SEKTION 2 · baggrund
[DAY] [DD]. [MONTH]
[YYYY]
[YYYY]
baggrund ∙ SEKTION 2
[DAY] [DD]. [MONTH]
Portræt: To milepæle afgjorde en masse for Søren Espersen. Først vækkelsen, da han oplevede, hvordan vennen, en velintegreret indvandrer, var klar til dræbe Salman Rushdie. Og siden da han for første gang fik prædikatet racist. I dag er han ligeglad med det sidste.
Manden de kalder racist Af Jakob Balthazar Munk og Casper Fauerholdt UHYRE? at er blevet til morgen, og den lille gruppe studerende på rusturen sidder stadig oppe. Emnet er hinandens tragiske barndomme. En er blevet seksuelt misbrugt. Ham ved siden af har haft en alkoholiseret og fraværende forælder. Det kan ikke blive hjerteskærende nok, før en af drengene smider trumfen. Hans far er Søren Espersen. Dansk Folkepartis udenrigsordfører. De andre i rundkredsen kigger på drengen. Pludselig virker pædofili og drukkenbolte ikke nær så slemt, som når blodets bånd fører direkte tilbage til en af landets mest - i visse kredse upopulære personligheder. Søren Espersen sidder hjemme på gården mellem Næstved og Vordingborg og griner af sin søns historie. For selvom vennernes reaktion illustrerer det renommé, en fremtrædende DF'er render rundt med, var sønnens tragiske bidrag ud på morgenen mere for sjov. »De kunne slet ikke forstå, at en lille, flink fyr kunne have sådan et uhyre som far,« siger 57-årige Søren Espersen. I 15 år har han været en del af det politiske hold, hvis partibogstav er et O, og som dannes af to buede Dannebrogsflag med påskriften »DF« indeni. Først som pressechef frem til 2005 og siden hen som folketingsmedlem med alt, hvad dertil hører. I dag er det mandag, så derfor har Søren Espersen ingen møder eller planer. Jo, han skal gøre hele den 350 kvadratmeter store gård rent. Det gør han hver anden mandag, efter han fandt ud af, hvor dyr den rengøringskone var, som hans hustru betalte for at tage sig af støvet og nullermændene. »Når man selv gør rent, bliver man mere opmærksom, hvis man spilder på gulvet.« En øjenåbner, ligesom da han begyndte at mærke konsekvenserne af at være en af frontmændene i et »ikke stuerent parti,« som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen på ny har udtrykt sig. Og det har da nogle gange været »lidt træls« at hedde Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, fortæller han.
N
Specielt når han ser tilbage på årene, hvor hans nu fem voks-ne børn gik i gymnasiet, har der været episoder, som han sagtens kunne have været foruden - selvfølgelig har der det. I dag er det mest irrite-rende dog, når PET en sjælden gang lige vender gården om natten, da det vækker familiens to danske gårdhunde. Og det er faktisk noget af det, der gør mest indtryk på ham, når han for alvor er i vælten, og der er gang i den omkring personen Søren Espersen. »Når jeg har haft en kontroversiel kronik i Politiken, bliver jeg gjort Når man selv opmærksom på, at gør rent, bliver der kører man mere opmærken kæmpe som, hvis man spildebat på der på gulvet. nettet med 500 delSøren Espersen, der selv tagere og gør rent hver anden alle mulige mandag i huset mellem mærkelige Vordingborg og Næstved, ting. Jeg efter han fandt ud af, læser det hvor dyr den rengøringsikke og delkone var, som hans hustru tager aldrig betalte for at tage sig af i de debatstøvet og nullermændene. ter. Jeg tror egentlig, at hvis man følger det, vil man blive deprimeret. Og det synes jeg ikke, man skal være. Der er mange, der er utrolig hadefulde. Nogle gange går min kone amok, og så svarer hun dem. Eller mine børn gør det. De er meget flinke til det, og det er meget pænt af dem, at de gider. 57-årige Søren Espersen har i 15 år været en del af det politiske hold, hvis partibogstav er et O, og som dannes af to buede Dannebrogsflag med påskriften »DF« indeni. Foto: Jakob Balthazar Munk Nok se - ikke røre For at forstå historien om Søren Espersen skal man længere tilbage i fortæl- vil have en forklaring på, Aalborgs gader. De uden- liefar. Kører børnene i skolingen. På B.T.'s redaktion hvorfor det mon kan være, landske navne bliver ikke le i den bil, der er vokset betragteligt i størrelse og i Aalborg sidder Søren at mange af de tiltalte har nævnt. udenlandske navne. »Det var egentlig en megår hver morgen ned for at Espersen en juledag i 1986. Politimesteren er tavs. get god historie. Talt op med hente aviserne i den lokale Der er for alvor julestemning på redaktionen Ikke fordi han har fået en statistik og det hele. Det var avisstand, som et led i freeog i byen, hvor fætter BR pebernød galt i halsen. Han for et helt år i Aalborg og lancearbejdet på Ritzau. Bag avisstanden står er lige så velbesøgt som er kort og kontant: »Det talt op med fem retter. Og Jomfru Ane Gades mange vil jeg ikke snakke om.« så kom den ikke på. Det en pakistaner. En fyr, som disko-teker. Tilfældigt - be- »Okay, okay,« svarer Sø- var egentlig lidt komisk, Søren Espersen hurtigt mærker Søren Espersen ren Espersen i den anden for jeg plejede ellers nok at fatter sympati for. En gutinstinktivt, da han fortæl- ende og nikker for sig selv, få mine ting på. Jeg havde termand, der er ligeså spøler om det - bladrer han inden han snakker høfligt ikke oplevet før, at det ikke gefuld og humoristisk som igennem retslisterne over videre, lægger på og glem- kom på. Redaktøren sagde, John Cleese, og mens Søren de tiltalte i det forgangne mer det igen. Efterfølgende at han ikke syntes, at vi Espersen langer pund over år. Han kigger på navnene, skriver journalisten Søren skulle pille mere ved det. disken, får de sig tit et grin. Og så går deres børn endda og det slår ham, at mange Espersen historien ud fra Så tænkte jeg. Nå.« den tilgængelige statistik på den samme skole. Ja, Søaf navnene lyder udanske. ren Espersens tager da for Som nogle, der ikke skal og regner med, at den vil En pakistansk blive bragt et sted mellem eksempel pakistanernes guttermand have flæskesteg juleaften. Det er da utroligt, tæn- et tilbud på julesteg og en Nå, nå, nå. Han glemmer børn med i bilen og giver forudsigelser historien, mens livet fort- dem et lift, når han henter ker han. Hvorfor er der så metrologs af chancerne for hvid jul. sætter. Han rejser til Eng- sine egne. Mens de to udmange, der bliver tiltalt i forhold til, hvor få der er? Men historien kommer land i 1988, hvor hans kone lændinge i England udvikHans undren udløser et ikke i avisen. Julen forgår, kommer fra. Slår sig ned i ler et godt forhold, begynopkald til politimesteren og det sidste gran falder en »hyggelig Miss Marple der der at stå en masse i Poul, som han har ringet af de slagtede træer. Ingen by«. Etablerer sig som en de aviser, der samler de to til mange gange før. Han historier om de tiltalte i kærlig og traditionel fami- venner hver morgen. Den
engelsksprogede indiske forfatter Salman Rushdie har udgivet en bog, der for store dele af den muslimske verden er en hån mod deres religion. Ekstremister udråber Fatwa over Rushdie, og i Londons gader er der protester, der samler mange tusinde muslimer. Nogle af dem går med sten i hånden, som de slår sig til blods med - Søren Espersen viser det meget illustrativt med sin højre hånd, mens han forklarer, hvordan det forargede ham. Og gjorde ham arrig.
En pakistansk galning
En dag da Søren Espersen kommer ned for at hente sin avis, er demonstrationerne frisk i erindringen, og han siger til sin gode pakistanske ven: »Hold kæft nogle idioter, så du dem i går?« Smilet er stivnet på pakistanerens ansigt. Han er ligbleg. Søren Espersen bliver næsten forskrækket. Hans ven svarer: »Det er da rigtig. Og hvis Salman Rushdie kom herind i min butik, så var han død.« Søren Espersen kigger forundret på ham. I chok. »Det mener du da ikke alvorligt?« »Jo, jo.« De to kigger på hinanden. Ved ikke, hvad de skal sige. Ingen griner. Ingen smiler. Ingenting er, som det plejer at være mellem de to. »Så gik det op for mig, at - hold da kæft, hvis bare sådan nogle helt almindelige mennesker som ham - som egentligt er det, der hedder velfungerende, og som er fuldt integreret i samfundet og har sin egen forretning - mener, at fordi en mand skriver De Sataniske Vers, så skal han dø, og også selv er parat til at gøre det. Det satte en meget stor skræk i livet på mig. Det var en vækkelse for mig. Så tænkte jeg, at det kan dæleme ikke være rigtigt, at det skal være sådan.«
Da atombomben sprang
Men sådan skulle det altså være. Søren Espersen vender målrettet hjem til Danmark i 1992 og bliver medlem af Fremskridtspartiet. Imens skriver han kronikker i de danske aviser, og det er efter en indvandrerkritisk af slagsen, han i samme periode bliver inviteret til et debatmøde i Maribo, hvor han tager ned sammen med sin kone Yvette. Mens Søren Espersen er på toilettet, henvender hans
Søren Espersen afslører, at han gerne stemmer imod sine egne holdninger, men med partiet. For eksempel når det kommer til lukkeloven. Her går Dansk Folkeparti ind for en liberaliseringen af lukkeloven, så butikkerne holder mere og længere åbent. »Jeg synes, at folk skal gå i kirke og ud og lege med deres børn i stedet for at gå i Bilka«, siger han. Foto: Jakob Balthazar Munk
Søren Espersen u Født 20. juli 1953. u Uddannet på Journalisthøjskolen i 1980. u BT fra 1980-1988. u Freelancer i London for Ritzau 1989-1992. u Billedbladet fra 1992-1996. u Presserådgiver i Dansk Folkeparti fra 1997-2005 og udenrigsordfører fa 2005.
kone sig til arrangørerne. »Hvem er det, der kommer i dag?« spørger hun. »Det er en socialdemokrat, en indvandrer fra Iran, og så er det - en racist,« bliver der svaret tilbage. Søren Espersen har flyttet sig langt ud på sin stol hjemme i stuen. Han kigger ud i luften. »Og det var så mig, der var racisten,« siger han så. Rystet og perpleks får hun fortalt det til sin mand, da han kommer tilbage. Han bliver ligeså påvirket af det prædikat, der her for første gang blev klistret på ham og siden hen jævnligt er vendt tilbage. »Jeg tænkte: Hold kæft mand. Kan man nu ikke engang være modstander af indvandring, uden at man er blevet racist her. Det var det sidste, jeg nogensinde havde drømt om at få plastret på mig. Og jeg var faktisk dybt chokeret over det. Min kone var grædefærdig og kunne slet ikke forstå, hvad jeg havde sagt. Det var meget, meget specielt. Det var surrealistisk. Det var ligesom at få en atombombe i hove-
det. Det var et meget stort kulturchok. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at mit land var blevet sådan. At det var nok til, man blev stemplet som racist.« Der tegner sig det samme ansigtsudtryk hos Espersen, som der gjorde, da han fortalte om avismanden i England. En alvorlig og bestemt grimasse, der går over i en skuffet mine. Efter oplevelsen i Maribo skriver han om episoden, fordi - understreger han - det var en så ny og en så fremmed etiket, han aldrig troede, han skulle i nærkontakt med. »Men jeg opdagede, da jeg kom hjem, at ordet racist blev brugt i flæng. Om alle mulige, som man ville dunke oven i hovedet, fordi man ikke stod og råbte halleluja, hver gang der kom en pakistaner ind over grænsen.«
Tykke Niels
Efterfølgende og helt frem til i dag støder han stadig ind i racisme-udtrykket. En Google-billedsøgning på Søren Espersen viser endda et gammelt foto-
grafi af Nazitysklands propagandaminister, Joseph Goebbels. Men han er ligeglad. Det er han blevet med årene. »Hvis du hver dag i skolen, når du møder, bliver kaldt dit dumme svin, bliver du ked af det i starten, men du bliver efterhånden ligeglad. Som ham der tykke Niels. Når han hører det hele tiden, er han jo bare tykke Niels.« Og i modsætning til sit partis formand har Søren Espersen ikke brug for store, brede jakkesætsbeklædte bodyguards, når han skal fragtes til og fra arbejdspladsen på Slotsholmen. Han oplever heller ikke problemer, når han bevæger sig ud i byen om aftenen, ligesom Europaparlamentsmedlemmet Messerschmidt gør det. »Men det er nok mest, fordi jeg er blevet så gammel, at jeg ikke bevæger mig ud i nattelivet,« medgiver han dog.
Når Søren bliver stille
Men der er stadig masser af bevægelse tilbage i Søren Espersen. Både når han
fortæller, laver stemmer, og når han står ude i sin have og ordner brænde. Selvom Søren Espersen har en journalistisk karriere bag sig og i øvrigt har været redaktør for Dansk Folkeblad, så er det politikken, der har fyldt mest i hans liv. Og særligt to emner bliver han ved med at nævne med en særlig glød i øjnene. »Der er nogle årsager til, at man går ind i et parti. For mig var det EU og udlændingepolitik. Der vil jeg meget nødigt komme på tværs af mit parti.« På andre områder afslører han, at han gerne stemmer imod sine egne holdninger, men med partiet. For eksempel når det kommer til lukkeloven. Her går Dansk Folkeparti ind for en liberaliseringen af lukkeloven, så butikkerne holder mere og længere åbent. »Jeg synes, at folk skal gå i kirke og ud og lege med deres børn i stedet for at gå i Bilka. Jeg ville sige, at jeg går ind for en liberalisering af lukkeloven, som vi gerne vil have, men jeg gad ikke
sidde i en P1-debat og forsvare det. Fordi jeg vil helst have, at folk tager i skoven med deres børn.« Når Søren Espersen er uenig med partiet, bliver han tavs. Og endda også i nogle tilfælde fraværende. »Hvis partiet sagde, at de ville have det på en bestemt måde, så ville jeg ikke sige noget om det. Måske ville jeg blive syg den dag, hvor vi skulle stemme, så jeg ikke kunne komme ind.« Handler det om EU og udlændingepolitik, kan man til gengæld være sikker på at se Søren Espersens ansigt og høre hans røst. Så tager den erfarne politiker gerne turen fra Vordingborg til Christiansborg, stiller sig op på talerstolen og taler frit for. Og er der nogen, der efterfølgende kalder ham racist, ja, så har han prøvet det før. Og lært at leve med det. n