10 | ALBAN LENDORF
næsten ikke lade være med at smile akavet, fordi jeg blev så overvældet og lidt bange af det sus. Men samtidig var jeg nysgerrig, så det var et sus i maven på den gode måde. Næste gang jeg skulle på scenen, var det bare fedt, og lige fra dén gang har jeg tænkt; ’Det her er for sejt’”, forklarer han. ”Det er et slags drug for mig. Og hvis man kan vænne sig til suset i maven, til at det er skønt at få så meget opmærksomhed, så er det godt, så skal man nok klare den. Hvem ved, måske får jeg en midtvejskrise, når jeg er 35 år, hvor jeg ikke tør gå på scenen, men lige nu er det fedt!”, griner Alban Lendorf. Han kan bedst lide at få opmærksomhed på scenen. Privat behøver han ikke opmærksomheden. Han er ingenlunde genert eller bly, men heller ingen selskabsklovn, der underholder alle med sine anekdoter. Men selv én, der elsker opmærksomhed og publikums gunst, er ’helt vildt nervøs’ i sekunderne, inden fødderne springer over scenen for første gang. ”Det er skræmmende, men det er som om, at der sker et eller andet, lige inden jeg kommer ind på scenen. Lige i det øjeblik kan resten være lige meget. For der sker det. Dér er jeg i det. I nuet. Og jeg giver mig selv den oplevelse at være i det, i stedet for hele tiden at bekymre mig om ikke at kunne levere varen. For når man først er kommet ind på scenen, er der ikke noget at gøre. Man kan jo ikke rigtig fortryde og løbe ud igen”, siger Alban Lendorf, der mestrer det seriøse, klassiske look på scenen, men siger 'nice', 'fedt' og 'årh hvad', som de fleste andre 21-årige. Faldt tre aftener i træk Der er nu en grund til, at Alban Lendorf har lært at nyde scenelivet og ikke være for nervøs. For en ting er scenetækken, som han på en eller anden måde tror, han er født med, en anden ting er, at han engang faldt tre aftener i træk. I det samme trin. Efter sådan en oplevelse stopper man – eller fortsætter som aldrig før. Alban Lendorf valgte det sidste. ”Det var, da vi dansede Symfoni i C. Jeg dansede en masse springsoloer, og det var fedt, men også vildt hårdt, noget af det hårdeste jeg har prøvet. Jeg var meget ivrig, fordi det var en slags debut i en større rolle. Og så havde jeg sådan en lille solo, hvor jeg hele tiden sprang rundt og drejede, blev lidt rundtosset, og skulle slutte nede i hjørnet med en piruette. Første aften gik det fint. Anden aften så … bum. Der faldt jeg og lavede en kolbøtte. Det var meget tydeligt, at jeg faldt. Alle så det … Jeg kiggede over på min dansepartner, som bare stod og måbede. Og så dansede jeg videre. Jo hurtige-
re, du kommer videre efter et lille fald, jo hurtigere glemmer publikum det”, forklarer han. Den følgende aften faldt han igen. Og igen aftenen efter. ”Jeg øvede det helt vildt i træningslokalerne, men til sidst fik jeg næsten øvet det for meget. Og efter to fald blev det psykisk, for den tredje aften tænkte jeg så meget på ikke at falde, at jeg selvfølgelig faldt. Efter de tre aftener i træk havde jeg én forestilling tilbage, og der tænkte jeg, at hvis jeg faldt nu, så ville jeg ikke mere. Det gad jeg ikke. Men på en eller anden måde, så klarede jeg den. Endelig. Og så blev jeg ved”. Dér lærte Alban Lendorf, at man sagtens kan styre sin nervøsitet. ”I stedet for at være helt oppe at køre, kan man sige til sig selv: fuck publikum, jeg er ligeglad med jer, jeg skal bare lave mit trin’. Hvis man tænker sådan og bare slapper af, så falder man aldrig igen. Så når man at redde den på en eller anden måde”. Men selv om det kan hjælpe på nervøsiteten, så er Alban Lendorf ikke ligeglad med sit publikum. Overhovedet. ”Det bedste er, når man lige er færdig med en solo, der er gået godt, og publikum klapper i begejstring. Så er man høj. Det er derfor, jeg danser ballet! Det er den ultimative følelse”.
Alban Lendorf i Bournonville Variationer
Alban Lendorf danser i Et folkesagn Premiere 11. marts.
Alban Lendorf er … ● solist ved Den Kongelige Ballet ● et kæmpe talent, ifølge anmeldere, kolleger og balletmester Nikolaj Hübbe ● 21 år ● dansker. Boede først i Høve, men blev københavner som 10-årig ● uddannet ved Det Kongelige Teaters Balletskole. Han blev aspirant i 2006, ansat som korpsdanser i 2008 og udnævnt til solist i 2010 ● stolt af og glad for, at han i efteråret 2010 dansede prins i Svanesøen, Gennaro i Napoli, og prins i Tornerose. Tre store hovedpartier. Tidligere har han blandt andet danset Puk i En skærsommernat drøm, Harlekin i Søvngængersken og en bred vifte af partier i Den Kongelige Ballets repertoire ● vinder af Golden Ballet Award 2009 og D.A.N.C.E. Legatet 2009, og så blev han nomineret som ‘Årets Danser‘ ved Reumert 2010