca. 30% mindre end i den foregående periode) i 14 dage for at gøre dem sultne. Målet i dette hold var et samlet vægttab på ca. 10% af vægten i november. Planen var, at begge hold skulle fodres efter ædelyst fra 5 dage før parringsstart, men på farm 3 og 4 blev Restriktivt holdet fodret efter ædelyst fra 1 uge før parring for at få tæverne rolige til parringsstart. For at kontrollere og justere fodringen blev alle tæver vejet i Tabel 2.

Resultater og diskussion Vægtudvikling, parringsforløb og hvalperesultat Vægtudviklingen i Restriktivt og Ædelyst fodrede hold faldt noget forskelligt ud på de 4 farme (Tabel 2, Fig. 1 og 2). På farm 1 var der ingen vægttab i Ædelyst holdet, mens der på farm 4 var væsentligt større vægttab end planlagt, i begge hold. På farm 2 og 3 var vægttabet i begge hold i god overensstemmelse med forsøgsplanen. Vægttabet frem til februar var på alle 4 farme størst i Restriktivt holdet.

Vægtudvikling, vægttab og tilvækst gennem vinter- og flushingperioden, for tæver fodret hhv. Restriktivt og efter Ædelyst gennem vinteren. Vægtene er opgjort for tæver, der har født et kuld. Nov.

Vægt i Jan.

Feb.

1315 1318

1141 1267

986 1316

2 Res 2 Æde

1162 1179

1060 1094

3 Res 3 Æde

1359 1349

4 Res 4 Æde

1461 1465

Avler og hold 1 Res 1 Æde

november, først i januar, sidst i februar og efter omparring i marts. Der blev desuden gennemført regelmæssig huldvurdering, hvor tæver der var blevet for tynde i forhold til det ønskede gennemsnit blev mærket af, og tildelt en større foderration indtil næste vurdering. Tæverne i begge hold blev parret efter farmenes normale parringsrutiner med parringsstart den 3-4 marts og omparring på 8-9 dagen. Hvalpene blev optalt inden for 5 dage efter fødslen og igen efter ca. 3 uger. Avlsresultaterne er hentet fra avlsprogrammerne eller direkte fra avlskortene. Sygdom og dødelighed i forsøgsholdene blev registreret af avlerne, fra januar til efter udsætning af hvalpene.

%

Marts vægt

329 2

25 0

1172 1242

186 -74

20 -5

915 1066

248 113

21 9

1067 1078

153 12

18 1

1224 1313

1069 1169

288 180

21 13

1251 1246

180 77

18 7

1137 1233

955 1039

505 428

34 29

1159 1193

203 155

22 16

Tilvæksten under ædelyst-fodringen i parringsperioden varierede også meget mellem farme og hold. Tilvæksten hang i nogen udstrækning sammen med vægttabet i løbet af vinteren, og var på alle farme

Vægttab i g

Flushing tilvækst i g %

omkring 20% i Restriktivt holdet. På farm 1 var der ligefrem et vægttab gennem parringsperioden, mens der på farm 4 var ganske stor tilvækst i Ædelyst holdet.

Faglig Årsberetning 1999

61


Møller, S.H.

1500 1400 1300

1 Res

1200

1 Æde 4 Res 4 Æde

1100 1000 900 800 Nov

Jan

Feb

Mar

3

Figur 1.

Vægtudvikling på farm 1 og 4, hvor den planlagte vægtudvikling ikke blev nået i begge hold.

1500 1400 1300

2 Res 2 Æde 3 Res 3 Æde

1200 1100 1000 900 800 Nov Figur 2.

Jan

Feb

Vægtudvikling på farm 2 og 3, hvor den planlagte vægtudvikling stort set blev nået i begge hold.

Parrings- og fødselsoplysningerne udviste også stor variation (Tabel 3), med signifikante forskelle i frekvensen af uparrede og golde tæver mellem farmene (p<0.001). Hverken samlet set eller på individuelle farme var der signifikante forskelle mellem Restriktivt og Ædelyst holdene. Årsagerne til de store forskelle i parrings- og goldprocenter mellem farmene kendes ikke, men da der ikke er forskelle mellem forsøgsbehandlingerne påvirker det ikke forsøgets resultater. Da optællingsprocedurerne var forskellige mellem farmene, er antallet af hvalpe 3-4 uger efter fødsel brugt i de videre beregninger. På grund af de store forskelle i antallet af 62

Mar

uparrede og golde tæver var der stor variation i hvalperesultatet afhængigt af, om det opgøres pr. indsat tæve, pr. parret tæve eller pr. kuld, både indenfor den enkelte farm og mellem farmene. Den ønskede forskel i vægtudvikling mellem de to hold blev kun opnået på 2 af de fire farme. Det giver derfor ikke mening at foretage en samlet beregning af virkningen af hold på reproduktionsresultaterne. Opgjort pr. farm var der signifikant flere fravænnede hvalpe pr. kuld i Restriktivt holdet på farm 1 og 2 (p<0,001), mens der ikke er nogen forskel mellem holdene på farm 3 og 4.

Faglig Årsberetning 1999


Langvarig restriktiv fodring af minktæver i vinterperioden er ikke en forudsætning for et godt hvalperesultat Tabel 3. Antal indsatte, parrede og fødende tæver, tabte hvalpe og hvalpe pr. tæve i de to hold for hver avler. Tæver

Avler og

uparrede,

indsat

parret

kuld

tæve

tæve

kuld

(4,2) (6,8)

0,26 0,29

6,10 5,31

6,17 5,33

6,45 5,71

53 41

(19,3) (14,5)

0,18 0,07

4,82 4,56

5,23 4,82

6,48 5,64

202 194

31 31

(13,3) (13,8)

0,26 0,25

4,25 4,07

4,82 4,83

5,56 5,60

289 279

9 6

(3,0) (2,1)

0,37 0,31

6,31 6,16

6,52 6,52

6,72 6,66

golde

(1,1) (0,4)

248 248

11 18

23 16

(7,7) (5,4)

222 241

264 267

31 42

(11,7) (15,7)

308 302

10 17

(3,2) (5,6)

antal

1 Res 1 Æde

262 267

3 1

2 Res 2 Æde

298 298

3 Res 3 Æde 4 Res 4 Æde

(%)

Hvalpe ved 4 uger pr.

tabt pr.

født

indsat

hold

Hvalpe

Forskellen i kuldstørrelse på farm 1 kan umiddelbart forklares med, at det tilsyneladende ikke lykkedes at gennemføre den ønskede flushing i holdet som blev fodret efter ædelyst gennem vinteren. Tæverne har tilsyneladende hverken været i passende huld til at få fuldt udbytte af en flushing, eller kunnet øge foderoptagelsen op til parring, hvorfor de tabte sig i parringsperioden (Fig. 1). At der ikke var forskel på kuldstørrelsen på farm 4 kan skyldes, at der kun var ringe forskel i vægtudviklingen mellem de to hold. Begge hold har været rigeligt sultne til at kunne øge foderoptagelsen i parringsperioden, hvor de har taget godt på (Fig. 1), og i rigeligt lavt huld til at få fuldt udbytte af flushingen. Den meget kraftige slankning af Restriktivt holdet har altså ikke haft nogen yderligere effekt i forhold til slankningen af det efter planen 'Ædelyst' fodrede hold. Et vægttab på mere end 300 g kan påvirke tævernes reproduktion negativt (Tauson, 1993), men om det har været tilfældet på farm 4 kan ikke afgøres, da vægttab i begge hold var væsentligt større. Interessen samler sig derfor om forskellen mellem de to hold på farm 2 og 3, hvor den planlagte fodringsstrategi lykkedes bedre og de ønskede vægttab var tæt på at blive opnået. På farm 2, hvor der blev fravænnet flest hvalpe i Restriktivt holdet var flushingproceduren tilsyneladende ikke lykkedes helt som planlagt i Ædelyst holdet. Det samlede vægtab på 113 g fra november til februar var fordelt med 85 g indtil januar og 28 g frem til ad libitum fodringen op til parring (Fig 2). Tæverne har dermed næppe

(%)

været fodret særligt restriktivt i perioden fra 19 til 5 dage før parring. De har derfor ikke kunnet øge foderoptagelsen særligt meget i flushingperioden, hvilket bekræftes af, at de kun har taget 12 g på i parringsperioden (Fig 2). Det omvendte billede ses på farm 3, hvor tæverne i Ædelyst holdet tabte 144 af i alt 180 g, i perioden fra januar til februar. Efterfølgende tog de 77 g på i parringsperioden, hvilket tyder på en god ekstra foderoptagelse og dermed en god effekt af flushingen. Selv om de samlede vægttab på farm 2 og 3 var stort set de samme, illustrerer tidspunktet for vægttabet, og tilvæksten gennem parringsperioden (Fig 2), at der kan have været stor forskel på forløbet af flushingperioden. Denne forskel kan være forklaringen på, at der på farm 3 var lige mange hvalpe i de to hold, mens dette ikke var tilfældet på farm 2. En god udnyttelse af mulighederne ved flushing, uden langvarig slankning af tæverne, ser således ud til at kunne opnås ved en fodring, der giver et moderat vægttab på 0-5% fra november til januar, og et vægttab på ca. 10% i februar. Dødeligheden i forsøgsperioden var generelt lav og tilsyneladende upåvirket af fodringsstrategien i de to forsøgshold (Tabel 4). To af forsøgsfarmene havde mere end enkeltstående tilfælde af fedtede hvalpe og på begge farme var antallet signifikant højere i Restriktivt holdet end i Ædelyst holdet (p<0,05).

Faglig Årsberetning 1999

63


Møller, S.H. Tabel 4.

Registreret dødelighed og behandlinger for fedtede hvalpe på de 4 farme i forsøget.

tæver døde tæver døde tæver med inden parring i dieperioden fedtede hvalpe farm/hold restriktiv ædelyst restriktiv ædelyst restriktiv ædelyst

1 2 3 4

2 2 0 1

0 2 0 2

1 0 2

2 0 3

16 32 2

6 17 3

På farm 1 havde tæver der fik fedtede hvalpe tabt sig signifikant mere fra november til februar og vejede signifikant mindre i februar, end tæver der ikke fik fedtede hvalpe (p<0,05), hvilket er i god overensstemmelse med tidligere opgørelser (Olesen og Clausen, 1990). Imidlertid var der ikke nogen vægtforskelle mellem behandlede og ikke behandlede kuld på farm 3, hvor problemet med fedtede hvalpe var størst. Den øgede frekvens af fedtede hvalpe behandlinger i Restriktivt holdet tyder dermed på, at en restriktiv fodringsstrategi kan udgøre en risiko i sig selv, og ikke kun for de tæver der taber sig mest på den restriktive foderration. På farm 3 og 4 blev huldvurderingerne sidst i januar og midt i februar registreret og sammenlignet med vægten i hhv. januar og februar. Gennemsnitsvægten af tæver der blev vurderet som tynde var væsentligt under gennemsnitsvægten af de øvrige tæver (Tabel 5). Tabel 5.

Vurdering af tævernes huld i forhold til vægten ved nærmeste forudgående eller efterfølgende vejning på farm 3 og 4.

Farm

huld

3 3 4 4

tynde passende tynde passende

tæver vurderet i tæver vurderet i januar januar antal vægt, g antal vægt, g 15 941 21 962 526 1270 520 1125 56 971 82 883 571 1199 540 1011

Det var imidlertid ikke alle de tynde tæver, der blev fundet ved huldvurderingen. I januar var der hhv. 10 og 45 tæver på farm 3 og 4, der var bedømt i passende huld, som vejede mindre end gennemsnittet af de tæver der var bedømt som tynde. I februar var antallet af tæver hhv. 79 og 114. Der var således kun omkring halvdelen af tæverne med den laveste vægt der blev bedømt som værende for tynde ved huldvurderingen.

64

Samlet set udgør huldstyring og flushing kun en del af hvad der skal til for at opnå et godt hvalperesultat. I gunstigste fald kan en korrekt flushing øge kuldstørrelsen med op mod 1 hvalp i forhold til ingen flushing, mens den normale variation i parringsprocent og goldprocent kan betyde en forskel i antallet af hvalpe pr. indsat tæve på 1,5 til 2 hvalpe. For ikke at forsømme andre vigtige pasningsrutiner bør man derfor vælge en fodringsstrategi der, uden for store krav til ekstra indsats, giver god sikkerhed for effekt af flushingen. En god udnyttelse af flushingeffekten kræver en præcis styring af fodertildelingen i de sidste uger op til parringsperiodens begyndelse. Det gennemførte forsøg viser, at det i praksis er vanskeligt at styre fodertildelingen og minktævernes vægtudvikling gennem vinteren, så mulighederne ved flushing udnyttes tilfredsstillende i praksis, uden at minktævernes sundhed og velfærd bringes i fare ved en kraftig og langvarig slankning i vinterperioden. Der synes derfor at være behov for bedre metoder til styring af fodertildelingen, fx efter antallet af tæver, der ikke har spist op fra dag til dag, som foreslået i 'Ny strategi for parringsforberedelse' (Møller, 1999a; 1999b). Det kritiske punkt i praksis er om tæverne bliver sultne nok ved kun to ugers restriktiv fodring forud for fodring efter ædelyst. For at sikre at tæverne kommer i passende huld og kan øge foderoptagelsen i flushingperioden, kunne man gradvist nærme sig det teoretisk set optimale i forhold til den sædvanlige praksis på hver enkelt farm. Avlere der eksempelvis fodrer restriktivt allerede i december, kunne fx fodre mindre restriktivt frem til midt i januar og derefter som de plejer frem til fodring efter ædelyst, fra 5 dage før parringsstart. Ved år for år at afkorte perioden med restriktiv fodring og veje et hold på 25 tæver i november, i januar samt før og efter perioden med restriktiv fodring, kan man vænne sig til en anden foderrytme gennem vinteren, uden at sætte effekten af flushingen over styr. Om man så ender med restriktiv fodring i 2, 3 eller 4 uger, hvor dyrene overvåges og fodres individuelt, har mindre betydning. Det vigtigste er, at man

Faglig Årsberetning 1999


Langvarig restriktiv fodring af minktæver i vinterperioden er ikke en forudsætning for et godt hvalperesultat

ikke mister flushingseffekten fordi tæverne et enkelt år ikke bliver sultne nok inden parringsperioden og dermed fristes til at falde tilbage til "gamle rutiner" der kan bringe minkens sundhed og velfærd i fare.

Korhonen, H. & P. Niemelä, 1998. Effect of ad libitum and restrictive feeding on sesonal weight changes in captive minks (Mustela vison). J. of Anim. Phys. and Anim. Nutr. 79, 269-280.

Konklusion

Møller, S.H., 1994. Restriktiv fodring af drægtige minktæver i perioden op til fødsel. NJF seminar nr. 253. 28.-30. september, Rebild, Danmark, 9s.

Forsøget har vist, at en langvarig og kraftig vægtreduktion ikke er en nødvendig forudsætning for at opnå en god virkning af flushing på kuldstørrelsen. En god udnyttelse af flushingseffekten kræver dog en præcis styring af fodertildelingen i ugerne op til parring. Det lykkedes kun at gennemføre fodringsstrategien og opnå den ønskede vægtudvikling i begge forsøgshold, på én af de fire deltagende farme. Det viser, at det er vanskeligt at styre fodertildelingen så minktæver opnår en forudbestemt vægtudvikling gennem vinteren. Dødeligheden gennem vinteren var lav og upåvirket af fodringsstrategien. På de to farme med fedtede hvalpe var frekvensen dobbelt så høj i det restriktivt fodrede hold, som i holdet fodret efter ædelyst, mens forekomsten kun på den ene farm var knyttet til lav tævevægt i februar. De tæver avlerne bedømte som for tynde ved huldvurderingen, vejede mindre end gennemsnittet, men under halvdelen af tæverne med lav vægt blev fundet ved huldvurderingen. Der synes derfor at være et generelt behov for bedre metoder til vurdering af tævernes foderbehov, og for bedre redskaber til styring af fodertildelingen, med henblik på en præcis og effektiv udnyttelse af flushing i minkproduktionen. Referencer Børsting, C.F., Damgaard, B.M. & R. Fink, 1998. Effect of different energy supply prior to the breeding season on reproductive performance and metabolism in female mink. NJF-seminar nr. 295. Bergen, Norge, 7. 9/9. 8 pp.

Møller, S.H., 1999a. Styring af minkproduktion. Ph.D. afhandling. Inst. for Hus-dyrbrug og Husdyrsundhed, KVL & Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, DJF. pp. 172. Møller, S.H., 1999b. Handlingsprogram for parring af mink. "http://www.sp.dk/~shm/ hpparring/parintro.htm". Olesen, C.R. & T.N. Clausen, 1990. Fedtede hvalpe. Resultater fra Forsøgsfarmen Vest 1989. Dansk pelsdyravlerforening, Faglig Årsberetning 1989, 154-164. Tauson, A.-H., 1985b. Effects of flushing on reproductive performance, ovulation rate, implantation rate and plasma progesterone levels in mink. Acta Agric. Scand. 35: 295309. Tauson, A.-H., 1988. Flushing of mink. Effects of Level of Preceding Feed Restriction and Length of Flushing Period on Reproductive Performance. Animal Reproduction Science 17: 243-250. Tauson, A.-H., 1991. Effect of flushing on plasma progesterone and plasma estradiol troughout gestation in mink. J. anim. Physiol.a.Anim.Nutr. 66, 100-110. Tauson, A.-H., 1993. Effect of body condition and dietary energy supply on reproductive processes in the female mink (Mustela vison). J. Reprod. Fert., Suppl. 47, 37-45.

Faglig Årsberetning 1999

65


66

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Økonomiske Beregninger på Selektionslinier Ulla Lund Rasmussen

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro Sammendrag Indtil nu har vi kun opgjort selektionsresultateret som produktionsresultater, men det vigtigste resultat i mange sammenhænge er egentligt det økonomiske resultat (dækningsbidraget). For årene 1996 og 1997 er resultatet nu omregnet til et dækningsbidrag både pr. skind, pr. indsatte tæve og pr. bur for hvert af forsøgslinierne på Forsøgsfarmen SYD. For 1996 var linie 64 (selekteret for minimal pelsgnav) den linie, med højest dækningsbidrag. I 1997 havde linie 72 (selekteret for høj vægt ved handyrudvælgelse og høj kuldindeks ved hundyrudvælgelse) højest dækningsbidrag. Rasmussen, U.L., (2000). Økonomiske beregninger på selektionslinier. Faglig Årsberetning 1999, 67-70. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Until now we have only reported the selection results as production results, but the most important result in many aspects is actually the economic result (gross margin). These results have now been calculated as gross margins for the 1996 and 1997, both per pelt, per breeding female and per cage for each of the lines at the Research Farm ”SYD”. In 1996 line 64 (selected for minimum pelt biting) was the one with the highest gross margin. In 1997 line 72 ( selected for high weight in selection for males and high litter size index in selection for females) had the highest gross margin. Rasmussen, U.L., (2000). Financial calculations on selection lines. Annual Report 1999, 67-70. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Produktionsresultater er én ting – økonomi en anden. Ofte opgøres selektionsforsøg kun i produktionsresultater på grund af tilgængeligheden af data både tids- og oplysningsmæssig. Men vigtigst er faktisk det økonomiske resultat. I det følgende har jeg beregnet det økonomiske resultat for alle forsøgsfarm Syds selektionslinier over 2 år – 1996 og 1997. På nuværende tidspunkt er data for

1998-produktionen endnu ikke tilgængelig. Materialer og metoder Data stammer fra avlsrapport no. 11 og avlsrapport no. 12 for forsøgsfarm Syds selektionslinier, samt fra skindoplysninger fra DPA og beregnet/skønnet omkostninger til foder, pelsning, medicin etc. Omkostninger til løn til daglig drift, vedligeholdelse, renter eller investering medregnes ikke.

Forudsætningerne for omkostningerne er følgende: Ens for alle linier: a) Pelsningsomkostninger: b) Medicin mv.: c) Salgsomkostninger:

12,75 3,40 9,50

Ens for samme farvetype: d) Foderforbrug: Kg. pr. fødende tæve Kg. pr. goldtæve Kg. pr. uparret tæve Kg. pr. avlshan, der forårspelses. Kg. pr. avlshan, der ikke forårspelses. Kg. pr. hvalp ( afhænger af vægten i nov.)

dkr. pr. skind dkr. pr. skind dkr. pr. skind

Wild 57 50 17 25 70 ±α 25±

Pstl 58,5 51,5 17 25 70 ±α 25±

Scbl 59 52 17 25 70 ±α 25±

andre typer 58,5 51,5 17 25 70 ±α 25±

α = formel til ekstra/mindre foderforbrug hos hvalpene afhængig af hvalpenes gennemsnits vægt i november. ((( GNS. vægt-hanhvalpe – 2500) + (GNS. vægt-tævehvalpe – 1300)) / 2 ) * 0.005kg/g Dvs. at en vægtforskel på 1 kg ved vejning i november bevirker 2,5 kg foder ekstra/mindre. Desuden er der i linie 65 og linie 66 taget højde for ændret foderudnyttelse: linie 65 = ÷ 5% foder linie 66 = + 5 % foder.

Faglig Årsberetning 1999

67


Rasmussen, U.L. Antallet og dermed omkostningerne af vejninger og evt. livdyrsorteringer afhænger af liniernes avlsmål og selve formålet med linierne (se tabel 1). e) Vejning 0,50 dkr. pr. hvalp Livdyrsortering 3,00 dkr. pr. hvalp EDB indtastning 0,50 dkr. pr. hvalp

Forudsætningerne for indtægter er følgende: Indtægter fremkommer kun i form af skind-indtægter og fremgår af DPA’s opgørelser. Alle hvalpe er mærket linievis, mens gamle avlsdyr kun er mærket farvetypevis.

Tabel 1 Selektionsliniernes formål mv. nr. L23

Linie Betegnelse Hanlinie

L24

Tævelinie

L26 L27

Tilbagekrydsningslinie. L23 + præselektion

L28

L24 + præselektion

L50

Moderegenskaber

L51 L52

Moderegenskaber Moderegenskaber

L53

Moderegenskaber

L60

Produktionslinie

L63

Pelsgnav

L64

Pelsgnav

L65

Foderudnyttelse

L66

Foderudnyttelse

L67

Udvælgelsesmetode

L68 L69 L71

Udvælgelsesmetode Udvælgelsesmetode Høj vægt (H+T)

L72

Høj vægt (H) Høj kuldindeks (T) Genbank

68

Farve- Start Formål Selektionskriterie type år Pstl 1987 Skabelse af en god hanlinie Danminkudv. med flg. vægtning af egenskaber: ca. 50 % kvalitet, 40 % vægt og 10 % kuldindeks Pstl 1987 Skabelse af en god Danmink: tævelinie ca. 15 % kvalitet, 25 % vægt og 60 % kuldindeks Pstl 1996 Krydsningsdyr som tæver Krydsning mellem hanner fra L23 og L25. (mødre). L25 er F1-krydsning mellem L23 og L24. Pstl 1997 Effekt af præselektion Danminkudvælgelse som i L23 + Præselektion: 1) Minus sønner fra fædre med (gold %>50 eller mere end 2 gold tæver parret af faren). 2) Minus døtre fra ikke omparrede mødre (dog undtag ikke omparret mor med kuldindeks over 100 og min. 6 hvalpe ved 2. tælling) 3) Minus ikke omparrede tæver Pstl 1997 Effekt af præselektion Danminkudvælgelse som i L24 + Præselektion: 1) Minus sønner fra fædre med (gold %>50 eller mere end 2 gold tæver parret af faren). 2) Minus døtre fra ikke omparrede mødre (dog undtag ikke omparret mor med kuldindeks over 100 og min. 6 hvalpe ved 2. tælling) 3) Minus ikke omparrede tæver Scbl 1996 Stamdyr til næste års Deles i 3 nye linier (L51, L52,L53) moderegenskabslinier Scbl 1997 Øge kuldstørrelsen Kuldstørrelse via Animal Model Scbl 1997 Hvalpens egen evne til Animal Model beregninger af hvalpens egen vækstevne vækst Scbl 1997 Tævens evne til at bringe Animal Model beregninger af tævens bidrag til hvalpens høj vækst til hvalpene vækstevne. Wild 1990 Stamdyr til ad hoc forsøg Danmink selektion. og etablering af nye wildminklinier. Wild 1991 Max. (nakke) pelsgnavere Danmink: plus 100 % nakkegnavere Wild 1991 Min. (nakke) pelsgnavere Danmink: minus 100 % nakkegnavere Wild 1993 God foderudnyttelse og Familieindeks: høj vægt i november 50 % vægt + 50 % foderudnyttelse Wild 1993 Dårlig foderudnyttelse og Familieindeks: høj vægt i november 50 % vægt - 50 % foderudnyttelse Wild 1993 Ingen livdyrsortering Minimums krav til kuldstørrelse og højest mulig vægt i november. Wild 1993 Livdyrsortering Danmink selektion. Wild 1993 Dommer sortering Fænotypisk selektion udført af dommer. Wild 1997 Store dyr Danmink : 100 % på vægt i november Wild 1997 Store dyr + god Danmink: reproduktion 100 % vægt ved handyrudvælgelse 100 % kuldindeks ved hundyrudvægelse Mutation 1997 Bevaring og undersøgelse Udpegning manuelt af mutationer

Faglig Årsberetning 1999


Økonomiske beregninger på selektionslinier.

Resultat og diskussion

vedligeholdelse, renter eller investering. DB er opgjort pr. produceret skind, samt pr. indsatte tæve og pr. bur. De sidste 2 forhold er ofte de begrænsende faktorer på farmene – enten har farmen et fast antal bure, der skal fyldes optimalt eller også har avleren fastsat et bestemt antal tæver, han ønsker at indsætte pr. år.

I figur 1 og figur 2 vises resultatet af de økonomiske beregninger i de forskellige selektionslinier. Resultatet er opgjort som dækningsbidraget (DB) (engelsk = gross margin), hvilket vil sige indtægter minus variable omkostninger. Der er således ikke kalkuleret med løn til daglig drift,

Figur 1, DB Syds linier 1996 1000 900 800 700

Kr.

600 500 400 300 200 100 0 DB pr.skind

DB pr. tæve

23

24

26

50

60

63

64

DB pr. bur

65

66

67

68

69

Figur 2, DB Syds linier 1997 900 800 700 600

Kr.

500 400 300 200 100 0 DB pr.skind

23

24

DB pr. tæve

27

28

51

52

53

Figur 1 viser, at linie 64 (min. pelsgnav) havde højest DB i 1996 både mht. pr. indsatte tæve og pr. bur. I 1997 var linie 64 der ikke, men i stedet havde en helt ny linie (linie 72; høj vægt + god reproduktion) overtaget 1. pladsen både pr. indsatte tæve og pr. bur.

60

65

DB pr. bur

66

67

68

69

71

72

genb

Undersøges resultatet over begge år indenfor de linier der kan sammenlignes (er startet fra samme basis) ses følgende: Pastel (L23, L24, L26, L27 og L28) L24 klarer sig dårligst begge år i forhold til linie L23 og også i forhold til de andre linier.

Faglig Årsberetning 1999

69


Rasmussen, U.L.

De præselektede linier (L27 og L28) klarer sig bedre end de linier, de oprindelig kommer fra (L23 og L24). Krydsningslinie L26 klarer sig bedre end både L23 og L24 ved DB pr. tæve og pr. bur, men ikke pr. skind i forhold til L23 (L23 har bedre kvalitet). Konklusion: Linieavl kan lagde sig gøre. Krydsningslinien giver en lille marginal gevinst, men der vil være tab i den rene tævelinie, ved ”ensidig” selektion for kuldindeks. Præselektion pga. reproduktions-oplysninger er tilsyneladende en vej til øget gevinsten. Scanblack (L50, L51,L52 og L53) Moderegenskabslinierne har kun ”kørt” et år. Det er derfor endnu ikke stor forskel på linierne. Det kan dog tyde på at L53 taber lidt terræn pr. tæve og pr. bur pga. færre hvalpe. Wildmink 1 (L60) Linie 60, som er farmens produktionslinie, vil pga. dens formål have store årlige udsving, hvilket tydelig ses af de 2 års resultater. Wildmink 2 (L63 og L64) Resultatet af pelsgnavslinierne viser tydeligt, at reduktion af pelsgnav klart forbedrer det økonomiske resultat. Det er utroligt, at resultatet i linie L64 er blevet så godt, når der tages højde for, at der ikke er sket yderligere selektion i disse linie, undtagen for og imod nakkegnavere. I begge linier er der god reproduktion. Konklusion: Reducering af pelsgnav kan betale sig. Wildmink 3 (L65 og L66) Foderudnyttelseslinierne svinger meget fra år til år, specielt linie 65 (god foderudnyttelse). Det er dyrt at foretage registreringerne. Samtidig er reproduktionen i disse linier meget dårlig, hvilket kan skyldes 1) hanhvalpene går individuelt i juli måned pga. foderforbrug registering, i denne periode indlæres også den social-adfærd 2) Øget risiko for indavl pga. små linier (44 avlstæver og 22 avlshanner). Selv om beregningerne indeholder reduceret foderomkostninger i form af bedre foderudnyttelse, kan det ikke ses tydeligt i resultaterne. Konklusion: Vores model til udvælgelse af dyr med bedre foderudnyttelse er

70

sandsynligvis ikke den mest økonomisk optimale. Wildmink 4 (L67, L68 og L69) De 3 linier med forskellige udvælgelsesmetoder opnår stort set samme økonomiske slutresultat efter 3 og 4 års selektion. Linie 67 klare sig lidt bedre pr. bur og pr. skind end de to andre linier. Derimod klarer linie 68 sig bedst i 1997 og linie 69 sig bedst i 1996, når der isoleret ses på DB pr. tæve. Konklusion: De forskellige udvælgelses metoder udviser ikke de store resultatsforskelle. Wildmink 5 (L71 og L72) Det er for tiden in, at producere store dyr. Vi har derfor startet 2 nye linier op med det formål at undersøge de økonomiske og produktionsmæssige resultater af ensidig selektion for størrelse (vægt), samt en selektion, hvor handyrene kun udvælges pga. vægt og hundyrene kun pga. kuldindeks. Altså ingen livdyrsortering ! Resultatet viser, at efter ét års selektion er disse 2 linier farmens topscorer. Linie 72 er den bedste hvad angår DB. pr tæve og pr. bur i 1997. Genbank Genbanken vil alt andet lige klare sig dårligt pga. liniens formål. Konklusion At opgøre et selektionsresultat som dækningsbidrag (DB) er meget relevant og interessant. Resultaterne følger produktionsresultaterne, men et produktionsoptimum er ikke nødvendigvis også et økonomisk optimum. For eksempel viser DB beregningerne, at foderudnyttelseslinierne er meget svingende i resultat, og at vores metode til udvælgelse af dyr med god foderudnyttelse måske ikke er den økonomisk bedste. Desuden ses, at tilsyneladende store forskelle i produktionsresultaterne (bl.a. i udvælgelseslinierne ) ikke kan genfindes i de økonomiske resultater. Nye tiltag så som præselektion og udvalg efter forskellige kriterier hos hhv. handyr og hundyr, kan vha. en DB-beregning undersøges for lønsomhed.

Faglig Årsberetning 1999


Undersøgelse over Forskellige Energifordelinger i Foderet til Minktæver i Vinter- og Dieperioderne 1999 Tove N. Clausen og Carsten Hejlesen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112, 7500 Holstebro, Danmark Sammendrag Til undersøgelsen blev anvendt 8 hold wildmink á 125 tæver pr hold. Protein indholdet i foderet til tæverne i vinter- og dieperioderne blev sænket fra 55 % af den omsættelige energi til 45 hhv 30 %. Derudover blev kulhydratindholdet varieret fra 10 til 20 % af den omsættelige energi. Resultaterne viste at vi kan sænke proteinindholdet i foderet i vinter- og dieperioderne til 45 % af den omsættelige energi, samt anvende et kulhydratniveau på 15 % af den omsættelige energi, uden negative konsekvenser for kuldstørrelse, hvalpevægte ved fravænning, og tævernes fravænningsvægt. Tæver fodret med 30 % af OE fra protein i vinterperioden indtil 19/2, efterfulgt af 45 % af OE fra protein til fravænning, havde flere fedtede kuld end de øvrige tæver. Clausen, T.N. & C. Hejlesen, (2000). Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinter- og dieperioderne 1999. Faglig Årsberetning 1999, 71-75. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Abstract For the investigation 8 groups, each consisting of 125 wild type female mink, were used. The protein content in the feed in the winter- and reproduction periods was lowered from 55 % of the metabolisable energy from protein to 45 vs. 30 %, and the carbohydrate content was varied from 10 to 20 % of the metabolisable energy. The results showed that we can lower the protein content in the feed in the winter and reproduction periods to 45 % of the metabolisable energy and use 15 % of the metabolisable energy from carbohydrates in the feed without negative consequences for litter size, kits and female weights at weaning. Females fed 30 % of metabolisable energy from protein in the winter period until February 19 had a higher number of greasy kits than the other females. Clausen, T.N. & C. Hejlesen, (2000). Different energy distribution in the feed for mink females in the winter and reproduction periods 1999. Annaul Report 1999, 71-75. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Formål I vinter- og dieperioderne 1998 (Clausen & Hejlesen, 1999) blev fodring med lavt protein indhold og højt indhold af kulhydrat afprøvet til wildminktæver. Resultaterne viste at vi kan sænke proteinindholdet i foderet i vinter- og dieperioden til 45 % af den omsættelige energi (OE), samt anvende et kulhydratniveau på 15 % af OE, uden negative konsekvenser for kuldstørrelse, hvalpevægte ved fravænning, og tævernes fravænningsvægt. Goldprocenten var dog relativt høj ved højt kulhydratniveau. En evt. overforsyning med protein vil ud over en unødvendig høj foderpris, resultere i et stort kvælstoftab til omgivelserne, og dermed en belastning af miljøet. Andelen af energi fra protein i vækstperioden er omkring 30 %, og der er ingen grund til at tro at tævernes proteinbehov stiger til 45 endsige 55 % af OE i perioden fra december til februar. Derfor kunne det være en mulighed at anvende vækstperiode foder med en omtrentlig energifordeling på 30:51:19 (protein:fedt:kulhydrat) frem til 19/2, og derefter fodre med 45

% af OE fra protein i drægtigheds og dieperioden. Formålet med dette års forsøgsserie var at undersøge effekten på reproduktions formåen, samt hvalpenes- og tævernes vægtudvikling ved: • •

at tildele 45 % af OE fra protein i perioden januar til fravænning at tildele 30 % af OE fra protein i perioden 1. december til 19. februar for derefter at øge proteinniveauet til 45 % frem til fravænning at variere fordelingen af OE fra fedt og kulhydrat ved de 2 protein niveauer

Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 8 hold wildmink á 125 tæver pr hold (66 % ungtæver). Et hold der fik et normalt fodercentralfoder med 55 % af OE fra protein fungerede som kontrolhold. Proteinindholdet i foderet til tæverne i 4 hold blev i vinter- og dieperioderne nedsat til 45 % af OE med et varieret fedt-

Faglig Årsberetning 1999

71


Clausen, T.N. & C. Hejlesen

kulhydrat indhold mellem holdene. Tæverne i 3 hold blev fodret med “vækstperiodefoder” indtil 19/2 og derefter med foder indeholdende 45 % af OE fra protein og et varieret fedtkulhydratindhold mellem holdene. Forsøgsopstillingen ses af tabel 1. Tabel 1

fortsatte til fravænning ved 6 uger, foderplanerne ses af tabel 2. Foder samt våde råvarer blev analyseret for tørstof, protein, fedt og askeindhold. Toastede soyabønner blev testet for trypsin inhibitorer, dette blev fundet til under 3 TIA/g mel. Ungtæverne blev vejet i november før pelsning, alle tæver blev vejet 5. januar, 22. februar, ved fødsel, dag 28 og ved fravænning dag 42. Hvalpene blev talt ved fødsel, samt talt, kønssorteret og vejet dag 28 og dag 42. Sundhedstilstanden blev fulgt, døde dyr blev obduceret og antal tæver med diegivningssyge, samt antal fedtede kuld blev registreret. Data blev analyseret ved en to-sidig variansanalyse for effekten af proteinindhold i vinterperioden og energifordelingen i drægtigheds- og dieperioderne. Ved de statistiske beregninger blev SASstatestikprogrammet anvendt. Data var normalfordelte og procedurerne GLM, (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5% som signifikansniveau. De relevante variable blev medtaget som kovariater. Diskrete variable blev testet med en χ 2 - test.

Forsøgsopstilling wildmink vinter- dieperioderne 1999. Energifordeling Protein : Fedt : Kulhydrat

Hold

4/1 1998 – fravænning

1

55:35:10

2

45:45:10

3

45:40:15

4

45:35:20

5

45:45:10 → 45:35:20 (foderskift d.22/4) 2/12 1998 – fravænning

6

30:51:19 → 45:45:10 (foderskift d.19/2)

7

30:51:19 → 45:40:15 (foderskift d.19/2)

8

30:51:19 → 45:35:20 (foderskift d.19/2)

Foderet til hold 6 - 7 - 8 indtil 19/2 blev fremstillet på Holstebro fodercentral før forsøgets start, og frosset indtil brug. Forsøgsfodringen startede d. 2/12 1998 og Tabel 2

Foderplaner for wildmink tæver i dieperioden 1999

Råvarer, %

Hold 1

2

3

4

6+7+8

1 Fiskeaffald 55 30 30 30 15 81 Industrifisk 18 16 16 16 22 101 Fiskeensilage 5 244 Fjerkræaffald 10 10 10 10 10 628 Byg 2,1 2,6 4,2 5,7 5 667 Hvede 2,1 2,6 4,2 5,6 9,9 322 Fiskemel 1,8 3,3 2,9 2,5 1,7 460 Soyabønner 1,8 3,3 2,9 2,5 1,7 521 Majsgluten 1,8 3,3 2,9 2,5 1,7 541 Kartoffelprotein 1,4 2,4 2,1 1,9 2 341 Kødbenmel 1,2 2 1,8 1,6 2 371 Hæmoglobinmel 1,2 2 1,8 1,6 1,7 * 871 Soyaolie 0,8 2,3 1,7 1,1 4,2 852 Svinefedt 0,7 2,3 1,7 1,1 4,2 742 Hvedeklid 1 1 1 1 3,3 581 Hvedekim 1 1 1 1 Vitaminbl. (DPF 12826) 0,2 0,2 0,2 0,2 0,5¤ 945 Vand 15,9 16 15,9 9,7 Tørstof 35,4 39,7 39,7 39,7 49,1 Analysetal: Tørstof 33,0 40,0 39,0 38,0 41,0 Energifordeling: # 53:37:10 44:46:10 44:41:15 44:36:20 28:53:19 Oms. energi Kcal/100 g 126 165 154 144 180 * blodmel ¤ mineralforblanding # Andelen af energi fra Protein/Fedt/Kulhydrat Hold 5 fik foder som hold 2 indtil d. 22/4 derefter som hold 4 indtil fravænning. Hold 6 fik foder som hold 2, hold 7 fik foder som hold 3 og hold 8 fik foder som hold 4 fra d. 19/2. NaCl blev tilsat op til et totalindhold på 0,42 g/100 kcal fra 7. maj til efter fravænning.

72

Faglig Årsberetning 1999


Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinter- og dieperioderne 1999

Resultater og diskussion Frekvensen af goldtæver var fra 3,3 til 7,4 %, lavest i hold 4 der fik 20 % af OE fra kulhydrat i hele perioden (tabel 3), modsat undersøgelTabel 3

Tævernes vægtudvikling Ungtævernes vægt i november var omkring 1270 g i alle hold (tabel 4). I januar og februar var der forskel mellem holdene, således at tæverne i hold 1, 3 og 4 vejede mindst, hvorimod de tæver der fik 30 % af OE fra protein i vinterperioden, hold 6, 7 og 8, havde højere vægt end de øvrige tæver. Fra begyndelsen af januar til 22. februar, tabte tæverne fra 15 - 19 % af kropsvægten, og fra februar til fødsel øgede tæverne deres vægt med omkring 200 g. Ved fødsel, dag 28 og dag 42 var der ingen signifikant forskel mellem tævernes vægt.

Goldprocent og antal uparrede tæver Antal

Antal tæver Hold

serne i 1998, hvor der var tendens til flest golde i denne gruppe (Clausen & Hejlesen, 1999).

ved start uparrede

Golde, %

kuld

1

126

2

4,0

119

2

124

3

7,4

112

3

124

4

5,8

113

4

125

3

3,3

118

5

126

1

4,0

120

6

125

3

5,7

115

7

125

4

6,6

113

8

125

1

4,8

118

Tabel 4

Tævernes vægt udvikling i dieperioden 1999 (standardafvigelse i parentes) Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel mellem holdene.

Hold

Tævevægt , g November *

Januar

Februar

Ved fødsel

Dag 28

Dag 42

1

1279 (132)

1227 (138) CD

994 (140) B

1196 (115)

1138 (117)

989 (115)

2

1257 (116)

1244 (120) BC

1047 (137) A

1208 (109)

1137 (120)

1008 (129)

3

1272 (126)

1206 (123) DE

1026 (141) AB

1213 (112)

1148 (119)

989 (135)

4

1271 (127)

1181 (137) E

995 (144) B

1198 (109)

1151 (115)

992 (124)

5

1289 (119)

1283 (137) A

1046 (135) A

1235 (122)

1182 (122)

1018 (149)

6

1279 (108)

1269 (134) AB

1037 (137) A

1237 (130)

1169 (123)

1025 (140)

7

1263 (133)

1274 (159) AB

1047 (170) A

1221 (129)

1164 (123)

992 (134)

8

1258 (125)

1274 (143) AB

1060 (148) A

1214 (130)

1159 (133)

1003 (139)

pværdi

NS

0,02

0,02

NS

NS

NS

* kun ungtæver

Der var forskel i tævernes vægttab fra dag 28 til dag 42 afhængig af energifordelingen i dieperioden, således at tæver i hold 1, 2 og 6 fodret med 55:35:10 og 45:45:10 havde lavere vægttab end de øvrige tæver (fig 1). Hvalperesultat og hvalpevægte Der var ingen forskel mellem holdene i

kuldstørrelsen ved fødsel, dag 28 og ved fravænning dag 42 (tabel 5). Dag 28 og 42 var der dog en tendens til de bedste hvalpeantal i hold 1, 2, 3 og 6. Hvalpetabet var stort i alle hold. hvilket i stor udstrækning tilskrives den høje frekvens af fedtede kuld.

Faglig Årsberetning 1999

73


Clausen, T.N. & C. Hejlesen

foderets energifordeling i dieperioden, var der signifikant forskel i hanhvalpenes vægte dag 28 (p=0,02). Hanhvalpene i hold 5, med foderskift d. 20. april, vejede således mere end hanhvalpe i hold 1, 2 og 6, der fik 55:35:10 og 45:45:10 i dieperioden (fig. 2). Mellem de hold der fik 45 % af energien fra protein og 10, 15 og 20 % fra kulhydrat, var der ingen indbyrdes forskel.

Figur 1

Tævernes vægttab fra dag 28 til dag 42 afhængig af fodringen i dieperioden. Forskellige bogstaver over søjlerne angiver statistisk sikker forskel.

Tabel 5

Antal hvalpe ved fødsel, dag 28 og dag 42 (standardafvigelse i parentes) Kuldstørrelse

Hold

Ved fødsel

Dag 28

Dag 42

1

6,14 (2,29)

5,46 (2,69)

5,18 (2,65)

2

6,32 (2,25)

5,41 (2,24)

5,29 (2,22)

3

6,12 (2,22)

5,24 (2,48)

5,14 (2,49)

4

6,05 (2,19)

4,95 (2,44)

4,83 (2,49)

5

6,11 (2,11)

4,82 (2,56)

4,79 (2,56)

6

6,50 (2,15)

5,23 (2,57)

5,15 (2,61)

7

6,14 (2,54)

4,77 (2,83)

4,77 (2,83)

8

6,34 (1,94)

5,03 (2,50)

4,93 (2,48)

p-værdi

NS

NS

NS

Vinterperiodens fodring havde ikke betydning for hvalpenes vægte dag 28, men afhængig af Tabel 6

Figur 2.

Hanhvalpevægte dag 28. Forskellige bogstaver over søjlerne angiver statistisk sikker forskel.

Ved fravænning var der forskel mellem holdene i hanhvalpenes vægt, og næsten for tævehvalpene (p=0,06) (tabel 6). Hanhvalpene var tungest ved fravænning i hold 3 og 4 med 45 % af OE fra protein og 15 - 20 % af OE fra kulhydrat i hele perioden, tævehvalpene var tungest ved fravænning i hold 3 med 45 % af OE fra protein og 15 % af OE fra kulhydrat i hele perioden.

Hvalpevægte dag 28 og 42 samt hvalpetilvækst fra dag 28 til 42. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver statistisk sikker forskel (standardafvigelse i parentes) Hvalpevægte, g

Hold

Tilvækst, g

Hanner, dag 28

Tæver, dag 28

Hanner, dag 42

Tæver, dag 42

Hanner, dag 28 til 42

Tæver, dag 28 til 42

1

154 (33)

143 (34)

316 (63) ABC

278 (53) AB

158 (41) AB

135 (37) A

2

158 (30)

143 (27)

302 (62) C

269 (53) B

145 (46) D

125 (40) B

3

160 (28)

144 (26)

324 (50) AB

284 (45) A

165 (39) A

139 (34) A

4

166 (35)

146 (27)

330 (68) A

279 (51) AB

163 (46) AB

132 (35) AB

5*

169 (30)

148 (28)

318 (64) ABC

276 (48) AB

150 (43) CD

128 (31) B

6#

162 (31)

145 (27)

316 (63) AB

277 (50) AB

155 (41) ABC

131 (34) AB

7#

162 (33)

146 (28)

305 (67) BC

272 (53) AB

143 (45) D

126 (36) B

8#

158 (29)

140 (28)

308 (47) BC

265 (58) B

151 (33) BCD

126 (44) B

P-værdi

NS

NS

0,008

NS (0,06)

0,0005

0,03

* Skift d. 22/4 # Skift d. 19/2

74

Faglig Årsberetning 1999


Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinter- og dieperioderne 1999

Hanhvalpe i hold 2 med energifordelingen 45:45:10 i hele perioden havde de laveste fravænningsvægte i 1999, i modsætning til dieperioden 1998 hvor de største fravænningsvægte blev set ved 45 % OE fra protein og 10 og 15 % af OE fra kulhydrat. Der var forskel i hvalpetilvæksten fra dag 28 til dag 42 mellem holdene (tabel 6), det var dog svært at se nogen linie i tallene. Sundhedstilstand Der var mange hvalpe der blev fedtede, især i de hold der fik 30 % af OE fra protein i vinterperioden (p=0,04), hvorimod der ikke var forskel mellem de tæver der fik 55 hhv 45 % af OE fra protein i vinterperioden (tabel 7). Antallet af tæver der blev behandlet for diegivningssyge var højt, der var ingen statistisk sikker forskel mellem holdene, men der var flest tæver med diegivningssyge i hold 8 (tabel 7). Tabel 7

Fedtede hvalpe frekvens og antal tæver med diegivningssyge (DS) Hold

Antal kuld

Fedtede kuld, %

Tæver med DS, antal

1

119

26,9

10

2

112

26,8

7

3

113

27,4

6

4

118

27,1

11

5

120

30,0

6

6

115

36,5

8

7

113

37,2

9

8

118

33,1

18

var i holdet med 20 % af energien fra kulhydrat i vinterperioden, i modsætning til forsøget i 1998, hvor dette hold havde den højeste gold %. Hvalpenes fravænningsvægte var bedst i hold 3 og 4 der fik 45 % af energien fra protein og 15 eller 20 % af energien fra kulhydrat i hele perioden, og dårligst i hold 2, der fik 45 % af energien fra protein og 10 % af energien fra kulhydrat i hele perioden. Dette er modsat forsøget i 1998, hvor det hold der fik 10 % af energien fra kulhydrat opnåede de bedste fravænningsvægte. De forholdsvis dårlige fravænningsvægte, i de hold der fik 30 % af energien fra protein i vinterperioden, skyldes delvis den høje frekvens af fedtede hvalpe i disse hold. Foderskift d.22/4 fra 45:45:10 til 45:35:20 var ikke specielt positivt hverken i 1998 eller 1999. Ud fra de foreliggende forsøg (1998 og 1999) kan det konkluderes, at en sænkning af proteinindholdet i foderet i vinter- og dieperioderne fra 55 til 45 hhv 30 % af den omsættelige energi, med samtidig hævning af kulhydratindholdet til 15 % af den omsættelige energi, ikke ser ud til at have negative konsekvenser for kuldstørrelsen ved fødsel. 30 % af OE fra protein i vinterperioden så dog ud til at give en højere frekvens af fedtede hvalpe, hvorfor dette ikke bør anvendes før forholdene er nærmere undersøgt. Sammenholdt med resultaterne fra 1998 blev de bedste hvalpe fravænningsvægte fundet i de hold der fik 15 % af OE fra kulhydrat i vinter- og dieperioderne. Referencer

Konklusion Det havde ingen signifikante negative konsekvenser for kuldstørrelsen, at reducere proteinindholdet i vinterperioden fra 55 til 45 hhv 30 % af den omsættelige energi og hæve kulhydratindholdet. Den laveste goldprocent

Clausen, T. & C. Hejlesen, 1999. Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinter- og dieperioderne. Faglig Årsberetning 1998, 33-38. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark.

Faglig Årsberetning 1999

75


76

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Reduceret Fiskemængde til Minktæver i Vinter- og Diegivningsperioden Carsten Hejlesen & Tove N. Clausen

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro, Danmark. Sammendrag Effekten af erstatning af fiskeafskær og industrifisk med tørrede proteinfodermidler (hæmoglobinmel, kødmel, fiskemel, kartoffelprotein, majsgluten og soyabønner) i foder til minktæver i vinter- og diegivningsperioden er undersøgt. Fire hold á 125 standardtæver fik foder med hhv. 46, 36, 26 og 16 % fiskeafskær og industrifisk. Energifordelingen var 45:40:15 (OE fra hhv. protein:fedt:kulhydrat). Resultaterne viste at hvalpeantallet ved fødsel, hvalpenes fravænningsvægt og tævernes vægttab i diegivningen ikke påvirkes af at fiskeprotein blev erstattet af tørrede proteinkilder. Især hvalpetabet fra fødsel til dag 28 i diegivningen, men også tabet fra dag 28 til fravænning var ekstremt stort. Hvalpetabet var dog ikke påvirket af forsøgsbehandlingen, eller afvigende fra hvalpetabet hos farmens øvrige standardtæver. Forsøget viser, at fiskeprotein kan erstattes af tørrede proteinkilder med uændret hvalpnings- og diegivningsresultat. Inden implementering i praksis bør forsøget gentages, for at eftervis at resultatet også er gældende i år uden de store trivselsproblemer der var kendetegnende for farmens standardtæver i 1999. Hejlesen, C. & T.N. Clausen, (2000). Reduceret fiskemængde til minktæver i vinter- og diegivningsperioden. Faglig Årsberetning 1999, 77-80. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The effect of replacing fishoffal and industrial fish with dryed protein sources (haemoglobin meal, meat meal, fish meal, potato protein, korn gluten, and soya bean meal) in feed for mink females in the winter- and nursing periode was investigated. Four groups each consisting of 125 mink of the colour type standard, was given respectivly 46, 36, 26 and 16 % fish offal. ME was 45%, 40% and 15% from protein, fat and carbohydrate respectivly. Litter size at birth, kid weight at weaning, and female loss of weight from parturition to weaning was not effected by substitution of fish protein with dryed protein feed stuffs. Kid mortality was extremely high, but not effected by the treatment. Kid mortality was also high among the rest of the standard females at the research farm. The investigation showed that replacing fishoffal and industrial fish with dryed protein sources is possible without altering litter size and the result of the nursing periode. Because of the high kid mortality it is recommended to replicate the experiment before implementing the result. Hejlesen, C. & T.N. Clausen, (2000 Reduced quantity of fish in feed for mink in the winter- and nursing period. Annual Report 1999, 77-80. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Anvendelsen af tørrede proteinkilder som erstatning for våde fiskeproteiner i vækstperiodefoder til mink er undersøgt med godt resultat (Clausen & Hejlesen, 1999, Clausen & Hejlesen 2000). Reduktionen i andelen af fiskebaseret protein har været begrundet i stigende priser på især fiskeafskær, samt en øget risiko for en stærk reduktion i tilgængeligheden af industrifisk. Vinter- og diegivningsfoder med et reduceret fiskeindhold er undersøgt i ét forsøg, hvor fiskeafskær og industrifisk i stor udstrækning blev erstattet af svinepulp (Hejlesen & Clausen, 1999). Dette forsøg viste, at de valgte kombinationer af svinepulp og lavt fiskeind-

hold, gav en tilfredsstillende hvalpe- og diegivningsperiode. Formål Formålet med dette forsøg var at undersøge effekten af, at erstatte fiskebaseret protein med tørrede proteinkilder, på minktævernes reproduktionsformåen og diegivningsperiodens forløb. Materialer og metode I forsøget indgik 4 hold á 125 standard tæver. Tæverne fik tildelt forsøgsfoder fra primo januar til fravænning ved 42. dage. I alle 4 hold var energifordelingen 45:40:15 (andel af OE fra hhv. protein: fedt: kulhydrat), mens andelen af fiskeafskær og industrifisk blev

Faglig Årsberetning 1999

77


Hejlesen, C. & T.N. Clausen.

reduceret fra 46% til hhv. 36%, 26% og 16% (se foderplanen i tabel 1). Med faldende iblanding af fisk steg blandingen af de tørrede proteinkilder hæmoglobinmel, kødmel, fiskemel, kartoffelprotein, majsgluten og soyabønner. Foder og våde råvarer blev analyseret for tørstof, protein, fedt og askeindhold. Toastede soyabønner blev undersøgt for trypsininhibitorer, og der blev fundet under 3 TIA/g mel. Tabel 1. Fodersammensætning for de fire forsøgshold.

1 Fiskeaffald 81 Industrifisk 244 Fjerkræaffald 628 Byg 667 Hvede 322 Fiskemel 460 Soyabønner 521 Majsgluten 541 Kartoffelprotein 341 Kødbenmel 371 Hæmoglobinmel 871 Soyaolie 852 Svinefedt 742 Hvedeklid 581 Hvedekim Vitaminbl. (DPF 12826) 945 Vand Beregnet tørstof Beregnet energifordeling: Protein Fedt Kulhydrat Oms. energi, kcal/100g Analyseret tørstof Analyseret energifordeling: Protein Fedt Kulhydrat Oms. energi, kcal/100g

11 30,00 16,00 10,00 4,15 4,15 2,85 2,85 2,85 2,14 1,78 1,78 1,65 1,65 1,00 1,00 0,20 15,95 39,7

Hold 12 13 23,00 17,00 13,00 9,00 10,00 10,00 4,10 4,05 4,10 4,00 3,37 3,89 3,37 3,89 3,37 3,89 2,53 2,91 2,11 2,43 2,11 2,43 1,70 1,80 1,70 1,75 1,00 1,00 1,00 1,00 0,20 0,20 23,35 30,77 39,7 39,7

14 10,00 6,00 10,00 3,95 3,95 4,40 4,40 4,40 3,30 2,75 2,75 1,85 1,80 1,00 1,00 0,20 38,25 39,7

45,0 40,0 15,0 160,6

45,0 40,0 15,0 161,6

45,0 40,0 15,0 162,2

45,0 40,0 15,0 162,9

40

41

41

43

44 41 15 156

44 40 16 161

44 40 16 164

45 39,5 15,5 169

GLM analyser er foretaget efter følgende model; Y= X + A + (B) + e Hvor Y = undersøgt variabel, X = gennemsnit, A = effekt af iblandingsprocent af fiskeaffald og industrifisk, B = relevant covariat og e = residualeffekt. Diskrete variable blev testet med en ξ2-test. Resultater og diskussion Parringen forløb tilfredsstillende, men frekvensen af golde tæver var relativ høj. Der var dog ikke signifikant forskel mellem forsøgsholdene (tabel 2). Tabel 2. Antal uparret tæver og goldprocent Iblanding af fiskeafskær og industrifisk, % Tæver ved start

46

36

26

16

124

125

125

125

Uparret tæver

6

2

1

5

Tæver døde før fødsel

1

2

2

3

Golde, pct.

17,1

17,4

21,3

12,0

Antal kuld

97

100

96

103

p-værdi

NS

Tævernes vægtudvikling Udviklingen i tævernes vægt fra sortering i december til fravænning dag 42 fremgår af figur 1. Alle holdene havde samme udvikling, og der var da heller ikke signifikant forskel mellem holdene på de enkelte vejedatoer. 1.400

Tævevægt, g 46 36

1.300

26

Ungtæver blev vejet i december, alle tæver blev vejet 5. januar. 22. februar, ved fødsel, dag 28 og ved fravænning dag 42. Hvalpene blev talt ved fødsel, samt talt og kønssorteret dag 28 og dag 42. Sundhedstilstanden blev fulgt, døde dyr blev obduceret og antal tæver med fedte kuld, samt antal tæver med diegivningssyge (DS) blev registreret De statistiske beregninger er foretaget med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS/PDIFF med 5% som signifikansniveau er anvendt. Relevante variable er medtaget som covariater. Alle 78

16

1.200

1.100

1.000 Dec.

Figur 1.

Jan.

Febr.

Ved fødsel

Dag 42 Dag 28

Tævernes vægtudvikling. Female weight change

Tævernes vægttab fra fødsel til dag 28, og fra dag 28 til dag 42 var ikke signifikant forskellig mellem holdene, men holdet der fik 16% fisk

Faglig Årsberetning 1999


Reduceret fiskemængde til minktæver i vinter- og diegivningsperioden.

havde det markant mindste vægttab fra dag 28 til fravænning. Det samlede vægttab fra fødsel til fravænning dag 42, var derfor signifikant mindre hos tæverne der fik 16% fisk (tabel 3). Tæverne i dette hold havde dog også det største tab af hvalpe, og den mindste kuldstørrelse ved fravænning. Mindre kuld og hvalpe med samme vægt ved fravænning som Tabel 3.

i de andre tre hold har alt andet lige ikke krævet så meget af tæverne, hvilket umiddelbart kan forklare det mindre vægttab hos tæverne. Den signifikante forskel til trods, vurderes forsøgsbehandlingen til ikke at have haft effekt på tævernes vægttab fra fødsel til fravænning.

Tævernes vægttab i diegivningsperioden. Female loss of weight in the nursing period.

Tævevægttab fødsel - dag 28 Tævevægttab dag 28 - dag 42 Tævevægttab fødsel - dag 42

Iblanding af fiskeafskær og industrifisk, % 46 36 26 92 (73) 103 (70) 77 (77) 97 (84) 100 (102) 104 (99) 190 (98) B 201 (108) B 181 (116) AB

Hvalperesultat og hvalpevægt Ved fødsel, dag 28 og dag 42 var der ingen signifikant forskel på kuldstørrelsen (tabel 4). Hvalpetabet var imidlertid ekstremt højt i alle hold frem til dag 28 (fra 1,17 til 1,54 hvalp per tæve), og fra dag 28 til dag 42. Hvalpedødeligheden var ikke påvirket af forsøgsbeTabel 4.

16 78 (77) 75 (86) 150 (107) A

p-værdi NS NS 0,03

handlingen, og tilskrives i øvrigt en generel utrivelighed, hvilket også gjorde sig gældende blandt farmens øvrige standardtæver dette år. Desuden var der en betydelig forekomst af fedtede kuld (28,2 til 35,4% af kuldene var fedtede) i forsøgsholdene.

Antal hvalpe ved fødsel, dag 28 og ved fravænning. Number f kids per female at birth, days 28, and at weaning

Iblanding af fiskeafskær og industrifisk, % 46

5,44 (2,40) 5,52 (2,46) 5,07 (2,44) 5,17 (2,41) NS

Kuldstørrelse dag 28

4,27 (2,51) 3,98 (2,61) 3,77 (2,44) 3,69 (2,64) NS

Kuldstørrelse dag 42

3,89 (2,49) 3,66 (2,58) 3,59 (2,43) 3,17 (2,54) NS

250 A

B

B

150 100 50 0

46

36 Hanhv. dag 28 Hanhv. dag 42

Figur 2.

p-værdi

0,34 (0,72) 0,53 (1,17) 0,34 (0,81) 0,32 (0,93) NS

Hvalpevægt, g

AB

16

Døde hvalpe ved fødsel, per kuld

300

200

26

Levende hvalpe ved fødsel, per kuld

Hvalpenes vægt dag 28 var størst i holdet der fik 26% fisk, dog kun signifikant for hanhvalpe. Ved fravænning var dette holds hvalpe stadig blandt de største, men forskellen mellem holdene var ikke signifikant (figur 2). 350

36

26

Sundhedstilstand Frem til ca. 14 dage ind i diegivningen var sundhedstilstanden god i alle hold. Der var kun få dødsfald blandt tæverne. Selve diegivningsperioden forløb derimod ikke tilfredsstillende. Hvalpene var meget utrivelige, der var mange fedtede kuld og en del tæver mistede hele kuldet. Sundhedstilstanden i diegivningsperioden i alle forsøgshold var dog ikke anderledes end blandt farmens resterende standardtæver, og derfor tilskrives dette utilfredsstillende forløb, med meget stor hvalpedødelighed, ikke forsøgsbehandlingen.

16 Procent fisk

Tævehv. dag 28 Tævehv. dag 42

Hvalpevægt dag 28 og ved fravænning. Weight of kids day 28 and at weaning

Faglig Årsberetning 1999

79


Hejlesen, C. & T.N. Clausen.

Forekomsten af tæver med diegivningssyge var normal. Der var en tæve i hver af tre af holdene der fik diegivningssyge, hvoraf to døde. Konklusion Erstatning af fiskeaffald og industrifisk med tørrede proteinkilder har ikke haft nogen effekt på tævernes reproduktionsformåen, idet en reduktion af iblandingen af fiskeafskær og industrifisk fra 46 til 16% af foderet ikke påvirkede antallet af hvalpe ved fødsel. Hvalpedødeligheden var høj i alle forsøgshold, og ikke påvirket af reduktionen af fiskeafskær og industrifisk, og den samtidige stigning af tørrede proteinfodermidler. For de tæver og hvalpe der gennemførte diegivningsforløbet var der ingen negative effekter af fodersammensætningen på hverken tævernes vægttab eller hvalpenes tilvækst fra fødsel til fravænning. Inden en erstatning af fiskeprodukter med tørrede proteinfodermidler i vinter- og diegivningsfoder kan anbefales i praksis bør forsøget gentages, for at eftervis at resultatet

80

også er gældende i år uden de store trivselsproblemer der var kendetegnende for farmens standardtæver i 1999. På baggrund af den generelle utrivelighed i alle forsøgshold i diegivningsperioden bør forsøget gentages i praksis. Litteratur Clausen T. N. & Hejlesen C. 1999. Anvendelse af reducerede fiskemængder i foder til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1998. 57-66. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed. Clausen T. N. & Hejlesen C. 2000. Anvendelse af reducerede fiskemængder i foder til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1999. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed. Hejlesen C. & Clausen T. N. 1999. Lavt proteinniveau og fiskeindhold i vinter- og dieperioden. Faglig Årsberetning 1998. 39-44. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed.

Faglig Årsberetning 1999


Indflydelsen af Foderets Protein- og Kulhydratindhold på Minktævers Foderoptagelse og Vægtudviklingen hos Tæver og Hvalpe i Diegivningsperioden Birthe M. Damgaard1, Christian F. Børsting2 og Rikke Fink2 1Afd.

for Husdyrsundhed og Velfærd og 2Afd. for Husdyrernæring og Fysiologi, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, DK-8830 Tjele. Sammendrag Der er gennemført et forsøg med 172 2.-års wildmink tæver fordelt på 4 hold fra januar til fravænning af hvalpene i juni. De fire hold blev fodret med omsættelig energi (OE) fra protein faldende fra 61 % til 39 % og OE fra kulhydrater stigende fra 1 % til 25 % ved konstant mængde af energi fra fedt (36 % af OE). Effekten af foderets sammensætning og energifordeling med hensyn til protein og kulhydrat på tævernes energioptagelse, tævernes mobilisering af kropsdepoter og hvalpenes tilvækst blev målt. Tæverne optog den samme gennemsnitlige energimængde pr. døgn uafhængigt af foderets energikoncentration og energifordeling med hensyn til protein og kulhydrat. Tævernes mobilisering af kropsdepoter i diegivningsperioden var afhængigt af antallet af hvalpe. Tæverne kunne tilsyneladende danne tilstrækkelig glukose (laktose) til at gennemføre diegivningsperioden, uden at der var effekt på hvalpetilvæksten, ved fodring med et foder, der stort set ikke indeholdt kulhydrat, når proteinindholdet var højt. Foderets proteinindhold kunne reduceres fra 61 % til 39 % af OE og erstattes af kulhydrater uden negativ effekt på hvalpenes tilvækst. Damgaard, B.M., Børsting, C.F. & R. Fink, (2000). Indflydelsen af foderets protein- og kulhydratindhold på minktævers foderoptagelse og vægtudviklingen hos tæver og hvalpe i diegivningsperioden. Faglig Årsberetning 1999, 81-84. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Abstract An experiment including 172 female mink distributed on 4 experimental groups was performed from January until weaning in June. The females were 2 years old and of the colour type Scanbrown. The females were fed proportions of metabolisable energy (ME) from protein decreasing from 61 % to 39 % and ME from carbohydrates increasing from 1% to 25% and a constant energy level from fat (36 % of ME). The effects of differences in distribution of energy from protein and carbohydrates on the feed consumption and the mobilisation of body reserves of the females and the body growth of the kits were measured. The females had the same average daily energy consumption independent of the dietary concentration of energy and the distribution of energy. The females’ mobilisation of body reserves during the lactation period was dependent on the number of kits. When they were fed an almost carbohydrate-free diet (1 % of ME) and a high content of protein, the females were apparently able to synthesise sufficient lactose for lactation without affecting the body growth of the kits. The dietary content of protein could be decreased from 61 % to 39 % of ME and replaced with carbohydrates without affecting the kits’ body growth negatively. Damgaard, B.M., Børsting, C.F. & R. Fink, (2000). Influence of dietary protein and carbohydrate supply on feed consumption and weight changes of mink dams and kits during the nursing period. Annual Report 1999, 81-84. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Baggrund Minken har en reproduktionsperiode pr. år, og den vildtlevende mink føder 2-3 hvalpe pr. kuld. I den periode minken har været holdt som husdyr, er hvalpeantallet øget væsentligt. På landsbasis blev der i 1999 i gennemsnit fravænnet 5,4 hvalp pr. parret tæve. Bestræbelserne på at øge antallet af hvalpe og produktionseffektiviteten gennem ændringer af ernæring, management og avlsarbejde fortsættes. Et øget antal hvalpe øger behovet for mælkeproduktion, og dermed øges tævens behov for næringsstoffer. Foderets energifordeling, dvs. andelen af energi fra protein, fedt og kulhydrat, formodes at have indfly-

delse på, hvordan diegivningsperioden forløber vurderet på basis af hvalpeantallet, hvalpetilvæksten og tævernes sundhed. Mink i Danmark fodres i vinterperioden og diegivningsperioden traditionelt med et foder, der har en høj andel af energi fra protein og en lav andel af energi fra kulhydrat sammenlignet med de generelle nordiske anbefalinger. I minkfoder er det i både vinterperioden og diegivningsperioden almindeligt, at andelen af omsættelige energi (OE) fra protein er 50-55 %, andelen fra fedt 30-40 % og andelen fra kulhydrater ca. 10 %. I vinterperioden anbefales minimum 35 % af den omsættelige energi (OE) fra protein, 20-50 % af OE fra

Faglig Årsberetning 1999

81


Damgaard, B.M., Børsting, C.F. & R. Fink

fedt og maksimum 25 % af OE fra kulhydrat, mens de tilsvarende andele i diegivningsperioden er minimum 40 %, 40-50 % og maksimum 20 % (Hansen et al., 1991). På Danmarks JordbrugsForskning er gennemført et forsøg, hvor minktæver i vinterperioden og diegivningsperioden blev fodret med forskellige energifordelinger med hensyn til energi fra protein og kulhydrat. Formålet med forsøget har været at belyse sammenhænge mellem foderets energiindhold, energifordeling fra protein og kulhydrat, hvalpetilvækst, foderoptagelse og vægttab hos minktæver i diegivningsperioden. Materialer og metoder Forsøget blev gennemført på Danmarks JordbrugsForskning i 1998 med 2.-års wild-

Tabel 1.

Tæverne blev vejet ved fødsel samt 2, 3, 4 og 7 uger efter fødsel. Hvalpene blev talt og vejet ved fødsel og 2, 3, 4 og 7 uger efter fødsel.

Indhold af tørstof (TS), råprotein, råfedt og råkulhydrat samt energiindhold og energifordeling fra protein, fedt og kulhydrat for foderblandinger til forsøgsholdene samt gennemsnitlig energioptagelse pr. tæve (MJ/tæve/døgn) i diegivningsperioden

HOLD Tørstof (TS), % Råprotein, % i TS Råfedt, % i TS Råkulhydrat, % i TS Energiindhold, kcal/100 g Energifordeling Efter planen Målt ved analyser Energiindtagelse, MJ/tæve/døgn 1. maj – 20. juni

HOLD 1 30 61 17 7,5 117

HOLD 2 31 55 16 16 120

HOLD 3 33 47 16 26 126

HOLD 4 34 41 17 34 132

61 : 38 : 1 60 : 38 : 2

54 : 37 : 9 54 : 37 : 9

47 : 36 : 17 46 : 37 : 17

39 : 36 : 25 40 : 37 : 23

2,25

2,27

2,26

2,29

Resultater og diskussion På hvert hold var der ved forsøgets start 43 tæver. Et par enkelte tæver døde i løbet af vinteren og to tæver blev ikke parret. Antallet af golde tæver var lavt på alle hold, idet der på de 4 hold var henholdsvis 3, 2, 2 og 3 golde tæver. I diegivningsperioden var der mellem 37 og 41 tæver på holdene (Tabel 2). Ved fødslen var der på hold 1 6,0 levende født hvalp pr. kuld, mens der på de øvrige hold var 6,9-7,1 levende født hvalp pr. kuld. Ved fravænning var der 5,6 hvalpe pr. kuld på hold 1 og 6,5-6,7 hvalpe pr. kuld på de øvrige hold. Da der var omkring 40 tæver på hvert hold, var forskellen i kuldstørrelse på

82

mink tæver. Forsøget blev påbegyndt den 5. januar og afsluttet ved fravænning af hvalpene ved 7 ugers alderen. Der var 4 forsøgshold, der blev fodret med stigende mængder af kulhydrat ved faldende mængder af protein ved samme andel af energi fra fedt, som vist i Tabel 1. På hvert hold blev der indsat 43 tæver. Indtil fødsel blev tæverne fodret efter tilnærmet ad libitum, hvor der var foderrester ved 30-70 % af tæverne om morgenen, som beskrevet af Børsting og Damgaard (1999). Efter fødsel blev de fodret, så stort set alle tæver levnede foder hver dag. Den daglige foderoptagelse for hvert hold blev målt som differencen mellem udfodret foder og foder, der var levnet og blev sammenskrabt inden næste fodring.

ca. en hvalp ikke signifikant. Om forskellen i kuldstørrelse skyldtes en effekt af fodringen i drægtighedsperioden kan ikke afklares ud fra de foreliggende data. Hos hunde, der blev fodret med et kulhydrat-frit foder og 26 % af OE fra protein, er fundet, at frekvensen af dødfødte hvalpe steg sammenlignet med fodring med et kontrolfoder, der indeholdt kulhydrat (Romsos et al., 1981). Ved at øge mængden af OE fra protein til 51 % i et kulhydrat-frit foder til hundetæver blev der derimod ikke påvist en øget hvalpedødelighed (Blaza et al., 1989). I nærværende forsøg var der ikke flere dødfødte hvalpe ved fodring med kulhydratfattigt foder end på de øvrige hold.

Faglig Årsberetning 1999


Indflydelsen af foderets protein- og kulhydratindhold på minktævers foderoptagelse og vægtudviklingen hos tæver og hvalpe i diegivningsperioden

Den gennemsnitlige daglige energioptagelse pr. tæve på de 4 hold i diegivningsperioden er vist i Tabel 1. Det fremgår, at energioptagelsen stort set var ens på holdene, hvilket betyTabel 2.

der, at tæverne regulerede energiindtagelsen, således at de indtog samme energimængde ved fodring med foder med forskellig energikoncentration.

Antallet af tæver, kropsvægt i gram (gns. og SD) samt totalt vægttab og vægttab pr. hvalp i gram (gns. og SD) for tæver i diegivningsperioden

HOLD HOLD 1 HOLD 2 HOLD 3 HOLD 4 P-værdi 1 Energifordeling 61:38:1 54:37:9 47:36:17 39:36:25 Antal tæver 37 41 38 39 Tæver m. kuld Ved fødsel 0,96 1154 ± 129 1144 ± 144 1140 ± 141 1153 ± 147 2 uger e.fødsel 0,88 1088 ± 123 1081 ± 150 1068 ± 133 1093 ± 150 3 uger e.fødsel 0,79 1065 ± 126 1047 ± 144 1036 ± 137 1030 ± 209 4 uger e.fødsel 0,48 1050 ± 126 1023 ± 143 1011 ± 130 1001 ± 159 7 uger e. fødsel 0,16 922 ± 129 860 ± 113 883 ± 136 866 ± 136 0,03 Vægttab, totalt 284 a ± 83 264 ab ± 98 288 a ± 92 232 b ± 80 Vægttab pr. hvalp 0,99 50 ± 44 48 ± 25 49 ± 323 50 ± 30 1) Gennemsnitsværdier inden for samme række med forskellige bogstaver er signifikant forskellige P<0,05.

Dagen efter fødsel vejede tæverne mellem 1140 og 1154 g (Tabel 2). Gennem hele diegivningsperioden var der ikke signifikant forskel på tævernes kropsvægt på de fire hold. I løbet af diegivningsperioden tabte tæverne på hold 1 sig 232 g, hvilket var mindre end tæverne på de øvrige hold, der tabte sig mellem 264 g og 288 g (Tabel 2). Beregnes tævernes gennemsnitlige vægttab pr. fravænnet hvalp ses, at tæverne på de fire hold tabte mellem 48 g og 50 g i kropsvægt pr. fravænnet hvalp, og at der ikke var nogen forskel mellem holdene. Der var ikke nogen forskel i hvalpetilvækst mellem de fire foderblandinger, idet den gennemsnitlige hvalpevægt ved fødsel og gennemsnitsvægtene for henholdsvis han- og tævehvalpe stort set var ens på holdene gennem hele diegivningsperioden (Tabel 3). Dette må tolkes som et udtryk for, at tæverne, der fik det kulhydrat-frie foder, har været

i stand til at danne tilstrækkeligt glukose (laktose) ud fra protein, når proteinindholdet (61 % af OE) og dermed indholdet af glukogene aminosyrer var højt uden effekt på hvalpetilvæksten (Tabel 3). Tævehvalpene på hold 1 og 3 vejede ved fravænning lidt mere end tævehvalpene på hold 2 og 4. Den højere vægt på hold 1 kan tilskrives den lavere kuldstørrelse, hvorimod den højere vægt for hold 3 ikke umiddelbart kan forklares. Fedtede hvalpe blev ikke påvist. På Forsøgsfarm Vest er gennemført et forsøg, hvor andelen af energi fra protein i vinter- og diegivningsperioden blev reduceret fra 55 % til 45 % af OE, samtidig med at andelen af energi fra kulhydrater varierede mellem 5 % og 20 %. Disse forsøg viste, at proteinindholdet kunne reduceres fra 55 % til 45 % af OE, og at hvalpetilvæksten og reproduktionsresultatet var bedst ved 10-15 % af OE fra kulhydrater (Clausen & Hejlesen, 1999).

Tabel 3. Kropsvægt i gram (gns. og SD) for hvalpe i dieperioden HOLD HOLD 1 HOLD 2 HOLD 3 HOLD 4 P-værdi 1 Energifordeling 61:38:1 54:37:9 47:36:17 39:36:25 Hvalpe v. fødsel 0,88 10,9 ± 2,0 10,8 ± 2,1 10,8 ±1,9 10,6 ±1,8 Hanhvalpe 2 uger 0,57 73 ± 12 72 ± 11 73 ± 11 70 ± 11 3 uger 0,83 119 ±19 116 ± 17 116 ± 18 116 ± 16 4 uger 0,78 170 ± 30 164 ± 28 166 ± 31 165 ± 25 7 uger 0,24 495 ± 114 460 ± 105 460 ± 113 445 ± 90 Tævehvalpe 2 uger 0,99 64 ± 12 65 ± 8,4 65 ± 9,8 65 ± 9,6 3 uger 0,99 104 ± 18 104 ± 15 105 ± 15 105 ± 14 4 uger 0,76 153 ± 27 147 ± 25 153 ± 26 150 ± 22 7 uger 0,04 389 ± 70 b 413 ± 61a 383 ± 59 b 421 ± 65 a 1) Gennemsnitsværdier inden for samme række med forskellige bogstaver er signifikant forskellige P<0,05.

Faglig Årsberetning 1999

83


Damgaard, B.M., Børsting, C.F. & R. Fink

Tæverne på de 4 hold optog i diegivningsperioden den samme daglige energimængde og de tabte det samme i kropsvægt pr. hvalp, samtidig med at hvalpene stort set havde samme tilvækst i kropsvægt. Derfor synes resultaterne at vise, at tæverne kunne optage en konstant mængde energi uafhængigt af store forskelle i protein- og kulhydratindhold. Tævernes mobilisering af kropsdepoter var afhængig af antallet af hvalpe. Konklusion På baggrund af resultaterne kan konkluderes, at tæverne optog den samme mængde energi pr. døgn uafhængigt af foderets energikoncentration og energifordeling. Tævernes mobilisering af kropsdepoter i løbet af diegivningsperioden fulgte antallet af hvalpe. Minktæver kunne tilsyneladende danne tilstrækkeligt glukose (laktose) til at gennemføre diegivningsperioden, uden at der var effekt på hvalpetilvæksten, ved fodring med et foder, der stort set ikke indeholdt kulhydrat, når proteinindholdet var højt. Det var muligt at reducere proteinindholdet i foderet fra 61 % til 39 % af omsættelig energi uden negativ effekt på hvalpenes tilvækst, når protein blev erstattet af kulhydrater.

84

Referencer Blaza, S.E., Booles, D. & Burger, I.H. 1989. Is carbohydrate essential for pregnancy and lactation in dogs? In: Burger, I.H. & Rivers, J.P.W. (eds.) Nutrition of the dog and cat. 7th Waltham Symposium, Cambridge University Press, pp. 229-243. Børsting, C.F. & Damgaard, B.M. 1999. Fodertildeling i vinterperioden – fysiologiske effekter. Danmarks JordbrugsForskning, Intern Rapport nr. 123, 21-28. Clausen, T.N. & Hejlesen, C. 1999. Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinter- og dieperioderne. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S. Faglig Årsberetning 1998. pp. 33-38. Hansen, N.E., Finne, L., Skrede, A. & Tauson, A.-H. 1991. Energiforsyningen hos mink og ræv. NJF-utredning/rapport no. 63. DSR Forlag, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, København, Danmark, 59 pp. Romsos, D.R., Palmer, K.L., Muiruri, K.L. & Benmink, M.R. 1981. Influence of a low carbohydrate diet on performance of pregnant and lactating dogs. J. Nutr. 111, 678-698.

Faglig Årsberetning 1999


Rapsfedtsyrer/Lecithin med et Højt Indhold af Naturligt E-vitamin til Diegivende Tæver Søren Krogh Jensen1) og Birthe M. Damgaard2) 1)Afd.

for Husdyrernæring og Fysiologi, 2)Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, DJF, Forskningscenter Foulum Sammendrag E-Vitamin aktiviteten af naturligt E-vitamin er betydelig højere end aktiviteten af syntetisk E-vitamin, men er normalt vanskelig og dyr at få fat i. Rapsolie destillat fra raffinering af rapsolie er imidletid meget rig på E-vitamin og indeholder typisk 8-9000 mg/kg. For at øge den oxidative stabilitet af dette produkt blev der iblandet rapslecitihn i forholdet 45:55, således at produktet, Lecithin+, har et Evitaminindhold på godt 4000 mg/kg. E-vitamin værdien af dette produkt blev undersøgt i et forsøg med drægtige og diegivende tæver. Forsøget viste at naturligt E-vitamin blev overført signifikant bedre gennem minkmælken til hvalpene. Endvidere viste forsøget at der kun er en marginal effekt på tævernes og hvalpenes E-vitamin status ved at øge doseringen fra 50 til 100 mg E-vitamin/kg foder. Jensen, S.K. & B.M. Damgaard, (2000). Rapsfedtsyrer/lecithin med et højt indhold af naturligt Evitamin til diegivende tæver. Faglig Årsberetning 1999, 85-87. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The vitamin E activity of naturally vitamin E is considerable higher than the activity of synthetic vitamin E, but it is normally difficult and expensive to buy the natural form. However, rapeseed oil distillate obtained by refinement of rapeseed oil is very rich in natural vitamin E with a typical content of 8-9000 mg/kg. In order to increase the oxidative stability of this product it was formulated as a blend of distillate and rapeseed lecithin in a proportion of 45:55, and named Lecithin+. Thus the vitamin E content is over 4000 mg/ kg in this product. The vitamin E value of Lecithin+ was investigated in an experiment with pregnant and lactating mink. The experiment showed that natural vitamin E was significant better transferred to the mink kittens through the mink milk compared with synthetic vitamin E. Furthermore, the experiment showed that there was only a marginal effect on the vitamin E status of the bitches and the kittens upon increasing the vitamin E content in the feed from 50 to 100 mg vitamin E/kg feed. Jensen, S.K. & B.M. Damgaard, (2000). Fatty acids/lecithin from rapeseed with a high content of natural vitamin E to mink bitches. Annual Report 1999, 85-87. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Baggrund Der anvendes høje doser af E-vitamin i minkfoder sammenlignet med de Evitamindoseringer, der anvendes til de fleste andre husdyrarter. Denne høje dosering er begrundet minkenes behov for at være velforsynet med anti-oxidanter, på grund af minkfoderets høje indhold af let oxiderbare polyumættede fedtsyrer. Det er velkendt at naturligt E-vitamin (RRR-α-tocopherol) udnyttes bedre end syntetisk E-vitamin (all-rac-α-tocopherol acetat). E-vitamin er forholdsvis dyrt, og det er normalt syntetisk E-vitamin, der anvendes i foderblandinger, da den under de fleste forhold er billigst. Samtidig er den på grund af en acetat gruppe mere stabil mod oxidation i foderet end den naturlige form.

På trods af disse forhold kan det være relevant at se på alternative kilder til at sikre en optimal og billig E-vitamin forsyning til minkene. Ved raffinering af rapsolie ved destillation fremkommer et destillat, som dels er rig på frie fedtsyrer, men som også har et højt indhold af tocopheroler, idet ca. 1/5 af rapsoliens indhold af tocopheroler afdampes ved denne destillerings proces og genfindes i rapsoliedestillatet. Det herved fremkomne rapsoliedestillat indeholder pr kg typisk omkring 5000 mg α-tocopherol, 12000 mg γ-tocopherol og 500 mg δ-tocopherol. Et kg rapsolie destillat modsvarer således 8-9000 mg syntetisk E-vitamin. Dette produkt kan derfor være en god E-vitaminkilde i foderblandinger, hvor man også ønsker at tilsætte ekstra fedt.

Faglig Årsberetning 1999

85


Jensen, S.K. & B.M. Damgaard

For at undersøge E-vitamin værdien af rapsoliedestillat blev et forsøg med drægtige og diegivende tæver udført med det formål at undersøge overførslen af Evitamin via minkmælk til hvalpene i de første tre uger efter fødslen. Minktæver og hvalpe blev valgt som forsøgsgruppe fordi minkhvalpe fødes med meget små Evitamin reserver. En eventuel forskel i funktion i kroppen mellem syntetisk og naturligt E-vitamin vil derfor bedre kunne erkendes efter passage gennem tæverne, og overførslen til hvalpene via mælken.

blev udtaget fra tæverne den 19/4 og den 18/5 samt fra hvalpene den 20/5. Foder Foderet blev fremstillet på grundlag af almindeligt farmfoder fri for tilsat Evitamin og tilsat fedt/olie. Grundfoderet indeholdt således 18,0% protein, 2,8% fedt og 28,5% tørstof. Det analyserede indhold af α- og γ-tocopherol var 3,4 og 5,3 mg/kg foder. Færdigfoderet blev så tilsat fedt indeholdende den ønskede mængde E-vitamin samt lidt fiskemel så protein og fedtprocenten i færdigfoderet kom op på 20,6% protein og 6,6% fedt.

Materiale og metoder

E-vitamin kilder For at sikre en bedre stabilitet af Evitamin og dermed et bedre sammenlignings grundlag blev den naturlige E-vitamin kilde, rapsoliedestillat, iblandet rapslecithin i forholdet 45:55 og kaldes Lecithin+, mens det syntetiske Evitamin blev iblandet almindelig rapsolie. De herved fremkomne tre fedtpartier blev iblandet grundfoderet efter nedenstående plan (Tabel 1).

Dyr Fyrre Standard minktæver blev fordelt på fire hold med ti tæver på hvert hold. Minkene indgik i forsøget fra den 19/4 – 20/5 1999. Hvalpene fødtes i perioden 26/5 – 5/5 og var således omkring tre uger ved forsøgets afslutning. Tæverne blev vejet den 19/4, umiddelbart efter fødslen og den 20/5. Blodprøver Tabel 1

Sammensætning og analyseret indhold af tocopheroler i oliepartierne anvendt til fremstilling af de fire forskellige foderblandinger med forskelligt E-vitamin indhold E-Vitamin (syntetisk) E-Vitamin (Naturligt) beriget rapsolie Almindelig rapsolie Lecithin+

Tocopherol indhold (mg/kg) αγδ-

Gns SD 3123 263 447 86 -

Gns SD 262 30 395 2 25 2

Hold 1: 50 mg Syntetisk

17,5

Tilsat, g/kg foder 17,5

Hold 2: 100 mg Syntetisk

35,0

Hold 3: 50 mg Naturligt

17,5

Hold 4: 100 mg Naturligt

Resultater og diskussion Foderforbruget var ens for de fire hold. Tilsvarende var der heller ikke forskel mellem holdene på tævernes vægt ved fødsel eller den 20/5.

86

Gns SD 2737 63 5438 71 331 35

E-vitamin indhold i færdigfoder mg/kg α: γ:

60,6 19,5

α: γ:

112,7 20,9

17,5

α: γ:

54,0 103,8

35,0

α: γ:

95,8 189,0

Indholdet af α-tocopherol og γ-tocopherol i plasmaet hos minktæverne fremgår af tabel 2. Ved forsøgets begyndelse var det gennemsnitlige indholdet af α-tocopherol 23,0 µg/ml med en spredning på 7,0 µg/ml, mens det tilsvarende indhold af γ-tocopherol

Faglig Årsberetning 1999


Rapsfedtsyrer/lecithin med et højt indhold af naturligt E-vitamin til diegivende tæver

var 1,1 µg/ml med en spredning på 0,5 µg/ml. Ved forsøgets afslutning var det gennemsnitlige niveau for holdet der fik 50 mg syntetisk E-vitamin faldet til 20,6 µg/ml, mens de øvrige tre hold viste en tendens til en svag stigning i plasmaets niveau af αtocopherol. Tilsvarende var indholdet af γtocopherol i plasmaet hos de to hold som fik naturligt E-vitamin steget signifikant. Ved en tofaktor analyse, hvor effekten af syntetisk ETabel 2

vitamin blev testet mod effekten af naturligt E-vitamin af tævernes α-tocopherol indhold i blodplasma fra maj, fandtes en signifikant interaktion mellem E-vitamin niveau og Evitamin type (P= 0,043). Denne interaktion kan forklares med at det største antal goldtæver fandtes i gruppe 3 (50 mg naturligt E-vitamin), idet goldtæver ofte vil have et højere E-vitamin indhold i blodet end diegivende tæver.

Indhold af α-tocopherol og γ-tocopherol i plasma hos minktæver målt ved forsøgets begyndelse og ved forsøgets afslutning α-Tocopherol, µg/ml plasma Hold

1: 50 mg syntetisk 2: 100 mg syntetisk 3: 50 mg naturligt 4: 100 mg naturligt P-Værdi

Maj

Forskel

April

Maj

Forskel

25,8 22,8 24,0 21,7

20,6 26,5 27,5 24,8

5,2 -3,7 -3,5 -3,1

1,2 1,1 0,9 1,2

2,9b 2,9b 9,9a 11,5a

-1,7b -1,8b -9,0a -10,3a

0,11

0,05

<0,001

<0,001

Det fremgår af tabel 3 at hvalpenes indhold af E-vitamin i plasma og erythrocytter responderede positivt på såvel typen af Evitamin som mængden af E-vitamin i tævernes foder. Således var indholdet af αtocopherol 10 –12% højere i plasma og Tabel 3

γ-Tocopherol, µg/ml plasma

April

erythrocytter hos de minkhvalpe, hvis mødre var blevet fodret med naturligt E-vitamin sammenlignet med syntetisk E-vitamin. Tilsvarende var indholdet af γ-tocopherol signifikant højere i de hvalpe, hvis mødre var fodret med naturligt E-vitamin.

Indhold af α-tocopherol og γ-tocopherol i plasma og erythrocytter hos minkhvalpe ved forsøgets afslutning

PLASMA E-Vitamin α-Tocopherol Kilde/mængde 50 100 Syntetisk 19,6 23,3 Naturligt 22,4 26,2 P-Værdi 0,0023 ERYTHROCYTTER E-vitamin α-Tocopherol Kilde/mængde 50 100 Syntetisk 4,01 4,33 Naturligt 4,31 4,51 P-Værdi 0,71

Konklusion Forsøgsresultaterne viser at Lecithin+ er en god E-vitamin kilde til minktæver idet Evitamin niveauet i plasma var fuld på højde med mink, der blev fodret med syntetisk Evitamin. Overførslen til minkhvalpe via mælken var

P-Værdi 0,018

P-Værdi 0,72

γ-Tocopherol 50 100 2,49 2,11 6,08 8,36 <0,001 γ-Tocopherol 50 100 0,69 0,41 1,01 1,65 <0,001

P-Værdi <0,001

P-Værdi <0,001

endda signifikant højere for mink fodret med Lecithin+ sammenlignet med mink fodret med syntetisk E-vitamin. Endvidere viser forsøgene at der kun opnås en marginal effekt på tævernes og hvalpenes E-vitamin staus ved at øge E-vitamin tildelingen fra 50 til 100 mg/kg foder.

Faglig Årsberetning 1999

87


88

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Ammoniumklorid til Wildminkhvalpe fra 10/6 til 28/6 1999 Tove N. Clausen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro Sammendrag Undersøgelse af, hvilken betydning en tilsætning af 0,35% NH4Cl dagligt fra 10/6 til 28/6, har for hvalpenes tilvækst og urinens pH (forsøg I). To grupper á 18 kuld, med hhv uden en daglig tilsætning af 0,35 % NH4Cl til foderet, blev vejet ved forsøgets start (10/6) og ved forsøgets slutning (d. 26/6). Der blev udtaget urinprøver to gang i forsøgsperioden. Der blev set en dårligere tilvækst hos hanhvalpe der fik 0,35 % ammoniumklorid i foderet hver dag, end hos kontrol hvalpe. Derudover blev undersøgt, hvorledes en tilsætning af ammoniumklorid til foderet hver anden dag, har betydning for foderoptagelsen og urinens pH (forsøg II). Tolv kuld i wildmink, blev tildelt 0,35 % ammoniumklorid i foderet hver anden dag, der blev udtaget urinprøver hver dag, og foderoptagelsen blev målt. En tilsætning af 0,35 % ammoniumklorid til foderet hveranden dag, reducerede urin pH til under 6,6 de dage hvor det blev anvendt, men det så samtidig ud til at hvalpene åd mindre på de dage, hvor der var ammoniumklorid i foderet. Clausen, T.N., (2000). Ammoniumklorid til wildminkhvalpe fra 10/6 til 28/6 1999. Faglig Årsberetning 1999, 89-91. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract We investigated the consequences of adding 0.35 % ammonium chloride daily to mink feed from July 10 to July 26 on the growth of mink kits and urinary pH (Experiment I). Two groups, each consisting of 18 litters, with and without addition of 0.35 % ammonium chloride, were weighed at the beginning and at the end of the experimental period. Urinary samples were taken twice during the period. The growth of the male mink kits was reduced in the group that received 0.35 % ammonium chloride each day. Furthermore, we investigated how an addition of 0.35 % ammonium chloride every second day would influence urinary pH and feed consumption (Experiment II). Twelve litters of wild type mink kits, were given feed which every second day contained 0.35 % ammonium chloride. Urinary samples were taken every day and feed consumption was measured. An addition of 0.35 % ammonium chloride every second day reduced the urinary pH on the day it was added, but feed consumption seemed to be reduced as well. Clausen, T.N., (2000). Ammonium chloride fed to mink kits from June 10th to June 28th 1999. Annual Report 1999, 89-91. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Baggrund Risikoen for udvikling af blærebetændelse er størst i juni - juli måned, inden tilsætningen af ensilage er høj nok til at sænke urin pH, og dermed modvirke bakterievækst og udfældninger af magnesiumsalte. Tidligere års undersøgelser har vist, at tilsætning af 0,35 % ammoniumklorid i foderet dagligt kan anvendes til hvalpe i slutningen af juni måned, uden negativ betydning for hvalpenes tilvækst (Clausen & Wamberg, 1998). Der er dog oplysninger fra Holland om en vis negativ smag af foderet ved anvendelse af ammonuimklorid (B. Urlings, pers. med. 1999), hvorfor NH4Cl kun anvendes to gange om ugen i Holland. Ligeledes er der er en vis risiko for udvikling af metabolisk acidose, hvis NH4Cl anvendes i

for høje mængder i for lang en periode (Ching et al., 1989). Formålet med undersøgelsen var at undersøge, hvorledes en tilsætning af 0,35% NH4Cl dagligt i en længere periode, startende i slutningen af dieperioden, havde betydning for hvalpenes tilvækst og urinens pH (forsøg I). Samt at undersøge hvorledes en tilsætning af ammoniumklorid til foderet hver anden dag, havde betydning for foderoptagelsen og urinens pH (forsøg II). Materiale og metoder: Forsøg I To hold á 126 kuld wildmink blev anvendt til undersøgelsen. Holdene blev udvalgt således, at der var ens kuldstørrelse ved forsøgets start. Til det ene hold (hold 2) blev foderet dagligt tilsat 0,35 % NH4Cl fra 10/6 til 28/6.

Faglig Årsberetning 1999

89


Clausen, T.N

Til det andet hold blev der ikke tilsat ammoniumklorid (hold 1). Antal hvalpe i hver hold ved start og slut af forsøget blev noteret, samtlige døde hvalpe blev indsamlet holdvis, registreret og obduceret. 2 x 18 kuld hvalpe (ens kuldstørrelse, fødselsdato 27 - 28 - 29 april og tæve alder (3. års)) med / uden NH4Cl tilsætning til foderet, blev vejet (genn. på kuldbasis) ved forsøgets start (ved fravænning d. 8 - 9 eller 10 juni) og ved forsøgets slutning (d. 26/6). Der blev udtaget urinprøver af 2 x 12 hanner i hver hold, én gang om ugen (d.16/6 og 23/6), dagen før urinprøve blev udtaget en foderprøve. Dyrene blev fodret med fodercentralfoder, dette ændrede sig fra dag til dag og indeholdt bl.a. ensilage i slutningen af perioden. Forsøg II Hvalpene i 12 kuld wildmink født d. 1/5, blev tildelt 0,35 % ammoniumklorid i foderet hver anden dag, (mandag og onsdag i uge 24), der blev udtaget urinprøver fredag (d. 11/6) ugen før, samt tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, altid før den nye dags fodring. Tildelt og afskrabet foder blev målt, således at foderoptagelsen pr dag kunne registreres. Foderet blev fremstillet på Holstebro fodercentral d. 11/6, og frosset ind til hele perioden.

Tabel 1

De statistiske beregninger er udført med SAS programmet (GLM, LSMEANS/PDIFF), med 5 % som signifikansniveau. Resultater og diskussion Forsøg I Der var kun få dødsfald blandt hvalpene i forsøgsperioden og der var ikke forskel mellem holdene. I kontrol holdet døde der 6 hvalpe i undersøgelses perioden, 5 af dem var utrivelige, én havde lungebetændelse, i ammoniumklorid holdet døde der 7 hvalpe i undersøgelses perioden, 5 af dem var utrivelige og to havde lungebetændelse. Der blev ikke fundet tilfælde af blærebetændelse i nogen af holdene. Frekvensen af blærebetændelse på farmniveau er ret lav, og man ville ikke forvente at finde nogen forskel mellem holdene med det relativt lave antal hvalpe. Resultaterne af vejningerne ses af tabel 1. Hanhvalpene i kontrolholdet vejede lidt mere end hanhvalpene i forsøgsholdet ved start af forsøget. Ved slutning af forsøget vejede hanhvalpene i kontrolholdet signifikant mere, og der var en signifikant bedre tilvækst fra start til slut i kontrolholdet frem for forsøgsholdet. For tævehvalpene var der ingen forskel hverken på hvalpevægte eller tilvæksten.

Kuldstørrelse samt hvalpevægte hos mink fodret med og uden ammoniumklorid i perioden 10/6 til 28/6 (no.=18) (standardafvigelse i parentes) Kuldstørrelse v. start

Hvalpevægte i gram Hanhvalpe Ved start

Ved slut

Ved start

Ved slut

Tilvækst

Kontrol

5,89 (1,57)

394 (49)

773 (81)

379 (42)

320 (40)

583 (47)

262 (32)

K+NH4Cl

5,89 (1,57)

372 (37)

715 (45)

344 (35)

312 (40)

567 (59)

255 (40)

NS

NS

0,01

0,01

NS

NS

NS

p-værdi

Resultaterne af urinprøverne ses af tabel 2, både d. 16/6 og d. 23/6 var der signifikant lavere pH i urinen fra forsøgsholdet end i urin fra kontrolholdet. D. 16/6 var pH i urinen fra kontrolholdet dog noget lavere end i tidligere forsøg med et tilsvarende foder (Clausen & Damgaard, 1999), samt forsøg II, hvor urin pH blev fundet til 6,7 7,0. En pH i urinen fra kontrolmink på 6,28

90

Tævehvalpe Tilvækst

i dette forsøg kan muligvis bero på en fodringsfejl. Tabel 2

pH i spoturin fra hvalpe med og uden ammoniumklorid i foderet (no.=12) (standardafvigelse i parentes)

Kontrol K+NH4Cl p-værdi

Faglig Årsberetning 1999

Urin pH d. 16/6 Urin pH d. 23/6 6,28 (0,22) 6,66 (0,17) 6,11 (0,10) 6,04 (0,13) 0,02 0,0001


Ammoniumklorid til wildminkhvalpe fra 10/6 til 28/6 1999

Ifølge Case et al (1995) bør pH i urinen hos katte ligge mellem 6,0 og 6,6, for at undgå udfældninger af struvit krystaller hos disponerede dyr. Ifølge tabel 3 har alle prøver i forsøgsholdet en urin pH på under 6,6, hvorimod der i kontrolholdet er nogle hvalpe med urin pH over 6,6, og som dermed er i risiko gruppen m.h.t. udfældning af struvit krystaller. Tabel 4

d. 11/6 d. 14-15/6 d. 15-16/6 d. 16-17/6 d. 17-18/6

Tabel 3

Kontrol K+NH4Cl

Antal urinprøver med pH under hhv over 6,6, samt antal urinprøver med bundfald. pH i urinen 16/6 23/6 <= 6,6 > 6,6 <= 6,6 > 6,6 10 2 4 8 12 0 12 0

Bundfald 16/6

23/6

0 1

3 0

Forsøg II Resultaterne fra forsøg II ses af tabel 4.

Urin pH, antal urinprøver med over hhv under 6,6 i pH, samt bundfald i urinprøverne og foderoptagelse.

+ amm ÷ amm + amm ÷ amm

pH 7,00 6,08 6,56 5,92 6,62

A C B C B

ph<6,6 1 12 9 12 5

Før forsøgets start var pH i urinen 7,0, en tilsætning af 0,35 % ammoniumklorid gav straks et fald i urin pH på næsten én enhed. Efter at hvalpene dernæst havde fået foder uden ammoniumklorid i et døgn, steg urin pH igen, men ikke til så højt et niveau som ved start, dette gentog sig de næste to dage med og uden ammoniumklorid tilsætning. De dage hvor der blev tilsat ammoniumklorid til foderet var der ingen hvalpe der havde en urin pH på over 6,6, hvorimod dette var tilfældet de dage, hvor der ikke var ammoniumklorid i foderet. Mængden af bundfald blev vurderet, og de dage hvor der var ammoniumklorid tilsætning til foderet var der ingen bundfald i nogen af prøverne. Foderoptagelsen blev målt, men ved en fejl var de gamle tæver ikke taget fra de første dage, hvorfor foderoptagelsen fra d. 14 - 15 ikke kunne anvendes, der er derfor kun målinger for én dag med ammoniumklorid i foderet, denne dag æder hvalpene mindre end de to dage, hvor der ikke er ammoniumklorid i foderet. Konklusion Forsøg I Ud fra de foreliggende resultater ser det ud til at hanhvalpene ikke trives så godt, hvis der er 0,35 % ammoniumklorid i foderet hver dag.

Antal med ph>=6,6 13 0 5 0 9

Bundfald Foderoptagelse 1 0 tæven i buret 1 9,813 0 9,307 2 9,884

Forsøg II En tilsætning af 0,35 % ammoniumklorid til foderet hveranden dag, reducerede urin pH til under 6,6 de dage hvor det blev anvendt, men det så samtidig ud til at hvalpene åd mindre på de dage hvor der var ammoniumklorid i foderet. Referencer Case, L.R., Carey, D.P., Hirakawa, D.A., 1995. Canine and feline nutrition, Chapter 32, Feline lower urinary tract disease, Mosby, pp. 357-371. Ching, S.V., Fettman, M.J., Hamar, D.W., Nagode, L.A., Smith, K.R., 1989. The effect of chronic dietary acidification using ammonium chloride on acid-base and mineral metabolism in the adult cat. Jour. Nutr., 119, 902-915. Clausen, T.N., Damgaard, B.M., 1999. Dieperiodefoderets betydning for surhedsgraden i urinen hos minkhvalpe. Faglig Årsberetning for Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, 1998. 87-91. Clausen, T.N., Wamberg, S., 1998. Ændringer i urin-pH hos minkhvalpe (7-9 uger gamle) ved forskellig fodring. Faglig Årsberetning for Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed A/S, 1997. 6775.

Faglig Årsberetning 1999

91


92

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Fasefodring med Protein til Mink i Vækstperioden. Carsten Hejlesen & Tove N. Clausen

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro. Sammendrag En reduktion af proteintildelingen i vækstperioden (fasefodring) fra 29 til 24% af OE, er tidligere undersøgt med wildmink som forsøgsdyr. Proteinreduktionen har ikke haft konsekvenser for skindlængde eller pelskvalitet, men det optimale tidspunktet for reduktionen har været uklar, selvom tidligere forsøg kraftigt antyder, at det er sidst i september. I dette forsøg er en reduktion i proteintildelingen 20. september undersøgt for standard som forsøgsdyr. På baggrund af forsøget kan det anbefales at reducere foderets proteinindhold fra 29 til 24% af OE 20. september. Hejlesen, C. & T.N. Clausen, (2000). Fasefodring med protein til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1999, 93-95. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract A reduced protein content in growth period feed from 29 to 24 percent of ME has no consequence on skinlenght or fur quality on mink of colour type Wildmink. The best date for a reduction is not definitivly defined. However earlier test strongly indicates that it is in late September. In this experiment a reduction on 20. September has been investigated, with mink of colour type Standard. It is concluded, that a reduction in protein content from 29 to 24% of ME on 20. September is recommendable. Hejlesen, C. & T.N. Clausen, (2000). Phase feeding protein to mink in the growth period. Annual Report 1999, 93-95. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Fasefodring med protein er defineret ved, at dyrene tildeles den mængde protein de har behov for i vækstperiodens vækstfaser. Vækstperioden kan deles i en første fase, hvor den primære vækst er proteinaflejring, og i en sidste fase hvor den primære vækst er fedtaflejring, samt proteinaflejring i form af hårvækst. Det er muligt, at reducere proteinniveauet fra 29 til 24% af OE i vækstperioden uden negativ effekt på skindlængde, skindkvalitet og sundhed (Hejlesen & Clausen, 1999; Hejlesen et al., 1998). Forsøgene har dog ikke entydigt vist på hvilket tidspunkt en reduktion er mest optimal, men de antyder dog kraftigt, at det er i perioden fra medio september til primo oktober. Det stemmer overens med GlemHansen og Enggaard, 1981 der fandt, at aflejringen af protein i kroppen stort set var overstået når hanhvalpene var ca. 20 uger gamle. Den relativ lille, eller udebleven effekt af en proteinreduktion på forskellige tidspunkter i vækstperioden i de 3 års fasefodringsforsøg (Hejlesen & Clausen, 1999; Hejlesen et al., 1998; Hejlesen et al., 1997) kan ses som et udtryk for, at behovet for protein til optimal vækst stort set er opfyldt når 24 % af OE

kommer fra protein, eller at forsøgsholdene har været for små til at give statistiske sikre udslag. Formål Formålet med dette års forsøg var, med en fordobling af dyreantallet i forhold til tidligere, at undersøge om en reduktion af protein fra 29% til 24% af OE den 20. september resulterer i samme skindlængder, skindkvaliteter og sundhed som tildeling af 29% af OE fra protein i hele vækstperioden. Desuden undersøges om der opnås effekt af at hæve proteinniveauet fra 24 til 29 % af OE den 20. september. Materialer og metoder I forsøget indgik 4 hold standard á 155 hanog 155 tævehvalpe. Der var ingen helsøskende indenfor hold, og der var lige mange dyr fra hvert dieperiodehold i holdene. Forsøgsfoder blev tildelt fra 8/7 til pelsning efter planen der fremgår i tabel 1. Foderets sammensætning blev kontrolleret ved analyse af protein, fedt, tørstof og aske ved forsøgets start samt én gang per måned. Derudover blev de våde råvarer kontrolleret inden et nyt parti blev taget i brug. Overgangen fra 29 til

Faglig Årsberetning 1999

93


Hejlesen, C. & T.N. Clausen.

24% foregik over en uge omkring den 20. september. Normen for cystin var opfyldt både i 29 og 24 %'s blandingen, mens normen for methionin (0,16 g fordøjelig per 100 kcal) kun var opfyldt for 29 %'s blandingen. I 24 %'s blandingen var der 0,145 g fordøjelig per 100 kcal. Foderplanen var, som beskrevet af Hejlesen & Clausen, 1999. Tabel 1. Plan for tildeling af foder med hhv. 24 og 29% af OE fra protein Scheduled administering of feed with 24 and 29 precent of ME from protein Hold 91 92 93 94

Andelen af OE fra protein 8/7 til 18/9 18/9 - pelsning 24 % 24 % 29 % 24 % 29 % 29 % 24 % 29 %

Forsøgsdyrene blev pelset fra 1. til 9. december, således der blev pelset lige mange fra hvert forsøgshold hver dag. De statistiske beregninger er foretaget med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS/PDIFF med 5% som signifikansniveau er anvendt. Ved analyse af september- og pelsningsvægt er udsætningsvægten medtaget som covariat, ved analyse af tilvækst fra september til pelsning er septembervægten medtaget som covariat, mens skindlængden er medtaget som covariat Tabel 2.

ved analyse af skindkvalitet. Alle analyser er foretaget efter følgende model; Y= X + A + B + e Hvor Y=undersøgt variabel, X=gennemsnit, A=effekt af proteinniveau fra udsætning til septembervejning, B=effekt af proteinniveau fra septembervejning til pelsning, e=residualeffekt. For ingen af de undersøgte parametre var der vekselvirkning mellem proteinniveauet i de to perioder. Derfor er resultaterne angivet som effekt af hver af de to perioder. Resultater og diskussion Hverken proteinniveauet fra udsætning til september eller fra september til pelsning havde effekt på hanhvalpenes vægt eller vægtudvikling (tabel 2), hvilket er i overensstemmelse med tidligere forsøg (Damgaard et al.. 1998, Hejlesen & Clausen 1998, Hejlesen et al. 1997). Ligeledes var der ingen effekt på skindenes længde eller deres pelskvalitet (tabel 3). Tidligere er der fundet en tendens til dårligere skindkvalitet af fodring med 24% kontra 29% af OE fra protein i hele vækstperioden (Hejlesen & Clausen 1998, Hejlesen et al. 1997), men denne tendens genfindes ikke i dette forsøg.

Hvalpenes vægtudvikling, samt resultat af skindsorteringen. Stadardafvigelse i parentes. Development i kid weight, and fur grading result. Standard deviation in brackets. OE fra protein, udsætning-september 24% 29% 155 155 2044 (250) 2072 (241)

Antal hanhvalpe Septembervægt, g Tilvækst, 213 (132) sept.-pelsning, g Pelsningsvægt, g 2257 (268) Skindlængde, cm. 79,8 (4,1) Pelskvalitet* 6,5 (2,7) Silkede, % 7,4 Dårlig uld, % 2,7 Normal uld, % 91,0 God uld, % 6,4 Metallic, % 6,7 Gnav, % 5,4 Våd bug, % 6,7 Pelsklat, % 4,0 Døde, % 2,4 * 1-12, 12 bedste kvalitet

94

OE fra protein, september-pelsning 24% 29% 155 155 2049 (244) 2067 (247)

215 (132)

208 (121)

219 (142)

2283 (269) 80,0 (4,4) 6,4 (2,7) 10,4 3,7 90,6 5,7 4,7 6,4 6,4 4,4 0,6

2256 (270) 79,6 (4,4) 6,5 (2,7) 10,5 3,7 89,8 6,4 4,1 6,8 8,1 3,4 1,8

2284 (267) 80,2 (4,1) 6,4 (2,7) 7,3 2,7 91,7 5,6 7,3 5,0 5,0 5,0 1,3

Faglig Årsberetning 1999


Fasefodring med protein til mink i vækstperioden

Dødeligheden var ikke signifikant påvirket af proteinniveauet, men den var dog større ved fodring med 24 % af OE fra udsætning til september i forhold til 29%. Den overvejende del af de døde hvalpe (60%) fra holdene der fik 24 % af OE fra protein døde i juli, og med diagnosen "afmagret", hvilket kan være en indikation af, at overgangen til lavproteinholdigt foder giver hvalpene sundhedsmæssige problemer. Det stemmer overens med Damgaard et al. (1998), der rapporterede, at 25% eller lavere andel af OE fra protein var forbundet med en øget dødelighed. Konklusion Fodring med 29% af OE fra protein fra udsætning til 20 september efterfulgt af en reduktion til 24% indtil pelsning, har ingen negativ effekt på hverken skindstørrelse eller pelskvalitet, i forhold til fodring med 29% af OE fra protein i hele vækstperioden. Fodring med 24% af OE fra protein fra udsætning til 20 september resulterede i en forøget dødelighed. Endelig resulterede en forøgelse af proteinandelen fra 24 til 29% af OE per 20 september ikke i en ændring af hverken skindlængde eller skindkvalitet

På baggrund af dette forsøg med standard, og tidligere forsøg med wildmink kan det anbefales, at tildele minkhvalpe i vækstperioden 29% af OE fra protein fra udsætning til 20. september efterfulgt af en reduktion til 24%. Litteratur Damgaard B. M., Clausen T. N. & Dietz H. H. 1998. Effect of dietary protein levels on growth performance, mortality rate and clinical blood parameters in mink. Acta Agric. Scand. 48, 38-48. Hejlesen C. & Clausen T. N. 1999. Fasefodring med protein til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1998, 73-81. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S. Hejlesen C., Clausen T. N. & Therkildsen N. 1998. Fasefodring af minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1997, 101-106. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S. Hejlesen C., Clausen T. N. & Therkildsen N. 1997. Fasefodring (Proteinovergang). Faglig Årsberetning 1996, 79-84. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S.

Faglig Årsberetning 1999

95


96

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Afprøvning af Stigende Mængde Lodde til Minkhvalpe i Vækstperioden 1998 Tove N. Clausen og Carsten Hejlesen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Herningvej 112, 7500 Holstebro, Danmark Sammendrag Undersøgelse af 0, 4, 8, 12 % lodde og 12 % lodde med tilsætning af 0,2 % Hemax i foderet til minkhvalpe i vækst- og pelssætnings perioderne. 4 hold med 81 han- og 81 tævehvalpe og et kontrolhold med 162 hanog 162 tævehvalpe blev brugt. 12 % lodde kunne anvendes i foderet uden negative konsekvenser for hvalpevægte, skindlængde, skindkvalitet og blodprocent. Clausen, T.N. og C. Hejlesen, (2000). Afprøvning af stigende mængde lodde til minkhvalpe i vækstperioden 1998. Faglig Årsberetning 1999, 97-99. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Investigation on the use of 0, 4, 8, 12 % capelin and 12 % capelin with an addition of 0.2 % Hemax (Fe) in the feed for mink kits in the growing-furring period. 4 groups with 81 male- and 81 female- kits and the control group with 162 male- and 162 female- kits were used. 12 % capelin could be used in the feed without negative consequence on weight of the kits, size of the pelt, pelt quality and haematocrit Clausen, T.N. og C. Hejlesen, (2000). Increasing amounts of capelin in the feed for mink kits in the growing-furring period 1998. Annual Report 1999, 97-99, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark. .

Formål Med etableringen af DIF (Dansk-Islandsk Foderselskab), vil der være lodde til rådighed for produktionen af minkfoder. Lodde adskiller sig i sammensætning ikke fra andre kendte fiskeråvarer, men da lodde betragtes som en ny råvare, var formålet at afprøve dens eventuelle effekter på vækst og skindproduktion. Finske rapporter har antydet, at lodde er en såkaldt “anæmifisk”, hvilket betyder at fodring med lodde kan føre til jernmangel hos mink. Derfor er der til én foderblanding med et højt indhold af lodde tilsat ekstra jern. Materiale og metoder Dyr Til undersøgelsen blev anvendt 4 hold wildmink á 81 han- og 81 tævehvalpe, med hhv 4, 8 og 12 % lodde, samt 12% lodde og extra jerntilsætning, derudover et kontrolhold á 162 han- og 162 tævehvalpe uden lodde. Samtlige hanhvalpe blev vejet efter udsætning i uge 27, d. 20. september og ved pelsning. Minkene blev pelset fra d. 12/11 til d. 19/11. Der blev pelset således, at der ikke var forskel i pelsningstidspunktet mellem holdene. Skindsorteringen af hanskindene blev foretaget som en samsortering inden for

farvetype. Ved pelsning blev udtaget blodprøver til bestemmelse af blodprocenten (hæmatokrit). Foder Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge. Forsøgsfoder blev tilført fra 8/7 til pelsning. Forsøgsfoderet blev analyseret for protein, fedt, tørstof og aske ved forsøgets start samt én gang pr. måned. I forsøget har stigende iblanding af lodde erstattet anden industrifisk. Normen for fordøjeligt methionin på 0,16 g pr. 100 kcal var opfyldt i alle hold. Foderplanerne ses af tabel 1. Statistik Statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF er anvendt med 5% som signifikansniveau i beregningerne af vægte og tilvækste, samt skindlængde. Udsætningsvægten er medtaget som kovariant ved beregning af septemberog pelsningsvægtene. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Skindlængden er medtaget som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet. Pelsbid, våd bug, klat, silket, fyldighed og metallic er analyseret med proceduren PROBIT.

Faglig Årsberetning 1999

97


A Clausen, T.N. og C. Hejlesen Tabel 1

Fodersammensætning i forsøg med anvendelse af lodde, vækstperioden 1998

Tabel 2

Hold 31 Lodde

32

33

34*

-

4

8

12

Fiskeaffald

6,9

6,9

6,9

6,9

Industrifisk

20,6

16,6

12,6

8,6

10

10

10

10

Fjerkræaffald Fiskeensilage

10

10

10

10

Korn §

18,4

18,4

18,4

18,4

Proteinblanding #

10,9

11,0

11,0

11,1

Soyaolie

5,7

5,7

5,7

5,7

Svinefedt

2,8

2,2

2,8

2,8

1

1

1

1

0,2

0,2

0,2

0,2

13,8

13,7

13,5

13,3

Hvedeklid Vitaminblanding (DPF 12538) Vand Plantal: Tørstof Energifordeling Energiindhold

Vejeresultater og (standardafvigelse) for minkhvalpe fodret med lodde i vækstperioden 1998. Vægt i gram Antal hanner ved September Pelsning start

Hold

Behandling

31 32 33 34 35

Kontrolhold 4% lodde 8% lodde 12% lodde 12% lodde + Hemax

162 81 81 81 81

2164 (289) 2177 (296) 2184 (269) 2174 (297) 2226 (269)

2271 (335) 2262 (319) 2235 (318) 2239 (340) 2332 (335)

Det resulterede ikke i signifikant forskel i længden af skindene i de to hold med 12 % lodde, men det hold der var tilsat Hemax var længst, og havde samme skindlængde som kontrolholdet (fig 1).

49 49 49 49 29:51:20 29:51:20 29:51:20 29:51:20 224 224 224 224

Analysetal: 49 47 49 49 Tørstof 29:50:21 30:49:21 30:49:21 30:49:21 Energifordeling 217 209 212 220 Energiindhold * Hold 35 er som hold 34, men tilsat 0,2% Hemax (jernglutamat 30%). § ½ byg + ½ hvede # Proteinblandingen bestod af fiskemel, hæmoglobinmel, kartoffelprotein, hvedegluten, kød & benmel samt majsgluten i det indbyrdes forhold 2,9:1,6:1:1,6:1,6:1,6

Resultater og diskussion

Figur 1

Udsætningsvægten var omkring 780 g i alle hold. Der var ingen signifikant forskel i vægtene i september og ved pelsning mellem holdene. Hold 35, der fik 12% lodde med tilsætning af Hemax, vejede dog 100 g mere ved pelsning, end det tilsvarende hold uden jerntilsætning (tabel 2).

Skindkvaliteten, samt frekvensen af silkede, flade og fyldige skind (tabel 3) var ikke forskellig mellem holdene. Det var dog holdet med 12% lodde og tilsætning af Hemax, der havde færrest silkede skind, samt færrest skind med god uld.

Tabel 3

Hold 31 32 33 34 35

98

Skindlængde hos minkhvalpe fodret med lodde i vækstperioden 1998.

Skindresultater for minkhvalpe fodret med lodde i vækstperioden 1998. (Tallene i parentes angiver standardafvigelsen). Behandling Kontrolhold 4% lodde 8% lodde 12% lodde 12% lodde +Hemax

Antal bedømte skind

Kvalitet, 1-12

Silkede, %

136 70 63 67 68

6,1 (2,4) 6,8 (2,2) 6,3 (2,2) 7,0 (2,5) 6,3 (2,5)

11,8 14,3 9,5 16,4 8,8

Faglig Årsberetning 1999

Flade/fyldige % Dårlig uld

Normal uld

God uld

12,5 8,6 12,7 4,5 13,2

77,2 81,4 76,2 85,1 82,4

10,3 10 11,1 10,4 4,4


Afprøvning af stigende mængde lodde til minkhvalpe i vækstperioden 1998

Der var ingen signifikant forskel i farve og renhed af skindene, samt i frekvensen af gnav, våd bug og klat mellem holdene. Måling af blodprocenten ved pelsning (tabel 4) i hold 31, 34 og 35 var indenfor normalområdet og viste ingen statistisk sikker forskel mellem holdene. Det var kontrolholdet, uden lodde, der havde den største blodprocent, og hold 34 og 35 med 12 % lodde der havde de laveste blodprocenter. Der var dog ingen forskel mellem hold 34 uden extra jern og hold 35 med extra jerntilsætning. Dødeligheden i holdene varierede fra 0,6 til 2,5 %, de væsentligste dødsårsager var afmagring, blære- nyrebetændelse og forstørret

fedtlever, uden nogen væsentlig forskel mellem holdene. Tabel 4

Blodprocent hos minkhvalpe fodret med lodde i vækstperioden 1998 (n=15)

Hold Behandling

Hæmatokrit, %

31

Kontrol

50,4 (2,6)

34

12 % lodde

48,6 (2,6)

35

12 % lodde + Hemax

48,0 (3,7)

Konklusion Det gav ingen negative konsekvenser for hvalpevægte, samt skindstørrelse og kvalitet, at anvende op til 12% lodde i foderet. Med den anvendte lodde fra Island gav samtidig tilførsel af Hemax ingen statistisk sikre positive udslag, hverken på pelsningsvægte, skindlængde eller blodprocent.

Faglig Årsberetning 1999

99


100

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Afprøvning af Stigende Mængde Toastede Soyabønner til Minkhvalpe i Vækstperioden 1998 Tove N. Clausen og Carsten Hejlesen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112, 7500 Holstebro, Danmark Sammendrag Til undersøgelsen blev anvendt 3 hold wildmink á 81 han- og 81 tævehvalpe, med hhv 4, 8 og 12 % toastede soyabønner, samt et kontrolhold á 162 han- og 162 tævehvalpe uden toastede soyabønner. Anvendelse af store mængder toastede soyabønner, 8 og 12% i vækstperioden nedsætter tilvæksten hos hvalpene frem til september måned. Den lavere vægt i september bliver delvis indhentet til pelsning, men der ses stadig faldende vægt med stigende mængde toastede soyabønner i foderet, og især de hvalpe der får 12% toastede soyabønner vejer mindre ved pelsning, og har kortere skind (ikke signifikant) end hvalpene i de øvrige hold. Mængden af toastede soyabønner i minkfoder, kan ud fra de foreliggende resultater anvendes med 4 - 8 % i vækstperioden. Clausen, T.N. & C. Hejlesen, (2000). Afprøvning af stigende mængde toastede soyabønner til minkhvalpe i vækstperioden 1998. Faglig Årsberetning 1999, 101-103. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivnings-virksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Abstract To the investigation we used 3 groups each consisting of 81 male- and 81 female- wildtype minkkits fed 4, 8 or 12 % toasted soybean, and a control group with 162 male- and 162 female wildtype minkkits fed a control diet without toasted soybean. The use of 8 - 12 % toasted soybean in the growing period, reduced the growth of minkkits from start of the investigation until September 20. At pelting there were no significant difference between groups, but a decrease in weight with increasing amount of toasted soybean in the feed was seen. The pelt length was reduced (though not significant) if the feed contained 12 % toasted soybean. The content of toasted soybean in the feed should not exceed 4 - 8 % in the growing-furring period. Clausen, T.N. & C. Hejlesen, (2000). Increasing amounts of toasted soybean for mink kits in the growing-furring period 1998. Annual Report 1999, 101-103. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Formål Soyabønner er en af de få proteinkilder, hvis pris ikke påvirkes af efterspørgslen til pelsdyrfoder. Toastede soyabønner kan således være en økonomisk attraktiv råvare. Et problem med soyabønner er dets indhold af trypsininhibitorer, der forringer minkens mulighed for af udnytte protein. Med en korrekt behandling (toastning) kan disse inhibitorer til en vis grad uskadeliggøres. Derudover indeholder toastede soyabønner en del oligo-saccharider (specielle sukkerforbindelser) og andre ernæringsskadelige stoffer der kan nedsætte anvendeligheden til minkfoder. For at undersøge om toasted soyabønner kan indgå i foder til mink i vækstperioden, blev der gennemført et forsøg med stigende mængde soyabønner. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 3 hold wildmink á 81 han- og 81 tævehvalpe, med hhv 4, 8 og 12 % toastede soyabønner, samt et kontrolhold á 162 han- og 162 tævehvalpe

uden toastede soyabønner. Der var ingen helsøskende i holdene, og der var lige mange dyr fra de forskellige dieperiodehold i hver vækstperiodehold. Forsøgsfoder blev tilført fra 8/7 til pelsning. Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge. Forsøgsfoderet blev analyseret for protein, fedt, tørstof og aske ved forsøgets start samt én gang pr. måned. Normen for fordøjeligt methionin på 0,16 g pr. 100 kcal blev kun opfyldt i kontrolholdet, i de øvrige hold blev der fra den 19/8 tilsat D/L-methionin op til normen. Foderplanerne ses af tabel 1. Samtlige hanhvalpe blev vejet efter udsætning i uge 27, d. 20. september og ved pelsning. Minkene blev pelset fra d. 12/11 til d. 19/11. Skindsorteringen af hanskindene er foretaget af uvildige dommere. Dyrenes sundhedstilstand blev fulgt gennem vækstperioden, gødningen blev vurderet flere gange og døde hvalpe blev obduceret. De statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne

Faglig Årsberetning 1999

101


Clausen, T.N. & C. Hejlesen Tabel 1

Fodersammensætning i forsøg med anvendel-se af toastede soyabønner, wildmink vækst-perioden 1998 Hold 31

1 Fiskeaffald 81 Industrifisk 245 Fjerkræaffald

52

53

Figur 1

54

6,9

6,9

6,9

6,9

20,6

20,6

20,6

20,6

10

10

10

10

101 Fiskeensilage

10

10

10

10

627 Byg

9,2

8,8

8,4

8

667 Hvede

9,2

8,8

8,4

8

10,9

8,5

6,4

4,0

Proteinblanding * 460 Toastede soyab.

-

4

8

12

871 Soyaolie

5,7

5,2

4,7

4,2

852 Svinefedt

2,8

2,6

2,3

2,1

1

1

1

1

0,2

0,2

0,2

0,2

13,8

13,5

13,3

13

742 Hvedeklid Vitaminblanding Vand

Plantal: 49 49 49 49 Tørstof 29:51:20 29:51:20 29:51:20 29:51:20 Energifordeling 216 219 221 224 Energiindhold 0,15 0,15 0,15 0,16 Methionin,g/100kcal Analysetal: 46 47 47 49 Tørstof 29:50:21 29:50:21 29:50:21 29:50:21 Energifordeling 200 205 208 20 Energiindhold * Proteinblandingen indeholdt fiskemel, hæmoglobinmel, kartoffelprotein, hvedegluten, kød- & benmel og majsgluten i forholdet 2,9:1,6:0,8:1,6:1,6:1,6 Hold 52-54 blev tilsat DL-methionin fra d. 19/8 for at holde normen for methionin.

(ss4), LSMEANS / PDIFF er anvendt med 5% som signifikansniveau i beregningerne af vægte og tilvækste, samt skindlængde. Udsætningsvægten er medtaget som kovariant ved beregning af september- og pelsningsvægtene. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Skindlængden er medtaget som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet. Pelsbid, våd bug, klat, silket, fyldighed og metallic er analyseret med proceduren PROBIT. Resultater Vægten ved udsætning var 778 g i alle hold. Der var signifikant forskel i kropsvægtene i september (figur 1), således at de hold der fik de højeste mængde toastede soyabønner (8 hhv 12 %) vejede mindst, i forhold til de hold

102

der fik 0 hhv 4% toastede soyabønner. Der var ingen signifikant forskel i vægtene ved pelsning, men tendensen var den samme som ved septembervægten. Hanhvalpevægte

i

september

og

ved

pelsning, hold 31 er kontrolhold, hold 52, 53 og 54 får h.h.v. 4, 8 og 12% toastede soyabønner. Forskellige bogstaver over kolonnerne i september angiver signifikant forskel mellem holdene.

Kontrolholdet havde de længste skind, skindlængden i det hold der fik 12% toastede soyabønner var lavest, men ikke signifikant lavere (p=0,067) end skindlængden i de øvrige hold (figur 2).

Figur 2

Skindlængder, hold 31 er kontrolhold, hold 52, 53 og 54 får h.h.v. 4, 8 og 12% toastede soyabønner.

Der var ingen signifikant forskel i skindkvalitet, farve og renhed mellem holdene. Skindkvaliteten var 6,1, 6,4, 6,4 og 6,2 i hold 31, 52, 53 og 54 hhv, de lidt kortere skind i hold 54 sammenlignet med kontrolholdet, resulterede ikke i en forbedret skindkvalitet. Der var ikke forskel i antal silkede skind, antal flade og fyldige skind, frekvensen af gnav, våd bug og klat mellem holdene.

Faglig Årsberetning 1999


Afprøvning af stigende mængde toastede soyabønner til minkhvalpe i vækstperioden 1998

Vurderingen af gødningen viste intet unormalt, der var kun få dødsfald i løbet af vækstperioden, men der var flest døde hvalpe i de hold der havde en høj andel toastede soyabønner i foderet (tabel 2). De væsentligste dødsårsager var afmagring, blære- nyrebetændelse og forstørret fedtlever. Tabel 2 Dødsfaldsregistrering i forsøg med anvendelse af toastede soyabønner, wildmink vækstperioden 1998 Hold

Behandling

Antal hanner + tæver ved start

% døde

31

Kontrolhold

324

0,6

52

4% soyabønner

162

0,6

53

8% soyabønner

162

2,5

54

12% soyabønner

162

1,9

Diskussion og konklusion Anvendelse af store mængder toastede soyabønner, 8 og 12% i vækstperioden nedsætter tilvæksten hos hvalpene frem til september måned. Det kan evt. skyldes at indholdet af ernæringsskadelige stoffer. ikke fjernes effektivt ved en toastning.

Den lavere vægt i september bliver delvis indhentet til pelsning, men der ses stadig faldende vægt med stigende mængde toastede soyabønner i foderet, og især de hvalpe der får 12% toastede soyabønner vejer mindre ved pelsning, og har kortere skind (p=0,067) end hvalpene i de øvrige hold. Ved anvendelse af toastede soyabønner til minkhvalpe i vækstperioden, kan det ud fra de foreliggende forsøg ikke anbefales at man anvender mere end mellem 4 og 8% i blandingen. Det anvendte parti af toastede soyabønner bør ligeledes være undersøgt og fundet at have et lavt indhold af trypsininhibitorer (max 3 TIA/g mel). Indeholder foderet samtidig andre bælgplanter med de samme ernæringsskadelige stoffer, bør indholdet af toastede soyabønner reduceres yderligere, idet det er foderets totale indhold af ernæringsskadelige stoffer der er væsentlig. Foder med toastede soyabønner bør undersøges i flere produktionsforsøg før store mængder anvendes på fodercentralerne.

Faglig Årsberetning 1999

103


104

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Anvendelse af To Niveauer af Toastede Soyabønner ved Reduktion af Fiskeråvarer i Foderet til Minkhvalpe i Vækstperioden 1998 Tove N. Clausen & Carsten Hejlesen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebrovej 112, DK-7500 Holstebro, Danmark. Sammendrag Undersøgelse over anvendelse af faldende mængde industrifisk + fiskeafskær, fra 32,5 % til henholdsvis 27,5 - 22,5 - 17,5 - 12,5 - 7,5 og 0 %, i to forsøgsserier i vækstperioden. I den ene forsøgsserie blev fisken erstattet med en proteinblanding med forholdsvis lav andel af toastede soyabønner, og i den anden forsøgsserie blev fisken erstattet med en proteinblanding med forholdsvis høj andel af toastede soyabønner. Til undersøgelsen blev anvendt 2 x 7 hold wildmink hvalpe á 81 han- og 81 tævehvalpe. I foderblandingerne blev der anvendt 10% fiskeensilage i alle holdene. Resultaterne viste at man kan sænke anvendelsen af våde fiskeråvarer betydeligt (ned til 12,5% fiskeafskær + industrifisk samt 10% fiskeensilage), uden negative konsekvenser for skindstørrelse og kvalitet, men at den tørfoderblanding, der erstatter fiskeråvarerne, ikke må indeholde større mængder toastede soyabønner end hvad der svarer til omkring 6 % af totalfoderet. Clausen, T.N. & C. Hejlesen, (2000). Anvendelse af to niveauer af toastede soyabønner ved reduktion af fiskeråvarer i foderet til minkhvalpe i vækstperioden 1998. Faglig Årsberetning 1999, 105-110. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Abstract Investigations on the use of reduced amounts of fish offal and industrial fish in the feed for minkkits in the growing-furring period. Two experimental series each reducing the amount of fish offal and industrial fish from 32,5 % to 27,5 - 22,5 - 17,5 - 12,5 - 7,5 and 0% were used. In one of the investigation series the fish was replaced by a dry protein mix with a low content of toasted soybean, in the other series the fish was replaced by a dry protein mix with a high content of toasted soybean. To the investigation 2 x 7 groups of 81 male- and 81 female- mink kits were used. All feed mixtures contained 10 % fish silage. The results showed that it is possible to reduce the content of fish offal and industrial fish in the feed for mink kits in the growing-furring period to 12,5 %, without negative consequences for skin size and quality, but the dry protein mix replacing the fish should not contain higher amounts of toasted soybean than would result in a final content of toasted soybean in the feed mixture of around 6 %. Clausen, T.N. & C. Hejlesen, (2000). Two levels of toasted soyabeans to replace fishproducts in the feed for mink kits in the growing-furring period 1998. Annual Report 1999, 105-110. Danish Fur Breeders Research Center , Holstebro, Denmark.

Formål Forsøg med anvendelse af store mængder tørre proteinråvarer til erstatning af våde fiskeprodukter er fortsat aktuelt. Priserne på fiskeaffald kan være høje, og samtidig kan den tilgængelige mængde industrifisk være aftagende. Da industrifiskeriets fremtid stadig er usikker kan det være nødvendigt at forstærke undersøgelserne af, hvorvidt vi kan øge anvendelsen af andre proteinkilder. Resultater fra et forsøg med reducerede fiskemængder i foderet til 5 hold wildminkhvalpe i vækstperioden 1997 antydede, at en stor del af fiskeråvarerne kan erstattes med tørre proteinkilder. Én af de tørrede proteinkilder som vi anvendte var toastede soyabønner. Da prisen på toastede soyabønner er attraktiv er det ønskeligt med en højere iblandings-procent

af denne råvare i minkfoderet. Forsøget med anvendelse af reducerede fiskeråvarer, blev udvidet i vækstperioden 1998 til to serier af 7 forsøgshold. I hver serie af 7 hold blev indholdet af industrifisk og fiskeaffald sænket fra 32,5% til 0,0 %, samtidig med at tilsætningen af en tør proteinblanding steg, så energifordelingen blev holdt konstant på 30:48:22. I alle forsøgsholdene indgik 10% svovlsyrekonserveret fiskeensilage. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt to serier af 7 hold wildmink hvalpe á 81 han- og 81 tævehvalpe. Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge, fra d.9/7 til d.16/7 1997. I foderblandingerne blev der anvendt 10%

Faglig Årsberetning 1999

105


Clausen, T.N. & C. Hejlesen

fiskeensilage i alle holdene, derudover blev mængden af fiskeaffald + industrifisk nedsat fra 32,5 % til henholdsvis 27,5 - 22,5 - 17,5 12,5 - 7,5 og 0 %, med en samtidig stigning i indholdet af en proteinblanding (tabel 1). Tabel 1

Indholdet af fiskeaffald og industrifisk. Hold

% industrifisk + fiskeafskær

61 og 71

0

62 og 72

7,5

63 og 73

12,5

64 og 74

17,5

65 og 75

22,5

66 og 76

27,5

67 og 77

32,5

Til den første serie “lav andel af toastede soyabønner” (hold 61-67), blev anvendt en tør proteinblanding med lav indhold af toastede soyabønner, til den anden serie “høj andel af toastede soyabønner” (hold 7177), blev anvendt en tør proteinblanding, hvori toastede soyabønner udgjorde halvdelen, se tabel 2. Tabel 2 % indhold af råvarer i tørfoderblandinger anvendt i vækstperioden 1998. Råvarer

Tørfoderblanding

i%

hold 61-67 hold 71-77

460 Toastede soyabønner 322 Fiskemel 521 Majsgluten 341 Kødbenmel 371 Hæmoglobinmel 541 Kartoffelprotein 531 Hvedegluten

13,5 26,0 13,5 13,5 13,5 6,5 13,5

50,0 10,0 10,0 10,0 10,0 5,0 5,0

De tørrede produkter, der blev anvendt til hold 61-67, indgik i et forhold, der er realistisk i forhold til forsyningsmulighederne. Blandt de tørrede produkter indgik fiskemel, der formodentlig - trods høj pris - er en næsten ubegrænset tør råvare. Andelen af fedt fra fisk var 5,4 - 8,7 - 10,9 13,1 - 15,3 - 17,5 - 19,7 i hold 61 - 67 og 71 77 hhv.

106

Fodersammensætningen og foderets kemiske sammensætning ses af Tabel 3 og 3a. Forsøgsfoderet blev analyseret for protein, fedt, tørstof og aske ved forsøgets start samt én gang pr. måned. Samtlige hanhvalpe blev vejet efter udsætning i uge 27, d. 22. september og ved pelsning. Fra hvert forsøgshold blev udtaget 10 hanner til avl, resten blev pelset fra d. 16/11 til d. 18/11. På samme dag blev der pelset lige mange mink fra hver hold, således at der ikke er forskel i pelsnings tidspunktet mellem holdene. Skindegenskaberne blev bedømt af forsøgsfarmens dommerpanel. Dyrenes sundhed blev fulgt ved en regelmæssig vurdering af gødningens konsistens, samt obduktion af døde dyr. Ved pelsning blev der udtaget blodprøver af 15 hanner pr. hold i holdene 61 - 64 - 67 og 71 74 - 77 til hæmatokrit bestemmelse. Fra de samme dyr blev leveren udtaget og vejet samt der blev taget fedtbestemmelse ved flydeprøve. Levervægten i forhold til kropsvægten, blev beregnet. Foderets indhold af fosfor blev bestemt i hold 61, 67, 71 og 77. Der blev opsamlet foderspild under to blokke (2x6 bure) i hold 61 og én blok (6 bure) i hold 67, i slutningen af oktober måned. I hold 61 var der i én blok isat opsamlings bakker 8 cm under foderklatten, 8 (h) x 10 (b) x 12 (l) cm med 1 cm kant. Data blev analyseret ved en ensidig variansanalyse, 61 - 67 og 71 - 77 hver for sig. Ved de statistiske beregninger blev SASstatestikprogrammet anvendt. Procedurerne GLM, (ss4), LSMEANS/PDIFF er anvendt med 5% som signifikansniveau i beregningerne af vægte og tilvækste, samt skindlængde, relativ levervægt og hæmatokritprocent. Udsætningsvægten er medtaget som kovariant ved september og pelsningsvægtene. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Skindlængden er medtaget som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet. Diskrete variable (pelsbid, våd bug, klat, silket, fyldighed og leverfedtindhold) blev analyseret med proceduren PROBIT.

Faglig Årsberetning 1999


Anvendelse af to niveauer af toastede soyabønner ved reduktion af fiskeråvarer i foderet til minkhvalpe i vækstperioden 1998 Tabel 3

Fodersammensætning for vækstperioden 1998, lav andel af toastede soyabønner. Hold 61

62

1 Fiskeaffald 81 Industrifisk

63

64

65

66

67

-

1,9 5,6

3,1 9,4

4,4 13,1

5,6 16,9

6,9 20,6

8,1 24,4

10 10 9,6 9,6 17,4 2,4

10 10 9,7 9,6 15,6 2,1

10 10 9,6 9,7 14,8 2

10 10 9,7 9,7 13,4 1,8

10 10 9,7 9,7 12,5 1,7

10 10 9,7 9,7 11,1 1,5

10 10 9,7 9,7 9,7 1,3

6 2,7 1

5,8 2,7 1

5,7 2,6 1

5,6 2,6 1

5,5 2,5 1

5,4 2,4 1

5,3 2,3 1

0,2 33,9

0,2 28,4

0,2 24,7

0,2 21

0,2 17,4

0,2 13,6

0,2 10

Plantal: Tørstof Energifordeling Energiindhold Methionin, g/100kcal

49 30:48:22 219 0,14

49 30:48:22 218 0,14

49 30:48:22 218 0,15

49 30:48:22 218 0,15

49 30:48:22 218 0,15

49 30:48:22 218 0,16

49 30:48:22 217 0,16

Analysetal: Tørstof Energifordeling Energiindhold

50 31:45:24 207

50 31:46:23 214

49 31:46:23 213

50 30:46:24 211

49 30:47:23 210

48 30:47:23 208

47 30:47:23 209

245 Fjerkræaffald 101 Fiskeensilage 627 Byg 667 Hvede Proteinblanding deraf toastede soyabønner 871 Soyaolie 852 Svinefedt 742 Hvedeklid Vitaminblanding Vand

Hold 61-66 blev tilsat DL-methionin fra d. 19/8 for at holde normen for methionin. Tabel 3a Fodersammensætning for vækstperioden 1998, høj andel af toastede soyabønner. Hold 71 1 Fiskeaffald 81 Industrifisk

72

73

74

75

76

77

-

1,9 5,6

3,1 9,4

4,4 13,1

5,6 16,9

6,9 20,6

8,1 24,4

10 10 8,7 8,7 21,3 10,7

10 10 8,8 8,8 19,2 9,6

10 10 8,9 8,9 17,9 8,9

10 10 9 9 16,1 8,1

10 10 9,1 9,1 14,8 7,4

10 10 9,2 9,2 13,3 6,7

10 10 9,3 9,2 12,0 6,0

871 Soyaolie 852 Svinefedt

5 2,3

5 2,2

4,9 2,2

4,8 2,2

4,8 2,2

4,8 2,1

4,7 2,1

742 Hvedeklid Vitaminblanding

1 0,2

1 0,2

1 0,2

1 0,2

1 0,2

1 0,2

1 0,2

245 Fjerkræaffald 101 Fiskeensilage 627 Byg 667 Hvede Proteinblanding deraf toastede soyabønner

Vand

33,3

27,8

24,2

20,5

16,9

13,2

9,6

Plantal: Tørstof Energifordeling Energiindhold Methionin, g/100kcal

49 30:48:22 212 0,13

49 30:48:22 213 0,13

49 30:48:22 213 0,14

49 30:48:22 213 0,14

49 30:48:22 213 0,15

49 30:48:22 214 0,15

49 30:48:22 217 0,15

Analysetal: Tørstof Energifordeling Energiindhold

51 31:45:24 206

49 30:46:24 203

49 30:46:24 203

49 30:47:23 202

48 29:48:23 201

47 30:46:24 195

47 29:49:22 204

Hold 71-77 blev tilsat DL-methionin fra d. 19/8 for at holde normen for methionin.

Resultater Lav andel af toastede soyabønner (hold 61 - 67). Udsætningsvægten var 780 g i alle hold, og der blev ikke fundet signifikant forskel mellem holdenes vægte i september og ved

pelsning (tabel 4). Skindlængden var heller ikke påvirket af forsøgsbehandlingen (fig. 1). Der var derimod signifikant forskel i skindkvaliteten mellem holdene, således at de to hold der

Faglig Årsberetning 1999

107


Clausen, T.N. & C. Hejlesen

havde de laveste mængder fiskeafskær og industrifisk i foderet, 0 og 7,5 %, havde de dårligste kvaliteter (fig. 2), derudover havde holdet med 32,5 % fiskeafskær og industrifisk en dårlig kvalitet. Tabel 4

signifikant forskel i farve og renhed, samt i frekvensen af silkede skind mellem holdene. Der var ikke signifikant forskel i frekvensen af gnav, klat og våd bug mellem holdene. Tabel 5

Vejeresultater for vækstperioden 1998. Hold 61 - 67 med lav andel af toastede soyabønner (standard-afvigelse i parentes)

Hold

Antal hanner ved start

September

Pelsning

61 62 63

81 82 81

2123 (279) 2163 (234) 2144 (276)

2210 (335) 2252 (302) 2211 (300)

64 65 66 67

81 81 81 81

2109 (293) 2111 (274) 2114 (268) 2077 (268)

2244 (322) 2224 (311) 2232 (281) 2214 (306)

Vægt i gram

85

75

70

Figur 1 .

62

63

64

Hold

65

66

67

Skindlængde i hold 61 - 67, med lav andel af toastede soyabønner. (Holdene er ikke statistisk sikkert forskellige).

7 6

D

CD

ABC

AB

A

Tabel 6

A BCD

Hold

5 4 3 2 1 0

Figur 2.

61

62

63

64

Hold

65

66

67

Skindkvalitet i hold 61 - 67, med lav andel af toastede soyabønner. (Forskellige bogstaver over kolonnerne angiver at holdene er statistisk sikkert forskellige).

Der var signifikant forskel i frekvensen af flade og fyldige skind, således at der blev fundet flest flade skind i de hold der havde en lav andel af fiskeafskær og industrifisk, 0, 7,5 og 12,5 %, og flest fyldige skind i de hold der havde 22,5 hhv 27,5% fiskeaffald + industrifisk i foderet (tabel 5). Der var ingen

108

Silkede,

Flade/fyldige % *

bedømte skind

%

Dårlig uld

Normal uld

God uld

64 65 69 66 69 67 66

10,9 9,2 13 12,1 11,6 13,4 13,6

18,8 9,2 11,6 9,1 4,3 1,5 7,6

78,1 86,2 81,2 83,3 82,6 88,1 90,9

3,1 4,6 7,2 7,6 13 10 1,5

Der er signifikant forskel mellem holdene.

Skindkvalitet (1-12) 8

Antal

Høj andel af toastede soyabønner (hold 71 - 77). Udsætningsvægtene var 780 g i alle hold, men der blev fundet signifikant forskel mellem holdenes vægte i september og ved pelsning, således at vægtene var gradvist faldende med stigende mængde tørrede proteinfodermidler og faldende mængde fiskeråvarer (tabel 6).

80

61

61 62 63 64 65 66 67 *

Skindlængde, i cm

65

Hold

Skindresultater for vækstperioden 1998. Hold 61 - 67 med lav andel af toastede soyabønner.

71 72 73 74 75 76 77

Vejeresultater for vækstperioden 1998. Hold 71 - 77 med høj andel af toastede soyabønner (standardafvigelse i parentes) (Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel mellem holdene). Antal hanner ved start 81 81 81 81 82 81 81

Vægt i gram September 1948 (350) D 2012 (268) CD 2073 (317) ABC 2052 (284) BC 2084 (231) ABC 2105 (274) AB 2140 (333) A

Pelsning 2073 (369) B 2076 (259) B 2182 (315) A 2136 (299) AB 2198 (276) A 2193 (297) A 2223 (369) A

Dette resulterede i signifikant forskel i længden af skindene ved pelsning (fig. 3). Skindlængden faldt med stigende tildeling af tørrede proteinfodermidler/faldende indhold af fiskeråvarer. Der var ingen signifikant forskel i skindkvaliteten (p=0,078) mellem holdene (fig. 4), ej heller i farve og renhed.

Faglig Årsberetning 1999


Anvendelse af to niveauer af toastede soyabønner ved reduktion af fiskeråvarer i foderet til minkhvalpe i vækstperioden 1998

Skindlængde, i cm 85

80

C

BC

71

72

ABC

ABC

ABC

AB

74

75

76

A

75

70

65

73

77

Hold

Figur 3.

Skindlængde i hold 71 - 77 med høj andel af toastede soyabønner (forskellige bogstaver over kolonnerne angiver, at holdene er statistisk sikkert forskellige).

Skindkvalitet (1-12)

Vurderingen af gødningskonsistensen viste ingen unormale forhold. Dødsfaldsregistreringen ses af tabel 8, der var kun få dyr der døde, men i begge forsøgsserier var der flest dyr der døde, i de hold der havde det laveste indhold af fiskeaffald + industrifisk, der var dog også forholdsvis mange døde i hold 67, men årsagerne var uspecifikke. I hold 61 - 67 var der ingen dyr der døde med diagnosen “afmagret”, hvorimod der i gruppen 71 - 77 var 5 dyr der døde i perioden juli til september med diagnosen “afmagret”. De væsentligste dødsårsager/symptomer var afmagring, blære-/nyrebe-tændelse og forstørret fedtlever.

8

Tabel 8

7 6

Dødsfaldsregistrering i vækstperioden 1998.

Hold

Antal hvalpe

Døde, %

Hold

Antal hvalpe

Døde, %

3

61

162

3,1

71

162

2,5

2

62

164

1,8

72

162

1,9

63

162

0,6

73

162

1,2

64

162

0,6

74

162

1,2

65

162

0

75

164

1,8

66

162

0,6

76

162

0,6

67

162

2,5

77

162

0,6

5 4

1 0

71

72

73

74

75

76

77

Hold

Figur 4.

Skindkvalitet i hold 71 - 77 med høj andel af toastede soyabønner (Holdene er ikke statistisk sikkert forskellige).

Frekvensen af silkede skind var ikke påvirket af forsøgsbehandlingen (p=0,076) (tabel 7). Derimod var der signifikant forskel i frekvensen af flade og fyldige skind mellem holdene, men årsagen til udslagene var ikke umiddelbar (tabel 7). Der var ingen signifikant forskel i frekvensen af gnav, klat og våd bug mellem holdene. Tabel 7

Skindresultater for vækstperioden 1998 for hold 71 - 77 med høj andel af toastede soyabønner.

Antal Silkede, Hold bedømte % skind

71 66 72 67 73 67 74 66 75 68 76 68 77 66 * P = 0,0253

4,5 9 11,9 21,2 16,2 8,8 10,6

Flade/fyldige %*

Der var ingen signifikant forskel i den relative levervægt mellem holdene (tabel 9). Ved en samlet analyse af hæmatokrit procenten blev det fundet at holdene 61 - 64 og 67 havde højere hæmatokritprocent end holdene 71 74 og 77 (p=0,0065), desuden havde 61 og 71 og 64 og 74 højere hæmatokrit procent end 67 og 77 (p=0,0035). Ved analyse af forskelle i leverfedtindhold (tabel 9) blev fundet at hold 74 havde færre levere med fedt % over 13 end hold 77 (p=0,0304). Tabel 9

Dårlig uld

Normal uld

God uld

7,6 4,5 4,5 13,6 5,9 5,9 12,1

83,3 73,1 82,1 80,3 82,4 85,3 78,8

9,1 22,4 13,4 6,1 11,8 8,8 9,1

Hold

Relativ levervægt, hæmatokrit % og leverens fedtindhold hos hvalpe i vækstperioden 1998 (antal=15) (Tallene i parentes angiver standardafvigelsen). Relativ

Hæmatokrit,

Antal levere med fedt procent

levervægt, g

%

< 13

13 - 25

61

2,7 (0,3)

53,2 (3,7)

4

11

64 67 71 74 77

2,6 (0,2) 2,7 (0,3) 2,8 (0,4) 2,6 (0,4) 2,7 (0,3)

54,0 (2,5) 51,5 (2,4) 51,4 (2,8) 52,2 (2,4) 50,4 (2,9)

2 3 5 7 1

13 12 10 8 14

Faglig Årsberetning 1999

109


Clausen, T.N. & C. Hejlesen

På grund af indholdet af industrifisk + fiskeafskær på 32,5 % i hold 67 mod 0 % i hold 61, var konsistensen af foderet i hold 67 noget bedre (foderet virkede mere klistret) end i hold 61. Foderspildet blev målt fra 26. 29. oktober, og var 4 % i hold 67 mod 6,5 % i hold 61. Opsætning af foderbakker under foderklatten i hold 61 resulterede i en reduktion i spildprocenten på 2,1 % i forhold til hold 61 uden bakker. Analyse af fosfor (P) indholdet i foderet i 61, 67, 71 og 77 viste ingen forskel mellem holdene. Der blev fundet et indhold på 0,22 0,23 g fosfor / 100 kcal. Diskussion og konklusion Lav andel af toastede soyabønner (hold 61 - 67). Det havde ingen negative konsekvenser for hvalpevægte og skindstørrelse at udskifte fiskeafskær og industrifisk med tørrede proteinfodermidler, hvoraf toastede soyabønner på vægtbasis udgjorde fra 1,3 til 2,4% af foderet. Ved mindre end 12,5% fiskeafskær + industrifisk (+10% ensilage) samt ved 32,5 % fiskeafskær + industrifisk, blev der dog set nedsat skindkvalitet, hvorfor det ikke på nuværende tidspunkt kan anbefales at anvende under 12,5% fiskeafskær + industrifisk (+10% ensilage) i vækstperiode foderet, især hvis man ønsker at tage hensyn til skindkvaliteten.

110

Høj andel af toastede soyabønner (hold 71 - 77) Det havde negative konsekvenser både for hvalpevægte og skindstørrelse, at udskifte store mængder af fiskeråvarerne med en blanding af tørrede proteinfodermidler, hvoraf en væsentlig del var toastede soyabønner. Både vægte og skindlængder faldt med stigende iblandingsprocent af tørrede proteinfodermidler. Iblandingsprocenten af toastede soyabønner spændte fra 6,0% til 10,7% i hold 71. Nedgangen i skindstørrelse blev set - uden at være signifikant - allerede ved et indhold af toastede soyabønner på 6,7% i foderet. Med mere end 8,9% toastede soyabønner var nedgangen i skindstørrelsen signifikant i forhold til 6% toastede soyabønner. Blod og organundersøgelser viste ikke tegn på en subklinink påvirkning af dyrene under de her anvendte forsøgsbetingelser, men der var 5 hvalpe i denne forsøgsserie der var døde i afmagret tilstand, måske som tegn på at de ikke havde været istand til at fordøje det foder de fik. Sammenholdes resultaterne fra de to serier “lav andel af toastede soyabønner” og “høj andel af toastede soyabønner”, kan det konkluderes, at man kan sænke anvendelsen af våde fiskeråvarer betydeligt (ned til 12,5% fiskeafskær + industrifisk samt 10% fiskeensilage), men at den tørfoderblanding, der erstatter fiskeråvarerne, ikke må indeholde større mængder toastede soyabønner end hvad der svarer til omkring 6 % af totalfoderet.

Faglig Årsberetning 1999


Afprøvning af Svinepulp til Mink i Vækstperioden Carsten Hejlesen & Tove N. Clausen

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, A/S Herningvej 112 C, 7500 Herning Sammendrag Svinepulp, der er slagteaffald (rygge, tæer og hoveder) fra svin, blev introduceret som en ny råvare til minkfoder i 1997. Op til 11% svinepulp påvirker ikke smagen af vækstperiodefoder til mink., men da produktionsmæssige konsekvenser endnu ikke er undersøgt i forsøg, blev op til 12% svinepulp i foderet undersøgt i vækstperioden 1998 på Forsøgsfarm Vest. I forsøget indgik fire hold á 81 wildminkhanner der fik foder med hhv. 0, 4, 8 og 12% svinepulp i foderet fra udsætning til pelsning. Forsøget viste, at op til 12% svinepulp i foderet ikke havde nogen effekt på hvalpenes tilvækst til pelsning, skindlængde, pelskvalitet eller antallet at skindfejl. Hejlesen, C. & T.N. Clausen, (2000). Afprøvning af svinepulp til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1999, 111-113. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark Abstract Swine pulp comprising swine spines, toes and heads was introduces as a new feed stuff for mink feed. Palatability of growth period diet is not effected by up to 11% swinepulp, but consequences of using swine pulp in the entire growt period has not been examined until now. Four groups each concisting of 81 scanglow males was provided eighter 0, 4, 8 or 12% swine pulp in the diet from juli until pelting. In the experiment, up to 12% swine pulp in the growth period diet, had no effect on weight gain from juli until pelting, skinlength, fur quality or frequency of low grades. Hejlesen, C. & T.N. Clausen, (2000). Swine pulp to mink in the growth- furring period. Annual Report 1999, 111-113. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Siden 1997 har DAKA, Hedensted produceret svinepulp, der består af hårdt slagteaffald (rygge, tæer og hoveder) fra svin. Smagelighedsforsøg har vist, at vækstperiodefoder indeholdende op til 11% svinepulp ikke påvirker foderets smag i negativ retning (Hejlesen, 2000). Stigende iblanding af svinepulp kombineret med et reduceret fiske- og proteinindhold er undersøgt i vinter- og diegivningsfoder (Hejlesen & Clausen, 1999). I den undersøgte kombination kan svinepulp i op til 9% af foderblandingen anvendes i vinterog diegivningsperioden med tilfredsstillende hvalpe- og diegivningsresultat. Svinepulp anvendes allerede hos nogle af landets fodercentraler, men en eventuel effekt af svinepulp i vækstperiodefoder er ikke undersøgt. Derfor gennemførte PFR i vækstperioden 1998 et produktionsforsøg med svinepulp fra DAKA. Formål Formålet med forsøget var at undersøge, om iblanding af op til 12% svinepulp i vækstperiodefoderet havde effekt på hvalpenes til-

vækst, længden af de producerede skind og skindenes pelskvalitet. Materiale og metoder I forsøget indgik 4 hold wildmink á 81 hanog 81 tævehvalpe. Der var ingen helsøskende indenfor hold, og der var lige mange dyr fra hvert dieperiodehold i holdene. Foderets sammensætning blev kontrolleret ved analyse af protein, fedt, tørstof og aske ved forsøgets start samt én gang per måned. Derudover blev de våde råvarer kontrolleret inden et nyt parti blev taget i brug. De fire hold fik foder med hhv. 0, 4, 8 og 12% svinepulp fra 8. juli til pelsning (foderplanen ses i tabel 1). Dyrene blev pelset mellem 12. og 19. november, med lige mange pelset fra hvert hold per dag. De statistiske beregninger er foretaget med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS/PDIFF med 5% som signifikansniveau er anvendt. Ved analyse af september- og pelsningsvægt er udsætningsvægten medtaget som covariat, mens skindlængden er medtaget som covariat ved

Faglig Årsberetning 1999

111


Hejlesen, C. & T.N. Clausen.

analyse af skindkvalitet. Alle analyser er foretaget efter følgende model; Y= X + A + e Hvor Y = undersøgt variabel, X = gennemsnit, A = effekt af iblandingsprocent af svinepulp, e = residualeffekt. Tabel 1. Foderplaner Svinepulp 1 Fiskeaffald 81 Industrifisk 244 Fjerkræaffald 101 Fiskeensilage 628 Byg 667 Hvede 322 Fiskemel 371 Hæmoglobinmel 541 Kartoffelprotein 531 Hvedegluten 341 Kødbenmel 521 Majsgluten 871 Soyaolie 742 Hvedeklid 852 Svinefedt Vitaminbl. (DPF 12826) 945 Vand Beregnet tørstof Beregnet energifordeling: Protein Fedt Kulhydrat Oms. energi, kcal/100g Analyseret tørstof Analyseret energifordeling: Protein Fedt Kulhydrat Oms. energi, kcal/100g

0 6,9 20,6 10,0 10,0 9,2 9,2 3,2 1,7 0,9 1,7 1,7 1,7 5,7 1,0 2,8 0,2 13,8 49

4,00 6,3 17,1 10,0 10,0 9,0 9,0 3,1 1,6 0,8 1,6 1,6 1,6 5,2 1,0 2,6 0,2 15,4 49

8,00 5,6 13,5 10,0 10,0 8,9 8,9 2,9 1,5 0,8 1,5 1,5 1,5 4,8 1,0 2,4 0,2 17,0 49

12,00 5,0 10,0 10,0 10,0 8,8 8,8 2,7 1,4 0,7 1,4 1,4 1,4 4,3 1,0 2,2 0,2 18,6 49

29 51 20 224

29 51 20 221

29 51 20 218

29 51 2, 215

49

48

48

47

29 50 21 220

29 50 21 213

30 49 21 209

30 49 21 204

Resultater og diskussion Stigende iblanding af svinepulp havde ingen effekt på hanhvalpenes vægt den 20. september eller ved pelsning (tabel 2). Septembervægten varierede fra 2128 til 2176 g, og pelsningsvægten varierede fra 2237 til 2271 g . Ligeledes var der ingen signifikant forskel på længden af skindene mellem holdene (80,3 81,5 cm). Kontrolholdet, uden iblanding af svinepulp, havde dog de længste skind i absolutte værdier. Pelskvaliteten var heller ikke signifikant forskellig mellem holdene (6,1 - 6,7 på en skala fra 1 til 12, med 12 som bedst). Pelskvaliteten var dog faldende fra 6,7 til 6,1 med stigende iblanding af svinepulp. Med stigende iblan-

112

ding af svinepulp steg andelen af fordøjeligt fedt fra svin og andelen fra soyaolie og fisk faldt. Indholdene i de fire foderblandinger var hhv. 22, 27, 31 og 36% fra svin, hhv. 45, 42, 39 og 36% fra soyaolie, og hhv. 19, 17, 15 og 14% fra fisk. Pelskvaliteten falder markant når fedtkilden i foderblandingen er svinefedt sammenlignet med soyaolie (Olesen, 1990), men da det oftest er dækhårenes udseende der påvirkes, er det ikke sandsynligt at den faldende pelskvalitet i dette forsøg er forårsaget af et stigende forhold mellem svinefedt og soyaolie. Andelen af silkede skind i dette forsøg var nemlig ikke påvirket af iblandingen af svinepulp. Der var ingen signifikant effekt af iblandingen af svinepulp på pelsfejlene pelsgnav, våd bug eller foderklat i pelsen. Dog var forekomsten af foderklat i pelsen stigende med stigende iblanding af svinepulp. Der var tendens til stigende dødeligheden med stigende iblanding af svinepulp, men den var ikke statistisk signifikant. Resultaterne fra dette forsøg stemmer overens med resultaterne fra et tidligere udført forsøg med 12% svinepulp (Hillemann, 1986), der matchede den kemiske sammensætning af den svinepulp der produceres nu til dags. Konklusion Svinepulp kan uden konsekvenser for tilvækst, skindlængde, pelskvalitet og sundhed anvendes i vækstperiodefoder til mink i op til 12%. Litteratur Hejlesen C. & Clausen T. N., 1999. Lavt proteinniveau og fiskeindhold i vinter- og dieperioden. Faglige Årsberetning 1998, 3944. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S. Hejlesen C. 2000. Smagelighedsforsøg med 11% svinepulp i vækstperiodefoder til mink. Faglig Årsberetning 1999, xx-xx. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S.

Faglig Årsberetning 1999


Afprøvning af svinepulp til mink i vækstperioden Tabel 2.

Hvalpenes vægtudvikling, samt skindsorteringsresultater. Standardafvigelse i parentes. Development in kid weight, and fur grading results. Standard deviation in brackets.

Septembervægt, g Pelsningsvægt, g Tilvækst, udsætning-september, g Tilvækst, udsætning-pelsning, g Skindlængde, cm. Pelskvalitet, 1-12, 12 bedst Silkede, % Dårlig uld, % Normal uld, % God uld, % Gnav, % Våd bug, % Pelsklat, % Døde, %

% svinepulp i foderblandingen 0 4 8 12 2164 (289) 2129 (288) 2176 (283) 2128 (302) 2271 (335) 2237 (319) 2268 (299) 2242 (341) 1384 (235) 1347 (240) 1395 (220) 1345 (265) 1491 (295) 1457 (284) 1508 (258) 1462 (315) 81,5 (4,7) 80,5 (4,2) 80,9 (3,8) 80,3 (4,8) 6,1 (2,4) 6,7 (2,1) 6,4 (2,1) 6,1 (1,9) 11,8 14,7 12,7 16,9 12,5 13,2 11,1 6,2 77,2 77,9 85,7 92,3 10,3 8,8 3,2 1,5 6,6 5,9 7,9 6,2 2,9 4,4 4,8 4,6 2,2 2,9 4,8 6,2 0,6 1,9 3,1 3,1

Hillemann G. 1986. Forsøg med svinepulp til mink. Dansk Pelsdyravlerforening Faglige Årsberetning 1985. 29-33.

fedtblandinger ved forskellige energifordelinger i minkfoder. Dansk Pelsdyravlerforening Faglige Årsberetning 1989. 165-168.

Olesen C. R. 1990. Forsøg med anvendelse af rene fedtkilder ved fast energifordeling samt

Faglig Årsberetning 1999

113


114

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Smagelighedsforsøg med 11% Svinepulp i Vækstperiodefoder til Mink Carsten Hejlesen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro Sammendrag Svinepulp, der består af slagteaffald (tæer, rygge og hoveder) fra svin, iblandet med 7,5%, har en neutral til positiv effekt på smagen af vækstperiodefoder. Da svinepulp anvendes i op til 8% i vækstperiodefoder, er det undersøgt, hvilken smagseffekt iblanding af 11% svinepulp har i vækstperiodefoder. Til valgforsøget indgik 2 grupper udvoksede standard hanner á 9 dyr. Forsøget varede 4 uger - 2 uger hvor hvert dyr havde fri adgang til foder uden svinepulp (kontrolfoder) og foder med svinepulp (forsøgsfoder), samt 2 uger hvor de to grupper havde adgang til enten kontrol- eller forsøgsfoder. Forsøget viste, at 11% svinepulp i vækstperiodefoder havde en positiv effekt på foderets smag. Hejlesen, C., (2000). Smagelighedsforsøg med 11% svinepulp i vækstperiodefoder til mink. Faglig Årsberetning 1999, 115-117. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningscenter, Holstebro Danmark. Abstract Addition of 7.5% swine pulp comprising swine toes, spines and heads in growth periode feed has a neutral tending to positiv palatability effect. Eight percent swine pulp is already use in the feed, and therefore palatibility effect of 11% swine pulp was investigated. A preference test with two groups of 9 adult standard male mink was initiated. The duration of the test was 4 weeks - two weeks where each animal had unrestricted access to both the control diet without swine pulp and the test diet with 11% swine pulp. - and two weeks with unrestricted access to either the control or test diet. In conclusion, 11% swine pulp in growth periode feed had a positiv effect on the palatability of the feed. Hejlesen, C., (2000). Palatability of 11% swine pulp in growth period feed for mink. Annual Report 1999, 115-117. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Smageligheden af 7,5% svinepulp har en neutral til positiv effekt på smagen af vækstperiodefoder (Hejlesen, 1999). Svinepulp fremstilles af DAKA, Hedensted, og består af "hårdt" slagteaffald (svinerygge, svinetæer, svinehoveder), som er steriliseret. Da svinepulp allerede anvendes i op til 8% i vækstperiodesammensætninger, ønskes det undersøgt om svinepulp kan indgå i fodersammensætningen med mere end 7,5% uden negative konsekvenser for foderets smag. Derfor blev der iværksat et smagelighedsforsøg med 11% svinepulp i fodersammensætningen til mink. Materiale og metoder Forsøgsdesignet er udviklet af Enggaard (1985) og burindretningen beskrevet af Svendsen (1995). Forsøget blev påbegyndt den 12. april 1999 og afsluttet den 8. maj. Forsøgsdyr Der blev anvendt 18 standard hanner, der alle var født i 1998. Dyrene blev inddelt i to grupper, med ni hanner i hver. Inden for gruppe var der ingen helsøskende. Dyrene blev indsat i forsøgslaboratoriet den 9. april.

Foder Til forsøget blev der anvendt et kontrolfoder og et forsøgsfoder fremstillet på Forsøgsfarm VEST. Forsøgsfoderet indeholdt 11,0 pct. svinepulp, som i kontrolfoderet var erstattet med industrifisk, fiskeafskær og tørrede proteinkilder. Fodersammensætning og energifordeling fremgår af tabel 1. Både kontrol- og forsøgsfoderet blev sammensat så energifordelingen mellem protein, fedt og kulhydrat, og energiindholdet lignede et vækstperiodefoder. I stedet for fiskeensilage er der anvendt større mængde industrifisk og fiskeaffald end normalt for vækstperiodefoder. Inden forsøget blev hannerne fodret med fodercentralfoder. Foderet blev fremstillet den 9. april, og nedfrosset i polyethylenposer i portioner á 4,0 kg. Et døgn inden udvejning/udfodring blev foderet stillet til optøning ved 4-5 C. Foderet blev udvejet umiddelbart før udfodring, og foderresten blev tilbagevejet. Der blev tildelt ca. 210 g foder pr. skål (ca. 420 kcal), således at foderet i én skål ville kunne dække foderbehovet et døgn. Dyrene havde ingen tomgangstid.

Faglig Årsberetning 1999

115


Registreringer Dyrene blev vejet umiddelbart inden forsøgets start (12. april), på førstedagen i uge 2, 3 og 4 samt umiddelbart efter forsøgets afslutning (8. maj). Der blev foretaget registreringer af foderforbrug mandag - fredag, men ikke i weekends. I weekends blev dyrene fodret uændret med hhv. kontrol- og forsøgsfoder. Foderforbruget blev beregnet som differencen mellem tildelt mængde og foderrest et døgn senere. Der er ikke korrigeret for eventuelle forskelle mellem tørstofindhold i det tildelte foder og i foderresten, da den anses for at være minimal, og i øvrigt afhængig af foderrestens størrelse.

svinepulp blev analyseret bakteriologisk samt for: Råprotein, råfedt, tørstof, aske, pH, TVN, FFA og peroxydtal. (Resultatet af den kemiske analyse af svinepulpen fremgår af tabel 2.)

Gødningens kontrolleret.

Forsøgsopstilling Forsøgsdyrene blev tildelt kontrol- og forsøgsfoder efter forsøgsopstillingen, der fremgår af tabel 3. I uge 1 og uge 4 havde begge grupper adgang til både kontrol- og forsøgsfoder. Placeringen af kontrol- og forsøgsfoder i enten højre eller venstre side af buret i et givet døgn var bestemt ved randomisering. I uge 2 og 3 blev gruppe 1 tildelt kontrolfoder i begge foderskåle, mens gruppe 2 i samme tidsperiode blev tildelt forsøgsfoder i begge foderskåle.

konsistens

blev

jævnligt

Tabel 1. Fodersammensætning af kontrol- og forsøgsfoder Foderemne

Kontrolfoder Forsøgsfoder pct. pct.

Industrifisk, 5-8 % fedt Fiskeaffald, < 3 % fedt Fjerkræaffald* Byg, poppet Hvede, poppet, 90%<0,5mm Soyaolie Fiskemel, Helmel Spec A Majsgluten Kartoffelprotein Svinefedt, Max. 1,5 FFA Hæmoglobinmel, Hvedeklid Vitaminbl. Vand Svinepulp

29,0 22,0 10,0 8,3 8,3 7,5 2,4 2,3 1,9 1,6 1,4 1,0 0,2 4,1

25,0 20,0 10,0 8,5 8,5 7,6 2,1 2,0 1,5 1,0 1,0 0,2 1,6

-

11,0

Plan Analyse Plan Analyse Energiindhold, kcal/100g

224

204

229

204

Energi fra protein, pct.

29,2

27,6

29,3

27,4

Energi fra fedt, pct.

52,4

52,2

52,4

51,9

Energi fra kulhydrat, pct**.

18,4

20,1

18,3

20,6

Tørstofindhold, pct.

48,2

42,1

50,2

42,9

* **

Fjerkræaffaldet indeholdt 20 pct. fjer (Standard pr. januar 1997) Analyseværdien er ikke bestemt ved differensmetoden, da alle analyseusikkerheder herved påvirker kulhydratfraktionen. I stedet er mængde fordøjeligt kulhydrat fra foderplanen (Minkmix, 1998 version) anvendt.

Foderanalyse Kontrol- og forsøgsfoder samt den anvendte 116

Tabel 2. Kemiske analyse af svinepulp Råprotein, g/100 g vare Råfedt, g/100 g vare Aske, g/100 g vare Tørstof, g/100 g vare TVN, pct. af total N FFA, pct af fedt Peroxydtal, meq/kg fedt Salmonellabakterier

21,2 19,0 12,5 53,4 1,3 1,1 0,2 Negativ

Tabel 3. Oversigt over forsøgsopstilling Gruppe

Uge 1

Uge 2

Uge 3

Uge 4

1

Kontrolfoder Kontrolfoder Kontrolfoder Kontrolfoder og og Forsøgsfoder Forsøgsfoder

2

Kontrolfoder Kontrolfoder Forsøgsfoder Forsøgsfoder og og Forsøgsfoder Forsøgsfoder

Databehandling Data er behandlet som gennemsnitlig foderindtagelse (kcal) pr. dyr pr. dag. Data fra uge 1 og 4 er statistisk behandlet med SASproceduren PROC MIXED. Som betydende variable er det undersøgt, om foderindtagelse påvirkes af fodertype og gruppe (systematiske effekter) og det enkelte forsøgsdyr (tilfældig effekt). I uge 1 er data for de to grupper analyseret samlet. Data fra uge 2 og 3 er statistisk behandlet med SAS-proceduren PROC GLM med "gruppe" (fodertype) som eneste betydende variabel. Som grænse for statistisk sikker forskel er 5 pct.signifikantniveau valgt (p<0,05).

Faglig Årsberetning 1999


Resultater og diskussion Den bakteriologiske analyse af svinepulpen var tilfredsstillende. Specifikt blev der ikke fundet salmonella. Resultatet af den kemiske analyse viste, at den anvendte svinepulp var repræsentativ idet protein- og fedtindholdet var det samme som for gennemsnittet af de analyser Dansk Pelsdyr Foder A/S, Analyselaboratoriet foretog på svinepulp i 1998. Ved foderproduktionen blev der tilsat mere vand end planlagt, hvilket er årsag til at energiindholdet pr. 100 gram blev reduceret ca. 20 kcal i forholdt til planen. De bakteriologiske analyser af foderet var tilfredsstillende. Gødningens konsistens havde i hele forsøgsperioden et normalt udseende. I første forsøgsuge, hvor dyrene havde en valgmulighed, var der hos begge grupper en preference for forsøgsfoderet. Præferencen var statistisk sikker (p<0,05) for de to grupper analyseret samlet (tabel 4).

Uge 2

Uge 3

Uge 4

Gruppe 1 Kontrolfoder

138 ± 69 306 ± 64 266 ± 59 100 ± 62 b

Forsøgsfoder

195 ± 89

212 ± 80 a

Gruppe 2 Kontrolfoder Forsøgsfoder

147 ± 77 117 ± 75 207 ± 282 ± 65 284 ± 58 167 ± 82 109

Gruppe 1 og 2* Kontrolfoder

142 ± 73

108 ± 69

a

Forsøgsfoder

201 ± 99

189 ± 83

b

Totalindtagelse Gruppe 1 Gruppe 2

333 ± 96 306 ± 64 266 ± 59 312 ± 69 354 ± 282 ± 65 284 ± 58 283 ± 59 118

Inden for kolonne og række angiver forskellige bogstaver signifikant forskel (p<0,05). Tallene er gennemsnitsværdier ± standardafvigelser. * I uge 1 er data for gruppe 1 og 2 analyseret samlet, mens data for uge 4 ikke er analyseret for de to grupper samlet.

I forsøgsuge 2 og 3 hvor gruppe 1 kun fik kontrolfoder, mens gruppe 2 kun fik forsøgsfoder var der ingen statistisk forskel i total indtagelse af energi (p>0,20). Begge grupper reducerede den totale energiindtagelse

I de to uger med valgfrihed, foretrak dyrene foder indeholdende 11% svinepulp, hvilket er en kraftig indikator for at svinepulp bidrager positivt til foderets smag. Perioderne uden valgfrihed viste, at den positive smagseffekt af 11% svinepulp ikke er årsag til en øget energiindtagelse. Vejeresultaterne, der ses i tabel 5 viser, at begge grupper havde en svag positiv vægtudvikling i hele forsøgsperioden, der modsvarer energiindtagelsen. Tabel 5. Forsøgsgruppernes gennemsnitsvægt

Tabel 4. Gennemsnitlig foderforbrug (kcal/dyr/døgn). Uge 1

fra uge 1 til uge 2, mens kun kontrolfodergruppen (gruppe 1) yderligere reducerede energiindtagelsen fra uge 2 til uge 3. I uge 4, hvor begge grupper havde adgang til begge fodertyper, foretrak begge grupper forsøgsfoderet, dog kun signifikant for gruppe 1 (p<0,01).

Vejedato

Gruppe 1

Gruppe 2

12/4

2204

2151

19/4

2212

2177

26/4

2278

2202

3/5

2267

2241

8/5

2309

2222

Konklusion Med baggrund i dette forsøg med udvoksede standard hanner konkluderes, at iblanding af 11,0 pct. svinepulp har en positiv påvirkning på foderets smag. Smagseffekten resulterer dog ikke i en øget energiindtagelse. Litteratur Enggaard Hansen N. 1985. Metode til bestemmelse af fodermidlers og foderblandingers indflydelse på dyrenes ædelyst. Danske Pelsdyravler Forening. Faglig Årsberetning 1984, 101-106 Hejlesen C. 1999. Smagelighedsforsøg med 7,5% svinepulp. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, A/S. Faglig Årsberetning 1998. 107-113 Svendsen A. 1995. Smagelighedsforsøg: Formalet lucerne i foderet til udvoksede minkhanner. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, A/S. Faglig Årsberetning 1993/94. 164-170.

Faglig Årsberetning 1999

117


118

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Forskellig Proteinkoncentration i Foder til Minkhvalpe i Vækstperioden. Kvælstof-, Energi-, Vand- og Mineralbalance Einar E. Einarsson1) & Niels Enggaard Hansen2) 1)Bændasamtök

Íslands Hagatorgi, 107 Reykjavík, Island 2)Institut for Husdyrbrug og Husdyrsundhed, Den. Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Danmark Abstract In the present study, the dietary protein requirements of mink throughout the growth period, was determined in three groups of 4 standard male mink kits. The diet consisted of 25% (LP), 40% (MP) and 60% (HP) of the metabolizable energy from protein. The experiments were conducted as Nbalance trials. At three times during the experiment diet- and water intake and also feces-/urine excretion was collected and measured. Each collection period lasted for a period of 7 days. The level of protein in the diet does not have an effect on the digestibility of protein as the kits had full digestibility througout the whole experiment. The different energy concentrations in the diets had a clear effect on the total absorption of the diets and therefore total energy absorption. The consumption of ME was not different between experimental groups but it decreased during the growing period. The reason for this difference in energy utilization, was the demand for the excretion of the “extra” nitrogen through urine, and the energy demand for the transformation of protein to energy. At the start of the growth period, the utilization of protein to energy was higher than in the end, for fat this was in the reverse i.e. over the growing period the utilization was increased. Water intake and excretion rose with increased protein level in the diet, as expected due to the strong requirement of water for the excretion of nitrogen in urine. The high water requirement was satisfied with water in the diets. The digestibility of minerals was not affected by dietary protein level. The digestibility of Ca, P and Mg decreased during the period, in accordance with the amount deposited in the body and the decreased digested volume. Never the less, concentration of minerals in feces increased and decreased in urine. Protein as an energy source in diets is an expensive store of energy and increases diet and water absorption. Fat as an energy store gives a better energy utilization in metabolism of diet, however body dissection revealed a tendency for a fatter liver in the LP group. The results therefore show that a diet composed 25% of ME from protein is too low and high protein concentration leads to decreased utilization of protein and energy. Einarsson, E.E. & N.E. Hansen, (2000). Different Protein Supply to Mink Kits in the Growing Period. Nitrogen, Energy, Water and Mineral Balance. Annual Report 1999, 119-127. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning På grund af stigende priser på proteinrige råvarer i de sidste år og med udgangspunkt i, at de største omkostninger ved produktionen af minkskind ligger i foderet, er målet med forsøget at øge den grundlæggende viden om betydningen af forskellige proteinkoncentrationer i foder til minkhvalpe i vækstperioden. I forsøget fokuceres på protein-, energi-, vand- og mineraludnyttelse. Endvidere undersøges energiforbrug og energiudnyttelse samt ændringer i væskeomsætningen (vandoptagelse/vandudskillelse). Materiale og metoder Forsøget gennemførtes som fordøjelighedsog balanceforsøg på KVL´s pelsdyrforsøgsfarm. I forsøget blev anvendt 15 minkhvalpe (Scanblack), valgt fra kuld med 5-7 hvalpe, som var født fra 26. til 28. april.

Tre hanhvalpe fra fem kuld blev fordelt i tre behandlingsgrupper (LP = lav protein, MP = mellem protein og HP = høj protein), hvor fire hvalpe indgik i forsøget og en blev holdt som reserve. Lige efter at forsøget begyndte, måtte to hvalpe skiftes ud på grund af diarré, og derfor blev to af reservehvalpene taget i brug, og to nye hvalpe blev taget ind som reserve. Behandlingsgrupperne bestod derfor af fire hvalpe i alle perioder undtagen HP gruppen, som kun omfattede 3 hvalpe i første periode. Fra fødsel og til hvalpene indgik i forsøget, fik de samme behandling som andre hvalpe på farmen. Forsøgsperioden varede fra den 1. juli, hvor hvalpene blev sat ud enkeltvis, til de var pelsmodne den 4. december. I denne periode blev dyrene tre gange taget ind i balancebure i dyrerum, og hver af disse opsamlingsperioder bestod af en 3-4 dages forperiode, efterfulgt af 7 døgns opsamlingsperiode, og de tre

Faglig Årsberetning 1999

119


Einarsson, E.E. & N. E. Hansen

opsamlingsperioder blev placeret på følgende tidspunkter: Periode I 8. - 14. juli. Periode II 25. august - 31. august. Periode III 9. november - 15. november. Mellem de tre opsamlingsperioder gik hvalpene ude i farmen i almindelige minkbure med redekasse, forsynet med en forsats indeholdene en foderslæde med foderskål, der gjorde det muligt at opsamle evt. foderspild og dermed nøjagtigt måle optaget fodermængde. Hvalpene blev vejet dels ved forsøgets begyndelse og afslutning, dels hver 4. uge samt ved begyndelse og afslutning af hver opsamlingsperiode. Foder og fodring Fodersammensætningen fremgår af tabel 1. Ved sammensætningen af foderet var udgangspunktet at opnå blandinger med henholdsvis 25%, 40% og 60% af omsættelig energi fra råprotein. På grund af den tidligere nævnte diarré blev der tilsat tørret sukkerroeaffald svarende til 2% af totalvægten omfattende foder plus ekstra vand. Tabel 1. Fodersammensætningen (pct.) for de tre behandlingsgrupper LP (lav protein), MP (mellem protein) og HP (høj protein) før tilsætning af roesnitter og ekstra vand ved udfodring. Fodermidler

Behandlingsgrupper LP

Torskefilet Kylling Fiskemel Sojaolie Svinefedt Majs stivelse Vitamin/mineralbl. Vand Energi fordeling (P:F:K)

MP

HP

20.40 57.80 71.00 43.05 20.00 8.50 2.27 3.30 8.50 1.13 1.10 1.00 5.67 3.30 0.50 15.85 14.40 10.50 0.25 0.25 0.25 11.63 25:60:15 40:45:15 60:25:15

Analyseresultater for det færdigblandede foder er anført i tabel 2. I hele forsøgsperioden blev hvalpene fodret ad libitum.

120

Tabel 2. Gennemsnitsanalyse af færdigblandet foder for behandlingsgrupperne LP, MP og HP. Sammensætning Tørstof g/kg foder Aske " Råprotein " Fedt " Råkulhydrat " kJ/kg foder " Mineraler: Ca g/kg tørstof P " Mg "

Behandlingsgrupper LP

MP

HP

380.00 16.79 106.20 110.33 147.61 9316

337.70 14.26 130.06 67.25 125.81 7827

313.30 18.44 165.40 33.32 95.64 6808

10.19 6.88 0.73

6.95 6.64 0.80

9.07 9.34 1.13

Analyser Der blev taget prøver til analyse af foderet før indfrysning af dagsportioner, samt af det færdigblandede foder før udfodring. Tildelt fodermængde og evt. foderrester blev vejet dagligt gennem hele forsøget. I de tre balance perioder blev der desuden målt daglig vandoptagelse, korrigeret for fordampning på døgnbasis, samt udskillelse af gødning og urin. Foder, foderrester og gødning blev analyseret for tørstof, kvælstof, aske, fedt og bruttoenergi, calcium (Ca), fosfor (P) og magnesium (Mg). Urin blev analyseret for kvælstof samt de nævnte mineraler. Energimængden i urin (kJ) blev beregnet ud fra urinens indhold af kvælstof efter ligningen: Yurin(kJ) = -0.847 + 27.115 * gram kvælstof i urin (Tauson, 1999). Tørstof (TS) indhold i urin blev bestemt efter formlen: TSurin (%) = 7.47 + 0.003 * Osmolalityurin (Wamberg et. al., 1996). Kvælstof (N) blev bestemt på vådt stof ved Kjeldahl-analyse, og indholdet af råprotein blev beregnet ved at multiplicere N-mængden med 6.25. Analyserne for aske og fedt blev gennemført på frysetørret materiale. Askeindholdet blev bestemt ved 525 oC og bestemmelse af fedt i foder blev gennemført ved fedtekstration med petroleumsæter efterfulgt af saltsyrehydrolyse og ny fedtekstration. Fedt i gødningen blev på grund af det lave indhold alene bestemt efter saltsyrehydrolyse. Mængden af råkulhydrat blev beregnet som differencen mellem total

Faglig Årsberetning 1999


Forskellig proteinkoncentration i foder til minkhvalpe i vækstperioden. Kvælstof-, Energi-, Vand- og Mineralbalance

Beregnet for hele vækstperioden, viste det sig, at HP gruppen, åd 4.4 kg råprotein mere og 1.9 kg fedt mindre end LP gruppen. Forskellen mellem LP og MP i totalt optaget tørstof var 2,6 kg pr. dyr, som også afspejles i forskellen i total optaget energi , medens HP gruppen gennemsnitligt i forsøgsperioden har optaget 43 kcal/dyr pr. dag mere end LP gruppen.

tørstof og summen af indholdet af aske, protein og fedt. Bestemmelsen af indhold af Ca, Mg, Na og K blev gennemført ved brug af atomabsorptionsspectrophotometer (SP9, Pye Unicam). Fosforbestemmelsen blev fortaget fotometrisk (SP6, Pye Unicam). Den statistiske beregninger blev udført ved hjælp af SAS GLM procedure (Generel Liniar Model) (SAS Institute Inc. 1985).

Fordøjelighedskoefficienter Forsøgsbehandlingen viste sig i de tre opsamlingsperioder at have størst effekt på fordøjeligheden af aske og fedt, men der var også signifikant effekt af behandlingen på fordøjeligheden af råprotein, kulhydrat og energi. Denne effekt så imidlertid ikke ud til at være afhængig af proteinkoncentrationen i foderblandingerne. Fordøjelighedskoefficienterne for aske, protein, fedt, kulhydrat og energi er vist i tabel 3.

Resultater Vægtudvikling og foderforbrug I begyndelsen af forsøget havde LP gruppen den største daglige tilvækst, medens det i slutning af forsøgsperioden var MP gruppen, som gennemsnitlig havde de tungeste hvalpe, forskellen i mellem grupperne var dog ikke statistisk signifikant. Tabel 3.

Fordøjelighedkoefficienter for aske, råprotein, fedt, råkulhydrat og energi, beregnet for behandlingsgrupperne LP, MP og HP og for de tre balanceperioder. Alle fordøjelighedskoefficienter er anført som gennemsnit ± afvigelse (LSM ± SEM). Protein niveau

Periode

LP

MP

HP

1

2

Aske

42.4 ± 0.8a

46.3 ± 0.8b

53.1 ± 0.9c

51.4 ± 1.2a

49.2 ± 1.1a

89.7 ±

87.9 ±

87.3 ±

88.1 ±

P-værdi: Effekt af 3

Beh.

periode

41.1 ± 1.1b

<0.001

<0.001

88.3 ±

0.4a

Råprotein

86.2 ±

<0.001

0.297

Fedt

95.8 ± 0.3a

97.6 ± 0.3b

96.7 ± 0.4ab

96.1 ± 0.2a

97.1 ± 0.2b

96.9 ± 0.2b

<0.001

0.013

Råkulh.

47.2 ± 1.6ab

42.7 ± 1.6a

49.7 ± 1.7b

48.4 ± 1.2a

46.6 ± 1.0ab

44.6 ± 1.1b

0.002

0.138

Energi

80.3 ±

79.2 ±

81.1 ±

80.3 ±

79.7 ±

80.5 ±

0.008

0.317

a b c Tal

0.9a

0.5ab

0.9b

0.5a

0.9ab

0.6b

0.5a

0.4a

0.4a

0.4a

0.4a

inden for rækken, som ikke har samme bogstav, er statistisk signifikant forskellige fra hinanden (P<0.05).

Energi og energiforbrug Energikoncentrationen i foderblandingerne LP, MP og HP var 24.52 kJ, 23.20 kJ og 21.75 kJ/pr. gram tørstof. Der var en klar effekt af energikoncentrationen i foderblandingerne på optaget fodermængde (R2 = 0.98). Fordelingen af omsættelig energi (ME), beregnet med energifaktorer fra Hansen et. at. (1991), ud fra fordøjet mængde af råprotein, fedt og råkulhydrat var i hele vækstperioden gennemsnitligt 23:59:18 for Tabel 4.

LP gruppen, 38:45:17 for MP gruppen og 56:27:18 for HP gruppen. I en regressionsberegning over energifaktorer for omsættelig energi pr. gram fordøjet næringsstof blev energi pr. gram fordøjet kulhydrat holdt konstant, 17.58 kJ/g tørstof. I tabel 4 vises resultaterne baseret på observationer i de to første opsamlingsperioder, samt i hele forsøgsperioden.

Energifaktorer til beregning af omsættelig energi (ME) ud fra fordøjet råprotein og fedt, beregnet for periode I og II (1. juli-31.august) og for alle tre perioder (1. juli - 3. dec) (LSM ± SEM). Energifaktorer Protein

Standard afvigelser Fedt

RSD

CV%

R2

n

2.14

0.98

24

4.92

0.91

35

1. juli - 31 august.

20.5 ± 0.29

37.8 ± 0.53

23.35

1. juli - 3. dec.

19.2 ± 0.16

40.7 ± 1.02

51.11

Faglig Årsberetning 1999

121


Einarsson, E.E. & N. E. Hansen

Som det fremgår af figur 1, var forbruget af omsættelig energi (ME) pr. dag størst i den første periode, hvorefter det faldt henover vækstperioden. Energiforbruget i periode I var signifikant (P<0.001) højere end i de to andre perioder, medens forskellen mellem periode II og III kun er signifikant, hvis der

ses på energiforbruget pr. kg metabolisk legemsvægt. Sammenlignes de tre behandlingsgrupper over hele vækstperioden, var der ikke nogen signifikant effekt af de forskellige behandlinger på forbruget af ME (figur 1).

18 00 16 00 14 00 12 00 10 00 80 0 60 0 40 0 20 0 1

2

3

1

LP

UE kJ/dag

Figur 1.

M E 75

2

3

1

2

MP

3

HP

Gennemsnitlig optagelse af omsættelig energi (ME) pr. dag og optaget omsættelig energi pr. kg metabolisk legemsvægt (ME75) for behandlingsgrupperne LP, MP og HP (LSM ± SEM).

Per I UE

Per II UE

Per III UE

Per I FE

Per II FE

Per III FE

200

520

150

420 320

100

220

50

120

0

20 LP

MP

FE kJ/dag

kJ/dag

ME

HP

Behandlingsgrupper Figur 2.

Energiudskillelse (kJ pr. dag) med gødning (FE) og urin (UE) for behandlingsgrupperne LP, MP og HP i de tre perioder (LSM ± SEM).

Der var ingen forskel mellem grupperne i udskillelse af energi med gødning, men energiudskillelsen faldt signifikant (P<0.05) i løbet af vækstperioden (figur 2). Udskillelse af energi i urin var signifikant (P<0.001) højest for HP gruppen, og MP gruppen udskilte en større energimængde end LP gruppen (P<0.05). Over vækstperioden steg udskillelsen af energi i urin, og i periode III var den signifikant (P<0.05) højere end i 122

periode I. Forskellen mellem periode I og II var ikke signifikant (figur 2). Ved at dele den samlede forsøgsperiode op i tre perioder (efter vejedatoer) fremkom ikke nogen signifikant forskel mellem grupperne i energiforbrug (ME) pr. gram tilvækst. N-balance, urinmængde og osmolalitet. Der var som forventet størst aflejring af N i den første periode, hvor hvalpene har den

Faglig Årsberetning 1999


Forskellig proteinkoncentration i foder til minkhvalpe i vækstperioden. Kvælstof-, Energi-, Vand- og Mineralbalance

største tilvækst. Herefter faldt aflejringen i løbet af vækstperioden for alle tre grupper. Der var endvidere en signifikant (P<0.05) effekt af forsøgsbehandlingen, ligesom Tabel 5.

Gennemsnitlig kvælstofaflejring (gram pr. dag) i hver periode for behandlingsgrupperne LP, MP og HP (LSM ± SEM).

Periode I Periode II Periode III

LP 1.05 ± 0.06a 0.13 ± 0.14a -0.31 ± 0.49a

Behandlingsgrupper MP 1.63 ± 0.03a 0.28 ± 0.18a 0.51 ± 0.01b

HP 1.34 ± 0.06a 0.69 ± 0.14a -0.19 ± 0.34c

Gsn. for beh.

0.29 ± 0.11a

0.81 ± 0.11b

0.63 ± 0.12ab

a,b AB

Per II urin Per I UN Per III UN 6 5,5 5 4,5 4 3,5 3 2,5 2 1,5 1

160 140 120 100 80 60 40 20 0 LP

MP

g N i urin/dag

Per I urin Per III urin Per II UN

g urin/dag

Gns. for perioden 1.37 ± 0.15A 0.37 ± 0.13B -0.00 ± 0.13B

Tal i rækken, som ikke har samme bogstav, er statistisk signifikant forskellige, P<0.05. Tal i kolonnen, som ikke har samme bogstav, er statistisk signifikant forskellige, P<0.05.

Der var endvidere en klar effekt (P<0.001) af behandlingen på urinmængden. Samtidig var urinmængden signifikant (P<0.001) forskellig mellem grupperne, hvorimod der ikke var signifikant forskel mellem perioderne inden for grupperne (figur 3).

HP

Behandlingsgrupper

Figur 3.

effekten af perioden var signifikant (P<0.001). I tabel 5 er N-balancen anført for de tre behandlingsgrupper i vækstperioden.

Gennemsnitlig urinmængde (urin) og kvælstofmængde (UN) i de tre balanceperioder for grupperne LP, MP og HP (LSM ± SEM).

Kvælstofmængden i urin var højest for HP gruppen (figur 3), men forskellen var signifikant (P<0.001) mellem alle grupperne. Samtidig steg kvælstofmængden signifikant fra periode I til periode III (P<0.04), medens stigningen fra periode I til periode II og fra periode II til periode III var ikke signifikant. Endelig var der en tæt sammenhæng (regression) mellem kvælstof i urin og

urinmængden (R2 = 0.93, n = 35) baseret på samtlige observationer. Sammenhængen mellem fordøjet råprotein og kvælstofmængden i urin kan udtrykkes ved følgende regression: Y (gram N i urin pr. døgn) = 0.149 + 0.132 * gram fordøjet råprotein (R2 = 0.75, n = 35), baseret på samtlige observationer. Der var ikke signifikant forskel i urinens osmolaritet mellem behandlingsgrupperne, men effekten af perioden var signifikant (P<0.001), idet osmolariteten i periode III var lavere end i periode I (P<0.05) og periode II (P<0.001). Der var ikke nogen sammenhæng mellem urinens osmolaritet og fordøjet mængde råprotein, og heller ikke mellem osmolalitet og urinmængde. Optagelse af drikkevand og/eller vand via foder så heller ikke ud til at have nogen effekt på osmolariteten. Vandomsætning Der var signifikant effekt (P<0.001) af behandlingen på vandforbruget med den største vandoptagelse og vandudskillelse i HP gruppen og den laveste i LP gruppen. Total optaget vand og vandudskillelse er vist i tabel 6. Den største vandoptagelse fandt sted gennem foderet, og den var signifikant (P<0.001) forskellig både mellem grupperne og mellem perioderne inden for grupperne. Vandmængde optaget som drikkevand beregnet enten som g/lw75 eller g/dyr, var ikke signifikant forskellig mellem behand-

Faglig Årsberetning 1999

123


Einarsson, E.E. & N. E. Hansen

lingsgrupperne. Mellem periode I og II, og mellem II og III steg optagelsen af drikkevand signifikant (P<0.001) beregnet som g/dyr, men der var ingen forskel i optagelsen af drikkevand mellem perioderne beregnet som g/lw75. Den klare effekt af behandlingen på total gram optaget vand er vist i figur 4.

Tabel 6. Totalt optaget vand (drikkevand og vand i foder) samt total vandudskillelse for de tre behandlingsgrupper LP, MP og HP i de tre perioder (LSM ± SEM). LP

MP

HP

Optaget/Udskilt Periode I Periode II Periode III

185/86 177/77 179/79

216/115 222/106 198/101

241/168 305/168 273/152

400 350

g Vand

300 250 200 150 100 50

Y=110.5+3.86 R-sq = 0.64

0 0 Figur 4.

10

20

30

g protein

Sammenhæng mellem gram optaget råprotein og total indtaget vandmængde (drikkevand og vand i foder) for alle dyrene over hele vækstperioden.

Total vandoptagelse pr. kg metabolisk legemsvægt var signifikant (P<0.01) forskellig mellem grupperne, men beregnet som g/dyr var det kun HP gruppen, der var signifikant forskellig (P<0.01) fra de to andre. Den totale vandoptagelse i vækstperioden steg signifikant (P<0.001) baseret på metabolisk vægt, men ikke set ud fra total gram vand pr. dyr.

vandbalance var imidlertid ikke signifikant forskellig mellem behandlingsgrupperne, hverken udtrykt som g/dyr eller som g/lw75.

Mineralfordøjelighed og -balance Fordøjeligheden af mineralerne viste sig at være mere afhængig af dyrenes alder end af behandlingen, idet fordøjeligheden for alle mineralerne faldt over vækstperioden. Behandlingen havde kun en signifikant effekt på fordøjeligheden af fosfor med en signifikant lavere fordøjelighed af fosfor i LP gruppen end i HP gruppen (P<0,001). Fordøjelighedskoefficienterne for de enkelte grupper og perioder er vist i tabel 7.

Vandudskillelse gennem urinen var signifikant påvirket af behandlingen (P<0.001). En regression over sammenhængen mellem vandmængden i urin og fordøjet råproteinmængde baseret på samtlige observationer viser, at R2 = 0.82. Dyrenes

Tabel 7. Fordøjelighedkoefficienter for calsium (Ca), fosfor (P) og behandlingsgrupperne LP, MP, HP og de tre balanceperioder (LSM ± SEM).

1

Perioden 2

3 0.7 ± 1.6c

Ca

27.3 ± 2.0a

18.6 ± 1.9b

P

60.4 ±

54.7 ±

Mg

44.3 ± 1.8a

abc

1.1a

40

1.1b

38.5 ± 1.6b

52.2 ±

1.1bc

20.1 ± 1.6c

magnesium

(Mg),

beregnet

P-værdi: Effekt af period Beh.

LP

Protein niveau MP

HP

19.4 ± 1.8a

12.9 ± 1.8b

14.2 ± 1.9ab

<0.001

0.061

48.6 ±

58.6 ±

60.1 ±

1.3bc

<0.001

<0.001

32.1 ± 1.9a

<0.001

0.188

1.2a

37.3 ± 1.8a

1.2b

33.6 ± 1.8a

Tal inden for rækken, som ikke har samme bogstav er statistisk signifikant forskellig fra hinanden. (P<0.05).

124

for

Faglig Årsberetning 1999


Forskellig proteinkoncentration i foder til minkhvalpe i vækstperioden. Kvælstof-, Energi-, Vand- og Mineralbalance

Det mineral, som i størst mængde udskilles via urinen er P, hvor den største udskillelse fandtes i HP gruppen (P<0.001), men forskellen i udskillelsen mellem MP og LP var også signifikant (P<0.01). Udskillelsen af Ca og Mg via urin (mg/dyr) blev ikke signifikant ændret over vækstperioden. Udskillelse af P via urin faldt derimod signifikant (P<0.001) mellem periode II og periode III for MP og HP men ikke for LP. Som forventet var aflejringen af Ca, P og Mg størst i den første periode, hvorefter den faldt signifikant (P<0.001) over vækstperioden. Ved sammenligning af aflejringen af mineralerne mellem grupperne var der en signifikant (P<0.01) effekt af behandlingen, idet fosforaflejringen var signifikant (P<0.001) højere for LP og MP grupperne end for HP gruppen, derimod var det omvendt for aflejringen af Mg som aflejredes i signifikant (P<0.01) størst mængde for HP gruppen. Diskussion Råproteinkoncentrationen i foderblandingerne havde ingen effekt på fordøjeligheden af råprotein, hvilket stemmer overens med resultater fra Berg et. al. (1984) og GlemHansen (1980). Fordøjeligheden af råprotein ser heller ikke ud til at ændre sig i den undersøgte del af vækstperioden, hvilket også er fundet af Elnif & Hansen (1987) og Tauson (1988a), der har vist, at minkhvalpe har nået fuld fordøjelighed af råprotein ved 10 ugers alderen. Fordøjeligheden af energi blev ikke påvirket af foderblandingerne, men de forskellige energikoncentrationer i foderblandingerne havde en klar effekt på total foderoptagelse og dermed på total energioptagelse via foder. Dette er i overensstemmelse med Tauson (1988 a,b), som konkluderede, at minkhvalpe fodret med forskellige energikoncentrationer søger at erstatte lav energikoncentration med øget foderoptagelse. Den store omsætning af ME, som findes i den første periode, hænger godt sammen med, at hvalpene vokser meget stærkt i denne periode og derfor har et stort energibehov. I periode II er længdevæksten næsten ophørt, så den omsættelige energi

bruges i større grad til vedligehold og fedtaflejring. Forbruget af omsættelig energi pr. g tilvækst var ikke forskellig mellem grupperne, men energiudskillelsen via urin var forskellig. Det større energioptag i HP gruppen, modsvares således af de energikrævende processer, som omsætningen af protein til energi medfører. Forskellen i total energioptagelse, mellem LP og HP er i øvrigt næsten den samme, som findes i energiudskillelse via urin for LP og HP. Energiudnyttelse til vækst (protein- og fedtaflejring) bestemt ved regressionsberegning viste, at udnyttelsesgraden af energi fra protein er højere først i vækstperioden end i den senere halvdel, hvor udviklingen af muskulaturen er færdig og længdevæksten er ophørt. Det er omvent med udnyttelsen af energi fra fedt, idet den stiger, når fedtaflejringen øges. De beregnede energifaktorer er i god overensstemmelse med tidligere angivne faktorer (Hansen et al., 1991) baseret på forsøg med udvoksede hanner, dog er energifaktoren til beregning af ME fra råprotein 0.4% lavere og for fedt 0.9% højere end i nærværende undersøgelse,. Der findes størst aflejring af protein først i vækstperioden, hvilket hænger godt sammen med, at hvalpene vokser meget i den periode. Sidst i august, først i september er udviklingen af muskulaturen næsten ophørt, og fedtaflejeringen bliver større, ligesom også udviklingen af vinterpelsen begynder. Det er derfor normalt, at proteinaflejringen falder fra periode I og fremover. Kvælstofudskillelsen via urin er påvirket af både forsøgsbehandlingen og af perioden. Det, at den stiger fra periode til periode, er i god sammenhæng med at behovet for protein bliver mindre, når længdevæksten holder op, og dyret må skaffe sig af med det kvælstof, som der ikke er behov for. Der er også en stor forskel i udskillelsen af kvælstof mellem grupperne, som kan forklares ved, at det ikke er muligt at øge proteinaflejringen i dyrene op over en vis genetisk bestemt størrelse ved at øge mængden af råprotein i foder.

Faglig Årsberetning 1999

125


Einarsson, E.E. & N. E. Hansen

Totalt vandforbrug for dyrene stiger med øget råproteinindhold i foderblandingerne, og der er en god sammenhæng mellem urinudskillelse og mængden af kvælstof i urin. Der blev også fundet en tæt sammenhæng mellem fordøjet råprotein og vand i urin, som understreger den stærke effekt, som fodersammensætningen har på behovet for vand til udskillelse af det kvælstof, som organismen ikke har brug for. Dette er i overensstemmelse med resultater fra tidligere undersøgelser (Mäkelä & Valtonen, 1982, Berg et. al., 1984, Neil, 1986 og 1988). Vandbalancen er ikke umiddelbart påvirket af de forskellige foderblandinger, men det fremgår, at dyrene primært regulerer deres vandbalance gennem optagelse af drikkevand, hvilket er i overensstemmelse med Neil (1986 & 1988). Mineralkoncentrationen i urin er mere afhængig af perioden end behandlingen, mens udskillelsen via fæces er påvirket af begge dele. Koncentrationen af Ca, P og Mg i fæces steg over perioden i god sammenhæng med, at optagelsen falder, når behovet bliver mindre, hvorved den fordøjede mængde også bliver mindre. Dette kan endvidere bekræftes ved at se på udskillelsen via urin, idet koncentrationen af alle mineralerne i urin faldt over perioden. Mineralbalancen viser samtidig en faldende aflejring af Ca, P og Mg over vækstperioden. Dette stemmer godt med, at udviklingen af skelettet kræver store mængder af Ca, P og Mg, men i periode III er skelettet stort set færdig udviklet. Konklusion Forsøget bekræfter, at der ikke er en reel forskel i proteinfordøjeligheden mellem 10 uger gamle minkhvalpe og udvoksede dyr. Fordøjeligheden blev heller ikke påvirket af proteinkoncentrationen i det her undersøgte interval. Energikoncentrationen i foderblandingen har klar effekt på optaget fodermængde og dermed på energioptagelsen, men ikke på fordøjeligheden af energi. Årsagen til den øgede energioptagelse ved øget proteinniveau er de energetiske omkostninger for organismen, der er ved at

126

omsætte protein til energi gennem udskillelsen af det protein, som ikke skal bruges til aflejring i organismen. Energibehovet er størst i begyndelsen af vækstperioden, når hvalpene vokser stærkest, hvorefter det falder henover vækstperioden. Største delen af vandbehovet er dækket via vand i foder, men proteinniveauet i foderblandingerne har en klar effekt på total vandoptagelse og på urinudskillelse. Fordøjeligheden af Ca og Mg ser ikke ud til at være påvirket af proteinniveauet i foderblandingerne, den falder også henover vækstperioden i god sammenhæng med mindre fordøjet mængde og faldende aflejring i kroppen. Som resultat heraf falder koncentrationen af mineralerne i urin, mens den stiger i fæces. Litteratur Berg, H., Valtonen, M., Tång, L. & Eriksson, L. 1984. Protein digestibility and water and nitrogen balance studies with mink at different protein levels. 3rd. International Scientific Congress in Fur Animal Production. Versalilles, France, 7 pp. Elnif, J. & Hansen, N.E. 1987. Sammenligning af næringsstoffernes fordøjelighed hos minkhvalpe og udvoksede hanner (pastel type). Scandinavian Association of Agricultural Scientists, Seminar no. 128, Tromsø, Norway, 6 pp. Glem-Hansen, N. 1980. The protein Requirements of mink during the growth period. I Effect of protein intake on nitrogen balance. Acta Agric. Scand. 30: 336-344 Hansen, N.E., Finne, L., Skrede, A. & Tauson, A.H. 1991. Energiforsyningen hos mink og ræv. NJF-utredning/rapport no. 63, DSR forlag Landbohøjskolen København. 59 pp. Mäkelä, J. & Valtonen, M. 1982. Water intake and some dietary factors affecting it. Scientifur 7 (1), 63 Neil, M. 1986. Feed-related factors affecting water in mink. Swedish J. agric. Res. 16, 8188 Neil, M. 1988. Effects of dietary energetic composition and water content on water

Faglig Årsberetning 1999


Forskellig proteinkoncentration i foder til minkhvalpe i vĂŚkstperioden. KvĂŚlstof-, Energi-, Vand- og Mineralbalance

turnover in mink. Swedish J. agric Res. 18, 135-140

and water turnover in the lactation period. Acta Agric. Scand. 38: 231-242

Tauson, A. H. 1988a. Varied energy concentration in mink diets. I. Apparent digestibility of the experimental diets. Acta Agric. Scand. 38: 223-229

Tauson, A. H. 1999. Personlige oplysninger.

Tauson, A. H. 1988b. Varied energy concentration in mink diets. II. Effects on kit growth performance, female weight changes

Wamberg. S., Tauson, A. H. & Elnif, J. 1996. Effects of feeding and short term fasting on water and electrolyte turnover in female mink (Mustela vison). British Journal of Nutrition. 76: 711-725.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999

127


128

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Analyse af Fedt fra Vildtlevende Mink og Farmmink med Superkritisk Ekstraktion (SFE) og Superkritisk Kromatografi (SFC)

Tommy Asferg1, Steen Buskov2, Tove N. Clausen3, Mette Hammershøj1, Kirsten Mortensen2 og Hilmer Sørensen2 1Danmarks

Miljøundersøgelser, Afdeling for Landskabsøkologi, Grenåvej 12, DK-8410, Rønde Institut, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, Thorvaldsensvej 40, DK-1871, Frederiksberg C 3Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112 C, Tvis, DK-7500, Holstebro. 2Kemisk

Abstract SFE and SFC-methods of analyses for identification of the lipid-profile in subcutaneous fat from mink are effective and relatively simple. Preliminary results show influence of the animal food on the fat-profile in the subcutaneous mink-fat. Apparently, fat-profiles can be used to distinguish farm mink from wild mink. However, there is a need to clarify what factors influences the triacylglycerol-profile in the subcutaneous fat before this profile can be used as an indicator for the duration of the period, the mink have been living in the nature. It is relevant to continue the lipid research, including investigation of other lipids like membrane lipids. This will be of importance, also in connection to other problems with fur animals, especially nutritional physiology, feed quality, effect of mink milk on the health and development of mink puppies, feed related illness problems, lipid rancidity, and fur quality. Asferg, T., Buskov, S., Clausen, T.N., Hammershøj, M., Mortensen, K. & H. Sørensen, (2000). Analysis of Fat from Wild- and Farm Mink Using Supercritical Fluid Extraction (SFE) and Supercritical Fluid Chromatography (SFC). Annual Report 1999, 129-134. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning I forbindelse med opdræt af mink er det uundgåeligt, at der vil undslippe dyr til naturen. De undslupne mink kan eventuelt give problemer via deres indflydelse på den vilde fauna, dels som rovdyr i forhold til visse byttedyr, dels som konkurrent til oprindelige danske rovdyr, fx. odder og ilder. Endvidere kan der opstå problemer i forhold til fjerkræ og opdræt (Asferg og Hammershøj, 1999). Antallet af mink, fanget i den danske natur, har været stigende gennem de sidste årtier (Asferg og Hammershøj, 1999). Det kan skyldes flere forhold, bl.a. opbygning af fritlevende, selvreproducerende minkbestande og/eller en forbedret overlevelse hos undslupne mink, måske som følge af ræveskaben, der har medført en kraftig reduktion af mange lokale rævebestande. Uanset hvad der er årsag til stigningen i antallet af fritlevende mink, så er der behov for at udvikle en metode, som kan benyttes til at skelne mellem mink, der er født og opvokset på en minkfarm og mink, som er født og opvokset i naturen, eller som har levet i naturen i kortere eller længere tid. Da farmmink lever af en væsentlig anden type føde (svinefedt, fjerkræaffald, cerealier og marine fisk) end vildtlevende mink (smådyr,

fugle og ferskvandsfisk), vil der være mulighed for, at der er væsentlige forskelle i dyrenes kropsfedtsammensætning. Denne formodning baseres på tidligere udførte forsøg, der viser, at fedtsammensætningen i føden vil afspejle sig i sammensætningen af dyrets fedtdepoter (Shultz og Ferguson, 1974; Skrede og Guldbrandsen, 1985; Lin og Connor, 1990; Rouvinen, 1990). Et af formålene med det foreliggende forskningsprojekt, der er et samarbejde mellem DMU, KVL og PFR, er undersøgelser af mulige forskelle, der måtte være i typer af kropsfedt fra farmmink og vildtlevende mink. Denne artikel beskriver resultater fra indledende analyser af intakte triacylglyceroler i prøver fra farm- og vildtlevende mink ved hjælp af superkritisk ekstraktion (SFE) og kromatografi (SFC) (Buskov et al., 1997a, 1997b, 1997c, 1999). Med anvendelse af SFE og SFC metoder til lipidundersøgelser er der mulighed for at tilvejebringe ny og mere præcis viden om foderets / fødens indflydelse på dyrenes kropsfedt, end der tidligere var mulighed for ved brug af mere traditionelle lipid / fedt analyser, baseret på ekstraktion med organiske solventer og GC-analyse af lipidernes fedtsyresammensætning. Det gælder specielt med hensyn til

Faglig Årsberetning 1999

129


Asferg, T., Buskov, S., Clausen, T.N., Hammershøj, M., Mortensen, K. & H. Sørensen.

Materialer og metoder Forsøgsmateriale Forskellige fedtprøver udtaget både fra farmmink og fra vildtlevende mink blev frysetørret for at fjerne eventuelt vandindhold. Fra de vildtlevende mink blev der udtaget subkutane fedtprøver fra bagben, forben og fra krøs, mens der fra farmminkene blev udtaget subkutane prøver fra enten lyske eller hofte samt krøs. Endvidere blev der udtaget en prøve af det foder, som farmminkene blev fodret med. Ekstraktion af upolære lipider ved SFE Frysetørret prøvemateriale (mink-fedt og foder) blev afvejet og overført til et 10 ml ekstraktionskammer beregnet for superkritisk ekstraktion (SFE). Selve ekstraktionen blev udført med CO2 på en Speed SFE som beskrevet i Buskov et al., 1997a-c. Ekstraktionstrykket var ca. 60 MPa og kammertemperaturen blev sat til 45oC.

130

SFC-analyse af ekstraheret fedt Superkritisk ekstraheret fedt fra både dyr og foder blev opløst i hexan (ca 4 mg/ml) inden analyse ved hjælp af superkritisk kromatografi (SFC). Selve analysen blev foretaget på et Gilson SFC-system som beskrevet andetsteds (Buskov et al., 1999). Separationen af de enkelte triacylglyceroler og andre lipidopløselige stoffer blev udført på en Spherisorb S3 ODS2-kolonne (150 x 4.6 mm, 3 mm partikler) under anvendelse af følgende betingelser: Mobil fase: CO2: CH3CN (96:4), Flow: 1.5 ml/min, Tryk: 30 MPa, Temperatur: 40 oC og detektion ved 205 nm. Ved hver analyse blev injiceret 5 µl prøve. Resultater og diskussion Separation af intakte triacylglyceroler med SFC er en effektiv, relativt simpel og hurtig kvalitativ metode til karakterisering af sammensætningen i lipidmateriale. Metoden giver et direkte billede af indholdet af de enkelte intakte triacylglyceroler og vil derfor kunne bruges til vurdering af fedtstoffernes indhold af lang- og kortkædede fedtsyrer. Resultater opnået ved denne metode søges udnyttet i forbindelse med vurdering af, om der er tale om farmmink eller vildtlevende mink. Det er tidligere vist, at SFE og SFCmetoder kan bruges til hurtig analyse af triacylglyceroler i planteolier, hvor sammensætningen ofte varierer meget, afhængig af oprindelse (Buskov et al., 1999). 800 700 600

Respons, mV

analyse af intakte lipider og selektive analyser for fedtstof, phospholipider, glycolipider, fedtopløselige vitaminer, og andre amphiphile lipider og lipidbestanddele af biologiske membraner. Membranlipider er en anden type lipider end dyrenes kropsfedtslipider og disse kan derfor også være af betydning ved vurdering af minkenes oprindelse, da sammensætningen må forventes ikke at ændre sig på samme måde som for kropsfedtets-sammensætningen. Endvidere er sammensætningen af stor betydning for membranernes egenskaber, både fysisk-kemisk-biokemisk, og for funktionen af membranerne, samt den fysiologiske betydning, det kan have på dyrenes metabolisme (Hammer og Wills, 1979; Clandinin et al., 1983; Jackson et al., 1988), og på dyrenes tilvækst og modstandsdygtighed mod sygdomme. I den forbindelse har projektet også en høj grad af relevans i relation til de igangværende projekter, der omhandler kvalitet af minkfoder, undersøgelser af membranlipider i hud / skind vedrørende pelskvalitet, samt undersøgelser af minkmælk.

500 400 300 200 100 0 0

5

10

15

20

Retentionstid, min

Figur 1 SFC-kromatogram af lipidfraktionen (ekstraheret med SFE) fra farmminkfoder. Analysebetingelser er som beskrevet i materialer og metoder.

Faglig Årsberetning 1999


Analyse af Fedt fra Vildtlevende Mink og Farmmink med Superkritisk Ekstraktion (SFE) og Superkritisk Kromatografi (SFC)

Som det fremgår af Figur 1, er triacylglycerolprofilen for lipid-fraktionen i minkfoderet rimelig kompleks. Alle triacylglyceroler er ikke separeret fuldstænding, hvilket dog også må formodes at være af mindre betydning, da det er selve profilen, som måske vil kunne anvendes ved vurdering af minkenes opdrætssted, det vil sige vildtlevende eller farmmink. Hvorvidt SFC-analysen udført direkte på triacylglycerolerne vil kunne anvendes som metode til vurdering af minkenes oprindelse, afhænger af flere faktorer. For det første kan der være forskel på triacylglycerolsammensætningen i fedtdepoterne forskellige steder på minkene, hvilket vil betyde, at prøverne skal udtages fra samme sted på minkene, for at der kan forventes gode og rimeligt relevante sammenligninger mellem farmminkene og de vildtlevende mink. Der500

A

næst kan der være stor forskel på triacylglycerol-sammensætningen mellem de vildtlevende mink, da de ikke kan forventes at have indtaget den samme type af føde. Eksempelvis vil nogle mink måske have ernæret sig ved smådyr, mens andre i naturen vil overleve på ferskvandsfisk eller fugle. Umiddelbart må det ikke forventes, at der vil være stor forskel indbyrdes mellem farmminkene, da de er opvokset på den samme føde. Her kan der dog være andre faktorer, som vil gøre sig gældende, både genetiske og aldersmæssige, og disse faktorer kan have indflydelse på triacylglycerolsammensætningen. Det vil give sig udslag i afvigelser i sammensætningen af fedt fra forskellige steder / væv fra den enkelte mink, og der kan også være forskelle mellem mink opvokset på samme type af føde.

400

Vildtlevende mink A, subkutan bagben

300

300

Vildtlevende mink A, krøs

200

Respons, mV

Respons, mV

400

Vildtlevende mink B, subkutan bagben

B

200 Vildtlevende mink B, krøs

100

100

0

0 0

5

10

15

20

0

5

10

15

20

Retentionstid, min

Retentionstid, min

Figur 2A-B Sammenligning af fedtvævsprøver udtaget fra krøsen og subkutant i bagbenet på to forskellige vildtlevende mink. SFC-analyserne er udført som beskrevet i materialer og metoder.

Som Figur 2A-B tydeligt illustrerer, kan der både være forskelle og ligheder mellem triacylglycerol-profilen fra de forskellige steder / væv fra minkene. Som det her er vist for to vildtlevende mink (A og B), er der stor forskel mellem profilen af triacylglyceroler i bagben og krøsen for den vildtlevende mink A, mens forskellen for den vildtlevende mink B er noget mindre. Dette kan selvfølgelig skyldes flere ting, herunder også, hvor lang tid de har levet som vildtlevende mink. Det kan også skyldes, at minkene har ernæret sig på forskellig typer af føde. At det sandsynligvis

er føden, som har indflydelse på triacylglycerol-sammensætningen, ses tydeligt ved sammenligning med profilen for en farmmink, der får ernæringen fra minkfoder, hovedsagelig bestående af svinefedt og marine fisk (fiskeolie) (Figur 3). Her er det tydeligt, at specielt tre triacylglyceroler (de tre højeste toppe i figur 3) er dominerende i profilen af fedtet fra både hoften og lysken. Endvidere ses tre tydelige, men mindre dominerende toppe lige efter de tre store toppe. Disse seks toppe / triacylglyceroler danner er billede, som også findes i lipidekstraktet fra

Faglig Årsberetning 1999

131


Asferg, T., Buskov, S., Clausen, T.N., Hammershøj, M., Mortensen, K. & H. Sørensen

minkfoderet (sammenlign med Figur 1), men ikke i lipid-fraktionerne fra de vildtlevende mink (Figur 2A-B), hvilket kunne indikere en ernæringsafhængig oplagring af triacylglyceroler i fedtvævet. 800

Farmmink, subkutan hofte

700

Respons, mV

600 500 400 Farmmink, subkutan lyske

300 200 100 0 0

5

10

15

20

Retentionstid, min

Figur 3 Sammenligning af triacylglycerolprofil af SFEekstrakt af det subkutane fedt fra lyske og hofte. Analyserne er udført som beskrevet i materialer og metoder.

1500

1200

Farmmink A, subkutan hofte

A

1400

Resultaterne fra de indledende forsøg tyder på, at der også indenfor farmminkene er forskelle, både mellem fedtdepoter hos den enkelte mink og mellem forskellige mink (Figur 4A-B). Disse forskelle skyldes sandsynligvis ikke foderet, da det må forventes at være ens, men derimod forskelle i dyrets evne til at optage og lagre de forskellige triacylglyceroler. Det tyder dog på, at en del af triacylglycerolerne går igen i profilerne for de forskellige mink, hvilket ses af Figur 4A og 4B, hvor tre forskellige mink er sammenlignet. De seks toppe for triacylglyceroler, som også fandtes i minkfoderet, findes i kromatogrammer af hofte-fedtet fra alle tre dyr, mens der er tydeligere forskelle mellem toppene i den første del af kromatogrammerne (ca. retentionstid 5 – 10 min.).

Farmmink C, subkutan hofte

1000

1200

900

1000

800

900 800 700

Farmmink B, subkutan hofte

600 500 400

Respons, mV

1100

Respons, mV

B

1100

1300

700 600 500

Farmmink A, subkutan hofte

400 300

300

200

200

100

100

0

0 0

5

10

15

0

20

5

10

15

20

Figur 4A-B A (venstre figur): Fedtprøver fra to farmmink (subkutan hofte) med næsten samme triacylglycerolprofil. B (højre figur): Fedtprøver fra farmmink (subkutan hofte) med forskellig triacylglycerolprofil. Analyserne er udført ved SFC som beskrevet i materialer og metoder. 700

Vildtlevende mink A, subkutan bagben

600 500

Respons, mV

Figur 5 illustrerer meget tydelige forskelle i profilen af det subkutane fedt fra bagbenet af to vildtlevende mink. Som det ses, er profilen meget forskellig fra både farmminkene og fra triacylglycerol-profilen af det foder, som farmminkene er opvokset på.

400 300

Vildtlevende mink B, subkutan bagben

200 100 0 0

5

10

15

20

Retentionstid, min

Figur 5 Sammenligning af triacylglycerolprofil for to vildtlevende mink. Prøverne er udtaget subkutant i bagbenet. SFC-analyserne er udført som beskrevet i materialer og metoder.

132

Faglig Årsberetning 1999


Analyse af Fedt fra Vildtlevende Mink og Farmmink med Superkritisk Ekstraktion (SFE) og Superkritisk Kromatografi (SFC) Konklusion

Anvendelse af SFE- og SFC-metoderne til analyse af fedtstofprofilen i subkutant fedt fra mink er effektive og relativt simple. Resultater fra de indledende undersøgelser viser, at fødens lipider påvirker profilen af fedtstoffer i det subkutane fedt fra mink. Der er således ingen tvivl om, at det ved hjælp af fedtstofprofiler er muligt at skelne farmmink fra mink, som er født og opvokset i naturen eller som har været i naturen i et vist tidsrum. Der er imidlertid mange faktorer, der kan give anledning til variationer i fedtstofprofilen. Mulighederne for at anvende fedtstofprofilen i subkutant fedt til fastlæggelse af, hvor lang tid mink har levet som vildtlevende mink kræver afklaring af de betydende faktorer. Af mange grunde er det relevant med fortsættelse af lipidforskningen, herunder inddragelse af undersøgelser vedrørende andre lipider end triacylglyceroler, specielt membranlipider. Dette vil være af stor betydning, også for mange andre pelsdyrrelaterede problemstillinger; ernæringsfysiologi, foderkvalitet, effekter af minkmælk på minkhvalpenes sundhed og udvikling, foderrelaterede sygdomsproblemer, lipidharskning, og pelskvalitet. Litteraturliste Asferg, T. og Hammershøj, M. 1999. Mink Mustela vison og Ilder M. putorius. Mink- og Ilderjagten i Danmark 1996/97 og Problemer med de to Arter i forhold til små Fjerkræhold. Faglig Rapport fra DMU, 273, 52 pp. Buskov, S., Decker, M., Mortensen, K. og Sørensen, H. 1999. Hurtig Kvalitativ Analyse af Vegetabilske- og Animalske Olier med Superkritisk Chromatografi (SFC). Faglig Årsberetning 1998. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- & Rådgivningsvirksomhed, 131-141. Buskov, S., Mortensen, K., Sørensen, H. og Sørensen, J.C. 1997a. Lipidekstraktion fra Mælk med Superkritisk Ekstraktion (SFE).

Faglig Årsberetning 1996. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- & Rådgivningsvirksomhed, 151-158. Buskov, S., Sørensen, H., Sørensen, J.C. og Sørensen, S. 1997b. Extraction of Oil from Plant Material with Supercritical Carbon Dioxide. Pol. J. Food Nutr. Sci. 6/47(3), 115124. Buskov, S., Sørensen, H. og Sørensen, J.C. 1997c. Fedt- og Oliebestemmelse med Superkritisk Væske Ekstraktion (SFE). Faglig Årsberetning 1996. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- & Rådgivningsvirksomhed, 159-167. Clandinin, M.T., Foot, M. og Robson, L. 1983. Plasma Membrane: Can Its Structure and Function be Modulated by Dietary Fat ? Comp. Biochem. Physiol. 76B, 335-339. Hammer, C.T. og Wills, E.D. 1979. The Effect of Dietary Fats on the Composition of the Liver Endoplasmic Reticulum and Oxidative Drug Metabolism. Br. J. Nutr. 41, 465-475. Jackson, M.J., Roberts, J. og Edwards, R.H.T. 1988. Effects of Dietary-Fish-Oil Feeding on Muscle Growth and Damage in the Rat. J. Nutr. 60, 217-224. Lin, D.S. og Connor, W.E. 1990. Are the n-3 Fatty Acids From Dietary Fish Oil Deposited in the Triglyceride Stores of Adipose Tissue ? Am. J. Clin. Nutr. 51(4), 535-539. Rouvinen, K. 1990. Digestibility of Different Fats and Fatty Acids in the Mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand. 40, 93-99. Shultz, T.D. og Ferguson, J.H. 1974. The Fatty Acid Composition of Subcutaneous, Omental and Inguinal Adipose Tissue in the Arctic Fox (Alopex lagopus innuitus). Comp. Biochem. Physiol. 49B, 65-69. Skrede, A. og Gulbrandsen, K.E. 1985. Fettkilder i Pelletert Tørfôr til Mink og Blårev. Møde vedr. Pelsdyrproduktion, NJFseminarium nr. 85, Aalborg, Denmark 3. 5-91985.

Faglig Årsberetning 1999

133


134

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Analyse af Mono-, Di- og Oligosaccharider i Biologiske Materialer Keld Ejdrup Andersen, Charlotte Bjergegaard, Kirsten Mortensen, Peter Møller og Hilmer Sørensen Kemisk Institut, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, Thorvaldsensvej 40, 1871 Frederiksberg C Sammendrag Det foreliggende arbejde har resulteret i udviklingen af to analysemetoder til bestemmelse af henholdsvis reducerende og ikke reducerende kulhydrater i vandgennemløbet efter vandig ekstraktion og ionbytning af diverse biologiske materialer. De reducerende kulhydrater, der blev derivatiseret med tryptamin for at øge UV-absorptionen, blev analyseret ved MECC (Micellar Electrokinetic Capillary Chromatography) i en boratbuffer med cholat som detergent. De ikke-reducerende kulhydrater, der ikke kan derivatiseres tilsvarende, idet der mangler en fri carbonylgruppe, blev analyseret ved FZCE (Free Zone Capillary Electrophoresis) i en boratbuffer med pyridin-2,6-dicarboxylsyre (PDC) som chromophor, og detektion ved indirekte UV. Ved hjælp af de udviklede metoder blev indholdet af de kvantitativt mest betydende lavmolekylære kulhydrater i byg, malt og mask bestemt. Resultaterne viste det højeste indhold af kulhydrater i malt (fremspiret byg), med sucrose som dominerede komponent (25,1 g/kg). Sammenholdt med byg sås et højt indhold af glucose og maltose i malt, hvilket tyder på amylase aktivitet under byggens fremspiring. Tilsvarende kan det højere indhold af disacchariderne cellobiose og melibiose i malt sammenlignet med byg forklares ved aktivitet af henholdsvis β-glucanaser og β-fructofuranosidase. Mask, der fås som produkt efter ultrafiltrering af malt, havde som forventet et relativt lavt indhold af lavmolekylære kulhydrater. Lupin og ært der, ligesom de analyserede kornprodukter, kan være potentielle alternative proteinkilder til mink, havde et relativt højt niveau af α-galactosiderne sucrose, raffinose, stachyose og verbascose. Kvantitativt regnes generelt med at niveauet af α-galactosider i lupin, ært og korn er faldende i nævnte rækkefølge. Som konklusion giver de nyudviklede metoder, som er effektive og relativt simple, gode muligheder for kvantificering af henholdsvis reducerende/ikke-reducerende kulhydrater fra biologiske materialer som korn og bælgplanter, men metoderne kan også anvendes på f.eks. mælkeprøver og andet dyrisk materiale. De udviklede metoder supplerer hinanden godt, idet ikke-reducerende kulhydrater ikke er analyserbare i systemet til bestemmelse af reducerende sukre, mens de reducerende sukre giver brede og vanskeligt kvantificerbare toppe i systemet for ikke-reducerende kulhydrater. Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Mortensen, K., Møller, P. & H. Sørensen, (2000). Analyse af mono-, di- og oligosaccharider i biologiske materialer. Faglig Årsberetning 1999, 135-144. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro Danmark. Abstract The present work has resulted in development of two analytical methods for determination of reducing and non-reducing carbohydrates, respectively, in various biological materials. Sample preparation, which is common for the two groups of compounds, has comprised extraction and ion chromatograpy with use of the resulting water effluent for analysis by HPCE. The reducing carbohydrates were derivatised by tryptamine in order to improve UV-absorption, before analysis in a MECC system (Micellar Electrokinetic Capillary Electrophoresis) in borate buffer with cholate included as surfactant. The non-reducing carbohydrates, which cannot be derivatised due to lack of a “free” carbonyl group, were analysed in a FZCE system (Free Zone Capillary Electrophoresis) in borate buffer with 2,6-dicarboxylsyre (PDC) as chromophor, and detection by indirect UV. The methods developed were used for determination of the quantitatively most important low molecular weight carbohydrates in barley, malt and mash. The results showed the highest content of carbohydrates in malt (germinated barley), with sucrose as the dominating components (25,1 g/kg). The level of glucose and maltose in malt was high compared to barley, indicating activation of the starch degrading enzyme α-amylase under the germination process. Equivalent to this, the high content of the disaccharides: cellobiose and melibiose in malt compared to barley may be explained by activation of β-glucanase and β-fructofuranosidase. Mash, which is obtained after ultrafiltration of malt, had as expected a relatively low level of low molecular weight carbohydrates. Lupin and pea, which is potential alternative protein-sources for mink, as are the analysed products based on cereals, had a relatively high content of the α-galactosides sucrose, raffinose, stachyose, and verbascose. Compared to the content of α-galactosides in pea, the level in lupin is generally higher, whereas in cereals, the level of α-galactosides is lower. In conclusion, the developed methods are effective and relative simple with good potentials for quantification of reducing and non-reducing carbohydrates, respectively. The methods have been used on biological plant material as barley, malt, mash, lupin and pea, but may also be applicable to Faglig Årsberetning 1999

135


Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Mortensen, K., Møller, P. & H. Sørensen oligosaccharides in milk and other animal based material. The developed methods supplements each other well, as the non-reducing carbohydrates can not be analysed in the system for determination of reducing carbohydrates, whereas the reducing carbohydrates gives broad peaks being difficult to quantify in the system for non-reducing carbohydrates. Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Mortensen, K., Møller, P. & H. Sørensen, (2000). Analysis of mono-, di- and oligosaccharides in biological materials. Annual Report 1999, 135-144. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Kulhydrater eller saccharider er en kvantitativ væsentlig del af alle planteprodukter, herunder bælgplanter samt kornprodukter (cerealier) som byg, malt og mask. I modne frø af cerealier og andre forrådsorganer akkumuleres stivelse, som er den eneste type polysaccharid af ernærings-/energimæssig værdi for enmavede dyr, inklusiv mink. Generelt for alle typer plantematerialer udgør kostfibre (DF) eller cellevægsbestanddele imidlertid både kvantitativt og kvalitativt de væsentligste typer af kulhydrater (oligo- og polysaccharider). Type, mængde og sammensætning af kulhydratfraktionen i forrådsorganer (f.eks. cerealiernes frø; byg) er imidlertid meget forskellig fra kulhydrater i vegetative plantedele (f.eks. spiret byg; malt og mask). For alle levende celler er der desuden en række biokemiske, immunkemiske og andre fysiologiske funktioner der styres via glycosiddele af membraner, glycolipider og glycoproteiner. Selv om hovedparten af energiindtaget hos mink stammer fra fedt eller lipider i foderet kan kulhydratfraktionen i minkfoderet, specielt DF, herunder visse oligosaccharider, glycolipider og glycoproteiner, have betydelig indvirkning på foderets kvalitet og næringsværdi. Dette er resultatet af flere faktorers indvirkning. Der er et ernæringsmæssigt positivt bidrag fra de frie mono- og disaccharider som glucose, maltose og sucrose i foderet. Disse stoffer kan minken udnytte relativt godt, mens andre kulhydrater som α-galactosider (raffinose, stachyose, verbascose og ajugose), cellobiose og DF-polysaccharider (f.eks. pektin, hemicellulose og cellulose samt hydrolyseprodukter heraf), kan påvirke foderkvaliteten i negativ retning, idet disse stoffer ikke kan hydrolyseres af minkens fordøjelsesenzymer.

136

Problemstillinger som de nævnte har resulteret i et stort behov for hurtige og effektive analyseteknikker til bestemmelse af kulhydrater, og i særdeleshed oligosaccharider. Analyse af kulhydrater med tilstrækkelig høj resolution er imidlertid besværliggjort af kulhydraternes relativt ens kemiske og fysiske egenskaber, og samtidig giver manglende chromophore/ flourophore egenskaber for de fleste kulhydrater oftest en meget dårlig detektionsfølsomhed. Der findes diverse metoder til bestemmelse af monosaccharider og stivelse, men der er et udtalt behov for metoder til I) bestemmelse af individuelle oligosaccharider II) skelnen mellem reducerende og ikke-reducerende oligosaccharider samt III) bestemmelse af nedbrydningsprodukter fra polysaccharider/β-glycaner i kostfiberfraktionen. Metoder af denne art er desuden nødvendige i forbindelse med studiet af kulhydrater i minkmælk, i glycolipider, i glycoproteiner og generelt i foder- og fødemidler (Bjergegaard et al., 1999). I forbindelse med undersøgelse af kulhydrater i minkmælk og niveauerne af diog oligosaccharider i alternative proteinkilder til minkfoder, herunder byg, malt og mask samt ært, lupin og raps, er to analysemetoder til analyse af hhv. reducerende og ikkereducerende kulhydrater blevet udviklet. Materialer og metoder Gruppeseparation af prøvematerialerne: Prøvematerialerne maltbyg, malt og mask blev venligst tilsendt af Brygmester Hans Fogh fra Carlsberg-bryggerierne A/S samt propionsyrepræserveret mask ligeledes fra Carlsberg-bryggerierne A/S tilsendt fra Mikael Lassén, Lic. Agro., Dansk Pelsdyr Foder A/S, Randers. Vandindholdet i prøvematerialerne blev bestemt ved standardmetode før frysetørring af masken,

Faglig Årsberetning 1999


Analyse Af Mono-, Di- og Oligosaccharider i Biologiske Materialer.

hvorefter frø, malt og mask blev formalet i en kaffemølle. Prøvemateriale (0,5 g) blev tilsat 100 µL af en blanding bestående af methyl-α-Dglucopyranosid og maltitol (125 mM af hver sukker) samt 100 µL D-thyminose (500 mM) som interne standarder, hvorefter 3 × 1½ min ekstraktion blev foretaget med 3 × 3 mL kogende methanol:vand (7:3) under samtidig homogenisering med en Ultra Turrax T 25 (Janke & Kunkel, Staufen, Tyskland). Efter hver ekstraktion blev de homogeniserede prøver centrifugeret ved 2000 × g, hvorefter supernatanterne blev dekanteret og poolet. Methanol-ekstraktet blev indblæst til tørhed og genopløst i 5 mL vand. 0,5 mL af den vandige opløsning blev gruppesepareret (Bjerg et al., 1984; Sørensen et al., 1999). Vandige suspensioner (1 mL; 1:1) af (A) Sephadex CM-25 H+, (B) Dowex 50W×8 H+ 200-400 mesh og (C) Dowex 1×8 Acetat 200400 mesh blev pakket i plastsøjler med silica filtre som bundpropper. De tre søjler blev regenereret med 15 mL af henholdsvis 2 M eddikesyre, 1 M HCl og 2 M natriumacetat, efterfulgt af vask med vand, inden søjlerne blev samlet (påsætning → A → B → C → udløb) og monteret i en Supelco vakuum enhed (Supelco, Bellefonte, PA, USA). Ovennævnte vandopløselig prøveekstrakt (0,5 mL) blev påsat søjlesystemet, som efterfølgende blev skyllet med 2 × 5 mL vand. Vandgennemløbet blev indblæst til tørhed, genopløst i 200 µL vand, og benævnes gruppeseparerede prøvematerialer. Analyse af ikke-reducerende kulhydrater: En vandig opløsning (100 µL) af de gruppeseparerede prøvematerialer blev indblæst til tørhed og genopløst i 100 µL runbuffer bestående af 20 mM pyridin-2,6dicarboxylsyre (PDC), 0,5 mM hexadecyltrimethylammoniumbromid (CTAB) og 50 mM natriumborat decahydrat (Na2B4O7.10H2O) indstillet til pH = 9,2 med 4 M NaOH. Prøverne blev injiceret i 5 sek. ved 5 kPa og analyseret ved −10 kV og 30°C i et Hewlett-Packard HP3D CE kapillar elektroforesesystem (Hewlett-Packard, Waldbronn, Tyskland). Den benyttede

kapillar var en barefused silica kolonne med dimensionerne 800 × 0,05 mm I.D. og med detektionsvinduet 700 mm fra injektionsenden. Analyse af reducerende kulhydrater: En vandig opløsning (100 µL) af de gruppeseparerede prøvematerialer tilsattes 12,5 µL 0,15 M tryptamin (opløst i 10 % 1propanol) og blev varmet i vandbad ved 90°C i 10 min. Herefter blev der udført reduktion af prøven med 4,5 µL natriumcyanoborhydrid (9 mg / 30 µL vand) ved 90°C i 60 min. Prøven blev da fortyndet og efterfølgende analyseret ved micellar elektrokinetisk kapillar chromatografi (MECC) (Sørensen et al., 1999). Det benyttede apparatur var et ABI 270A-HT instrument fra Applied Biosystems og den anvendte kapillar var en barefused silica kolonne med dimensionerne 720 × 0,05 mm I.D. Detektorvinduet var placeret 53 cm fra injektionsenden (anoden). On-column UVdetektion fandt sted ved 220 nm. Den benyttede runbuffer bestod af 100 mM natriumborat decahydrat (Na2B4O7.10H2O) tilsat 35 mM cholat og 2 % 1-propanol og pH var justeret til 9,5. Buffer og prøve blev filtreret (0,2 µm filter) inden analyse som blev foretaget ved 20 kV og 30°C med prøveinjektion i 1 sek. efter vask i 2 min. med 1 M NaOH og 5 min. med runbuffer. Analysetiden var ca. 40 min. Resultater og diskussion Kompleksdannelse mellem polyalkoholer og borat under moderat basiske betingelser er tidligere blevet detaljeret beskrevet af bl.a. Böseken (1949) og Foster & Stacey (1953). En sådan kompleksdannelse kan således udnyttes til at introducere negative ladninger til kulhydrater under analyse i en basisk boratbuffer. Disse boratkomplekser kan separeres ved kapillarelektroforese (Arentoft et al., 1993), som følge af forskelle i elektrisk ladning, molekylestørrelse og stabilitet (Chiesa & Horváth, 1993). Selv om boratkomplekset ifølge Hoffstetter-Kuhn et al. (1991) resulterer i en 2-20 gange forøgelse af UV-absorptionen sammenlignet med ikke-

Faglig Årsberetning 1999

137


Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Mortensen, K., Møller, P. & H. Sørensen

derivatiserede kulhydrater, kan en yderligere forbedring af sensitiviteten opnås ved derivatisering med chromophore komponenter som 3-(4-carbohydroxyben-zoyl)-2-quinolincarboxaldehyd (CBQCA) (Leu et al., 1991), 4-aminobenzosyre (Grill et al., 1993), 4aminobenzonitril (Schwaiger et al., 1994), 2aminopyridin (Honda et al., 1989; Delgado et al., 1992), 3-methyl-1-phenyl-2-pyrazolin-5on (Honda et al., 1991) og (S)-1phenylethylamin (Noe & Freissmuth, 1995; Richter et al., 1997; Noe et al., 1999). Kobling af chromophore/flourophore molekyler til kulhydrater giver en betydelig forbedring af detektionsgrænserne, men denne teknik er kun anvendelig til kulhydrater med ”frie” carbonylgrupper, specielt reducerende kulhydrater. Således kan de glycosidbundne og dermed ikke-reducerende kulhydrater som sucrose og α-galactosider af sucrose (Figur 1) ikke derivatiseres ved denne metode.

Figur 1.

Sucrose og oligosaccharider i raffinosefamilien. En fraspaltning af fructose fra sucrose-delen af de ikke-reducerende αβ-fructofuranosidase aktivitet) galactosider (β vil resultere i følgende reducerende kulhydrater: glucose (fra sucrose), melibiose (fra raffinose), manninotriose (fra stachyose), verbascotetraose (fra verbascose) og ajugopentaose (fra ajugose).

Indirekte detektion, der er baseret på et fald i baggrundsabsorptionen ved analytternes fortrængning af en i baggrundselektrolytten opløst chromophor/flourophor, åbner mulighed for analyse af ikke-reducerende kulhydrater som α-galactosiderne (Figur 1). 138

Metoden til analyse af α-galactosider er således baseret på omvendt detektion, hvor analytternes fortrængning af chromophoren PDC giver negative toppe. Da PDC har absorptionstop ved 275 nm og ingen absorption ved 350 nm kan de negative toppe, der således fremkommer ved anvendelse af 275 nm som detektionsbølgelængde, vendes til positive toppe ved at benytte signalet ved 350 nm (signalbølgelængde) fratrukket signalet ved 275 nm (referencebølgelængde) til nulstilling af detektoren. Figur 2 viser adskillelsen af sucrose (β-D-fructofuranosyl-α-D-glucopyranosid) samt de tre homologe α-galactosider, raffinose, stachyose og verbascose (Figur 1) opnået ved FZCE. α-Galactosidernes struktur er følgende: α-D-galactopyranosyl(1→6)-[α-D-galactopyranosyl-(1→6)]n-α-Dglucopyranosyl-(1→2)-β-D-fructofuranosid, hvor n = 0, 1, 2 og 3 for hhv. raffinose, stachyose, verbascose og ajugose. På electroferogrammet ses det, at de valgte interne standarder, maltitol og methyl-α-D-glucopyranosid (MGP), har migrationstider (MT) hhv. lavere (22,0 min) og højere (33,5 min) end de fire kulhydrater der ønskes bestemt. Ydermere ses det, at molekylvægten af α-galactosiderne er omvendt proportional med migrationstiden idet verbascose (Mw = 828,7 g/mol) detekteres efter 27,1 min., mens stachyose (Mw = 666,6 g/mol), raffinose (Mw = 594,5 g/mol) og sucrose (Mw = 342,3 g/mol) detekteres ved hhv. 28,1, 29,4 og 32,0 min. Metoden giver en effektiv bestemmelse af de ikke-reducerende oligosaccharider målt ved traditionelle parametre for chromatografiske metoder (Sørensen et al., 1999). Dette fremgår af antal teoretiske bunde (N), der ligger fra 76000 til 133000 pr. meter, og af basislinieseparation med resolution fra 3,73 til 8,61 med undtagelse af stachyosestandarden, der indeholder en forurening af galactinol med MT 27,8 min. Den negative top omkring 37 min modsvarer omtrent arealet af positive toppe og repræsenterer den fortrængte mængde af chromophoren PDC.

Faglig Årsberetning 1999


Analyse Af Mono-, Di- og Oligosaccharider i Biologiske Materialer.

21.999

30

31.998

33.457

29.419

28.123

mAU

20

23.090

27.110 27.786

10

0

-10

0

5

Figur 2.

10

15

20

25

30

35

40

min

Electroferogram af sucrose (31,998 min.), raffinose (29,419 min.), stachyose (28,123 min.) og verbascose (27,110 min.) analyseret ved fri zone kapillar electroforese (FZCE), under anvendelse af omvendt detektion. Buffer bestod af 20 mM PDC, 0,5 mM CTAB og 50 mM Na2B4O7.10H2O, pH = 9,2. Kapillaren var en barefused silica kolonne (800 × 0,05 mm) med detektion 700 mm fra injektionsenden. Injektion blev foretaget ved 5 kPa i 5 sek. og prøven blev analyseret ved -10 kV og 30°°C. Som intern standard blev benyttet maltitol (21,999 min.) og MGP (33,457 min). Foruden de fire standardstoffer ses galactinol (27,786 min.), der var tilstede som forurening i standardpræparatet af stachyose.

Ved fremstilling af malt i forbindelse med ølproduktion anvendes byg, som fremspires under kontrollerede betingelser. I forbindelse med fremspiringen aktiveres en række enzymatiske processer, der bl.a. resulterer i nedbrydning af byggens stivelse til lavmolekylære sukkerstoffer, primært maltose og glucose. I analogi med forholdene ved fremspiring af ærter vil indholdet af αgalactosider (raffinose) ligeledes falde markant under de første dages fremspiring og sidstnævnte videreomdannes især via sucrose på grund af en samtidig aktivering af αgalactosidaser. Tilsvarende forventes det, at andre glycosidaser vil virke ved nedbrydning af β-glycaner i DF (cellevægge/ membraner). Efter 7 til 8 dages fremspiring afhængig af bl.a. bygsorten, formales malten og vand tilsættes, hvorefter malten inkuberes med de aktiverede enzymer. Efter endt inkubering foretages en ultrafiltrering, hvorved masken adskilles fra de lavmolekylære sukkerstoffer der efterfølgende tilsættes ølgær og udnyttes til den videre ølfremstilling.

propionsyre (mask*). Bygprøven ses at indeholde tre komponenter udover de interne standarder maltitol (22,3 min) og MGP (33,1 min). Prøven indeholder således raffinose (29,2 min.), sucrose (31,7 min) samt en uidentificeret komponent, C (32,4 min). I maltprøven ses en betydelig forøgelse af indholdet af sucrose samt komponent C foruden to toppe, A og B, ved hhv. 27,7 og 28,6 min. I maskprøven ses et betydeligt fald i indholdet af komponenterne A og B, ligesom sucrose og C niveauet er faldet til under detektionsgrænsen. Mask* har ligesom Mask et indhold af sucrose og C der ligger under det detekterbare niveau, men der ses en betydelig forøgelse af komponenterne A og B. A, B og C chromatograferer alle relativt dårligt, hvilket kan skyldes at toppene indeholder mere end én komponent, og da der især er tale om reducerende kulhydrater (se senere), vil disse være ligevægtsblandinger af α- og β-formen af pyranose og furanose, hvilket giver brede toppe.

De fire electroferogrammer i Figur 3 viser analysedata af hhv. byg, malt og mask samt en maskprøve der er præserveret med 0,3 % Faglig Årsberetning 1999

139


Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Mortensen, K., Møller, P. & H. Sørensen.

mAU

30

10

31.713 32.447 33.135

29.263

22.256

20

0

-10

0

5

10

15

20

0

5

10

15

20

5

10

15

20

5

10

15

20

25

30

35

40

min

35

40

min

35

40

min

35

40

min

Byg 30.929

mAU

30 25 20

31.621 32.287

21.836

15

27.702

5

28.680

10

0 -5 -10 25

30

Malt

mAU

30 25 20

28.724

5

29.754

10

33.731

22.523

15

0 -5 -10 0

25

30

Mask mAU

30 25 20

29.015

10

32.693

28.043

22.083

15

5 0 -5 -10 0

25

30

Mask* Figur 3 Electroferogrammer af 0,5 grams prøver af byg, malt, mask og propionsyre-præserveret mask (Mask*). Se teksten for identifikation af toppe. Kørselsbetingelser som beskrevet i Figur 2.

140

Faglig Årsberetning 1999


Analyse Af Mono-, Di- og Oligosaccharider i Biologiske Materialer..

Stigningen i sucroseindholdet under fremspiring af byg ses ved sammenligning af electroferogrammerne for hhv. byg og malt. Denne stigning viser dannelse af sucrose som funktion af fremspiring af byggen. Forøgelsen af de øvrige komponenter svarer ligeledes til en aktivering af andre enzymsystemer som amylase og β-glucanase. Den anvendte metode til ikke-reducerende kulhydrater blev forsøgt anvendt til reducerende kulhydrater, men resulterede overvejende i lave, udfladede toppe med relativ høj teoretisk bundhøjde og lav resolution sammenlignet med resultaterne opnået for de ikke-reducerende kulhydrater. Den brede og flade topform kan skyldes de reducerende kulhydraters evne til dannelse af pyranosyl- og furanosyl-ligevægtsblandinger (se ovenfor) Prøverne blev derfor derivatiseret som beskrevet i Richter et al. (1997), men (S)-1phenylethylamin blev erstattet af tryptamin grundet en højere ekstinktionskoefficient for tryptamin ved 220 nm (ε222 nm, tryptamin, ethanol = 36300 M-1cm-1; The Merck Index, 12. udgave, 1996) sammenlignet med phenethylamin ved 205 nm (ε205 nm, phenylalanin= 9360 M-1cm-1; Sørensen et al., 1999). Ydermere blev specificiteten øget ved et bølgelængdeskift fra 205 til 220 nm samt udnyttelse af indolylgruppens karakteristiske absorption ved 280 nm. Electroferogrammet i Figur 4 viser resultatet for den gruppeseparerede tryptaminderivatiserede kulhydratfraktion fra maltprøven analyseret med micellar electrokinetisk kapillar chromatografi (MECC) og normal UV-detektion ved 220 nm i en borat/cholatbuffer ved pH = 10,0. Det fremgår af figuren, at prøven indeholder en lang række analyserbare komponenter, hvor fire stoffer med migrationstider omkring 9,9 min., 15,7 min., 19,5 min. og 23,3 min. dominerer. Disse stoffer er ved sammen-ligning med analyser af referencestoffer og spiking (ikke vist), fundet at være hhv. ureageret tryptamin, intern standard (thyminose), maltose og glucose.

Figur 4

Electroferogram af gruppeseparerede tryptamin derivatiserede reducerende kulhydrater fra malt analyseret via micellar electrokinetisk kapillar chromatografi (MECC), med normal detektion ved 200 nm. Buffer bestående af 35 mM cholat, 100 mM Na2B4O7.10H2O og 2 % 1-propanol, pH = 10,0. Kapillaren var en barefused silica kolonne (760 × 0,05 mm) med detektion 530 mm fra injektionsenden. Injektion blev foretaget ved 1 kPa i 5 sek. og prøven blev analyseret ved -20 kV og 30 °C. Som intern standard blev benyttet thyminose (2deoxyribose) med migra-tionstid 15,74 min. Øvrige identificerede komponenter er tryptamin (9,90 min.), maltose (19,52 min.), cellobiose (20,81 min.), melibiose (22,26 min.) og glucose (23,32 min).

Kvantificering af stofferne i de to kapillarelectroforesesystemer er sket udfra beregning af det relative normaliserede areal i forhold til maltitol (ikke-reducerende kulhydrater) og thyminose (reducerende kulhydrater) samt værdierne i Tabel 1 over relative responsfaktorer RRF og molekylvægte for udvalgte kulhydrater. Tabel 1

Molekylvægte og relativ responsfaktorer (RRF) benyttet til kvantificering af udvalgte stoffer analyseret ved kapillarelectroforese af ikke-reducerende kulhydrater med omvendt detektion og reducerende kulhydrater med normal detektion. MW (g/mol) Thyminose 116,2 Galactose1 180,2 Glucose1 180,2 Maltose1 342,3 Cellobiose1 342,3 Melibiose1 342,3 Maltitol 344,3 Verbascose2 828,7 Stachyose2 666,6 Raffinose2 594,5 Sucrose2 342,3 1RRF relativt til thyminose 2RRF relativt til maltitol

Faglig Årsberetning 1999

RRF 1,00 1,53 0,60 0,49 0,20 0,20 1,00 0,94 0,81 0,91 1,48

141


Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Mortensen, K., Møller, P. & H. Sørensen

Det estimerede indhold af glucose, maltose, sucrose, melibiose og cellobiose i byg, malt, mask og mask* fremgår af Figur 5. Generelt ses et højt indhold af kvantificerbare kulhydrater i maltprøven sammenlignet med de øvrige prøver. Det ses yderligere, at sucrose er det kulhydrat der forekommer i den største mængde i byg og malt, med koncentrationer på hhv. 7,8 og 25,1 g/kg, mens niveauet i maskprøverne ligger under metodens detektionsgrænse. Den højere koncentration af glucose og maltose i malt sammenlignet med byg viser, at der har været amylaseaktivitet under byggens fremspiring. Raffinoses forsvinden ved fremspiring svarer til aktivitet af α-galactosidase, og denne aktivitet vil give anledning til det stigende indhold af sucrose, som er observeret i mask (Figur 5). Melibiose er ikke detekterbar i bygprøven, men er tilstede i omkring 0,4 g/kg i malten. Dette kunne indikere en svag fructosidaseaktivitet i den fremspirede byg, idet fraspaltning af fructose fra raffinose (eventuelt fremkommet ved nedbrydning af højere α-galactosid homologer) vil give melibiose. Stigningen i cellobiose kunne tyde på en begyndende nedbrydning af cellevæggens cellulose. Der ses som forventet et generelt fald i indholdet af kulhydrater i mask sammenlignet med malt, hvilket er forårsaget af ultrafiltrering under fremstillingen af masken. Der ses en stigning af de reducerende kulhydrater glucose, maltose, melibiose og cellobiose i mask*, sammenlignet med mask. Det kan tyde på, at den enzymatiske nedbrydning af kulhydraterne i masken fortsætter på trods af præserveringen med 0,3 % propionsyre. Som nævnt under diskussionen af Figur 3 indeholder malt, mask og mask* to uidentificerede toppe, A og B, og byg og malt en tredje uidentificeret top C. Disse stoffer giver relativt brede toppe der kunne tyde på, at der er tale om flere stoffer med relativt ens chromatografiske egenskaber. Sammenlignes variation af top A, B og C mellem prøverne i Figur 3 med variationerne i glucose- og maltoseindholdet vist i Figur 5, 142

Glucose

g/kg 30,00 20,00 10,00 0,00

Byg

Malt

Mask

Mask*

Maltose

g/kg 30,00 20,00 10,00 0,00

Byg

Malt

Mask

Mask*

Sucrose

g/kg 30,00 20,00 10,00 0,00

Byg

Mask

Mask*

Melibiose

g/kg 0,50 0,40 0,30 0,20 0,10 0,00

Byg

Malt

Mask

Mask*

Cellobiose

g/kg 0,50 0,40 0,30 0,20 0,10 0,00

Byg Figur 5

Malt

Malt

Mask

Mask*

Indholdet af udvalgte mono- og disaccharider i byg, malt mask og mask* analyseret ved kapillarelectroforese under betingelser beskrevet i Figur 2 (sucrose) og Figur 4 (glucose, maltose, melibiose og cellobiose).

er det sandsynligt at A og B kan bestå af disse sukre, hvorimod variationen i top C ikke modsvares af variationer i nogle af de i Figur 5 kvantificerede kulhydrater. En egentlig identifikation af toppene besværliggøres af sammenfaldet med raffinose (Figur 2), ligesom den interne

Faglig Årsberetning 1999


Analyse Af Mono-, Di- og Oligosaccharider i Biologiske Materialer.

galactosider i lupin- og ærteprøver. Metoden har vist sig at være særdeles stabil og uden problemer med interfererende stoffer ved analyse af disse prøvematerialer (vandgennemløb efter ionbytning; se materialer og metoder; gruppeseparation af prøvematerialerne).

standard thyminose (benyttet ved de reducerende kulhydrater) ligeledes ligger i samme område. Den udviklede indirekte UV-metode til ikkereducerende kulhydrater har med succes været benyttet ved kvantificering af αmAU 25

34.041

27.104

0.300

0

28.493

5

37.076

31.986

24.867

10

30.032

28.848

15

34.930

20

-5

-10

0

Figur 6.

5

10

15

20

25

30

35

40

min

Elektroferogram af α-galactosider i ært (Pisum sativum L.) analyseret ved FZCE med indirekte UV detektion. Kørselsbetingelser som beskrevet i Figur 2 29.189

mAU

28.149

25

20

32.851 33.458

0.283

0

26.541 27.146 27.590

5

36.003

31.194

24.368

10

33.994

15

-5

-10

0

Figur 7.

5

10

15

20

25

30

35

40

min

Elektroferogram af α-galactosider i lupin (Lupinus luteus L.) analyseret ved FZCE med indirekte UV detektion. Kørselsbetingelser som beskrevet i Figur 2.

Som det fremgår af Figur 6 og 7 indeholder ært og lupin, udover de tilsatte interne standarder, α-galactosiderne sucrose, raffinose, stachyose, og verbascose, samt spor af den højere homolog ajugose (Figur 1). Niveauet af α-galactosider i lupin er generelt højere end niveauet i ært, som har et højere indhold af α-galactosider end korn og kornprodukter. Konklusion

ikke-reducerende kulhydrater fra biologiske materialer som korn og bælgplanter, men metoderne kan også anvendes på f.eks. mælkeprøver og andet dyrisk materiale. De udviklede metoder supplerer hinanden godt, idet ikke-reducerende kulhydrater ikke er analyserbare i systemet til bestemmelse af reducerende sukre, mens de reducerende sukre giver brede og vanskeligt kvantificerbare toppe i systemet for ikkereducerende kulhydrater.

De nyudviklede metoder, som er effektive og relativt simple, giver gode muligheder for kvantificering af henholdsvis reducerende/ Faglig Årsberetning 1999

143


Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Mortensen, K., Møller, P. & H. Sørensen.

Litteraturliste Arentoft A.M., Michaelsen S. og Sørensen H., 1993. Determination of oligosaccharides by capillary zone electrophoresis. Journal of Chromatography A, 652: 517-524. Bjerg B., Olsen O., Rasmussen K.W. og Sørensen H., 1984. New principles of ion-exchange techniques suitable to sample preparation and group separation of natural products prior to liquid chromatography. Journal of Liquid Chromatography, 7(4): 691-707. Bjergegaard C., Buskov S., Clausen T.N., Mortensen K., Olsen C.E., Sørensen H., Sørensen J.C. og Sørensen S., 1999. Mink milk composition important for optimal development of mink kids; determination of amounts and structure of individual compounds. NJFHøstmøde, Reykjavik, Island, 22.-23. oktober 1999. NJF-Seminar No. 308. Böseken J., 1949. The use of boric acid for the determination of the configuration of carbohydrates. Advances in Carbohydrate Chemistry, 4: 189-210. Chiesa C. og Horváta C., 1993. Capillary zone electrophoresis of malto-oligosaccharides derivatized with 8-aminonaphthalene-1,3,6trisulfonic acid. Journal of Chromatography, 645: 337-352. Delgado C., Talou T., Gaset A. og Hernandez L., 1992. Application for capillary electrophoresis to detection of sugars in sorghum straw hydrolysate. Abstract. In: Proceedings from the Fourth International Sympositum on High Performance Capillary Electrophoresis, February 9th to 13th, Amsterdam, The Netherlands. Foster A.B. og Stacey M., 1953. Ionophoresis of carbohydrates. Part II. Some pyranose and furanose derivatives of D-glucose. Journal of the Chemical Society, 2: 1779-1781. Grill E., Huber C., Oefner P., Vorndran A. og Bonn, 1993. Capillary zone electrophoresis of paminobenzoric acid derivatives of aldoses, ketoses and uronic acids. Electrophoresis, 14: 1004-1010. Hoffstetter-Kuhn S., Paulus A., Gassmann E. og Widmer H.M., 1991. Influence of borate complexation on the electrophoretic behaviour of

144

carbohydrates in capillary electrophoresis. Analytical Chemistry, 63: 1541-1547. Honda S., Iwase S., Makino A. og Fujiwara S., 1989. Simultanious determination of reducing monosaccharides by capillary zone electrophoresis as the borate complexex of N-2pyridylglycamines. Analytical Biochemistry, 176: 72-77. Honda S., Suzuki S., Nose A., Yamamoto K. og Kakehi K., 1991. Capillary zone electrophoresis of reducing mono- and oligo-saccharides as the borate complexes of their 3-methyl-1-phenyl-2pyrazolin-5-one derivatives. Carbohydrate Research, 215: 193198. Leu J., Shirota O., Wiester D. og Novotny M., 1991. Ultrasensitive fluorometric detection of carbohydrates as derivatives in mixtures separated by capillary electrophoresis. Proceedings of the National Academy of Science, 88: 23022306. Noe C.R., Lachmann B., Möllenbeck S. og Richter P., 1999. Determination of reducing sugars in selected beverages by capillary electrophoresis. Zeitschrift der Lebensmittel Untersuchen und Forschnung, 208: 148-152. Noe C.R. og Freissmuth J., 1995. Capilary zone electrophoresis of aldose enantiomers: separation after derivatisation with S-(−)-1-phenylethylamin. Journal of Chromatography A, 704: 503-512. Richter P., Lachmann B., Möllenbeck S. og Noe C.R., 1997. Determination of reducing sugars in selected beverage by capillary electrophoresis. In: Proceedings from Euro Food Chem IX, Autheticity and adulteration of food – the analytical approach. Eds. R. Amado and R. Battaglia, Swiss Society of Food and Environmental Chemistry, September 24th to 26th, Interlaken, Switzerland, Vol. 1, 193-200. Schwaiger H., Oefner P.J., Huber C., Grill E. og Bonn G.K., 1994. Capillary zone electrophoresis and micellar electrokinetic chromatography of 4aminobenzonitrile carbohydrate derivatives. Electrophoresis, 15: 941-952. Sørensen H., Sørensen S., Bjergegaard C. og Michaelsen S., 1999. Chromatography and capillary electrophoresis in food analysis. The Royal Society of Chemistry. Cambridge, UK, 470 pp.

Faglig Årsberetning 1999


Undersøgelse af Proteiner og Peptider i Minkmælk

Charlotte Bjergegaard2, Tove N. Clausen1, Kirsten Mortensen2, Hilmer Sørensen2, Jens Christian Sørensen2 og Susanne Sørensen2 1Pelsdyrerhvervets 2Kemisk

Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112C, Tvis, 7500 Holstebro Institut, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Thorvaldsensvej 40, 1871 Frederiksberg C

Abstract Methods of analysis for determination of individual proteins and peptides in small volume (0.1-1 ml) of mink milk have been developed. Initially supercritical fluid extractions (SFE) following lipophilisations were used as fast and gentle methods to lipid extraction and disruption or break of the milk micelles or emulsions. Group separations of the proteins were then performed by use of IsoPrime techniques, which allowed separations of the proteins and peptides according to their pIvalues. Slab gel electrophoresis, IEF and SDS-PAGE, were used for evaluation of pI and subunit molecular weight (MW) of proteins. These methods of analyses were, however, unable to give sufficient high resolution for distinguishing between the great number of individual proteins in the milk, and these techniques were also unable to detect the peptides of interest with MW < 5-6 kD. Micellar electrokinetic capillary chromatography (MECC) was therefore developed for determination of the individual proteins and peptides in milk. Comparison of the content of proteins in milk from mink and in milk from other animals, including human milk, revealed appreciable differences. Correspondingly, appreciable differences were found when the protein content in colostrums was compared to that in milk from different times of the nursing period. Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen, (2000). Investigation of proteins and peptides in mink milk. Annual Report 1999, 145-153. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Minkmælks sammensætning er en vigtig faktor i relation til minkhvalpes udvikling og sundhed og dermed for det endelige produktionsresultat. De kvantitativt dominerende bestanddele af minkmælkens tørstofindhold udgøres af proteiner, lipider og kulhydrater, men også mikronæringsstoffer som vitaminer og mineraler er vigtige for minkmælks kvalitet (Buskov et al., 1997; Buskov og Sørensen, 1997). Med hensyn til proteiner og peptider i mælk, er der en del litteraturinformation vedrørende komælk og tilsvarende nogen information om disse stoffer i mælk fra andre dyr og mennesker, men der er en stor mangel på mere specifik information. Med hensyn til minkmælk er dette problem endnu mere udtalt. Det er vist tidligere (Buskov et al., 1996) at der er meget store forskelle på indholdet af protein og andre stoffer i minkmælk som funktion af afstand fra fødselstidspunktet gennem diegivnings-perioden, og endnu større forskelle ses ved sammenligning med mælk fra andre dyr og mennesker (Clausen et al., 1997; Bjergegaard et al., 1997; Bjergegaard et al., 1999). Minkmælkens indholdsstoffer afhænger af tævernes fodersammensætning, hvor det bl.a.

er vist, at mælkens fedtstofsammensætning kan korreleres med fedtsammensætningen i det anvendte foder (Wamberg et al., 1992). Med hensyn til proteinsammensætning i mælk har analyse af colostrum og mælk fra køer vist, at der var store variationer mellem køerne med hensyn til antistofkoncentration i de første udmalkninger (Levieux og Ollier, 1999). Det blev vist, at lave niveauer, som kunne føre til hypogammaglobulinæmi i kalvene blev fundet for ca. 20% af køerne. I disse undersøgelser blev det også vist, at colostrum kunne have meget høje totalkoncentrationer af protein (over 20%), og der må således også have været et højt tørstofindhold i mælken. I en undersøgelse af proteinsammensætningen i human colostrum og mælk efter fjernelse af de kvantitativt dominerende proteiner (alfa-lactalbumin, lactoferrin og antistof) fandtes ingen større ændring i proteinsammensætningen i løbet af laktationsperioden, hvilket indikerer, at de øvrige proteiner findes i relativt konstante koncentrationer i laktationsperioden for det enkelte individ (Murakami et al., 1998). En anden undersøgelse af aminosyre-, protein- og østrogenkoncentrationerne i colostrum og mælk fra søer viste, at mælkeproteinindhold og østrogenkoncentra-

Faglig Årsberetning 1999

145


Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen.

tion i mælk fra søer, der havde fået et proteinrigt foder, var signifikant højere end for søer, der havde fået et foder med lavere proteinindhold men med samme niveau af fordøjelig energi (Al-Matubsi et al., 1998). Denne undersøgelse viste også, at lysin og glutaminsyre var de kvantitativt dominerende frie aminosyrer i colostrum fulgt af tryptophan og taurin hvorimod taurin blev den dominerende frie aminosyre i mælken fra senere stadier af diegivningsperioden. Ud over proteiner og aminosyrer indeholder mælk også et stort antal bioaktive peptider med forskellige biologiske aktiviteter, hvor peptiderne enten eksisterer naturligt i mælken eller stammer fra nedbrydning af mælkeprotein. Disse peptider omfatter vækstfaktorer, som generelt findes i høje koncentrationer i colostrum, hvor de p.gr.a. nyfødte dyrs begrænsede protease aktivitet i tarmen kan stimulere modningen af tarmcellerne i de nyfødte dyr (Xu, 1998). For at opnå viden om de fysiologisk betydningsfulde stoffer i aminosyre-peptidprotein fraktionen af colostrum og mælk er det således nødvendigt at have metoder til at håndtere hele denne gruppe af størrelsesmæssigt meget forskellige molekyler (Sørensen et al., 1999). Perspektiverne i anvendelse af IsoPrime til undersøgelse af protein- og peptid fraktionen i minkmælk er tidligere blevet omtalt (Clausen et al., 1997), og i det foreliggende arbejde har der været fokuseret på videreudvikling af denne teknik som metode til undersøgelse af aminosyrepeptid og proteinfraktionen af minkmælk. Materialer og metoder Mælkeprøverne blev indsamlet i maj-juni 1999. Der blev malket fra 7 par af minktæver, som fødte samme dag og hvoraf den ene tæve fik fedtede hvalpe. To andre hold tæver (à 5 stk, hvoraf det ene hold var wildmink) blev malket på 6 forskellige datoer efter fødslen den 1/5 1999 (5/5; 12/5; 19/5; 26/5; 2/6 og 8/6). Mere detaljerede informationer om instrumenter, teknikker, teori og metoder anvendt ved analyserne udført i dette projekt er beskrevet i anden sammenhæng (Sørensen et

146

al, 1999; Bjergegaard et al., 1999). I det efterfølgende gives derfor kun en kortfattet redegørelse for det mere specifikke for dette projekt. Mælkeprøverne blev straks efter malkningen hensat ved -20°C og derefter blev de frysetørret, hvilket resulterede i udbytter af størrelsesordenen 200-1600 mg/mælkeprøve. De frysetørrede prøver blev fedtekstraheret ved superkritisk fluid ekstraktion med CO2 (SFE) (Buskov et al., 1997; Sørensen et al., 1999), med ovntemperatur på 75°C ved ca. 600 bar. Restfraktionen efter fedtekstraktionen indeholdende proteiner, amphiphile stoffer og kulhydrater blev vejet og benævnt CAP. De affedtede CAP prøver blev genopløst i MilliQ vand og undersøgt for peptider og proteiner. Til fraktionering af CAP fraktionerne ved IsoPrime (Pharmacia) (Clausen et al., 1997; Sørensen et al., 1999) blev anvendt CAP fraktioner fra minktæver med fedtede hvalpe (nr. 4560 (ikke wildmink) og nr. 2367 (wildmink)), med 60 mg CAP fra mælk malket den 12/5 fra hver tæve, og de tidligere omtalte prøver (Clausen et al., 1997). Efter endt IsoPrime separation blev de enkelte fraktioner undersøgt spektrofotometrisk, ved isoelektrisk fokusering (IEF), SDS-PAGE (PhastSystem, Pharmacia) samt micellar kapillar elektroforese (HPCEMECC). Kapillarelektroforese blev udført ved anvendelse af ABI 270 A-HT kapillar elektroforese (Applied Biosystems), med en kapillar med 50µm I.D., 720 mm lang, og detektion ved 214 nm. Den anvendte buffer bestod af 35 mM cholat, 50 mM taurin, 100 mM Na2HPO4, pH 8.3. Kapillarelektroforeser foregik ved 30°C, 20kV. Isoelektrisk fokusering blev udført efter standard procedurerne (Sørensen et al., 1999) med anvendelse af prøvepåsætninger af 4µl med ca. 2 mg CAP/ml vand og med efterfølgende sølvfarvning af gelerne. SDS-PAGE blev udført med tilsvarende prøvemængder og de beskrevne standardprocedurer (Sørensen et al., 1999).

Faglig Årsberetning 1999


Undersøgelse af proteiner og peptider i minkmælk

Resultater og diskussion Analyse af indholdsstoffer i mælk er generelt et specielt vanskeligt problem, på grund af stoffernes binding i de miceller, som mælkens emulsion udgøres af. Dette er i endnu højere grad et problem ved analyse af minkmælk idet der her er tale om relativt små prøvemængder. Det første problem, der mødes i denne forbindelse er bestemmelse af tørstofindhold (DM). Det skyldes, at der ved de små prøvemængder let sker fordampning, der kan være relativt stor, på grund af lille prøvevolumen med relativ stor overflade; et problem, som ikke forekommer betydende ved store prøvemængder mælk fra større dyr. Der anvendes derfor beskrivelser af minkmælkens bestanddele med reference til tørstofindhold (mængde/g DM), hvilket også af mange andre grunde er mere relevant end en beskrivelse af indholdsstofferne bestemt som mængde pr. ml. mælk. Bestemmelse af DM i mælk er blevet udført ved frysetørring, idet dette giver en skånsom tørring, og der sker dermed ikke denaturering af mælkens proteiner. For en række mælkeprøver blev der udført bestemmelse af DM både ved frysetørring og ved standard YResultater heraf viste, som beskrevet tidligere (Bjergegaard et al., 1999), at der ikke var nogen signifikant forskel på resultaterne opnået ved de to metoder. For at løse problemerne, der er forbundet med en effektiv og skånsom nedbrydning af Yproteiner og andre labile mælkebestanddele, er der udviklet en affedtningsmetode baseret på brug af superkritisk fluid ekstraktion med CO2 (SFE), som beskrevet tidligere (se referencer i afsnittet Materialer og metoder). Affedtning ved SFE af det frysetørrede mælk med CO2-SF resulterede i en fraktion med intakte triacylglyceroler (fedt) og andre mere lipofile mælkebestanddele. Efterfølgende

SFE med CO2-SF + modifier (EtOH) resulterede i en fraktion med mere amphiphile lipider (phospholipider m.m.). Undersøgelse af disse lipidfraktioner ved SFC er omtalt tidligere (Buskov et al., 1997; Bjergegaard et al., 1999), og heraf fremgår det, at der ikke har været nogen uønsket nedbrydning af mælkens fedt foranlediget af lipase og/eller lipoxygenase aktivitet. Tilsvarende er der grund til at antage, at der heller ikke har været nogen væsentlig proteinnedbrydning på grund af proteinaseaktivitet, hvilket er et ønsket udgangspunkt for undersøgelse af de affedtede CAP fraktioner for proteiner og peptider. Resultater fra indledende undersøgelser af DM i human mælk og i mælk fra mink og Yhensyn til den kemiske sammensætning vedrørende total mængde lipid, fedt og CAP (kulhydrater, amphiphile stoffer og proteiner) (Figur 1). Den store variation i mælkens indholdsstoffer, inklusiv proteinindholdet, der ses for de forskellige dyr (Figur 1) er i overensstemmelse med de tidligere fundne resultater (Clausen et al., 1997; Bjergegaard et Yoverensstemmelse med resultater opnået af andre grupper som omtalt i indledningen, og resultaterne viser specielt, at der er stor forskel på råmælk (colostrum) og mælk fra senere stadier i diegivningsperioden. I denne sammenhæng viser de opnåede resultater, at minkmælk tilsyneladende er ”colostrumagtig” over en meget længere periode end tilfældet er for andre dyr, specielt køer. Ved sammenligning af kemisk sammensætning for mælk fra forskellige dyr ses således meget store forskelle, som illustreret ved data i Tabel 1, der er værdier samlet fra en række forskellige kilder.

Tabel 1. Kemisk sammensætning af mælk fra forskellige kilder udtrykt som % af DM DM Protein Kulhydrat total Casein:Valleprotein

Fedt

Aske

Komælk Human mælk Somælk

26-32 16-35 25-47

4-6 2-3 3-5

26-28 10-35 26-35

4:1 1:2

30-40 25-57 22-30

Faglig Årsberetning 1999

147


Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen.

120

100

%/g DM

80

60

40

20

0 332

292

522

255

216

479

494

144

324

286

287

241

249

262

298

388

Mink no. 120 100

%/g DM

80 60 40 20 0 0M1

0M2

0M3

20M1 20M2 20M3 40M1 40M2 40M3

120 100

%/g DM

80 60 40 20 0 Hu 1A

Hu 1B

Hu 2A

Hu 2B

Hu 3A

Hu 3B

Figur 1. Kemisk sammensætning af tørstofindhold i mink mælk (øverst), so mælk (midt) og human mælk (nederst) udtrykt ved fedt (hvid, især triacylglyceroler), lipider (sort, phospholipider og andre amphiphile lipider) og kulhydrater+amphifile stoffer+proteiner (grå, CAP).

Indledende forsøg med både isoelektrisk fokusering og SDS-PAGE af affedtede mælkeprøver (CAP fraktioner) fra tæver med fedtede kuld og kontroltæver viste, at der var betydelige forskelle mellem individuelle mink (Figur 2). Tilsvarende har de tidligere udførte undersøgelser vist, at proteiner i minkmælk er forskellig fra proteiner i human- og komælk (Buskov et al., 1996; Clausen et al., 1997;

148

Bjergegaard et al., 1997 og 1999). Ved sammenligning af resultaterne opnået med mælk fra tæver med og uden fedtede hvalpe var der dog ingen umiddelbare forskelle i proteinsammensætning (pI- og molvægtsfordeling) mellem tæver med fedtede kuld og de tilhørende kontroltæver (malkning 8-14 dage efter fødsel).

Faglig Årsberetning 1999


Undersøgelse af proteiner og peptider i minkmælk

pH 3.5

std

std Figur 2.

1

2+

3

4+

5 pH 9.3

pH 3.5

std

6+

7

8+

9

10

pH 9.3

14 kD

14 kD

94 kD

94 kD std 6+ 7 8+ 9 10 std

1 2+ 3 4+ 5 std

Isoelektrisk fokusering (øverste to geler) og SDS-PAGE (nederste to geler) af CAP mælkefraktioner malket fra 10 minktæver 8-14 dage efter fødsel. + : mælk fra tæve med fedtede hvalpe.

To andre hold tæver (à 5 stk, hvoraf det ene hold var wildmink) blev malket på 6 forskellige datoer efter fødsel (alle fødte d. 1.5.99). Hvert af holdene omfattede både tæver med og uden fedtede hvalpe. De affedtede mælkeprøver blev undersøgt ved IEF, som især for de tidlige malketidspunkter viste stor lighed i proteinsammensætning for alle prøver. Generelt sås imidlertid en tydelig ændring i proteinsammensætning med hensyn til pI værdier for alle tæver som funktion af malkningstidspunkt og desuden sås ændringer i proteinsammensætning mellem tæver malket på samme dag, men uden at der kunne ses et mønster, som gjorde det muligt umiddelbart at identificere proteiner specifikke for mælk fra tæver med fedtede hvalpe. For alle disse IEF gjaldt, at de kvantitativt dominerende bånd (efter sølvfarvning) fandtes i pI intervallet fra ca. 4.5 til 5.2. Molvægtsfordelingen af proteinerne i disse prøver blev undersøgt ved SDS-PAGE og viste imidlertid ingen synlige forskelle som funktion af malkningstidspunkt.

Ved anvendelse af gelelektroforese, hvor de separerede molekyler detekteres ved efterfølgende fiksering og sølvfarvning, vil kun proteiner af en vis størrelse, generelt mindst 5kD, kunne fikseres og dermed detekteres. Dermed mistes potentiel information om bl.a. eventuelle bioaktive peptider, som kunne findes i mælken. Tidligere forsøg (Clausen et al., 1997) har imidlertid vist, at det ved IsoPrime var muligt at opnå separation af peptider/proteiner, som ellers ville have haft sammenfaldende migrationstider i HPCEMECC. Derfor blev en større portion affedtet minkmælk fra to tæver med fedtede hvalpe fraktioneret ved IsoPrime og efterfølgende yderligere karakteriseret og fraktioneret. Den anvendte mælk var fra malkningen udført den 12/5, dvs. den første dag i malkeforløbet, hvor tilstedeværelsen af fedtede hvalpe var observeret. Frysetørret, affedtet minkmælk (CAP fraktioner) blev genopløst i vand og påsat IsoPrime med pH intervaller som angivet i Figur 3, hvorved prøvens indholdsstoffer

Faglig Årsberetning 1999

149


Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen.

vandrer til den fraktion, som omfatter indholdsstoffernes isoelektriske punkter. De opnåede fraktioners volumen (ca. 30 ml af hver) blev målt og fraktionernes absorbans ved både 214 nm og 280 nm blev målt. Eftersom absorbansmålinger på de opnåede fraktioner efter IsoPrime (Figur 3) viste samme relative absorbansfordeling målt ved 214 og 280 nm, kan den målte absorbans ved begge de to bølgelængder anvendes som mål for mængden af proteiner og peptider i fraktionerne, og dermed anvendes som et samlet mål for peptider og proteiner. Dette blev udnyttet ved efterfølgende kapillarelektroforeseundersøgelser, idet det mere følsomme absorbansområde ved 214 nm blev anvendt til detektion. De 8

fraktioner fra IsoPrime separationen (Figur 3) blev undersøgt ved IEF, som viste, at proteinerne kunne genfindes i fraktion 3 (pH 4.47-5.0), fraktion 4 (pH 5.0-5.5), fraktion 5 (pH 5.5-6.0) samt fraktion 6 (pH 6.0-6.5). For at opnå yderligere fraktionering blev hver af disse fire fraktioner påsat IsoPrime, hvor der blev anvendt pI intervaller svarende til de pI intervaller, der blev fundet ved IEF af de enkelte fraktioner fra den første IsoPrime separation. Disse nye IsoPrime separationer foregik således med pI intervaller på 0.1 mellem membranerne, som illustreret i Figur 4, hvor data fra kapillarelektroforeser af fraktionerne opnået fra to af de nye IsoPrime separationer er opsummeret

Relativ proteinmængde (A280)

3.000 0.200 2.500 0.150

2.000 1.500

0.100

1.000 0.050 0.500 0.000

Relativ proteinmængde (A215)

3.500

0.250

0.000 < 4,0

4,0-4,5

4,5-5,0

5,0-5,5

5,5-6,0

6,0-6,5

6,5-7,0

> 7,0

pH i vial 1-8 Figur 3. UV spektrofotometrisk måling af fraktioner opnået efter IsoPrime fraktionering af CAP fraktion med måling ved 215 nm (firkant, højre akse) og 280 nm (trekant, venstre akse).

Generelt viste yderligere undersøgelser af de udførte IsoPrime separationer, at der ud over det protein, som kunne ses ved IEF, også var små proteiner og peptider tilstede, som kunne detekteres ved kapillarelektroforese men åbenbart ikke kunne fokuseres i gelerne efter isoelektrisk fokusering. Figur 4 illustrerer desuden, at IsoPrime kan anvendes til separation af proteiner og peptider efter deres isoelektriske punkter, således at der er skabt basis for yderligere undersøgelser af de individuelle proteiner og/eller peptider.

150

I det nærværende arbejde har der været udført en række separationer af mælkeproteiner opnået fra tæver med fedtede hvalpe. Med de effektive separationer og identifikationsmulighederne der kan opnåes ved kapillarelektroforese, vil der herefter være grundlag for at undersøge evt. forskelle mellem mælk fra tæver med og uden fedtede hvalpe. De mange forskellige proteiner og peptider, der findes i mælken, er i overensstemmelse med data fundet af andre (Murakami et al., 1998) og de er der formodentlig, fordi de har en biokemisk-

Faglig Årsberetning 1999


Undersøgelse af proteiner og peptider i minkmælk

fysiologisk vigtig funktion. Afklaring af den biologiske funktion kræver imidlertid nærmere undersøgelser, og her vil udnyttelse af kobling af analytiske data med kemometri være et værdifuldt redskab, og til hurtige og

simple analyser af et stort antal prøver vil immunkemiske (ELISA) metoder være relevante. Dette kræver dog en initial identifikation af de betydende bioaktive proteiner, peptider eller andre mælkebestanddele. 3,5

pH

Vial 3

9,3 300.00

std påsætn 1

v

2

3

std 3,5

200.00 NA

100.00 > 5,1 0.00

5,0-5,1

pH

4,9-5,0 4,8-4,9 4,7-4,8 MT

Isoprime vials

4,6-4,7 4,5-4,6 < 4,5

9,3 std

4

5

6

7

1

2

8

Vial 4

250.00

std påsætn

200.00

NA

3

std

150.00 100.00 50.00

> 5,1

0.00 6.95

5,0-5,1 4,9-5,0

8.25 8.38

4,8-4,9 8.80

4,7-4,8 10.35

MT

4,6-4,7

12.70

Isoprime vials

4,5-4,6

14.75 22.00

< 4,5

std Figur 4.

4

5

6

7

8

Data fra kapillarelektroforese opnået efter 2 IsoPrime separationer udført på fraktioner fra en initial IsoPrime separation (vial 3 og vial 4). Kapillarelektroforesedata er afbildet som normaliserede toparealer (areal divideret med migrationstid) som funktion af omtrentlige migrationstider (MT) for at kunne sammenligne elektroferogrammerne for alle vials i en IsoPrime separation. Isoelektriske fokuseringer (pH 3.5-9.3) af de opnåede fraktioner fra IsoPrime separationerne er vist til højre, med angivelse af vial numre (1 til 8, hvor vial 1 er det laveste pH interval).

Faglig Årsberetning 1999

151


Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen.

Konklusion Effektive metoder er nu udviklet til arbejde med indholdsstofferne i minkmælk. Der kan med disse metoder (SFE) opnåes en skånsom og effektiv nedbrydning af mælkens miceller, således at efterfølgende undersøgelser af proteiner og peptider er mulig uden generende problemer forårsaget af mælkens lipider. Traditionelle gelelektroforesemetoder, IEF og SDS-PAGE, giver ikke mulighed for en tilstrækkelig resolution af det store antal af individuelle proteiner og peptider i mælken. Gruppeseparation af proteinerne og peptiderne efter deres pI, giver basis for brug af metoder med høj resolution som f.eks. micellar elektrokinetisk kapillar chromatografi (MECC), og IsoPrime teknik udviklet til dette formål. De opnåede data viser, at der er meget stor forskel på minkmælk fra forskellige tæver, både med hensyn til total mængde og typen af individuelle proteiner og peptider. I denne henseende er mælk fra mink også meget forskellig fra mælk fra andre dyr, og der er stor forskel på colostrum og mælk senere i diegivningsperioden, hvilket også er tilfældet for andre dyr. Med basis i de nu opnåede resultater for minkmælk, og med sammenligning med nyere litteraturdata for mælk fra andre dyr, må det konkluderes, at der er stort potentiale i og behov for mere specifik infomation om individuelle mælkebestanddele, inklusive proteiner og peptider. Dette gælder især med hensyn til mulighederne for en mere optimal mink produktion, idet det konkluderes, at både mængde og kvalitet af minkmælk er afgørende faktorer for minkhvalpes optimale udvikling. Referencer Al-Matubsi, H.Y., Bervanakis, G., Tritton, S.M., Campbell, R.G., og Fairclough, R.J. 1997. Influence of dietary protein of diets given in late gestation and during lactation on protein content and oestrogen concentrations in the colostrum and milk of gilts. Animal Science 67 , 139-145. Bjergegaard, C., Buskov, S. , Clausen, T.N., Mortensen, K. , Olsen, C.E., Sørensen, H. Sørensen, J.C. and Sørensen, S. 1999. Mink 152

milk composition important for optimal development of mink kits, determination of amounts and structure of individual compounds. In: NJF-Høstmøde, Reykjavik Island, 22.-23. okotober 1999. NJF-Seminar No. 308. Bjergegaard, C., Clausen, T., Mortensen, K. og Sørensen, S. 1997. Variationer af fedtindhold i minkmælk bestemt ved superkritisk ekstraktion (SFE). PFR-Faglig Årsberetning, 221-227. Buskov, S, Decker, M., Mortensen, K. og Sørensen, H. 1998. Hurtig kvalitativ analyse af vegetabilske og animalske olier med superkritisk chromatografi (SFC). PFR-Faglig Årsberetning, 131-141. Buskov, S. og Sørensen, H. 1997. Analyse af tocopheroler i foderprodukter med superkritisk chromatografi (SFC). PFR-Faglig Årsberetning, 191-201. Buskov, S., Mortensen, K., Sørensen, H. og Sørensen, J.C. 1996. Lipid-ekstraktion fra mælk med superkritisk ekstraktion (SFE). PFR-Faglig Årsberetning, 151-158. Buskov, S., Sørensen, H. og Sørensen, J.C. 1996. Fedt og oliebestemmelse med superkritisk væske ekstraktion (SFE). PFRFaglig Årsberetning, 159-167. Buskov, S., Sørensen, H., Sørensen, J.C., Sørensen, S. og Wesseltoft, P.L. 1997. Bestemmelse af vandopløselige vitaminer ved kapillar elektroforese (MECC). PFR-Faglig Årsberetning, 203-211. Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. og Sørensen, S. 1997. Anvendelse af IsoPrime til karakterisering af proteinsammensætningen i minkmælk. PFRFaglig Årsberetning, 213-220. Levieux, D. og Ollier, A. 1999. Bovine immunoglobulin G, beta-lactoglobulin, alphalactalbumin and serum albumin in colostrum and milk during the early post partum period. Journal of Dairy Research, 66 (3), 421-430. Murakami, K., Lagarde, M. og Yuki, Y. 1997. Identification of minor proteins of human colostrum and mature milk by two-

Faglig Årsberetning 1999


Undersøgelse af proteiner og peptider i minkmælk

dimensional electrophoresis. Electrophoresis 19 (14) 2521-2527. Sørensen, H., Sørensen, S., Bjergegaard, C. og Michaelsen, S. 1999. Chromatography and capillary electrophoresis in food analyses. The Royal Society of Chemistry, Cambridge, UK, 470 sider.

Wamberg, S., Olesen, C.R. og Hansen, H.O. 1992. Compendium of Biochemical Physiology, 1, 199-204. Xu, R.J. 1997. Bioactive peptides in milk and their biological and health implications. Food Reviews International 14 (1) 1-16.

Faglig Årsberetning 1999

153


154

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Glycosider i Minkmælk

K.E. Andersen1, C. Bjergegaard1, S. Buskov1, T.N. Clausen2, K. Mortensen1, H. Sørensen1, J.C. Sørensen1, og S. Sørensen1 1Kemisk

Institut, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole,Thorvaldsensvej 40, 1871 Frederiksberg C Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro

2Pelsdyrerhvervets

Abstract Milk from mink has a very special composition and amount of different types of glycosides/carbohydrates. Lactose is not the quantitatively dominating carbohydrate, as is the case in milk from several other animals, especially cows. Up till 16 different glycosides have been demonstrated in mink milk, generally oligosaccharides of 4-6 monosaccharide units, with Nacetylglucosamin and 2-α-L-fucose as typical constituents. 2-α-L-fucosyl-D-galactopyranosyl-β-(1-4)D-glucopyranose (2-α-L-fucosyllactose) is thus among the quantitatively dominating glycosides identified. The carbohydrates in mink milk also calls for attention due to an apparent structural similarity with the glycosidic parts of membrane components, glycolipids, and glycoproteins, including immunoglobulins and glycoproteins that are the structural determinant of blood type. Mink milk has moreover “colostrum appearance” for a relatively long part of the lactation period. The analysis of mink milk samples is based on a newly developed technique, allowing work with the relatively small sample amounts of mink milk generally available. Especially important for success with these analyses are the opportunity to break the emulsion of the milk, that is degradation of the micellar structure, by gentle extraction of fat/lipids with supercritical fluid extraction (SFE). Group separation then follows, prior to analytical determination of the individual glycosides by capillary electrophoresis (HPCE/MECC). The analysis for mink milk glycosides has thus comprised three different HPCE methods. The identification of glycosides has been based on relatively advanced 1Dand 2D-NMR analysis of preparative purified glycosides. Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Buskov, S., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen, (2000). Glycosides in mink milk. Annual Report 1999, 155-161. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Mælk er en emulsion med et relativt højt indhold af proteiner, lipider og kulhydrater/glycosider. Derudover findes der i mælken, specielt råmælken (colostrum) alle øvrige essentielle næringsstoffer som kræves til ernæring af nyfødte. Kvantitativt dominerende er grupperne: proteiner, kulhydrater og lipider, men mellem dyreart og indenfor dyreart er der store variationer, både med hensyn til den totale stofmængde indenfor grupper og med hensyn til de individuelle stoffer i hver af grupperne, specielt for proteiner og kulhydrater/glycosider. Variationerne er specielt store, når der foretages sammenligning af colostrum med mælk hen gennem diegivningsperioden. Det gælder for human mælk (Murakami et al., 1998) og for mælk fra køer (Xu, 1998; Levieux & Ollier, 1999), fra grise (Al-Matubsi et al., 1998), fra katte (Adkins et al., 1997) og fra mink (Bjergegaard et al., 2000). Det fremgår desuden af de opnåede data (Bjergegaard et al., 1999; Bjergegaard et al., 2000), at minkens

mælk er meget forskellig fra mælken fra andre dyr. I nærværende projekt er der fokuseret på kulhydrater/glycosider i mælk fra mink, der har vist sig at være meget forskellige fra glycosiderne i andre dyrs mælk specielt med hensyn til de relative mængder (Buskov et al., 1996; Bjergegaard et al., 1999). Tidligere undersøgelser har således vist, at lactose kun er tilstede i størrelsesordenen 10% af minkmælkens kulhydrater/glycosider, der udgøres af en kompleks gruppe med mindst 16 forskellige oligosaccharider. I nærværende arbejde undersøges mulighederne for identifikation af disse glycosider, som tilsyneladende har strukturelle lighedspunkter med oligosacchariderne der danner glycosiddelene af membranstrukturer, glycolipider og glycoproteiner, herunder immunoglobuliner og proteiner som definerer blodtyper. Materialer og metoder De anvendte materialer, typer af minkmælk samt teknik, instrumenter, teori og metoder

Faglig Årsberetning 1999

155


K.E. Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Buskov, S., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen

der blev anvendt ved de udførte analyser er beskrevet i anden sammenhæng (Bjergegaard et al., 1999; Sørensen et al., 1999; Andersen et al., 2000; Bjergegaard et al., 2000). Kulhydraterne/glycosiderne blev således isoleret fra CAP fraktionerne (kulhydrater-amphiphile stoffer-proteiner) ved anvendelse af superkritisk ekstraktion (SFE) til fjernelse af fedt og andre lipider fra frysetørret mælk og glycosiderne i CAP fraktionerne blev oprenset ved gruppeseparation og analyseret ved MECC (Buskov et al., 1996; Andersen et al., 2000). Adskillelse af glycosiderne i de gruppeseparerede prøver blev fortaget ved præparativ papirkromatografi (PC) (Sørensen et al., 1999) og identifikation af de isolerede individuelle glycosider blev foretaget ved 1D og 2D 1H- og 13C-NMR (Sørensen et al., 1999; Bjergegaard et al., 1999). Resultater og diskussion Analyse af glycosiderne i minkmælk blev udført på gruppeseparerede CAP fraktioner ved anvendelse af MECC på tryptaminderivater og ved FZCE af boratkomplekser (Figur 1) samt ved omvendt detektion (Andersen et al., 2000).

Figur 1. Analyse af kulhydrater i minkmælk baseret på FZCE af gruppeseparerede CAP fraktioner fra tre forskellige mink.

Fra resultaterne af FZCE analyser som vist i Figur 1 fremgår det, at der i minkmælk er et stort antal stoffer med forskellige egenskaber som kulhydrater/glycosider. En af typerne ved MT 25 min. er lactose. Det er således klart, at der er behov for nærmere karakterisering af den totale mængde glycosider i minkmælk. Ved anvendelse af metoden baseret på derivatisering med tryptamin, som beskrevet i anden sammenhæng (Andersen et al., 2000) er det muligt at afklare om der er tale om reducerende glycosider. Resultatet af et sådant forsøg er vist i Figur 2. Resultater som vist i Figur 2 viser, som tilfældet var med resultater opnået ved FZCE af boratkomplekser (Figur 1), at der i minkmælk er et stort antal af reducerende kulhydrater. Til yderligere undersøgelser af, hvilke typer af glycosider der er tilstede i minkmælk, blev de gruppeseparerede CAP fraktioner undersøgt ved analytisk papirkromatografi (PC) (Figur 3). Det viste sig her-

156

Figur 2. Analyse af reducerende glycosider i minkmælk baseret på tryptaminderivatiserede glycosider. Toppen ved MT 10 min repræsenterer ureageret tryptamin.

ved, at der i de gruppeseparerede CAP fraktioner var en hel serie af reducerende kulhydrater, der kunne partielt adskilles ved PC, hvor de mest hydrophile og største

Faglig Årsberetning 1999


Glycosider i Minkmælk

glycosider har den mindste vandring (Sørensen et al., 1999). Denne mulighed for adskillelse af stofferne blev udnyttet i form af

præparativ PC, og de således separarerede fraktioner blev analyseret ved 1D- og 2DNMR-spektroskopi (Figur 4).

Figur 3. Adskillelse af glycosider ved papirkromatografi (Sørensen et al., 1999). Prøverne A-E er henholdsvis: Lacto-Ntetraose (A), Lacto-N-neotetraose (B), Lacto-N-fucosylpentaose (C), Fucosyllactose (D), og Lactose (E). Prøverne i grupperne SW og TNC er minkmælk kulhydrater fra to forskellige gruppeseparerede CAP fraktioner.

α-L-fucosyllactose, hvor det øverste spektrum blot er en udvidet version af det Figur 4. 1H-NMR spektrum af 2-α nederste spektrum, hvilket giver bedre mulighed for tilforordning af de enkelte signaler til de respektive atomer i molekylet.

Faglig Årsberetning 1999

157


K.E. Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Buskov, S., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen

Figur 5. 1H-NMR af de tre forskellige glycosider fra minkmælk: I: Lacto-N-fucosylpentaose, II: Lacto-N-neotetraose, III: Lacto-N-tetraose.

158

Faglig Årsberetning 1999


Glycosider i Minkmælk

Figur 6. 1H-NMR af seks fraktioner af minkmælk glycosider oprenset ved præparativ PC (svarende til Figur 3 α-L-fucosyllactose, prøve O5 er 2-α α-Ladskillelserne). Prøve O6 (størst Rf-værdi) er en 1:1 blanding af lactose og 2-α fucosyllactose (sammenlign Figur 4) og prøverne O1-O4 er højere oligosaccharider.

Undersøgelserne, baseret på NMR (Figur 46) viser entydigt, at der er tale om en gruppe af strukturelt forskellige glycosider i minkmælk. Ved MECC analyse af tryptaminderivatiserede CAP fraktioner

oprenset ved gruppeseparation fremgår det, at der også er betydelige forskelle i både mængde og type af minkmælk glycosider, som vist i Figur 7.

Faglig Årsberetning 1999

159


K.E. Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Buskov, S., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & S. Sørensen

Figur 7. Analyse baseret på MECC af tryptaminderivatiserede prøver af minkmælk glycosider oprenset som gruppeseparerede CAP fraktioner. K2-8 og K12-15 repræsenterer forskellige glycosider og det angivne niveau (Y-akse) er baseret på det relative normaliserede areal (RNA) i kapillarelektroforese.

Arbejdet med den endelige identifikation af oligosacchariderne i mink mælk er endnu ikke afsluttet, men der er sket fremskridt, ikke mindst på grund af muligheden for udnyttelse af superkritisk ekstraktion til skånsom fedtekstraktion og effektive kapillarelektroforese metoder til indledende karakterisering af de opnåede fraktioner. Af speciel interesse i forbindelse med glycosiderne i minkmælk er de strukturelle ligheder der er til glycosiddelene af visse membranstrukturer, glycolipider og glycoproteiner, herunder immunoglobuliner og proteiner der definerer blodtyper. Konklusion Mælk fra mink har en meget speciel sammensætning og mængde af forskellige typer af glycosider/kulhydrater. Lactose er ikke kvantitativt dominerende, som tilfældet er for fraktionen af mælkesukker hos andre 160

dyr, specielt køer. Det er således fundet mindst 16 forskellige glycosider i minkmælk, hvor 2-α-L-fucosyl-D-galactopyranosyl-β-(14)-D-glucopyranose (2-α-L-fucosyllactose) er blandt de kvantitativt dominerende glycosider. De væsentligste oligosaccharider i mink mælk har således typisk mellem 4-6 monosaccharidenheder, med 2-N-acetylglucosamin og 2-α-L-fucosylenheder som hyppigt forekommende monosaccharider. Glycosider er endvidere interessante idet de tilsyneladende har en del strukturelle ligheder med glycosiddelene, der findes i membrankomponenter, glycolipider og glycoproteiner omfattende glycoproteiner der definerer blodtype, samt immunoglobuliner. I en del henseender har minkmælk ”colostrum karakter” et langt stykke hen i diegivningsperioden. Analyserne fra glycosiderne i minkmælk er baseret på nyudviklet teknik, som tillader

Faglig Årsberetning 1999


Glycosider i Minkmælk

arbejde med de relativt små prøvemængder som minkmælk typisk udgør. Initialt og særligt væsentligt for succes med disse analyser er muligheden for at bryde den emulsion som mælken er, d.v.s. nedbrydning af micellerne, ved skånsom ekstraktion af fedt/lipider med superkritisk ekstraktion (SFE). Derefter følger det absolutte behov for gruppeseparation før den analytiske bestemmelse af de individuelle glycosider ved kapillarelektroforese (HPCE) udviklet som micellar electrokinetic capillary chromatography (MECC). Analyserne til minkmælk glycosiderne har omfattet tre forskellige HPCE metoder. Identifikation af glycosiderne er baseret på relativt avancerede 1D- og 2D-NMR analyser af præparativt oprensede glycosider. Litteratur Adkins, Y., Zicker, S.C., Lepine, A., Lonnerdal, B. 1997. Changes in nutrient and protein composition of cat milk during lactation, American Journal of Veterinary Research 58(4), 370-375. Al-Matubsi, H.Y., Bervanakis, G., Tritton, S.M., Campbell, R.G., og Fairclough, R.J. 1998. Influence of dietary protein of diets given in late gestation and during lactation on protein content and oestrogen concentrations in the colostrum and milk of gilts. Animal Science 67 , 139-145. Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Mortensen, K., Møller, P., Sørensen, H. 2000. Analyse af mono-, di-, og oligosaccharider i biologiske materialer, PFR-Faglig Årsberetning, dette bind. Bjergegaard, C., Buskov, S. , Clausen, T.N., Mortensen, K. , Olsen, C.E., Sørensen, H. Sørensen, J.C. and Sørensen, S. 1999. Mink

milk composition important for optimal development of mink kits, determination of amounts and structure of individual compounds. In: NJF-Høstmøde, Reykjavik Island, 22.-23. oktober 1999. NJF-Seminar No. 308. Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C., Sørensen, S. 2000. Undersøgelse af proteiner og peptider i minkmælk. PFR-Faglig Årsberetning, dette bind. Buskov, S., Mortensen, K., Sørensen, H. og Sørensen, J.C. 1996. Lipid-ekstraktion fra mælk med superkritisk ekstraktion (SFE). PFR-Faglig Årsberetning, 151-158. Clausen, T.N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. og Sørensen, S. 1997. Anvendelse af IsoPrime til karakterisering af proteinsammensætningen i minkmælk. PFRFaglig Årsberetning, 213-220. Levieux, D. og Ollier, A. 1999. Bovine immunoglobulin G, beta-lactoglobulin, alphalactalbumin and serum albumin in colostrum and milk during the early post partum period. Journal of Dairy Research, 66 (3), 421-430. Murakami, K., Lagarde, M. og Yuki, Y. 1997. Identification of minor proteins of human colostrum and mature milk by twodimensional electrophoresis. Electrophoresis 19 (14) 2521-2527. Sørensen, H., Sørensen, S., Bjergegaard, C. og Michaelsen, S. 1999. Chromatography and capillary electrophoresis in food analyses. The Royal Society of Chemistry, Cambridge, UK, 470 sider. Xu, R.J. 1997. Bioactive peptides in milk and their biological and health implications. Food Reviews International 14 (1) 1-16.

Faglig Årsberetning 1999

161


162

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Proteinopbygning i Minkskind - Målinger på Skindprøver fra Forpoter af Produktionsdyr Bent Riis Afdeling for Animalske Fødevarer, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, 8830 Tjele, Denmark. Abstract Protein synthesis is of immense importance to the fur producers, because a dried skin consists of 8085% protein. Perfect quality of the skin requires perfect protein synthesis and strict regulation of the process. Measuring protein synthesis rates are usually neither technically easy nor cheap. Here this parameter is estimated by using an indirect way to measure the skin protein synthesis. The method is based on the measurement of the content of ADP-ribosylatable translational elongation factor-2, eEF2, The rationale for this indirect measurement is that this enzyme participates in the synthesis of all proteins, including itself. Here it is shown that protein synthesis rates can be measured both on skin samples from front paws of production animals, and on samples taken from the back of the mink skin. Furthermore, it is shown that the paws must be frozen within 1 hour in order to avoid degradation of the sample. Combined this show that it is possible to test large number of samples from production animals without any major effort from the farmer – and without any economical loss, because the unharmed skin can be sold at the auction. Riis, B., (2000). Proteinsynthesis in mink skin - measurements from skin samples taken from paws of production animals. Annual Report 1999, 163-167. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Introduktion Pelsdyravlere har en stor interesse i at minkene danner pels– og hårproteiner på en optimal måde, fordi 80-85% af materialet i et tørret minkskind og en højere andel af hårene består af proteiner. Desuden er avleren interesseret i at undgå tilsætning af overflødig proteintilskud i foderet. For at analysere effektiviteten af minkens proteinopbygning kræves målinger af proteinernes dannelseshastighed. Sådanne målinger er hverken teknisk lette eller billige. De traditionelle metoder bygger på at give minken radioaktive aminosyrer og herefter måle den radioaktive inkorporering i pelsens proteiner. Brug af radioaktive aminosyrer er meget kostbar og desuden bliver hele dyret radioaktivt, således at det ikke lovligt kan lade sig gøre at sælge skindet. En vej uden om nogle af de problemer, som forekommer ved at bruge radioaktivt mærkede aminosyrer, er at måle mængden af et eller flere af de enzymer som katalyserer proteinopbygningen. Der findes mange enzymer med denne egenskab, men mange af dem findes dog kun i meget små mængder (Riis et al, 1990a). Desuden bruges nogle af dem kun en enkelt gang under dannelse af et nyt protein. Skal der laves en pålidelig test, må der vælges et enzym, som findes i en passende mængde og som bruges flere gange

under dannelsen af et protein. Samtidig skal det have den egenskab, at mængden kan måles meget nøjagtigt. Den test, som her anvendes på minkskind, baserer sig på at tilsætte et radioaktiv ”mærke”, som enzymatisk hæftes på elongeringsfaktor-2, eEF-2, i den anvendte skindprøve. Herved kan man måle, hvor meget eEF-2 der findes og herved få et indirekte mål for proteindannelseshastigheden i vævet (Riis et al, 1990 og Riis, 1999). Testen er rimelig billig, pålidelig, ret hurtig og kun selve den udtagne prøve bliver radioaktiv. Da testen anvender radioaktive materialer og et potent giftstof (Pappenheimer, 1977), advares ukyndige kraftigt mod at forsøge at lave sådanne målinger uden fornøden vejledning og tilladelser. Disse forsøg blev iværksat for at undersøge om det er muligt at anvende denne metode, der oprindeligt blev udviklet til brug på skindprøver udtaget under laboratorieforhold, til brug på skindprøver taget fra forpoter af produktionsdyr. Hvis dette er tilfældet, kan man få adgang til et stort og billigt forsøgsmateriale, og det vil være muligt fx at finde de avls– og fodringsbetingelser, hvorunder dyrene danner skind og hår på den mest optimale måde.

Faglig Årsberetning 1999

163


Riis, B.

Materialer og metoder Dyr– og skindmateriale Alle mink, hvorfra der blev udtaget skindprøver til disse forsøg, var født og opvokset på Den Eksperimentelle Pelsdyrfarm ved DJF i Foulum. Der blev anvendt scanbrown mink, hvor skindprøverne blev udtaget fra ryggen (i alt 24 dyr) samt wildtype produktionsdyr, hvor prøverne blev taget fra de afklippede poter (i alt 17 dyr). Ved aflivning og undersøgelser blev alle etiske- og lovregler nøje overholdt. Kemisk affedtning af skindmateriale De barberede skindstykker blev klippet i små stykker og fedtet blev ekstraheret vha. 20 vol metanol ved stuetemperatur under omrystning i mindst 6 timer (gentaget to gange) efterfulgt af samme procedure, hvor metanolen var erstattet af acetone. Kjeldahl analyse for nitrogen Mængden af nitrogen i de affedtede skindprøver blev bestemt vha. Kjeldahl metoden (Bradstreet, 1965). Den fundne mængde nitrogen ganges med 6,25 for at omregne til protein. Kapillar zone elektroforese Kapillar zone elektroforese (CZE) blev udført på et HP 3DCapillary Electrophoresis System (HP, Palo Alto, Ca, USA). Forsøgsprocedurerne blev udført som tidligere beskrevet (Riis, 1997). Forsøgene benyttede et 56 cm langt kapillar med en intern diameter på 50 µm. Prøverne blev injiceret med 50 mBar i 3,0 s i buffer A (0.1 M NaH2PO4, pH: 2.5). Den anvendte spænding var på 8 kV og kapillaret var termostateret til 30oC. Detektionen blev udført ved 200 nm. Bestemmelse af proteinsynteseaktivitet vha. måling af mængden af eEF-2 Den anvendte metoder er tidligere beskrevet i detaljer (Riis et al., 1989 og Riis, 1999). Metoden er baseret på at tage en skindprøve af passende størrelse (ca. 0,5 – 1,5 g) og fjerne hårene ved barbering. Skindstykket homogeniseres i en laboratorieblender og centrifugeres (15000 x g i 10 min). Fedtlaget fjernes og supernatanten anvendes til den

164

videre analyse. Totalmængden af protein i prøven bestemmes vha. et kommercielt kit fra BioRad, som baserer sig på Bradfordmetoden (Bradford, 1976) under anvendelse af bovint serum albumin som standard. Alle materialer holdes afkølede til 0-40C, hvis intet andet er nævnt. Den homogeniserede skindprøve rystes med aktivt kul for at fjerne endogent NAD. Kullet fjernes vha. centrifugering (15000 x g i 5 min). Supernatanten overføres til et nyt rør og centrifugeringen gentages. En passende mængde supernatant tilsættes fire gange koncentreret buffer T, således at den endelige koncentration bliver på 25 mM Tris/HCl pH: 8,0; 25 mM KCl; 0,5 M NH4Cl; 10 mM Mg(CH3COO)2; 14,4 mM β-mercaptoethanol og 0,18 M histamin. 2 µg difteritoksin og 1,2 mM [14C]NAD+ (specifik aktivitet 11 GBq/mmole, Amersham, U.K.). Prøverne blev inkuberet ved 370C i 20 minutter hvorefter den enzymatiske reaktion blev stoppet med tilsætning af mindst 10 vol. iskoldt 10% trikloreddikesyre. Hver prøve blev filtreret igennem et nitrocellulosefilter (0,45 µm), vasket med vand og tørret. Den filterbundne radioaktivitet blev bestemt vha. væskescientilation i en LKB Wallac 1219 Rackbeta (Wallac, Oy, Finland) tæller. Baggrunden bestemmes ved at lave et parallelt test uden tilsætning af difteritoksin og fratrækkes rutinemæssigt. Alle eEF-2 data relateres til mængden af total protein i prøven. Resultater og diskussion Et minkskind består af forskellige komponenter, hvoraf protein er langt den vigtigste. En Kjeldahl analyse, udført på prøver fra 24 minkskind viser, at et affedtet barberet minkskind i gennemsnit består af 88,06% protein med en standardafvigelse på 2,35% (Fig. 1). Resten af skindet består af vand, ikke ekstraherbart fedt og mineraler. Disse værdier anskueliggør, at opbygningen af protein i et minkskind er uhyre vigtig. Det er naturligvis også vigtig at skindet bliver af god kvalitet. Skindets kvalitet bestemmes netop af, hvilke proteiner der dannes, og hvilke forhold der er imellem de forskellige proteiner.

Faglig Årsberetning 1999


Proteinopbygning i minkskind - målinger på skindprøver fra forpoter af produktionsdyr

For at sikre, at der er tale om samme proteiner i prøverne fra både rygskind og forpoter, blev de ekstraherede proteiner analyseret vha. kapillar zone elektroforese. Analysen viste, at det stor set var de samme proteiner, som fandtes i de to prøver. Yderligere ser det ud til, at disse proteiner findes i omtrent samme mængde (Fig. 2).

88,06

11,94

Fgur 1.

Protein udgør i gennemsnit 88.06 % af vægten af et kemisk affedtet minkskind. De resterende 11,94 % består af vand, mineraler og ikke kemisk ekstraherbart fedt.

38.852

DAD1 A, Sig=200,16 Ref=off (991116\014-0501.D) mAU

Proteiner udvundet af skind fra ryggen

70

60

50

28.727 29.177 30.712

20

10

35.820 36.614 37.442 37.990

30

40.050 40.887 41.875 42.318 43.713 44.145 44.517 45.035 45.214 45.470 45.778 45.841 46.193 46.414 46.760 46.940 47.232 47.860 48.002 49.448 49.567 49.845 50.462 51.442 52.544

40

0 10

20

30

40

37.141

DAD1 A, Sig=200,16 Ref=off (991116\041-3201.D) mAU

50

Proteiner udvundet af skind fra poterne

40

30

36.087

20

11.265 11.341

6.247 7.919

0

1.427 1.695 1.851 2.680 4.004

10

10

Figur 2.

20

30

37.483 38.417 38.650 38.763 38.929 39.502 40.291 40.393 40.754 41.271 42.236 42.286 42.418 42.602 42.760 42.895 43.608 44.129 44.379 44.819 44.959 45.138 45.769 45.919 46.746 46.918 47.044 47.383 47.656 47.960 48.265 48.492 48.608 49.154 49.339 49.445 50.083 51.180 52.571

50

40

50

Kapillarelektroforetisk analyse af proteiner udvundet fra en skindprøve taget fra ryggen og fra poterne. Proteinerne er ikke identificerede, men mønstrene er stort set ens. Dette viser, at der er tale om de samme proteiner og at de findes i omtrent samme mængde.

Analyse af proteinsyntese eller proteinopbygning er teknisk kompliceret og langtfra trivielt. Der findes mange forskellige metoder, som alle har sine fordele og ulemper. Den her beskrevne metode har i en del år været anvendt på andre typer af væv og celler. Metoden er derfor godt gennemprøvet i andre sammenhænge og selve analyseteknikken er veldokumenteret til brug i prøver fra fx rotter (Riis et al, 1991) og humane celler dyrket i kultur (Riis et al, 1990b). For nylig er metoden blevet udviklet til brug på væv fra mink, herunder skind (Riis, 1999). Denne undersøgelse har analyseret mængden af ADP-ribosylerbart eEF-2 fra 24 skindprøver taget fra ryggen af scanbrown mink. Prøverne blev taget i september måned 1999. Disse dyr blev aflivet vha. en overdosis af barbiturater og skindprøven udklippet fra ryggen og nedfrosset umiddelbart efter. Til sammenligning blev der indsamlet forpoterne fra ni tæver og otte hanner fra wildtype mink som havde gået under produktionsforhold. Wildtype minkene blev aflivet under produktionsforhold vha. CO2 den 10. november 1999 og de afklippede forpoter nedfrosset umiddelbart efter. Analyse af de opnåede resultater viser, at der er betydelig forskel på de to vævsstykkers indehold af ADP-ribosylerbart eEF-2 og dermed af evnen til at danne proteiner. Resultaterne fra rygskindene var i gennemsnit 6,31 pmol eEF-2 pr mg opløselig protein med en standardafvigelse på 1,68 pmol/mg protein. Dette giver en variationskoefficient (CV%) på 26,62. Relateres de målte data til mængden af gram skind, fandtes det at rygskindene indeholdt 51,47 fmol/g skind med en SD på 20,22 fmol. Dette giver en CV% på 39,3 (Fig. 3). De tilsvarende målinger på skindprøver fra de afklippede forpoter af produktionsdyr viste i gennemsnit 16,12 pmol eEF-2 pr mg opløselig protein i prøven. Standardafvigelse var på 3,27 pmol/mg protein. Dette giver en CV% på 20,28. Ved at sammenholde de fundne mængder med vægten af skindstykket viste produktionsdyrene at indeholde 247,21

Faglig Årsberetning 1999

165


Riis, B.

fmol/g skind med en SD på 59,64 fmol, svarende til en CV% på 24,64 (Fig. 4). 70 60 50 40 30 20 10 0 pmol eEF-2/mg protein

fmol eEF-2/g skind

Figur 3. Mængde af ADP-ribosylerbart eEF-2 i prøver udtaget fra rygskind af mink (n = 24) 350 300 250 200 150 100 50 0 pmol eEF-2/mg protein

Figur 4.

fmol eEF-2/g skind

Mængde af ADP-ribosylerbart eEF-2 i skindstykker taget fra forpoter af produktionsdyr (n = 17).

underhudsfedt, som det var tilfældet med prøver udtaget fra rygsiden. Det vides, at nedbrydningen af eEF-2 starter umiddelbart efter dyrets død. Derfor blev tidens indflydelse undersøgt, i relation til hvor længe prøverne havde ligget ved stuetemperatur før homogenisering og eEF-2 analysen blev foretaget. Analysen viste, at nedbrydning til 91% tog ½ time, til 74,5% 1 time og til 60% tog ca. 6 timer (Fig. 4). Det er muligt at udtage prøver så længe eEF-2 nedbrydningen forløber i det lineære interval og derved få pålidelige analyseresultater. Dette betyder i praksis, at poterne skal indfryses indenfor en time efter dyrets død og at tiden skal noteres, således at man kan regne tilbage til tiden = 0 for at sammenligne resultaterne. Et andet forhold man skal overveje er, at proteinnedbrydningen er temperaturafhængig, således at højere temperatur medfører hurtigere nedbrydning (data ikke vist). Man kan således opbevare poterne på køl for at udsætte nedbrydningen, men det mest fornuftige vil være at indfryse de afklippede poter så hurtigt som muligt, hvis man ønsker at teste mængden af ADPribosylerbart Elongeringsfaktor-2 i skindet fra dem. Nedbrydning, (%) 125 100 75

Målinger af mængden af aktiv eEF-2 relateret til antal mg opløselig protein og relateret til vægten af det undersøgte skindstykke var begge med en mindre usikkerhed, hvis der blev anvendt prøver fra forpoterne sammenlignet med prøver taget fra rygskindet. Forklaringen på den større aktivitet i forpoterne kendes ikke. Det er dog fristende at antage, at det skyldes at poteskindet er meget tyndere og derfor har en procentuel større vækstzone, hvor proteinopbygningen foregår. Den mindre usikkerhed på målingerne fra forpoteprøverne, relateret til vægten af skindstykket, skyldes givet at poteskindet ikke indeholdt så store og varierende mængder

166

50 25 0

0 Figur 5.

1

2

3

4

5

6

Timer

Forhold imellem det antal timer skindet har ligget ved stuetemperatur (ca. 220C) før prøven blev homogeniseret og mængden af eEF-2 testet. Resultatet er vist i procent af den oprindelige prøve. Tre skind blev testet i hvert målepunkt.

Konklusioner og perspektiver Resultaterne viser, at det er teknisk muligt at benytte skind fra forpoterne af mink aflivet under produktionsforhold som basismate-

Faglig Årsberetning 1999


Proteinopbygning i minkskind - målinger på skindprøver fra forpoter af produktionsdyr

riale for at analysere proteinopbygningen i minkskind. Dette giver adgang til et stort og billigt prøvemateriale hvis det i fremtiden ønskes, at der foretages analyser for denne egenskab. Perspektiverne er, at der vil kunne identificeres f.eks avlslinier med stor proteinsyntesekapacitet, eller at der kan udpeges linier, som har høj udnyttelse af det protein som findes i foderet. Teknikken vil kunne optimeres til brug på skindbiopsier. På sigt ville en sådan forfinet teknik kunne medføre, at der kan testes og udvælges levedyr, som er billigere i foderomkostninger, sammenlignet med de mink der nu findes i produktionen Noter Jeg takker ms. Anne-Grete Dyrvig Petersen (DJF, Foulum) for teknisk assistance og ms. Edith Olsen, (DJF, Foulum) for at udføre Kjeldahl analyserne. Jeg ønsker ligeledes at takke staldpersonalet ved minkfarmen under DJF, herunder specielt hr. Mogens Olesen, for at levere de anvendte forpoter fra produktionsdyr samt dr. Jesper W. Petersen, (Staten Seruminstitut, København) for donation af det anvendte difteritoksin. Dette arbejde blev finansieret via bevilling HUS9720 fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Referencer Bradford, M.M. (1976) A rapid and sensitive method for quantitation of microgram quantities of protein utilizing the principle of protein-dye binding. Anal. Biochem., 72, 248252.

Bradstreet, R.B. (1965) The Kjeldahl method for organic nitrogen, Academic Press Inc., New York, USA. Pappenheimer Jr., A.M. (1977) Diphtheria toxin. Ann. Rev. Biochem., 46, 69-94. Riis, B (1997) Keratins extracted from mink and fox hairs characterized by capillary and gel electrophoresis. NJF Rapport 116, 205210. Riis, B (1999) Estimating protein synthesis by measuring the amounts of active translational elongation factor-2 in tissue samples from mink. Scientifur, in press. Riis, B., Rattan, S.I.S. and Clark, B.F.C. (1989) Estimating the amounts of ADPribosylatable active Elongation factor-2 in mammalian cell-free extracts. J. Biochem. Biophys. Methods, 19, 319-26. Riis, B., Rattan, S.I.S., Derventzi, A. and Clark, B.F.C. (1990b) Reduced levels of ADP-ribosylatable Elongation Factor-2 in aged and SV40-transformed human cell culture. FEBS Lett., 266, 45-47. Riis, B., Ratten, S.I.S., Clark, B.F.C. and Merrick, W.C. (1990a) Eukaryotic protein elongation factors. Trends Biochem. Sci., 15, 420-424. Riis, B., Ward, W.F., Clark, B.F.C. and Nygård, O. (1991) Polysome profile and in vitro protein synthesis capacity in liver extracts from young and old Fischer 344 rats. Topics In Aging Research In Europe, 16, 115-124.

Faglig Årsberetning 1999

167


168

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Oxidationsskader på Garvede Minkskind. Indflydelsen af Skrabning og Opbevaringstid inden Garvning. Iwan Santin1, Stig Andersen1 og Vilhelm Weiss2 1 2

Dansk Pelsdyravlerforening, Langagervej 60, Postboks 1479, 2600 Glostrup, Danmark, Midtjyllands Pelsdyravlerforening, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro, Danmark Sammendrag Oxidering af fedtet på minkskindenes læderside er blevet et problem, da det begrænser skindenes anvendelsesmuligheder. Indflydelsen af skrabearbejdets kvalitet og opbevaringstiden fra tørring til garvning på graden af oxidering er undersøgt. På 3 farme, der alle fik foder fra samme fodercentral, blev der i november måned 1998 på hver farm udvalgt 300 hanmink af typen wildmink eller mahogany. Disse blev i forbindelse med aflivning vejet, mærket, og delt i 3 grupper. Den ene gruppe blev færdiggjort på oprindelsesfarmen, medens de to andre grupper blev færdiggjort på de 2 andre farme, der var med i undersøgelsen. De 3 grupper fra hver farm blev således skrabt på 3 forskellige maskiner, hvilket gav forskel i skrabearbejdets kvalitet. Efter skrabning og tørring blev skindene sendt til Copenhagen Fur Center. Her blev hver gruppe delt i 3 hold, der blev sendt til garvning hhv. 4. Januar, 26. April og 7. September 1999. Efter garvning blev skindene vurderet for oxideringsskader på lædersiden. Undersøgelsen viser, at skrabearbejdets kvalitet har meget stor indflydelse på omfanget af oxideringsskader, og at der stort set ikke er oxideringsskader i skind, der er skrabt optimalt. Opbevaringstiden fra tørring til garvning har betydning, hvilket ses af, at skindene, der blev sendt til garvning først i januar, stort set var fri for oxideringsskader. Et godt skrabearbejde kombineret med en korrekt opbevaring kan derfor mindske problemet med oxidering af fedtet på skindenes læderside, og dermed øge skindenes anvendelsesmuligheder. Santin, I., Andersen, S. & V. Weiss, (2000). Oxidationsskader på garvede minkskind. Indflydelsen af skrabning og opbevaringstid inden garvning. Faglig Årsberetning 1999, 169-173. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Oxidation of fat on the leather side of mink skins is a problem because it reduces their usability. The influence of the fleshing process and time of storage from drying to dressing were investigated. On 3 farms, all receiving feed from the same feed kitchen, 300 male mink (wild mink or mahogany) on each farm were selected in November 1998. After killing, these mink were weighed, marked and divided into 3 groups. Mink from group 1 were fleshed and dried on the original farm, while these from group 2 and 3 were fleshed and dried on the 2 other farms. The 3 groups from each farm were hereby fleshed on 3 different machines, which resulted in variation in the quality of the fleshing. After drying the skins were sent to the Copenhagen Fur Center. At the Copenhagen Fur Center each group weas further divided into 3 groups, which were sent for dressing on January 4, April 26. and September 7, 1999 respectively. After dressing the skins were evaluated for oxidation damages on the leather side. The investigation shows, that the fleshing process had a great influence on the extent of oxidation damage - there were almost no oxidation damages in skins, which were fleshed well. Storage time from drying to dressing also had an influence. The skins sent for dressing on the 4 th of January were nearly all free from oxidation damage. Good fleshing combined with correct storage can reduce the problem of fat oxidation on the leather side of mink skins, and increase the usability of the skins. Santin, I., Andersen, S. & V. Weiss, (2000). Oxidation damages in tanned mink skin. Influence of scrabing and storage time before tanning. Annual Report 1999, 169-173. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning En stadig stigende del af de dansk producerede minkskind anvendes til vendbar pels, d.v.s. at skindets læderside bliver ydereller indersiden af det stykke pelsværk, som skindet anvendes til. Dette stiller store krav til skindets læderside, der skal være smidig, ensartet og let at farve.

En faktor, der forringer kvaliteten af skindets læderside, er oxidering af fedtet i læderet. Fedtoxidering medfører, at læderet bliver hårdt, stift og meget vanskeligt at farve, da læderet vil tage imod farven på forskellig vis. Da en del af de lette oxideringsskader kan udbedres ved ekstra arbejde i garverierne, kommer der flere klager fra garverierne. De mener, at det er dem der står med den

Faglig Årsberetning 1999

169


Santin, I., Andersen, S. & V. Weiss

økonomiske smerte, hvis de skal levere et tilfredsstillende produkt til deres kunder. Garverierne modtager derudover hvert år en del skind, der er så oxideret, at skaderne ikke kan udbedres i garveprocessen. Garverierne lægger som følge deraf et stort pres på producentlandene for at få løst problemet med at fedtet på skindenes læderside oxiderer.

garvning hhv. 4. januar 1999, 26. april 1999 og 7. september 1999. Tabel 1.

Tidsplan for farmaktiviteterne i forbindelse med garveundersøgelsen 1998/1999.

Dato

Aktivitet

16/11

Aflivning, Vejning, Mærkning (200 dyr)

Farm A

17/11

Skrabning (skind fra farm A)

Farm A

17/11

Skrabning (skind fra farm A)

Farm B

Copenhagen Fur center (CFC) iværksatte derfor i forbindelse med pelsningen 1998 en undersøgelse, der havde til hensigt at afdække i hvilket omfang skrabearbejdets kvalitet og opbevaringstidens længde influerer på graden af fedtoxidering i skindene.

18/11

Aflivning, Vejning, Mærkning

Farm B

18/11

Aflivning, Vejning, Mærkning (100 dyr)

Farm A

19/11

Skrabning (skind fra farm B)

Farm B

19/11

Skrabning (skind fra farm B)

Farm A

19/11

Skrabning (skind fra farm A og farm B)

Farm C

19/11

Aflivning, Vejning, Mærkning

Farm C

20/11

Skrabning (skind fra farm C)

Farm C

Materialer og metoder

20/11

Skrabning (skind fra farm C)

Farm B

20/11

Skrabning (skind fra farm C)

Farm A

26/11

Opsamling og indlevering af alle skind

Til deltagelse i undersøgelsen blev 3 farme udvalgt. Disse farme fik alle foder fra samme fodercentral, men anvendte 3 forskellige maskiner til skrabning af deres skind hhv. Granly (original), BS-skrabeautomat og Jasop 3000. De 3 farme stillede hver 300 hanmink (wildmink/mahogany) til rådighed for undersøgelsen. Disse hanner blev vejet og mærket umiddelbart efter aflivning. De blev flået på den farm, hvor de blev aflivet. På hver farm blev skindene fra de 300 hanner delt i 3 grupper, hvoraf den ene gruppe blev skrabt, tanet og tørret på oprindelsesfarmen, medens de 2 resterende grupper blev skrabt, tanet og tørret på de 2 andre farme, der deltog i projektet. Planen for flåning og skrabning/tørring af de 900 skind ses i tabel 1. Alle dyr blev vejet og mærket i forbindelse med aflivningen. Skrabeprocessen blev overvåget og vurderet ved skrabningen af de enkelte hold alle 3 steder. Alle planlagte aktiviteter forløb helt efter tidsplanen. Efter endt tørring blev skindene indsamlet og sendt til CFC, hvor de tørrede skind blev målt og vejet. Herefter blev hver af de 9 grupper delt i yderligere 3 grupper, der blev sendt til

170

Sted

Garvningen blev udført hos Manifattura Italiana Del Brembo SRL (MIB) i Italien. Et garveri, der årligt garver ca. 2,5 mio. minkskind, og derfor har stor erfaring inden for dette felt. MIB gav i forbindelse med hver garvning en vurdering af graden af oxidering af de garvede skind. Skindene blev opbevaret, nedpakket i papkartoner, på køl fra den 10. december 1998 og frem til afsendelse til garveriet. Temperatur ca. 11-12º C og 55-65% relativ frugtighed. Resultater Som det fremgår af tabel 2 lykkedes det inden for hver farm at få 3 hold med stort set samme gennemsnitsvægt. Tabel 2.

Gennemsnitsvægt af de dyr, der indgik i garveundersøgelsen 1998/1999.

Dyr fra

Skrabt og tørret hosS Farm A

Farm B

Farm C

Farm A

2410

2423

2505

Farm B

2500

2475

2419

Farm C

2431

2407

2444

Pelserierne på de 3 deltagende farme blev gennemgået, og skrabearbejdets kvalitet, savsmuldstype, tromlerutine, tørretid og

Faglig Årsberetning 1999


Oxidationsskader på garvede minkskind. Indflydelsen af skrabning og opbevaringstid inden garvning

tørrekonditioner blev registreret. Resultaterne af disse registreringer fremgår af tabel 3. Der var kun tale om registreringer. Rutinerne i pelserierne blev ikke ændret, så skindene i undersøgelsen er behandlet som vist i tabel 3. Tabel 3.

Rutiner i de 3 pelserier, der indgik i garveundersøgelsen 1998/1999. Aktivitet

Farm A

Farm B

Farm C

Skrabearbejdet *

Godt

Dårligt

Perfekt

Tromling Læderside

Ja

Ja

Nej

Tromling Hårside min.

Ca. 21

Ca. 25

Ca. 20

Skindryster/Nettromle

Ja

Ja

Ja

Tørring Temperatur

19

17

17

Tørring Luftfugtighed

Ca. 55

Ca. 55

Ca. 60

Tørretid Hanskind

4 døgn

4 døgn

3½ døgn

* Bemærkninger til skrabearbejdet på de 3 farme (bedømt medens skrabearbejdet blev udført):

FARM A: Skrabt jævnt, for meget fedt på nakke og på skulderparti, virker tunge. Ingen skind med fedtstriber, lidt fedt under forben. FARM B: Skrabt dårligt, meget fedt ved nakke/skulder, fedt ved hals og forben. Skindene skrabt meget lidt på venstre side. Mange fedtstriber. FARM C: Virkeligt godt skrabearbejde. Skrabearbejdet blev vurderet på hver af de 3 farme. Der blev foretaget en ny vurdering, hver gang der blev skrabt skind fra en ny farm. Det kunne i den forbindelse konstateres, at der på de 3 farme ikke var forskel i skrabearbejdets kvalitet, uanset at skindene kom fra 3 forskellige farme, og dermed fra dyr med meget forskellige genetiske baggrunde. Tabel 4.

Dyr fra Farm A Farm B Farm C

Vægt af dyr og vægt af skind i de forskellige grupper. Inden for hvert pelseri er den gennemsnitlige skindvægt sat i forhold til kropsvægten. Tallene i parentes er forholdstal, hvor 100 svarer til værdien opnået i det pelseri, der skrabte bedst. Skrabt hos Farm A Farm B Farm C Farm B Farm A Farm C Farm C Farm A Farm B

Vægt/ Dyr Gram 2410 2423 2505 2475 2500 2419 2444 2431 2407

Skindvægt Gram 162 186 164 188 171 173 163 165 176

Gram Skind/ Gram dyr 0,0672 (103) 0,0768 (117) 0,0655 (100) 0,0760 (106) 0,0684 ( 96) 0,0715 (100) 0,0667 (100) 0,0679 (100) 0,0731 (110)

Af tabel 4 fremgår det, at skindene skrabt og tørret hos Farm B er tungere end skind fra de 2 andre farme. Dette falder godt i tråd med den vurdering skrabearbejdet har fået på Farm B. Efter indsendelse af hvert parti til garveriet, kom der en tilbagemelding fra garveriet omkring læderets kvalitet. Denne tilbagemelding blev givet på baggrund af, hvordan læderet så ud efter den første proces i garveforløbet. Nedenfor i tabel 5 vises garveriets umiddelbare bedømmelse af de indsendte skind. Tabel 5. MIB's (garveriet) første tilbagemelding omkring læderets kvalitet i de indsendte skind. Efter første proces i garveforløbet. (Der er indsendt 33 eller 34 skind i hver gruppe hver gang). Defekt Læder Skind fra Farm A

Skrabt/

Indsendelse

Tørret hos

4/1

26/4

7/9 *

Farm A

0

6

28

Farm A

Farm B

0

7

Farm A

Farm C

0

18

27

Farm B

Farm B

0

29

34

Farm B

Farm A

0

6

24

Farm B

Farm C

0

6

26

Farm C

Farm C

0

31

34

Farm C

Farm A

0

15

34

Farm C

Farm B

0

26

34

* I forbindelse med tilbagemeldingerne fra den sidste indsendelse er der lidt tvivl om antal skind og farven på næsemærkerne i 2 af grupperne.

Bedømmelsen, der er anført i tabel 5, er garveriets bedømmelsen af læderkvaliteten efter den første proces i garveforløbet. Denne bedømmelse giver et udtryk for, hvor meget arbejde garveriet forventer, der er med de pågældende skind for at resultatet bliver tilfredsstillende, da nogle af de skader, der ses efter den første proces, kan udbedres ved ekstra arbejde senere i garveforløbet. Efter det første parti var modtaget på MIB, sendte garveriet en meddelelse retur, hvoraf det fremgik, at det var det parti skind, med den bedste læderside, de længe havde haft til garvning.

Faglig Årsberetning 1999

171


Santin, I., Andersen, S. & V. Weiss

Efter garvning blev skindene sendt retur til CFC, hvor de blev bedømt for oxideringsskader. Denne bedømmelse blev lavet af Stig Andersen, Iwan Santin og Vilhelm Weiss fra CFC og Per Reinkilde fra Saga International Design Centre (SIDC). Resultatet af bedømmelsen er vist i tabel 6 og tabel 7. Tabel 6. Vurderingen af oxidationsskader på de færdig garvede skind. Vurderet på CFC den 3. november 1999. Dyr

Skrabt

Let oxideret

Svært oxideret

fra

hos

Indsendelse

Indsendelse

farm

farm

4/1

26/4

7/9

4/1

26/4

7/9

A

A

0

10

28

0

0

5

A

B

0

12

22

0

4

10

A

C

0

0

0

0

0

0

B

B

2

6

20

0

4

8

B

A

0

12

9

0

0

0

B

C

0

2

0

0

0

0

C

C

0

0

0

0

0

4

C

A

0

15

21

0

0

8

C

B

0

7

15

0

1

11

Tabel 7 : Opgørelse over antal oxiderede skind fra de respektive pelserier. Skind skrabt

Antal oxiderede skind

og tanet hos

Let oxid.

Svær oxid.

Total

Farm A

95

13

108

Farm B

84

38

122

Farm C

2

4

6

Total

181

55

236

Tabel 7 viser, at der er stor forskel på antallet af oxiderede skind fra de 3 pelserier. Det skal bemærkes, at ingen af skindene var så oxiderede, at de ikke kunne anvendes til traditionelt pelsværk. Til gengæld var alle de oxiderede skind beskadiget i en sådan grad, at de ikke kan anvendes til vendbar pels. Det vil sige at 236 af 900 skind (26%) ikke kan anvendes til dette formål. Fra det ene pelseri er der tale om 122 skind ud af 300 eller 41%. Ved skindene fra Farm A skal det bemærkes at en meget stor del af de skind, der var let oxideret, kun var oxideret på den del af skindet, der ved tørringen havde siddet på kanten af tanen. Ved gennemgangen af bundterne blev det bemærket, at der var stor variation i garvearbejdets kvalitet. Dette er foreholdt 172

garveriets repræsentanter i forbindelse med den fælles gennemgang af skindene den 13. december 1999 på CFC. I denne gennemgang deltog repræsentanter fra 6 garverier og de 3 nordiske auktionshuse. Disse repræsentanter gav også udtryk for, at kvaliteten af garvearbejdet var noget varierende. I forbindelse med gennemgangen af skindene for oxideringsskader var der forskel på, hvor hårdt de enkelte garverier bedømte holdene. Garverierne havde dog vurderet bundterne i samme rækkefølge og havde alle vurderet de perfekt skrabte skind til at have færrest oxideringsskader. Garverierne var også enige med CFC og SIDC om rækkefølgen. Diskussion og konklusion Undersøgelsen blev gennemført med hanmink fra 3 forskellige farme, der alle fik foder fra samme fodercentral. En eventuel foderfaktor skulle derfor være elimineret i undersøgelsen. Indsamlingen og behandlingen af dyr/skind, der skulle anvendes undersøgelsen, forløb uden problemer.

de til

Der var stor forskel i skrabearbejdets kvalitet på de 3 deltagende farme, men der var på den enkelte farm ikke forskel på, om det var farmens egne skind, der blev skrabt, eller om det var skind fra én af de andre 2 farme. Meldingerne fra garveriet efter at det havde behandlet det første parti (primo januar 1999) var, at det var længe siden det havde haft et parti skind, der var så lette at garve uden at der blev oxideringsskader. På de følgende partier var meldingerne mindre positive, og på de sidst indleverede skind mente garveriet, at der var oxidereing i de fleste skind. Ved gennemgangen af de garvede skind i november 1999 på CFC fandtes der oxideringsskader på nogle skind, men ikke i det omfang, der var forventet. Vurderingen af oxidering eller ej er subjektiv og er i denne undersøgelse blevet besværliggjort af, at garvearbejdets kvalitet de enkelte bundter imellem er meget varierende.

Faglig Årsberetning 1999


Oxidationsskader på garvede minkskind. Indflydelsen af skrabning og opbevaringstid inden garvning

Der er dog en stor overensstemmelse mellem vurderingerne foretaget af CFC, SIDC og garverierne med hensyn til oxideringsskader, og det var helt klart, at alle udpegede de perfekt skrabte skind som værende mindst oxideret. Undersøgelsens resultater bekræfter tidligere undersøgelse, der har vist, at skrabearbejdets kvalitet og tiden fra tørring til garvning har stor indflydelse på graden af oxidering. I denne undersøgelse er det helt klart de skind, der er skrabt dårligst (vurderet ved skrabemaskinen), der har de fleste oxideringsskader. Ligeledes er oxideringsskaderne størst ved de skind, der er leveret til garvning i september 1999. Det ser samtidig ud til, at der kan være et problem med tørringen af skindene. I nogle af bundterne var skindene oxideret på det stykke, der havde siddet på siden af tanerne i forbindelse med tørringen. En mulighed er, at disse skind er trukket så hårdt til på tanerne, at der ikke kommer luft ud i siderne i forbindelse med tørringen. Dette kan bevirke, at man tager skind ned af tørreanlægget, der ikke er tørre på kanterne, og som følge deraf mugner og oxiderer på de steder. Der er ikke nogen sammenhæng mellem dyrenes kropsvægt og graden af oxidering, hvis bare skindene bliver skrabt tilfredsstillende. I næsten alle hold er

gennemsnitsvægten af de skind, der er fundet oxideringsskader i, ikke højere end gennemsnitsvægten for hele holdet. Derimod er vægten af de tørrede skind i forhold til kropsvægten af de aflivede dyr højere ved de oxiderede skind end ved de ikke oxiderede, hvilket indikerer, at de er skrabt dårligere. Afslutning Oxideringsproblematikken synes - vurderet ud fra resultatet af denne undersøgelse - ikke at være så graverende, som nogle garverier giver udtryk for. Problemet er dog til stede, men kan i stort omfang reduceres ved en optimal skrabning og tørring af skindene samt en kortere opbevaringstid (evt. anden opbevaringsform) fra tørring til garvning. Ved en gennemgang af de garvede skind var der en meget stor enighed om, at oxideringsskaderne er klart mindst i skind, der er skrabt perfekt. Denne undersøgelsen omfattede ingen skind, der efter garvning var oxideret i en sådan grad, at de ikke kunne anvendes til traditionelt pelsværk. Ved besøg på 2 garverier i Italien har Iwan Santin og Vilhelm Weiss dog konstateret, at garverierne modtager skind, der efter garvning har så hårdt og uelastisk læder på grund af oxidering, at de er vanskelige at anvende selv til traditionelt pelsværk.

Faglig Årsberetning 1999

173


174

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Ethoxyquin i Foderet til Minkhvalpe i Vækstperioden Tove N. Clausen1 & Hans Henrik Dietz2 1Pelsdyrerhvervets

Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S og, 2Statens Veterinære Serumlaboratorium.

Sammendrag Det blev undersøgt, om ethoxyquin i foderet til minkhvalpe i højst tilladte mængde har nogen betydning for minkhvalpes tilvækst samt organudvikling. Til undersøgelsen blev anvendt 2 hold wildminkhvalpe fodret med 24 hhv 167 ppm ethoxyquin. I kontrolholdet var der 162 han- og tævehvalpe, og i forsøgsholdet var der 81 han- og tævehvalpe. Resultaterne viste at anvendelse af ethoxyquin i højst tilladte mængde i vækstperioden, nedsætter tilvæksten hos hvalpene frem til september måned. Den lavere vægt i september bliver delvis indhentet indtil pelsning, men der opnås den laveste vægt og de korteste skind i det hold, der får mest ethoxyquin. Der var ingen synlig forskel i lever- og nyrevægte mellem holdene, men det var ethoxyquinholdet, der havde de største relative værdier. Clausen, T.N. & H.H. Dietz, (2000). Ethoxyquin i foderet til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1999, 175-177. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Abstract The addition of Ethoxyquin in the feed for mink kits in the growing-furring period was investigated. The investigation group consisted of 81 male and female wild type mink kits and the control group consisted of 162 male and female wild type mink kits. The results showed that the use of 167 ppm Ethoxyquin significantly reduced the kit weight in September, but at pelting in november the difference was not significant. The pelts in the control group were 1.2 cm longer than in the experimental group (p=0.08), and the relative weight of the kidneys and livers, were slightly higher in the experimental group compared to the control group (not significant). However there was a tendency towards more pronounced changes in the liver and kidneys of male mink kits fed a high level of Ethoxyquin compared to the control group. Clausen, T.C. & H.H. Dietz, (2000). Ethoxyquin in the feed for mink kits in the growing-furring period. Annual Report 1999, 175-177. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Minkhvalpe, der optager store mængder fiskefedt, vil indtage store mængder umættet fedt. Umættet fedt harsker let, og hvis minkhvalpe æder harsk fedt, får de sygdommen “gult fedt”, som især var kendt før fedt i fiskeprodukter blev stabiliseret. Til stabilisering af fedt i foderet anvendes ethoxyquin. I dyret er der også behov for et værn mod fedt, der nedbrydes, og dertil er Evitamin og selen uundværlige. Når der fodres med store mængder umættet fedt (PUFA) er det således væsentligt at fedtet er stabiliseret, og at E-vitamin- og selen-forsyningen er i orden, så foderfedt-relaterede problemer som “gult fedt”, “velfærdssyge”, og anæmi kan undgås. Undersøgelser udført med store mængder fiskefedt af god kvalitet har vist, at der kan tilsættes op til 70% af fedtet fra fiskefedt i vækstperioden uden tegn på Evitaminmangel, når der tilsættes 60 mg Evitamin / kg foder (Clausen et al., 1998) I dyrefoder er et total indhold på 150 ppm ethoxyquin tilladt. Ved analyser af dansk

pelsdyrfoder findes typisk 20 - 60 ppm alt afhængig af den anvendte fiskemængde. Ethoxyquin indebærer imidlertid en sundhedsfare, og i hunde- og kattefoder anvendes produktet ikke mere (pers.medl. K. Kastelijn). Der har været udført en del toksikologiske studier på rotter og mus, LD50 oralt til mus er bestemt til 1730 mg ethoxyquin / kg legemsvægt, og LD50 oralt til rotter er 1920 mg / kg lgm (The MERCK index 10.ed.). Hvis foderet indeholder 150 ppm ethoxyquin vil en hanhvalp i september optage ca. 16 mg ethoxyquin / kg lgm, og en tæve vil i dieperioden optage 30 - 60 mg ethoxyquin / kg lgm. Ved 40 ppm ethoxyquin i foderet giver det 4,3 hhv 8 - 16 mg ethoxyquin / kg lgm. I forhold til LD50 hos rotter og mus er det ikke så meget, men hos rotter er der foretaget studier, der viser en skadelig langtidseffekt på nyrer og lever (kemisk betinget nyrebetændelse, forkalkninger i nyrerne og vævsdød) ved langt mindre mængder i foderet (Madhavi et al., 1996).

Faglig Årsberetning 1999

175


Clausen, T.N. & H.H. Dietz

Graden af forandringer er afhængig af dosis, alder, køn og længde af behandling. Ved store doseringer af ethoxyquin blev set nedsat foderoptagelse og vækst hos rotter, men allerede ved 14,3 mg / kg lgm / dag blev der efter 200 dage set forandringer i nyrerne, som var tungere end i kontrolholdet (Madhavi et al., 1996). Hos rotter angives 6,25 mg ethoxyquin / kg lgm / dag som et acceptabelt niveau for at undgå toxiske effekter, hos hunde angives acceptabelt niveau til 7,5 mg ethoxyquin / kg lgm / dag (WHO, 1970). Set i dette perspektiv anvendes en ethoxyquintilsætning til minkfoder, der efter brug over en lang periode kan formodes at give organforandringer. I et pilotforsøg gennemført i diegivningsperioden 1997 (Clausen, 1998) var der tendens til lavere tilvækst hos hvalpene, når foderet indeholdt 150 ppm ethoxyquin. Formålet med undersøgelsen i vækstperioden 1998, var at efterprøve, hvorvidt et ethoxyquin indhold i foderet på 150 ppm kan resultere i nedsat foderoptagelse og vækst i vækstperioden, samt om der opstår organforandringer i lever og nyrer. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 2 hold wildminkhvalpe, et kontrolhold med 162 han- og 162 tævehvalpe, og et forsøgshold med 81 han- og 81 tævehvalpe. Til forsøgsholdet blev tilsat ethoxyquin op til et totalindhold på 150 ppm, i kontrolholdet var der kun den mængde ethoxyquin, der hidrørte fra den anvendte fisk. Foderplanen ses af tabel 1. Hanhvalpene blev vejet ved udsætning, d. 20. september og ved pelsning. Skindlængden blev målt, og skindkvalitet vurderet af uvildige dommere.

Tabel 1.

Procent iblanding af råvarer Fiskeaffald Industrifisk Fjerkræaffald Fiskeensilage Byg Hvede Proteinblanding * Soyaolie Hvedeklid Svinefedt Vitaminblanding Vand Plantal: Tørstof Energifordeling Energiindhold g/100kcal

6,9 20,6 10 10 9,2 9,2 10,9 5,7 1 2,8 0,2 13,8 49 29:51:20 224

Analysetal: 49 Tørstof 29:50:21 Energifordeling 220 Energiindhold g/100kcal Ethoxyquin, ppm 24 Hold 31 167 Hold 81 Poteinblandingen indeholdt: fiskemel, hæmoglobinmel, kartoffelprotein, kød & benmel og hvede- og majs-gluten.

Data blev behandlet med SAS statistikprogrammet, ved hjælp af proceduren GLM (LSMEANS, PDIFF, ss2 ss4). Resultater Vejeresultaterne ses af tabel 2. Ved udsætning vejede begge hold 780 g. Der var signifikant forskel i septembervægtene, således at det hold, der fik ethoxyquin i højst tilladte mængde, vejede mindre end kontrolholdet. Ved pelsning var der ingen signifikant forskel i vægtene mellem holdene, men det var stadig kontrolholdet der havde den bedste vægt og tilvækst. Tabel 2

Ved pelsning blev tilfældigt udvalgt 15 hanhvalpe og 15 tævehvalpe fra hvert hold, lever og nyrer blev udtaget og afblødt, hvorefter de blev vejet. Nyrernes gennemsnitsvægt blev beregnet, hvorefter lever- og nyrevægt i forhold til kropsvægten blev beregnet.

176

Foderplan for kontrolhold (hold 31) og ethoxyquinhold (hold 81) i vækstperioden 1998.

Faglig Årsberetning 1999

Vejeresultater for hanhvalpe i kontrolhold (hold 31) og ethoxyquinhold (hold 81) i vækstperioden 1998 (Tallene i parentes angiver standardafvigelsen). Forskellige bogstaver i en kolonne angiver , at der er statistisk sikker forskel mellem holdene. Hold

Septembervægt, gram

Pelsningsvægt, gram

31

2164 (289) A

2271 (335)

81

2087 (227) B

2217 (310)


Ethoxyquin i foderet til minkhvalpe i vækstperioden

Der var ingen signifikant forskel i længden af skindene ved pelsning (p=0,08) (tabel 3); men skindlængden i kontrolholdet var dog 1,2 cm længere end i ethoxyquinholdet. Der var heller ikke signifikant forskel i skindkvalitet, farve og renhed mellem holdene. Der var ingen signifikant forskel i Tabel 3 Hold

Skindkvalitet for hanhvalpe i kontrolhold (hold 31) og ethoxyquinhold (hold 81) i vækstperioden 1998 (Tallene i parentes angiver standardafvigelsen). Skind længde, cm

Kvalitet , 1-12

Farve,

Renhed,

Silkede,

1-5

1-5

%

Hold

Flade/fyldige, % Dårlig uld

Normal uld

God uld

31

81,5 (4,7) *

6,1 (2,4)

3,0 (1,2)

2,9 (1,1)

11,8

12,5

77,2

10

81

80,3 (4,7) *

6,5 (2,4)

3,2 (1,1)

2,8 (1,0)

20,9

9

79,1

12

* p=0,08

p=0,09

Den relative nyre- og levervægt hos han- og tævehvalpe i de to hold, ses af tabel 4. Der er ingen signifikant forskel, men det er i alle tilfælde ethoxyquinholdene, der har de højeste værdier. Tabel 4

frekvensen af flade og fyldige skind, samt silkede skind. Der var dog betydeligt flere silkede skind i ethoxyquinholdet sammenlignet med kontrolholdet (p=0,09). Der var ingen signifikant forskel i frekvensen af gnav, våd bug og klatter mellem holdene.

Relativ lever- og nyrevægt for han- og tævehvalpe i kontrolhold (hold 31) og ethoxyquinhold (hold 81) i vækstperioden 1998 (Tallene i parentes angiver standardafvigelsen). Relativ nyrevægt, g Relativ levervægt, g

31 %

0,23 (0,03)

2,6 (0,5)

81 %

0,24 (0,04)

2,8 (0,3)

31 &

0,28 (0,04)

3,0 (0,5)

81 &

0,31 (0,11)

3,2 (0,5)

Ved den histologiske undersøgelse af formalinfikseret lever- og nyrevæv fra 5 hanhvalpe pr hold, blev der fundet en tendens til lidt mere udtalte forandringer i nyre og lever hos hvalpe fra ethoxyquin-holdet fremfor kontrolholdet, men der bør foretages en toksikologisk undersøgelse før nogen endelig konklusion kan drages.

statistisk sikker forskel i lever- og nyrevægte mellem holdene, men det var ethoxyquinholdet, der havde de største relative værdier. Hvorvidt ethoxyquin i højst tilladte mængde (150 ppm) har negativ betydning for hvalpene i vækstperioden, kan ud fra det foreliggende ikke afgøres, men på grund af den negative betydning på hvalpevægtene, bør man være opmærksom på anvendelsen af produktet i pelsdyrfoder. Referencer Clausen, T., Hejlesen, H., Børsting, C.F., Damgaard, B.M., Engberg, R., Jensen, S.K., 1998, Fede fiskeprodukter til mink i vækstperioden, - Undersøgelser i 1996. Faglig Årsberetning for 1997 s. 43 ff. Clausen, T.N., 1998, Anvendelse af ethoxyquin i størst tilladte mængde. Faglig Årsberetning for 1997, s. 61 ff. Madhavi D.L., Deshpande S.S., Salunkhe D.K., 1996, Food antioxidants, Marcel Dekker, New York, s. 305 ff. The MERCK index 10.ed., 1983

Konklusion Anvendelse af ethoxyquin i højst tilladte mængde i vækstperioden, nedsætter tilvæksten hos hvalpene frem til september måned. Den lavere vægt i september bliver delvis indhentet til pelsning, men der opnås stadig den laveste vægt og de korteste skind i det hold, der får mest ethoxyquin. Der var ingen

1969 Evaluation of some pesticide residues in food, Food and Agriculture organization of the United Nations World Health Organization, 1970.

Faglig Årsberetning 1999

177


178

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Infektion med Kolibakterier hos Mink Liana Vulfson, Karl Pedersen, Hans Henrik Dietz & Ths. Holmen Andersen

Statens Veterinære Serumlaboratorium, Afd. for Fjerkræ, Fisk og Pelsdyr, Hangøvej 2, 8200 Århus N Sammendrag Infektioner, hvor der isoleres kolibakterier (E. coli) er almindeligt forekommende hos mink i hele produktionsperioden, uden at man altid med sikkerhed er i stand til at vurdere, hvorvidt sygdomstilstanden primært er fremkaldt af kolibakterier, eller om det drejer sig om en tilstødende infektion. Hidtil er der kun foretaget få undersøgelser af kolibakterier isoleret fra diarré udbrud hos mink. I nærværende undersøgelse er der indsamlet i alt 210 koliisolater fra 98 raske og 112 syge dyr på 6 minkfarme, hvorefter isolaterne er serotypet og deres følsomhed overfor 12 forskellige antibiotika er bestemt. Prøverne bestod af fæcesprøver udtaget fra 15 syge og 15 tilsyneladende raske dyr på hver minkfarm. Der blev i alt indsamlet 147 nonhæmolytiske og 63 hæmolytiske koliisolater. Der fandtes tilnærmelsesvis samme antal nonhæmolytiske og hæmolytiske kolibakterier hos både raske og syge dyr. Der blev påvist i alt 46 forskellige serotyper, hvoraf de oftest forekommende fandtes at være O2, O6 og O25, men der sås ingen signifikante forskelle mellem serotyperne fra henholdsvis syge og raske individer. Resistensbestemmelsen blev udført ved hjælp af agarfortyndingsmetoden, og MIC værdien blev bestemt.Alle isolater fandtes værende fuldt følsomme overfor enrofloxacin, neomycin, gentamicin og colistin, men resistente overfor tylosin og lincomycin. Der fandtes varierende resistensmønstre overfor tetracyklin, amoxycillin, ampicillin, sulfamethoxazol og trimethoprim imellem de 6 undersøgte minkfarme, hvoraf andelen af resistente bakterier lå mellem 0 til 57,7%. Der fandtes yderligere ca. 50% flere resistente koliisolater blandt de hæmolytiske end de nonhæmolytiske kolibakterier. Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H. & T.H. Andersen, (2000). Infektion med kolibakterier hos mink. Faglig Årsberetning 1999, 179-186. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Escherichia coli is a common finding in outbreaks of diarrhoea in mink during the production season although their role as primary causal organisms remains unclear. Few investigations of E. coli isolated from mink with diarrhoea have been conducted. The present study was undertaken to determine the serotypes and antimicrobial susceptibility of E. coli isolates from healthy and diseased mink. On 6 different farms, rectal swabs were taken from healthy and diseased animals, once at the outbreak of disease and again approximately 2 weeks later. The swabs were subjected to bacteriological investigation, and a total of 210 E. coli were isolated, 98 from healthy animals and 112 from diseased. All isolates were serotyped and subjected to MIC determination to 12 antimicrobial compounds. One hundred and forty seven isolates were haemolytic, whereas 63 were non-haemolytic. Both haemolytic and non-haemolytic strains were isolated from healthy as well as diseased animals. A large number of serotypes were detected, the most frequent being O2, O6 and O25, but occurrence of diarrhoea was not associated with the presence of specific serotypes. All isolates were resistant to tylosin and lincomycin, and sensitive to enrofloxacin, neomycin, gentamicin and colistin. For tetracyclin, amoxycillin, ampicillin, sulfamethoxazol, and trimethoprim, considerable variations in susceptibility were found among the 6 mink farms, resistance of E. coli strains ranging from 0 to 57.7%. Furthermore, resistance to these compounds was approximately 50% more abundant among haemolytic strains than among non-haemolytic. Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H. & T.H. Andersen, (2000). E. coli infection in mink. Annual Report 1999, 179-186. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Der eksisterer et stort sygdomsmæssigt erfaringsgrundlag med kolibakterier hos pelsdyr, men der er kun ringe kendskab til sygdomsbestemmende faktorer (fx serotype) hos kolibakterier, som det kendes fra andre husdyr (Jørgensen et al. 1996). Med en mere detaljeret viden om kolibakterier i relation til andre sundheds- og sygdomsbestemmende faktorer som foder og

fodringsstrategi, managementforhold, overvågningsgraden i besætningen kan der ideelt iværksættes en bedre generel sygdomsog sundhedsovervågning, herunder behandlings- og vaccinationsstrategi. Infektioner forårsaget af kolibakterier (E. coli) er almindeligt forekommende hos mink i hele produktionsperioden. Alle aldersgrupper rammes, og infektionerne antages at medføre økonomiske tab for minkproducenten og erhvervet som følge af forhøjet dødelighed,

Faglig Årsberetning 1999

179


Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H. & T.H. Andersen

forringet pelskvalitet og for høje produktionsomkostninger. Sygdom forårsaget af kolibakterier kan opdeles i sygdomskomplekser: 1) Fra 3.- 4. leveuge ses infektioner forårsaget af kolibakterier med spredning via blodbanen til de indre organer, ofte med betydelig dødelighed (Löliger 1970) 2) Kolidiarré ved fravænningstidspunktet (Hunter 1996a) 3) Fra udsætning til pelsning optræder der jævnligt diarré, hvor kolibakterier er en medvirkende faktor (Löliger 1970) 4) Gennem hele produktionsperioden ses lungeinfektioner forårsaget af kolibakterier. Sygdommen kan både være primær eller sekundært til anden sygdomstilstand, fx plasmacytose, virusenteritis, hvalpesyge (Hunter 1996b) Ved optræden af kliniske symptomer eller dødsfald i forbindelse med mistanke om koliinfektion i en minkbesætning, behandles formentlig ofte med antibiotika allerede inden, der foreligger en laboratoriemæssig undersøgelse. Det anvendte præparat er derfor ikke nødvendigvis virksomt mod netop den bakterie, som forårsagede infektionen. Først når laboratoriesvar og resistensprofil foreligger, kan man vurdere, om det valgte præparat er virksomt og eventuelt skifte til et andet. Fremgangsmåden er uhensigtmæssig, idet den udbredte brug af antibiotika, før resistensresultaterne foreligger, kan føre til resistensudvikling og selektion af resistente bakteriestammer, hvorved tidligere anvendte effektive antibiotika kan være virkningsløse efter nogen tids brug i besætningen (Alban et al. 1991). Det er velkendt, at E. coli relativt let udvikler resistens mod visse antibiotika; senest er dette dokumenteret ved undersøgelse af danske mink i 1996, hvor resistens mod tetracyklin påvistes hos ca. 70%, og resistens mod ampicillin og amoxycillin påvistes hos ca. 60% af undersøgte koliisolater (Nørregård & Kjems 1999). Findes der kolibakterier i tarmkanalen hos dyr med diarré, kan der være flere forklaringer herpå:

180

a) De påviste kolibakterier er en bestanddel af den normale tarmflora, og diarréen har oprindeligt en anden årsag. b) Diarréen er forårsaget af en anden sygdomsfaktor, der skaber ubalance i tarmkanalen, så kolibakterierne får mulighed for at opformere sig og fremkalde sekundær kolidiarré. c) De kolibakterier, som har fremkaldt diarréen, er direkte sygdomsfremkaldende i sig selv. Den sidstnævnte type af kolibakterier kendes blandt andet fra mennesker, kalve og grise (Blood & Radostits 1989). Disse bakterier besidder specifikke egenskaber (virulensfaktorer), der betinger fasthæftning til tarmens overflade, invasion gennem tarmslimhinden eller udskillelse af giftstoffer, der øger væskeudskillelse til tarmkanalen og således forårsager diarré og væsketab (Boedeker 1984, Roth & Bolin 1995). Disse egenskaber er undertiden knyttet til bestemte serotyper ( O-typer), men da nogle af egenskaberne er overførbare, er en bestemmelse af O-typen ikke altid tilstrækkelig til at afgøre, hvorvidt et E. coliisolat er specifikt sygdomsfremkaldende (Nataro & Kaper 1998, Roth & Bolin 1995). I modsætning til mange dyrearter er der ikke noget særligt godt kendskab til de patogene O-typer hos mink (Ørskov & Ørskov 1997). Derfor er der behov for en specifik karakterisering af koliisolater hos mink med henblik på deres serotyper og resistensforhold og efterfølgende identifikation af de mulige genetiske elementer, der koder for sygdomsfremkaldende egenskaber (virulensdeterminanter). Dette vil så på længere sigt kunne føre til en accelereret diagnostik baseret på virulensdeterminanter, og en således stillet diagnose kan lede til en mere målrettet sygdomsbekæmpelse. I nærværende undersøgelse er der indsamlet i alt 210 koliisolater fra såvel raske som syge dyr på 6 minkfarme, hvorefter isolaterne er serotypet og følsomhed overfor et bredt udsnit af antibiotika er bestemt. I denne rapport fremlægges de anvendte metoder og de opnåede resultater.

Faglig Årsberetning 1999


Infektion med kolibakterier hos mink

Materialer og metoder Udvælgelse af farme Der blev i løbet af diegivnings- og fravænningsperioden udvalgt i alt 6 minkbesætninger med udbrud af kolidiarré. Udvælgelsen foregik på baggrund af indsendelser til laboratorieundersøgelse, laboratoriefund og efterfølgende hurtig besætningskontakt. Kriterier for udvælgelse af deltagende besætninger var tidspunkt for sygdomsforekomst, forandringer ved obduktion og histopatologisk undersøgelse af indsendte dyr samt påvisning af kolibakterier i renkultur fra tarmkanalen af syge/døde dyr. Farmstørrelsen var relevant, idet prøverne skulle udtages fra et repræsentativt antal dyr. Endeligt var et vigtigt kriterium, at der på tidspunktet, hvor diagnosen blev stillet, ikke var foretaget en behandling med antibiotika i besætningen. Generelle besætningsoplysninger samt specifikke oplysninger vedrørende sygdomsudbruddet blev indhentet ved besøg på farmen. Prøvetagning Under besøget blev der udtaget fæcesprøver fra 15 syge dyr og 15 tilsyneladende raske dyr. De raske dyr var fordelt på både sygdomsramte og sygdomsfrie afsnit af farmen. Desuden blev der indsamlet supplerende materiale i form af døde dyr fra nogle af de udvalgte besætninger. Der blev aftalt nyt besøg 14 dage senere med udtagning af tilsvarende prøver fra de samme dyr. Hvis nogle af dyrene var døde i den mellemliggende periode blev prøven udtaget fra dyret i buret umiddelbart ved siden af. Fæcesprøver fra de udvalgte syge og raske dyrs endetarm blev udtaget med sterile vatsvabre. Bakteriologisk undersøgelse Alle svaberprøver blev straks efter udtagning spredt på blodagar og drigalskiagar, hvorefter svabrene blev stukket enkeltvis i kryorør indeholdende serumbouillon og 15% glycerol, mens den usterile del af svaberen blev knækket af og låget skruet fast på. Alle prøver blev samme dag indbragt til Statens Veterinære Serumlaboratorium i Århus, hvor agarplader blev inkuberet aerobt natten over

ved 37˚C. Kryorørene med resten af prøvematerialet blev anbragt ved –80˚C med henblik på mulig senere gentagelse af visse analyser. Blod- og drigalskipladerne blev aflæst næste dag, og kolisuspekte kolonier blev udvalgt og subkultiveret. De rendyrkede isolater blev herefter spredt på MacConkey-agar, hvorefter de kolipositive isolater umiddelbart blev frosset ved –800C og frysetørret med henblik på senere serotypning og resistensbestemmelse. Isolater, som gav negativt resultat på MacConkey-agar, blev underkastet supplerende undersøgelse ved hjælp af API 20E-testkit, hvorfra de kolipositive isolater ligeledes blev gemt til senere brug. O-serotypning O-serotypningen blev udført ved reaktion med polyklonale kanin-antisera mod E. coli O-serotyper ved agglutination i mikrotiterbakker (Ørskov & Ørskov 1984). Reaktionstitre fra positive enkeltsera blev bestemt ved udtitrering i mikrotiterbakker. En titer ansås for at være acceptabel ved mindst 1:320. Der blev taget hensyn til kendte krydsreaktioner ved tilfælde, hvor mindre end to fortyndingstrin adskilte Otyperne. Resistensbestemmelse En mikroorganismes følsomhed overfor et antibiotikum kan udtrykkes ved MIC-værdien (minimum inhibitory concentration). MIC angiver den mindste koncentration af midlet, som virker hæmmende på den pågældende mikroorganisme, hyppigt udtrykt i µg/ml (Murray et al. 1999). Resistensbestemmelsen blev udført ved hjælp af agarfortyndingsmetoden, hvor bakterier blev punktudsået på substrat med 2foldsfortyndinger af antibiotikum. Den laveste koncentration, hvor bakteriestammen netop ikke vokser, registreres som MIC (NCCLS 1997a). Der blev undersøgt for følsomhed over 12 antibiotika: tetracyklin (TET), colistin (COL), lincomycin (LIN), tylosin (TYL), spectinomycin (SPE), gentamicin (GEN), neomycin (NEO), enrofloxacin (ENR), ampicillin (AMP), amoxicillin (AMO), sulfamethoxazol (SUL), trimethoprim (TMP).

Faglig Årsberetning 1999

181


Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H. & T.H. Andersen

For antibiotika, hvor NCCLS break-points er opgivet, blev disse anvendt, mens der for øvrige antibiotika blev anvendt break-points, almindeligt anvendt på Statens Veterinære Serumlaboratorium (NCCLS 1997b, Aarestrup et al. 1997). På baggrund af de målte MIC-værdier og de anvendte breakpoints, blev hvert bakterieisolat henført til en af kategorierne følsom, intermediær eller resistent. De anvendte breakpoints fremgår af Tabel 1. Som kontrol af metode og korrekt udførelse anvendtes følgende kontrolstammer med kendte MIC-værdier: Enterococcus faecalis ATCC 29212, Staphylococcus aureus ATCC 29213, E. coli ATCC 25922 og Pseudomonas aeruginosa ATCC 27853 (NCCLS 1997a,b).

Tabel 1. Break-points for de anvendte antibiotika. Antibiotikum Tetracyklin Colistin Lincomycin Tylosin Spectinomycin Gentamicin Neomycin Enrofloxacin Ampicillin Amoxicillin Sulfamethoxazol Trimethoprim

MIC break-points, µg/ml Følsom Intermediær Resistent ≤4 8 ≥ 16 ≤8 ≥ 16 ≤ 0,5 1-4 ≥8 ≤ 0,5 1-4 ≥8 ≤ 64 ≥ 128 ≤4 8 ≥ 16 ≤ 16 32 ≥ 64 ≤ 0,5 1 ≥2 ≤8 16 ≥ 32 ≤8 16 ≥ 32 ≤ 256 ≥ 512 ≤ 256 ≥ 512

Resultater og diskussion Der blev i alt indsamlet 147 nonhæmolytiske og 63 hæmolytiske koliisolater. I tabel 2 demonstreres de isolerede kolibakteriers hæmolyseegenskaber. Serotyper (O-typer) af kolibakterier isoleret fra henholdsvis syge og raske dyr fordelt på 6 forskellige farme er vist i tabel 3.

Tabel 2. Hæmolyseegenskaber hos kolibakterier isoleret fra mink. De 2 besøg blev foretaget med 2 ugers interval. Antal Antal Antal Antal nonFarm Besøg Antal raske* dyr Antal syge dyr hæmolytiske nonhæmolytiske med hæmolytiske hæmolytiske nr. nr. med kolibakterier kolibakterier kolibakterier kolibakterier kolibakterier kolibakterier 1 2 1 2 1 2 1 2 1 2 1 2

10 11 4 2 7 5 3 10 5 4 8 13 5 10 6 2 13 Total 98 *tilsyneladende raske individer 1

1 1 0 3 0 5 4 3 3 3 1 4 28

9 10 4 4 5 5 1 5 10 7 1 9 70

7 7 6 9 4 6 6 9 14 14 7 23 112

0 1 2 3 1 0 4 3 1 4 3 13 35

Tabel 3. O-typer af kolibakterier isoleret fra syge og raske dyr fordelt på 6 minkfarme. Antal Farm Besøg raske*dyr Antal syge dyr med med Påviste serotyper nr. kolibakterier Nr. kolibakterier 1 2 1 2 1 2 1 2 1 2 1 2

1 2 3 4 5 6 Total

Påviste serotyper

10 11 4 7 5 10 5 8 13 10 2 13

2,7,32,86,88,153,166 2,18/23,78,86,88,108,114,166 6,45,88 NT,2,51,153,157 NT,7,11,15,21 11,25,51,78 2,4,101,153, 4,6,60/134,78,153 2,3,6,7,15,39,51,78,153,NT NT,8,25,68,69,88,153 6,112 6,15,16,25,45,75,84,153

7 7 6 9 4 6 6 9 14 14 6 23

2,7,86,88,114 2,8,51,78,114,116 45,112,128,157 NT,6,15,21,78 7,8,25,27 NT,8,78,92,140 NT,2,106 2,3,25,45,78,81,156 NT,6,15,17,23,25,39,78,142 2,22/76,45,69,77,88,143,153 2,6,15,25,112 2,3,4,6,15,23,25,45,78,101,117,153

98

2,3,4,6,7,8,11,15,16,21,25,32,39,45,51, 68,69,75,78,84,86,88,101,108,112,114, 153,157,166, NT, 60/134, 18/23

112

2,3,4,6,7,8,15,17,23,25,27,39,45,51,69,77, 78,81,86,88,92,101,106,112,114,116,117, 128,140,142,143,153,156,157

*tilsyneladende raske individer

182

7 6 4 6 3 6 2 6 13 10 4 10 77

Faglig Årsberetning 1999


Infektion med kolibakterier hos mink

Der påvises hyppigt kolibakterier i forbindelse med sygdomstilstande hos mink, uden at man er i stand til at vurdere, hvorvidt sygdomstilstanden primært er fremkaldt af kolibakterier, eller om det drejer sig om en tilstødende infektion. Når der rutinemæssigt påvises kolibakterier i blod eller indre organer, kan man antage, at bakterierne har invaderet de indre organer fra tarmkanal eller luftveje og derved har fremkaldt blodforgiftning. Ved diarrétilstande derimod er forklaringen ikke så enkel, da kolibakterier hos såvel syge som raske dyr må betragtes som værende en del af den normale tarmflora. Ved undersøgelsens start var der problemmer med at identificere besætninger, der ville egne sig til projektet. Problemet bestod i, at de minkfarme med udbrud af diarre, som sendte dyr ind til undersøgelse på Statens Veterinære Serumlaboratorium, og hvorfra der blev isoleret kolibakterier, var gået i gang med en antibiotikabehandling allerede før en relevant diagnose blev stillet. Isolater fra disse besætninger ville derfor være uegnede til en bakteriologisk undersøgelse. De indsamlede koliisolater blev inddelt i to grupper: hæmolytiske og nonhæmolytiske. Eftersom man formoder at hæmolysinegenskabet er forbundet med en kraftigere sygdomsfremkaldende effekt hos de kolibakterier, som besidder denne egenskab end dem uden, fandtes det relevant at se nærmere på de to grupper i forhold til antallet af syge og raske dyr.

Ved denne undersøgelse har det dog ikke været muligt at påvise nogen forskel mellem de to grupper, idet der fandtes tilnærmelsesvis samme antal hæmolytiske og nonhæmolytiske kolibakterier hos både syge og raske individer (Tabel 2). Ud fra tabel 2 kan man ligeledes udlede, at der ingen sammenhæng kunne påvises mellem antallet af isolerede kolibakterier fra henholdsvis syge/raske individer og besøg1/besøg2, idet der hverken kunne påvises flere kolibakterier hos de syge dyr i forhold til de raske eller der blev isoleret færre kolibakterier under det andet besøg i besætningen, 14 dage efter udbrud af sygdom end under selve sygdomsudbrudet. Der var stor variation på de fundne Oserotyper isoleret fra både raske og syge dyr. Der fandtes ikke synlig forskel mellem serotyperne fra henholdsvis syge og raske mink. Antallet af fundne serotyper var nogenlunde ens hos de to grupper dyr (Tabel 3). Der fandtes dog et væsentlig mindre antal serotyper blandt de hæmolytiske koliisolater end de nonhæmolytiske (Tabel 4). De koliisolater som blev påvist at have Oserotype 157 blev testet negative for produktion af specifikke toxiner (giftstoffer), VT1, VT2, VT all og eae-faktor. Hermed kan udelukkes, at disse isolater tilhører typen O157:H7 også kendt som ”burgerbakterien”, der kan medføre døden hos mennesker (Anon. 1999).

Tabel 4. O-typer af kolibakterier fordelt på hæmolytiske og nonhæmolytiske E.coli-isolater. Antal Antal Farm Besøg nonhæmolytiske Påviste serotyper hæmolytiske nr. nr. kolibakterier kolibakterier 1 2 1 2 1 2 1 2 1 2 1 2

1 2 3 4 5 6 Total

16 16 8 10 8 11 3 11 23 17 5 19

147

2,7,32,86,88,114,153,166 2,8,18/23,51,78,86,88,108,114,116,166 6,45,88,128,157 NT,2,15,51,78,153 NT,7,8,11,15,21,27 NT,8,78,92,140 NT,101,106 3,25,45,60/134,78,153,156 3,6,7,15,23,25,39,51,78,142,153, NT NT,2,8,25,22/76,45,68,69,77,88,143 11,15,112 3,15,16,25,45,75,78,84,101,153 2,3,6,7,8,11,15,16,21,23,25,27,32,39,45,51,68,69,75,77, 78,84,86,88,92,101,106,108,112,114,116,140,142,143, 153,156,157,166,NT, 60/134, 18/23, 22/76

1 2 2 6 1 5 8 6 4 7 4 17

63

Påviste serotyper 7 2 112 2,6,21,157 25 11,25,51 2,4,153 2,4,6,81,153 NT,2,6,17 2,25,153 NT,2,6,25 2,4,6,23,75,117,153 2,4,6,7,11,17,21,23,25, 51,75,81,112,117,153, 157

*tilsyneladende raske individer

Faglig Årsberetning 1999

183


Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H. & T.H. Andersen

Samtlige isolater blev desuden underkastet en specifik undersøgelse for antibiotikaresistens. De såkaldte MIC-bestemmelser blev foretaget for 12 forskellige antibiotika. MIC-værdien for samtlige koliisolater blev fastlagt efter bestemte breakpoints gældende for de enkelte antibiotika (Tabel 1). Det er almindelig kendt, at brug af antibiotikum gennem længere tid kan medføre udvikling af resistens blandt de bakterier, man forsøger at bekæmpe. Denne undersøgelse viste, at alle isolater var fuldt følsomme overfor colistin, gentamicin, neomycin og enrofloxacin, men resistente overfor tylosin og lincomycin. Resultaterne for spektinomycin var ikke konklusive, og vil blive gentaget. For amoxycillin, ampicillin, tetracyklin, sulfamethoxazol og trimethoprim var der derimod varierende resistensmønstre.

Amoxycillin og ampicillin havde samme resistensmønstre, og repræsenteres i Tabel 57 derfor kun af amoxycillin. Der fandtes betydelige forskelle i resistensmønstret imellem de 6 undersøgte minkfarme (Tabel 5). Der fandtes ca. 50% flere resistente koliisolater blandt de hæmolytiske end de nonhæmolytiske kolibakterier (Tabel 6). Der fandtes ingen udvikling i resistensen imellem besøg 1 og besøg 2 i minkbesætningerne. Andelen af resistente kolibakterier i den nationale resistensovervågning (DANMAP) har også vist sig at være høj for netop tetracyklin, ampicillin, trimethoprim og sulfonamid, og endda på niveau med tallene for farmene med de højeste niveauer (Anon. 1997, 1998). I denne overvågning indgår isolater fra svin, kvæg og fjerkræ.

Tabel 5. Resistente E.coli-isolater fordelt over 6 minkfarme. Antibiotikum Tetracyklin Amoxycillin Sulfamethaxazol Trimethoprim

Farm 1 n=35 0 2,9% 8,6% 0

Farm 2 n=26 38,5% 34,6% 57,7% 15,4%

% resistente E.coli-isolater Farm 3 Farm 4 Farm 5 n=25 n=28 n=51 8,0% 46,4% 25,5% 8,0% 50,0% 29,4% 36,0% 50,0% 17,6% 12,0% 35,7% 2,0%

Farm 6 n=45 17,8% 17,8% 26,7% 2,2%

Total n=210 21,9% 23,3% 29,5% 9,5%

Tabel 6. Resistente E.coli-isolater fordelt på hæmolyseringsegenskaber. Antibiotikum Tetracyklin Amoxycillin Sulfamethaxazol Trimethoprim

Hæmolytiske kolibakterier n=63 33,3% 33,3% 39,7% 15,9%

% resistente E.coli-isolater Nonhæmolytiske kolibakterier n=147 17,0% 19,7% 25,8% 6,8%

Total n=210 21,9% 23,8% 30,0% 9,5%

Tabel 7. Resistente E.coli-isolater fordelt på besøg 1 og besøg 2 på de 6 minkfarme. Antibiotikum Tetracyklin Amoxycillin Sulfamethaxazol Trimethoprim

% resistente E.coli-isolater Besøg 2 n=127 20,0% 26,8% 31,5% 10,2%

Besøg 1 n=82 25,6% 18,3% 28,0% 8,5%

Konklusion Ved denne pilotundersøgelse har det ikke været muligt at påvise tydelig forskel mellem de 2 kategoriske grupper af mink, idet der fandtes tilnærmelsesvis samme antal hæmolytiske og nonhæmolytiske kolibakterier hos både syge og raske individer (tabel 2). Ud

184

Total n=210 22,4% 23,3% 30,0% 9,5%

fra tabel 2 kan man ligeledes udlede, at der ingen sammenhæng kunne påvises mellem antallet af isolerede kolibakterier fra henholdsvis syge/raske individer og besøg1/besøg2, idet der hverken kunne påvises flere kolibakterier hos de syge dyr i forhold til de raske, eller at der blev isoleret færre kolibakterier under det andet besøg i

Faglig Årsberetning 1999


Infektion med kolibakterier hos mink

besætningen, 14 dage efter udbrud af sygdom end under selve sygdomsudbrudet.

Blood, D.C., Radostits, O.M.: Veterinary Medicine, seventh edition. 1989.

Der var stor variation på de fundne Oserotyper isoleret fra både raske og syge dyr. Der fandtes ikke synlig forskel mellem serotyperne fra henholdsvis syge og raske mink. Antallet af fundne serotyper var nogenlunde ens hos de to grupper dyr (Tabel 3). Der fandtes dog et væsentlig mindre antal serotyper blandt de hæmolytiske koliisolater end de nonhæmolytiske (Tabel 4). Denne undersøgelse viste, at der blandt kolibakterier hos mink var udbredt resistens over for almindeligt anvendte antimikrobielle midler. Der fandtes ingen sammenhæng i udvikling af resistens imellem besøg 1 og besøg 2 i minkbesætningerne. Validering af resultaterne betinger en yderligere undersøgelse af forekomsten af kolibakterier i et større antal farme sammenholdt med udviklingen i minkens tarmflora under såvel raske som sygdomsmæssige forhold. Resistensudvikling blandt kolibakterier isoleret fra danske mink er interessant både for dansk pelsdyrproduktion og generel resistensovervågning blandt danske husdyr. Dette punkt kræver yderligere undersøgelser.

Boedeker, E.C. (ed.): Attachment of organisms to the gut mucosa. CRC Press, Inc., Boca Raton, Florida. 1984, p. 39-46.

Referencer Alban, L., Jensen, T.K., Pedersen, K.: Antibiotikaresistens for isolater af Escherichia coli fra danske kalve i 1990. Dansk Veterinærtidsskr. 1991,74, 580-583. Anon. (1998) DANMAP 97 - Consumption of antimicrobial agents and occurrence of antimicrobial resistance in bacteria from food animals, food and humans in Denmark. (Bager, F. (ed.)) Danish Zoonosis Center, Copenhagen, pp. 59. Anon. (1997) Consumption of antimicrobial agents and occurrence of antimicrobial resistance in bacteria from food animals, food and humans in Denmark. (in Danish). (Bager, F. (ed.)) Danish Zoonosis Center, Copenhagen, pp. 50. Anon., Nyt om Mikrobiologi, 49, juni 1999, SSI.

Hunter, B.D.: Digestive system of mink. In: Mink - biology, health and disease. Eds. : Hunter B. and Lemieux N., 1996a, Toronto, Canada, p. 14.3-14.13. Hunter, B.D.: Respiratory system of mink. In: Mink - biology, health and disease. Eds. : Hunter B.D. and Lemieux N., 1996b, Toronto, Canada, p.13.2-13.3. Jørgensen, M., Scheutz, F., Strandbygaard, B.: Escherichia coli and virus isolated from ”Sticky Kits”. Acta Vet. Scand. 1996,37, 163-169. Löliger, H.C.: Pelztierkranheiten. Veb Gustav Fischer Verlag, Jena. 1970, p. 69-72. Murray, P.R., Baron,E.J., Pfaller, M.A., Tenover, F.C., Yolken, R.H. (eds.): Manual of clinical microbiology, 7th ed. ASM Press, Washington, D.C., 1999, p.1467-1600. Nataro, J.P., Kaper, J.B.: Diarrheagenic Escherichia coli. Clin. Microbiol. Rev. 1998,11,142-201. National Committee for Clinical Laboratory Standards: Performance Standards for Antimicrobial Disk and Dilution Susceptibility Tests for Bacteria Isolated from Animals; Tentative Standard. NCCLS, Wayne, Pa., 1997a. National Committee for Clinical Laboratory Standards: Methods for dilution antimicrobial susceptibility testing for bacteria that grow aerobically. NCCLS, Wayne, Pa., 1997b. Nørregård, S.B., Kjems, A.: Udbredelse af antibiotikaresistens på danske minkfarme. Projektrapport 1997. Nyt om Mikrobiologi, 49, juni 1999, SSI. Roth, J.A., Bolin, C.A.: Virulence mechanisms of bacterial pathogens. ASM Press, Washington D.C. 1995, pp. 37-41, 232-237. Ørskov, F., Ørskov, I.: Serology, chemistry and genetics of O and K antigens of

Faglig Årsberetning 1999

185


Infektion med kolibakterier hos mink

Escherichia coli. Bacteriol. Rev. 1977,41,667710. Ørskov, F., Ørskov, I.: Serotyping of Escherichia coli. Methods in Microbiology 1984,14,44-112.

186

Aarestrup, F.M., Nielsen, E.M., Madsen, M.,Engbjerg, J.: Antimicrobial susceptibility patterns of thermophilic Campylobacter spp. from humans, pigs, cattle and broilers in Denmark. Antimicrob. Agents Chemother. 1997,41,2244-2250.

Faglig Årsberetning 1999


Afprøvning af Finmasket Fodertråd på Redekasselåget i Maj – Juni Måned 1998 Kristin Sørensen og Ulla Lund Rasmussen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro. Sammendrag I dette forsøg er 2 trådtyper anvendelse som fodertråd på redekasselåget blevet undersøgt. Type 1 svarende til kontrol er Bezinal galvaniseret 1” x 1”, mens type 2 er mere finmasket (3/4” x 3/4”) også Bezinal galvaniseret. Resultatet af denne undersøgelse blev, at der ikke var nogen forskel på trådtyperne med hensyn til hvalpenes samlede biomassetilvækst eller forholdene ved livdyrsortering. Derimod så det ud til, at hvalpene voksede mindre, og at tæverne havde lidt større vægttab på finmaskettråd. Forsøgsbetingelserne var dog ikke 100% optimale. Konklusionen er derfor noget usikker. Forsøget bør derfor gentages. Sørensen, K. & U.L. Rasmussen, (2000). Afprøvning af finmasket fodertråd på redekasselåget i maj – juni måned 1998. Faglig Årsberetning 1999, 187-189. Pelsdyrerhvervets Forsøgs og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract A trial was performed using two different wire mesh sizes on the lid of the nest box. Type 1 was mesh size, 1”x 1” used in the control group, and type 2 was mesh size ¾”x ¾”, used in the trial group. Both types were Bezinal galvanised. There were no differences between the two groups in relation to total biomass gain of the mink kits, nor in the parameters used at the time of selection of breeding animals. There was a tendency towards lower kit weight gain and higher weight loss in the females in the trial group. The trial conditions were not optimal and a final conclusion is therefore somewhat uncertain. It is recommended that the trial be repeated. Sørensen, K. & U.L. Rasmussen, (2000). Test of finely-meshed wire on the nest box in the period May-June 1998. Annual Report 1999, 187-189. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Formål At undersøge, om et højt vandindhold i foderet ved brug af finmasket fodertråd på redekasselåget påvirker hvalpenes tilvækst og tævernes fravænningsvægt.

hvalpene vejet den 24/6. Hvalpene blev fravænnet ved 43 dage. Derfor var der ved vejningen den 11/6, nogle kuld som var fravænnet medens andre først blev fravænnet senere.

Materiale og metoder

Der blev fodret på redekasselåget fra og med forsøgets start den 27/5 og til den 25/6 1998.

Til afprøvningen trådtyper:

blev

der

anvendt

2

Hold 1: Kontrol 1” x 1” Bezinal galvaniseret Trådtykkelse = 2,05 mm Maskestørrelse 23,3 x 23,3 mm

Der blev udtaget prøver af foderet den 9/6 og den 25/6. Prøverne blev nedfrosset og senere analyseret for tørstofindhold. Som opfølgning på forsøget blev hvalpenes resultater ved livdyrsorteringen i november også analyseret.

Hold 2: Forsøg 3/4” x 3/4” Bezinal galvaniseret Trådtykkelse = 2,05 mm Maskestørrelse 17 x 17 mm

I forsøget indgik der 30 tæver incl. hvalpe i hvert hold i alt 60 tæver. Ved forsøgets start var der 388 hvalpe, medens der var 342 tilbage da forsøget sluttede.

Resultater og diskussion I tabel 1 ses at tævernes vægt den 11/6 og vægttab i perioden (27/5 – 11/6) var signifikant forskellige til kontrolholdets fordel, medens vægtene ved forsøgets start den 27/5 ikke var forskellige.

Tæverne og hvalpene blev individuelle vejet den 27/5 og den 11/6. Desuden blev

Faglig Årsberetning 1999

187


Sørensen, K. & U.L. Rasmussen Tabel 1 Dato 27/5 – 98 11/6 – 98 Vægttab

Gennemsnits vægte (g) og vægttab hos tæverne i forsøgsperioden Kontrol 1089 887 -202

Finmasket 1084 860 -224

P (SS4) NS* 0,0256 0,0007

* NS = Ikke signifikant

Tabel 2 viser hvalpenes vægte og tilvækst i løbet af perioden. Her ses lavere vægte og mindre tilvækst i forsøgsholdet end i kontrolholdet, undtagen ved forsøgets start. Tabel 2

Dato 27/5 – 98 11/6 – 98 24/6 – 98 Tilvækst

Gennemsnits vægte (g) og tilvækst hos hvalpene i forsøgsperioden Hanhvalpe Kontrol Finmasket 174 180 310 297 636 599 458 416

Tævehvalpe Kontrol Finmasket 161 158 281 273 513 496 351 334

Tabel 4 Dato 27/5 – 98 11/6 – 98 24/6 – 98 Døde: 27/5-24/6 24/6-nov.

Antal hvalpe ved hver vejning Hanhvalpe Kontrol Finmasket 99 91 90 84 83 78 16 1

Tævehvalpe Kontrol Finmasket 95 103 94 94 91 90

13 3

4 0

13 2

* NS = Ikke signifikant

Omregnes vægtene derfor til biomasse forstået ved hele kuldets vægt, ses ingen signifikant forskel mellem holdene. (se tabel 5). Tabel 5 Dato 27/5 – 98 11/6 – 98 24/6 – 98

Biomasse (hele kuldets vægt) Kontrol 1086 1810 3315

Finmasket 1089 1743 3150

Signifikant P (SS 4) NS* NS NS

* NS = Ikke signifikant

* NS = Ikke signifikant

I tabel 3 er signifikansen mellem holdene beregnet. Resultatet viser, at der ikke er forskelle med hvalpenes vægt ved forsøgets start eller ved fravænningen den 11/6, men at der er signifikant forskel på holdene ved udsætningen parvis (24/6 – 98), samt på periodens tilvækst. I modellen er der korrigeret for køn, linie og antal hvalpe i kuldet.

Ved livdyrsorteringen i november har hvalpene på finmasket redelågstråd indhentet noget af vægt forskellene. Der var således ingen signifikante forskelle på nogle af egenskaberne ved livdyrsorteringen. (se tabel 6 og tabel 7)

Tabel 3

Signifikanstest på hvalpe korrigeret for køn, linie og antal hvalpe ved fravænning.

Dato 27/5 – 98 11/6 – 98 24/6 – 98 Tilvækst

Kontrol 168 294 570 401

(incl. døde) Finmasket 169 285 545 373

P (SS 4) NS NS 0,0126=sign 0,0017=sign

* NS = Ikke signifikant

Tabel 4 viser antal hvalpe ved hver vejning og dermed også antallet af døde i perioden. Her ses, at forsøgsholdet har flest døde tævehvalpe, medens kontrolholdet har flest døde hanhvalpe. Fra udsætning og til livdyrsortering er der flest døde i forsøgsholdet.

Tabel 6

Hanhvalpenes værdier ved livdyrsortering november 1998

Hanhvalpe Vægt Kvalitet Renhed Farve

Kontrol 2342 3.1 3.1 3.5

Finmasket 2369 3.0 3.0 3.6

Sign NS* NS NS NS

* NS = Ikke signifikant Tabel 7

Tævehvalpenes værdier ved livdyrsortering november 1998

Tævehvalpe Vægt Kvalitet Renhed Farve

Kontrol 1183 2.9 3.0 3.8

Finmasket 1213 3.0 2.9 3.7

Sign NS* NS NS NS

* NS = Ikke signifikant

Hypotesen bag forsøget var at finmasket tråd kunne bære foder med store vandindhold. Spørgsmålet er om dette var tilfældet. De målte analyseværdier på foderprøvernes tørstof kan ses i tabel 8. Det ses at vandindholdet i foderet til kontrolholdet og forsøgsholdet har været næsten ens, og i begge analyser har vandindholdet i

188

Faglig Årsberetning 1999


Afprøvning af finmasket fodertråd på redekasselåget i maj – juni måned 1998

forsøgsholdet endda været lavest. Dette betyder, at et af formålene med forsøget ikke er opfyldt, idet der skulle have været et højere vandindhold i forsøgsholdet. Tabel 8

Tørstof i foderprøverne

Udtagningsdato 9/6 – 98 25/6 – 98

TS – Kontrol 33,5% 34,9%

TS – Finmasket 36,0% 36,3%

* NS = Ikke signifikant

Konklusion Ved skift af redekasselågstråd fra 1” x 1” til 3/4” x 3/4” ses i dette forsøg:

− lidt lavere vandindhold i foderet – imod forskrifterne − ingen forskel i biomassen − ingen forskel i livdyrsorteringen − lavere tilvækst hos hvalpene i forsøgsperioden − større vægttab hos tæverne i forsøgsperioden Der er altså fordele og ulemper ved trådskiftet. Uheldigvis er forskrifterne tilsyneladende ikke blevet fulgt i forsøget. Konklusionerne kan derfor være forkerte og forsøget bør gentages.

Faglig Årsberetning 1999

189


190

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Afprøvning af Finmasket Fodertråd på Redekasselåget i Maj – Juni Måned 1999 Ulla Lund Rasmussen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro Sammendrag I dette forsøg er 2 trådtyper anvendelse som fodertråd på redekasselåget blevet undersøgt. Type 1 svarende til kontrol er Benzinal galvaniseret 1” x 1”, mens type 2 er mere finmasket (3/4” x 3/4”) også Benzinal galvaniseret. Resultatet af denne undersøgelse blev, at der ikke var nogen forskel på trådtyperne med hensyn til hvalpenes samlede biomassetilvækst eller forholdene ved livdyrsortering. Derimod så det ud til, at der døde færre hvalpe på finmasket tråd, men at hvalpene her voksede mindre, og at tæverne havde lidt større vægttab. Der er altså fordele og ulemper ved trådskiftet. Dette forsøg bekræfter tendenserne fundet i 1998. Rasmussen, U.L., (2000). Afprøvning af finmasket fodertråd på redekasselåget i maj – juni måned 1999. Faglig Årsberetning 1999, 191-193. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract A trial was performed using two different wire mesh sizes on the lid of the nest box. Type 1 was mesh size, 1”x 1” used in the control group, and type 2 was mesh size ¾”x ¾”, used in the trial group. Both types were Bezinal galvanised. There were no differences between the two groups in relation to total biomass gain of the mink kits, nor in the parameters used at the time of selection of breeding animals. There was a tendency towards lower kit mortality, lower kit weight gain and higher weight loss in the females in the trial group. There are both advantages and disadvantages when changing to a smaller mesh size. This trial confirms the tendencies found in the trial in 1998. Rasmussen, U.L., (2000). Test of finely-meshed wire on the nest box in the period May to June 1999 1999. Faglig Årsberetning 1999, 191-193. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark.

Baggrund og formål I 1998 afprøvede vi 2 forskellige trådtyper på redekasselåget og fik et uventet resultat. (Se Kristin Sørensen’s artikel i denne faglig årsberetning) Vi besluttede derfor at gentage afprøvningen. Idé baggrunden er, at mere finmasket tråd på redekassen kan holde på foder med højere vandindhold, hvilket anses for vigtig i perioden, hvor minkhvalpene skal til at lære at spise fast føde. Formålet med dette års forsøg var at belyse dels om forgående resultat var rigtig, samt konsekvenserne mht. hvalpevægt, hvalpetilvækst, tævevægte og tævevægttab i periode ved de 2 trådtyper. Materiale og metoder Til afprøvningen blev der trådtyper: Type 1: 1” x 1” Benzinal fodertråd svarende til kontrol normal type (trådtykkelse = maskestørrelse 23,3 x 23,3 mm).

anvendt

2

galvaniseret og farmens 2,05 mm,

Type 2: 3/4” x 3/4” Benzinal galvaniseret fodertråd svarende til mere finmasket type. (trådtykkelse = 2,05 mm, maskestørrelse 17 x 17 mm). Begge typer er de samme som året før. Forsøgskuldene blev udpeget den 27/5-1999 ved at udpege 30 tæver fra hhv. linie 54 og linie 55 på forsøgsfarmen SYD (Mahogany) i alt 60 tæver, som havde født mellem den 28. og 30. april og som samtidig havde fra 4 til 9 hvalpe. Tæverne og hvalpene blev individuelle vejet den 27/5. Kuld og tæve til hhv. finmasket tråd og kontrolholdet passede sammen således at der såvidt muligt er lige mange fra de 2 linier og lige mange født samme dag og med samme kuldstørrelse i hvert hold. Hver 2. gang placeres kuldet (indenfor et par) med højest gennemsnits vægt i hhv. forsøgsholdet eller kontrolholdet. Efter vejningen blev holdenes gennemsnit og spredning kontrolleret, 2 par blev efterfølgende byttet rundt således at gennemsnit og spredning er så godt som ens i holdene.

Faglig Årsberetning 1999

191


Rasmussen, U.L.

Tæverne og hvalpene blev individuelt vejet ved fravænning den 11/6. Ved udsætningen af hvalpene (i par) den 30/6 blev de igen individuelt vejet og forsøget afsluttet. Der blev fodret på redekasselåget i hele forsøgsperioden (27/5-30/6). Der blev tilsat maksimal vandmængde i fodret til de 2 hold (så meget at det stadig blev oven på tråden ved udfodringen). Foderforbruget og vand tilsætningen blev registeret. Der blev udtaget foderprøver hver uge til kontrol af tørstofindholdet. Som opfølgning på vægtresultaterne er dyrene fulgt helt frem til livdyrsorteringen i november, hvor dyrene er sorteret for kvalitet, renhed, farve og vejet. Resultater og diskussion I tabel 1 ses at hverken tævernes vægte eller vægttab i løbet af perioden var signifikant forskellige mellem holdene. Heller ikke, hvis vi undlader 2 tæver, som mistede hele deres kuld. Tabel 1 Dato 27/5 – 99 11/6 – 99 Vægttab

Gennemsnits vægte (g) og vægttab hos tæverne i forsøgsperioden Kontrol / * Finmasket 1060 / 1056 1077 875 / 868 848 185 / 188 229

Signifikant P (SS4) NS NS NS

* Kontrolholdet minus 2 tæver, som har mistet hele kuldet.

Tabel 2 viser hvalpenes vægte og tilvækst i løbet af perioden. Her ses tilsyneladende lavere vægte og mindre tilvækst i forsøgsholdet end i kontrolholdet. Der er lavet beregninger, hvor plejebørn og døde hvalpe er udelukket fra datasættet. Resultatet følger det i tabel 2 viste. Tabel 2

Dato 27/5 – 99 11/6 – 99 23/6 – 99 Tilvækst

192

Gennemsnits vægte (g) og tilvækst hos hvalpene i forsøgsperioden Hanhvalpe Kontrol Finmasket 167 169 281 263 562 506 387 335

Tævehvalpe Kontrol Finmasket 152 152 244 229 466 446 310 291

I tabel 3 er signifikansen mellem holdene beregnet. Resultatet viser, at der ikke er forskelle med hvalpenes vægt ved forsøgets start, men at der er signifikant forskel på holdene ved fravænningen (11/6 - 99) og ved udsætningen parvis (23/6 – 99), samt på periodens tilvækst. I modellen er der korrigeret for køn, linie og antal hvalpe i kuldet. Tabel 3 Dato 27/5 – 99 11/6 – 99 23/6 – 99 Tilvækst

Signifikanstest på hvalpe korrigeret for køn, linie og antal hvalpe ved fravænning. (incl. plejebørn og døde) Kontrol Finmasket P (SS 4) 161 159 0,4659= NS 263 245 0,0089=sign 514 473 0,0004=sign 348 312 0,0003=sign

Tabel 4 viser antal hvalpe ved hver vejning og dermed også antallet af døde i perioden. Her ses at kontrolholdet har flest døde både hos han- og tævehvalpene. Tabel 4 Dato 27/5 – 99 11/6 – 99 23/6 – 99 Døde

Antal hvalpe ved hver vejning Hanhvalpe Kontrol Finmasket 101 102 81 96 71 90 30 12

Tævehvalpe Kontrol Finmasket 100 99 86 91 82 86 18 13

Omregnes vægtene derfor til biomasse forstået ved hele kuldets vægt, ses ingen forskel mellem holdene. (se tabel 5) Dette års resultat tyder på, at der overlever flere hvalpe på finmasket redelågstråd, men at disse hvalpe hver især bliver mindre end kontrolholdets hvalpe. Omregnet til biomasse er der ingen forskel på holdene. Tabel 5 Dato 27/5 – 99 11/6 – 99 23/6 – 99

Biomasse (hele kuldets vægt) Kontrol 1070 1561 2789

Finmasket 1075 1535 2797

Signifikant P (SS 4) 0,9418 = NS 0,8407 = NS 0.9731 = NS

Ved livdyrsorteringen i november har hvalpene på finmasket redelågstråd indhentet noget af vægt forskellene. Der var således ingen signifikante forskelle på nogle af egenskaberne ved livdyrsorteringen. (se tabel 6 og tabel 7).

Faglig Årsberetning 1999


Afprøvning af finmasket (foder)tråd på redekasselåget i maj – juni måned 1999 Tabel 6

Hanhvalpenes værdier ved livdyrsortering den 7/11 – 99

Hanhvalpe Vægt Kvalitet Renhed Farve Antal døde fra udsætning til livdyr-sortering Tabel 7

Kontrol 2335 3.0 3.3 3.7

Finmasket 2326 2.9 3.2 3.8

2

1

Sign 0,7855 = NS 0,8335 = NS 0,4284 = NS 0,7239 = NS

Tævehvalpenes værdier ved livdyrsortering den 7/11-99

Tævehvalpe Vægt Kvalitet Renhed Farve Antal døde fra udsætning til livdyr-sortering

Kontrol 1274 2.8 3.5 4.1

Finmasket 1241 2.9 3.3 3.9

1

0

Sign 0,3560 = NS 0,4007 = NS 0,2725 = NS 0,1600 = NS

Hypotesen bag forsøget var, at finmasket tråd kunne bære foder med store vandindhold. Spørgsmålet er om dette var tilfældet. I tabel 8 kan de beregnede forhold angående tildelte fodermængder og vandprocenter ses. Der var ikke signifikant forskel på holdene. Forskellen på vandprocenterne var kun på 1,2% i reelle tal, men der var 0,5 kg pr. dag i sparet foder ved skift til finmasket tråd, dog ikke signifikant. Tabel 8

De 2 holds foder- og vandtildeling Kontrol

Finmasket

Sign

Foder Gns. pr. dag

13,0 kg

12,5 kg

0,6592 = NS

Vand pct. af foder

5,6%

6,8%

0,3608 = NS

De målte analyseværdier på foderprøvernes tørstof kan ses i tabel 9 og følger meget godt de beregnede værdier. Tabel 9

Tørstof i foderprøverne

Udtagningsdato TS – Kontrol TS – Finmasket Uden vand 27/5 – 99

31,6%

31,5%

-

2/6 – 99 15/6 – 99 22/6 – 99

30,2% 33,6% 33,7%

29,4% 33,1% 33,4%

33,2% 35,4% 35,8%

Konklusion Ved skift af redekasselågstråd fra 1” x 1” til 3/4” x 3/4” ses: −

0,5 kg sparet foder pr. dag pr. 30 kuld (dog ikke signifikant)

lidt højre vandindhold i fodret (dog ikke signifikant)

ingen forskel i biomassen

ingen forskel i livdyrsorteringen

færre døde hvalpe i perioden fra ca. 28 dage til fravænning

lavere tilvækst hos hvalpene i forsøgsperioden

større vægttab hos tæverene i forsøgsperioden (dog ikke signifikant)

Der er altså fordele og ulemper ved trådskiftet, men de flere overlevende hvalpe opvejer ulemperne i dette forsøg.

Faglig Årsberetning 1999

193


194

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 1999


Kortlægning af Minkens Gener Knud Christensen Sektion f. Genetik og Avl, Institut f. Husdyrbrug og Husdyrsundhed, Den kgl. Vet. og Landbohøjskole, 2000 Frederiksberg C.

Indledning Der sker i disse år en meget hurtig udvikling i skindstørrelse på grund af den stærke selektion for november vægt, og udviklingen i kuldstørrelse er og også meget positiv. Genetikken bag disse ændringer virker tilsyneladende let og ubesværet. Der bliver nu og da også fundet nye og afvigende mutant typer, men de fleste af disse er uden økonomisk værdi, eller endog volder problemer med at få fjernet genet helt igen. Så i forbindelse med det løbende farmarbejde, hvor avlsmålene er sat, behøver man ikke at bekymre sig særligt om det genetiske grundlag for avlen. Men der kommer jo nu og da toner fra genernes verdener, hvor forskere indenfor den humane verden har beskrevet et nyt gen der bringer forståelse for en livsproces op på et højere niveau. Og fra husdyrenes verden kommer der også beskrivelser af identifikation af nyttige arveanlæg, det drejer sig især om diagnostik af bærer af ‘sygdoms’ gener, hvoraf de bedst kendte er stress genet hos svin og dobbelt muskel genet hos Belgisk Blåhvidt kvæg. Det forkætrede ord gensplejsning dukker jo også op en gang imellem, - her kan nævnes, at en gruppe australske forskere igennem mange år har arbejdet på at kunne tilføre får to nye gener, der er vigtige i forbindelse med at økonomiserer med de aminosyrere, der er grundlag for uldproduktionen. Indenfor pels produktion har man stort set den samme problemstilling, - man skal anvende et stort proteinoverskud i foderet i pelssætningsperioden for at få en smuk og glansfuld pels. Så gensplejsning bliver måske også aktuel indenfor pelsdyr. Kromosom kortets nuværende stade hos mennesker og mink Der sker en rivende udvikling med hensyn til kortlægning af de humane gener. I løbet af få år forventes det, at man kender rækkefølgen af de ca. 3 milliarder DNA koder, der styrer

udvikling og alle livsopholdende funktioner hos et menneske. Det koster ca. 1 krone per kode, så den samlede pris vil være ca. 3 milliarder kroner, og man forventer at kortet er færdigudviklet indenfor få år. For mink er der ved år 2000 kendt op mod 100 tusinde DNA koder, der omfatter dele af ca. 100 gener eller markørsekvenser. Der er kun kendt to komplette sekvenser, det er genet for tyrosin aminotransferase og lipoprotein lipase. Derudover er der kendt dele af koderne for ca. 35 gener. De øvrige kendte sekvenser drejer sig om genmarkører, der hver omfatter i størrelsesorden omkring 200 koder. I dag er der kun ganske få gener hvis placering på kromosomet er kendt hos minken, et af formålene med et kromosomkort er, at man ved hjælp af kortet vil kunne overføre store dele af den viden man indhøster fra genkortlægningsprojekt hos mennesket og andre pattedyr. Det er kendt hvilke humane kromosomer der svarer til alle specifikke mink kromosomer, men indenfor hvert kromosom kender man intet til genrækkefølgen hos mink. For at kunne udnytte al den viden der er skabt ved det humane kortlægnings projekt har man brug for i størrelsesorden ca. 25 kortlagte gener per kromosom. Minken har 15 kromosomer, så det svare til ca. 400 gener, der både er kortlagt hos mennesker og mink. Den første udnyttelse af et bedre kromosomkort forventes at blive til et detaljeret studie af minke farvegener. Ved hjælp af kortet, vil man kunne overføre den meget udførlige viden, der foreligger om mere end 20 af musens farvegener. Metoder til kortlægning. Den klassiske metode til genkortlægning har været udspaltning af gener indenfor familier, som feks. er kendt ved udspaltning af farvetyper, når forældrene ikke avler rent. DNA markørene er velegnede til en sådan kortlægning. Der er dog problemer med de

Faglig Årsberetning 1999

195


Christensen, K.

egentlige gener da de almindeligvis ikke udviser forskelle blandt afkommet. Den anden metode er anvendelse af et hybridcellepanel, feks. et hamster celle panel hvor der i hver linie er tilbageholdt nogle få mink kromosomstykker. Er det de samme cellelinier, der er henholdsvis positive og negative med hensyn til to gener kan det udledes, at de må ligge på samme kromosom, og derved gør et hybrid celle panel det muligt, at kortlægge gener, der ikke udviser variation. Råder man over et tilstrækkeligt stort stykke mink DNA af et gen, kan man hybridiserer direkte til mink kromosomer, og derved ved hjælp af passende farvemetoder lokalisere genets pladsering. Minkens kromosomer og de omtalte metoder kan studeres nærmere på web adressen: www.husdyr.kvl.dk/htm/kc/mink.htm. Fremskaffelse af koder for minkgener og genmarkører. Fra nye database studier foreligger der en del genmarkører udviklet på nære slægtninge til minken, som feks. andre Mustelidae arter hermelin, odder, ilder og grævling, der også kan anvendes på mink. Minkens DNA koder er så ens med disse arter, at mere en 75 procent af de udviklede markører for disse arter kan anvendes til mink gen-kortlægning. De laboratorier der udvikler genmarkører til de vildtlevende arter gør det indenfor området populationsbiologi, hvor man hovedsageligt arbejder med at beskrive genetisk variation og/eller genetiske forskelle mellem subpopulationer. Der er også udviklet en del mink genmarkører på grundlag af kendte sekvenser fra andre pattedyr inklusive mennesket, men her er man nede på at kunne anvende mindre end 10 procent, så effektiviteten i at bruge genmarkører fra andre pattedyrarter må siges at være for lav til at man kan forvente et væsentlig bidrag fra den kant.

196

Endelig er der direkte udviklet ca. 40 genmarkøre på grundlag af mink DNA. Opsummering: Der arbejdes fra flere sider på at skabe viden om minkens gener. Udforskning af minkens farvegener ligger lige for. Hos mus findes mange farvegener, hvor både den genetiske kode og den biokemiske funktion er kendt. Dansk Pelsdyravlerforening yder støtte til et projekt på KVL, hvis hovedformål er et forsøg på en koordineret indsats for etablering af et kromosomkort for mink Litteratur: Brusgaard K. Establisment of a preliminary genomic map of the American mink (Mustela vison). Research Center Foulum, 1998. Brusgaard K, et al. Three polymorphic mink, Mustela vison, dinucleotide repeats. Anim Genet. 1998 Apr;29(2):153. Christensen K. Mink server. Http://www.husdyr.kvl.dk/htm/kc/mink.ht m Dallas JF, et al. Microsatellite primers for the Eurasian otter. Mol Ecol. 1998 7:1248-1251. Davis CS, et al. Isolation, variability, and cross-species amplification of polymorphic microsatellite loci in the family Mustelidae. Mol Ecol. 1998 7:1776-1778. Fleming MA, et al. Primers for 10 microsatellites in mink. Mol Ecol.1999, 8: 1352-1354. Hameister, H., Klett, C., Bruch, J., Dixkens, C., Vogel, W. & Christensen, K. (1997) Zoo FISH analysis: The American mink (Mustela vison) closely resembles the cat karyotype. Chromosome Research, 5, 5-11. O'Connell M, et al. Development of PCR primers for nine polymorphic American mink, Mustela vison, microsatellite loci. Mol Ecol. 1996 5:311-312.

Faglig Årsberetning 1999


FA1999