Faks 1965 2015

ikke indskrænker frihed, men gør den mulig. Paradoksalt nok, står frihed og forpligtelse ikke overfor hinanden, men betinger hinanden. “O frihed, o friheden flyver” sang Eva Madsen, men hvis frihed skal være andet end varm luft, må den flytte ind i levende mennesker.

Vi vil noget med vore skoler, ikke bare en glad og faglig kvalificerende skolehverdag, men vi vil også noget på længere sigt med vore skoler. Vi har en vision for livet.

Fællesskabet skal lykkes. Det er det værktøj, vi gerne vil give vore elever med ud i livet, nemlig modet til at forestille sig en mere menneskelig verden, hvor de ser sig selv som dem, der løfter ansvaret. I alt for høj grad bliver uddannelse i dag set som et spørgsmål om at tilegne sig personlige kompetencer for senere at kunne samle sig personlige privilegier. I katolsk dannelsessyn hænger bedre uddannelse altid sammen med større forpligtethed på fællesskabet. Vi uddanner og danner ikke kun fremtidens arbejdskraft, vi uddanner og danner også til medmenneskelighed. Den opgave synes så vigtig som nogensinde. Som pave Frans sagde i sin tale i Europarlamentet, november 2014: “Det er NU vi sammen skal opbygge et Europa, der ikke defineres af økonomi, men ved den menneskelige persons hellighed... Et Europa, der ikke er bange og tænker på sig selv, men bidrager til og er bærer af videnskab, kunst, musik, menneskelige værdier – og også tro. Et Europa der åbner sig mod himlen og følger sine idealer, som er optaget af mennesket, forsvarer det og beskytter det.”

Fælleskabet skal lykkes – på vore skoler – men også senere i livet. Redskabet vi sætter os for at give eleverne, er erfaringen fra en skolehverdag, båret af medmenneskelig respekt. Mellem eleverne indbyrdes, men også mellem de voksne og børnene og de voksne indbyrdes.

Sankt Pauls Skole i Høje Taastrup havde i efteråret 2014 besøg af nogle studerende, der så på forskellige skoleformer. Deres afskedssalut var: “Det vi først og fremmest har lagt mærke til, og som vi ikke har oplevet mage til på nogen anden skole, er hvor pænt de voksne taler til børnene.”

Det kan man da kalde værdifællesskab i praksis. Så flyver friheden ikke længere under skyerne, men er kommet i øjenhøjde. Relationskompetencer udvikles kun i fællesskaber. Det prøver vi så efter bedste evne, det har vi nemlig sat os for, det er det, vi vil. Så derfor er vi på vej – og derfor er vi på vej sammen.

Derfor er de katolske skoler også en kirkelig realitet. Som ærkebiskop Michael Miller (Vancouver) fra kongregationen for katolsk uddannelse sagde på en konference: “også fordi så få af skolernes elever har en relation til kirken gennem deres forældre, bliver skolerne, hvad de i grunden altid har været, til børnenes menighed.”

De katolske skoler er, “skoler du kan tro på”. I den dobbelte forstand som ordspillet tillader. Her anerkender vi menneskets transcendente natur, og her forsøger vi at virkeliggøre et fortolkningsfællesskab om meningen med at være. Rundet i et dybt værdifællesskab og ikke i nogle af alle de andre 9