Transformer - Linda P

Foto: Mew

LINDA P

LINDA PETERSEN (f. 1984), bedre kendt som Linda P, er standupkomiker, skuespiller og sanger.

Hun har lavet flere onemanshows og medvirket i en lang række film og tv-programmer.

LINDA P er kendt som dronningen af dansk comedy, men livet bag scenen har langtfra været hverken nemt eller sjovt for den skarptungede komiker. Hendes flugt fra en barndom præget af farens druk og svigt baner i første omgang vejen for en karriere på de skrå brædder, men ender i et rasende ridt med sprut, sex og stoffer. Livet i overhalingsbanen stopper først, da hun i 2013 bliver indhentet af fortiden og bryder sammen på Skanderborg Festivalen.

LINDA P En historie om at give sig selv en chance til

Sammenbruddet får hende til at tage sit liv – og ikke mindst sit misbrug – op til revision, og i bogen fortæller hun sin udviklingshistorie, om omkostningerne ved at tabe sig selv af syne, men også om vejen tilbage til livet, om at genfinde troen på kærligheden og om at slutte fred med sig selv og sin fortid.

Varevognen vugger gennem bøgeskoven, og bevægelserne vækker smerten i min skulder til live igen. Jeg skriger og prøver at forklare Karen Sophie, at min skulder må være brækket, men hun forstår det ikke. Hun bliver bare ved med at sige, at jeg skal trække vejret og slappe af. Jeg får øje på mine ben. De karter rundt som besat, og jeg kan ikke få ro på dem. Jeg kan faktisk slet ikke mærke dem. Min krop reagerer ikke, som den plejer. Jeg skriger, at der må være nogen, der har hældt syre i min mad. Jeg begynder at hyperventilere.

Endelig åbnes dørene i varevognen, og solen strømmer ind. To samaritter står klar til at tage imod mig, men der skal fire mennesker til at holde mig oppe. Jeg kan ikke gå, bare skrige.

MIKKEL FREY DAMGAARD (f. 1978) er uddannet journalist i 2007. Efter en årrække med undersøgende journalistik blev han vært på DR’s Deadline og DR2 i 2011. Siden har han lavet en række eksperimenterende og prisvindende dokumentarprogrammer. Nu er han freelancejournalist og forfatter.

Foto: Agnete Schlichtkrull

Forsidefoto: Territorium/Jes Larsen

Linda P-omslag.indd 1

WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

P O L I T I K E N S F OR L AG

Fra bogen

25-07-2018 12:23:37

TRANSFORMER

bog0303_Linda-P.indd 1

25-07-2018 12:34:22

LINDA PETERSEN i samarbejde med Mikkel Frey Damgaard

TRANSFORMER En historie om at give sig selv en chance til

POLITIKENS FORLAG

bog0303_Linda-P.indd 3

25-07-2018 12:34:22

Jeg har fortalt min historie, som jeg husker den. Andre vil uden tvivl have oplevet begivenhederne anderledes, og af hensyn til de mennesker, der optrĂŚder i bogen, er mange af de medvirkendes navne ĂŚndret.

bog0303_Linda-P.indd 5

25-07-2018 12:34:22

EN EFTERÅRSDAG I 1993

Jeg sidder på tæppet, som er fuld af brændemærker og rødvinspletter, i min fars lejlighed og ser “Hodja fra Pjort”.

Min far har lånt lidt penge af Finn i nummer otte, så vi kunne leje filmen og en moviebox. Jeg forestiller mig, at hullerne i tæppet er fra ture, hvor Hodja og jeg er fløjet helt tæt på vulkaner, og noget af den varme lava har ramt tæppet og brændt hul. Min far sidder bare på kanten af sofaen og svajer frem og tilbage i sin helt egen verden. Den kvalmende lugt af kirsebærvin fylder stuen, og han skælder ud på noget eller nogen, som ingen andre end han kan se.

Jeg forsvinder ind i filmen og bliver kun afbrudt i mit eventyr, når han kvækker et eller andet uforståeligt. Jeg får ondt i maven, når han er sådan. Men jeg forsøger alligevel at få ham med i eventyrsnakken.

“Far, hvis jeg nu kunne vælge én ting ud af alting, så ville jeg flyve på tæppet med Hodja. Så kunne jeg være hans 7

bog0303_Linda-P.indd 7

25-07-2018 12:34:22

kæreste, og vi kunne se alt muligt fra vores flyvende tæppe.

Hvad hvis du kunne vælge én ting ud af alting? Hvad ville du så vælge?” spørger jeg.

Han plejer at være så langt væk, at han ikke svarer, men det er, som om han bliver revet ud af sin verden, for han kigger på mig med sine slørede øjne, som ikke kan fokusere.

“Så havde jeg valgt ikke at få en datter,” siger han.

Dagen efter beder jeg min mor om at klippe mit hår kort.

bog0303_Linda-P.indd 8

25-07-2018 12:34:22

INDHOLD

En efterårsdag i 1993 7 Prolog 11 FØRSTE DEL Malerklatter og abehjerner 21 Definitionen af en stodder 37 (Pige)sex, drugs og rock ‘n’ roll 49 Citronmånen over Nordhavn 57 Intervention 67 Hvad skete der lige der, Petersen?

73 Drøm en lille drøm om mig 79 Kirsebærvin i kaffekoppen 89 Honeymoon i helvede 105 Deroute 113 Faldet 121 9

bog0303_Linda-P.indd 9

25-07-2018 12:34:22

ANDEN DEL

133

Ringvrag 135 Samtaler med de døde 147 Rødt blod, sort blæk 161 Omsorg 167 Når man puster på såret 173 Tilbagefald 177 Showtime 185 Sænk paraderne 189 Den lille pige og hundehvalpen 195 Normal? 207 Epilog 213 Tak 217

bog0303_Linda-P.indd 10

25-07-2018 12:34:22

PROLOG

Efteråret 2009 Der er smart kunst på væggene og dyre møbler overalt. I gangen, som virker 500 meter lang, ligger flere par og snaver, og på terrassen fornøjer to bøsser sig sammen i jacuzzien, mens folk bare vader forbi. I en af stuerne står en ung pige bag dj-pulten, mens en større menneskehob danser til musikken i mærkelige kostumer. Det hele er et gigantisk cirkus. En har heste-ører på, og en anden er klædt ud som kvinde på den helt overdrevne drag-agtige måde. Det er en af mine bekendte, som ejer huset, og jeg har allerede hørt rygter om hans fester, hvor orgier, stoffer og fuldkommen grænseløshed er en del af dagsordenen.

Jeg elsker at feste, og jeg elsker at være fuld. Det er der rig lejlighed til her. På et bord står store beholdere med is, og der er al den sprut, hjertet kan begære. Så jeg blander mig en rom & cola. Med rigeligt rom.

11

bog0303_Linda-P.indd 11

25-07-2018 12:34:22

Her er en hel del mennesker, som ofte er i bladene, men jeg er relativt ny i de kredse og føler mig stadig lidt malplaceret.

Mit første onemanshow har lige haft premiere. Det hedder “Rommen er en tøjte” og handler om alt det lort, man (læs: jeg) laver, når man har for meget rom i blodet. Showet er inspireret af de mange besynderlige personager, jeg har mødt i min barndom på Vestegnen og mit liv i Sydhavnen.

Rommen kommer ind i billedet, fordi jeg elsker rom og drikker så meget som muligt. Fordi man ofte kommer til at foretage sig et eller andet idiotisk, når man drikker, er det fedt at bruge til comedy. At vågne oven på sin shawarma, på naboens dørmåtte, er et billede, de fleste kan genkende.

Jeg går videre ind i lejligheden, og i en af de mange stuer finder jeg nogle, jeg kender lidt, og sætter mig ved dem.

Det er rart. Når man som jeg kommer fra et arbejderhjem i Hvidovre, er man ikke vant til fester med dyr champagne og smarte overklassetyper. Det virker lidt vulgært på mig, og jeg føler mig malplaceret, men jeg forsøger at falde ind, fordi det pludselig er blevet en del af mit liv at gå til premierer og hænge ud med andre kendte.

I nogle lædersofaer sidder en større gruppe og sniffer noget hvidt pulver. Kokain, tænker jeg. De gør det helt åbenlyst. Jeg har set masser af det i tidens løb, og jeg er lidt nysgerrig. Jeg har aldrig taget stoffer før, men har hørt historierne om, at det skulle være fedt. Folk vælter rundt, og alle er sammen på kryds og tværs. Jeg holder mig til min rom & cola, og det er også fint nok. Jeg kan få mange timer til at gå med at drikke sjusser og glo på folk.

12

bog0303_Linda-P.indd 12

25-07-2018 12:34:22

Jeg har fået lov til at overnatte på en sofa i huset, og da de sidste gæster er gået, ligger jeg der og tænker lidt over den tossede fest. Sprutten er så småt kogt af, og på bordet får jeg øje på en lille bunke kridhvidt pulver. Det kan kun være kokain, og jeg er hypnotiseret, nysgerrig og lidt skræmt.

Klokken er omkring seks om morgenen, og der er stille i huset, som er fuldkommen bombet. Der ligger mennesker og sover i hjørnerne, og heste-ørerne står midt på et bord, som om de var en eller anden sindssyg servering på en deka­ dent restaurant.

Jeg finder mit dankort frem, trækker lidt af det hvide pulver til side med kortet og hakker det, som jeg har set så mange gøre det i aften. Det er lidt klumpet og svært at få helt fint, men jeg gør mig umage. Endelig er det klar, og jeg ruller en pengeseddel sammen og stopper den op i næsen.

Så sniffer jeg til. Jeg føler en ganske kort smerte i næseboret, men ikke mere end det. Jeg tænder for fjernsynet. Der kører en eller anden idiotisk krimiserie, og jeg følger ikke rigtig med. Langsomt begynder der at ske noget. Jeg får det godt.

Rigtig godt. Jeg tænker på mine venner og min familie. Jeg tænker på, hvor sjove de er, og hvor meget jeg holder af dem. Alle problemer begynder så småt at forsvinde, og tilbage er der kun en følelse af glæde og kærlighed til dem.

Jeg har det virkelig lækkert. Jeg skriver sms’er til min mor om, at jeg håber, at hun har det godt. At det er længe siden, men at jeg har det ekstremt godt. Mine største problemer er ligegyldige, og mine mindste problemer, som ellers godt kan fylde en del, føles nærmest charmerende. Jeg skal jo 13

bog0303_Linda-P.indd 13

25-07-2018 12:34:22

bare tilgive mig selv og ikke være så hård, bare fordi jeg ikke rigtig har styr på min økonomi eller mit kærlighedsliv. Og selvom Christina Sederqvist, som er min nærmeste kollega og arbejdspartner, bliver skidesur på mig indimellem, så holder hun jo af mig. Jeg skal også holde af mig selv.

Sådan kører mine tanker rundt i timevis. Hver halve time snupper jeg lidt mere snask med pengesedlen og mit dankort. Der findes to slags mennesker: borgerdyret og sådan nogle som mig, der gør, hvad der passer dem, og bryder alle de andres regler. Hvis jeg vil drikke, så drikker jeg, hvis jeg vil feste, så fester jeg. Og det er jo ikke, fordi jeg vil snyde i skat. Jeg kan bare godt bruge de ekstra penge. På et eller andet tidspunkt kommer der nok balance i tingene.

Jeg begynder at blive lidt rastløs. Jeg har ligget på sofaen og sendt en masse beskeder ud i verden, men de færreste har svaret på. De fleste af mine venner ligger trods alt og sover søndag morgen. Tiden er fløjet af sted, og klokken nærmer sig 11, men jeg kan ikke rigtig finde ro på sofaen, og jeg kan slet ikke falde i søvn. Jeg har vist taget 10 streger, og selvom jeg ikke har forstand på det, så ved jeg trods alt, at det er rigtig meget. Mine øjne klør, mit hår klør, og mine arme klør.

Jeg vender og drejer mig på sofaen og opdager, at jeg skærer tænder. For helvede, det klør over det hele, og jeg har pludselig også trykken for brystet. Jeg lægger hånden på mit hjerte og mærker, at det hamrer derudad. Jeg bliver lidt bange og lægger mig med ansigtet vendt mod væggen og lukker øjnene fast i. Bare et par timers søvn, så er der nok ro på igen.

14

bog0303_Linda-P.indd 14

25-07-2018 12:34:22

Men det virker ikke. Jeg må ud af lejligheden. Min taske ligger i et af soveværelserne. I sengen ligger bøsseparret fra jacuzzien og sover sammen med to helt unge piger. Jeg finder mit lort og går ud i den skærende formiddagssol på en søndag, hvor det meste af byen stadig ikke er i omdrejninger. Bortset fra pensionister og børnefamilier er der ikke mange på gaden, og jeg må være et ømt syn med min hue og vilde blik. Enhver idiot kan se, at jeg ikke har sovet i over et døgn. ‘Men jeg gider sgu da heller ikke jeres røvsyge liv,’ tænker jeg og glor ondt på dem.

Jeg finder min telefon frem.

“Det er Anders.”

“Hej, det er Linda. Er du hjemme? Jeg har måske dummet mig lidt i nat, og jeg har brug for at tale med dig.”

“Selvfølgelig, tøsen, du kommer bare.”

Samtale afsluttet. Jeg står midt i København på en alt for lys søndag morgen med coke i blodet for første gang, og jeg trænger i dette øjeblik til noget ro og måske også lidt tryghed. Jeg finder en taxi og giver chaufføren adressen.

Anders Matthesen har været en tæt ven og kollega, siden jeg startede i branchen. Han hader stoffer, men da han godt kan lide mig, tænker jeg, at han vil forstå, eller i hvert fald passe på mig.

Jeg ringer på døren. Anders åbner.

“Nå, Petersen, øksedruk?” siger han, da han ser mig. Øksedruk er Anders’ selvopfundne ord for at drikke, som en økse falder. TZACK, ned med bajerne. Når han og jeg har taget en af de ture, er det næsten uden stopklods.

15

bog0303_Linda-P.indd 15

25-07-2018 12:34:22

Det kan som bekendt godt koste lidt, så måske er det ikke så mærkeligt, at han tænker, at det er det, jeg har lavet.

Anders er et meget sødt og høfligt menneske. Engang vi netop var på øksedruk, endte vi på Amigo Bar. Det er et notorisk homosted, men også den bar, hvor de fleste byture i København ender, uanset om man er til den ene eller anden side. Jeg holdt barens tunge jerndør åben, mens vi stod og sludrede i indgangen, men da jeg ville ud og ryge, gav jeg slip på døren, som smækkede over Anders’ fingre.

Han åbnede munden på vid gab som en krokodille og skreg uden lyd, mens han stod og hoppede på stedet med fem fingre, som i løbet af få sekunder voksede til tredobbelt størrelse og i øvrigt blev kulsorte. Jeg undskyldte og undskyldte, mens han pustede på sin fladmaste klør fem.

“Det er okay, det er helt okay, det var jo ikke med vilje,” fik han fremstammet.

Hvis det var mig, var jeg flippet totalt ud.

Men denne gang har jeg taget den et skridt videre end øksedruk.

“Nej. Eller jo, først,” siger jeg til Anders, da jeg er kommet indenfor.

“Men så kom jeg til at tage noget coke.”

Anders kigger på en gang lidt overbærende og bebrejdende på mig.

“Vi skal vist ha’ en æggemad,” siger han så. Han laver altid æggemadder til mig. Især hvis det hele er lidt svært.

“Var det så fedt?”

“Ja, det var det,” indrømmer jeg. “Eller i begyndelsen var det i hvert fald. Først havde jeg det virkelig fedt og læk16

bog0303_Linda-P.indd 16

25-07-2018 12:34:22

kert, og jeg var ligeglad med alle problemer og bekymringer. Men så kom jeg vist til at tage for meget, for jeg blev helt hektisk og kunne ikke slappe af.”

Jeg er faldet mere til ro nu.

“Petersen, måske er det også en rimeligt stor mundfuld at lave solo-show, tv og så lige feste igennem og ha’ en skattegæld på et par millioner at bekymre sig om oven i hatten.

Måske skulle du bare leve et helt almindeligt borgerligt liv?” siger han.

Jeg glor på ham. Han har sgu da ret i, at der er rimelig meget tryk på, og selvom jeg ikke er helt så kålhøgen, som jeg var et par timer tidligere, så skal jeg altså ikke være lønmodtager med brugt bil og røvsygt liv i Husum. Det kommer aldrig til at ske. Også selvom det med skattegælden er rigtigt og selvfølgelig stresser mig lidt.

“Jeg kan godt høre, hvad du siger, morfar, men jeg nægter at blive et borgerdyr. Ku’ du se det for dig? Linda P. som kantinedame i en sportshal. Nul.” Jeg griner og har det bedre. Æggemadderne har hjulpet, og det har samtalen med Anders også. Ikke desto mindre er det sandt, at jeg ikke kan vælge en anden tilværelse end den, jeg lever nu. Det normale liv siger mig ikke en skid.

bog0303_Linda-P.indd 17

25-07-2018 12:34:22

bog0303_Linda-P.indd 18

25-07-2018 12:34:22

FØRSTE DEL

bog0303_Linda-P.indd 19

25-07-2018 12:34:22

bog0303_Linda-P.indd 20

25-07-2018 12:34:22

MALERKLATTER OG ABEHJERNER

I fjerde klasse får jeg hovedrollen i årets skolekomedie “Klods-Hans”. Det kan virke lidt paradoksalt, at en genert pige som mig skulle have hovedrollen, men sagen er, at mens jeg er lidt usikker i sociale sammenhænge, så er jeg god til at optræde. Når det ikke længere er mig selv, som er på spil, kan jeg godt lide opmærksomheden. Da jeg øver mig på rollen hjemme i vores stue med min mor som publikum, lægger jeg en lort (selvfølgelig ikke en rigtig lort) i Klods-Hans’ træsko, og slår mig selv i hovedet med skoen og kigger forventningsfuldt på min mor. Hun skriger af grin. Det er fantastisk.

Senere tager jeg den gimmick med, så når jeg på scenen laver en joke, hvor et eller andet er tilpas dumt, så gokker jeg mig selv i nødden med mikrofonen for at understrege, hvor åndsvagt det er.

Når jeg i dag ser tilbage på det, ligner det skæbnens iro21

bog0303_Linda-P.indd 21

25-07-2018 12:34:22

ni, at jeg bliver sat til at spille netop Klods-Hans. Den sjove dreng. En rolle, som følger mig på godt og ondt i årene efter.

Fordi jeg bliver mobbet i skolen, sidder jeg meget alene hjemme og elsker at være kreativ og optage bånd, hvor jeg lukker lort ud. Sammen med nogle af mine venner øver jeg mig på at lære ting udenad, hvad enten det er sange eller jokes fra De Nattergale eller Ørkenens Sønner eller grænseoverskridende numre af visesangeren Cæsar, som min storesøster introducerer mig til. En dag til en sommerfest nede i ungdomsklubben i Hvidovre, da jeg er omkring 12, finder vi på at optræde med to sange af Cæsar, nemlig “Den lange Hr. Jensen” og “Nå, nå, nå, hva’ så’”.

Forældrene blandt publikum gemmer deres ansigt i hænderne, men vi kan også se på dem, at de har svært ved at lade være med at grine, mens alle børnene er helt sat af. Jeg tror, at jeg har en veludviklet fornemmelse for, hvad der får voksne til at grine, som i bund og grund nok handler om, at jeg altid har forsøgt at få opmærksomhed og anerkendelse fra min far, som vi ikke bor sammen med.

Den dag til sommerfesten oplever jeg en forbindelse til publikum, og jeg opdager, at jeg kan imponere folk. I alle andre situationer er jeg genert, og i selskaber sidder jeg og gemmer mig i min jakke, fordi jeg føler mig tyk. Men når jeg optræder, opdager jeg et frirum, hvor jeg kan blive en anden.

Min mor bakker mig op. Vi elsker begge to at se revyer, satire og gamle danske folkekomedier med Dirch Passer.

Hvad som helst, man kan grine af. Siden jeg var helt lille, 22

bog0303_Linda-P.indd 22

25-07-2018 12:34:22

har vi siddet sammen i sofaen og grinet ad de gakkede vittigheder, til jeg fik ondt i maven, og nu er det så min tur til at optræde for hende. Den første gang, hun hører mig synge, siger hun ganske vist: “Det lyder sgu ikke så godt. Men hvis man øver sig, bliver man bedre til tingene, så måske du skulle gøre det?”

Og det gør jeg så. Jeg øver og øver, og et halvt år senere, en dag vi sidder i bilen på vej ud til en af hendes kolleger, synger jeg for hende igen. Hun kører ind til siden og slukker motoren, og da jeg er færdig med sangen, siger hun: “Det er meget bedre, skat. Jeg kan godt høre, at du har øvet dig.”

Jeg er stolt. Det er det her, jeg vil, uden at vide hvordan jeg skal komme til det. * * * Rasmus er malersvend, næsten to meter høj og 12 år ældre end mig. Jeg lærer ham at kende, da jeg som 15-årig starter som lærling i Malerfirmaet Seehusen A/S i Rødovre.

Min mor er helt cool med, at jeg ikke gider skolen længere.

Jeg må selv vælge, hvad jeg så vil, hvis bare jeg gør en eller anden uddannelse færdig. Og da min mor selv er bygningsmaler, er det oplagt at gå samme vej. Som lærling møder man klokken syv om morgenen, så jeg synes, at det er skide irriterende altid at skulle stå op … kvart over otte. Man er ovenikøbet nederst i hierarkiet. Der er skideballer, når man laver fejl, og ingen siger noget, når man gør det godt. Jeg lurer hurtigt, at det klogeste er at holde sin kæft og holde 23

bog0303_Linda-P.indd 23

25-07-2018 12:34:22

lav profil. Man skal også kunne tage drillerier og vide, hvordan man svarer igen. Heldigvis giver min mor mig et par fif.

Hvis jeg får en sviner af en svend, skal jeg se ham direkte i øjnene og sige: “Prøv at høre her. Du skal ikke ta’ dig af, hvad mester går og siger. Jeg synes faktisk, at du er en meget kompetent malersvend.”

Et andet rigtig godt trick til, hvordan man kan tage røven på svende, der er på nakken af en, hedder “Malerklatten”. Man hælder en stor klat maling ud på noget sølvpapir, lader det tørre og hælder mere maling på. Den proces gentager man, til klatten er tør og kan tages af papiret. Hvis en svend så render rundt og gør livet surt for en, ja, så kan klatten jo strategisk placeres på det gulv, han lige har gået og lakeret. Det kan gøre selv de hårdeste drenge helt blege om næbbet.

Rasmus er en skarp bulderbasse. Han er glødende fan af BK Frem, og for ham er slagsmål en lige så naturlig del af fodbold som fadøl og pølser. Han gør ikke så meget væsen af sig, men når han gør, er det altid sjovt. Det er jo ikke altid til at forklare, hvorfor man forelsker sig i mennesker, men jeg falder for Rasmus, fordi han både er velformuleret og belæst og samtidig en værre laban.

Vi går med en ældre maler, som hedder Knud, og lige meget hvad man har oplevet, så har Knud oplevet noget, der er vildere. Hvis du engang har drukket en hel kasse øl, har Knud drukket to. Hvis du har vundet en billardturnering på bodegaen i weekenden, har Knud vundet en på en pub i England, hvor der var fem professionelle billardspillere med.

24

bog0303_Linda-P.indd 24

25-07-2018 12:34:22

Rasmus er suveræn til at skubbe Knud helt ud over kanten. En dag varmer han ham op hele formiddagen. Rasmus begynder at tale om flymaling, Knud følger trop, og hver gang Rasmus siger et eller andet om en bestemt type maling, så ved Knud alt om den og topper op med alt muligt lort, han selv finder på. Vi, der følger med fra sidelinjen, har svært ved at lade være med at trække på smilebåndet, for vi ved godt, hvordan det her vil ende. Over frokosten begynder Rasmus ganske rigtigt at bygge op til finalen, som ender med, at Knud påstår, at han engang har været med til at male en F16-jager, mens den befandt sig i luften. Det er jo himmelråbende tosset at sige, for selvfølgelig er ingen fly nogensinde blevet malet i luften. Men Knud kan simpelthen ikke holde ud, at nogen skal have oplevet eller gjort noget, som er mere interessant end noget, han selv har set eller gjort. I virkeligheden er det jo lidt trist, men det er sjovt, når Rasmus får ham til at fortælle de der helt sindssyge historier.

Da jeg nærmer mig den sidste del af min læretid, bliver Rasmus og jeg sat sammen til at male en lejlighed. Og jeg nyder det. Han svinger mellem at være belærende og lidt hård og så være hjælpsom og sød. Som dagene går, bliver det tydeligere og tydeligere for mig, at jeg er forelsket. Selvom jeg ikke har så meget erfaring med kærlighed, har jeg en klar fornemmelse af, at Rasmus også tænker et eller andet om mig.

Jeg glæder mig hver morgen til at tage på arbejde med ham, og hver aften, når vi er færdige, cykler jeg hjem lidt 25

bog0303_Linda-P.indd 25

25-07-2018 12:34:22

tung om hjertet. Den sidste dag, vi går i lejligheden, tænker jeg hele tiden på, at det kan være sidste gang, jeg ser ham, og da jeg kommer hjem, er jeg ked af det.

Min mor kan mærke det med det samme.

“Hvad er der galt, Linda?” spørger hun.

Og så må jeg fortælle det hele. Om en mand, som jeg er blevet forelsket i og måske aldrig skal se igen. Min mor lytter. Og så tager fanden ved hende.

“Ved du, hvad han plejer at lave i sin fritid?” spørger hun.

Rasmus har for nylig slået op med sin kæreste, men da de stadigvæk bor sammen, har han mange drukture på Sjælør Bodega.

“Godt, så skal vi på bodega,” siger hun.

Det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om at troppe op på Sjælør Bodega med min mor for at finde Rasmus. Men min modstand er halvhjertet, for jeg ved godt, at det er nu eller aldrig. Og måske er det ikke så slemt at have sin mor med på udebane.

Vi gør os klar. Min fornemmelse er, at Rasmus er til luderstøvler, porno-sminke og patter, så jeg fyrer godt op for effekterne. Jeg har forsøgt at lægge makeup, og jeg har givet den fuld gas. Mine øjenbryn sidder nærmest oppe ved hårgrænsen, og laget af pudder er på tykkelse med indlandsisen. Jeg ville ikke få et øjebliks ro på Istedgade.

Jeg er skide nervøs, da vi åbner døren, og røg og musik vælter ud. Vi er ikke nået mere end et par skridt ind i lokalet, før min mor råber: “ER DER EN SKALDET MALER HER, SOM HEDDER RASMUS?!”

26

bog0303_Linda-P.indd 26

25-07-2018 12:34:22

Perfekt. Så mangler jeg bare at få en gaffel i øjet og et nummer med Big Fat Snake i højttaleren, før min aften er fuldendt. Det er rædselsfuldt. Men da jeg i virkeligheden er ret genert af natur, ved jeg, at jeg nok aldrig vil få ham at se igen, hvis ikke min mor tager initiativ. De mennesker, der sidder ved baren, vender sig om mod os. Jeg spejder febrilsk rundt. Rasmus er der ikke. Nu er det bare pinligt.

“For satan, mor, vi skrider, han er her ikke,” siger jeg.

Idet vi vender os mod døren, snøvler en stemme fra baren: “Rasmus står og spiller billard inde bagved.”

Pludselig foregår alt i slowmotion. Jeg ser mig over skulderen og får øje på Rasmus’ skaldede hoved, der kigger ud fra billardrummet. Nu er der ingen vej tilbage.

Min mor lister væk og slår sig ned ved nogle andre gæsters bord, mens Rasmus kommer hen til mig.

“Hva’ så, min egen?” siger han og bestiller en abehjerne til mig, mens hans venner sætter “Only Sixteen” med Sam Cooke på i jukeboxen. Fuck. En abehjerne er en rigtig 90’er-klassiker. Man blander vodka og rød sodavand, og så hælder man Bailey i over en teske. Sagen er, at Bailey koagulerer ved kontakt med sodavanden, så det skummer op over glasset og danner en masse, der ligner en hjerne. Men det bliver først rigtig ulækkert, når man drikker det, og “hjernen” er blevet til en massiv snotklat, som kan være svær at få ned uden at kaste op. Det er sådan set et meget godt billede på det spil, vi spiller. Rasmus prøver mig hele tiden lidt af, og det gør han så også nu med en drink, hvor man klart ville foretrække levertran og en flad.

27

bog0303_Linda-P.indd 27

25-07-2018 12:34:22

Og han snakker og snakker, især om Knud og alle de tossede ting han siger. Indimellem roser han mit udseende, og det er, som om hele verden er gået i stå omkring os. Jeg er totalt fascineret af den store mand, som sidder over for mig. Han begynder at røre ved min skulder, og pludselig kysser han mig og siger: “Når du nu ikke er her som min lærling, må jeg godt sige, at du sgu da er meget sød.”

Jeg bliver vild af glæde.

Min mor er for længst gået, og Rasmus siger, at vi ikke kan tage hjem til ham, fordi hans ekskæreste er der. Så vi ender med at tage hjem til mig i Hvidovre, hvor jeg bor i stuelejligheden sammen med min mor. Og som om denne aften ikke allerede har været absurd nok, så er jeg jomfru.

Rasmus skal være den første, har jeg besluttet, og selvom jeg godt ved, at det formentlig kommer til at være en engangsforestilling, bliver det trods alt en forestilling med ham i den ene hovedrolle.

Til gengæld bliver de næste måneder et sandt helvede.

Jeg vil gerne være kærester, men Rasmus vil ikke. Han overnatter ofte hos mig alligevel, og jeg har det forfærdeligt, når han går. Jeg presser på, og han trækker sig. Jeg er for ung, og han er lige kommet ud af et forhold efter seks år, siger han. Men en dag, da jeg kommer hjem fra arbejde, sidder han inde i stuen og ser “Lykkehjulet” med min mor. Da ved jeg, at den er hjemme.

Jeg bruger al min energi på at være forelsket i Rasmus.

Jeg elsker stadig at få folk til at grine, men jeg er også fastlåst i forestillingen om, at det aldrig er noget, jeg kan komme 28

bog0303_Linda-P.indd 28

25-07-2018 12:34:22

til at leve af. Så jeg går bare rundt som en forelsket zombie­ agtig malerlærling, der går rigtig meget på lokum, så jeg kan sidde derude og sove i løbet af dagen. * * * Første gang jeg ser DM i standup på TV 2 Zulu, er jeg 19 år. Jeg er på besøg hos min gode ven Lars og tænker ‘hvad fanden er det her?’ Jeg har jo gået og forsøgt at formulere for mig selv, hvad jeg skulle bruge komikken til. Og pludselig er den der. Her er formen. Det er inden for rækkevidde, uden at jeg behøver være hverken kendt eller rig. Det her er for alle nørderne ligesom mig selv, der på scenen kan sige, hvad fanden de vil. Jeg tænker, at hvis dem, jeg ser på skærmen, kan, så kan jeg også.

Jeg står højt oppe på en stige og maler tagrender et sted i Rødovre, da jeg tager beslutningen. Jeg kravler ned, finder nummeret til FBI (Funny Business Inc., red.) og ringer og siger, at jeg gerne vil melde mig til DM i standup. Der er ikke flere ledige pladser til de indledende runder i København, men jeg kan tage til Vordingborg eller Esbjerg, hvis jeg vil med, siger de.

“Jeg vil gerne meldes til begge steder,” siger jeg. Da jeg lægger på, står jeg bare og stirrer ud i luften med min pensel i hånden. Hvad fanden har jeg tænkt på?

Jeg går i gang med at skrive de fem minutters materiale, jeg skal optræde med. Heldigvis er jeg begyndt i god tid, for de første jokes er noget værre pis. Men så finder jeg på

29

bog0303_Linda-P.indd 29

25-07-2018 12:34:22

den, som ender med at blive min åbningsjoke. Den lyder sådan her: “Jeg er faktisk enormt nervøs for at stå her i aften, så jeg har taget alle mine venner, kolleger og familie med, og de sagde begge to, at det nok skal gå …”

De næste otte måneder går med at skrive, slette, skrive om, slette og så ellers øve, øve, øve, mens Rasmus sidder ved siden af eller spiller computer.

Jeg prøver også showet af på min far, som sidder og smiler lidt og siger “nå ja” og ting i den stil. Jeg vil have, at han skal synes, at det er sjovt, men det er svært at vide, hvad han tænker. Han siger generelt aldrig særlig meget. Da showet meget senere bliver sendt i tv, ser jeg det hjemme hos ham.

Mærkeligt. Min mor har været der for mig hele livet, og alligevel vælger jeg at fejre min succes sammen med ham. Da udsendelsen er slut, er hans eneste kommentar: “Jamen det er da fint, at du tror på det.”

Da de indledende runder nærmer sig, fortæller jeg min søster og hendes kæreste, at jeg har meldt mig til. Jeg har ikke lyst til, at hverken min mor eller Rasmus skal se mig optræde, for så vil jeg fokusere mere på at imponere dem end på publikum, men min søster og jeg har den sorte, grænseoverskridende humor til fælles, og jeg vil føle mig tryg ved, at hun er med. Hun forstår det.

I begyndelsen af december 2004 henter min ven Lars mig og min søster og hendes kæreste i sin lille, blå Ford, og så går turen ellers til Esbjerg, hvor konkurrencen bliver af30

bog0303_Linda-P.indd 30

25-07-2018 12:34:22

holdt på første sal i Restaurant Dronning Louise. Jeg når at kæderyge en pakke smøger ude på torvet, før jeg skal på. Jeg er nummer tre, og da jeg står på scenen og mærker kvalmen rulle ind over mig, er jeg et sekund fra at løbe skrigende bort. Det er et lille lokale med måske 20 borde, og pludselig vender min nervøsitet til en fandenivoldsk følelse af, at det hele sgu nok skal gå. Så går jeg i gang. Folk griner. Det er forrygende, indtil det ikke er det mere. Efter to minutter på scenen går klappen ned. Bum. Jeg kan intet huske. Er simpelthen fuldstændig blank på, hvad fanden jeg skal sige.

Underligt nok går jeg ikke i panik.

“Fuck, hvor irriterende, det er jeg ked af,” siger jeg bare og går ned fra scenen og sætter mig hos min søster.

“Hvor var det ærgerligt, for det var virkelig sjovt,” siger hun med et kæmpe smil.

Jeg skal nok bare være maler.

Alligevel tager jeg også turen til spillestedet Stars i Vordingborg nogle dage senere. Nu har jeg jo meldt mig til.

Min mor er til julefrokost med sit arbejde.

“Du ringer bagefter,” siger hun, inden jeg tager af sted.

Jeg er rimelig rolig, og da jeg går op på scenen, improviserer jeg en joke om, at jeg gerne vil kondolere for, at de er så fattige i Vordingborg, at de i stedet for borde har sådan nogle olietønder stående, som de sikkert selv synes er virkelig smarte. Den sviner kan publikum godt lide, og mine fem minutter sidder lige i skabet. Jeg er cool, og jeg har overskud, men det er der også mange andre, der er, så da jeg bagefter står ved en af olietønderne og venter på udfaldet af konkurrencen, regner jeg ikke med noget. Min overraskelse 31

bog0303_Linda-P.indd 31

25-07-2018 12:34:22

er derfor ægte, da jeg pludselig hører: “Og vinderen af indledende runde er … Linda Petersen.” Det er for vildt! Jeg ringer til min mor, som råber det ud til hele julefrokostselskabet. Hun er stolt. * * * Semifinalen skal foregå på Comedy Zoo i København. Jeg tager min søster med derind. Jeg føler, at jeg har styr på det, lige indtil jeg ser mig omkring i lokalet. Alle komikerne er der. Rune Klan, Jonatan Spang, Anders Matthesen, Thomas Hartmann. Og så er det, at kvalmen vender tilbage. Ikke at jeg føler mig starstruck, det er mere det, at jeg synes, at det er røvirriterende. Pludselig føler jeg, at jeg skal bruge mit krudt på at imponere de garvede rotter i branchen, når alt, jeg i virkeligheden vil, er at have fokus på publikum.

Det er mere forstyrrende, end det er fedt. Men da jeg går på scenen, lykkedes det mig at abstrahere fra det. Det går forrygende, og modsat publikum i provinsen får jeg virkelig respons og anerkendelse fra folk her. Jeg elsker det. Jeg gør mit show færdig, og da jeg lettere ør over al opmærksomheden er på vej i baren med min søster, griber Anders Matthesen fat i mig og siger: “Jeg håber sgu, du vinder i morgen.”

Sammen med fem andre går jeg videre til finalen dagen efter. Men gudhjælpemig om ikke klappen går ned for mig igen. Jeg glemmer hele midterdelen af mit set. Det vil sige, at jeg kun får lavet cirka tre minutter i alt. Uffe Holm er en af dommerne, og han peger på mig som vinder, men det en32

bog0303_Linda-P.indd 32

25-07-2018 12:34:22

der alligevel med, at Mads Brynnum vinder. Han var også den bedste den aften. På tv-optagelserne kan man tydeligt se min skuffelse, da vi en efter en bliver kaldt op, og det viser sig, at jeg kun er blevet nummer to.

“Nå,” siger jeg først bare, før jeg fortsætter med et: “Tillykke med det, Mads,” og giver ham hånden, mens kameraet er zoomet helt ind på mit ansigt.

Bagefter kommer Matthesen hen og siger trøstende, at det altid er to’erne, der bliver til noget, og en kvinde ved navn Karen Sophie fra FBI siger til mig, at så længe jeg kun har fem minutters materiale, kan hun ikke sende mig ud for at optræde, men at hun vil holde øje med mig.

Så jeg maler videre, mens min selvtillid stille og roligt svinder ind igen. En måneds tid senere ringer Jonatan Spang og siger, at han så mig til DM, og at han synes, at jeg skal se at komme i gang med at skrive.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare, men ender med at takke ja til hans invitation om at besøge ham. Jeg er først lidt intimideret af ham og bekymret for, at han ikke vil synes, at jeg er sjov nok, men det går hurtigt over, og det er fedt at skrive igen.

Jeg begynder også at komme mere jævnligt på de forskellige standup-steder i byen, og det er i komiker-miljøet, at jeg for første gang får en følelse af at høre til. Det er fedt.

En aften i 2005 møder jeg Christina Sederqvist på Kulcaféen, der på det her tidspunkt også er centrum for byens standup-scene. Ligesom mig har Christina en drøm om at lave comedy. Hun er 10 år ældre, men vi finder ud af, at vi 33

bog0303_Linda-P.indd 33

25-07-2018 12:34:22

griner af de samme ting, og begynder at gå i byen sammen.

Vi mødes også hjemme hos hende, hvor vi går i gang med at udvikle vores eget univers.

I starten improviserer vi over de typer, som vi møder i gadebilledet, og skaber nogle rimelig gakkede typer. Jeg har boet i Sydhavnen i ni år og holder af kvarteret og de mange skæve eksistenser, som bor der. Det er sådan, at de to karakterer, som bliver vores gennembrud, opstår. Winnie, som jeg spiller, og Karina, som Christina lægger krop til, er skabt på de improvisationsaftener. Winnie er grænsepsykotisk og får lige så mange flade, som hun selv deler ud. Karina bruger alt for meget selvbruner og har hele tiden problemer med mændene. Vi skaber også Pia, som har ar i ansigtet, fordi hun engang faldt i søvn på en grill. Det er så idiotisk, at man kun kan have respekt for det, men det er en sand historie. Der er også den storrygende, livstrætte Ditte, der “baaaaare ikke magter det mere” og alle de andre på kanten af samfundet. * * * Jeg er flyttet sammen med Rasmus og arbejder stadigvæk som maler, men har fået flere og flere standup-jobs. I 2006 ser Christina og jeg, at DR efterlyser talenter, og vi sender nogle bånd med optagelser af vores tossede karakterer ind.

Efter et par uger bliver vi kontaktet af redaktøren Jesper Rofelt, som blandt andet har stået bag “Drengene fra Angora”. Han er i gang med at sammensætte et nyt program, der hedder “Flemmings helte”, som skal laves af nye navne.

34

bog0303_Linda-P.indd 34

25-07-2018 12:34:22

Foto: Mew

LINDA P

LINDA PETERSEN (f. 1984), bedre kendt som Linda P, er standupkomiker, skuespiller og sanger.

Hun har lavet flere onemanshows og medvirket i en lang række film og tv-programmer.

LINDA P er kendt som dronningen af dansk comedy, men livet bag scenen har langtfra været hverken nemt eller sjovt for den skarptungede komiker. Hendes flugt fra en barndom præget af farens druk og svigt baner i første omgang vejen for en karriere på de skrå brædder, men ender i et rasende ridt med sprut, sex og stoffer. Livet i overhalingsbanen stopper først, da hun i 2013 bliver indhentet af fortiden og bryder sammen på Skanderborg Festivalen.

LINDA P En historie om at give sig selv en chance til

Sammenbruddet får hende til at tage sit liv – og ikke mindst sit misbrug – op til revision, og i bogen fortæller hun sin udviklingshistorie, om omkostningerne ved at tabe sig selv af syne, men også om vejen tilbage til livet, om at genfinde troen på kærligheden og om at slutte fred med sig selv og sin fortid.

Varevognen vugger gennem bøgeskoven, og bevægelserne vækker smerten i min skulder til live igen. Jeg skriger og prøver at forklare Karen Sophie, at min skulder må være brækket, men hun forstår det ikke. Hun bliver bare ved med at sige, at jeg skal trække vejret og slappe af. Jeg får øje på mine ben. De karter rundt som besat, og jeg kan ikke få ro på dem. Jeg kan faktisk slet ikke mærke dem. Min krop reagerer ikke, som den plejer. Jeg skriger, at der må være nogen, der har hældt syre i min mad. Jeg begynder at hyperventilere.

Endelig åbnes dørene i varevognen, og solen strømmer ind. To samaritter står klar til at tage imod mig, men der skal fire mennesker til at holde mig oppe. Jeg kan ikke gå, bare skrige.

MIKKEL FREY DAMGAARD (f. 1978) er uddannet journalist i 2007. Efter en årrække med undersøgende journalistik blev han vært på DR’s Deadline og DR2 i 2011. Siden har han lavet en række eksperimenterende og prisvindende dokumentarprogrammer. Nu er han freelancejournalist og forfatter.

Foto: Agnete Schlichtkrull

Forsidefoto: Territorium/Jes Larsen

Linda P-omslag.indd 1

WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

P O L I T I K E N S F OR L AG

Fra bogen

25-07-2018 12:23:37