Sådan blev jeg Stein Bagger

peter jeppesen

(f. 1978) er journalist og leder af Ekstra Bladets tv-afdeling.

Han har tidligere arbejdet med tv på DR og TV2. Har lavet en række dokumentarer og dokumentarserier, deriblandt Jeg er Ambassadøren fra Amerika og Da Danmark blev Suspekt.

Stein Bagger beskriver i detaljer, hvordan han øvede sig i at forfalske sin bestyrelsesformands underskrift og gennem­ førte sin ’leasingkarrusel’, og hvilke løgnehistorier han fandt på for at dække over sin svindel. Han beretter også om sin flugt fra Dubai til USA, anholdelsen og hele efterspillet.

Det er en dramatisk fortælling om en mands higen efter forbilleder og anerkendelse. Men det er også en vigtig ­historie om grådighed. Den kan gøre os klogere på, hvordan bedrageri i denne kaliber overhovedet kan lade sig gøre, og bidrage til, at vi alle sammen fremover bliver bedre til at afsløre tilsvarende luftkasteller i tide.

ISBN: 978-87-400-4320-4

Forsidefoto: Thron Ullberg

9 788740 043204

politikens forlag www.politikensforlag.dk

stein bagger

lasse charley pedersen

Hvad er Stein Bagger formet af? Hvordan kunne han slippe afsted med at bedrage erhvervsliv, banker og medier?

Hvor er de 200 millioner kroner, som manglede, da boet efter svindlen blev gjort op? Og har han i dag lagt svindleren bag sig?

sådan blev

(f. 1982) er uddannet journalist fra Jour­nalist­­højskolen i Aarhus. Han har arbejdet som journalist på Ekstra Bladet siden 2012, hvor han blandt andet har haft fokus på større projekter og afsløringer som en del af avisens erhvervs­redaktion og gravergruppe.

Sådan blev jeg Stein Bagger bygger på mange timers inter­ view med hovedpersonen suppleret af en omfattende research som led i en søgen efter svar på de ­centrale spørgsmål, der har hængt i luften, siden han i 2009 fik syv års fængsel for millionsvindel i IT Factory:

peter jeppesen lasse charley pedersen

Stein Bagger, en af dansk erhvervshistories største svindlere, fortæller i denne bog for første gang med sine egne ord, hvordan han opbyggede et liv og en karriere baseret på et spind af løgne.

peter jeppesen & lasse charley pedersen

sådan blev stein bagger politikens forlag

“Jeg tog mapperne med årsregn­ skaber­ne for 2003 og 2004 ud af skabet. Asgers underskrift var påført i dem, og jeg slog op på siden, hvor den stod. Jeg lagde en blok ved siden af mig og begyndte at øve mig på at efterligne den. Asger skrev ikke sit fornavn ud, der stod kun et A. Det første bogstav i efternavnet, J’et, skulle have et ordentligt swung ned ad papiret, mens e, n, s og b stod på linje og næsten ingenting fyldte. Til sidst var der y’et, som skulle stikke lige så langt ned som J’et, men det skulle ikke være nær så højt.

A. J-e-n-s-b-y.

I forhold til min egen krusedulle, der fylder næsten det dobbelte, var hans underskrift mere ren. Jeg forsøgte selvfølgelig at ramme hans skrift, så præcist jeg kunne. Jeg ved ikke, hvor godt det lykkedes mig, men jeg vil tro, at hvis man sammenligner de forfalskede underskrifter i dag, vil nogle af dem se ægte ud, mens ­andre slet ikke ligner.

Da jeg mente, at jeg havde øvet mig nok, skrev jeg under, smed blokken i skraldespanden og sendte leasing­ aftalen afsted. Med revisions­ erklæringen og IT Factorys bestyrelsesformand og medejer, Asger Jensbys, underskrift på plads udbetalte leasingselskabet millionerne, og jeg var nu i gang med det, der sidenhen blev kendt under betegnelsen ‘leasingkarrusellen’.”

sĂĽdan blev stein bagger 2018030_Stein Bagger_Content.indd 1

30/04/2018 14.26

peter jeppesen & lasse charley pedersen

sĂĽdan blev

stein bagger

politikens forlag

2018030_Stein Bagger_Content.indd 3

30/04/2018 14.26

2018030_Stein Bagger_Content.indd 4

30/04/2018 14.26

Forord ¤

Første gang, vi mødte Stein Bagger ansigt til ansigt, var en sen aften i marts 2017 i en lille by uden for Stockholm.

På Ekstra Bladet havde vi i flere uger researchet på at finde en af dansk erhvervslivs største svindlere, der stort set havde levet i skjul, siden han i 2009 fik en dom for sin millionsvindel i IT Factory. Vi ville opsøge Stein Bagger for at undersøge, om han var i gang med at lave ny svindel i Sve­ rige, hvor hans navn var dukket op i forbindelse med nogle selskaber.

Pludselig så vi ham krydse en parkeringsplads i den lille by og for­ svinde ind i et hus. Vi sad gemt bag tonede ruder i en varevogn, mens vores fotograf tog de første billeder af ham i tre år.

Det viste sig hurtigt, at han ikke havde lyst til at træde ind i rampe­ lyset igen. Da vi ringede på døren, blev vi afvist med ordene: ”Her bor ikke nogen Stein Bagger.” Først et par timer senere opdagede vi ham, da han forsøgte at stikke af ned ad en bakke med en taske og en computer i favnen. Det lykkedes os at overtale ham til at følge med hen i varevog­ nen, hvor vi på bagsædet interviewede ham i to timer midt om natten.

Senere indvilligede han også i at deltage i et tv-program, hvor han skulle gennemføre en løgnedetektor-test og svare på spørgsmål, der overvejende vedrørte hans svindel: Var han en del af et kriminelt net­ værk? Overfaldt han sin hemmelige partner, Allan Vestergaard, eller kendte han til overfaldet? Og vidste han, hvor de manglende 200 millio­ ner kroner var?

Selv om maskinen ikke fangede ham i en løgn, ændrer det ikke ved, at mange tvivler på hans troværdighed. For Stein Bagger har løjet for stort

2018030_Stein Bagger_Content.indd 5

5

30/04/2018 14.26

6

set alle, han kom i nærheden af – familiemedlemmer, venner, ansatte, kolleger, forretningspartnere, journalister, advokater, virksomheder og politikere …

Vi dækkede begge retssagen i dagene op til 12. juni 2009, hvor han fik en dom på syv år, og siden har en række mere dybereliggende spørgsmål hængt i luften: Hvem er han, Stein Bagger, der er blevet et begreb i sig selv? Hvorfor løj han? Hvordan kunne han komme afsted med at forføre og bedrage både forretningsverdenen, medierne og danskerne? Og hvad er der blevet af de såkaldte Stein Bagger-millioner, de 200 millioner kro­ ner, som manglede, da boet efter svindlen blev gjort op?

Det var blandt andet de spørgsmål, som vi ville forsøge at få ham til at svare på, da vi i sommeren 2017 spurgte, om han ville medvirke i denne bog. Desuden mener vi, at Bagger-sagen er vigtig, fordi den kan gøre os klogere på, hvordan svindel og bedrageri i denne kaliber kunne lade sig gøre – og bidrage til, at der bliver stillet flere kritiske spørgsmål næste gang, der dukker et luftkastel op.

Stein Bagger sagde ja til at deltage, og siden har vi sammenlagt inter­ viewet ham i flere dage, vi har været i kontakt med flere end 80 mundt­ lige kilder og gransket adskillige regnskaber, selskabsmeddelelser, rets­ dokumenter, aktindsigter, bøger og avisartikler. Vi har, så vidt det har været muligt, tilstræbt at efterprøve hans version af historien om sit liv, sin svindel, flugt og dom.

Flere centrale kilder har ikke ønsket at medvirke i denne bog. Der­ iblandt hans bror, hans forældre og ekskonerne Martina Banach og ­Anette Uttenthal. Desuden har en lang række vægtige aktører i og omkring Stein Bagger-sagen takket nej. Det gælder blandt andre Danske Bank, revi­ sionshuset KPMG, Allan Vestergaard, den tidligere IT Factory-direktion og advokatselskabet Gorrissen Federspiel, mens hverken Carl Freer eller Mikael Ljungman vendte tilbage trods adskillige henvendelser.

Det er ærgerligt, for det var ikke kun Stein Bagger og IT Factory, der havde en gylden periode op gennem 00’erne. Også investorer, banker, partnere og revisionshuse tjente penge, når det gik godt for Stein Bagger og hans butik. Mange vendte det blinde øje til. Eller som Tom Matthie­ sen, der var medejer af JMI Invest, formulerer det i dag, når han bliver spurgt, hvorfor han ikke var mere på vagt:

2018030_Stein Bagger_Content.indd 6

30/04/2018 14.26

”Det gik jo egentlig meget godt. Indtil 1. december 2008.”

Vi gør os ingen illusion om, at vi har fundet den endelige sandhed om Stein Bagger, men vi mener, at vi har føjet en række nye brikker til og nuanceret billedet af ham. Han er bevidst om, at vi ikke har haft til hen­ sigt at fremme hans pæne sider. Alligevel er han gået med til at lade sig interviewe. Ikke for at få tilgivelse for de forbrydelser, han har begået, siger han, men for én gang for alle at få sin version af sagen frem.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at Stein Bagger ikke får nogen økonomisk gevinst af bogen, og han har heller ikke haft redige­ ringsret. Det har vi respekt for.

God læselyst.

7

Peter Jeppesen & Lasse Charley Pedersen

2018030_Stein Bagger_Content.indd 7

30/04/2018 14.26

2018030_Stein Bagger_Content.indd 8

30/04/2018 14.26

PROLOG ¤

”Jeg lavede min første falske underskrift 4. april 2006,” fortæller Stein Bagger i dag. ”Jeg havde fået tilsendt en leasingaftale på 12,5 millioner kroner fra Danske Banks leasingselskab, Nordania Leasing. Jeg sad på mit kontor i IT Factorys hovedkvarter. Jeg kan huske, at jeg havde jakke­ sæt på. Mit kontor var ikke fancy, men der var, hvad der var nødvendigt: et bord, en computer, en stol og et mødebord. Og et skab med mapper.

Der var i det hele taget ikke noget prangende over IT Factorys hoved­ kvarter, der på det tidspunkt lå i et industrikvarter på Bregnerødvej 144 i Birkerød. Bygningen var grå med hvide vinduesrammer, og der befandt sig sjældent mennesker efter klokken 16. På nær mig. Jeg arbejdede også tit i weekenderne eller om morgenen. Jeg mødte altid tidligt. I det hele taget arbejdede jeg meget, så jeg var ofte alene på kontoret.

Det var jeg også 4. april, hvor jeg tog mapperne med årsregnskaberne for 2003 og 2004 ud af skabet. Asgers underskrift var påført i dem, og jeg slog op på siden, hvor den stod. Jeg lagde en blok ved siden af mig og begyndte at øve mig på at efterligne den. Asger skrev ikke sit fornavn ud, der stod kun et A. Det første bogstav i efternavnet, J’et, skulle have et ordentligt schwung ned ad papiret, mens e, n, s og b stod på linje og næsten ingenting fyldte. Til sidst var der Y’et, som skulle stikke lige så langt ned som J’et, men det skulle ikke være nær så højt.

A. J-e-n-s-b-y.

I forhold til min egen krusedulle, der fylder næsten det dobbelte, var hans underskrift mere ren. Jeg forsøgte selvfølgelig at ramme hans skrift, så præcist jeg kunne. Jeg ved ikke, hvor godt det lykkedes mig,

2018030_Stein Bagger_Content.indd 9

9

30/04/2018 14.26

10

men jeg vil tro, at hvis man sammenligner de forfalskede underskrifter i dag, vil nogle af dem se ægte ud, mens andre slet ikke ligner.

Da jeg mente, at jeg havde øvet mig nok, skrev jeg under, smed blok­ ken i skraldespanden og sendte leasingaftalen afsted. Med revisions­ erklæringen og IT Factorys bestyrelsesformand og medejer Asger Jensbys underskrift på plads udbetalte leasingselskabet millionerne, og jeg var nu i gang med det, der sidenhen blev kendt under betegnelsen ’leasingkarrusellen’.

Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en morgen og sagde til mig selv, at nu ville jeg begynde at svindle. Det ved jeg ikke, om andre gør, men så­ dan var det ikke for mig. Det var angsten for at mislykkes, der drev mig.

Jeg ville redde IT Factory. Siden 2001 havde jeg været medejer og direk­ tør i selskabet, der havde været ude i adskillige nedture og to gange var blevet sendt til tælling. Det var lykkedes mig at få vendt forretningen, og jeg fremstod udadtil som selskabets redningsmand. Virkeligheden var, at det ikke gik særlig godt, og at jeg forsøgte at slukke en brand.”

Virkeligheden var ganske rigtigt, at der bag den succes, som Stein Bagger i 2006 blev berømmet for, gemte sig oppumpede regnskaber, udeblevne kunder og en slunken pengekasse.

Derfor lavede han med sin første forfalskede underskrift en såkaldt sale and lease back. Idéen var at sælge selskabets produkter til leasing­ selskaberne, fordi det på den korte bane ville tilføre selskabet en masse penge. På den lange bane skulle der afdrages på gælden, hvilket dog syntes at betyde mindre, i hvert fald i den tidlige fase af svindlen. Når IT Factory skulle låne store summer, var reglen, at både Stein Bagger som direktør samt bestyrelsesformand Asger Jensby skulle skrive un­ der. Normalt ville en direktør blot spørge sin bestyrelsesformand om en underskrift, men da de produkter, som Stein Bagger ville sælge til leasingselskaberne, ikke fandtes, kunne han ikke gå til Asger Jensby.

Han var med andre ord fuldt bevidst om, at han var i gang med at begå noget kriminelt. ”Jeg ville utrolig gerne have anerkendelse og kompensere for alt det, som jeg ikke syntes, at jeg kunne. Og så tænkte jeg, at hvis jeg kom derop, hvor alle de store kanoner var, opnåede jeg den anerkendelse. Desuden så jeg meget op til Asger, der dengang var en af tidens mest indflydelsesrige

2018030_Stein Bagger_Content.indd 10

30/04/2018 14.26

direktører. Han sponsorerede både cykelhold og kørte Porsche. Det var det, jeg ville opnå. At få anerkendelse var det vigtigste. Folk skulle synes, at jeg var fantastisk.

Det viste sig bare at blive noget af en hul fornemmelse, fordi jeg opnå­ ede det med lånte fjer. Da jeg satte den første falske underskrift, håbede jeg, at det kunne være en engangsforeteelse, hvor de millioner, der kom ind, ville hjælpe os med at få gang i forretningen, så jeg kunne betale gælden tilbage. Men det gik ikke, som jeg havde håbet. Derfor gjorde jeg det igen og endte et sted, hvor det tog magten fra mig. Jeg kunne ikke stoppe det, selv om det intet var værd. Jeg havde det ad helvede til indvendigt.

Det var ikke særlig fedt, at folk så op til mig, klappede mig på skulde­ ren og troede, at jeg lavede en masse fantastiske ting, når det i bund og grund var svindel.”

11

Allerede to måneder efter, at han havde sat sin første forfalskede under­ skrift, sad Stein Bagger 29. maj 2006 igen alene på sit kontor på Bregne­ rødvej og lod kuglepennen forme ’A. Jensby’ nederst på en leasingkon­ trakt, der udløste et beløb på 7,3 millioner kroner fra et leasingselskab.

Og sådan fortsatte det. Han forfalskede Asger Jensbys underskrift, kon­ sulenters underskrifter, revisorers underskrifter, og han forfalskede finansdirektør i IT Factory ­Jeanette Lorenzens underskrift.

Da Stein Bagger i 2009 modtog en dom for svindel, var det for 61 forhold af bedrageri og dokumentfalskneri til en samlet værdi af 862,5 millioner kroner. Og som han selv nøgternt beskriver dele af svindlen i dag: ”Nogle gange gjorde jeg mig ikke engang umage.”

2018030_Stein Bagger_Content.indd 11

30/04/2018 14.26

2018030_Stein Bagger_Content.indd 12

30/04/2018 14.26

Farvel, far ¤

”Jeg blev født på Frederiksberg 20. januar 1967,” fortæller Stein Bag­ ger. ”Min mor bliver kaldt Mia, men er døbt Anne-Mari og er oprindeligt fra Norge. Min far hedder Rolf Bagger, og min storebror, som er to et halvt år ældre end mig, hedder Trym.

Mine forældre blev skilt, da jeg var cirka fem måneder gammel. Min storebror endte med at bo hos min far, mens jeg blev hos min mor, og indtil jeg var 11 år, besøgte jeg min far og storebror cirka hver anden weekend. Jeg ved faktisk ikke, hvilken fordelingsnøgle mine forældre havde, men jeg havde ikke indtryk af, at de talte sammen.

Så længe jeg kan huske, har jeg vidst, at jeg ikke var helt almindelig.

Det tordnede altid inde i mit hoved. Min hjerne kørte derudad med at sortere, sætte i orden, sortere, sætte i orden. Op og ned. Ind til venstre og så til højre. ’Computeren’ var altid på arbejde. Lige fra jeg vågnede, til jeg sov. Min hjerne holdt aldrig fri. Sådan var det bare.”

13

Mia Bagger var 26 år gammel, da hun fik Stein Bagger. Hun var en slank kvinde med mørkt, skulderlangt hår og øjne, der sad med samme lange afstand mellem hinanden som sønnens. Også det brede, hvide smil hav­ de han arvet fra hende.

Da Stein Bagger blev født, boede hele familien i en lejlighed på Fre­ deriksberg. Det var der, han efter forældrenes skilsmisse blev boende med sin mor, indtil hun i 1971 besluttede sig for at tage på en selv­ realiseringsrejse til Thy, hvor Verdensuniversitetet i Skyum lå. Eller New E ­ xperimental Col­ lege of Nordenfjord World University i Skyum

2018030_Stein Bagger_Content.indd 13

30/04/2018 14.26

14

Bjerge, som skolen i takt med tidens toner titulerede sig selv. De lokale nordjyder kaldte det kort og godt Æ Verdensuniversitet, formentlig fordi mange på de breddegrader havde svært ved at greje det alternative ud­ dannelsessteds filosofi, der var funderet i det danske ungdomsoprørs moderne idéer om frihed, kvindefrigørelse og fællesskab.

Stein Bagger var på det tidspunkt fire år gammel og vekslede nu i et par år mellem at bo i hippiekollektiv i Thy og besøge sin far og bror i det mondæne Vedbæk.

Rolf Bagger var det, som de ældre damer kaldte en nydelig mand. Han havde lyst hår, blå øjne, og så havde han en aura af dannelse over sig.

Inden han var 30 år, havde han udgivet antologien Det lyse rum og ro­ manen Fremmed by, han var premierløjtnant af reserven og havde læst litteraturhistorie på universitetet. Han arbejdede desuden som journa­ list på dagbladet BT, hvor han blandt andet skrev boganmeldelser.

Bedstefaren, Gregers Bagger, var teknisk direktør i De Danske Sprit­ fabrikker, og bedstemoren, Anna Bagger, var en overgang operasangerin­ de på Det Kongelige Teater. De boede i den dyre ende af Frederiksberg, og Stein Bagger besøgte dem for det meste kun i selskab med sin far og bror. ”Jeg var i Zoologisk Have med min bedstefar en enkelt gang, men jeg blev aldrig passet hos mine bedsteforældre. De havde en kæmpe villa på Mynstersvej, men flyttede til en lille lejlighed med fire stuer på Nyvej.

På den måde var det to forskellige verdener, jeg levede i. På min mors side var det hippie-flowerpower, og på min fars side var det Matador hele vejen igennem. Når man trådte ind, mødte man først min bedstefars værelse og dernæst et vinværelse. Længere inde var der en spisestue og en anden stue.

Det var et meget borgerligt og fint hjem, og når vi var der, vidste vi, at vi skulle tale ordentligt. Min bedstemor var ikke særlig høj og kunne ikke nå jorden, når hun sad i den store stol. Hendes fødder svingede hen over gulvet, mens hun, iklædt en kjole og perlekæde, røg en lang, tynd cigaret.

Min bedstefar var kemiingeniør, gik altid i jakkesæt og var superdygtig til tal. Det skete også, at vi fik lov at se fjernsyn. De havde sådan et fint træskab, som fjernsynet var gemt væk i.”

Netop den ordentlighed og borgerlige livsstil savnede Stein Bagger, når han var hos sin mor. Han elskede orden og forudsigelighed, hvilket der

2018030_Stein Bagger_Content.indd 14

30/04/2018 14.26

ikke var meget af der. Specielt ikke, da hun efter et stykke tid i Thy be­ sluttede, at de skulle bo i et kollektiv på Tåsinge på Fyn. Der mødte hun Poul Erik Øgendahl, og deres forhold udviklede sig, da de senere begge blev optaget på Den Frie Lærerhøjskole i Ollerup og flyttede sammen i en af skolens kollegieboliger.

Skolen var etableret i 1949 og uddannede lærere til de frie skoler.

Lige­som i Thy var filosofien, at ethvert menneske var unikt med mange udviklingsmuligheder. ”Poul Erik var egentlig flink nok. Han var en sød og rar fætter, som gerne ville være omgængelig, men han var alkoholiker og drak ganske voldsomt. Der var lidt Dr. Jekyll og Mr. Hyde over ham, for når han drak, var han knap så hyggelig.”

15

Parret blev gift 25. januar 1975 på Svendborg Rådhus med efterfølgende fest på Hotel Ærø ved havnen, hvor familien og en sluttet kreds var in­ viteret. Stein Bagger var fyldt otte år fem dage forinden, og på billedet fra bryllupsdagen står en klejn dreng med blondt hår, der dækker ørene.

Hans bror, Trym Bagger, er ingen steder at se. ”Trym var ikke med til brylluppet,” fortæller Poul Erik Øgendahl i dag. ”Han boede jo ikke hos os, men han kom over på ferie, når det passede.

Nogle gange gik der en eller to måneder imellem.”

Selv om Stein Bagger smiler på billedet fra bryllupsdagen, oplevede han ikke de år som lykkelige. ”Der lugtede altid af cigaretrøg derhjemme, de drak rødvin, og ge­ nerelt var der meget ballade. Min mor var absolut velbegavet, men der var altid noget galt. Hun spiste piller for det ene og det andet, og det skete, at hun forsvandt eller faldt i søvn. Hvis nogen sagde blå, sagde hun gul – og omvendt. Hun var ekstremt kværulerende og altid i oppo­ sition. Hun ville hellere skabe konflikt end løsning, og det skabte ballade.

Enten skændtes min mor og Poul Erik, eller også kom de op at slås. Da de fortalte, at de skulle giftes, kan jeg huske, at jeg ikke helt kunne forstå pointen, for det kørte jo ikke særlig godt derhjemme.

I begyndelsen boede vi i en lille kollegielejlighed. Derefter flyttede vi til en lejlighed på Østre Stationsvej, der var malet brun, orange og kakigul.

Det var noget gammelt bras. Hvis ikke Poul Erik sad og røg derhjemme, hang han ud på Kompasset, det lokale værtshus, og kom vissen hjem.”

2018030_Stein Bagger_Content.indd 15

30/04/2018 14.26

16

Indimellem udviklede skænderierne sig til så voldsomme fysiske sam­ menstød mellem moren og Poul Erik Øgendahl, at politiet blev tilkaldt. ”Engang blev Mia mopset og sagde, at jeg aldrig var til noget, og at jeg ingenting kunne. Jeg svarede: ’Mia, hvis du bliver ved på den måde, vapper jeg dig fandeme en.’ Og så vappede jeg hende en, hvorefter hun ringede til politiet og anmeldte volden. Der var voldsomme skænderier.

Det var et rodet ægteskab. Stein var vidne til mange ting, som ikke var så heldige, og han var jo solidarisk med sin mor,” siger Poul Erik Øgendahl.

Stein Bagger blandede sig sjældent i skænderierne. ”Normalt skyndte jeg mig at søge i skjul,” siger han. ”Jeg forsøgte at blande mig engang, hvor det var voldsomt mellem dem. Jeg havde sådan en raket af plastik, der stod på tre ben, og som man kunne putte en­ kroner i. Den hentede jeg og truede Poul-Erik med den: ’Enten kaster jeg raketten, eller også må du forsvinde,’ sagde jeg. Han blev dog.

I begyndelsen kunne jeg ikke rigtig forstå skænderierne og volden. ­Siden blev det noget, vi ikke rigtig talte om. Jeg havde set det en del ­gange, og på et tidspunkt blev balladen normen.

Jeg undgik at være særlig meget hjemme, for jeg kunne ikke lide at være der. I stedet forsøgte jeg at finde ro og orden i sportens verden.

Jeg begyndte til judo, da jeg var seks. Siden blev det jiu-jitsu, og jeg gik også til svømning og spillede badminton i en del år. Det var fedt at dyrke sport, og det var ikke sådan, at min mor eller Poul Erik fulgte mig. Jeg tog altid selv afsted, fordi det gav mig en mulighed for at slippe ud hjemme­ fra, hvor alt var så uforudsigeligt. Hvor jeg hele tiden skulle forsøge at afkode, om der var tordenvejr på vej.

I sportens verden var der klare regler og faste rutiner. Når dommeren fløjtede, var det, fordi reglerne var overtrådt. Kombinationen af klare regler og fysisk aktivitet gav mig ro i sindet. Det var et åndehul.

Jeg valgte dog nogle gange at være hjemme om lørdagen, fordi der ple­ jede at være lidt mere ro. Måske fordi der var The Dave Allen Show i tv.

Jeg kunne godt lide ham den irske komiker, som drak whisky, manglede en finger og sad på en stol og fortalte vittigheder. Det kunne vi så sidde og kigge på med trefarvet is og en Fanta. På den måde tror jeg egentlig, at min mor forsøgte alt, hvad hun kunne, men det endte for det meste galt.

Intet kunne bare være almindeligt. Det gjaldt også hendes mad. Hos mine venner fik man almindelige retter som frikadeller eller koteletter i

2018030_Stein Bagger_Content.indd 16

30/04/2018 14.26

fad, men hjemme hos mig skulle jeg derimod spise kartofler med skræl, underlige selleribøffer og frikadeller med danskvand i. Det duede slet ikke.

Engang skulle vi på teltferie i Norge, og min mor og Poul Erik købte et telt i et overskudslager, men da vi slog det op, opdagede vi, at de havde glemt at købe en presenningbund. Normalt ville man grave en rende rundt om teltet, så regnvandet kunne løbe væk, men det gjorde de heller ikke. Det pisregnede i Norge, teltpælene knækkede, og vi var ved at sejle væk. Som altid endte alt i kaos.

Derfor tog jeg helst heller ikke venner med hjem, selv om jeg havde en del gode kammerater. Der var Peter Pistol, som samlede på sørøver­ pistoler. Og sønnen til ejeren af tøjforretningen Herrehuset hed Per Herrehus, mens Peter Kompas’ far ejede værtshuset. Og så var der min gode ven Jørgen.

Der gik 123 elever på Ollerup Skole. Det var en grundtvigiansk fri­ skole, hvor der var orden i tingene. Når matematiklæreren trådte ind i klasseværelset, stod man bag sin stol, indtil der blev sagt ’værsgo’, og man kunne sætte sig ned. Jeg kedede mig dog, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg kom lidt for tidligt i skole, men alligevel var jeg næsten altid først færdig med mine opgaver.

Jeg var nok ham den lidt underlige i klassen. Ofte syntes jeg ikke, at lærerne forstod, hvad jeg sagde, og det var svært, når jeg ville belære dem om, hvordan verden hang sammen.

Så var det bedre, når vi havde fri. Vi cyklede ned til den gamle eddike­ fabrik og gik på opdagelse. Især mig og Peter Pistol. Jeg kan huske, at jeg var meget optaget af, at Jørgens forældre havde en Austin Princess 1800 med vinyltag, og naboen havde en Volvo 264. Det var godt at være hjem­ me hos Jørgen. Der var orden på tingene, og man fik altid en ostemad og et glas mælk. Jørgen og jeg var medlemmer af Anders Ands Grønspætte­ klub. Det var spændende, og man kunne samle på mærker.”

17

Stein Bagger lod ofte vennernes hjem erstatte det, som han syntes mang­ lede derhjemme. At han følte, at han fik mere omsorg fra eksempelvis Jørgens forældre end fra sine egne, kom til udtryk i 1. klasse, da eleverne i formning fik til opgave at forme et krus i ler. Stein Bagger blev beskre­ vet som dygtig og kreativ i formning, og hans krus med inskrip­tionen

2018030_Stein Bagger_Content.indd 17

30/04/2018 14.26

’Stein 1. klasse’ i bunden fik ros for at være klassens flotteste. Han gav det ikke til sin mor, men til Jørgens mor. ”Når jeg var hos Jørgen, føltes det ligesom at være en del af en almin­ delig kernefamilie. Der var ingen slagsmål, og forældrene interesserede sig for, hvad vi lavede i skolen. Til gengæld var jeg vant til, at min mor talte om, hvor klog min storebror var, og det var han også. Han var god til at læse og alt muligt. Det påvirkede mig på den måde, at jeg til tider droppede at lave lektier, for det blev alligevel ikke anerkendt.”

18

At Trym Bagger var yndlingen, bemærkede flere i brødrenes opvækst.

Det var derfor også med en vis misundelse, at Stein Bagger fulgte med i hans liv, der i lillebrorens øjne var alt det, hans eget ikke var.

Da Trym Bagger en sommerdag var på besøg på Fyn, sad drengene og læste i hver sin Tintin-tegneserie. Trym Bagger havde et par mørke shorts på, mens Stein Bagger var iført cowboybukser, hvor benene var klippet af. Buksekanten flossede lige over knæene, og trådene dinglede, når han gik. ”Det var ikke særlig sjovt at føle, at jeg var den, der altid gik i hullede bukser. Eller med bukselapper, der blev strøget på, og kantebånd, der forlængede buksebenene, når de blev for korte. Når min mor sagde: ’Jeg har fundet nogle rigtig smarte kantebånd til dig,’ tænkte jeg: ’Jeg vil sgu ikke have kantebånd – jeg vil bare gerne have et par nye cowboybukser’.

Hvis det gik rigtig godt, kunne jeg få et par hos Frøkjær inde i Svendborg.

Det var det samme, når jeg skulle have en cykel. Jeg fik altid en rigtig gammel og brugt en, der var skruet sammen af forskellige dele, og som havde fået lidt sølvmaling hist og pist. Jeg cyklede rundt på noget gam­ melt lort, mens de andre kørte på tre-gears-cykler.

En anden gang ønskede jeg mig en hættetrøje, som jeg ikke måtte få. Jeg fik skrabet sammen til at købe den selv ved at sælge en gammel pladespiller og et fuglebur. Jeg kan huske, at trøjen var beigefarvet med en hvid stribe, og at jeg syntes, den var noget af det mest smarte, man kunne få.”

Hvad Stein Bagger ikke vidste på det tidspunkt, var, at hans far havde forsøgt at overbevise Mia om, at den yngste søn skulle komme og bo fast hos ham. Ifølge bogen Fantasten – Fra hippiebarn til storsvindler skrev Rolf Bagger 18. april 1977 et fire sider langt brev til hende. Stein Bagger

2018030_Stein Bagger_Content.indd 18

30/04/2018 14.26

var 10 år gammel, og hans far forsøgte at argumentere for, at det var bedst, hvis Stein Bagger flyttede ind hos ham i Vedbæk. I bogen refereres en sætning fra brevet: ’Beholder du ham, klynger du dig til ham, så mister du ham senere – og hvad værre er – så vil du også have skabt et hjælpeløst og ulykkeligt menneske af ham, som livet igennem vil være blokeret følelsesmæssigt af de ar af bitterhed og skuffelse, som en forfejlet opvækst har givet ham.’

Poul Erik Øgendahl bekræfter i dag, at Mia var imod at lade Stein Bagger flytte hjem til sin far: ”Det var noget med, at de havde haft et opgør. Da de blev skilt, var der ikke gode takter mellem dem. Rolf ville meget gerne have Stein, men han var mere eller mindre afskåret fra det.”

Stein Bagger fortæller, at han ikke var inde i drøftelserne, men at han godt vidste, at der var noget i gære. ”Jeg ved, at mine forældre talte frem og tilbage om det. Måske var min fars ønske et udtryk for, at han mente, at han måtte træde til i det kaos, som jeg levede i. Men sådan blev det ikke, og jeg fik bare at vide, at de havde drøftet det.

Jeg ville gerne være flyttet over til min far, det er klart, for jeg var misundelig på Trym. Vi var ludfattige og levede med to studielønninger på Fyn. Jeg syntes vel også, at det var lidt mere spændende i Vedbæk end i Ollerup, hvis jeg skal være helt ærlig.

Når jeg skulle på besøg hos min far, blev jeg sat af ved færgen på den ene side af min mor og hentet på den anden side af min far. Jeg glædede mig altid til at skulle derover. Det var superfedt. Der var altid sodavands­ is. Sådan nogle, hvor man klippede toppen af pappet og skubbede isen op. Og der var Klar Cola fra Irma.

Vi var tit i hans sommerhus ved Faxe, nede ved Feddet. Han havde fundet sammen med en ny dame, der hed Suzette van Hauen, som var ud af van Hauen-familien med bagerierne. Hun havde ofte wienerbrød med, som hun bragte i store, hvide æsker. Først fik vi sigtebrød med reje­ost, der var drøjt at tygge, og bagefter fik vi wienerbrød. Der var 20-30 stykker wienerbrød, og vi skulle bare spise dem alle, indtil vi fik

2018030_Stein Bagger_Content.indd 19

19

30/04/2018 14.26

kvalme. Ofte gik Trym og jeg om bag ved huset, hvor der var en brønd, som vi smed wienerbrødet ned i, uden at min far og Suzette så det. Jeg spiser ikke wienerbrød i dag.

Alligevel kunne jeg godt lide at være der. Vi byggede sæbekassebiler, legede, og min far lavede en minigolfbane til os, og vi formede selv kug­ lerne ud af cykelslange. Jeg nød det virkelig.”

20

Det var ikke kun hos sin far og bedsteforældre, at Stein Bagger følte sig godt tilpas. Et andet frirum fandt han sammen med de dyr, som hans mor og Poul Erik Øgendahl havde. Især hunden Bimse betød meget for ham. ”Jeg elskede at være sammen med dyrene. Vi boede i et lille hus med et udhus til, hvor der var bygget en lille hønsegård fyldt med høns. Der­ udover havde vi vel 10 kaniner, duer og ænder. Poul Erik og jeg passede dyrene, jeg plukkede mælkebøtter til kaninerne, og vi samlede æg hos hønsene. Jeg tror, at jeg holdt af at være sammen med dyrene, fordi de var til at regne med. Hvis de var sultne, kunne man se det på dem, og når man gav dem mad, blev de rolige igen.”

Turene til morens familie i Norge udgjorde endnu et af lyspunkterne i Stein Baggers barndom. Allerede tidligt talte han norsk, fordi han øvede sig ihærdigt de par gange om året, hvor de var afsted. Han glædede sig hver gang. ”Det var altid noget specielt at skulle derop. Det føltes som rigtig ferie.

Vi tog enten toget, sejlede med Oslo-båden eller kørte derop. Vi havde en grøn Renault 4TL, og Poul Erik var sjældent med. Min mor var altid flov over sine mænd, og derfor fik de ikke rigtig lov til at komme med. Det var rarere, når jeg var alene med hende, for så var der ikke ballade.

Familien i Norge føltes også som en rigtig familie. Alle var søde og rare, og specielt min moster var sådan en type, der nærmest begyndte plan­ lægningen af julen tre måneder i forvejen. Det føltes, som om hun altid var vågen. Når vi andre gik i seng, var hun i gang med noget, og når vi stod op, havde hun allerede dækket op til stor fælles morgenmad med alt, hvad man overhovedet kunne forestille sig. Min mormor og morfar var der også i min barndom, men de var allerede gamle på det tidspunkt.”

Et år fik Poul Erik Øgendahl mod sædvane lov til at komme med. Men de havde knap lagt Ollerup bag sig, før parret blev uvenner:

2018030_Stein Bagger_Content.indd 20

30/04/2018 14.26

”Jeg var sgu træt af skænderierne,” fortæller han i dag. ”Og da vi nåede til kirken i Jelling, standsede jeg bilen og sagde til hende: ’Her er nøgler­ ne, Mia. Jeg tager ikke med. Jeg kan ikke klare det – du snakker som et vandfald. Det bliver aldrig bedre, så nu stopper det.’ Jeg blev i Jelling i en uges tid, inden jeg vendte tilbage, hvor vi brød endeligt med hinanden. Vi aftalte, at hun skulle pakke de ting, som hun mente, var hendes.”

Efter fem års samliv var forholdet slut, og Stein Bagger og hans mor forlod Ollerup og flyttede til Frederiksværk. Efterfølgende sendte Poul Erik Øgendahl et brev til sin ekskone, hvori han gav udtryk for, at han var bekymret for Stein Bagger: ’Du vil givet ikke indse konsekvenserne, hvis han ikke får ro nu. Men det siger jeg dig, Mia, Stein har oplevet nok. Jeg er

21

fuldstændig klar over, at jeg ikke har kunnet give ham den ro og stabilitet, han har brug for. Bestandig har han været kastebold i vores meningsløse spil. Men ro skal han have.

Jeg underkender ikke min egen rolle i Steins forvirring. Han har overværet min fuldskab, skænderierne, politi og meget mere. Det har ikke været befordrende for hans ro. Samtidig har han følt vor indbyrdes kamp om ham, så han ikke kunne vide, hvad der er rigtigt eller forkert.’

På spørgsmålet om, hvad der bekymrede ham, svarer Poul Erik Øgen­dahl: ”Mia dirigerede alt for meget rundt med ham, og hun var hele tiden utilfreds med, hvad han gjorde, sagde og ville. Han skulle blive den store mand. En rigtig stor mand. Og det blev han også en overgang. Det viste sig så bare at være løgn og latin det hele. Dengang mente jeg, at Stein havde brug for ro og et ordentligt hjem – og det kunne Rolf give ham, mente jeg.”

Alt ændrede sig nu i den 10-årige Stein Baggers liv. Han måtte sige far­ vel til stort set alle de holdepunkter, han havde. Han mistede Poul Erik Øgendahl, der havde været det tætteste, han havde været på at have en far i hverdagen, og han mistede sine venner og sine dyr – deriblandt Bimse – der blev i Ollerup.

2018030_Stein Bagger_Content.indd 21

30/04/2018 14.26

Samtidig mærkede han en tiltagende spændt atmosfære, når han var på besøg hos sin far. Rolf Bagger havde fået en ny kone, Sofie, der var grafiker, og som tegnede sol, skyer og stjerner til vejrudsigten i TV Avisen. ”Sommerhuset, der altid havde heddet Kragehøj, skulle pludselig kal­ des Sofiehøj. Krusene, der havde båret husets navn, blev også udskiftet og erstattet af nye med påskriften Sofiehøj. Det var slut med at spise fælles morgenmad, nu skulle Trym og jeg spise alene i køkkenet. Da hun kom ind i billedet, var der hverken plads til noget eller nogen anden. Det var mærkeligt. Stemningen forandrede sig ikke fra den ene dag til den næste, men fra den ene time til den næste.”

22

Også hans far forandrede sig. Han skrev stadig bøger, og et par år tid­ ligere havde han skrevet Pouls død – En avishistorie om et menneskes ­fuldstændige forsvinden ved begyndelsen af den anden store folkevandringstid, og i 1978 udgav han Det er senere end du tror. Men han begynd­ te også at lægge afstand til sine sønner. Stein Bagger erindrer specielt en episode fra 1978, der fik afgørende betydning for hans forhold til sin far. ”Vi skulle have en skideballe af min far, og da vi trådte ind i stuen, sad han og Sofie i sofaen og læste. Min far kiggede op fra sin avis og sagde i en alvorlig tone: ’Sofie har haft fødselsdag, men hun har ikke fået nogen gave. Det er sgu ikke i orden. Hvad tænker I på?’

Som jeg husker det, var det primært min bror, det gik ud over. Min far havde ikke nævnt noget om, at hun havde fødselsdag, men efter skide­ ballen tog vi Tryms sparepenge og gik ned i Vedbæk Stationsgade, hvor der lå en boghandel. Der købte vi et Parker-sæt med en kuglepen og en blyant, der lå i en æske med rødt velour. Sættet kostede 50 kroner.

Da vi vendte hjem for at aflevere gaven, sagde min far, at det var for sent. Man kunne ikke komme med en gave op ad dagen. Derefter var stemningen ret trykket.”

2018030_Stein Bagger_Content.indd 22

30/04/2018 14.26

peter jeppesen

(f. 1978) er journalist og leder af Ekstra Bladets tv-afdeling.

Han har tidligere arbejdet med tv på DR og TV2. Har lavet en række dokumentarer og dokumentarserier, deriblandt Jeg er Ambassadøren fra Amerika og Da Danmark blev Suspekt.

Stein Bagger beskriver i detaljer, hvordan han øvede sig i at forfalske sin bestyrelsesformands underskrift og gennem­ førte sin ’leasingkarrusel’, og hvilke løgnehistorier han fandt på for at dække over sin svindel. Han beretter også om sin flugt fra Dubai til USA, anholdelsen og hele efterspillet.

Det er en dramatisk fortælling om en mands higen efter forbilleder og anerkendelse. Men det er også en vigtig ­historie om grådighed. Den kan gøre os klogere på, hvordan bedrageri i denne kaliber overhovedet kan lade sig gøre, og bidrage til, at vi alle sammen fremover bliver bedre til at afsløre tilsvarende luftkasteller i tide.

ISBN: 978-87-400-4320-4

Forsidefoto: Thron Ullberg

9 788740 043204

politikens forlag www.politikensforlag.dk

stein bagger

lasse charley pedersen

Hvad er Stein Bagger formet af? Hvordan kunne han slippe afsted med at bedrage erhvervsliv, banker og medier?

Hvor er de 200 millioner kroner, som manglede, da boet efter svindlen blev gjort op? Og har han i dag lagt svindleren bag sig?

sådan blev

(f. 1982) er uddannet journalist fra Jour­nalist­­højskolen i Aarhus. Han har arbejdet som journalist på Ekstra Bladet siden 2012, hvor han blandt andet har haft fokus på større projekter og afsløringer som en del af avisens erhvervs­redaktion og gravergruppe.

Sådan blev jeg Stein Bagger bygger på mange timers inter­ view med hovedpersonen suppleret af en omfattende research som led i en søgen efter svar på de ­centrale spørgsmål, der har hængt i luften, siden han i 2009 fik syv års fængsel for millionsvindel i IT Factory:

peter jeppesen lasse charley pedersen

Stein Bagger, en af dansk erhvervshistories største svindlere, fortæller i denne bog for første gang med sine egne ord, hvordan han opbyggede et liv og en karriere baseret på et spind af løgne.

peter jeppesen & lasse charley pedersen

sådan blev stein bagger politikens forlag

“Jeg tog mapperne med årsregn­ skaber­ne for 2003 og 2004 ud af skabet. Asgers underskrift var påført i dem, og jeg slog op på siden, hvor den stod. Jeg lagde en blok ved siden af mig og begyndte at øve mig på at efterligne den. Asger skrev ikke sit fornavn ud, der stod kun et A. Det første bogstav i efternavnet, J’et, skulle have et ordentligt swung ned ad papiret, mens e, n, s og b stod på linje og næsten ingenting fyldte. Til sidst var der y’et, som skulle stikke lige så langt ned som J’et, men det skulle ikke være nær så højt.

A. J-e-n-s-b-y.

I forhold til min egen krusedulle, der fylder næsten det dobbelte, var hans underskrift mere ren. Jeg forsøgte selvfølgelig at ramme hans skrift, så præcist jeg kunne. Jeg ved ikke, hvor godt det lykkedes mig, men jeg vil tro, at hvis man sammenligner de forfalskede underskrifter i dag, vil nogle af dem se ægte ud, mens ­andre slet ikke ligner.

Da jeg mente, at jeg havde øvet mig nok, skrev jeg under, smed blokken i skraldespanden og sendte leasing­ aftalen afsted. Med revisions­ erklæringen og IT Factorys bestyrelsesformand og medejer, Asger Jensbys, underskrift på plads udbetalte leasingselskabet millionerne, og jeg var nu i gang med det, der sidenhen blev kendt under betegnelsen ‘leasingkarrusellen’.”