Tekst og foto: Pernille Bærendtsen Njeri fra Kenya, Nwachukwu fra Nigeria og Mkuki fra Tanzania – tre yngre afrikanere – taler her uafhængigt af hinanden om hvordan forskellige manifesteringer har påvirket almindelige menneskers forhold til litteraturen. I Kenya er der de sidste 10 år sket et skred, der går imod ideen om at litteratur kun er for dem, der har gået på universitetet. I Nigeria tager Nwachukwu afstand fra ideen om, at digte skal være samfundsopbyggelige, og fx ikke må være abstrakte. Og i Tanzania taler Mkuki om, at den nye teknologi giver folk et trygt rum, hvor de kan diskutere litteratur uden at blive set ned på af de intellektuelle. Fælles er en trend, der sigter på udbredelse og mere aktiv deltagelse af en større del af den almindelige befolkning. Det er også manifesteringer, der netop i disse år bidrager til at bære megen, ny litteratur frem på kontinentet. NJERI WANGARI WANJOHI Njeri er kunstner, forfatter og digital marketingmedarbejder med base i Nairobi, som er Kenyas hovedstad. Hendes arbejde og interesse ligger i krydsfeltet mellem kunst, teknologi og medier. Vi har gennemgået en transition fra en tid, hvor digtning og litteratur var overvejende akademisk, og hvor det kun blev skabt, forbrugt og værdsat i akademiske kredse. Begyndelsen på denne overgang fra den akademiske verden til masserne, skete på foranledning af Kwani (kenyansk forlag, co-etablereret af forfatteren Binyavanga Wainaina). Det bebudede en ny epoke af nutidige forfattere og digtere, som ikke nødvendigvis behøvede at have en universitetsuddannelse eller komme fra den akademiske verden. Den nye form er mere frigjort og udforskende i sin stil. Det skabte mange negative reaktioner fra den akademiske verden. Vi så det komme over lang tid. Vi kunne se undertrykkelsen af fortællinger og stemmer på trods af, at virkeligheden i Kenya er, at kun få har en universitetsuddannelse - det betyder jo ikke, at de ikke kan være kreative! Det handlede om at åbne rummet op for kreativitet, og om at øge og udvide værdsættelsen og forbruget af litteratur. Grunden til at mange mennesker følte, at litteratur er kedeligt, er fordi mødet har begrænset sig til klasseværelset. Det som Kwani gjorde, var at tage det fulde skridt og sige: ’Det her behøver ikke kun at foregå i klasseværelset’. Det var en manifestering og en besked til spirende forfat-
MANIFESTERINGER FOR ALMINDELIGE MENNESKERS ADGANG TIL LITTERATUR tere om, at du ikke behøver at gå på universitetet for at skrive en bog – du behøver faktisk heller ikke at skrive en bog, det kunne fx også være en online journal som den sydafrikanske Chimurenga. NWACHUKWU EGBUNIKE Nwachukwu bor i Ibadan, som er Nigerias tredjestørste by. Han er forfatter, skriver poesi og essays, samt redigerer bøger. I 2015 vandt hans bog ’Blazing Moon’ Den Nigerianske Forfatterforenings andenplads i kategorien digte. Noget centralt her har altid været den førende diskurs i nigerianske litteraturkredse med hensyn til digtning – at det ikke må være selvcentreret - forstået på den måde, at du har digtere, der skriver om alt det, der appellerer til det abstrakte, det der ikke har nogen forbindelse til manden på gaden. Her er tankegangen imidlertid, at digte bør kunne forstås af selv kvinden nede på markedet. Hvad der manifesteres i denne diskurs er, at digte skal forholde sig til virkeligheden – fx har politisk bevidsthed og vrede over en dårlig regering været gennemgående træk. Niyi Osundeare er her en førende, digter, som repræsenterer generationen af digtere efter uafhængigheden, og som skabte dette manifest for hvad, der skulle skrives om.
litteratur manifesteres i det digitale rum. Vi ser her grupper af folk, der deler det, de skriver, online. Fx er jeg med i to litterære WhatsApp-grupper, som er helt lukkede. Én gruppe er en bogklub, hvor folk bare mødes, læser og diskuterer, og i gruppen er der ikke så mange, der skriver, så den egentlige manifestering ligger i selve diskussionerne. Nogle af disse mennesker kender allerede hinanden. Jeg formoder, at en del af det er, at folk ønsker at føle sig trygge i diskussioner. Du ved, selvom du ikke kender hinanden personligt, har du brugt tid på at dele dine ideer til et punkt, hvor folk føler sig sikre. Jeg tror, at det handler om tryghed i den forstand, at du ikke behøver at være en litteraturkritiker, bare en helt almindelig person, der er interesseret i litteratur, og at det er okay, at der ikke er et krav om, at du skal være intellektuel. Kritik er en intellektuel praksis, ikk’?! Kritik anses her for at udøves af folk, der er særligt lærde og belæste, og her har du folk, der siger: "Jeg har virkelig kun én bog i mit bibliotek". Det her er mennesker, der har behov for at føle sig trygge for at lære mere uden denne her intimidering af, at man skal være smart eller meget belæst. Jeg tror, at teknologi mere end noget andet har givet plads til mennesker, der ellers ikke ville have mødtes for at diskutere.
Jeg giver her den historiske kontekst, fordi denne tænkning stadig eksisterer blandt flertallet af nigerianske intellektuelle. Digtning, der adresserer digterens inderste følelser, er stadig til debat. Du må fx ikke efterligne digterne i det globale Nord, som ikke har problemer med infrastruktur, som har rindende vand og elektricitet. Kun de har råd til at skrive om følelser. Jeg ser ikke mig selv som en del af den tænkning. Jeg er totalt uenig med den. Selvom jeg forstår tankegangen, så er digterens forpligtelse først og fremmest skønhed. Jeg er ikke klar til at putte min digtning ind i en tænkning, der promoverer politisk kamp. MKUKI BGOYA Mkuki er født og opvokset i Dar es Salaam, Tanzanias største by. Han er creative director hos Mkuki na Nyota Publishers, et uafhængigt forlag, der blev grundlagt i 1991. Hvis jeg tager afsæt i udgivelse, når det kommer til manifest, er det nye og interessante for et forlag hvordan
Jeg vil stride, leve for det jeg forstaaer ved Damernes Emancipation. Mathilde Fibiger, Clara Raphael: Tolv breve
NWACHUKWU EGBUNIKE
NJERI WANGARI WANJOHI
AFRIKA:
1851