væk. Hun vil have dem til at taste på deres oldtidscomputere og ringe til København på deres motorola-mobiler og finde den kuffert. Nu. Den ene kvinde, en gammel, sur kælling, stirrer først længe på hende. Le må sige Hallo, inden kællingen lægger an til en forklaring, men en glat type med åben skjorte og cowboystøvler lægger en hånd på kællingen, så hun holder mund. Han ligner en gardinsælger. – Señora Berner, siger gardinsælgeren. – Lad os gå herind. Han fører Le ind på et køligt kontor, hvor hun får vand og chokolade, endda kaffe i en kop med en Facebook-tommeltot på. Så lukker han døren og sætter sig over for hende, ser ned i bordet, mens han taler. Som så mange mænd. – Forestil dig, at vi fandt en kuffert. Vi undersøger den. Den tilhører en kendt dansker. En kreativ sjæl, en kunstner, siger man. En stjerne. Dem kan vi godt lide, sådan er vi. Men vi kan ikke gøre forskel, vi må behandle alle ens. Hun ser på gardinsælgeren, der stadig ikke ser på hende. – Vi er en del af Europa, men vi vil ikke være en del af Europa, Europa har sine egne problemer, dem vil vi ikke have her. Vi er et lille samfund. Vi skal passe på hinanden. Vi har intet imod folk, der er anderledes, alle er velkomne her, så længe de overholder spillets regler. Forstår du? – Nej, siger Le. Han drejer computerskærmen. Den viser et farvestrålende billede af en kuffert. Hun forstår intet af det, hun ser på skærmen. Han drejer den tilbage. – Lufthavnspolitiet har en hund, siger gardinsælgeren. – Den hedder Spinoza, en hvid golden retriever. Sæt ham ved siden af en bunke kufferter, og han kan lugte sprængstof, cannabis, kokain, heroin, de siger endda, han kan finde trøfler og dyreskeletter. Le kan godt høre, hvor han er på vej hen. – Og så kan han lugte benzodiazepin. 10 mg. Også selv om de ligger i en forkert dåse. – Jeg ved ikke, hvad du taler om, siger Le. Gardinsælgeren griner. – Lad mig gøre det klart. Han ser på hende 22
De savnede.indd 22
05/10/16 12.13