http://ivan.fo/media/5280/33%20sp%C3%B8rgsm%C3%A5l%20og%20svar

Page 1

33 SPØRGSMÅL OG SVAR (ved Dansk Elbil Komité - Per Praëm) 1. Er det en elbil? Ja – elbiler er ikke længere sådan nogle små sjove langsomme nogen, som kun kan køre 50 km før de skal tankes. Elbilen årgang 2009 er blevet voksen. Den kan køre stærkt og ligner en helt almindelig bil. 2. Hvor langt kan den køre?

(på en opladning)

Fabrikken opgiver ca. 144 km på en opladning, men det kommer lidt an på kørestilen og temperaturen. Ved almindelig brug – især i bykørsel vil de fleste let kunne komme op på de 130-150 km på en opladning, men med speederen i bund på motorvejen, så holder strømmen ikke så længe. Om vinteren mister batterierne lidt af pusten og samtidig med, er der behov for energi til afisning af forruden og til opvarmning af kabinen – her skal man nok regne med ca. 90-100 km på en opladning. 3. Kører den kun på strøm? Ja – den tankes hjemme i garagen fra en almindelig stikkontakt (230 volt 16 Amp) 4. Hvor stærkt kan den køre? 130 km/t 5. Hvor lang tid tager det at lade op? Det kommer an på, hvor fladt batteriet er. Man lader til ca. 25 km’s kørsel for hver time bilen er tilsluttet stikkontakten. Et helt fladt batteri tager 6½ time at lade op, medmindre man har adgang til en ekstern quick-ladestation (eksisterer lige nu kun i Japan). Så kan det gøres på en ½ time. Men i praksis er det ikke noget problem, for i ni ud af tí tilfælde vil bilen stå til ladning om natten, mens vi sover. Og det gør vi som regel 8 timer. 6. Hvordan lader man op? Hovedparten af alle elbiler vil lade op om natten hjemme i ejerens garage/carport og det sker ved en helt almindelig stikkontakt. Er man på langfart og gerne vil lidt længere end de 140 km, som bilens batterier er designede til at kunne klare, så ville det være rart, om man kunne køre ind på en hurtigladestation undervejs. Mitsubishi tilbyder da også en sådan til bilen, hvorved man kan tanke på kun ½ time, men p.t. er der ingen af den slags stationer i Danmark.


7. Hvad så - den kan jo ikke køre til Jylland - hvad gør man så? iMiEV er primært tiltænkt til at opfylde behovet som pendlerbil. Bybilen som varetager den daglige transport. Vi har i Danmark 2 millioner privatbiler, som i gennemsnit kører 17000 km om året (i flg. Danmarks Statistik) – det er under 100 km om dagen. Men det er jo rigtigt, at vi en gang i mellem ønsker at besøge moster Anna i Jylland eller køre på bilferie til Italien – og her må iMiEV’en melde pas. I fremtiden kommer der elbiler med større batteripakker, som kan køre op til 500 km på en opladning, men med iMiEV’en har man sparet mange penge i forhold til at drive en benzin/diesel bil. Så de få gange man skal på langtur, så har man råd til at leje en bil – det kunne f.eks. være en delebil. 8. Der står den er CO2-fri, men hvad nu når strømmen kommer fra et kulkraftværk? Nu er det heldigvis sådan, at en elbil udnytter energien særdeles godt. Det er kun 10-20 %, som går til spilde, modsat en almindelig bil med forbrændingsmotor. Her er det sådan, at når vi tanker 50 liter benzin, så er det kun de 10 liter, som går til at drive bilen fremad. De øvrige 40 liter går til spildvarme ud i den blå luft. Hvis vi kigger på www.energinet.dk, så kan man se, at der i 2008 blev udledt 429 gram CO2 for hver forbrugt kiloWatt-time her på Sjælland (Det er 449 g i Jylland) – at det ikke er oppe på 890 g/kWh (som kulkraft ellers ville være) skyldes, at vi allerede får en del af vores strøm fra vindkraft og svensk/norsk vandkraft. En Mitsubishi iMiEV vil køre lidt over 8 km på en kiloWatt-time, når man regner med et forbrug fra stikkontakten på 0,12 kWh/km. 429 gram delt med 8 det giver 54 gram CO2 pr. km, når der tankes fra en Dansk stikkontakt. Det er omkring 40 % bedre en den bedste diesel bil. I parentes bemærket så ligger den samlede danske bilpark her i 2009 på en gennemsnitlig CO2 udledning på 195 gram pr kørt kilometer. 9. Hvad koster den? Bilen her er en for-produktionsmodel, og der er endnu ingen pris her i Danmark. 10.

Hvad koster det at lade op?

En kilowatt-time koster i omegnen af 1,80 til 2,00 kr. Og det kan bilen køre mindst 8 kilometer på, så det er omkring 25 øre pr kilometer. En hel tankfuld vil tage omkring 18 kWh, og den vil koste 36 kr. Sammenligner man med en benzin bil, som kan køre 16 km/l i bykørsel, så svarer elomkostningerne til, at man kunne købe benzin til omkring 4 kroner pr. liter.


11.

Hvad med forsikring og ejerafgift?

Forsikringen er som en normal bil. Ofte kan man forhandle en billigere præmie på en elbil ud fra, at den ikke har så mange HK som en tilsvarende benzin/diesel bil. Kasko for en elitebilist bør ligge på en 2500-3000 kr. om året. Elbiler er fritaget for grøn ejerafgift frem til 2012. 12.

Er der gratis parkering?

Da man i sin tid indførte betaling for parkering i København var det for at mindske forureningen i byen. Da en elbil, som bekendt ikke har nogen udstødning, så besluttede man at fritage disse for parkeringsbetaling. Sådan er det i mange andre storbyer også. I København koster det i dag 25 kroner i timen at parkere i indre by, så det er 200 kr. (skattefrit) hver dag, hvis man skal parkere 8 timer om dagen. 13.

Hvad med reparation og service?

Der har endnu ikke været så mange elbiler på de danske veje, så det statistiske grundlag er ikke så stor. Men erfaringer gjort af de få elbilejere, som der er og på baggrund af, at en elbil er meget mere simpel i sin opbygning, så burde service omkostningerne være under halvdelen af de, som vi i dag kender fra benzin og dieselbiler. En elbil har ingen gearkasse, den skal ikke have skiftet motorolie, og der er ingen kobling, der kan slides. En elbil har heller ingen udstødning, som ruster op. Faktisk er der kun tre ting, som slides på en elbil. Den skal have ny dæk - lige som alle andre biler. Den skal også med mellemrum have nye bremser, men ikke nær så tit som en almindelig bil, fordi elbilen laver hovedparten af sine opbremsninger ved hjælp af magnetfeltet i elmotoren. 14.

Hvor længe holder batterierne?

Batterierne forventes at holde op mod 2000 opladninger og med 140 km pr. opladning, så er det tæt på 300.000 km, hvilket må betragtes som værende hele bilens levetid. Mitsubishi fabrikken har meddelt, at de vil udstede en garanti på batterierne på 10 år eller 150.000 km. 15.

Hvad koster nye batterier?

P.t. er der tale om en for-produktionsmodel, og batterierne i den er en kostbar affære. Men når serieproduktionen startes op, og elbiler i hele taget bliver mere almindelige, så forventes prisen at falde. Batteripakken er opbygget af 22 moduler med hver 4 celler. Skulle der vise sig defekter, så er normalt altid kun i en enkelt celle fejlen opstår. Erfaringer fra de tidligere Citroën elbiler viser, at det sagtens kan lade sig gøre at udskifte et enkelt modul eller en enkelt celle, hvis uheldet


skulle ske. Man kan også forestille sig at en del af batteripakken bliver beskadiget ved f. eks. et færdselsuheld. Så man behøver ikke at gå og frygte for store omkostninger til utidig batteriudskiftning, så længe man bare sørger for at holde bilen opladt med strøm. 16.

Er den ikke frygtelig langsom at køre i?

Nej - den er faktisk ret kvik. Tidligere var elbiler baseret på tunge blybatterier og deraf opstod myten, om at elbiler er sådan nogle små sjove nogen, som kun kan køre 50 km/t og heller ikke ret langt. Det er ikke tilfældet med iMiEV. Med 64 hk og tn drejningsmoment (fra nul omdrejninger) på 180 Nm, så er der faktisk ret så godt et bundtræk. Ifølge Mitsubishi skulle den være 30% hurtigere i acceleration fra 0 til 50 km/t end en tilsvarende benzin bil. Topfarten er opgivet til 130 km/t. 17.

Hvad med motorvejskørsel?

En af de mest betydende faktorer, som har en væsentlig indflydelse på en elbils rækkevidde, er vindmodstanden. For en benzinbil, som ødsler 4/5 af energien væk i spildvarme (en benzinbil udnytter typisk kun 14-20% af den energi, som findes i benzinen), betyder det, at ændringer i vindmodstanden ikke mærkes så meget, idet de bliver skaleret ned med virkningsgraden. Så i praksis slår de kun igennem på benzinøkonomien med en 1/5 virkning. Men for en elmotor, som er højeffektiv (>90%), betyder det, at ændringer i modstanden mærkes meget mere. De bliver ikke skjult bag et stort varmespild. Samtidig er der det fysiske forhold, at vindmodstanden bliver 4 gange større, når hastigheden fordobles. iMiEV har både kræfter og hastighed til snildt at kunne følge med på motorvejen. Men skal man længere strækninger, så får man mest ud af at tage landevejen og glide af sted med 80 km/t i stedet for at drøne ud af motorvejen med 130 km/t (som er bilens topfart). Skal man endelig køre på motorvejen, så må det anbefales - af hensyn til rækkevidden - at holde hastigheden på 110 km/t i stedet for 130 km/t


18.

Er der ikke noget, der hedder lynladning?

Mitsubishi’s ingeniører har valgt, at folk, der køber en elbil, ikke skal hen og bruge en masse penge på en ny elinstallation hjemme i huset. Derfor er den indbyggede lader lavet, så den ikke bruger mere strøm end en vaskemaskine. Det betyder, at en opladning kan tage op til 7 timer, selv om batterierne rent faktisk let kan oplades på en ½ time. Det kræver dog en lader, som er cirka 10 gange så stor. Og den ville blive for tung at køre rundt med i bilen, som man gør med den indbyggede. I Japan er man begyndt rundt omkring på centrale steder i byerne at opstille såkaldte Quick-lade stationer, hvor man kan få genopladet batterierne på 25 minutter. Hvorvidt disse ladestationer vil komme her i Danmark også vides p.t. ikke. Men et er sikkert, indtil det kommer nogle biler på gaden, så kommer de i hvert fald ikke. Så indtil videre skal det kun betragtes som en fremtidssikring af bilen. 19.

Hvad med sikkerhed? - hvor mange stjerner har den?

Igen - der er tale om en for-produktionsmodel, og den har endnu ikke været testet hos EuroNcap. Ellers er den udstyret med alt det normale sikkerhedsudstyr - så som airbags etc. 20.

Hvordan lader jeg op? - hvad skal der til af elinstallation?

Mitsubishi’s ingeniører har valgt, at folk, der køber en elbil, ikke skal hen og bruge en masse penge på en ny elinstallation hjemme i huset. Derfor er den indbyggede lader lavet, så den ikke bruger mere strøm end en vaskemaskine. Så en almindelig 230 volt stikkontakt med jord i carporten eller i garagen er faktisk nok. Det blå CEE stik anbefales, da det dels kan levere 16 ampere, og dels er meget billigere end en almindelig dansk stikkontakt. Har man ikke allerede strøm ude i sin carport/garage, så må det anbefales, at man tænker en lille smule ud i fremtiden. Om nogle få år kommer der elbiler med batteripakker, som er 3-4 gange så store, og her vil en almindelig stikkontakt ikke være nok. Så skal man til at trække et nyt kabel ud til en kommende elbil, så må det anbefales, at man ofrer de få hundrede kroner mere, det koster at få tre faser ført ud. Så i stedet for at grave et 3 x 1,5 kvadrat kabel ned, så bør man med det samme gå op i størrelse og lægge et 5 x 2,5 kvadrat kabel, og lave en 3 x 230 volt / 16 amperes installation.


21.

Skal batterierne ikke lades helt af, før de må lades op igen?

Nej ikke mere - Det var i gamle dage, da man benyttede nikkel-cadmium batterier, der skulle nemlig lades 100% af inden næste opladning. Moderne Lithium-ion batterier har faktisk bedst af at blive ladet så meget som muligt. Så hver gang bilen parkeres i længere tid (mere end et par timer), og der er adgang til strøm, så må det anbefales, at man lader bilen op. Ja - men batterierne er slidt op efter 2000 opladninger, vil nogen sikkert sige. Det gælder kun fulde opladninger. Opladning fra 50% til 100% tæller mindre end ½ opladning i det regnestykke. Så mange små opladninger er faktisk bedre end få store opladninger, når det gælder batteriernes levetid. 22.

Hvordan med varme?

Aircondition og kabineopvarmning kræver faktisk meget energi. iMiEV er designet således, at den kan køre op til 144 km på en opladning. Men sætter man fuld varme eller fuld køling på, så er rækkevidden væsentlig mindre, fordi begge dele får sin energi fra batteriet. 23.

Hvad med om vinteren? - kan den så køre lige langt?

Som omtalt i spørgsmål 22, så falder rækkevidden, når det bliver koldt, fordi batterierne ud over at drive elmotoren også skal levere energi til at varme kabinen op. Derfor skal man ikke satse på mere end 100 km på en opladning om vinteren. Et lille fif kan dog hjælpe på dette. Bilen står jo som regel forbundet til en stikkontakt for opladning hele natten. Man kunne montere en ekstra varmeovn eller varmeblæser, som får sin strøm fra stikkonktakten, således at man ikke bruger strøm fra batterierne til at ”tø” bilen op. Med et tænd/sluk ur eller en fjernbetjening, så kunne det ende med, at det vil være slut med at skulle ud og skrabe is af ruderne. 24.

Er det ikke farligt at køre i byen, når den ikke siger noget?

Ikke for føreren. Men elbilen er jo næsten lydløs, og så længe vi ikke har ret mange elbiler, skal man som elbilchauffør, være ekstra opmærksom. Især ved bykørsel - for mange cyklister og fodgængere stoler ofte på deres hørelse, og fordi de ikke har hørt dig komme, så kan de finde på at træde lige ud foran dig. Der har været røster fra flere sider om at en elbil bør udstyres med en form for syntetisk lyd, så man også kan høre den kommer.


25.

Lithium - er det ikke et farligt stof?

I gamle dage brugte vi cadmium i batterierne. Og det er et skadeligt tungmetal, så nikkel-cadmium batterier er rent faktisk forbudt at bruge og sælge i EU. Lithium derimod er ikke nær så slemt. Det indgår faktisk i en række lægemidler. Man skal samtidig huske, at der allerede i dag er et program for re-cycling af batterier. Så når batterierne er udtjente og ikke kan mere, vil de blive sendt tilbage og smeltet om, så materialerne kan indgå i nye batterier. 26.

Kan batterierne ikke eksplodere?

De første lithium batterier begyndte allerede omkring 1970, men de var ikke opladelige. Forsøg i gennem 1980’erne på at lave en opladelig udgave slog fejl på grund af sikkerheds problemer med det ustabile lithium metal, som specielt under opladning var svært at kontrollere. Det var først, da man gik bort fra at benytte lithium i metalform og i stedet lavede et ikke-metalholdigt batteri baseret på lithium ioner, at det blev muligt at lave et kommercielt brugbart opladeligt batteri. Lithium-ion batterier er nu sikre, så længe visse forholdsregler overholdes under op og afladning. 27. Er der lithium nok til at lave alle de batterier, som der bliver behov for? Lithium findes i store mængder i havvand. I bl.a. Chile pumper man vand ind på store flade arealer, og lader vandet fordampe i solen. Dette efterlader en overflade, som indeholder Lithium, som let kan udvindes ved videre forarbejdning. 28. Jeg har hørt om udskiftning af batterier - kan denne bil også det? Nej - Det er et koncept Dong / Better Place arbejder med. I iMiEV er batterierne fast monteret under gulvet i kabinen, og de skal kun udskiftes, når de en dag er slidt op. Til gengæld ser det ud til, at iMiEV vil kunne benytte Dong ladestandere, hvis blot man tegne det rigtige abonnement. 29. Hvis vi alle sammen skifter til elbiler, så brænder elnettet sammen? Det er rigtigt. Hvis 2 millioner elbiler bliver sat i stikkontakten kl. 17-17:30, når vi kommer hjem fra arbejde, lige præcis på samme tidspunkt, hvor alle familier også begynder madlavningen. Så vil ledningsnettet begynde at gløde, og elværkerne kommer på overarbejde.


Men når vi alligevel kommer hjem for at lave aftensmad og for at spise - og langt de fleste ikke skal bruge deres elbil før næste morgen, hvorfor så lade elbilen op på dette tidspunkt? Vi skal blot have en lille boks, som gør, at elbilen ikke begynder at lade, selv om den er blevet sat i stikkontakten. Den skal forsinke sin start akkurat, som nogen allerede kender fra vaske- og opvaskemaskiner (se også spørgsmål 29). 30. Hvis vi alle samme skifter til elbiler, så skal vi have 10 nye kraftværker? Nej - ikke hvis vi får et intelligent system til adfærdsregulering. Det kunne f.eks. være intelligente elmålere, så strømmen blev billigere i takt med, der blev overskud af den. Det er sådan, at vi her i Danmark i dagtimerne trækker totalt mellem 5000 og 6000 MW med et spidsforbrug lige omkring spisetid på omkring 6500 MW. Allerede omkring kl. 22-23 falder det til omkring 3000 MW indtil om morgenen, når vi står op. Lader vi vores elbiler om natten, mens vi alligevel sover, så har vi faktisk kapacitet i det eksisterende danske elnet til at kunne oplade mere end 3 millioner elbiler. Dette ud fra, at en dansk privatbil ifølge Danmarks Statistik i gennemsnit kører 17.000 km om året - eller 85 km om dagen, hvis vi regner 200 arbejdsdage om året. 85 km kørt i en iMiEV vil kræve omkring 10 kWh for at lade batterierne op igen. 31.

Hvorfor er der ingen kobling?

Modsat en benzinmotor, så har en elmotor ikke behov for at kunne løbe i tomgang. Den går ikke i stå, fordi den står stille. Lige så snart strømmen tilføres på ny, så spinder den rundt. Derfor er der heller ikke behov for en kobling i en elbil. En anden ting, som også gør, at koblingen kan undværes, er elmotorens momentkurve. Hvor en benzin motor har de fleste af sine kræfter i et snævert område på omdrejningstallet, så trækker elmotoren stort set lige godt ved alle omdrejningstal. Den kan derfor leve med at køre i ”første gear” hele tiden. Lige fra 0 op til 130 km/t. Elmotoren kan p.g.a. sin flade momentkurve lave hele arbejdet med ét fast gear. Skal man køre baglæns, så byttes plus og minus strømtilførslen til elmotoren bare. Og så kører den baglæns.


32.

Hvorfor er der ikke gearskifte?

Se svaret under punkt 31 33.

Er der automatgear?

I praksis vil det være ligesom at køre med automatgear, når man kører i en elbil. Når foden trykkes ned (på speederen), så vil bilen øge sin hastighed. Holdes speederen halvt nede, så holdes hastigheden konstant. Hvorimod, når speederen slippes mindskes hastigheden. Reelt set har bilen kun ét gear, som den kører i altid. Gearstangen er i virkeligheden bare en elektrisk kontakt, som bruges til at polvende elmotoren.

Kilde: Dansk Elbil Komité


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.