Tanker om titler

türkist og friskt i en spændstig anatomi, forstærket af sit spidse horn. Hornfisk er populære hos lystfiskere fordi den er sjov at fange. Den er en bebuder af våren og sommeren, og på dage først i maj kommer de nær kysterne og kan pilkes hvor en strøm fører ind under land. Så kan de ligefrem hales på land i bundter, og man glædes over denne prægtige og specielle fisk. Den er kendt for sine grønne ben som nogen finder ubehagelige, måske fordi der er så mange af dem, men med færdighed og respekt for maden, er hornfisk en udsøgt spise. Det er en ægte råvare fra havet, en anelse underkendt og måske var det netop også derfor, at der lå sådan et flot eksemplar på stranden på den sydøstvendte klint kyst. Det er ellers ikke nedbrydning og henfald der kendetegner dagene i maj. Alting udfolder sig i maj måneds milde atmosfære.

Foråret er et intenst forløb. Der er talrige tilbageslag, varmeperioder, tørke og regn og ustandselige skift; som har kunnet opleves lige fra de første dage med lidt vårluft i februar til stagnationen indtræffer efter Skt. Hans. Indtil videre springer de vilde hornfisk i bølgerne i indløbet til Horsens fjord, hvor silden for nylig har smidt rognene.

Inde på vadefladerne løber vadefuglene i intens jagt på børsteorme og krebsdyr; strandhjejler, ryler og kobbersnepper venter på at tage de sidste 3000 kilometer op til tundraen på Taimyr halvøen i det vestlige Sibirien. Da er en helt anden vår igang - i en ganske anden verden end i det frodige smørhul mellem fjorde og dale i østjysk yndighed, så mættet af vækst, velstand og oplevelser...

Men, da jeg skriver for et jagtblad, så ved jeg, at det som overskygger alt, er, at bukkejagten går ind meget snart.

I vore nærmeste nabolande er bestanden af vildsvin nærmest eksploderet, og det er ikke gået ubemærket hen, En del danske riffeljægere valfarter dertil, og der er faktisk også en del danske hundefolk, som deltager i disse jagter.

Dansk Kennel Klub har gennem tiderne godkendt et meget stort antal titler og championater. Hvis du går ind på DKKs hjemmeside og klikker på Udstillinger og Events/titler, kan du finde en liste over titlerne. Jeg tror, du bliver imponeret over mangfoldigheden i den danske hundeverden.

Når ens hund opnår en titel eller et championat, er det en form for anerkendelse og belønning af det arbejde, som dygtige og kompetente hundeejere har udført. Ofte ligger der et velovervejet og målrettet avlsarbejde til grund for hæderen: Eksteriør og brugsegenskaber i topklasse er i de fleste tilfælde resultatet af opdrætteres bevidste avl på tophunde. Men “arbejdet” gøres færdigt af den dygtige handler og hundefører.

Det er legitimt at hævde, at titler i hundesporten virker som katalysatorer for seriøs og udviklende avl af jagthunde.

SAMME KRAV TIL SJDs RACER.

Mange titler og championater er “øremærket” til en bestemt race. Men sådan er vilkårene ikke i SJD. Racerne under SJD skal stort set alle præstere efter de samme to regelsæt, når det handler om brugstitler: Ét der vedrører de engelske racer, og ét der vedrører de kontinentale racer.

Det hænger naturligvis sammen med, at klubberne i SJD udgør et fællesskab. Med fælles regler og vedtægter, der har det anerkendelsesværdige formål at varetage jagten og prøverne med de stående jagthunde. I praksis betyder det blandt andet, at specialklubberne konstant skal arbejde for, at vore hunde er effektive og sunde jagthunde – og naturligvis også med et smukt eksteriør.

FÆLLES MARKPRØVE REGLER (FMR)

Især ovennævnte regelsæt spiller en afgørende rolle i forhold til det faktum, at championater til racer under SJD tildeles efter samme opskrift. I hvert fald når det handler om markarbejde. Kravene for at opnå brugs- og jagtchampionat er nemlig beskrevet i FMR.

De er i øvrigt på demokratis vis vedtaget af SJD af repræsentantskabet, der er denne organisations højeste myndighed. Og før SJD blev dannet som afløser for FJD/DJU, var det disse organisationer, der vedtog og forvaltede FMR.

Ingen skal i øvrigt være i tvivl om, at samarbejdet mellem specialklubberne, DKK og indtil for nylig også Danmarks Jægerforbund har været af kolossal betydning for udviklingen af de stående jagthunde og dermed også jagten og markprøvesporten for disse racer. Det samarbejde skal vi for alt i verden bevare; nu i et forum bestående af specialklubberne og DKK.

KVALITET OG STATISTIK

Jeg har tidligere i anden sammenhæng udtrykt min bekymring over den snigende ensretning, som præger udviklingen af racerne. Den skal jeg ikke gentage og trætte læserne med her, men påpege, at vilkårene er ulige, når de forskellige racer skal forsøge at erhverve de eftertragtede brugs-/ jagtchampionater.

For vi er vel enige om, at når en hund har gjort sig fortjent til et brugs/jagtchampionat, så er det fordi, den brugsmæssigt har vist nogle færdigheder, som er fra øverste hylde, når det handler om jagtlig kvalitet?

Men gennemgår vi de forskellige racers årbøger eller meritoversigter gennem “alle tider”, så vil vi opdage, at der er nogle racer, der nærmest har patent på titlerne. Stort set hvert år er der én eller flere repræsentanter fra racen, der opnår det eftertragtede jagt/brugschampionat.

Og så er der racer, som yderst sjældent eller aldrig opnår et championat baseret på jagt-/brugsarbejde.

EN GOD JAGTHUND?

Valg af race er en kompleks øvelse. Måske er det helt tilfældigt. Måske faldt man for en annonce i Gul og Gratis. Måske er valget foretaget efter grundig research i bøger/blade. Eller efter besøg hos flere opdrættere.

Eller – allerbedst – man har oplevet hunden på jagt eller prøve; og har set nogle kvaliteter, som man er faldet pladask for.

Hvis valget er foregået efter principperne i de sidst nævnte kategorier, og hunden bruges flittigt til jagt og prøver, og den tilmed

en skønne dag bliver suppleret med eller erstattet af en racefælle, så er jeg sikker på, at ejeren synes, at denne har en god jagthund. Han/hun synes, at valget af race i sin tid var et godt valg.

Jeg er så tilpas ubeskeden, at jeg tør hævde, at jeg er et af de mennesker i Danmark, der gennem mange år har set flest jagthunde; af stort set alle racer og typer.

Og jeg har set mange særdeles gode og effektive jagthunde; AF VIDT FORSKELLIGE RACER. DE HAR VÆRET FREMRAGENDE JAGTHUNDE.

Men nogle af racerne har (vistnok) aldrig fået et championat.

VÆGTKLASSE OG DISCIPLINER

Valget af en god jagthund er en kompleks øvelse. Definitionen på en god jagthund er mindst lige så kompleks. Det kunne der såmænd også skrives tykke bøger om. Også det skal jeg skåne læserne for i denne omgang.

Men jeg vil stille spørgsmålet, om det er ret og rimeligt, at erhvervelse af brugs-/jagtchampionater til SJDs racer foregår efter samme opskrift?

Det svarer lidt til, at man afskaffer vægtklasserne i boksning og lader letvægteren møde sværvægteren.

Eller sammenligner sprinteren med maratonløberen i atletikkens verden. Også i de sammenhænge er der givet uenighed om, hvem der er de bedste sportsfolk. Men sammenligningerne giver bare ingen mening.

Medmindre man ønsker en total ensretning af racerne, er det så ikke tiden at revidere FMRs afsnit om championater?

Jeg har i øvrigt en mistanke om, at de “målestokke og værdinormer”, der anvendes til at beskrive “en god jagthund”, er meget forskellig specialklubberne imellem.

BEVAR FOR ALT I VERDEN SAMARBEJDET

Jeg vil afslutningsvis gentage, at jeg højt værdsætter samværet og fællesskabet på markprøver og jagter. Jeg vil under ingen omstændigheder undvære mangfoldigheden i jagtens og markprøvernes hundeverden.

Det er for mig indiskutabelt, at SJDs klubber og DKK har helt afgørende brug for hverandre i bestræbelserne på at udvikle og bevare jagten og prøverne med de stående jagthunde.

Og jeg er heller ikke blind for værdien af, at vi på prøverne kan sammenligne og måle racernes udvikling.