af den politiske samtale til spin og markedsføring. Ifølge Giorgio Agamben indtræffer krisen efter opbruddet i Europas geopolitiske sammensætning efter Første Verdenskrig, hvor nationen træder ind i en varig krise, hvilket nærer de biopolitiske bevægelser såsom nazismen og fascismen. Som Pier Pablo Pasolini bemærker i et interview er disse bevægelser totalitære, men ikke totaliserende, hvorimod forbrugerismen i højere grad formår at indfri denne ambition. Det politiske korpus, der under fascismen underordner det enkelte menneskes krop i den politiske krops bevægelser, bliver, underlagt forbrugerismen, paradoksalt nok mere diffus og fragmenteret. Som forfatteren Michel Houellebecq bemærker, er den økonomiske liberalisme “en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser”, der beror på en social atomisering og radikal individualisme. Her ser vi ifølge Horvat implosionen på det sociale niveau og virkeliggørelsen af Margaret Thatchers tese: “der findes ikke noget samfund, kun individer”. Dette afstedkommer, at de såkaldt nøgne liv (det ekskluderede liv foruden retslig status, der er legitimt at ofre), ikke alene produceres som en retsløs størrelse (flygtningen, tiggeren), men også produceres som den der må stå (delvist) uden for forbruget. Det moderne paradigme er ikke blot kz-lejren, men tillige indkøbscenteret. Skal krisen overvindes, peger både Power og Horvat på radikal internationalisme. Ifølge Power kan Europa ikke løbe fra sin mørke fortid, fascismen og kolonialismen, men hun understreger, at Europa også er marxisme, revolutionær egalitarisme, internationalisme, radikalt demokrati og eksistentialisme. Netop den varige krises eksistentielle aspekter er nødvendig at holde sig for øje, når man skal forstå de modbevægelser, der manifesterer sig i den europæiske samtid. Allerede i 1949 diagnosticerede Simone Weil rodløsheden i Frankrig og Europa. Houellebecq kredser bestandigt om overvindelsen af individualismens ensomhed og om konstruktionen af det nye menneske, der ikke lider af denne overgangsneurose; ‘Jeget’. I værket Underkastelse, grundet en mislykket bestræbelse på at opnå åndelig rodfæstelse, tilslutter han sig resignerende og pragmatisk islam. Gud er død, fællesskab er til falds, og markedets menighed forløser kun mod betalt aflad. Aflad i form af forbrugsgoder og forbrugsfællesskaber beror på en logik, der modsiger selve længslen om fællesskab og dennesidig menighed. De nye identitære bevægelser besvarer denne eksistentielle ensomhed og længsel efter tilhørsforhold. Dermed er den nationalistiske, identitære og nyfascistiske opblomstring ikke blot at forstå som symptomer på krisen, men også som en bestræbelse på at lindre den atomisering og ensomhed - den sociale implosion - som krisen indstifter. Bestræben på at stifte et fællesskab på tværs af de nationale skel, må med andre ord ikke alene opholde sig ved en strukturel kritik af magtdynamikkerne, men ligeledes adressere det eksistentielle armod, der søges lindret igennem identitære fællesskaber og forbrug.
Ønsket om at begribe den europæiske ide er derfor i en vis forstand en absurditet, såfremt denne forstås som en selvberoende identitetsbestemmelse. Skal fællesskabet baseres på universalitet, rækker dette nødvendigvis også ud over en positiv identitetsbestemmelse og som Jean Luc Nancy konkluderer, falder “en identitet, der er i stand til at identificere sig selv [...] ned i vanvid”. Identitet er, hvad enten der er tale og hin enkeltes eller gruppens, mere intimt end “hvilken som helst akkumulation af identitetstræk”. Ønsket om et fællesskab er derfor ikke sammenfaldende med forestilling om uniformitet. Det skal snarere forstås som en heraklitiansk enhed, konstitueret af en immanent selvmodsigende mangfoldighed. Forestillingen om identitet, som er indeholdt i sig selv og er lig med sig selv, afvises slet og ret. Identiteten befinder sig på tærsklen til intimiteten, som aldrig vil være udtømt af identitetsmarkørerne. Det ikke-identitære fællesskab, den ikke-uniforme-enhed, indeholder og omfavner lokale karakteristika og mangfoldighed. Det ekskluderer ikke, hvad der ligger uden for sine tilsyneladende grænser, da det ikke er indeholdt i sin egen bestemmelse. Det er altså forestillingen om et fællesskab, der både kan anvende det Horvat kalder dialektikken mellem det horisontale og det vertikale. Hvor den politiske kamp både kæmpes på det lokale mikro-niveau og ikke underminerer det lokale særpræg, og på nationalt og transnationalt plan: “Kun igennem en sammenhæng mellem alt dette – det mikro-lokale, det lokale, det nationale og det globale – kan vi give et svar som kan få os ud af det dødvande, vi befinder os i i dag”. Europa efter regnen er endnu ikke indtruffet. Det fællesskab, den ikke-uniforme-enhed, som Europa kan være, må først skabes, hvorfor et sådant fællesskab, som ide, nødvendigvis må pege ud over sig selv. Overvinde sine egne (be)grænsninger og identitetsbestemmelser. Surrealisten Max Ernsts Europa efter Regnen er et Europa der må overskride sig selv. Sur-Europa. Europa.Manifest! er arrangeret af Københavns Hovedbibliotek, ATLAS Magasin, Eksistensfilosofisk Akademi, DEO - Demokrati i Europa og Goethe-instituttet med støtte fra Europanævnet. Vi markerer udgivelsen af antologien med endnu et Europa.Manifest! arrangement under Kbh Læser, hvor de indbudte tænkere er Malte Frøslee Ibsen (DK) og Luise Meier (DE). Søndag 25. Februar kl 15-17 på Københavns Hovedbibliotek.
Jeg ønsker ikke at de [kvinder] skal herske over mænd, kun over dem selv. Mary Wollstonecraft, Et forsvar for kvindens rettigheder
1890