» Det er ikke sådan at man sidder på lårene af hinanden « Lisbet, har boet 30 år i Abildgården
og samtidig har beboerne også bevaret en del af den oprindelige æbleplantage, som deres boligforening er bygget på. Æblehøsten går blandt andet til hjemmepresset æblemost. De mange forskellige grøntsager fra køkkenhaven bliver brugt i den fælles madlavning, og spist af andelsboligforeningens beboere. Rødbederne, som bliver gravet op på billedet, blev eksempelvis anvendt i en rødbedetzatziki, der var en del af aftenens menu. Det er ikke kun grøntsagerne i køkkenhaven, som beboerne henter inspiration til madlavningen i. I Abildgården har man også haft gæstekokke på besøg fra både Somalia, Afghanistan og Spanien, der stod for madlavningen og lavede mad til beboerne.Ydermere finder beboerne selv inspiration i en bred vifte af kogebøger og køkkener, når ugens retter skal planlægges. „Vi får i hvert fald meget mere forskellig mad, fordi folk har mange forskellige idéer om, hvordan det skal være, og hvad vi skal lave. Går man herhjemme, så kan man godt gå lidt træt i de samme retter“, forklarer Lisbet. I Abildgården har man fundet en god vekslen mellem pligt og frivillighed. Køkkenhaven er et eksempel på dette. „Haven var et projekt, hvor vi alle til at starte med skulle have et stykke jord, vi passede, men med tiden blev det frivilligt, og det er der
mere og mere der er. Det fungerer bedst sådan“, forklarer Sus. Køkkenhaven bliver nu drevet efter interesse. Ønsker man at dyrke et stykke jord, så er man velkommen til det og man vælger selv, hvilke afgrøder, man ønsker at arbejde med.
Uforpligtende fællesskab I Abildgården er måltiderne det centrale omdrejningspunkt. Flytter man hertil, så skal man være en del af fællesspisningen, og man skal være med til at lave mad, ligesom at det også er forventet, at man deltager i fælles arbejdsweekender, hvor foreningens fælles arealer bliver vedligeholdt og rengjort. Der er en forventning om, at man deltager i og bidrager til fællesskabet. Til gengæld er det fællesskab, som beboerne har sammen i fælleshuset et fællesskab, som de selv definerer som uforpligtende. Sus fortæller om, hvad en tidligere beboer fra Abildgården savnede allermest efter hun flyttede: „Hun fortalte mig, at det hun savnede allermest, det var det uforpligtende. Når hun inviterede gæster i hendes nye parcelhus, så sad de der hele aftenen. I fælleshuset, der kan man byde ind med det man gider på dagen, og så kan man gå hjem igen“. Den tidligere beboer syntes det var meget mere forpligtende at bo i et parcelhus, hvor folk kom på besøg og var der hele aftenen, og man stod for alt som vært. „I Abildgårdens fælleshus kan man vælge
om man vil være lidt sammen eller meget sammen. Nogle gange bliver man hængende rigtig længe, og andre gange så går folk hjem hurtigt“. Det uforpligtende fællesskab og de faste, men fleksible rammer lader til at være noget, som beboerne værner om i Abildgården. Beboerne vælger selv, hvornår de vil på madhold, og om de ønsker at være på madhold med familiemedlemmer eller foruden, ligesom at de som ikke kan nå at møde til deres madtjanser kan få lov til at forberede mad dagen inden. I ferieperioderne, hvor fællesspisning tages midlertidigt af kalenderen, kan de også mødes og grille sammen spontant. „Når man i dag fortæller, hvordan man bor, bliver man tit mødt af folk, der siger: jeg kan ikke bo så tæt, og den ordning bliver alt for tæt for mig, men faktisk, så er det ret befriende, at det praktiske som madlavning er man fælles om“, tilføjer Sus. For beboerne i Abildgården handler det nemlig også om at gøremål, som vedligeholdelse og madlavning hviler på og klares af fælleskabet i andelsboligforeningen, så den enkelte beboer har mere tid til overs i hverdagen. At fællesskabet tilmed også byder på sociale rammer, som beboerne trives i er dog en væsentlig tilføjelse.
Andelsportal.dk
11