VIPPERØD
■
ERIKSHOLM SLOT
”Første gang jeg så Eriksholm indefra var en januardag i 2002. Stuerne var tomme, og der var iskoldt, men alligevel var huset besjælet af en sjælden skønhed. Rummene hvilede i sig selv, store og værdige. Normalt er jeg ikke tavs ret længe ad gangen, men Eriksholm tog vejret fra mig. Her var slidt, ja, af generationers brug, men her var smukt, og man fornemmede en overbærende atmosfære fra husets side mod alle de mange slægter, der havde boet her. Hvem var mon de mennesker? Den, der byggede stedet, og dem, der kom efter? Hvad beskæftigede de sig med, og var de lykkelige? Jeg så mig rundt og ønskede intenst, at væggene kunne tale.” Uddrag fra indledningen til Mette Maria Ahlefeldt-Laurvigs vidunderlige bog ”Eriksholm – et hus på landet” (2012).
Af Adam Schnack
E
riksholms historie skriver sig flere hunderede år tilbage i bøgerne. Den tidligere herregård blev opført ved Bramsnæs Bugt, godt seks kilometer sydøst for Holbæk. Oprindeligt er ejendommen kendt som Vinderup tilbage fra 1300-tallet, der i 1600-tallet overgik til Erik Madsen Vasspyd. Ved opførelsen af den nuværende hovedbygning ændrede navnet til Eriksholm. Efter flere opkøb af jordbesiddelser tilskrives ejendommen i dag 1100 ha skov, 40 beboelsesejendomme, et antal driftsbygninger og ikke mindst Eriksholms enestående hovedbygning beliggende i en 9 ha stor associeret park orienteret mod syd med udsigt over Tempelkrogen. Ejendommens nuværende hovedbygning blev opført i 1788 og repræsenterer det ypperste inden for den fornemme og stilrene klassicistiske arkitektur. Det er uklart, hvorvidt den ny-klassicistiske 4 / www.eltoftnielsen.dk
stilperiodes fader, arkitekt C.F. Harsdorff, er alene om at tegne den nuværende ikoniske hovedbygning, men det står uden for enhver tvivl, at han har været særdeles involveret i tegningsarbejdet. Desværre er de originale tegninger bortkommet, men der er gennemgående entydige referencer til andre af mesterens bygningsværker. Eriksholms trefløjede anlæg med halvrunde bygninger skaber smukt en kontrastrig harmonisk overgang mellem hovedfløjen og de lavere korte sidefløje – et stiltræk, der er karakteristisk for den samtidige engelske palladianisme. I 1878 overgik ejendommen til Ahlefeldt-Laurvigs eje og blev først ved arveskifte i 1972 opdelt i henholdsvis land- og skovbrug. Siden 2002 har Eriksholm været igennem en gennemgribende renovering, der i enhver henseende kompromisløst har søgt efter højeste fællesnævner. Ført an af familien som bygherrer og arkitekterne Inge og Leif Bahn, som stod for pro-
jekteringen og tegningsarbejdet i forbindelse med renoveringen, er det lykkedes at lade Eriksholm gennemleve en helt enestående forvandling, som forløb over syv år. En hektisk periode, der i dag mindes som et fænomenalt samspil mellem arkitekter, bygherrer, Kulturstyrelsen og ikke mindst den lange række af håndværkere, som alle har investeret en del af sig selv i dette eventyr. Listen over de håndværksmæssige fortræffeligheder er endeløs, men noget af det mest iøjnefaldende er den udstrakte æstetiske sans, restaureringen er udført med. I alle detaljer bevares ånden fra det oprindelige, og i viddets muligt omfang også i materialet. Farvepaletten lægger sig i tro linje med de oprindelige pigmenteringer, udsmykninger af vægge og lofter er blevet genfødt, og interiøret er gennemgående bevaret – alt uden forulempelse. En ædel gerning, der af alle kulturog arkitekturinteresserede bør æres med respekt og anerkendelse.