
1 minute read
Holmegaard Værk
Tirsdag d. 27. september
Holmegaard har gennem tiderne forsynet mange danske hjem med funktionelt og dekorativt glasdesign. På glasværket er der gang på gang blevet udtænkt, formet og leveret ikoniske klassikere til Danmark og resten af verden. Det hele startede for 200 år siden med en stærk kvinde, der gik imod konventionerne. I dag skal man lede længe efter et hjem, der ikke har et stykke Holmegaard på middagsbordet eller til pynt på hylderne.
Vi starter med at køre til restaurant Mona Lisa i Næstved, hvor vi får serveret 3 stykker brød og en osteanretning, inden vi kører videre til Holmegaard Værk. Her bliver vi mødt af en verden af smukt kunsthåndværk og gamle traditioner. Vi får tid på egen hånd til at kigge på de mange samlinger og besøge de levende værksteder. Se den ikke mindre end syv meter høje og 40 meter brede reolvæg med mere end 40.000 unikke stykker glas fra bl.a. Holmegaard, Odense Glasværk og Kastrup. Eller tag dig tid til at beundre Kählers kunstneriske keramik eller dykke ned i oldtidsfund fra Holmegaard Mose i en af de andre udstillinger. I særudstillingen om Picassos kunsthåndværk kan vi se noget af hans farverige keramik. For Picasso kunne ikke kun finde ud af at male – han var også en fremragende keramiker, der skabte sprudlende og legende værker i mange andre materialer.
På værkstederne kan man se dygtige de kunsthåndværkere forme og skabe, og man kan også selv få lov til at prøve kræfter med at arbejde med glas eller ler. Ved ankomst til Holmegaard Værk får vi hver især udleveret en audioguide, der leder os sikkert gennem udstillingerne. Her kan man høre om arbejdslivet på Danmarks første, sidste og eneste eksisterende glasværk – idéerne ved kunstnernes tegnebord, det hårde arbejde i den store ovns varme og anstrengelserne med at lære at beherske det uregerlige materiale. Ud på eftermiddagen vender vi tilbage til Fyn efter en dejlig dag blandt glas og keramik.



Pris pr. person inkl. bro, frokost, entré og audioguide 625,Opsamling A: Svendborg kl. 08:00, Ringe kl. 08:25, Odense v. gl. Amtsgård kl. 08:50, Odense v. Dannebrogsgade kl. 09:00, Langeskov kl. 09:25, Ullerslev kl. 09:30, Nyborg kl. 09:45