Grænseløshedens kultur

Page 1


GrÌnseløshedens kultur


Grænseløshedens kultur © Gregers Andersen og Informations Forlag, 2016 Grafisk tilrettelæggelse: Remote Grafik Omslag: Jesse Jacobs, iBureauet Tryk: Specialtrykkeriet Viborg, A/S 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-5195 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Informations Forlag Store Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk


Gregers Andersen

Grænseløshedens kultur Et opgør med hastighed, udmattelse og håbløshed i klimakrisens tidsalder

Informations Forlag


Til mine tre piger: Pernille, Silje og Kajsa


Indholdsfortegnelse

Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning: På tærsklen til en ny tidsalder 9 Kulturbegrebet i Menneskets Tidsalder . 16 Danskernes klimaforandringskultur . . 22 Talgrundlaget for bogens analyser . . . 31 Kapitel 1: Det nye hastighedsregime . . Vækstimperativet og den elektroniske revolution . . . . Dyrkelsen af det energiske menneske . Utilitarismens død . . . . . . . . . .

. 37 . 47 . 58 . .68

Kapitel 2: Myten om det grænseløse liv Neoliberalismens modoffensiv . . . Byrden fra fortiden . . . . . . . . . En ny fortolkning af det gode liv . .

. . . .

. . . .

79 89 100 105

Kapitel 3: Medskyldige medier . . . . . Journalistik til en ny tidsalder. . . . Tre former for journalistiske svigt . . Et opgør med skepsissens fabrikanter

. . . .

. . . .

115 122 128 145


Kapitel 4: En vej ud af hjælpeløsheden . . 153 Politik er også mikropolitik . . . . . . 159 Aktivismens håb . . . . . . . . . . . . . 169 Kilder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179


Tak

Denne bog var ikke blevet til uden en række menneskers hjælp. Først og fremmest vil jeg gerne takke min redaktør, Eva Eistrup, for hendes tro på bogen, hendes hjælp med at forme dens ideer og for at nedbarbere dens sproglige knaster. Derud over vil jeg gerne takke Ulrik Brandt, Isak Winkel Holm, Rune Graulund, Dan Ringgaard og Jakob Østergaard Nielsen, fordi de undervejs i processen viste sig villige til at hjælpe bogens udgivelse på vej. Emil Urhammer og Anders Bjørn for deres uundværlige inputs til tidligere udgaver af bogen samt mine øvrige venner i forsker-kollektivet Bæredygtig Dagsorden for mange indsigtsfulde tanker. En stor tak skal også lyde til Lasse Dahl og Jakob Møller Fjorback Christensen for ofte ophedede, men meget inspirerende diskussioner om flere af bogens emner. Ligesom jeg skylder Mikael Bellers Madsen og Concito en stor tak for at have guidet mig på sporet af relevante fakta og for at have stået mine tanker bi med altid venlige og oplysende kommentarer.

7



Indledning

På tærsklen til en ny tidsalder

Terrorangrebet i Paris den 13. november 2015 var en forfærdelig begivenhed. Angrebet var ikke bare et barbarisk angreb på tilfældige mennesker i den franske hovedstads aften- og natteliv. Det var også et angreb på en fri livstil og med Barack Obamas ord som sådan ”et anslag mod hele menneskeheden”.1 Alligevel passer Obamas ord bedre på udfaldet af en anden begivenhed, der fandt sted i Paris blot fjorten dage senere. FN’s 21. klimatopmøde (COP 21) er af mange blevet hyldet som en succes, men reelt var topmødet en fiasko: Et fundamentalt anslag mod hele den menneskelige art såvel som mod et væld af de arter, vi lever på Jorden med. Ja, topmødet satte for første gang i mange år skred i det internationale forsøg på at reducere udledningen af drivhusgasser. Ja, topmødet leverede en ny international målsætning

9


om at holde den globale temperaturstigning på omkring 1,5 grader i forhold til førindustrielt niveau.* Ja, topmødet førte til et program for, hvordan den internationale klimaindsats kommer videre. Men når al fernissen er skrællet af, lyver facit ikke. Hvis de reduktionsmål, som størstedelen af verdens lande indleverede til FN kort før topmødet, står til troende, vil verden i år 2100 være mellem 2,7 og 3,7 grader varmere.2 Det er en kurs, der i stedet for en triumfator får menneskeheden til at ligne en sikker taber. Så glem billederne fra Paris af jublende verdensledere i omfavnelse, og tænk i stedet på en groggy bokser, der slår forvildet ud i luften. For Paris har grundlæggende ikke ændret ved, at vi som art hænger gevaldigt i tovene. Når det er sagt, er der ingen grund til at nedtone vigtigheden af det, der skete i Paris. Der er gode chancer for, at topmødet var startskuddet på en verdensomspændende energirevolu* Hver gang jeg i denne bog refererer til prognosticerede temperaturstigninger, vil det være i forhold til temperaturniveauet før 1750 og industrialiseringens begyndelse. I den forbindelse er det væsentligt at fremhæve, at Jordens gennemsnitstemperatur imellem 1850 og 2012 steg 0,85 grader ifølge FN’s Klimapanel. Det betyder nemlig, at denne temperaturstigning allerede er inkluderet i de føromtalte prognoser. Jf. Climate Change 2014 Synthesis Report – Summery for Policymakers. ipcc.ch, 2014: s. 2. Hjemmeside besøgt december 2015.

10


tion, der vil føre os ud af de fossile brændslers æra. Men langt størstedelen af skåltalerne i Paris indkapslede ikke det vigtigste. Nemlig at alt vil afhænge af, i hvor højt et tempo vi formår at gennemføre denne revolution. For uanset hvordan vi som menneskehed vælger at fortsætte, står vi i disse år ved en skillevej. Fastholder vi den kurs, som de indleverede reduktionsmål udstikker for os, er det yderst sandsynligt, at den verden, vi kender, vil forsvinde og en ny og langt mere ubehagelig verden skyde frem. Med den kurs, der er sat af reduktionsmålene, risikerer vi nemlig hurtigt at aktivere en række opvarmningsprocesser, som er nedlagt i den måde, som Jorden fungerer på.* Kort sagt er der en betydelig fare for, at vi allerede kort inde på vejen mod en 2,7-3,7 grader varmere ver* Hans Joachim Schellnhuber, direktør for Potsdams Instituttets Forskning i Klimaindvirkning (Potsdam Institute for Climate Impact Research), udtalte i forbindelse med COP21 for eksempel til den engelske avis The Guardian: ”Kigger man på klimasystemets tippings points, er det, man opdager, at den virkelige fare begynder omkring en gennemsnitlig temperaturstigning på mellem 1,5 og 2 grader. Det betyder ikke, at vi kan sige fuldstændig præcist, hvor de forskellige tippings points ligger. Vi kan for eksempel ikke sige, at Grønland smelter ved en gennemsnitlig temperaturstigning på 1,7 grader, og at afsmeltningen derefter ikke ville kunne standses. Men vi kan sige, at vi træder ind i en risikozone for det efter en stigning på 1,5 grader.” Jf. “Paris climate conference: negotiations to work overnight for a deal – as it happened.” theguardian.com, 2015. Hjemmeside besøgt december 2015.

11


den vil have sluppet så meget varme fri, at den globale opvarmning – uagtet nye reduktioner – vil fortsætte. For klimaets udvikling tidligere i Jordens historie viser os, at væsentligt mindre temperaturstigninger har medført markante temperaturspring. Altså ganske enkelt, at der skal en relativt lille temperaturstigning til for at fremkalde store temperaturændringer.* Heldigvis er denne triste udsigt kun den halve historie om menneskehedens situation efter Paris. Vi sidder endnu ikke fast i en stadigt mere dyster og klaustrofobisk verden, hvori vi har mistet enhver mulighed for at begrænse klimaforandringerne. Fremtiden ligger stadig åben for os som en horisont, vi kan træde ind i og ændre. Men det vil kræve forandringer i et svimlende omfang. For som den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein har beskrevet det, ”findes der måder at forhindre – eller i det mindste at * Lad mig give et hurtigt eksempel på, hvordan det hænger sammen. En stigning i klodens gennemsnitstemperatur betyder ikke blot, at mere is smelter på de to poler, på Grønland og på gletsjere andre steder på Jorden. Den mindre is, som temperaturstigningen resulterer i, betyder også, at Jorden bliver mindre hvid og derfor bliver dårligere til at reflektere solens stråler. Det, man kalder albedo-effekten, forringes, hvilket betyder, at mere varme bliver fanget i Jordens system. Det gør så igen, at endnu mere is forsvinder i en selvforstærkende proces, der på et tidspunkt risikerer at blive irreversibel. Jf. Johan Rockström: “Can the Climate Pope Save the Planet?” huffingtonpost.com, 2015. Hjemmeside besøgt december 2015.

12


forbedre – den uhyggelige fremtid, vi er stillet i udsigt. Hagen ved dem er bare, at vi skal forandre alting”.3 Det er naturligvis voldsomt. Men det rummer også visse fordele. For meget af det, der gør klimaforandringerne til en gigantisk og svimlende abstrakt udfordring for os som menneskehed, gør i virkeligheden også denne udfordring ekstremt nærværende for os som mennesker. Netop fordi der er tale om så enorm en udfordring, er der også tale om en udfordring, der hele tiden viser sig i vores liv. Vores eksistens som mennesker er i disse år derfor defineret af en dobbelthed. På den ene side er vores eksistentielle situation præget af en fuldkommen hjælpeløshed og derfor også skrøbelighed over for klimaforandringerne. Vi kan trods alt ikke afværge disse forandringer som individer, men kun som art. På den anden side åbner klimaforandringernes omfang også for en aktivisme inden for hjælpeløsheden. For eftersom klimaforandringerne står i relation til stort set alt, hvad vi gør, kan vi gennem vores adfærd være med til at begrænse dem. Det er i en stadigt mere kompleks verden med stadigt flere mennesker let at negligere. Men faktisk kan man lige såvel vende problemstillingen om: Man kan spørge, om de sidste 30 års beskedne klimapolitiske resultater ikke helt en-

13


kelt skyldes en alt for beskeden klimaaktivisme? Kort sagt, at vi som enkeltindivider har været alt for dårlige til gennem vores adfærd at lægge et pres på de politiske systemer og derved reformere dem. Jeg vil lade læseren drage sin egen konklusion her. For under alle omstændigheder bør Paris også i denne henseende tænkes som et vendepunkt. Efter Paris har argumentet om, at individets klimaindsats er helt og aldeles betydningsløs i et globalt perspektiv, ganske enkelt mistet enhver gyldighed. For det første fordi det efter Paris er helt afgørende, at alle individer rundtomkring i verden lægger pres på deres nationale ledere. Dels for at sikre, at de reduktionsmål, som de enkelte nationalstater indleverede før topmødet, rent faktisk bliver gennemført. Dels for at bevirke, at disse reduktionsmål meget hurtigt bliver øget. For det andet fordi alle verdens lande med aftalen i Paris nu har anerkendt nødvendigheden af en verdensomspændende energirevolution. Man kan efter Paris ganske enkelt ikke længere undskylde sin manglende individuelle klimaindsats med, at ’amerikanerne, kineserne, russerne (osv.) jo alligevel heller ikke gør noget’. For efter Paris er vi alle del af et planetarisk fællesskab af nationalstater, der i forskellige hastig-

14


heder har givet tilsagn om at ville bevæge sig i den samme retning. Endelig er der en tredje og sidste grund, som for mig at se er den allervigtigste. I modsætning til de første to grunde udspringer denne grund ikke af det positive ved Parisaftalen, men af dens mangler. Det sidste, Paris bør give anledning til, er nemlig en fornemmelse af, at nu kører det hele af sig selv; nu klarer politikerne, erhvervslivet og teknologiudviklingen problemerne for os, så vi ikke længere behøver at tænke så meget på, hvordan vi selv kan omstille os. Det forholder sig helt modsat. Hvis den gennemsnitlige temperaturstigning virkelig skal holdes omkring halvanden grad, er det fuldstændig afgørende, at vi hver især sætter alt ind på at reducere vores udledningspraksisser. Generelt fordi vi som forbrugere er med til at bestemme efterspørgslen på fossilenergi og dermed også tempoet for dens udfasning.* * Her har vi i den rige del af verden tilmed en særlig forpligtelse, eftersom vi generelt udleder langt mere CO2 end vores medmennesker i verdens fattige dele. For eksempel udtalte vicedirektør for Forskning i Klimaforandringer ved Tyndall-Centeret i Manchester, Kevin Anderson, i forbindelse med COP21: ”Hvis vi er seriøse med hensyn til at ville holde den gennemsnitlige temperaturstigning på omkring 1,5 grader, bliver vi nødt til seriøst at overveje, hvordan vi reducerer efterspørgslen [på fossil energi]. Omkring 50 pct. af den globale CO2-udledning kommer fra 10 pct. af Jordens befolkning. Der er kæmpe muligheder for

15


I særdeleshed fordi vi som art – uden radikal forandring – risikerer at have opbrugt hele CO2-budgettet for en 1,5 grader temperaturstigning, allerede inden Parisaftalen i 2020 træder i kraft. 4 Samlet set betyder det, at vi som menneskehed i disse år ikke blot gør klogt i hurtigt at gennemføre en verdensomspændende energirevolution. Med til denne energirevolutions eksplosion i grønne teknologier bør også høre en revolution i nye grønne livsteknologier. Kort sagt: et boom i nye bæredygtige måder for os mennesker at leve på.

Kulturbegrebet i Menneskets Tidsalder Denne bogs udgangspunkt er derfor, at klimaforandringerne stiller et imperativ om forandring til hver enkelt af os. Vi kan ganske enkelt ikke tro på, at vi som art vil bevæge os ud af vores katastrofale bane, uden at vi som enkeltpersoner genopfinder os selv i grønnere, mere bæredygtige udgaver. Det lyder måske som noget fra en selvhjælpsbog. Men tag ikke fejl. Selv at reducere efterspørgslen, men den bliver nødt til at blive reduceret af de mennesker, der udleder mest.” Jf. “Leading Scientists Assess Latest Draft Agreement At COP21.” envisionation.co.uk, 2015. Hjemmeside besøgt december 2015 samt ”Scientists asses the COP21 draft.” zmescience.com, 2015. Hjemmeside besøgt december 2015.

16


om denne bog deler selvhjælpsbogens ønske om at guide sine læsere på sporet af en anden livsstil, er der tale om en kulturkritik. Det betyder konkret, at jeg ikke vil fokusere så meget på, hvordan man som enkeltperson nemmest kan gøre sin hverdag mere bæredygtig. Bogens hensigt er i stedet at udpege en anden slagmark for kampen mod klimaforandringerne. En slagmark, der hverken kan isoleres til det enkeltes menneskes hverdag eller til den nationale og internationale politiks store scener, men som derimod findes begge steder og midtimellem: i alt det, som man kan kalde for kultur. Nærmere bestemt ønsker jeg i bogen at udstille nogle af kernerne i den kultur, som i Danmark gør os delagtige i klimaforandringerne. For mens det er uomtvisteligt, at vi i Danmark lever i en ’klimaforandringskultur’ – det vil sige i en kultur, der medvirker til klimaforandringerne – står det mindre klart, hvad der former og opretholder den. Samtidig ser jeg dette spørgsmål som en vej til at nuancere debatten om den grønne omstilling i Danmark. Vores debat herhjemme handler nemlig stort set kun om, hvordan og hvor hurtigt vi omstiller vores energiforsyning. Uden tvivl vigtige spørgsmål, men de har desværre også medført en yderst problematisk blind vinkel over for, hvad dan-

17


skerne kan gøre for at omstille sig i deres egne liv. For som det forhåbentlig snart vil stå klart, vil en grøn omstilling også kræve en kulturel omstilling. En fuldstændig omkalfatring af mange af de forståelser og handlinger, som vi i Danmark har vænnet os til at have til fælles. I virkeligheden er denne erkendelse kun et realitetstjek væk. For konsulterer man videnskaberne, handler den krise, vi som menneskehed i dag står i, ikke kun om klimaforandringerne. Den er langt mere omsiggribende og systemisk, hvilket bedst illustreres af en begivenhed, som lige om lidt står til at ville ændre vores forståelse af Jorden. Historien om denne begivenhed begynder den 25. januar 2008. Her præsenterede de to geologer Jan Zalasiewicz og Mark Williams for første gang indholdet af en artikel med en højst usædvanlig konklusion, nemlig at tiden var kommet til at udnævne en ny geologisk tidsalder.5 Inden for den geologiske videnskab udgøres tidsaldre af store blokke af tid. Deres omfang illustreres bedst ved, at de sidste fire tidsaldre strækker sig 23 millioner år tilbage i Jordens 4,5 milliarder år lange historie. Som man kan forestille sig, sker det derfor kun sjældent, at velansete geologer sætter deres renommé på spil for at få en ny tidsalder udnævnt.

18


Alligevel lå det mest opsigtsvækkende i den årsag, som Zalasiewicz og Williams lagde til grund for deres konklusion. For her fremhævede de ikke en naturlig forandring, men derimod menneskehedens markante indvirkning på stort set alle Jordens centrale processer. I dag har denne konklusion – der gør mennesket til den drivende kraft i Jordens udvikling – vundet så stor videnskabelig tilslutning, at vi lige om lidt formentlig kan byde hinanden velkommen til en ny tidsalder. For her i 2016 forventes geologiens hovedorgan formelt at vedtage, at den nuværende geologiske tidsalder kaldes for Antropocæn: ’Menneskets tidsalder’. Antropocæn-betegnelsen er vigtig, fordi den afspejler dybden af den krise, vi som menneskehed står i. Når man inden for videnskaberne taler om Antropocæn, taler man nemlig ikke blot om det aftryk, som vi som menneskehed sætter i atmosfæren via vores udledning af drivhusgasser.6 Den globale opvarmning og de deraf følgende forandringer er kun toppen af isbjerget. Hertil kommer det ekstreme destruktive aftryk, som vi som menneskehed sætter i biosfæren via vores massive udryddelse af arter, afskovning og ødelæggelse af natur. Det destruktive aftryk vi som menneskehed sætter i havene via forsuring, forurening og overfiskning. Og læg så

19


dertil det aftryk, vi sætter ved at producere gigantiske mængder affald – fra teknologisk affald til de kæmpeøer af plastik, der flyder rundt i Stillehavet, Atlanterhavet og Det Indiske Ocean.7 Omvendt er det ikke fuldstændig urimeligt, at meget fokus bliver lagt på klimaforandringerne. De er på mange måder det mest skræmmende fænomen, som vi ved fødslen af Antropocæn står over for. Ikke kun på grund af de flere og værre ressourcekonflikter, oversvømmelser, tørker, skovbrande, flodbølger, orkaner, epidemier og så videre, som de med al sandsynlighed vil bringe med sig.8 Men i særdeleshed også fordi de, som allerede fremhævet, har magt til at gribe fundamentalt og langvarigt ind i menneskehedens historie. Den forventede udnævnelse af Antropocæn er i virkeligheden det mest klare tegn på, at det allerede er ved at ske. Det er en understregning af, at vi som art fra nu af og lang tid frem vil befinde os i en verden, hvori der er indtrådt en ny fundamental forbindelse mellem menneskeheden og Jorden. En forbindelse, der betyder, at Jordens geofysiske udvikling i tusinder af år frem vil være underlagt de menneskelige kulturers udvikling.* * For eksempel har en stor gruppe klimaforskere for nylig estimeret, at menneskehedens nuværende aktiviteter vil have en markant indflydelse på klodens klima 10.000 år ind i fremti-

20


Når det er sagt, er denne formulering mindre et svar end en anledning til yderligere refleksion. For hvordan skal vi ved tærsklen til Antropocæn forstå ordet kultur? Umiddelbart giver det i lyset af det globale aspekt ved klimaforandringerne for eksempel ikke meget mening at insistere på, at kultur skal forstås som noget, der udelukkende knytter sig til nationale territorier. Mere meningsfuldt er det i stedet at betragte kulturer som systemer af forståelser og adfærd, der virker på tværs af nationalstater, regioner og kontinenter. For blandt årsagerne til klimaforandringerne er helt åbenlyst en række nye globale forbrugsfællesskaber. Tænk på, hvordan produkter som iPhonen og Facebook er med til at binde mennesker sammen vidt forskellige steder på kloden. Ikke bare i nogle ens kognitive strukturer bestående af de samme forståelser, vaner og normer, men via disse strukturer også i en række nye forbrugsmønstre. Eller tænk på, hvordan mange af de identitetsskabeloner, som i dag er med til forme vores adfærd, ikke kommer fra for ekden. Mens andre naturvidenskabelige forskere har peget på, at denne indflydelse vil vare endnu længere. Jf. “What the Earth will be like in 10.000 years, according to scientists.” washingtonpost.com, 2016. Hjemmeside besøgt januar 2016, samt Paul J. Crutzen & Eugene F. Stoermer. “The ‘Anthropocene’.” The Future of Nature. Yale University Press, 2013: s. 484.

21


sempel Grundtvig eller H.C. Andersen, men fra den globale reklameindustri. Hvis vi vil forstå kulturbegrebet i lyset af klimaforandringerne, må vi derfor også forstå kulturer som aggressivt inkluderende. Det vil sige som globale former for massemobilisering, der har en forbløffende, men i høj grad også kommercielt konstrueret, evne til at indlejre sig i enkeltindivider i stor skala.

Danskernes klimaforandringskultur Det betyder i praksis, at et lands klimapolitik ikke kan betragtes som et direkte billede på bæredygtigheden af dets borgeres adfærd. I en globaliseret verden, hvor kulturerne bliver mere og mere transnationale, afspejles den effekt, et lands borgere har på klimaet, ikke blot af, hvordan strømmen i deres stikkontakter er frembragt. Det handler helt banalt også om, hvilke biler de kører i, hvor ofte de flyver, hvad de spiser osv. Altså helt enkelt om de udledningspraksisser, de deler. Hvilket bringer os frem til målet for denne bogs kritik. For mens Danmark med målsætningen om at have en fossilfri energiforsyning i 2050 har en af de mest ambitiøse klima- og energipolitikker i verden, tegner der sig et helt andet billede af den gennemsnitlige dan-

22


skers adfærd. Tidligere opgørelser har for eksempel vist, at kun beboerne i oliestaterne Kuwait, Qatar og Forenede Arabiske Emirater belastede klodens økosystemer mere end den gennemsnitlige dansker.9 Det tal er siden blevet revideret, så danskerne nu indtager en mere beskeden 35. plads på listen over verdens mest ’belastende folkefærd’.10 Men det ændrer ikke ved, at vi som danskere i gennemsnit stadig lever meget langt over det niveau, der vil gøre vores livsstil bæredygtig for fremtiden. Det fremgår meget klart af beregninger foretaget af tænketanken Concito. Beregningerne viser, at hvert enkelt menneske på Jorden i 2050 højst må udlede 2-3 ton CO2 om året, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 2 grader.11 En mængde, der står i skarp kontrast til den gennemsnitlige danskers nuværende udledning. Dividerer man tallene for Danmarks nationale udledning med antallet af indbyggere i vores land, viser det sig, at den gennemsnitlige dansker udleder cirka 7,5 ton CO2 om året.12 Dertil kommer så al den CO2, som ikke indgår i tallene for den nationale udledning, men som vi som enkeltindivider udleder via flyrejser, krydstogtferier, import af varer osv. Tager man disse transnationale udledninger med – som giver et langt mere retvisende

23


billede af den kultur, som vi lever i – viser Concitos beregninger, at den enkelte dansker i gennemsnit udleder cirka 17 ton CO2 om året.13 En måde at indfange denne kultur på er at måle sig frem til den, som Concito har gjort det. En anden, mere klassisk kulturvidenskabelig måde er at begribe den ved at se på de fænomener, hvori den materialiserer sig.* Det er det, jeg har tænkt mig at gøre ved at bygge bogens kulturanalyser på en bred vifte af kilder. Via alt fra politikeres udsagn til markedsførelsen af kommercielle produkter vil jeg udpege og kritisere tre hovedspor i den danske klimaforandringskultur, som jeg med tal alene næppe havde været i stand til at lokalisere. Det første af disse hovedspor er et i samtiden dominerende krav om hastighed. For der tegner der sig i danskernes levevis et klart mønster af, at vi i dag helst skal gøre alting hurtigt. Dette diktat, som er rettet mod både kroppen og tanken, er naturligvis ikke nyt. Det har si* Som en række tænkere af kultur – fra den tyske filosof Ernst Cassirer til den canadiske antropolog Clifford Geertz – har påpeget, bliver en kulturs forståelser og adfærdsmodeller netop først tydelige for vores forståelse, i det øjeblik de fysisk materialiserer sig i alt fra ytringer til designede objekter. Jf. Ernst Cassirer. Philosophie Der Symbolischen Formen vol. 1. Wissenschaftliche Buchgesellschaft Damstadt, 1973: s. 9 samt Clifford Geertz. The Interpretation of Cultures. Basic Books, 1973: s. 443.

24


den industrialiseringens begyndelse (omkring 1750) været mainstream i megen økonomisk tænkning. Men det sætter sig i dag igennem på en ny måde. Via kravet om hastighed er det ikke længere kun arbejdstiden, der søges effektiviseret. Det er nu hele livet, der skal tilbringes i hastighed, for at den økonomiske vækst kan fortsætte med at overvinde de ’bump’, som den møder på sin vej i form af forskellige økonomiske og økologiske kriser. Eller rettere: Det er sådan, vækstens varmeste fortalere ynder at fremstille det. For efterhånden synes kriserne ikke længere at være små bump på vejen, men at være blevet vejen selv. På arbejdsmarkedet viser det sig ved, at flere og flere ikke kan følge med i det kollektive gearskifte, ja simpelthen bukker under for den tiltagende hastighed og går ned med stress, angst eller depression. Mens naturvidenskaberne med større og større bogstaver fortæller os, at det ikke kun er mennesket, som vækstimperativet (via hastighedsdiktatet) driver til dets grænser og derud over, men også en række af de geofysiske systemer, der betinger vores civilisation. Når bogens første kapitel vil kredse om, hvordan hastigheden kulturelt produceres og kommer til udtryk, er det med andre ord, fordi jeg anser dens krav for at være ekstremt

25


ødelæggende. Naturligvis ikke for bundlinjen i hverken den statslige eller private økonomi. Her er den kortsigtede effekt af hastigheden uden tvivl gunstig. Men for både nutidig og fremtidig menneskelig trivsel, eftersom hastighedskravet i voldsom grad belaster den menneskelige psyke såvel som den langsigtede bæredygtighed: Jorden som det nødvendige grundlag for gode menneskelige såvel som ikke-menneskelige liv. Derfor vil kapitlet også kigge nærmere på, hvad det er for en form for tænkning, der har gjort hastighedskravet til en kerne i mange danskeres liv. Bogens andet kapitel handler om den forestilling om grænseløshed, som implicit viser sig i mange danskeres levevis. Eller rettere det handler om en anden form for grænseløshed end den, som hastighedskravet producerer. Mens bogens første kapitel fokuserer på konsekvenserne af et grænseløst arbejdsliv, fokuserer bogens andet kapitel på den grænseløshed, der viser sig uden for arbejdslivet. For mens denne grænseløshed hjælpes på vej af en neoliberal kritik af det, som fremstilles som asketisk eller puritansk moral, har danskerne frihed aldrig har været større. De socioøkonomiske forhindringer, der for nogle årtier tilbage begrænsede danskernes økologiske fodaftryk på en række

26


måder, er i dag stort set forsvundet. Forøgelsen af flyrejsedestinationer til billige penge har ændret vores rejsemønstre radikalt i forhold til for blot 20-30 år siden, hvor en udenlandsrejse betød en bilferie sydpå. I dag rejser man i højere grad med fly, og man rejser oftere. Det sker naturligvis til flyselskabernes og rejsebureauernes udtalte fornøjelse, men der er også tale om handlinger, som er blevet så normale, at deres betydning kun sjældent sættes ind i en større betragtning om menneskets vilkår i verden. Det er derfor på høje tid, at denne grænseløse aktivitet sættes under kritisk lup. Der er simpelthen brug for, at en mere refleksiv tilgang til menneskets nuværende position og muligheder i verden holdes op mod forestillingen om, at de eneste grænser, der eksisterer for mennesket, er af økonomisk karakter. Jeg er klar over, at dette ikke ligefrem lyder som opskriften på et glædesfuldt liv. Lad mig derfor med det samme gøre det klart, at den begrænsning, der i kapitlet vil blive fremført som et alternativ til forestillingen om grænseløshed, ikke skal ses som et argument for en begrænsning af nydelse. I kapitlet vil jeg som et alternativ til den ubetingede hedonisme, der følger af forestillingen om det grænseløse, argumentere for behovet for det, som den britiske filosof Kate Soper har kaldt for alternativ

27


hedonisme.14 Det vil sige for opfindelsen af nogle nydelsesformer, hvis fundament er bæredygtigt. I bogens tredje kapitel vil jeg vende mit fokus i en helt andet retning. Hovedsporet vil her være en række forskydninger i de danske mediers måde at dække klimaforandringerne på. Umiddelbart kan det måske virke som et spor, der ligger meget langt fra de to øvrige hovedspor analyseret i bogen. Men det er faktisk ikke tilfældet. For som det vil fremgå, understøtter disse forskydninger indirekte klimaforandringskulturens fortsættelse ved at gøre det svært for danskerne at forstå klimaforandringernes rækkevidde, konsekvenser og årsager. En side af problemet er her helt enkelt retorisk. Det vil sige, det ligger i den måde, som medierne vælger at italesætte klimaforandringerne på. Men først og fremmest materialiserer det sig som en mere alvorlig blindhed over for de nye sammenhænge, som klimaforandringerne trækker mellem forskellige begivenheder. Verden er trods alt heller ikke i denne henseende den samme, som den var for bare en håndfuld årtier siden. Der er med Antropocæn-betegnelsen, klimavidenskabens stadigt mere alarmerende prognoser osv. indtrådt en ny viden i den menneskelige bevidsthed, som fordrer af os, at vi tænker og gør ting anderledes end tid-

28


ligere. Det er bare, som om danske journalister ikke har gjort sig klart, hvordan det også gælder i deres erhverv. Når det er sagt, vil denne kritik ikke få lov til at stå hen som et surt opstød uden nogen konstruktiv effekt. Jeg vil i kapitlet give en række bud på, hvad der skal til, for at informationstilførslen til klimaforandringskulturen får en langt mere ansvarlig form. Det vil sige på, hvordan de danske medier undslipper deres rolle som denne kulturs til tider tavse, til tider fjollede kammerat. For som jeg ser det, er der ganske enkelt brug for, at de danske mediers fjumreår i forhold til klimaforandringerne får en ende. Her mere end 25 år efter det første klimatopmøde er det på høje tid, at medierne samlet set indtager en på engang langt mere almenmenneskelig og aktivistisk tilgang til klimaforandringerne. I bogens fjerde og sidste kapitel vil jeg fastholde denne konstruktive tilgang, idet jeg mere detaljeret vil forsøge at opsummere udgangspunktet for det menneske, der i dag ønsker at kæmpe imod klimaforandringerne. Nærmere bestemt vil jeg her uddybe min kritik af forestillingen om, at klimaforandringerne er et problem, som kun politikerne kan gøre noget ved. Eller mere abstrakt formuleret: at kun politik er politik. For

29


som vi skal se, kan politik ikke adskilles fra det hverdagslige liv og derfor heller ikke fra den individuelle handling, der potentielt rummer starten på en ny kulturel trend. Tværtimod kan den politiske forandring siges at væres sidste trin i kulminationen på en kulturel forandring. Derfor vil jeg foreslå, at vi i stedet for at vente på globale forandringer finder håb i en personlig forandring. Hvis hjælpeløsheden, som også den franske filosof Bruno Latour har fremhævet det, er en af de primære affekter af vores tid, vil jeg insistere på, at det stadig er muligt at finde et håb i den personlige aktivisme. 15 For der ligger i den energi, der konstituerer selvforandringens aktivisme en følelsesmæssig befrielse fra den apati, som er forløberen for den fuldstændige hjælpeløshed. Hjælpeløsheden vil ganske vist stadig vise sig som en del af vores affektive register, når vi konfronteres med de accelererende klimaforandringers konsekvenser i form af en mere og mere usikker verden, men den personlige aktivisme vil også rumme et håb: Et håb om, at andre ligeledes vil ændre sig og dermed ændre de kulturer, som i sidste ende giver føde til de politiske og økonomiske systemer.

30


Talgrundlaget for bogens analyser Jeg håber nu, at jeg har gjort det klart, hvordan denne bog vil adskille sig fra de mange populærvidenskabelige bøger om klimaforandringerne. Men selv om jeg i et vist omfang vil lade klimavidenskab være klimavidenskab, er der nogle enkelte tal, som er så indlysende vigtige for bogens kritik, at jeg vil præsentere dem her. Knap så overraskende er det nok, at jeg finder flere af disse tal i statistikkerne over udviklingen i menneskehedens udledning af drivhusgasser. Det er således vigtigt at fremhæve, at menneskehedens udledning af drivhusgasser fra 1990 til 2013 steg med 61 procent.16 At udledningen af drivhusgasser i gennemsnit steg med 2,4 procent hvert eneste år fra 2004 til 2014.17 Mens den globale udledning i 2015 for første gang i lang tid ser ud til at være faldet: Nærmere bestemt 0,6 procent i forhold til 2014.18 Dertil kommer, at ni ud af de ti varmeste år, målt mellem 1880 og 2014, er blevet målt i det 21. århundrede.19 At årene 2011-2015 er den varmeste femårige periode målt, siden man i 1880 begyndte at registrere klodens gennemsnitstemperatur.20 Mens 2015 – som 2014 før var det – nu er det varmeste år nogensinde målt.21 Den åbenlyse tendens indlejret i disse

31


tal har naturligvis for længst fået forskere og andre eksperter til at ringe med alarmklokkerne. I flere rapporter, der er udkommet de sidste tre-fire år, advares der om, at Jordens gennemsnitstemperatur risikerer at stige med op til seks grader inden år 2100.22 Mest opsigtsvækkende er det dog, at FN’s Klimapanel i november 2014 vurderede den mest sandsynlige stigning i år 2100 til at blive på mellem 3,7 og 4,8 grader. 23 Uden de reduktioner, som de fleste af verdens lande indmeldte forud for topmødet i Paris, er det med andre ord det mest sandsynlige endemål for den globale temperaturstigning i det 21. århundrede. Af samme grund udstiller denne prognose endnu en gang det ambivalente forhold, vi som mennesker i en hurtigt opvarmende verden må have til aftalen i Paris. For på den ene side vil der formentlig være meget stor forskel på de menneskelige livsbetingelser i en verden, der i år 2100 er blevet 4,8 grader varmere, og så en verden, der er blevet 2,7 grader varmere. På den anden side bevæger vi os i begge scenerier dybt ind i den zone, hvor aktiveringen af en række selvforstærkende opvarmningsprocesser – ofte omtalt som overskridelsen af en række tipping points – risikerer at føre til pludselige og uigenkaldelige klimaforandringer.24

32


Samtidig bør man her tage det med i ligningen, at klimaforandringerne ikke kun er processer i fremtiden. I den sky af estimerede temperaturstigninger, som ofte kommer til at gøre det ud for klimavidenskaben, glemmer man let, at vores nutid og fremtid allerede er markant formet af fortiden. At vi befinder os i en verden, hvor en række uigenkaldelige processer allerede er sat i gang. Det er her én ting, at allerede udledte drivhusgasser med meget stor sandsynlighed kun vil få mønsteret med flere og værre humanitære katastrofer til at tage til i de kommende år og årtier.25 Noget andet er, at menneskehedens udledning af drivhusgasser sandsynligvis allerede foregår i et hastigere tempo ”end nogen anden udledning af drivhusgasser, der af naturlige årsager har fundet sket, siden livet på Jorden opstod”.26 Der er derfor på alle måder grund til forsigtighed. Ikke mindst i den globale konkurrencesituation mellem nationale økonomier om at vækste, som danske politikere og erhvervsledere i disse år igen og igen fortæller os, at vi befinder os i. For det, som klimavidenskaben fortæller os, er, at dette kapløb i dets nuværende form risikerer at blive et kapløb til enden. Hermed ikke sagt, at menneskehedens endeligt er nært forestående, og at de menneskeskabte

33


klimaforandringer vil være den direkte årsag. I de fem år jeg har arbejdet med klimaforandringerne, er jeg trods alt aldrig stødt på konklusionen, at klimaforandringerne kommer til at udrydde menneskeheden. Til gengæld er jeg stødt på masser af formuleringer, der uden omsvøb har fremhævet, at accelererende klimaforandringer ude af kontrol vil umuliggøre den menneskelige civilisation i dens nuværende form.27 Lad mig derfor runde denne indledning af med et lidt pudsigt eksempel på, hvordan man efter min mening absolut ikke bør fortolke den situation, som vi som menneskehed befinder os i. I Debatten på DR2 kunne man den 10. december 2015 høre landets erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, forsvare regeringens politik på det grønne område. Forelagt de negative klimatiske konsekvenser af denne politik sagde Troels Lund Poulsen med adresse til klimaforandringerne: ”Man er jo kommet med dommedagsprofetier om det her i hundrede år, og Jorden er, så vidt jeg ved, ikke gået under endnu.”28 Det er et meget problematisk udsagn af mindst to grunde. Det er først og fremmest problematisk, at Lund Poulsen retorisk spiller på en kulturel dommedagsforestilling, som vi kender fra film som Armageddon (1998), Deep

34


Impact (1998) og senest Lars von Triers Melancholia (2012): Nemlig forestillingen om undergangen som selve Jordens undergang. For billedet af en søndersmadret planet er ganske enkelt et helt forkert billede at drage ind i debatten om klimaforandringerne. Hvis noget kommer til at gå under på grund af klimaforandringerne, så er det de livsbetingelser, der er nødvendige for vores civilisation – og denne undergang vil ske som en langsom, men accelererende forringelse over et tidsspand på flere årtier, ja formentlig århundrede. Ikke som et stort brag. For det andet er der Lund Poulsens henvisning til en hundredårig lang historie af forkerte dommedagsprofetier. Den er problematisk, alene fordi klimaforandringerne først for alvor er blevet en debatteret videnskabelig problemstilling de sidste fire-fem årtier.* Men selv hvis man betragter udsagnet som en bredere henvisning til forskellige profetier om diverse former for økologisk kollaps, er det faktisk forfejlet. For reelt står vi i dag i en situation, hvor * Den svenske kemiker Svante Arrhenius advarede ganske vist allerede i 1896 om, at der ville ske store temperaturstigninger, hvis menneskeheden fortsatte sin udledning af CO2, men som den tyske historiker Wolfgang Behringer har beskrevet det, opstod frygten for konsekvenserne af den globale opvarmning først for alvor i slutningen af 1970’erne. Jf. Wolfgang Behringer. A Cultural History of Climate. Polity Press, 2010: s 182, 190.

35


langt de fleste af de økologiske problemer, som der i fortiden er blevet advaret om, kun er taget til i styrke. Netop det forhold er faktisk grunden til, at vi som menneskehed i dag står ved tærsklen til en ny tidsalder. Så jo, det bør bekymre os, når en række topforskere fortæller os, at vi endegyldigt har lagt de sidste 10.000 år (Holocæn) med et nogenlunde jævnt varmt klima bag os og bevæget os ind i ny usikker tidsalder. For dette er, hvad Antropocæn dybest set er: en usikkerhedens tidsalder, hvor meget risikerer at forvandle sig til det værre. Det er derfor også en tidsalder, hvor selvkritikken bør stå i centrum, eftersom menneskehedens skæbne stadig er i dens egne hænder. Vi har stadig mulighed for helt at afværge de omfattende, katastrofale ændringer, der for nuværende ser ud til at være på vej, eller i det mindste at begrænse dem, så gode liv stadig vil være mulige. Det er i hvert fald med det håb, at denne kulturkritik nu vil tage sin egentlige begyndelse.



Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.