Page 1

”Was that all?!” Af Kristina Ask Nærværende tekst er en afrapportering fra performance- og interventionsprogrammet ”Højere end Rådhuset”, der blev iværksat af dramatiker Gritt Uldall-Jessen og billedkunstner Joachim Hamou i forbindelse med Helsingør Teaters internationale gadeteaterfestival 2008. ”Højere end Rådhuset” bestod blandt andet af en række eksklusive oplevelser, der siden hen blev tilgængelige for offentligheden på torvet i Helsingør centrum. Det intervenerende gadeteater fandt dels sted i byens rum og dels i private stuer. Her følger en oplevelsesnær beskrivelse med de momenter af forsøgsvise overblik som disciplinen, at være del af et engageret publikum, indbefatter. Af Kristina Ask Gadeteater i private stuer kan lyde som en selvmodsigelse. Men med brug af moderne mobilteknologi mindede programmet ”Højere end Rådhuset” os om, at begrebet offentlighed er en fleksibel størrelse, hvorunder det private rum kan udgøre et af flere rum i et fælles offentligt. Rækken af forestillinger, der blev opført i private hjem, kunne efterfølgende ses og genses på en storskærm på Axel Torv i Helsingør. Denne teknologibaserede form for formidling af gadeteater refererer til og udfordrer den rolle fjernsynet har som en dimension af en fælles virkelighed: en projektionsflade, der gør det private offentligt og det offentlige privat. Hvor fjernsynskassen hjemme i stuen er en flade for passiv modtagelse, skabte storskærmen på byens torv et rum for udveksling af private og fælles erfaringer. ”Højere end Rådhuset” vendte hermed den herskende orden mellem demokratiske, private og offentlige rum på hovedet. Byrådssalen fik nyt liv som forum for meningsudveksling da franske Cie Spirale her opførte forestillingen ”Le Cercle”. En dagligstue i Snekkersten blev i bogstavelig forstand omdannet til en cirkusmanege da franske Le Goulus her opførte ”Les Horsemen”.

Diagonale udfordringer At denne tekst har overskriften ”Was that all?” kan lyde som om, ”Højere end Rådhuset” har været en skuffende oplevelse. Det modsatte er tilfældet. Den skuffede tone er efterklangen af den række af oplevelser, som en mere eller mindre vilkårlig gruppe mennesker befandt sig i – mere eller mindre tilfældigt – i august i Helsingør. At befinde sig i en fortættet situation, hvis tilfældige opståen gør, at man først når det er for sent får mobiliseret den påkrævede mentale tilstedeværelse, afføder reaktionen: ”Was that all?!”. Vi vil have mere. Og det fik vi. Programmet ”Højere end Rådhuset” havde også en vertikal dimension – titlen skal nemlig tages bogstaveligt. Som afsluttende punkt på programmet var ambitionen, at bygge et tårn af artister og villige Helsingør-borgere, som skulle udfordre rådhusets tinder. I fysisk forstand blev denne øvelse aldrig højere end rådhuset. Ikke detsto mindre blev programmet af performance, cirkus- og teaterforestillinger en demokratiøvelse af interventioner i det private og i det offentlige – ikke højere, dybere eller længere end politiet tillod, men dog grænseoverskridende. Uldall-Jessen & Hamou satte et projekt i værk, der forsøgte, opfordrede til og lykkedes med at overskride mere end en grænse i mere end en forstand. Grænsers overskridelse er som bekendt et vigtigt element af kunsten og teatrets plads i verden. I kunstarternes univers opereres med forestillingen om ’noget nyt’ – det, som ingen har gjort før, men som bliver en genre og altså noget, der må overskrides på ny. Det nye er med andre ord fortolkninger af det gamle. Også forestillingen om


en autentisk virkelighed spiller en central rolle – som et kunstarternes utopi. Noget, der flirtes med, spejles og skabes billeder af, men som i sagens natur kun kan genskabes som forestillinger. Bogen ”Den uvidende lærer” af den franske filosof Jacques Rancière (udgivet på dansk, 2007) vedrører samspillet mellem viden, indlæring og intelligens med udgangspunkt i, at alle mennesker rummer potentiale for, at være modtagelig for alle former for ny viden, nye oplevelser. Han skriver blandt andet: ”Intelligensens handling er at se og sammenligne, hvad den ser. Den ser først tilfældet. Den skal forsøge at gentage, at skabe betingelserne for på ny at se, hvad den har set, lignende kendsgerninger og kendsgerninger, der kan være årsag til, hvad den har set. Den skal også danne ord, sætninger og figurer for at fortælle andre, hvad den har set. Kort sagt er intelligensens oftest benyttede metode gentagelsen, uanset hvad genierne måtte mene derom. Og gentagelser er kedelige.” Den dramatiske kunstintervention ”Højere end Rådhuset” rummer uden tvivl gentagelser af tidligere tiders interventioner og – koncepter. Men det særlige ved dette projekts dimensioner af tid/sted – tilfældigheder/iscenesættelse har føjet noget nyt til gentagelsens muligheder, der aldrig blev trivielle. Gentagelsens omsættelse i flere formater gjorde den enkelte oplevelse til en unik del af et samlet projekt. Vi var nødt til at gentage øvelsen – at se teater og cirkus i private hjem igen og igen – for at kunne forestille os, hvad det er, det lærer os. Om teater, kunst, demokrati og normalitet. Hvad vi også lærte undervejs i programmet var, at det – hverken for skuespillere, publikum eller beboere – bliver et rutinemæssigt anliggende, at træde ind i et fremmed menneskes hjem og sammen opføre en forestilling på denne scene, der for teatret er abnorm og for beboeren indbegrebet af normalitet.

En cirkel er en cirkel er en boksering er en demokratiøvelse I Hamou & Uldalls leg med grænsers overskridelse i Helsingørs autentiske forstadsvirkelighed kan en række grænsepunkter lokaliseres og hjælpe med til, at kortlægge den samlede øvelse kaldet ”Højere end Rådhuset”. Grænsepunkt 1 kan vi kalde publikums rolle som aktører i en form for social happening, der trækker tråde tilbage til Fluxus-bevægelsen af 1960-70erne. Det grænseoverskridende ligger i dette tilfælde blandt andet i, at træde over dørtærklen til fremmede menneskers hjem og det, at gøre det private til en scene for en forestilling. Grænsepunkt 2 er projiceringen af den fælles og dog private oplevelse i byens centrum. På storskærmen bliver den intime situation et billede på nedbrudte grænser mellem sfærer. Grænsepunkt 3 er det vertikale mennesketårn foran byens rådhus, der involverer grænsepunkt 1’s nedbrydelse af skellet mellem aktører og publikum. Alle de tilstedeværende var her klodser i en konstruktion, der udfordrede vores forestilling om demokratiets spilleregler – og grænseflader. Ved at forbinde grænsepunkterne ved hjælp af tråde mellem individuelle erfaringer og fælles oplevelser dannes en cirkel. En cirkel, hvis centrum er defineret af afstanden til periferiens punkter. Et center, der overskrides når punkterne i periferien sætter sig på tværs, krydser grænser og danner forbindelser. En bevægelse af dimensioner mellem center og periferi. En demokratiøvelse. En boksering. Centrets paradoks er, at det blot er en prik i en formation. Centret er med andre ord et koncentrat, som pladsen kan siges at være det: et punkt, der samler en by og dens beboere. Som referencepunkt rummer periferien derimod mangfoldigheden. I det følgende vil en labyrintisk indkredsning af konteksten og en nærmere beskrivelse af nogle af cirklens punkter belyse, hvad der måske har været momenter af en form for autenticitet. Forstadsvirkeligheden og gadeteaterets fælles erfaring.

Helsingør: mandag den 4. august 2008


Efter nogle uger med sommervejr forkyndende TV-Avisens vejrudsigt lørdag aften, at der i den kommende uge ville blive heldagsregn mandag og torsdag. Resten af ugen ville der være opholdsvejr. I kalenderen står der ”mandag & torsdag: ’Højere end Rådhuset’, Helsingør” – heldagsophold. Ved ankomsten mandag morgen siler regnen ned over Helsingør. Som vi ruller ind mod byen og det over højtalerne annonceres at toget ikke kører længere modtager jeg en sms, som byder mig velkommen til EU. Men som det er med endestationer er de også en mulighed for, at tage videre. Intet ender bekendt på en rund klode. Øresund, som toget sejler afsted langs, bider aggressivt fra sig denne mandag morgen. Vinden pisker en stemning op, bølgerne skummes hvide og mågerne skriger. Helsingør har altid været defineret af sin beliggenhed hér, på kanten af havet. Øresundstolden af 1400-tallet, der var en slags maritim bompengeafgift, som røg direkte i foret på kongen, blev den økonomiske garant, der sammen med behovet for at proviantere her på hjørnet af Sjælland har gjort Helsingør til en handels- og arbejderby. Nu er begrebet ’arbejder’ som bekendt udvandet og forskelle defineres af andre størrelser end klasser. Og efterhånden mødes enderne på Sjællands østkyst så Helsingør er blevet en del af det rige nordsjælland, hvis huspriser for udefrakommende bringer minder om de økonomiske termer i Anders Ands univers. Helsingør har rustet sig til, at imødekomme det 21. århundredes liberale selvforståelse som en post-moderne købstad. I perioden 2007-2012 er der iværksat og budgeteret med et omfattende udbygning- og fornyelsesprojekt: ”Kulturområde Kronborg”. Helsingør vil på kortet over byer, der mener sig kvalificeret til et opslag i magasinet Wall Paper. Luksuslejligheder ved havnefronten, en strandpark, nye erhvervsområder og som kronen på værket, et ’Kulturværft’. Post-industrialiseringens kronjuvel. Den gamle arbejder skal i vore dage ikke bare være forbruger, men også en del af oplevelsesøkonomien. På sin hjemmeside stiller Helsingør kommune sig selv det oplagte spørgsmål: ”Hvad skal Helsingør leve af om 10-20 år?”.

Tættere på? I gamle dage så man en kommune som en husholdning. I dag ses en kommune som en virksomhed. Og som enhver moderne virksomhed med respekt for sig selv har Helsingør Kommune formuleret sine visioner. De lyder som følger: “Værdierne ro, nærhed, autenticitet og gådefuldhed er grundlaget for den vision, som lægger vægt på fællesskabet, den rige historie og naturen samt nærheden til København og Sverige, som forudsætninger for at tiltrække unge familier og kreative erhverv. Helsingør vil være kommunen, hvor talent kan udvikles, og hvor borgere og virksomheder kan udleve deres drømme. Den overordnede strategi er, at komme ‘Tættere på’ – formuleret gennem 8 strategier for ‘Tættere på København, Sverige, naturen, vandet, historien, dig, hinanden og drømmen’.” På trods af disse ambitioner og i modsættning til det meste af kyststrækningen mod hovedstaden er der i Helsingør dog stadig tegn på det, vi engang kaldte klasser. En by med et ekstraordinært rigt handelsliv, der sammen med det monumentale og sagnomspundne slot, der troner på pynten, tiltrækker mange turister. Yderligere er Helsingør kendt for sin befolkningsgruppe af romaer. Alle mødes de – det bedre borgerskab, købmændene, de handlene, turisterne og romaerne – i det lille brostensbelagte centrum, hvor til bysbarnet Simon Spies i 1993 donerede en million kroner til etableringen af en plads for sig selv og sit eftermæle, Simon Spies Plads. Der er stadig bykonger i kongernes by Helsingør. Vi møder alle grupperinger på denne rejse omkring og på tværs af provinsbyens indre – med kulturproducenter, borgere og den lokale verdenspresse som rejsekompaner.


Den første forestilling Vi starter – mandag morgen – med at gå på jagt efter de interventioner, som arrangørerne, Gritt Uldall-Jessen & Joachim Hamou, har gennemført i ly af nattens fugtige mørke. Det, vi er på jagt efter, er afspærringer i form af pink kvadrater i store formater, der spærrer de små labyrintiske stræder af så fodgængere, bilister og andre undervejs i den regnfyldte morgen må kræve deres plads ved at bryde forhindringen – eventuelt med brug af de til formålet monterede sakse! Da jeg runder et hjørne får jeg øje på et pink kvadrat. Det viser sig, at det lille stræde også er spærret af et kvadrat i den anden ende. Gaden er blokeret. Beboerne og dem, der bruger dette stræde til gennemgang må skære sig vej, klemme sig omkring eller simpelthen bryde væggen af pink net. Som var det timet til min ankomst ved dette hjørne udspiller der sig et mindre scenarie: en dame træder ud fra et af de lave bindingsværkshuse, broderet med stokroser ved foden, hun har sin hund i snor. Stående på dørtærsklen kigger hun først i den ene retning, så i den anden. Det er tydeligt at damen overvejer, hvordan hun kan slippe ud fra adressen – som hun plejer på dette tidspunkt – uden ufrivilligt at skulle involveres i en form for performativ aktivisme. Hun henvender sig til en cyklist, der har trodset forhindringen i den anden ende af strædet, og får afklaret graden af fare og karakteren af happening for at undgå yderligere overraskelse. Hun er nu informeret og tør trygt bevæge sig ud på sin færd. Den første forestilling har udspillet sig.

Kunstens liv i provinsen Inden dagens første forestilling kl. 10.30 hjemme hos Fatima i Nøjsomheden – det vil sige den anden forestilling, hvis vi regner den hundeluftende Helsingør-borger med kl. 8.30 i Brostræde – er der lidt tid. Jeg er inspireret til, at gå rundt i byen og spejde efter potentielle forestillinger, planlagte eller improviserede, iscenesatte eller spontane. Den tone, Uldall-Jessen & Hamou har slået an og lader klinge i det nysgerrige og modtagelige sind, føjer en ekstra dimension til, et nyt perspektiv til en normaltilstand. Når det er slut vender alt tilbage til normen, dog med aflejringer af de tanker, som den midlertidige intervention måtte have igangsat hos byens borgere og besøgene. En erfaring for dem, der ved at det fandt sted, dem der er informeret og dem, der mere eller mindre tilsigtet inddrages i løjerne. Som nu damen med hunden. Man kommer i tvivl om, hvad der er kunst og hvad der, for det pågældende område, er normale menneskers normale hverdag, gøren og laden. De autentiske, socio-økonomiske realiteter. Som besøgene til en gadeteaterfestival bliver alle udspillede scenarier mulige repræsentationer. Fortællinger, formidlet af menneskers handlinger. Som Uldall-Jessen har forklaret til dagbladet Information: ”Vi vil udfordre Helsingørborgernes selvforståelse, ved at skabe en krop af mange forskellige køn, seksualiteter, sociale klasser, etniciteter og generationer, der tilsammen overstiger magten på rådhuset. Helsingør er styret af nogle få magtfulde, hvide mænd og af handelslivet”.

Normaliseret i Helsingør Baggrunden for den første akt – de pink gadeafspærringer – kan identificeres som aktivisme, der møder kunst, der møder teater, der møder offentligheden i Helsingør: interventioner i normen, i hverdagen og i privaten, som dog er annonceret i dagspressen. En sluttet cirkel: fra den aktivistiske intervention, på kant med loven, til lokalavisen og det trykte program der kan findes, hvor turister søger viden om byens seværdigheder. På godt og ondt er gadeteaterfestivalen integreret i Helsingørs hverdag hvert år i august. Et arbejdshold af lønnede aktivister tjekkede ind kl. 04.00 søndag nat for at gennemføre de første interventioner. Allerede kl. 10.00 mandag formiddag, da byens handelsliv er klar til dagens


ekspeditioner, er de fleste pink afspærringer, blokader af overgangen fra en gade til den næste, fra stræderne til gågaden, trukket til side. Ikke mange er revet itu, gennemtrængt af biler eller flænsede af cyklister. De er nænsomt trukket til side som gardiner og dermed blevet en del af gadebilledet. Normaliseret i Helsingør. Kl. 10.30 i det avancerede sociale boligbyggeri Nøjsomhed udspiller der sig en forestilling om intet mindre end urmennesket. Manden og Kvinden. Holdet af kulturarbejdere – en fotograf, en teatermand, en teaterdame, en kameramand og en skribent – har svært ved at orientere sig i komplekset og entrerer til at begynde med den forkerte trappeopgang. Der er mange at vælge imellem og for udefrakommende ser de alle ens ud. Efter at have taget en mobiltelefon til hjælp er vi endeligt fremme hos palæstinænsiske Fatima, hendes søn og hendes libanesiske mor. Skuespilleren, som til den forestilling vi her skal overvære er dukkefører, er nået frem før os og har gjort klar i stuen. Møblerne er trukket ud til rummets kanter. Ingen er i tvivl om at det møde, der finder sted her i lejligheden denne mandag morgen, er noget særligt. I Nøjsomhed bliver det tydeligt, at ideen bag ”Højere end Rådhuset” åbner op for møder, som ikke kan planlægges eller instrueres og som sætter spor i sindet hos alle de delagtiggjorte. Det mulige møde finder sted og overskrider alles forestillinger. Og forestillingen er ikke engang begyndt endnu. I stykket ”Le Cercle” er de tre hovedpersoner lavet af træ. De føres smidigt at den sortklædte Alex Bovet for enden af de lange tråde. Han har markeret, hvor stykkets univers starter og slutter ved hjælp af en rulle toiletpapir. Denne hvide papircirkel på gulvet sprænger dagligstuens normale proportioner og tegner et nyt centrum. Fra mødet i gangen mellem mennesker, hvis veje tilfældigt krydses i Helsingør, til den cirkelindkredsede del af det røde gulvtæppe i stuen, hvoromkring vi alle er placerede i sofaerne, lænestole og på gulvet, tager fortællingen højtideligt form.

Den følsomme mand Alex, som er fra Frankrig, ønsker med forestillingen ”Le Cercle”, at henlede vores opmærksom på nødvendigheden af, at vi passer på jordkloden. At der ikke er flere resourcer at tage af. Cirklen på gulvet er indrettet som et forhistorisk univers – det vil sige fra dengang vi ikke kunne sætte ord på ting og handlinger – ved hjælp af simple genstande som et gevir, et vandreservoir i en udskåren træskål og flammende ild fra en væge i flydende stearin omgivet af afbarkede grene. Elementer, som tegner et landskab. Lydsiden varsler, at kloden også var beboet af andre, af enorme væsener, hvis udbrud i kampen om at lade den stærkeste overleve, akkompagneret af harpeklang, høres som en rungen i stuen på anden sal. Alex lader dukkerne indtage og bebo universet med sjovt genkendelige kropsbevægelser. Udenfor cirklen af toiletpapir er over halvdelen af de tilstedeværende otte personer travlt optaget af, at få indfanget det, de ser udspille sig for deres øjne i et format, der kan gemmes og videreformidles. Ved hjælp af kameralinser og skriveredskaber. Her i stuen bliver der med andre ord tunet ind og ud af mindst to universer: det, vi med vores fantasi og med Alex’ hjælp kan forestille os som andre dimensioner af tid og sted. Og det – der akkompagneres af knipsen fra kameraers blitz – mennesker der kravler rundt på sofaryggen for at få det hele med fra den rette vinkel. Da forestillingen er slut og en tekst, der starter med ”Tak for jeres opmærksomhed” og slutter med ”Lad os sammen passe godt på vores liv og vores planet” er blevet læst op på dansk byder lejlighedens beboere på kaffe. Ved kaffebordet snakkes der engelsk, fransk, svensk, dansk og arabisk. Livligt. Alex fortæller, at hulemanden er et kvindeligt, altså et følsomt og skræmt, væsen. Kvinden derimod er den stærke, den der fokuserer på fremtiden. En dualitet af kompromis og gensidigt bekræftende komplimenter. Ideen til forestillingen opstod engang Alex fik mulighed for, at deltage i et FN-møde som følge til en forsamling af forskellige indfødte indianergrupper,


der havde fået foretræde og 15 minutter til at fortælle om deres problemer. Alex har siden brugt sit håndværk til at formidle problematikkerne til folk på gaden. Vi er alle glade og varme i kroppen da vi igen træder udenfor i kvarteret Nøjsomhed, hvor regnen næsten er stoppet.

Besætningen på den gyngende skude Det særlige ved provinsen, ved de små byer, der fungerer som enheder i sig selv, men med et flux af bevægelse ind og ud, er noget ’gammeldags’, noget der er fremmed for dem, der kommer hertil fra de urbane centre eller fra steder længere borte end dem, der kan betegnes som provins. Det gammeldags ligger i de tydelige tegn på, at tingene grundliggende er som de altid har været. Dette ses tydeligt i Helsingørs gadeliv. Erhvervslivets spidser: hvide mænd, som Uldall har observeret, over 45 i jakkesæt, der spadserer alene eller i mindre grupper på hovedgaden, med papirer under armen. Det bedre borgerskab: det vil sige disse mænds koner og deres døtre, klædt på til strøgtur. Det brusende hav, der bevæger sig i strømme op og ned ad gågaden udgøres af turister. Mellem disse flokke kan man ind imellem spotte nogle andre, nogle, der hverken er handelslivets hovedpersoner eller turisterne. En gruppe af beboere, der falder udenfor disse majoritetsgrupper. De ældre, de gamle og dem, der er kommet til udefra med det formål, at blive. Helsingør er kendt for sin befolkningsgruppe af romaer. I resten af landet hører man om dem når børnene ikke passer skolen – den gratis danske folkeudgave – for i stedet at tjene til dagen og vejen, hvilket i følge den todimensionale nyhedsflade sker som tyveri. En anden gruppe, der falder lidt ved siden af, men som også hører til her i Helsingør, er de berusede. Helsingør er en by med en høj alkoholprocent. På alle tider af døgnet alle ugens dage kan man møde en ensom beruset, mand som oftest. En, der er kommet til byen med det formål at forlade den igen hurtigst muligt, men som er mødt af de forhindringer, en by belagt med lokkende flasker kan skabe af afveje.

Lyden af kunst Udover mågeskrig og den brusen fra havet, som man bilder sig ind at kunne høre langt op ad de små stræder, præges lydtæppet i Helsingørs centrum omkring stationen af en klokke, der hvert tiende minut varsler, at skinnebussen er på vej. Snakken i gaderne foregår lige så ofte på svensk som på dansk. Helsingør er tydeligvis en af Skånes hovedstæder. En dansk sommerby i silende regn. Truppen, der følger ”Højere end Rådhuset”, tager en afstikker til den næste by, Snekkersten. ”Hej, hej!” ind træder naboen, ”vi er lige kommet hjem fra ferie og blev så glade for at høre, at der sker noget på Sortevej. Godt initiativ.” ”Ja, man er jo nødt til at komme forbi når der kommer tre fjollede franskmænd til byen!”. De tre fjollede franskmænd udgør teatergruppen Les Goulus. I villaen på Sortevej i Snekkersten skal de opføre forestillingen ”Les Horsemen”. Scenariet er hermed skiftet noget siden sidste forestilling hos Fatima i Nøjsomhed. Fra grå kvadrater til hvide kasser. For ikke at snakke om indtægtsniveau, forbrugsvaner og feriemål. Men ”Højere end Rådhuset” opererer med en flad struktur, der gør alle til både tilskuere og deltagere i det store skuespil. ”Les Horsemen” er en gadeteaterforestilling Det er sjovt for alle da ’de tre fjollede franskmænd’ ridder ind i den lille pejsestue iklædt hver sin hest. Sofaen er fyldt til randen med beboere, børn og naboer. Mediefolket er i undertal denne gang. Her er et rigtigt publikum tilstede, et publikum, som accepterer at der er cirkus i stuen mandag formiddag kl. 11.30.

De første mennesker, Chiraq og Borg til hest


Forestillingen er bygget op som en hesteopvisning, hvor de tre ryttere som i et eventyr er henholdsvis baroner og en klodshans-type, der altid bliver til grin, men er den, vi alle nemmest kan identificere os med. Normen. Også på Sortevej. Vi accepterer straks, at der ridder tre heste rundt i stuen, at hestene henholdsvis hedder hedder Jacque Chiraq, Bjørn Borg og ikke noget, at franskmænd partout er snobbede og at publikum på Sortevej består af en flok svenskere. Det kender vi godt. Når ’fjollede franskænd’ og andre fremmede kommer til landet tror de ofte, at Danmark er en del af Sverige og at vi umuligt kan snakke forskellige og for hinanden uforståelige sprog. Vi accepterer også, at under denne teaterfestival finder gadeteater sted hjemme i folks stuer. En frivillig bedes melde sig. Niels, som vist er far og morfar, i hvertfald pensionist, bliver udvalgt. Niels spiller med på løjerne og alle glemmer vi, at vi ikke sidder i et rigtigt cirkus. ”Nej, hvor var det sjovt!” Naboerne forlader villaen og det forlyder fra arrangørerne, at denne forestilling på Sortevej skulle have været med afrikanske dansere. Lad os lige samle op. Vi startede med en blød landing i en dansk provinsby: mågeskrig og aktivistiske interventioner. Så besøgte vi Fatima i Nøjsomhed og nu sidder vi i en hvid kassevilla på Sortevej i Snekkersten og ser dresserede heste springe over Niels, som ligger på stuegulvet. Vi har også været publikum til verdens begyndelse: tidspunktet, hvor mennesket var svagt og skælvende tilstede på jorden. Hvor det blev klart at kvindekønnet er det stærke. Siden er nationalt definerede kulturforskelle forsøgt udfordret – og fastholdt – ved at trække alle cirkus-klicheerne frem på manegen i Snekkersten. Denne mandag formiddag har vi med andre ord frit og uhæmmet bevæget os mellem hjem, beboet af forskellige normale mennesker. Ligesom de første mennesker på jorden også må have været det, vel nærmest per definition. Og hvad har vi lært? Lad os lige tage dagens anden halvleg med inden forhastede konklusioner drages omkring det, at spille gadeteater hjemme i privaten.

Magtens centrum? Næste punkt på programmet er et besøg hos Helsingørs konservative borgmester Per Tærsbøl. Han er kendt for at gå i træsko. Udenfor hans kontor står en stribe af denne type fodbeklædning klar til enhver passende lejlighed. Vi skal igen se og høre Alex’ bøn om at vi skal passe bedre på jorden, nu i andre rammer, for et andet publikum. Forestillingen skulle have fundet sted inde på borgmesterens kontor, men at det ikke kan lade sig gøre er ikke borgmesterens onde vilje, men den skuespillende dukkeførers beslutning. Der var ikke plads nok. Det store ovale mødebord måtte ikke rykkes så der kan bliver tilstrækkelig gulvplads. Det betyder at vi skal gense den forestilling, som vi så hos Fatima i Nøjsomhed, i Byrådssalen. Rådhusets og det helsingoranske demokratis symbolfyldte omdrejningspunkt. Forestillingen synes allerede at starte da vi står foran rådhusets store porte på gågaden i Helsingør. For at komme ind i bygningen skal man gennem en tilsyneladende uigennemtrængelig port, som er elektronisk styret. Man skal trykke på nogle knapper på et tastatur og fremsige, hvad der nemt kunne være en magisk kode for at få adgang. Det lykkedes ikke for os, men der kommer heldigvis én og lukker døren op indefra, hvilket ikke synes at være noget problem. Op ad den kommunegult malede trappe med kunst på væggene. Ind på borgmester Tærsbøls kontor, hvor kunstneren allerede har vurderet, at det ikke er muligt, at skabe tilstrækkelig plads til toiletrullecirklen. Vi rykker i byrådssalen. Her kigger fem tidligere borgmestre ned på sceneriet fra deres guldrammer. Alle ser de noget tyngede ud – ikke bare af borgmesterkæder, men også af dybe rynker i panden. Helsingør må være et tungt maskineri at køre. Fra industriby og regionshovedstad til en helt almindelig provinsby med helt almindelige problemer. Klasseforskelle af handlende lokale og turister, berusede og romaere, som man ikke helt forstår at


kommunikere med. Og så har der til alle tider stået et slot, hvis dramatiske historie også må kaste skygger. Tærsbøl træder ind i sine træsko. Han bliver placeret på en stol med armlæn som ene mand i salens indercirkel, mens resten af det eksklusive publikum af offentlige rådhusansatte, rapportere og kreative producenter bænker sig i ydercirklen. Borgmesteren er i fokus. På samme tid er han æresgæst, offer og vært for denne forestilling. Alex er klar. Dørene lukkes, det er en intim forestilling. ”Dette er for alle vores forfædre og alle deres børn,” introducerer Alex. Boomblasteren sættes i gang og urvindene blæser i byrådssalen med de blyindfattede ruder. Verden vågner på ny for os, der er tilstede.

Lånt tid Tærsbøl tjekker en sms og slukker diskret mobiltelefonen, som bliver liggende fremme på stolesædet. Den tjekkes jævnligt under forestillingen. Gad vide om borgmesteren har accepteret vilkåret, at dukkeføreren og hans tråde er usynlige og at trædukkerne bevæger sig af egen kraft som var de besjælede. Eller om han blot accepterer selv, at være hovedpersonen i dette scenarie, der rytmisk oplyses af de mange kameraeflash. Gad forøvrigt vide om der tidligere er lydt rytmiske toner i denne sal? Urmanden af træ lader blikket glide over forsamlingen, og fanger og fastholder nogles blik. En journalist snubler over en ledning og ikke bare musikken, men også hele stemningen – hvad man end var tunes ind til – afbrydes abrupt. Da det igen lykkes at få de rolige toner til at strømme ud i salen, lader det til, at en form for koncentration har sænket sig over forsamlingen. Det er et følsomt setup. En mobiltelefon ringer. Et vindue åbnes for at den rolige flamme i forestillingens landskab ikke skal aktivere de følsomme brandslukkerne i loftet. En forstyrrende vind, som ikke hører til – hverken i rummet eller i urfortællingen – blæser gennem lokalet. Hvis man kan mobilisere lidt fokus på de levendegjorte trædukker frem for på Tærsbøls indiskrete rumsteren med sin mobiltelefon og vippen med træskoene, eller på ydercirklens akrobatiske journalister, der forsøger at fange netop dette fra den rette vinkel, vil man bemærke, at én af dukkerne rituelt hilser med fred på alle i salen. ”Lad os alle passe godt på vores liv og på denne planet.” Den afsluttende tekst læses op og forestillingen er slut. Dette efterfølges af en lidt pinlig tavshed blandt den lettere desorienterede forsamling, indtil Gritt beder Alex om at forklare baggrunden for det stykke, vi netop har set. Indenfor cirklen af toiletpapiret. Han gentager den historie, vi hørte hos Fatima tidligere på dagen, her med et ekko fra salens hvælvede lofter. ”We are sensible”. Det er budskabet. ”Thank you”. De er svaret. Alex afbryder den efterfølgende mumlen og fortæller, hvor vanskeligt det er at spille gadeteater i Paris, og hvor taknemmelig han er for, at have fået lov til at spille sit stykke her i dag. Han afslutter med ”Thanks” og får det sidste ord. Borgmesteren lader muligheden for at tale til den samlede lokale verdenspresse ligge. Fravælger at røre yderligere i rørte vande. Stemningen af, at vi alle er på besøg hos ham bevares. Og besøgstiden er forbi. Den del af det lille eksklusive publikum, der ikke er ansatte på rådhuset forlader bygningen. Denne gang af den imponerende hovedtrappe, som ikke er smykket med kunst, men med PHlamper. På vej ned ad gågaden møder vi en fyr i mexicansk poncho, der deler flyers ud. Efter at have forladt den monumentale og eksklusive Byrådssal, er jeg gearet til, at høre andre stemmer i den helsingoranske offentlighed og tager en flyer. På flyeren står der ”Gringos. En oplevelse du aldrig glemmer. Vi har 25 retter på menukortet”.


Fred, sure tæer og flintesten Ruten gennem mandagens program er lang og fyldt med overraskelser. Jeg vil ikke love at jeg aldrig glemmer denne dag. Men den har bestemt gjort et stort indtryk, som jeg sent vil glemme. Og det ender ikke her. Vi skal først omkring Peter og og hans ven Jørgen i et parcelhuskvarter nord for rådhuset. Peter, der har lagt hus til næste forestilling, er fredsvagt. Og her har vi endnu et gensyn i vente. ”Les Horsemen”, de tre tossede franskmænd, som sidst sås til hest i en villa i Snekkersten, står for forestillingen hjemme hos fredsvagten. Peter byder på hjemmelavet hyldeblomstsaft. Skuespillerne bliver anvist køkkenet som omklædningsrum. At være fredsvagt i Danmark kræver tålmodighed. Peter og Jørgen har næsten været med fra starten på Christiansborg Slotsplads. Godt 2.500 dage. Peters hus kræver også sin tålmodighed, hvis man skal have alle nuancerne med. Alle rum er fyldt fra gulv til loft med genstande. Samlinger. Fra sodavandsdåser til flintesten som Peter selv sliber. Om baggrunden for, at være fredsvagt siger han, ”Der er jo en generel afmatning i Danmark,” og undres over, ”At Fogh kan genvælges på baggrund af en ulovlig krig.” Peter og Jørgens bedstefædre var i sin tid med til at starte Den Internationale Højskole, beliggende i Helsingør. Det var i 1921, umiddelbart efter Første Verdenskrig. Idéen var, at skabe en højskole for elever og lærere fra hele verden med det formål, at fremme international forståelse og bidrage til en mere fredelig verden. Denne gerning viderefører Peter og Jørgen ved tålmodigt, at stå vagt foran Christiansborg. Fredsaktivisterne, teaterfolkene og journalisterne bliver enige om, at eksperimenter er vigtige. Vi drikker saft og venter på en journalist fra Frederiksborg Amtsavis, som alle lader til at være på fornavn med. Det er Dorte. Så starter forestillingen. Og dog. Det ringer på døren og endnu en fotograf dukker op. Efter annoncering af stykket ”Massage” træder Brother Poul ind, efter ham Brother Morris. ”In half an hour we will all be making love to each other, but first we have to get rid of the bad spirits”. De tossede franskmænd er denne gang ikke iklædt kropsheste, men er halvnøgne og i et munkelignende kostume. For at finde de onde ånder snuser de tre skuespillere rundt i lokalet. Først snuses der grundigt omkring Dorte, men her lader der ikke til, at være ånder af den onde slags. Da de nærmer sig sofaen lader det til, at tampen brænder. Der viser sig at være en ond ånd i Jørgens sandaler. Disse fjernes voldsomt men sikkert og forvises til verandaen. Hans sokker med. Så hales Jørgen frem på gulvet og placeres i en lænestol. ”Do you know the name of your feet?”. Det gør Jørgen ikke. Fødderne får et fodbad og bliver nusset og sågar kysset. Kevin er navnet på den højre fod. Hans venstre fod hedder Marta. Jørgens fipskæg får en tur med børsten. Kinderne nusses med en fjer. Underbenene masseres. ”And now the big part”. Jørgens bluse hives op så hans voluminøse mave og to bryster kommer til syne og stilles til skue for alle i Peters stue. ”Don’t take my good spirit too”, siger Jørgen.

Hvem ringer klokkerne for? ”Everybody needs love”, annonceres det. Jørgen får en krammer af hele forsamlingen. Det ringer på døren igen. ”FUCK OOF, YOU BAD SPIRITS!”, udbryder over-healeren irriteret. Det viser sig, at Peters dørklokke går i gang af sig selv. Den afmonteres og lægges i soveværelset, hvorfra den jævnligt kan høres i stuen. ”The spirit is okay now”. Ritualet er ovre. ”Was that all?”, spørger Jørgen med slet skjult skuffelse og et saligt blik i øjnenen. Fra gulvet, med en sok på den ene fod. Jørgen vil vide, om det bare var leg det hele fra skuespillernes side. ”Det er svært og grænseoverskridende, at røre ved et fremmed menneske”, svarer ham, der var over-healer med en sunket blik. Vi dyrker ikke alle sex, som det ellers var blevet forudset ved forestillingens begyndelse. Efter denne mandags række af skuespil og interventioner kunne man ellers godt være fristet til, at skrive en fantasifuld historie om, hvad der måske er sket i denne forstadsstue.


Lokalbefolkningen af turister, beboere, forretningsliv og andre natteravne har i den følgende uges aftentimer mulighed for at se de forestillinger, der ellers hidtil er foregået i ganske intime private situationer, på storskærm på torvet. Den følgende torsdag er Helsingørs samlede befolkning inviteret til, at være del af af et fælles projekt. At tage titlen ”Højere end Rådhuset” bogstaveligt. Det er hensigten at skabe et mennesketårn på pladsen foran rådhuset, som skal nå op over tårnets glinsende tinder. Til dette formål er en professionel cirkusgruppe inviteret. Jeg er spændt på at se, om Fatima, Peter, Jørgen og beboerne på Sortevej vil stå på skuldrene af hinanden for at nå op over Tærsbøls kontor til der, hvor rådhusklokkerne ringer.

Improvisationens kunst Et af de mange spørgsmål, der hænger i luften efter dagens program er, om de tossede franskmænd har haft overblik nok over den helsingoranske psyko-geografi til, at sætte det rette stykke i scene i de rette omgivelser. Der kræver professionalisme. Alex var professionel på sin måde og tro mod sit stykke, som han opførte med samme præcision i Nøjsomhed som i byrådssalen. Hvad hvis de hesteklædte franske snorretoppe havde iklædt sig den fransk-snobbede attitude på Unnavej hos fredsvagt Peter, og havde bortdrevet onde ånder hos beboerne på Sortevej i Snekkersten? Ville stuen i villaen have gynget på samme måde af cirkus-grin? Efter forlydender har de tossede franskmænd improviseret begge forestillinger. Er den form for professionalisme udtryk for skuespillernes fordomme omkring, hvad der er passende skuespil hvor? Gid vi alle mødes foran storskærmen på torvet i sommerregnen en aften i Helsingør, så alle kan grine af alle og føle sig inddraget, udsatte og forpligtigede som i et godt gammelsags demokrati. Der ligger udelukkende pragmatiske overvejelser til grund for, hvilke af programmets forestillinger, der vises hvor. Forestillingerne er udvalgt af Helsingør Teater og lokaliteterne af åbnede hjem og offentlige rum er ligeledes fremskaffet via teaterledelsens forarbejde. Vi kunne med andre ord ligeså vel have oplevet fjollede franskmænd til hest hos Fatima eller i Byrådssalen, eller have set eksistentialistisk dukketeater foran sofaen i Snekkersten. Et program af mere eller mindre iscenesatte møder på mere eller mindre tilfældige steder og tidspunkter. Det er vilkåret. ”Det nemmeste er at være fraværende, at se halvt, at sige, hvad man ikke ser, og at sige, hvad man tror, man ser. [...] Betydning er viljens værk. Dette er den universelle undervisnings hemmelighed. Det er også de såkaldte geniers hemmelighed, det utrættelige arbejde med at vænne kroppen til de nødvendige vaner, at tvinge intelligensen til at skabe nye ideer og nye måder at udtrykke dem på, bevidst at genskabe det, som tilfældet har skabt, og ændre ulykkelige omstændigheder til muligheder for heldige udfald.” (Jacques Rancière: ”Den uvidende lærer”)

Endnu en dag på arbejde På toget 07:38. På vej mod endnu et performativt maraton i Helsingør. Jeg er klædt på til at modstå heldagsregn. Fra top til tå. Men i dag skinner solen på alle de dyre adresser langs kysten, som toget panorerer henover. Jeg sidder – nu omkring Nivå på den stiplede linje – og spekulerer over, om man kan være henholdsvis autodidakt og professionelt performance-publikum når det vedrører disciplinen gadeteater. Det er vel næsten et krav, at man er modtagelig og overrasket på den måde, som en ’tilfældigt forbipasserende’ er det, for at kvalificere til et egentligt gadeteaterpublikum. Mågerne i Helsingør skriger for øvrigt også når solen skinner. I den mellemliggende tid, mellem mandag og torsdag inden jeg atter er på toget mod Helsingør, er der foregået følgende i eksempelform: Medie-karavanen af skuespillere, arrangører og formidlere, der alle er vigtige medspillere i ”Højere end Rådhuset”, har været på besøg i et velhavende advokathjem, der blev transformeret til rammen om Alex’ urfortælling. Her blev


husets frue ganske forbavset over, at være blevet rørt af forestillingen. Karavanen var også forbi en étværelses med køkken beboet af en roma-familie. Her blev der vist cirkus. Det lykkedes for en slangedame, at klemme sig ned i en boks, der fik den étværelses til at virke som en festsal. Et uundgåeligt besøg på turen rundt i Helsingørs afkroge var hos en af byens købmænd. En spiritusforhandler, som efterfølgende bød på vin. Siden mandag er storskærmen på Axel Torv taget i brug. Flere af dem vi har besøgt i privaten, høj som lav, er mødtes foran skærmen for at se og gense, hvad de hver især har lagt stue til. For at se sig selv og sine omgivelser som del af en gadeteaterfestival. På storskærmen var det også muligt at uploade egne billeder fra mobiltelefonen via teknologien bluetooth. Det kom der flere interessante situationer ud af. Blandt andet havde en gruppe palæstinensere benyttet lejligheden til, at formidle deres aktuelle situation på en ganske anden adresse på kloden. Nu befinder vi os, torsdag morgen, i Danske Bank på Stengade. En god time før åbningstid.

En bank er en bank er en bank... Banken giver morgenbrød og kaffe mens performerne, som er tre svenske dansere og en koreograf, gør klar og varmer op. Vi skal se forestillingen ”A rose is a rose is a rose”. Clair, som er koreografen, introducerer forestillingen, som her bliver spillet indendørs for første gang. Om baggrunden for stykket nævner Clair den berømte svenske forsker Linnét, som navngav de fleste blomster. Det var også ham, der fandt ud af, at blomster har køn. Hvorvidt de i den forbindelse også kan siges at have en sexualitet er vist stadig uklart. Ikke detstod mindre skal Gertrud Stein krediteres for titlen på forestillingen, hvilket dog viser sig at lede forventningerne i den gale retning. Hverken konteksten eller forestillingen skubber ved det helsingørske heteronormativ. Danserne hedder Miriam, Tove og Oscar, og stykket varer 20 minutter. ”Take it for what it is”, afsluttes introduktionen og stykket går i gang. Det er en rigtig danseforestilling. Rigtig på den måde at der kun kommunikeres med kroppe, fagter, trin og nogle få rekvisitter: roser af forskellige materialer, en græsslåmaskine og en vandkande. Danske Bank smiler i læderstolene, der normalt er beregnede til de utålmodige kunder. Dramatisk musik med rytme i højt tempo lyder udover bankfilialen. Endnu en ramme der højst sandsynligt ikke har lagt vægge til et rytmisk lydtæppe før. Klokken er 09:13 og kontantautomaten er på arbejde i sin velkendte takt. Uafhængigt og blot ved hjælp af fodgængeres indsættelse af deres kreditkort. Kan en intervention være styret, have indbudt sig selv og fået tilladelse samt et smilende publikum, der ved, hvordan man er publikum til en forestilling? Der bliver kaldt på ’Rose’. Det er den mandlige danser, der kalder. Der kaldes fra højtalerne og fra en megafon af pap. Musikken minder om Pink Floyd uden bid, men med klokker, hvis man kan forestille sig det. Måske en rose netop bare er en rose. Danske Bank keder sig lidt i stolene og bag disken, men er tydeligvis glade for et afbræk i hverdagens morgenrutiner. Den mandlige danser er dog lidt støjende. Pigerne er yndefulde og har taget roser på hovederne. De danser med hinanden. Oscar, den mandlige danser, ordner. Han slår græs, ordner og løber omkring. Danske Bank er en rosenhave. Der er en fra gaden, der vil kigge nærmere på, fra den anden side af ruden. Danserne har det sjovt. De slås med roser og falder udmattede om på gulvet. Da der er gået nogle sekunder uden aktivitet forstår publikum, at forestillingen er slut og der skal klappes. Danserne bukker, mod højre og venstre fra det, der er blevet en manege. Der klappes også behørigt at koreografen. Hun fortæller, at når de spiller for børn plejer de,efterfølgende at snakke om stykket. Det lader der ikke til at være behov for her i Danske Bank, men en ung bankfunktionær, der har set stykket fra sin position bag skranken, vil


gerne takke. ”Tak fordi at I ville komme. Det var en meget anderledes opga... oplevelse end det, vi er vant til. Det vil vi sent glemme. Tak for det!” Der er smil og lettelse i rummet da seancen er til ende. Nu skal banken snart åbne. Der snakkes i krogene i en løssluppen stemning. En stemning, som kendetegner situationer, hvor vaner og rutiner er brudt. Hvor kolleger pludselig udgør en anden type gruppe, et publikum.

En fraværende brudgom og en happy end Kl. 10.30 er der afgang mod sommerhusområdet Julianelund, hvor vi skal besøge maskinarbejder Svendsen. Her skal stykket ”Luksus” opføres af teatertruppen HMF Brændende Kærlighed. Som på de fleste andre adresser er der også her lidt forvirring om, hvem der egentligt er beboere og hvem der er skuespillere. Især da det er svigermor, som tager imod os, og teatertruppen allerede er omklædt da vi ankommer. Klædt på til den bryllupsfest, vi her bliver en naturlig del af. Da alle er bænket kan vi fra et panorama-vindue mod haven se bryllupsoptoget nærme sig. De kommer ind og alle hilser på alle som var det en familiær genforening. Champagne-propperne springer – ud over hele sommerhuset – og alle i selskabet præsenteres for hinanden. Men hvor er brudgommen? Panikken breder sig og hus og have bliver gennemsøgt. ”Phillipo, Phillipo”. Phillipo er stukket af – har stukket halen mellem benene og er løbet fra sit bryllup. En infernalsk larm af gråd og skrig udfylder rummet mellem de tynde sommerhusvægge, indtil brudens fader annoncerer, at nu skal der spilles musik og danses. Svendsens sommerhus er forvandlet til et opstemt og løssluppent forsamlingshus. Efter sommerhusstuens udseende at dømme nærmer vi os døgnets sene nattetimer. På gulvet ligger søer af champage, tøj og andre rekvisitter spredt alle vegne. Svendsen, hans svigermor og en kollega er dog svært begejstrede for at have cirkus i stuen. Efter en perlerække af slapstickklassikere, udspillet med brug af alle cirkussets og sommerhusets facetter, er bruden stadig ulykkelig – lige til cirkus-svigermor udnævner Svendsen til brudgom – til svigermor Svendsens store begejstring. Han får en hat på, alle er glade og følger i samlet flok brudeparret til et folkevognsrugbrød, som står parkeret på grusvejen for enden af haven. Parret kører afsted – ud hvor stykket og grusvejen ender, lykkeligt.

Helt ud til tæerne i Svendsens sommerhus Da den samlede flok af aktører fra bryllupsfesten – skuespillere, beboere og publikum – står forsamlet udenfor Svendsens grundstykke, og brudeparret er vendt tilbage fra en i hast arrangeret og gennemført bryllupsrejse, er alle er enige om, at ”der blev spillet helt ud til tæerne”. HMF Brændende Kærlighed inviterer Svendsen og hans svigermor til at se det rigtige stykke, som skal spilles en af de nærmeste dage i sit rette element, på et rigtigt teater. Der snakkes om, hvorvidt det fungerer, at spille teater og opføre cirkus i et privat hjem. Skuespillerne er enige om, at publikum var meget tæt på og at det var nødvendigt at skrue lidt ned for armbevægelserne. De er vant til at spille på gågader, pladser og stræder, hvor der skal store armbevægelser og megen albuerum til, for at trænge igennem og påkalde sig den form for opmærksomhed, som de i dag var bevilliget i Julianelund. Værten Svendsen og hans kollega skal tilbage til arbejdet, de lægger tag på et hus lidt længere nede ad vejen. Det aftales at ses på byens torv. Se sig selv og hinanden når stykket ”Luksus”, opført i sommerhuset, vises på storskærm. Dette var sidste forestilling i private rammer under programmet ”Højere end Rådhuset”. Nu skal vi tilbage til centrum – med Kronborg i forruden – for at indlede forsøget på, at bygge et tårn af menneskekroppe, der skal udfordre rådhuset i fysisk potens. Et forløb af intense, intime, fælles og individuelle, uventede og indadvendte oplevelser afløses af et eksperiment, som afhænger af


mange menneskers deltagelse og engagement i det offentlige rum. Fra oplevelsen af, at træde ind i fremmede menneskers stuer – hvilket trods de mange dørtærksel-overskridelser aldrig bliver en professionel bevægelse – skal gruppen Cirkus Cirkör fra Stockholm nu, på professionel vis, vise Helsingørs borgere og besøgene, hvordan man alternativt kan nå den demokratiske magts tinde.

Offenligheder af eksklusive og demokratiske fællesskaber Hidtil har mødet mellem aktører og tilskuere til at starte med været præget af manglende fælles fodfæste, hvilket, som de forskellige aktører har omdannet det private rum til en forestillingens arena og de tilstedeværende til et engageret publikum, har skabt en fælles erfaring. Et fællesskab omkring en enestående oplevelse, som altid er til ende før man for alvor har forstået, at man er tilstede. Gruppen af arrangører og hyrede formidlere, som har været vidner og haft til opgave at skulle viderebringe de eksklusive oplevelser til den i lokal forstand brede offentlighed, har været en vigtig bestanddel af den nu sluttede kreds af forestillingers publikum. Opgaven har bestået i, at dokumentere. At indfange og fastholde. Denne opgave har på forhånd kunne bindes til, at vedrøre et medie, fotografi, video eller skrift. Udover at kunne ruste sig med sit værkstøj og et åbent sind har ingen forberedelse til, hvad der var i vente, været mulig. Det, vi har bevidnet, har været lige overraskende for alle parter – med hvert vores udgangspunkt. Vi er alle gået til opgaven med på baggrund af vores funktion, i vores fag eller i rollen som beboer. Slå røven i sofasædet eller på taburetten, og holde på hat og briller, og på de rekvisitter, vi måtte få stukket i hånden. I denne forestilling er alle debutanter og amatører. Et af de vigtige og uafklarede spørgsmål er, hvad det betyder for en forestilling at blive rystet i sin grundvold ved, at skulle udspille sig i et allerede indtaget rum. Et hjem. En scene for det private. At overtage et allerede indtaget rum er vilkåret for gadeteateret i byens rum. Men store armbevægelser og spidse albuer er uanvendelige redskaber i en dagligstue hjemme hos fremmede mennesker. Som elefanten i glasbutikken. Denne problematik vedrører flirten med autenticitet, som kunstarterne i sagens natur har et ambivalent forhold til. En historie om umulig kærlighed, der fortælles igen og igen...

Blide kys og himmelråbende ambitioner Tilbage på sporet. Vi ankommer til et syn for guder, der udspiller sig i og omkring teatergården i Helsingørs centrum. De tre fjollede franskmænd – nu som tre gange amor i intet andet end hvid sminke og boksershorts, bevæbnet med laurbærkrans, bue og pil – deler kys og kærtegn ud til Helsingør. Blidt og nænsomt. I slow motion over brostenenes skrå brædder. Ud på gyngende grund, hvor de første formiddagsbajere for længst er knappet op. Der foregår her, torsdag formiddag, en italesættelse af sexualitet og kropslighed i det offentlige byrum, hvor sex som regel blot er opreklameret og hvor kærlighed mest af alt er fraværende. Åh, solen skinner i Helsingør i dag. Kl. 14.30 er alt klar foran rådhuset. En postkasserød kran er opstillet og en lige så rød måtte er rullet ud som et rødt tæppe foran rådhusets monumentale indgangsport. Et blødt underlag til at bygge og kolapse på. En del mennesker, mange i børnhøjde, er parate til at deltage i det ambitiøse eksperiment – nu mangler vi bare Cirkus Cirkör. Dem, der skal orkestrere tårnet af mennesker, som gerne skulle nå rådhusets top. Arrangørerne arbejder ihærdigt på, at fastholde de mennesker, som er mødt op og har indvilget i at deltage. De siver langsomt i alle retninger. Nedad de små gyder og henad gågaden med de lokkende butikker. Børn og unge holdes ved ilden ved at blive sat til, at tegne skitser til, hvordan tårnet kan se ud. Der er mange kreative forslag og alle hænges de op på rådhusets facade. Ikke detsto mindre siver folk stadig bort fra pladsen og volumen af kroppe svinder ind.


”Hvor længe skal vi give det her?” spørger en far utålmodigt sine to børns farmor. ”Det er sku lidt trivielt bare at stå og stå”. Også solen er forsvundet. En måge skriger fra rådhusets tag over den nu stille rådhusplads. Intet sker. Så slår rådhusets klokke og stadig intet sker. 10 minutter passerer, hvor dem der er publikum, dem der er kommende byggeklodser i en menneskeskulptur, dem der er på strøgtur eller på vej mod den næste færge eller det næste tog bort fra denne endestation, venter. Ingen ved rigtigt på hvad, men at der sker noget. Der går forlydender om, at lastvognen med akrobater nærmer sig fra Roskilde, hvor truppen sidst har optrådt. En lille pige med rødt hår i en grøn kjole benytter lejligheden – og et afventende publikum – til at vise, hvad hun kan. Elastikspring for solister. Der er ingen grund til, at lade et publikum gå til spilde. Scenen er sat og hun kan også lave vejrmøller. Nu lader det til, at de professionelle artister er ved at dukke op. Pladsen fyldes med mennesker i ens T-shirts. Dette er i sig selv et tegn, der får ringen af publikum til at gendannes og fortættes. Der gøres indledende øvelser på måtten. Og som om ventetiden har akklimatiseret gågaden – fra at være en handelsstrøg til at blive en cirkusarena – er folk straks villige til, at deltage. Publikumsakrobaterne iklædes et til lejligheden fremstillet skørt af voksdug, en slags forklæde, der bindes om maven og passer alle størrelser. En uni-form. Der varmes op i en cirkel af mennesker, der ikke længere er fremmede for hinanden og nu har et fælles projekt. En mission. Led i arme og ben gøres smidige så flokken kan blive én krop. Flere skørter uddeles til villige forbipasserende og til folk fra publikumkredsen, der overtales til at træde over den usynlige grænse og ind på manegen. Rådhusklokkerne slår igen. Solen venter og mågen er forduftet. Så gøres der indledende forsøg på, at nå op i højden. Først på knæ, knæ på ryg, to lag. Et tredje lag bestående af en letvægter – lille pige – tilføjes. Det var første forsøg. Journalisten, som også var hjemme hos fredsvagt Peter, udgør den nederste hjørnesten i næste forsøg. Solen lister sig forsigtigt frem mellem skyerne. Tredje lag udgøres nu af tre børn, det fjerde af en lille dreng, der stolt kigger ud over den applauderende flok. Alle der er forældre til nogen, kigger med nogen nervøsitet på det akrobatiske eksperiment.

Demokratiøvelser ”Nå, skal vi se at komme videre?,” spørger en anden utålmodig far sin datter, som helst vil blive. Artister fra Cirkus Cirkör viser en lidt mere kompliceret byggeform, der er besparende i kropsmasse. Tårnkonstruktionen nærmer sig nu rådhusportens overligger – med blot fem deltagere. Der klappes og et par børn er inspirerede til, at fremvise deres imponerende evner for badut-spring. ”Are we now higher than the city hall?” spørger en akrobat optimistisk publikum. Til det næste forsøg skal der bruges 21 akrobater. En stor stærk mand efterlyses blandt publikum – og findes. Han får et stort applaus. Stefan som han hedder er nu iklædt skørt. Tårnets grundsten af seks mænd justeres på plads. Et par rådhusansatte følger scenariet fra vinduer i bygningen. Der mangler en del flere lag før mennesketårnet vil udgøre en trussel mod dem. ”hvad går det ud på?” undrer en forbipasserende sig. ”Må man godt være med?,” spørger en lille dreng. Der annonceres en pause i strabadserne inden det går løs med flere forsøg. Snakken er livlig efter, at folk har været i fysisk berøring med hinanden. Børnene springer omkring og har absolut ikke brug for en pause nu. Tværtimod. Der er god stemning ’på gulvet’, i fællesskab har man udfordret rådhusets vælde. Om ikke i højden så i fælles engagement. Et af de vigtige og uafklarede spørgsmål er, hvad det betyder for en forestilling at blive rystet i sin grundvold ved, at skulle udspille sig i et allerede indtaget rum. Et hjem. En scene for det private. At overtage et allerede indtaget rum er vilkåret for gadeteateret i byens rum. Men store


armbevægelser og spidse albuer er uanvendelige redskaber i en dagligstue hjemme hos fremmede mennesker. Som elefanten i glasbutikken. Denne problematik vedrører flirten med autenticitet, som kunstarterne i sagens natur har et ambivalent forhold til. En historie om umulig kærlighed, der fortælles igen og igen... Demokratiforståelsen i spændet mellem det private og det fælles har været på spil. Et demokratisk skuespil af medspil og modspil, der i virkeligheden finder sted hver dag, i offentlige som i private sfærer. Nogle gange skal der interventioner og iscenesættelser af dette skuespil til for at vise os det, der allerede foregår. Man kan ikke mime en overraskelse. I Helsingør blev vandene rørte og bølgerne pisket op, nogle gange i takt, andre gange i svulp. Under alle omstændigheder er Helsingørs borgere og besøgende, uanset tilhørsforhold her i provinsvirkeligheden, blevet en del fantasifyldte og lærerige forestillinger rigere i løbet af de passerede august-dage. Tak for det!

Kristina Ask er uddannet kunsthistoriker ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. www.kristinaask.net

Profile for Jens Frimann Hansen

Kristina Ask "Was that all?!"  

Artikel om "Højere end rådhuset" 2008 af Gritt Uldall-Jessen og Joachim Hamou

Kristina Ask "Was that all?!"  

Artikel om "Højere end rådhuset" 2008 af Gritt Uldall-Jessen og Joachim Hamou

Advertisement