Simon Spies - solkongens liv og tid

Tropez, gjorde sin medicinske turnus færdig i de år, så han var ude af cirkulation i perioder, om end han fortsat kom fast på Hotel Mercur og i Rungsted, når han var i Danmark. Ligesom han var med på flere af de store rejser i de tidlige 1970’ere.

Simon Spies var stadig sammen med Inger Weile i 1973, mens alt dette skete. Han var også i en periode optaget af tanken om at få børn med hende. Han vidste godt, at han næppe kunne, på grund af fåresygen, men det afholdt ham ikke fra at håbe. I sensommeren det år havde Simon Spies og Inger Weile nogle overnatninger på værelse 616 på Hotel Mercur; det værelse, som Simon Spies havde reserveret til sig selv til dage, hvor han ikke orkede at tage til Rungsted. Her afleverede Simon Spies flere sædprøver til Jan Smith, som fik dem undersøgt i Sverige på de sygehuse, han var knyttet til som turnuslæge. Men der var ikke noget at gøre. Simon Spies var ikke i stand til at få børn.

Kort efter rejste Simon Spies ud i verden. Officielt fordi han ønskede at besøge samtlige destinationer i Spies-programmet, men også for at more sig. Det skete med henvisning til Parkinsons 12. lov. Cyril Northcote Parkinson var en britisk historiker, der i et humoristisk essay i magasinet The Economist i 1955 redegjorde for sin lov, der slog fast, at arbejde tager den tid, der er afsat til det. I teksten gjorde den satiriske brite grin med, hvordan embedsmandsstanden i hans eget land voksede og voksede, fordi den hele tiden opfandt nye opgaver til sig selv.

Parkinsons 12. lov handler om, hvor vigtigt det er, at en leder har besøgt selv den yderste forpost i sin virksomhed inden for de seneste 12 måneder. Ellers falder tingene fra hinanden.

Denne gang var Simon Spies væk i længere tid end nogensinde før. Den store jordomrejse begyndte 27. august 1973 i Salzburg – den østrigske by, han havde boet og arbejdet i midt under Anden Verdenskrig. Simon Spies overvejede at arrangere sommerrejser til Tyrol og ville samtidig gerne drukne lidt i gamle minder. Så han slæbte sit følge, blandt andre Lene Christensen og Inger Weile, ud i bjergene omring byen og ud at se alpehotellet Den hvide hest, kendt fra Erik Ballings film fra 1964 286

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 286

03-09-2012 14:32:11

Sommer i Tyrol, der var baseret på en tysk operette af samme navn. Fra Salzburg kørte selskabet videre, turen foregik til at begynde med i en kortege af Simon Spies’ biler, til Zermatt i Schweiz, et skisportssted ved foden af bjerget Matterhorn.

Det var i Schweiz, Simon Spies mødte en ung dansk kvinde ved navn Karin Heilesen, der arbejdede som gogodanserinde på en natklub. Han stødte ind i hende under et stop i baren på det luksuriøse Badrutt’s Palace Hotel ved St. Moritz-søen, der, hvor han nogle år tidligere havde festet med Vivi Bergquist, Nancy Ömann, Anni Nielsen, Erik Michel De Sade, lille Merethe, Brigitte Bardot og Shahen af Persien. Simon Spies fandt Karin Heilesen “dekorativ,” som det blev udtrykt, og han inviterede hende derfor med videre ud i verden. Det sagde hun ja tak til. Det fik senere konsekvenser.

Fra Schweiz fortsatte selskabet, der nu blandt andre bestod af Lene Christensen, Inger Weile, Karin Heilesen, Simon Spies og et par chauffører, til overklassehotellet Byblos i Saint Tropez i Frankrig. De ankom 15. september 1973. Efter små 14 dage drog de videre til Spanien, først til Callela, så til Granada og til sidst til Torremolinos, hvor de boede i Simon Spies’ lejlighed. Det var i Torremolinos, Lise Dietrich sluttede sig til selskabet. Hun var tidligere samme år blevet ansat i Spies-koncernen igen efter en pause på godt ti år. Hun søgte og fik en stilling som inspektør på Hotel Mercur. Hun var alene med sin datter, men hun var blevet syv år på det tidspunkt og kunne godt være sammen med sin bedstemor om aftenen, når Lise Dietrich arbejdede. Det var Simon Spies selv, der ansatte hende, han huskede hende fint fra gamle dage, og de fandt hurtigt tilbage til det frisprog, de havde haft i 1960’erne. Lise Dietrich var ikke bleg for at skælde Simon Spies ud, når han opførte sig urimeligt.

Hun arbejdede seks dage om ugen, og det gik fint i nogle måneder, indtil Simon Spies en dag kaldte hende op på kontoret.

“Jeg kan ikke forstå, hvorfor omsætningen i restauranten falder om søndagen, Lise,” sagde han.

Simon Spies drev i de år sine restauranter efter samme prin287

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 287

03-09-2012 14:32:11

cip, som han drev sit rejseselskab. Folk skulle vide, hvad de betalte for. Så man kunne købe en bøf for sig selv og så derefter betale for de grøntsager og den sauce, man ønskede. Det var en helt ny måde at tænke salg af mad i en restaurant på dengang.

Og det gik strygende, undtagen altså om søndagen.

“Det kan jeg sgu’ godt fortælle dig: det er, fordi jeg har fri om søndagen,” sagde Lise Dietrich.

Dermed mente hun, at der nok var en del af tjenerne, som kørte omsætningen “på lommen”, når ingen holdt øje. Det vil sige, at de solgte mad og drikke, som ikke blev skrevet op, og så delte tjenere og kokke den parallelle omsætning, når aftenen var omme.

Lise Dietrich blev sat til at holde øje med, hvor udbredt den praksis var, men tjenerstaben blev hurtigt mistænksom. En dag, da hun gik alene på tjenergangen på Hotel Mercur, blev hun passet op af en mand, der truede hende med alverdens ulykker, hvis ikke hun holdt snuden for sig selv. Da hun fortalte Simon Spies om episoden, gjorde han kort proces.

“Du skal sgu ikke sætte livet på spil for at tjene penge til mig, det er for åndssvagt. Det vil jeg ikke have,” sagde han.

Der blev skiftet en del ud i tjenerstaben på Hotel Mercur, og Lise Dietrich fik med det samme et nyt job i Conair, i hangar 276 nær Københavns Lufthavn. Også her blev hun mødt med skepsis, da hun blev opfattet, som om hun var spion for hovedkontoret.

Reelt var hendes job at hjælpe til med at effektivisere både uddelingen af mad på flyveturene og de såkaldte oplift, det vil sige den samlede mængde forsyninger, der blev lastet på en afgang – mad, drikke og varer til det toldfrie salg. Kunsten var at ramme så præcist, at der ikke var noget spild, men heller ikke opstod situationer, hvor passagerne ikke kunne få det, de ville.

Lise Dietrich begyndte hos Conair i august 1973, og efter godt en måned blev hun ringet op inde fra sekretariatet på Hotel Mercur. Simon Spies var netop ankommet til Hotel Byblos i Saint Tropez, og han brød sig ikke om hotellets hovedpuder, 288

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 288

03-09-2012 14:32:11

så han ville gerne have, at Lise Dietrich tog ned til ham med et par af de hovedpuder, han brugte derhjemme, og som han var særligt glad for. Nå, ja, tænkte Lise Dietrich, det kunne hun vel godt, om end det undrede hende noget, at hun først blev sendt ud på Statens Seruminstitut for at modtage vaccinationer for gul feber, difteri og alverdens andre sygdomme, for så farligt var der vel ikke i Frankrig. Inden hun nåede af tage af sted, blev destinationen lavet om, nu skulle hun møde Simon Spies med følge i Sydspanien.

Lise Dietrich nåede frem, på trods af de spanske tolderes udtalte skepsis over for beretningen om, at formålet med turen var at aflevere to hovedpuder, og 3. oktober 1973 tog det støt voksende selskab videre fra Sydspanien til Gran Canaria. Her indlogerede de sig på Hotel Beverly Park på øens sydspids.

Lise Dietrich tog med videre, hun var jo ansat, det lød sjovt, og man skulle heller ikke undervurdere betalingen. De, der rejste med Simon Spies, fik dagpenge på hele turen, og hun havde lige købt hus hjemme i Danmark. Lene Christensen, som på det tidspunkt stadigvæk var gift – et ægteskab, som siden blev opløst – tog til gengæld hjem til Danmark fra Gran Canaria.

Hun stødte til igen senere på turen. I det hele taget kom og gik folk, nogle var med i måneder, andre i kortere perioder, nogle kom ned til et møde og tog så hjem, andre blev hængende. Ofte kom folk ned med ting og sager, som Simon Spies manglede – det kunne være saltlakridser for eksempel – og så tog de regnskaber og rapporter med, nu billetten var købt. På den måde blev forretningen Spies overvåget hele tiden. Undtagelsen var således, og naturligvis, Simon Spies selv, som var den eneste konstant på turen. Han rejste blot videre.

På Gran Canaria holdt Simon Spies fest for sine medarbejdere på øen. Alle blev fulde og åbenmundede, og han benyttede lejligheden til at danne sig et indtryk af, hvad der blev talt om, hvad der gik folk på, hvem der sladrede om hvad. Det var en fast taktik: han holdt fester med personalet, hvor han lod dem drikke sig fulde, så han kunne få dem til at være ærlige.

289

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 289

03-09-2012 14:32:11

Det var en aften på en restaurant i Las Palmas, øens hovedby, Simon Spies efter maden og et rigeligt antal sjusser satte en besynderlig udgave af legen kongens efterfølger i gang.

“Hvem tør gøre ligesom mig,” sagde han og begyndte derefter at kravle af sted på alle fire, først hen over gulvet og så op ad en trappe, der forbandt restaurantens to etager. Flere gæster i selskabet kravlede i hælene på ham. For enden af trappen stod en spansk overtjener i sort tøj. Da Simon Spies nåede frem til tjeneren, løftede han det ene ben op, som var han en hund, der skulle tisse, og det samme gjorde hans kravlende følge.

“Pssssst,” hvislede han. Og så blev de alle smidt ud af restauranten.

Det blev også til en smuttur til den nærliggende kanariske ø La Gomera. Her var Bo Haugaard stødt til, han var økonom og ansat i Spies-koncernen i de år. En aften kom han og Lise Dietrich op at skændes om et eller andet fjollet.

“Hvis ikke du stopper, bliver der krig,” sagde Lise Dietrich.

Den udfordring accepterede Bo Haugaard.

“Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig,” grinede Simon Spies for bordenden, hvorefter Lise Dietrich lænede sig ind over bordet og trak Bo Haugaard så hårdt i slipset, at hans hage blev hevet ned og dyppet i suppetallerkenen foran ham.

“Du kommer til at tabe,” smilede Simon Spies.

Næste dag skulle Bo Haugaard og Simon Spies ud at spille tennis. Simon Spies’ biler var blevet sejlet over til De Kanariske Øer fra Sydspanien. Lise Dietrich forklarede Bo Haugaard, som kørte bilen, den bedste rute. Hun fortalte ham bare ikke, at den vej var ved at blive gravet op, så på et tidspunkt nåede Bo Haugaard og Simon Spies til et stort hul, hvorfra det var umuligt at komme videre. Simon Spies blev stiktosset, og han smed til sidst Bo Haugaard ud af bilen med instruks om at løbe hjem til hotellet og finde ud af, hvordan man kom til tennisbanerne. Lise Dietrich sad på sit værelse, da det kradsede på døren. Udenfor stod en svedende Bo Haugaard med tungen ud af halsen og sagde: 290

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 290

03-09-2012 14:32:11

“Fred, fred, og sig mig nu bare, hvordan vi kommer ud til de baner.”

Ti dage efter hun tog hjem, tog Lene Christensen et fly fra København til Gambia, som mellemlandede i Las Palmas på Gran Canaria, hvor Simon Spies og resten af selskabet steg ombord. Samtidig tog chaufførerne fra Gran Canaria til Danmark med bilerne, først med båd til det europæiske fastland, hvorefter de kørte resten af vejen, den lange tur hjem til villaen i Rungsted.

I Gambia stødte Niels Kjærulff til. Han var i en kortere periode ansat i Spies-koncernen som en slags direktør-lærling, det kaldte Simon Spies det, når han hev folk ind i et job med en lidt vag stillingsbeskrivelse og egentlig bare ville afprøve dem og se, om de havde potentiale til mere. Niels Kjærulff arbejdede for produktionsdirektør Karl Olsen og hjalp blandt andet med at tegne hotelkontrakter på udvalgte, mindre destinationer.

De tilbragte 14 dage i Gambia på hotellerne Fajera og Beach Bungalow, hvorefter Simon Spies besluttede sig for at hive en Boeing 720 fra Conair ud af den daglige drift og rejse videre ud i verden i den. Det blev det af de fem fly i flåden, der havde kaldenavnet ROMEO, som blev valgt ud. ROMEO blev bygget om til lejligheden, der blev hevet stole ud, så der kom mere plads, de stole, der var tilbage blev placeret i rækker overfor hinanden, og der blev sat nye borde op i flyet.

Kaptajnen, der hed N.B. Jensen, og resten af besætningen, som altså nu fløj med rundt, var særligt udvalgt. Efter opholdet i Gambia tog fanden ved Simon Spies, hans følge og den trofaste Boeing 720. 1. november var de i Angola, de landede kortvarigt i byen Luanda. 3. november ramte de Sydafrika, først Johannesburg, så Cape Town og derefter Durban. 6. november ankom de til Madagaskar ud for den afrikanske østkyst. Her var de nær aldrig kommet fra igen, da de lokale myndigheder fandt det temmelig besynderligt, at der landede en flyvemaskine med plads til 179 passagerer, hvorfra der steg otte til ti mennesker ud. Simon Spies og de andre blev tilbageholdt i nogle 291

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 291

03-09-2012 14:32:11

timer af bevæbnede vagter, inden de fik lov til at sætte sig ind i en ramponeret bus og køre hen til et hotel. Dog nåede de først at blive smidt af den bus på grund af brokkeri over dens miserable tilstand og manglen på komfort, hvorefter de måtte retur til lufthavnen og vagterne, inden en ny bus ankom. De fandt hen til hotellet til sidst, overnattede og fik set øens chakarandatræer stå i lilla blomst.

8. november gik turen længere østpå til øen Reunion og dagen efter til Mauritius, hvor en af chaufførerne, som var med for at kunne køre de udlejningsbiler, der blev booket undervejs, om aftenen tog på eventyr med en lokal dame i netop en lejet bil. Det overlevede både damen og chaufføren, men ikke bilen, der blev fundet udbrændt på en mark. Af sted kom 720’eren dog, og dagen efter nåede den til Seychellerne, en paradisisk øgruppe i Det Indiske Ocean, ud for Tanzanias kyst. Her blev selskabet i et par dage, og her stødte Steen Herdel til hjemme fra København, belæsset med filmudstyr. Den officielle grund til, at han var blevet kaldt ned til rejseselskabet, var dog ikke, at han skulle lave optagelser af Simon Spies eller andre, men at han skulle aflevere den seneste udgave af The Economist, det engelske ugemagasin, som siden debuten i 1843 har stået som et af de mest seriøse økonomisk-politiske tidsskrifter i verden, og som fra den første udgave har talt varmt for frihandel, globalisering og en socialliberal tilgang til samfundsforhold.

Simon Spies læste magasinet hver uge. Lene Christensen og Bo Haugaard var ude at hente Steen Herdel i lufthavnen. Lene Christensen fik øje på ham ved bagagebåndet, inden han var nået ud igennem toldområdet.

Hun vinkede.

“Har du husket The Economist?”

Det havde han ikke. Men han mente, at der lå et eksemplar i flyet. Så han løb tilbage til maskinen for at undersøge sagen.

Imens stod Lene Christensen og trippede i ankomsthallen. Lidt efter kom Steen Herdel triumferende tilbage med et eksemplar.

“Det var heldigt,” råbte han grinende.

292

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 292

03-09-2012 14:32:11

“Ja, for dig, ellers havde Simon sendt dig hjem til København igen efter det,” sagde Lene Christensen.

Der var ingen fast plan. Alt blev besluttet undervejs. Lene Christensen gik hver morgen ind til Simon Spies sammen med kaptajnen, Lille Bjørn, og spurgte, hvor han ville hen i dag.

Hun rejste rundt med de såkaldte ABC-guidebøger, som var en oversigt over samtlige ruteflyafgange i verden, sådan at der var en alternativ plan, hvis nu Simon Spies insisterede på at komme et sted hen, som 720’eren fra Conair ikke kunne flyve til. Det kunne være et spørgsmål om afstand, om der var brændstof nok, men det kunne lige så vel være et spørgsmål om, hvorvidt man kunne få landingstilladelse. Når et fly flyver uden plan og uden forudgående at have indhentet tilladelser, og når det oven i købet er et stort passagerfly med kun ganske få passagerer ombord, så vækker det mistanke og skepsis mange steder i verden.

Det var også Lene Christensen, som havde ansvaret for pengetasken, den røde plastictaske påtrykt et logo fra Conair, som fulgte selskabet og indeholdt cirka 200.000 amerikanske dollar i kontanter. Tasken var valgt, netop fordi den var så grim og billig at se på, at Lene Christensen tænkte, at ingen kunne tro, at den indeholdt noget af værdi, endsige finde på at stjæle den.

13. november gik turen videre til Ceylon, i dag Sri Lanka, og 17. november ankom selskabet til Singapore. Her fik Niels Kjærulff, der var stødt til igen efter at have rundet Danmark, fordi han troede, han havde fået malaria, en idé. Han havde hørt om nogle øer ude i Det Indiske Ocean, som hed Cocos Islands.

De havde levet en omtumlet tilværelse. I 1886 var øgruppen blevet overdraget af det britiske kongehus til den skotske familie Clunies-Ross. Efterkommere af familien dominerede stadig øgruppen knap 100 år senere, da Simon Spies og hans følge satte kurs mod den. Samtidig havde Cocos Islands siden 1955 været et australsk territorium og blev derfor officielt administreret af en australsk delegation på hovedøen, West Island. Cocos Islands var kort sagt uopdagede, uopdyrkede, begunstigede med 293

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 293

03-09-2012 14:32:11

kokospalmer og hvide sandstrande og med et vejr, som ni til ti måneder om året var stabilt, solrigt og behageligt. Måske kunne Cocos Islands blive en Spies-destination? Problemet var bare i første omgang det, at besætningen på Simon Spies’ fly ikke havde rigtige kort at flyve efter. De særlige navigationskort, der skulle bruges, var ikke lige til at skaffe. Undervejs havde besætningen lånt navigationskort i lufthavne, ja, endda stjålet dem.

Som for eksempel i Singapore, hvor 720’erens flymekaniker, en to meter høj og mindst 100 kilo tung mand, der gik med en stor solhat og i øvrigt blev kaldt lillebror, var gået ind på Singapore Airlines’ hovedkontor i lufthavnen og forklaret situationen og spurgt, om han måtte få lov til at se deres kort. Det havde han fået lov til, hvorefter han havde skrabet kortet ned i sin hat, taget hatten på og var gået.

På trods af dette var det ikke helt enkelt for piloterne at finde ud til den lillebitte, stort set ukendte øgruppe midt i Det Indiske Ocean. Niels Kjærulff tegnede en kystlinje på et stykke pergamentpapir og et par pletter ude i vandet, sådan cirka hvor han mente, øerne lå. Og så var der take-off fra Singapore. Time efter time fløj de. Efterhånden bredte der sig en mild nervøsitet i kabinen. Normalt flyver et fly altid med en aftalt alternativ lufthavn, altså en lufthavn, man ved, man kan lande i, hvis noget skulle gå galt, og man ikke kan komme ned i den lufthavn, der er ens destination. Men her var der ingenting, intet andet end blåt hav under flyet fra Conair. På et tidspunkt meddelte kaptajn Bjørn Jensen, at han ville give en kasse øl til den, der først får øje på en stribe beton. Til sidst dukkede der dog et par grønne klatter land op i horisonten. Cocos Islands.

På øen West Island var der en landingsbane, som var blevet anlagt til, at mindre fragtfly kunne mellemlande på ruten mellem Afrika og Australien. Den lille lufthavn var ikke dengang bygget til en Boeing 720, men på trods af den alt for korte bane lykkedes det at få landet det store fly. Da Simon Spies, Lene Christensen, Lise Dietrich, Steen Herdel med flere steg ud af flyet, blev de mødt af en måbende, nysgerrig menneske294

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 294

03-09-2012 14:32:11

mængde, heriblandt flere børn, hvis øjne straks rettede sig mod den storskæggede Simon Spies. De kastede sig ned i sandet og råbte: “Father Christmas, Father Christmas, Father Christmas!”

Det viste sig, at der plejede at komme et fly ud til Cocos Islands med forsyninger kort før jul, og der var tradition for, at der ved den lejlighed blev delt gaver ud til børnene. Dette år var flyet blevet aflyst, så derfor vakte det så meget desto mere glæde, at den rigtige julemand pludselig dukkede op.

“Giv dem et eller andet,” gnæggede Simon Spies til Lise Dietrich og de andre. Flyet blev tømt for småting – fyldte chokolader, håndklæder med Spies Rejsers logo på, cognacglas.

Det vakte jubel. Cocos Islands’ australske guvernør kom ud til flyet, han viste rundt, der var ikke andet end sand, palmer, landingsbane og et par små bygninger, og fik indlogeret det danske selskab på Cocos Hilton, en soldaterbarak med køjesenge. Det blev herefter besluttet, at der samme aften skulle holdes en stor fest. Simon Spies spurgte, om det var muligt at låne en lastbil; det var det, og derefter blev lastbilen kørt ud til den ventende 720’er, hvor den blev fyldt med kasser med kaviar, champagne, rødvin og øl. Beluga, Laurent Perrier Grand Siécle, Chateau Lafitte Rotschild 1958 og danske pilsnere. Alt sammen fra gemmerne i flyets lastrum. De lokale skaffede maden, og aftenen blev skudt i gang med en drikkekonkurrence, hvor danskerne skulle drikke øl om kap med australierne. De to hold stod over for hinanden og drak, og hver gang en øl var tømt, skulle flasken holdes med bunden nedad hen over hovedet, så man kunne tjekke, at der ikke blev snydt. Til sidst stod alle sølede ind i ølsjatter. Som aftenen skred frem, blev alle fulde, også Simon Spies, som ellers havde haft en lang periode uden alkohol og cigaretter.

Tidligt næste dag slog Steen Herdel skodderne op i den barak, han havde sovet i. I morgengryet passerede Simon Spies.

“Man får nu engang så velsignet en potte af al den sprut,” sagde han, idet han så på Steen Herdel og skred videre ned 295

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 295

03-09-2012 14:32:11

MILDE ØJNE. Der var plads til et grin i skægget hos Simon Spies i de år, hvor Spies Rejsers vækst eksploderede, 1969.

mod toiletterne. Han gik meget op i sin afføring og havde for eksempel medbragt såkaldte numseklude på turen. Det var små, bløde stofklude, som han foretrak at vaske sig og tørre sig med bagi. Da Lene Christensen vågnede i sin simple seng, kunne hun ikke finde sine sko. De stod, viste det sig, på vingen af flyet.

Kort efter lettede 720’eren. Flyet skulle i luften, før varmedisen for alvor lagde sig over øerne. Jo varmere det er, jo mindre opdrift er der, og jo sværere har et fly ved at lette. Så skal man lette fra en bane, der i forvejen er for kort, gælder det om at undgå middagsheden. Maskinen blev bakket op til den absolut sidste palme på West Island og kom med hiv og sving i luften.

Steen Herdel så ud af vinduet og syntes, det så ud, som om flyets hjul lige nåede at kysse vandet, inden de blev foldet op.

19. november ankom selskabet til Perth i Australien. Turen 296

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 296

03-09-2012 14:32:12

gik videre til byerne Melbourne og Adelaide, inden ROMEO landede på Tasmanien, hvorfra det gik videre til Auckland, New Zealand. Her var der touchdown 23. november. I Auckland stødte direktionen, Mille Noring, E.H. Jensen, Erling Brodersen, Karl Olsen og Holger Damm til for at aflægge statusrapport.

Alt gik godt. Pengene væltede stadig ind derhjemme. Der var også blevet udskrevet folketingsvalg i Danmark få dage før, da Erhard Jakobsen, stifteren af det nye parti Centrum-Demokraterne, ikke dukkede op til en afstemning i folketingssalen 18. november under påskud af, at han var løbet tør for benzin på vejen, og dermed bragte han den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering i mindretal. Det fik Simon Spies til at tale om, at hele rejseselskabet nu skulle sørge for at få brevstemt; det krævede bare lige, at en eller anden kunne støve en dansk konsul op.

“Vi skal sgu alle sammen hen at sætte kryds ved lille Mugge,” snøvlede Simon Spies med et grin.

Det gik i vasken. Men “lille Mugge”, Mogens Glistrup, fik et godt valg på trods. 28 mandater blev det som nævnt til.

297

2641-Politiken-Simon-Spies-til-tryk.indd 297

03-09-2012 14:32:12