Kalvø Badehotel – en perle i Genner Bugt Af Poul Stenderup Kalvø ligger idyllisk i Genner Bugt, forbundet til fastlandet med en dæmning. Straks man kører ud på dæmningen hensættes man i en stemning af barndommens udflugter med hele familien. Og sådan er Kalvø heldigvis stadig. Et udflugtssted, der er et besøg værd alle ugens dage. Siden 2009 har værtsparret på Kalvø Badehotel heddet Anja og Per Sølbeck. De har påtaget sig at videreføre de stolte traditioner på dette sted, der siden 1850’erne har fungeret som spisested. Først for arbejderne på skibsværftet, siden som kro og badehotel, hvor en af de mest markante indehavere var Chr. Beck. Siden har Inga og Jens Nielsen i omkring 30 år ejet kroen og blandt andet skabt myten om Kalvøsteaken, som siden er videreført af Anja Sølbeck. Genner Nyt har valgt at høre værtsparret, som nu har forpagtet kroen, der ejes af Stenbjerg Ejendomme A/S, som ejes af Hans Michael Jebsen, om hvad de har gang i. Billedet her illustrerer med al tydelighed at selvom vi er midt i vinterperioden, så er planerne for fremtidig udvikling slet ikke gået i stå. Her ses Anja og Per i samtale med projektkoordinator Jaqueline Nicolaisen fra Den sønderjyske Turistorganisation. I tidens løb er Anja og Per blevet en integreret del af Kalvø og det liv der er på øen. De ca. 50.000 gæster der kommer til øen årligt, skal have servicetilbud,
10
som de bliver glad for. Det gælder eksempelvis deres målrettede indsats for Julemærkehjemmet, hvor de hvert år samler midler ind. Deres MC-træf, som afholdes fra påske og sommeren igennem giver ca. 16.000 kr. og Nytårs-gåturen med Kalvøstien, som er blevet en tradition, giver 6.000 kr. til det gode formål. Der er efterhånden kommet en del nye arrangementer. Som et sjovt eksempel, så danses der Tango nogle eftermiddage og aftener på Kalvø Badehotel. Og der er jævnligt arrangementer med levende musik. Næste arrangement på Kalvø Badehotel er Irsk Aften med Bregenborg Band, som finder sted henholdsvis den 2. og 3 marts. Bordbestilling kan ske på mail@kalvoebadehotel.dk eller på tlf. 7466 2131.