LitteraturDK by Det Danske Idéselskab

N.F.S. Grundtvig Charlotte Dorothea Biehl Ludvig Holberg Pia Juul Leo Tolstoj

Dan Turèll Adam Oehlenschläger

Thorkild Hansen Haruki Murakami Jørgen Leth

Mary Shelly

Henrik Nordbrandt

Peter Seeberg

Per Kirkeby

J.P. Jacobsen

Jens August Schade

Jules Verne

Ib Michael

Per Hultberg

L&R Uddannelse

Søren Kierkegaard Emil Aarestrup F. P. Jac

Peter Høeg Merete Pryds Helle William Heinesen B. S. Ingemann Hans-Jørgen Nielsen

Jeppe Aakjær Jørgen Gustava Brandt

litteraturDK

Af:

Brian Andreasen Mette JĂ¸rgensen Svend Erik Larsen Dan Ringgaard Redaktion:

Benedicte Kieler

litteraturDK

L&R Uddannelse

litteraturDK Brian Andreasen, Mette Jørgensen, Svend Erik Larsen, Dan Ringgaard Redaktion: Benedicte Kieler © 2009 L&R Uddannelse, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Forlagsredaktion: Frants Toft Forlagets billedredaktion: Sissel Amundsen og Frants Toft Grafisk tilrettelægning og omslag: Det Danske Idéselskab Tryk: Clemenstrykkeriet Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler ISBN 978 87 7066 467 7 www.lru.dk

Citatet på omslagets bagside er fra H.C. Andersens eventyr “Den grimme ælling”, 1843

Baggrund & perspektiv Litteratur i Danmark – Danmark i verden Globaliseringen er hverdag i Danmark. Luk køleskab og klædeskab op og se, hvor tingene kommer fra. Eller luk op for tv. Med 24 timers medieadgang kommer den globaliserede verden lige ind i stuen. Fra den ene generation til den næste er der samtidig flere og flere, der også selv tager ud i verden til andre steder og folk. Og dét hvad enten de rejser fra Danmark eller til Danmark. I den verden er grænser bevægelige. Men selv om de aldrig har bevæget sig så hurtigt, så meget og på så mange områder af vores tilværelse som i dag, har Danmark og danskerne altid været del af en større verdens bevægelser. På Danmarks officielle engelsksprogede hjemmeside skriver historikeren Knud V. Jespersen om dette foranderlige Danmarks historie: Gennem hele sin tidlige historie havde Danmark mange kontakter med den store verden, men fra begyndelsen af vikingetiden ca. 750 blev landet for alvor del af europæisk historie. […] I en kort periode i det 11. århundrede var England underlagt Danmark. Fra det 14. århundrede beherskede Danmark også Norge og dele af Sverige. På den tid strakte Danmark sig fra Nordkap til Elben. Som resultat af uklog krigsførelse, arrogance og dårligt valgte allierede blev Danmarks territorium gennem perioden stærkt reduceret indtil 1658. […] Danmarks nuværende form og udstrækning er resultatet af fortsatte afgivelser af territorium på grund af dets udsatte beliggenhed ved adgangsvejene til Østersøområdet. Som en følge af det gradvise tab af yderområder gennem tiden, har danskerne indtil for nylig været et usædvanligt ensartet folk. Undertiden har Danmarks grænser ligget fast så længe, at ingen troede, de nogensinde kunne ændres. Alligevel har de flyttet sig på et eller andet tidspunkt. Sidst skete det i 1944, da Island erklærede sig selvstændigt. I de områder, der undervejs har været del af Danmark eller tilhørt Danmark, har der boet forskellige befolkningsgrupper, ofte med hver deres sprog og normer. Da Danmark omfattede dele af Sverige indtil 1658, Norge indtil 1815, dele af Tyskland indtil 1864 og skiftende kolonier i Asien, Afrika, Amerika og Nordatlanten indtil i dag, rummede landet flere folkeslag, sprog og kulturer end i dag. Det tog en rum tid, før dansk ikke bare blev erklæret officielt sprog i hverdag, kunst, videnskab og politik, men også kom til at fungere som det altdominerende fælles sprog. Det skete først i løbet af det 18. århundrede. Det 20. århundrede har været lige så rigt på ændringer for Danmark som andre århundreder, men med andre midler end tidligere. I 1920 blev

grænsen til Tyskland flyttet fra Kongeåen til Kruså efter en internationalt overvåget folkeafstemning. De Vestindiske Øer blev solgt til USA i 1917, og en strid med Norge om sømilegrænsen ved Grønland måtte klares i 1933 i en sag ved den internationale domstol i Haag. Det samme skete med en tilsvarende uenighed om oliefelterne i Nordsøen i 1964, denne gang også med Hollands og Tysklands grænser til søs som en del af problemet. Dengang hed det ikke globalisering. Det gør det i dag, hvor der stadig foregår grænsestridigheder i det arktiske område mellem Danmark, Canada, England, Island, Irland, Rusland og Norge. Anne Torzen fra Danmarks Geologiske Undersøgelser fortæller i ”Kampen om rigets grænser” fra 2005, at den kamp drejer sig om, hvilke landområder de undersøiske kontinentalsokler bør tilhøre. Indsatsen gælder den globale adgang til naturressourcer. Men selv om man slås om kontinentalsoklen, har Danmark siden 1944 dækket den samme del af jordkloden som i dag. Alligevel fortsætter den verden, der ligger indenfor, og den, der ligger udenfor, med at ændre sig i en vekselvirkning hinsides geografien. Grønlands og Færøernes placering inden for rigsfællesskabet har ændret sig og er stadig til debat, og det samme gælder FNs, NATOs, EUs og andre internationale organisationers formelle og uformelle indflydelse på Danmarks geografiske, politiske, økonomiske og kulturelle afgrænsning. Da den internationale terrorisme slog til mod World Trade Center i New York den 11. september 2001, mærkede vi det med ændrede regler for rejser, pas, visum og asyl. Når vi selv forlader den lokale verden ved at rejse, uddanne os, drive forretninger eller arbejde andre steder end i Danmark, udvider vi kontakten med den store verden. Men i samme bevægelse flytter verden også til Danmark, så nye grupper med andre sprog, religioner og politiske opfattelser flytter ind. Det er sket før i historien, men ikke med så stærke kulturelle virkninger som i dag. Selv om den proces i dag først og fremmest mærkes som økonomi eller politik mere end som geografi og krig, bliver den nu som før i sidste ende altid kulturel og personlig. Hvem der er danskere, og hvem der er fremmede, har derfor ikke ligget fast gennem historien, og for dem, der boede i Danmark tilbage i tiden, betød det ikke nødvendigvis det samme, som det gør for folk bosat i Danmark i dag. Selv om den begrebetglobalisering er af nyere dato, er det altså ikke nyt, at personlig og fælles identitet kun opstår, når vi mødes med verden uden for den lokale horisont. Og det er slet ikke nyt for sprog og litteratur. Her er identitet aldrig et indre anliggende. Dansk sprog er blevet formet og bliver stadig formet ved at blive brugt hen over lande- og kulturgrænser og ved at opsuge ord og udtryk fra andre sprog. Litteraturen i Danmark har altid formet selvforståelse og identitet hos dem, der bor i Danmark, gennem mødet med andre mennesker og steder på tværs af kulturelle og sproglige grænser.

Siden oldtiden har litteraturens billeder, temaer og fortællinger vandret hen over sproglige og kulturelle grænser. Litteraturen giver os adgang til et fælles kulturelt rum, der er større end de lokale sprog og steder, hvor vi møder dens fortællinger og digte. Her har vi igennem historien samlet det største reservoir af erfaringer om hvad det vil sige både at leve lokalt og samtidig se på sig selv udefra. Litteratur har været global før globaliseringen. Derfor kan litteraturen i hele sin udstrækning bruges i dag. Og derfor bliver de andre medier igen og igen ved med at låne fortællinger, billeder og personer fra litteraturen, tilbage fra de første kalkmalerier til de nyeste film og tv-serier, selv om disse medier, især film og elektroniske medier, udvikler deres egne måder at udtrykke sig på. I litteraturen finder man derfor i hele dens historie et lager af fortolkningsmuligheder, vi også kan bruge, når vi i dag skal orientere os i en foranderlig virkelighed. Denne litteraturhistories pejlemærker er nogle grundlæggende spørgsmål: 1. Hvordan bliver min plads i samfundet? 2. Hvordan forholder min lokale verden sig til alt det, der ligger uden for den? 3. Hvordan drømmer jeg om, min verden skal se ud? 4. Hvem er jeg? 5. Hvad stiller jeg op med min krop? 6. Hvad med den virkelighed, der større end det, jeg selv kan sanse og forstå? De spørgsmål er ikke tilfældige. De angiver nogle eksistentielle og sociale orienteringspunkter for det at være menneske – det sociale, det tværkulturelle, forestillingsevnen, den individuelle identitet, kroppen og alt det, der er større end mennesker. Med de pejlemærker har mennesker verden over afsøgt fortolkningsmuligheder for at forstå deres liv, både før og nu. Men forskellige kulturer og historiske perioder har brugt dem til forskellige tolkninger af menneskers liv. I litterære og andre kunstneriske udtryksformer er den slags spørgsmål livsnerven. I alle perioder, genrer og udtryksformer og i billedsprog og temaer tumler litteraturen igen og igen med at stille disse spørgsmål på nye måder og åbne for nye fortolkningsmuligheder. Hver for sig former de seks spørgsmål et tema, der kan danne den røde tråd i én mulig fortælling om litteraturens historie i Danmark fra middelalder til nutid. Den mulighed bruger litteraturDK. Brian Andreasen | Mette Jørgensen | Svend Erik Larsen | Dan Ringgaard | Benedicte Kieler

Opbygning & anvendelse Selv om litteraturDK begynder der, hvor man plejer at begynde en dansk litteraturhistorie, nemlig i middelalderen, adskiller den sig fra traditionel litteraturhistorieskrivning på flere punkter og lægger op til nye anvendelsesmuligheder. Med udgangspunkt i de seks spørgsmål fortæller litteraturDK litteraturens ca. 1000-årige historie i Danmark under seks forskellige tematiske overskrifter: Oppe & nede, Hjemme & ude, Fantasi & virkelighed, Jeg, mig & de andre, Krop & omverden og Os & det Andet. De seks tematiske spor er forbundet med hinanden som seks forskellige og lige vigtige fortællinger om samme historiske forløb. Bogen trækker derfor det samme kronologiske spor gennem de seks forskellige tematiske områder og inddeler dem i de samme historiske perioder. Periodeafgrænsningerne er bestemt af begivenheder, der har fået os til se på hele forholdet mellem verden i og udenfor Danmark på en ny måde. Selv om disse begivenheder er udtryk for sammenhænge, der er mere omfattende end litteraturen, har de haft afgørende betydning for litteraturens udvikling i Danmark: vikingetidens begyndelse, reformationen, slaget på reden, grundloven, 1. verdenskrig, første mand på månen. Bogen egner sig derfor også til et samarbejde mellem dansk og andre fag. Man kan bruge litteraturDK med udgangspunkt i et hvilket som helst af de seks temaer. Man kan læse de seks fortællinger hver for sig eller nogle af dem på tværs, og man kan vælge at læse alle afsnit om samme periode, fx perioden 1849-1914. Foran hvert af de seks kapitler bringer vi en manchet. Det er en introduktion til temaet. Man kan fx bruge den som optakt til arbejdet med kapitlet eller som udgangspunkt for en afsluttende diskussion. Eller bare som appetitvækker undervejs. I hvert af de seks forløb er i ét af periodeafsnittene en dyberegående periodelæsning, således at alle perioder får en mere grundig behandling, man kan vende tilbage til i alle gymnasieårene. Ud over illustrationer til kapitlerne støttes hver af de seks forløb af fire betydningsfulde eksempler på billedkunst, så man kan arbejde med litteratur og billedkunst. For litteraturDK er historien om litteraturen i Danmark mere end et nationalt anliggende. Perspektivet er europæisk og globalt, men teksterne er lokale. Hvert af de seks tematiske gennemløb behandler litteratur fra Danmark og rigsfællesskabet og fra det øvrige Norden. De gymnasiale læreplaners kanon er med, men der er også verdenslitteratur, oversættelser, littera-

tur fra Norden og Europa. I tekstbokse finder man forfatterportrætter af de vigtigste danske forfattere og af europæiske forfattere, der inddrages i de seks kapitler. Desuden er der korte introduktioner til danske oversættelser af litteratur fra andre steder på kloden, hvor man læse om, hvordan andre kulturer ser på de temaer, de seks områder tager op. Hvert af de seks kapitler rummer en længere læsning af en enkelt tekst, som repræsenterer gymnasieuddannelsernes tekstkrav: Roman, novelle, digtsamling, drama, essay og verdenslitteratur. Teksterne læses i lyset af hvert kapitels tematiske fokus. Til sidst bringer bogen et leksikon over væsentlige begreber, der støtter forståelsen af sammenhængen mellem tekstlæsning og litteraturhistorisk perspektiv. Leksikonet rummer først og fremmest litteraturhistoriske opslagsord som perioder, ismer og genrer, men også bredere opslag om begreber som billedsprog, fortælleforhold, komposition og metode. litteraturDK er beregnet for undervisningen i dansk litteratur i alle gymnasiale uddannelser – det almene gymnasium, handelsgymnasiet, teknisk gymnasium og hf. De gymnasiale uddannelsers krav til litteraturundervisningen og perioder er ikke lige store. I de uddannelser, der har mindre litterært stofkrav, kan man ved at læse nogle af de seks forløb eller nogle af de tværgående perioder stadig få kravene opfyldt og bevare det kronologiske overblik. Indholdsfortegnelsen og den skematiske oversigt på omslagets indersider giver overblik over bogens opbygning, så brugerne nemt kan orientere sig og bestemme, hvordan de vil bruge den. Med et register over navne, værker og centrale begreber kan man nemt bevæge sig rundt i bogen. litteraturDK kan også bruges i undervisningen på seminarier og i voksenundervisningen i øvrigt og er skrevet til alle, også dem der blot vil læse litteratur og litteraturhistorie for at blive klogere på sig selv og den moderne verden. I en globaliseret verden deltager vi alle i globaliseringens sammensatte kulturprocesser på et europæisk kulturgrundlag med udgangspunkt i Danmark. Vi er stadig danskere i Europa, men i dag med globalt perspektiv. Det perspektiv er litteraturen god til at lukke op. Litteratur er et vindue til verden.

George Grosz, Metropolis, 1916-17. Olie på lærred, 100x102 cm. Thyssen-Bornemisza Collection, Madrid. Foto: The Bridgeman Art Library. © George Grosz/billedkunst.dk

Oppe & nede

ar man magt, kan man sende andre mennesker op eller ned i samfundet, give plads til nye ideer eller bremse fornyelse. Skiftende modsætninger mel-

lem mand og kvinde, rig og fattig, viden og dumhed, dem og os kan skubbe til magten, så magt bliver til afmagt. Lokale magtbalancer, der bygger på individ, slægt og nation, sætter rammer om den enkeltes liv. Men globale betingelser ændrer lokale liv, når stadig flere mennesker rejser, bruger medier og skal deles om begrænsede resurser. Den realistiske litteratur, krimier og selvbiografier skildrer personer, der bevæger sig op og ned i samfundet, udøver magt, gør oprør, viser hensyn, siger fra, siger til eller knækker under fællesskabets krav. Tragedien beskæftiger sig med de dilemmaer, det enkelte individ sættes i af samfundet, lyrikken giver sig i kast med dets indre kamp om at få magt over sit liv. Men digtere kan også bruge litteraturen til at skabe sig et helt særligt fristed ved siden af og over hverdagen.

800-1536 Den kloge narrer den mindre kloge Henne i hjørnet sad Esben dagen lang og blev ikke regnet for noget som helst. Han pustede i asken og skulle holde gang i ilden under gryderne. Brødrene Per og Povl og hans far kaldte ham hånligt for Esben Askepuster eller Esben Askefis og havde helt anderledes høje tanker om sig selv. De skulle frem i verden. Men i det lange løb kunne de hverken holde Esben ude eller nede. Esben er hovedperson i folkeeventyret “Prinsessen på glasbjerget.” Her trodser Esben alle forventninger, vinder over brødrene og får prinsessen. Selv om faren lægger planer for Per og Povl og udstyrer dem med alt, hvad de skal bruge for at vinde prinsessen, er de hverken særlig modige eller smarte. Det er Esben. Prinsessen er fanget på et højt glasbjerg af en drage med tre hoveder. Den, der kan dræbe uhyret, får hende. Per og Povl får stærke heste af faren og alt det grej, de har brug for. Men de tumler blot ned ad bjerget sammen med alle de andre, der forsøger sig. Undtagen Esben Askefis. Han har truet nogle småtrolde, så de hjælper ham med tøj, hest og sværd, og efter tre forsøg kommer han som den eneste endelig til tops. Sværdet lyner i luften, og dragens tre hoveder ryger af i ét hug. Han gungrer ned ad bjerget, uden nogen har genkendt ham. Troldene får udstyret tilbage, mens Esben går hjem og lader som ingenting. Dagen efter vil brødrene og de andre unge mænd alligevel prøve at gøre indtryk på prinsessen med deres dyre udstyr og dyre ord. Esben kommer luntende for sig selv uden hest og sværd, bare som Esben Askefis. t Klods-Hans som dukkefilm, 1999. Instruktør: Mihail Badica. Fri fortolkning af H.C. Andersens eventyr om Klods Hans, der får prinsessen og det halve kongerige for næsen af sine to kloge brødre. © Kim Agersten/Polfoto

OPPE & NEDE

Opgør i toppen Men der kunne være koldt på samfundets top. Det blev der for den højtstående islænding Gisle Surssøn, hovedpersonen i Gisle Surssøns saga (ca. 1250). Gisle ender med at blive stødt ud af familien og samfundet efter at være blevet indviklet i blodhævn. Han dømmes fredløs og står dermed uden de rettigheder, som ellers beskytter islændingene. Han har som hævn dræbt sin svoger, Thorgrim, der formentlig har slået Gisles edsbror Vestein ihjel. Gisle og Vestein er lige så meget brødre som rigtige brødre, fordi de har svoret hinanden troskab.

Disse drab får vidtrækkende følger, fordi de vedrører den ubetingede loyalitet mod slægten. Loyaliteten kræver, at Gisle både skal hævne sin edsbror og dræbe Thorgrim, men den forbyder ham samtidig at dræbe Thorgrim, fordi denne er hans svoger. Slægten beskytter normalt den enkelte, men bliver her også til hård skæbne, fordi Gisle ikke kan løbe fra sine forpligtelser og heller ikke opfylde dem begge. Valget er svært. Dræber Gisle ikke Thorgrim, mister han sin ære og identitet. Slår han ham ihjel, bliver han fredløs og mister sin sociale position. Gisle vælger blodhævnen. Hans snu kone, Aud, har ellers en nødløsning. Hun prøver at få trællen Tord til at trække spyddet ud af den døde Vestein. “Det hed sig nemlig, at den der trak våbnet ud af såret, havde pligt til at hævne den dræbte.” Men Gisle trækker selv spyddet ud. En træl er ikke en mand af ære og kan derfor ikke hævne noget som helst. Det kan Gisle som en fri mand fra en af de store slægter. Da Thorgrim er dræbt, erklærer Gisle derfor straks, at han skal have en flot begravelse, “så det tjener alle til ære.” Forholdet til slægten og ikke de enkelte personers følelser og tilbøjeligheder bestemmer handlingerne. Der er ikke plads til tvivl eller nuancerede følelser. Derfor koncentrerer beskrivelserne sig i korte sætninger uden udenomssnak kun om, hvad der faktisk sker. Den centrale begivenhed, drabet på Vestein, får ikke mange omsvøb: Vestein “lå vågen, og inden han vidste af det, blev han gennemboret af et spyd. “Den sad,” sagde Vestein, idet han fik stødet.”

Når ære bliver selvtægt Det er æren, der i sidste ende regulerer forholdet mellem slægterne. Denne grundidé havde sagaerne fælles med det meste af den ældre litteratur i Europa og i store dele af verden, og den gælder stadig dér, hvor slægtsstrukturen og ikke det offentlige retssamfund er grundlaget for samfundsordenen. Således også i Island. Her afgjorde Altinget, hvad folk havde ret til. Men

800-1536

Men prinsessen genkender ham, og de får hinanden. I middelalderens samfund kunne den enkelte normalt ikke komme til tops uden at være født til det. En bondedatter blev gift med en bonde, og en skomagersøn blev skomager. Man så på forandringer som et stort hjul, der drejer, uden mennesker kan gøre til eller fra. Det er Gud eller i daglig tale lykken, fru Fortuna, der får lykkehjulet til at snurre. Nogle har som Esben den gode lykke og andre ikke. Man kan derfor ikke som Per og Povl planlægge sig til rigdom og ære. Det kræver mod, frækhed og en portion held at komme opad. Lykken står den kække bi, som ordsproget siger, og den kloge narrer den mindre kloge, uanset hvor man er placeret i samfundet. Eventyrene vedligeholder drømmen om, at man kan komme frem i verden uden at følge den slagne vej. Indtil for et par hundrede år siden var de fleste samfund i verden statiske ligesom i eventyrene. Folkeeventyrene er derfor en international genre. De samme motiver og personer er blevet brugt til eventyr på kryds og tværs af kulturer i øst og vest, længe før de blev skrevet ned, og de fortsætter med at blive fortalt i dag. Da H.C. Andersen begyndte at udgive sine eventyr i 1835, trak han på et tværkulturelt lager af eventyr. Hos ham dukker Esben Askefis op som Klods-Hans.

der var ingen andre end dem selv til at sørge for, at de faktisk fik ret. Selvtægt var en del af systemet. Den slags lovgivning var mest for de stærke, for der var ingen konge eller en centralmagt til at sikre, at loven aktivt beskyttede alle. Et af de første tilløb til den slags love kom i Danmark med Jyske Lov (1241). Den fastslår i fortalen, at loven skal være for alle, høj og lav. Derfor skal den være “høvdings rædsel” og “gøre ret og frelse dem, der med vold tvinges, såsom enker og værgeløse børn og pilgrimme og udenlandske mænd og fattige mænd.” Alle borgere skal til gengæld være kongen “lydige og underdanige og føjelige.” Svigter kongen sit løfte, er der kun oprøret tilbage. Det er det, historierne om den fredløse Robin Hood handler om, når han tager sagerne i sin egen hånd i Sherwoodskovene. Derfor blev selvtægt nu ulovligt, selv om det tog nogle hundrede år, før det princip trængte igennem. Men i Island hørte selvtægt, også blodhævn, med til samfundsordenen. Derfor var der uskrevne love, og de havde æren som centrum. Alle kunne dræbe en mand eller en

kvinde, men ikke alle kunne gøre det med æren i behold. Også blodhævn havde sine spilleregler. At blive vanæret og dog forblive i en magtposition er foragteligt. Det sker for nogle af dem, der forfølger den fredløse Gisle. Alle kneb gælder, når han skal fanges, fordi han hverken er beskyttet af loven eller familien. Men Gisle er klogere end forfølgerne, og “turen er kun vanærende for dem.” De ryger ned ad den sociale rangstige. Hvis man derimod har sin ære i behold, selv om man er fredløs, vækker det beundring. “Det er sandt som det siges, at der aldrig har eksisteret en mand så dygtig og modig som Gisle, selv om han ikke var lykkens mand.” Esben Askefis var en lykkens mand og var også først og fremmest et familiemedlem. Men i modsætning til Gisle har hans jævne familie ingen æresbegreber. Derfor kan Esben sno sig og snyde, som han vil. Selv om Gisle kommer ned og rammer bunden, sørger hans ære for, at han aldrig kommer ned med nakken.

Eugene Siberdt, Martin Luthers arbejdsværelse på slottet Wartburg, 1898. Olie på lærred, 56x46 cm. Luther oversatte Det nye Testamente på slottet i 1521-22. © Fine Art Photographic Library/Corbis/Polfoto

OPPE & NEDE

1536-1801 Dansk på vej op

Bartolomé de las Casas (1484-1566) Indianermassakren. En kort beretning om Vestindiens tilintetgørelse (Mexico, 1552) Bogen er den første kritiske beretning om udryddelsen af koloniserede folk og deres kultur. Det er krasse skildringer, der stadig kan få hårene til at rejse sig på hovedet. Med nøgterne beskrivelser af grusomheder og en klar indignation minder bogen om skildringer af

folkedrab fra nyere tid. Imidlertid var Casas ikke kritisk over for Spaniens ret til at kolonisere, og han var ikke imod slaveri. Hans ærinde var at omvende indianerne til kristendommen. De var ædle mennesker og fortjente den kristne frelse, men spaniernes grusomheder gjorde de kristne europæere til umulige forbilleder. – Bogen er skrevet i 1542, men Casas havde

siden 1515 kæmpet indianernes sag ved det spanske hof. Han er én af de første, der ser ikke-europæiske folkeslag som mennesker og ikke som laverestående racer. Casas var først spansk soldat, men blev som præst og senere biskop i det nuværende Chiapas i Mexico først og fremmest mexicaner. Bogen er oversat til dansk i 1980.

1536-1801

Reformationen i Europa afskaffede den katolske kirkes magt, især i Nordeuropa. Men opgøret drejede sig om mere end religion. Det drejede sig også om sprog. Skulle reformationen lykkes, måtte den have tilslutning fra bønder, håndværkere og andre borgere. Det kunne kun ske på deres egne sprog. Reformationen styrkede derfor de lokale nationalsprog over for latin. I den centrale del af det danske rige talte man dansk, mens norsk, islandsk, svensk og tysk blev brugt andre steder i riget. Dansk var allerede hverdagssprog for de fleste, også adelen. Men kirkens, lovgivernes og videnskabens officielle sprog var latin. Dansk var et undersprog, latin et oversprog. Nu begyndte den magtkamp om dansk og andre europæiske lokalsprog over for fremmedsprog, som er fortsat lige siden. Efter latin gjaldt det i Danmark tysk og fransk og fra midten af det 20. århundrede blev det engelsk. Bibelen blev oversat over hele Europa fra omkring 1500. Alle steder var det en enorm opgave, der krævede, at man udviklede et skriftsprog med en vis ensretning af retskrivning og ordforråd. Med den danske reformation i 1536 blev kirkesproget i Danmark, Norge, Island og Færøerne dansk, støttet

af Christian 3.s bibel fra 1547, mens Grønland var en koloni uden for sproglig og kongelig rækkevidde ind til op i 1700-tallet. Menigmand kunne nu umiddelbart forstå, hvad der blev sagt, og synge med på de talrige nye danske salmer, der afløste den katolske kirkes latinske hymner. Men først og fremmest kunne almindelige mennesker begynde at gøre sig håb om at komme frem i samfundet ved at bruge dansk. Reformationen satte gang i en århundredlang og besværlig proces, hvor magtens sprog gradvis blev et sprog, der var tilgængeligt for alle. Mange nye præster og bisper kom nedefra i samfundet. En af de stærke mænd, Hans Tausen, havde passet køer som barn. Han beherskede det fyndige og folkelige dansk, som kunne overbevise folk om, at reformationen leverede den rette tro. Det betød en tur i fængsel, inden reformationen blev indført. Så han var ikke i tvivl om, at den religiøse og sociale magtkamp var den samme. Det udtrykte han i en vise fra 1533 om den katolske løgn og reformationens sandhed: “Løgen skreff breff til Borgemestere oc Raad, / Ad de Sandhed ihiæl skulle slaa.” Religionens sandhed slår kun igennem, hvis den består af lige dele tro på Gud og alliance med magthaverne. Derfor skulle reformationen også selv knytte sig til samfundets herskere, først og fremmest kongen.

Michael van Haven: Christian V’s salvning i slotskirken på Frederiksborg 1671, 1670’erne. Olie på lærred, 101x139 cm. © Rosenborg Slot – De Danske Kongers Kronologiske Samling,

Dansk bliver herskersprog Selv om reformationen gav nye opstigningsmuligheder i Danmark, medførte den undertrykkelse i de danske kolonier. Da Norge kom ind under det danske kongedømme i 1380, fulgte Grønland, Island, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne med. I Island havde den katolske kirke opbygget biblioteker og en levende litterær skriftkultur. Men kongen overtog kirkens ejendom, her som i resten af riget. Øen blev kongens private guldgrube. Reformation eller ej, det gav godt med penge at sælge tørret fisk til de katolske fastedage i Sydeuropa, og det kunne han ikke bruge bøger til. Da skoler og klostre og andre lokale kulturcentre forsvandt, gik den islandske litteratur derfor samme vej. Meget var skrevet på forarbejdet skind, og sagaerne blev nogle gange brugt

til at isolere huse med eller sy tøj af. Så det var ikke altid nemt for de islændinge i København, der ville sørge for, at den gamle islandske litteratur blev samlet ind. Men fra 1702 lagde Árni Magnússon grunden til en stor samling af islandske håndskrifter i København, Den Arnamagnæanske Samling. Først i 1972 blev store dele af samlingen leveret tilbage til Island efter et langt tovtrækkeri. Selv om det islandske sprog blev en lokal hverdagsdialekt efter reformationen, var det stærkt nok til at holde en mundtlig litterær kultur i live i de mange år, da dansk dominerede skriftsproget. Efter en islandsk bibeloversættelse i 1540 og en salmebog i 1589 kom der ikke rigtig gang i skriftlig islandsk litteratur, før selvstændighedsbevægelserne rørte på sig i slutningen af det 19. århundrede og især efter uafhæn-

OPPE & NEDE

gigheden i 1944. Den genopståede islandske litteratur gjorde sit til at forbinde den politiske løsrivelse med national selvbevidsthed, ikke mindst i nobelpristageren Halldór Laxness’ værker, bl.a. i den grumme og morsomme historiske roman om Island i 1600-tallet, Islands klokke (1943-46). Der var spændende konflikter nok fra den danske kolonitid at skrive om. Man gjorde klogt i at læne sig op ad kongen efter reformationen og især efter enevældens indførelse i 1660. Thomas Kingo tilegnede sin store samling af salmer i Aandelige Siunge-Koors Første Part (1674) til Christian 5. Selv om han godt kunne vurdere sin egen poetiske kraftpræstation, skrev han ydmygt, at bogen er “en liden Gudfrygtigheds Gave, om hvilken jeg har giort mig selv dend underdanigste tilliid, at jeg med tilbørlig ydmyghed tør frembære dend, baade til Guds Altere og til Eders Kongelige Throne.” Det er usikkert, om det er kongen eller Gud, der er størst, men det er helt sikkert, at Kingo er en ydmyg undersåt. Derfor taler han i forordet på samme måde til kongen, som han i bogens salmer taler til Gud: “See! jeg nedfalder for din Naadis Throne,” udbryder han til Gud i “Til Hvile Solen gaar.” Kingo skrev i 1683 det lange digt “De fattige udj Odensee Hospital” til kongen om de fattiges lidelser. Den katolske kirkes omsorg for fattige og syge i klostre og hospitaler var for længst forsvundet med reformationen, og nu havde kronen ansvaret for undersåtternes ve og vel. Men de fattige skulle have en pennefører. Det blev Kingo, der slutter sit digt sådan: Forlad mig at ieg maa mig ned i Støven bøye O Konge for din Stoel, og Himlens store Øye. Hielp, Hielp de Arme, og betænk, hvad Hielp de faar At det er Plaster af din Haand til Jesu Saar.

O! beklag den sorte Mand Trankebar var del af det nye danske kolonirige. Da Danmark ikke mere var så vigtig en europæisk stormagt som i middelalderen, ville Christian 4. forbedre landets internationale status med kolonier i Indien, Afrika og Amerika ligesom de store europæiske fyrster. Hans imperiedrømme begyndte i 1620 i Trankebar, der blev udgangspunkt for stabile danske handelsforbindelser med Østasien. I alt blev det til 35 små kolonier, de fleste kun i kort tid. De to vigtigste kolonier blev en række handelsstationer i Afrika langs Guldkysten i Ghana og De Vestindiske Øer i Caribien. Med dem fik Danmark i løbet af hele 1700-tallet del i den trekantshandel, som mange europæiske lande tjente tykt på. Fra København sejlede man først varer, især våben, til Afrika, hvor man købte slaver. De blev derpå solgt på den anden side af Atlanterhavet og sled med sukkerrørene, som til sidst kom til København og videre til de københavnske sukkerraffinaderier. Det blev til i alt ca. 100.000 slaver, et solidt tilskud til arbejdsstyrken, når befolkningstallet inden for det nuværende Danmarks grænser i samme periode steg fra godt en halv til knap en hel million. Mange af kolonierne havde ingen skriftkultur, og de lokale sprog og kulturer havde ikke den brede interesse. Så der er ikke megen litteratur fra kolonierne i Danmark ud over dagbøger, breve og rejseberetninger fra danskerne derude. Til gengæld rummer kolonitidens store projekter og de eventyrlystne opdagelsesrej-

1536-1801

Kongen tager magten

Igen henvender Kingo sig ydmygt til kongen og Gud på én gang og undskylder, at han skriver. Det ville ikke hjælpe de fattige at kritisere kongen for at overse dem og endnu mindre Kingos karriere. Han behøvede blot at tænke på sin rebelske stedsøn, præsten Jacob Worm. Han blev dødsdømt for at have fornærmet kongen i sine satiriske digte, men dommen blev i 1685 ændret til livsvarigt eksil i kolonien Trankebar i det sydøstlige Indien.

Ukendt: Trankebar tempelprocessionen, ca. 1800, farvelagt tegning, 25,2x31,8 cm. © Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, Helsingør

sende gode fortællinger, som bl.a. Thorkild Hansen brugte i sine populære historiske romaner om trekantshandelen, Slavernes kyst, Slavernes skibe og Slavernes øer (1967-1970). Kolonierne var dengang en del af danskernes selvforståelse. Mange lossede varer og trillede tønder med rom fra borde i Københavns Havn, når skibene lagde til ved Ostindisk eller Vestindisk Pakhus, der hvor Larsens Plads ligger i dag. Nogle var i familie med sømænd, der arbejdede med sorte folk om bord. Andre havde bare venner eller familie, der i en periode opholdt sig i kolonierne som soldater, embedsmænd eller ansatte på plantagerne. Man måbede over de store palæer, som de stenrige danske plantageejere og slavehandlere fik råd til at bygge, bl.a. den danske statsministers nuværende embedsbolig Marienborg. Disse husholdninger brugte slaver, som man kunne se i gadebilledet. Så man kunne sagtens opføre populære skuespil om kolonier og slaver. Folk vidste be-

sked. I Thomas Thaarups syngespil Peters Bryllup (1793) optræder slaven Martin:

Hvad har den stakkels Neger giort? At den blanke Mand ham hader? Er han ond for han er sort? Er Gud ikke alles Fader? O! beklag den sorte Mand, Han er Træl i fremmed Land.

Men også Martin er en undersåt på lige fod med alle andre. Og han skal ikke beklage sig, siger de andre personer, for “Danmarks Konge var den første Konge, som hævede den lede Slavehandel.” I 1792 blev slavehandlen stoppet i det danske kolonirige, lige efter bøndernes frigørelse i 1788 med stavnsbåndets ophævelse. Selv om hverken bønder eller slaver mærkede den store forskel i deres hverdag, blev begge handlinger omsat til mange hyldestdigte om kongens og fædrelandets styrke.

OPPE & NEDE

De vigtigste kolonier og rigsfællesskabet

Borgeren gør sig fri Mange havde som Peter Andreas Heiberg svært ved at se, at alle undersåtter var lige. Han skrev ikke bare, at “Rigdommen voxer i Adelens Bleer”, men også: Ordner hænger man paa Idioter, Stierner og Baand man kun Adelen gier; […] Dog, har man Hierne, Kan man jo gierne undvære Orden og Stierne. Er man bare født til magt og rigdom ligesom adelen? Eller går førstepladsen til dem, der bruger hovedet til selv at slå sig igennem? – Heiberg mente det sidste. Censuren sørgede for kontant afregning. Heiberg blev sendt i eksil på livstid og slog sig ned i Paris fra 1796. Det var ikke så sært, at Heiberg tog til Paris. Heiberg tilhørte den europæiske oplysningstid, og Paris var et af dens vigtigste steder.

Revolution: En Forbrydelse, som bestaar deri, at en Nation giør sig Vreed, naar Regentens Haandlangere, efter at have flaaet Skiorterne af Folket, begynde at flænge Huderne. Regenten har Lov til at giøre Revolution imod sit Folk, men Folket ikke imod Regenten. Her gøres kongen ikke til Gud som hos Kingo, og Heiberg ejer ikke Kingos underdanighed. En offentlig debat krævede oplyste og kritiske borgere, der vidste, hvad der foregik uden for landets grænser.

1536-1801

Orkneyøerne: 1380-1468 (pantsat til Skotland) Shetlandsøerne: 1380-1469 (pantsat til Skotland) Norge: 1380-1814 (rigsfælleskab fra 1397, afstået til Sverige) Island: 1380-1944 (uafhængighed i 1944) Grønland: fra 1380 (rigsfællesskab fra 1953) Færøerne: fra 1380 (rigsfællesskab fra 1953) Trankebar: 1620-1845 (solgt til England) Guldkysten: 1661-1850 (solgt til England) De Vestindiske Øer: 1671-1917 (solgt til USA)

Utilfredsheden hos Heiberg og mange af hans samtidige kom især til udtryk i aviser og tidsskrifter eller i satiriske viser. Heiberg udtrykte sig ikke blot som enkeltindivid. Han var del af en voksende kritisk og debatterende borgerlig offentlighed, der gjorde sig gældende over det meste af Europa. Oplysningsprojektets hovedformål var at skabe mennesker om til myndige borgere. Det betød ikke kun, at mennesker skulle tænke uafhængigt af kirkens dogmer og kongemagtens censur, men også at de aktivt kunne føre offentlig debat og selv omsætte tanker til handlinger. Mennesker stod derfor selv til ansvar for deres egne handlinger og skulle ikke vente på en bifaldende godkendelse fra samfundets og kirkens autoriteter. Først og fremmest troede oplysningstidens personligheder på gradvise reformer af samfundets institutioner. Litteraturen blev et vigtigt sted for denne debat – i romaner, skuespil, belærende digte og essays. Men efterhånden blev modstanden fra kongemagt og kirke så stærk, at reformerne i stedet blev til revolutioner, først og fremmest den franske revolution i 1789. Heiberg var en del af denne radikalisering af oplysningstiden, der havde sit centrum i Paris. Her fortsatte Heiberg at skrive satirer, bl.a. Sproggranskning (1798), hvor han definerer det eksplosive ord “Revolution”:

t Johan Th. Lundbye, Landskab. Sørup Vang, 1841. Olie på lærred, 57x73 cm. Ordrupgaard. © Foto: Ole Woldbye & Pernille Klemp, Ordrupgaard

Tidsskrifter og aviser på de europæiske nationalsprog bredte sig i 1700-tallet over hele Europa. Skønt de nye medier var skrevet på lokale sprog, var de internationale i deres væsen. Oplysningstidens borgere så ud i verden. I Danmark var de vigtigste tidsskrifter i begyndelsen på tysk og fransk. Men med Den patriotiske Tilskuer (1761-1763) rykkede dansk op i første geled. Her præsenterede Jens Schelderup Snee dorff de europæiske idéer om at reformere samfundet og øge den enkelte borgers selvstændighed.

Danskerne ser på sig selv Dansk blev nu det dominerende sprog på alle områder, og den stærke tyske indflydelse i landets ledelse blev en torn i øjet på mange. I det højtidelige digt “Indføds-Retten” (1778) skriver Johannes Ewald ligefrem, at fremmede har sneget sig ind overalt. Men nu kommer endelig kong Christian 7. Ewald sammenligner ham med den danske sagnkonge Gram, der fra sin himmel straks får øje på de rigtige danskere, oldtidsfolket cimbrerne:

Da kom den gode Christian, Og følte sig de Danskes Første, Grams Arving straalte fra sin Himmel – Hans Øye søgte smiilende, Sit Folk – og blant et fremmed Vrimmel, Udfandt hans Hierte Cimbrerne.

Ewald bruger den danske oldtid til at understrege, at her skal man finde det sandeste udtryk for, hvad der er dansk. Han lægger dermed op til den nationalromantik, som efter 1800 bliver en fællesnævner for store dele af litteraturen i Danmark. Men først og fremmest tolker Ewald de stemninger, der lå bag indførelsen af indfødsretten i 1776. Borgere, der var født som kongens undersåtter i Danmark, Norge og SlesvigHolsten, fik førsteret til offentlige embeder i Danmark. Thaarup, Ewald og mange andre mente, at alle kongens undersåtter var så lige, som det kunne tilkomme dem. Til gengæld var danskerne hævet over de fremmede, på denne tid især tyskerne. I det 19. århundrede former dansk sprog og litteratur den nationale identitet i forlængelse af indfødsretten, men fortsætter også den internationale og kritiske linje fra Holberg, Heiberg og Sneedorff.

OPPE & NEDE

1801-1849 Danmark er et lidet, fattigt Land!

Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord Man har, end hvor Bjerg kun er Bakke; Men gjerne med Slette og Grøn-Høi i Nord Vi Dannemænd tage til Takke; Vi er ikke skabte til Høihed og Blæst, Ved Jorden at blive, det tjener os bedst! De to digtere er enige om, at som samlet nation kommer Danmark slet ikke på højde med de store nationer, men også at danskerne netop af den grund har en moralsk styrke, der hæver dem højt over andre. Den nationale digtning og kulturdebat brugte i romantikken denne tankegang til at give nationalt selvværd. Set udefra er Danmark ubetydelig, set indefra er landet stærkt. Der var god brug for, at danskerne på den måde trak sig

Fortidens styrke Et af midlerne var at styrke interessen for Danmarks oldtid og middelalder, dengang Danmark faktisk var et imperium. N.F.S. Grundtvig oversatte 1815-1822 Saxos Danmarkshistorie (ca. 1200) og brugte nordisk oldtid som forlæg for en lang række værker livet igennem. Men mest populær blev B.S. Ingemanns historiske romaner. Den skotske forfatter Walter Scott havde med en roman som Ivanhoe (1819) skabt en succes, der gav genlyd i det meste af verden, og den har sat fantasien i sving lige siden i bøger, film og tegneserier. Her var riddere i panser og plade, skumle fyrster, ædle kvinder og slagscener med smæk i. Ingemann red med på bølgen og skrev mellem 1824 og 1836 seks store historiske fortællinger om dansk middelalder efter samme opskrift, bl.a. Kong Erik og de Fredløse (1833). Ethvert europæisk land med respekt for sig selv måtte have historiske romaner om sin magtfulde fortid og derigennem få et løfte om en større fremtid. Når man oplever verden i eksplosiv forandring, kan de historiske fortællinger give en national identitet, der forplanter sig til de enkelte borgere, dengang som nu. I begyndelsen af 1800-tallet var Europa netop ved at gå af sine hængsler med revolutioner, krige og nye

1801-1849

I 1820 sad digteren Poul Martin Møller på Østasiatisk Kompagnis skib Christianshavn med udsigt til Sumatra og småbådene med eksotiske frugter og lokale fiskere. Men det skrev han ikke om. I stedet skrev han digtet “Glæde over Danmark” om hjemmet på den anden side af kloden. I digtet forstærker hans negative indtryk af de fremmede beundringen for Danmark. På den ene side tænker han positivt på “Fattig Mand, som pløier danske Lande,/Ryster Æbler af sit eget Træ,/Har en kraftig Arm en kløgtig Pande.” På den anden side konstaterer han negativt: “Lad kun Østens Drot [fyrste] blandt kjøbte Friller [elskerinder]/ Døsig strække sig paa Purpur ud.” Han ender med at takke Gud for, at “Danmark er et lidet, fattigt Land!” Også i 1820 står N.F.S. Grundtvig hjemme ved Vestindisk Pakhus i København og sender sin ven Christen Pram af sted til kolonierne på De Vestindiske Øer. Han har skrevet et afskedsdigt “Danmarks Trøst” med samme budskab som Møllers digt:

selv op ved hårene. Under Napoleonskrigene allierede Danmark sig med den tabende part, Frankrig, imod England. Og det kostede dyrt. Nedturen begyndte for alvor, da den danske flåde blev slået i 1801 af englænderne, som derpå udsatte København for et terrorbombardement i 1807, inden de tog resten af flåden med sig. Så gik landet fallit i 1813 og afstod Norge ved den store fredsslutning på Wienerkongressen i 1814-1815. Møllers og Grundtvigs København havde i 1820 stadig mange ruiner, så det Danmark, de hyldede, var en noget ramponeret udgave af det rige, danskerne havde kendt før i tiden. Nationalromantikken prøvede at opvurdere det forslåede Danmark.

C.W. Eckersberg, Det Nathansonske Familiebillede, 1818. Olie på lærred, 126x172,5 cm. © Statens Museum for Kunst

landegrænser, samtidig med at fremtiden udvidede sig uoverskueligt med storbyer, der bredte sig, og fabriksskorstene, der stod tættere og tættere. Mens man erkendte danskernes tabte magtposition på det internationale landkort, genvandt Grundtvig og Ingemann den igen som det lille lands fremtidsvision og moralske storhed.

De fremmede Men når man på den måde samlede sig om indre nationale og moralske værdier, opstod en tilsvarende skepsis over for dem, man opfattede som fremmede, og en mindre interesse for reformtanker udefra, end man havde kendt i oplysningstiden. Den internationalt berømte naturvidenskabsmand H.C. Ørsted havde også

en mening om den nye danskhed. I foredraget “Danskhed” fastslog han i 1836: “Følg din Natur med Fornuft: naar en Dansk, som er født og opdragen blandt Danske og har levet blandt dem, følger denne Forskrift, bliver han uden videre ægte dansk.” På den måde kommer man også til “at skrive ægte Dansk.” Det danske rige havde både borgere, der var født danske, men ikke var så gode til sproget, og nogle, der ikke var født danske, men kunne sproget. De første var tyskerne fra SlesvigHolsten, de sidste var jøderne. Tyskerhadet var af gammel dato og tog hurtigt til i 1830’erne og 1840’erne. I litteraturen kom det mest til udtryk i de mange taler, viser og sange, som dukkede op i forbindelse med krigen 1848-1850. Peter Faber skrev ikke kun “Høit fra Træets grønne

OPPE & NEDE

Top” (1848), men også hitlistesangen om landsoldaten, “Den gang jeg drog af sted” (1848). Den er et kampråb mod det “tydske Slaverie,” og hver strofe giver tyskerne et blåt øje. Krigen blev reelt standset af stormagterne, men danskerne mente, de vandt. Det mente de ikke ret længe. Med tabet af Slesvig-Holsten efter 1864 rykkede Danmarks sydgrænse op til Kongeåen syd for Kolding, og Danmark var nu ikke blot et lidet, fattigt land, men blev også amputeret ved knæene.

Fødsel eller rettigheder?

Sådan fortsætter det lidt endnu. Kritikken mod den enevældige konge er ikke til at tage fejl af. I tiden op til Grundloven i 1849 tørnede Goldschmidt sammen med N.F.S. Grundtvig. Grundtvigs synspunkt er som Ørsteds: Det nationale fællesskab er defineret af dem, der er født i landet som danskere. Det gælder ikke jøden Goldschmidt, mener Grundtvig. Trods beundring for Goldschmidts eminente dansk og omfattende viden er han for meget “en Verdensmand” til at være ægte dansker, skriver Grundtvig i 1849 i sit nationale tidsskrift Danskeren. Goldschmidt mener omvendt, at det nationale fællesskab ikke beror på fødsel, men på de rettigheder, man deler. Det er det, Grundloven drejer sig om for ham. Fællesskabet er defineret af dem, der på det grundlag indgår i det danske samfund, hvad baggrund de end har. Når de lever op til rettigheder og pligter og med internationalt udsyn arbejder aktivt for at udvikle det danske samfund, er de danskere, skriver Goldschmidt i sit europæiske tidsskrift Nord og Syd (1847-1859).

Fra små kår til stor anerkendelse Behovet for nationalt fællesskab overdøvede ofte landets sociale forskelle og konflikter. Men nogle havde et sikkert blik for dem. Som fattig skomagersøn var H.C. Andersen en af dem. Han brugte løs af folkeeventyrene. Klods-Hans, Lille Claus, Tinsoldaten og mange andre er som folkeeventyrenes helte udstyret med gåpåmod og omløb i hovedet. Som i eventyrene har Andersens personer evnen i sig til at stige opad, uanset hvor små kår de kommer fra. Og som i eventyrene optræder der undervejs i livet vidunderlige tilfældigheder, der sørger for personens

1801-1849

Med jøderne var det mere kompliceret. Mange hørte til det bedre borgerskab, men var alligevel som gruppe placeret i udkanten af samfundet. I 1813 beskyldte folkestemningen dem for statsbankerotten, men bl.a. Jens Baggesen og Steen Steensen Blicher kom dem til undsætning. I 1819 kom det imidlertid til optøjer og plyndringer af jødisk ejendom, især i København, med slagord mod “denne Samfundets Pest.” H.C. Andersen havde et skarpt blik for, hvad det vil sig at være udstødt og holdt nede, og brugte urolighederne kritisk i sin roman Kun en Spillemand (1837). Men den, der virkelig udfordrede forholdet mellem danskere og fremmede, var journalisten og forfatteren Meir Aron Goldschmidt. Han blev født lige efter optøjerne i en jødisk familie, der havde boet i Danmark i generationer. Allerede fra ung frigjorde han sig fra det rettroende jødiske miljø for at blive en del af den almindelige danske offentlighed i kampen for demokratiet. Men han kom aldrig til at høre til nogen af stederne. Denne position i udkanten af begge miljøer gjorde ham til en skarp og kritisk iagttager, og han brugte sit sproglige overskud i det satiriske ugeblad Corsaren (1840-1846). Med respektløse indlæg om politik og kultur kom han hele tiden i konflikt med censuren med bøder og fængsel til følge. En dialog mellem lærer og elev angiver tonen:

Lærer: Hvad vil det sige, at Gud er almægtig? Elev: Han kan gjøre Alt, hvad han vil ……. Men saa er Kongen ogsaa almægtig. Lærer: Aa, Snak! Elev: Jo, han kan jo ogsaa gjøre Alt, hvad han vil. […]

fremgang, netop fordi mulighederne for succes ligger skjult i den enkelte. Denne tro på evnen til at man kan trodse sin oprindelse og rykke opad, gennemtrænger hans selvbiografi Mit livs Eventyr (1855) og eventyret “Den grimme Ælling” (1843). Ællingen bliver mødt af foragt, lidelser og forfølgelser, hvor den kommer frem, i præstegårdens have og ude i den store verden. Men den bliver dog en svane, ikke fordi den slås for det, men fordi den inderst inde er en svane. Den har ligget i et svaneæg. For Andersen er fattigdom og lavstatus ikke først og fremmest et økonomisk eller socialt problem, man skal kæmpe imod, men en psykologisk og moralsk udfordring. Det gør ikke noget at være fattig, blot man får anerkendelse for sine evner og menneskelighed. I “Hun duede ikke” (1852) optræder den fattige og forslidte vaskekone med hang til flasken og den fine justitsråd, hvis skjorter hun vasker og stryger. Det er ham, der siger om konen, at “Hun duede ikke”, og det er værre, end hvis han groft havde udnyttet hende. Historien fortæller os, at hun alligevel duede på sin egen måde, fordi hun var et godt menneske. På sine ældre dage blev Andersen lidt skarpere i mælet. I “Portnerens Søn” (1866) beskriver han et hus som et lille klassesamfund: “Generalens boede paa første Sal, Portnerens boede i Kjælderen; der var stor Afstand mellem de to Familjer, hele Stue-Etagen og Rangforordnin-

gen.” Men da “Menneskene ikke see langt ud over Dørtrinnet”, vidste ingen endnu, at portnerens Georg havde talent til at komme frem, og at han ville ende med at få generalens Emilie. Det fik han. Den sene historie “Gartneren og Herskabet” (1872) er mere sammensat. Det fine herskab har en stille og dygtig gartner, som de ser ned på. For alt, hvad de spiser andre steder, er bedre end det, han avler i haven af frugt og grønt. Men igen og igen viser “lille Larsen” dog, at det er ham, der har solgt det, de har spist andetsteds. Han laver stille og roligt haven om efter sit eget hoved og bliver omtalt i aviserne. Andersen slutter med et stænk af bitter ironi: Herskabet vare slet ikke stolte deraf! de følte, at de vare Herskabet, de kunde sige Larsen op, men det gjorde de ikke, de vare gode Mennesker, og af deres Slags er der saa mange gode Mennesker, og det er glædeligt for enhver Larsen. Herskabet kan hverken se ud over dørtrinnet eller deres egen næsetip og anerkende andet end deres egen magt og fortræffelighed. Diskret viser Andersen, at Larsen forstår at udnytte situationen på egen hånd. Den sociale og økonomiske ulighed i sig selv er ikke Andersens grundtema. Det slår først igennem i århundredets sidste halvdel.

OPPE & NEDE

Erik Henningsen, Sat ud. 1892. Olie på lærred, 158x220,5 cm. © Statens Museum for Kunst

Demokrati for de få Den 30. januar 1850 var en festdag. Parlamentets to kamre, Folketinget og Landstinget, trådte sammen for første gang. Men demokratiet var endnu kun for de få. De stigende mængder af fattige arbejdere og tjenestefolk i byen og på landet havde ingen stemmeret, og kvinderne heller ikke. Men de begyndte at gøre krav på en anerkendt plads i samfundet. Demokratiet var ikke indført som en begivenhed, men igangsat som en lang og besværlig proces. Den gik ikke stille af. Med Grundlovens ytrings- og trykkefrihed sammen med forsamlings- og religionsfrihed blev litteratur og kulturdebat en direkte del af den proces. Det er den proces, man kalder det moderne gennembrud. Nu kunne man i prin-

1849-1914

cippet skrive om alternativer til samfundet og skildre ulighederne i samfundet uden censur, bøder og fængsel. De, der ikke kunne afgive stemme til parlamentet, kunne i det mindste få stemme i tale og skrift. Henrik Pontoppidan udgav to naturalistiske novellesamlinger, den ene om den økonomiske undertrykkelse, Fra Hytterne (1887), den anden om den politiske, Skyer (1890). Naturalismens teoretiske program var inspireret af den moderne naturvidenskabs observationer og eksperimenter. Konkret betød det, at man skrev om den samtid, man kunne observere ved selvsyn, og søgte efter materielle årsager til menneskers handlinger og følelser. Rammen om Skyer er kampen om demokratiet i Pontoppidans samtid. I 1877 kom statsminister Estrup i mindretal over for partiet Venstre, der bestod af den nye magtgruppe, bønderne. Kongen lod ham dog blive siddende,

mens folketingsmedlemmerne blev sendt hjem, og dér blev de til 1894, mens Estrup trods et attentatforsøg regerede videre på foreløbige eller provisoriske love. Provisorietiden kaldte man denne politiske undtagelsestilstand, som Pontoppidan henviser til i forordet til Skyer. I Skyer kritiserer Pontoppidan dog ikke så meget provisorietidens politiske magtfordrejning, som hykleriet i bondesamfundets politiske opposition. I “Ilum Galgebakke” er det de store ord, som Pontoppidan punkterer med spids ironi. Den pompøse skolelærer får vedtaget en højtidelig henvendelse til kongen om at afskaffe provisorietidens nye enevælde. Men den delegation, der skal af sted, er mere optaget af turen til hovedstaden og mødet med majestæten end af den politiske kamp. En lille mand

Martin Andersen Nexø (1869-1954)

Foto. 1928. © Ullstein Bild / Polfoto

fra salen prøver at åbne folks øjne for hykleriet, men forgæves. Da han forlader det lille selvgode samfund, spørger han, om fortælleren kender til den store verden og Europas store byer. For dér ser man “Bærmen … Krapylet”. Det er de fattige, udstødte masser i pjalter, mere dyr end mennesker, der roder i rendestene og skraldespande. Der er ikke særlig mange i København. Men uden den trussel, siger han, bliver folk politisk dovne og finder sig i magthaverne, både de gamle og de nye. “Leve Krapylet”, lyder hans sidste ord. Dette krapyl rykker i centrum i den anden novellesamling, Fra Hytterne. Med krasse detaljer og udstilling af menneskers og myndigheders kynisme beskriver Pontoppidan livet en etage længere nede end det, der normalt opfat-

Nexø hører til de danske forfattere, der har haft størst international gennemslagskraft. Han kom fra fattige forhold i Købehavn og voksede op i Nexø på Bornholm. Han måtte selv sørge for at uddanne sig og er præget af sine år på højskole, hvor han stiftede bekendtskab med den store europæiske romantradition i det 19. århundrede. Han var aktiv i den internationale arbejderbevægelse i og uden for de kommunistiske lande det meste af sit liv. Hans to store arbejderromaner Pelle Erobreren (1906-1910) og Ditte Menneskebarn (1917-1921) er læst over hele verden, og det er først og fremmest som romanforfatter, han er kendt. I de to hovedværker skildrer han proletarer som hele mennesker, ikke som arbejdertyper. Han skriver i den realistiske tradition med vægt på at skildre mennesker i forhold til

sociale miljøer og klasser. Men hans personskildringer er præget af dannelsestraditionens syn på det enkelte menneskes personlige udvikling ud fra dets egne indre muligheder, og hans fortællemåde ligger i forlængelse af de store europæiske fortællere i det 19. århundrede. Hans tidlige værker er i 1890’ernes dekadente stil, fx Dryss (1902). Men efter sine rejser til Italien og lidt senere til Spanien, hvor han så den sociale ulighed i et større perspektiv, kom et klart socialt engagement til at bestemme det senere forfatterskab. Vendepunktet er rejseskildringerne Soldage (1903). Andre værker: Et lille Kræ, Under aaben Himmel, For Lud og koldt Vand og Vejs Ende, 1932-1939, erindringer. Morten hin Røde, 1945, roman.

OPPE & NEDE

Fotografen Arthur ‘Weegee’ Fellig sidder på afsatsen over Frank Lavas gun shop, 6 Centre Market Place, Manhattan, New York, 1942. © Foto: Weegee (Arthur Fellig)/International Centre of Photography/Getty Images

Drømmeland eller overmagt?

Demokratiet er ikke kun en dansk begivenhed, men en international udvikling i global skala. De idéer, der lå bag, er europæiske, mens det industrisamfund, som drev økonomi og politik i

Vi banker jer i alle Henseender. Vi har banket jer! Vi har maset Jeres Handel og Industri. Vi amerikaniserer hele Verden! Gaa hjem og læg Dem i den gamle fedtede Alkoveseng som England er, gaa hjem og lig og raadn i Londons giftige Kloaker og udbred ikke Stank her i det renlige Amerika! Selv om romanen har dansk litteraturs første mordscene med en bil, er det for tidligt at tale om amerikanisering i Danmark. Men den er et af de første udtryk for den tvetydige holdning, der præger det 20. århundredes europæiske litteratur: USA tiltrækker og frastøder på en og samme gang.

1849-1914

tes som samfundets bund. I “Et Grundskud” råber fattigdommen hos husmanden Doller til himlen, men forgæves. Den eneste gris, Sif, der skal føde familien hele året, er syg og ender med at dø, selv om den har fået bedre mad end forældre og børn. Penge til dyrlægen skal der være, selv om man næppe ville have haft råd til en læge til familien selv. Dyrlægen kommer, kølig og kontant, uden det hjælper. “Saa maatte Vorherre dog – naar ondt skulde ske – hellere have taget et af Børnene,” jamrer Doller afmægtigt, da Sif giver sit sidste spjæt.

demokratierne, gik langt ud over Europas grænser. Det samme gjaldt for de samfundsgrupper, der fra bunden nu ville have en plads i det samfund. USA indtog her en plads for sig selv. En af dem, der drømmer om Amerika, er Per i Jeppe Aakjærs Vredens Børn (1904). Per er en begavet dreng, der under en hård opvækst på landet misbruges af karlene og knokles ned af storbonden. Som ung kommer den stædige Per på kant med bønderne, og ingen vil mere give ham arbejde. Han forlader sin kone, Dorte, der på jysk kaldes Dorre, og tager til Iowa som så mange andre danskere. “Hvis a faar det godt, Dorre, saa lover a, te a skal skriv efter dig,” siger Per, mens han “kasted et sidste Blik ud over det Land, der havde stødt ham fra sig.” Men USA modtog ikke bare de fattige. Landet begyndte at overtage rollen som klodens stærke magt og at sætte Europa på udskiftningsbænken. Efter sin jordomrejse var Johannes V. Jensen én af dem, der dyrkede alt, hvad USA stod for af dynamik og fornyelse, maskiner og tempo. Men han så også, at hans eget kontinent og han selv samtidig blev sejlet bagud. I Jensens krimi fra New York, Madame D’Ora (1904), råber den vulgære amerikanske detektiv Higgs til sidst til europæerne:

Med et globalt publikum Litteraturen om arbejdernes kamp havde derfor et globalt publikum. Med romanerne Pelle Erobreren (1906-1910) og Ditte Menneskebarn (191721) nåede Martin Andersen Nexø ud til dette publikum i talrige oversættelser. Kun H.C. Andersen er mere oversat end Pelle Erobreren, der i 1987 blev til en Oscar-belønnet film af Bille August. Pelle vokser op med sin far Lasse under kummerlige forhold hos den brutale storbonde Kongstrup, men Lassefar bevarer Pelles tro på mennesker og på sig selv. I København bliver Pelle arbejder og deltager med fuld kraft i den første organisering af parti og fagforening. Hans ukuelighed og overblik gør ham til den fødte leder, der til slut ansættes i partiet for at føre den politiske kamp. Midt i denne proces bor han i den store lejekaserne for fattigfolk, Arken. Det er her, han begynder sin vej opad. Hans liv er på den tid endnu et åbent projekt, hvor han formes og udvikler sig, bliver gift og får børn og møder alle de forskellige personligheder blandt arbejderne, som er hans forbilleder og giver ham modspil. Nexø viser dem som individer, ikke som en anonym klasse. Med Ditte Menneskebarn går det i den modsatte retning. Hun synker til bunds. Efter en kort barndom hos bedstemoren, der spiller samme rolle for Ditte som Lassefar for Pelle, kommer hun til sin fordrukne mor og voldelige stedfar og deres forsømte børn, hvor hun passer den usle husholdning i “Kragereden”. På skiftende arbejdspladser, til sidst i byen, hindrer hendes godhed og naivitet ikke, at hun bliver udnyttet. Men hun har altid overskud til at holde hånden over de mænd, især Karl og Georg, der udnytter hende, og til at tage sig af de børn, hun får avlet undervejs. Til sidst dør hun kun 25 år gammel på en lejekaserne i København. Historien lyder deprimerende, men er bevægende på grund af Dittes ukuelige menneskelige overskud.

Pelle skal ikke først og fremmest realisere sig selv. Han skal gøre det ved at skabe et aktivt fællesskab med andre på det moderne industrisamfunds betingelser, så de kan komme opad sammen. Selv om Ditte går ned, mens Pelle kommer op, ligner de hinanden. De er begge drevet af en menneskelig medfølelse for de svage. Hos Pelle omsættes den til politisk vilje med en vis hårdhed, der driver ham frem. Hos Ditte til en selvopofrelse, der knuser hende. Nexø bliver således ikke kun verdensberømt, fordi han skriver om arbejdernes liv og selv er aktiv som international socialist. Berømmelsen skyldes især, at han skriver om den politiske virkelighed ud fra menneskers forhold til hinanden, ikke omvendt. I forordet til Pelle Erobreren skriver Nexø om sit værk, at det er “en Bog om Proletaren – altså om Mennesket selv – der nøgen, kun udstyret med Sundhed og Appetit, melder sig i Livets Sold; om Arbejderens brede Gang over Jorden på hans endeløse, halvt ubevidste Vandring mod Lyset!” Pelle er som eventyrenes helt kun udstyret med et godt hoved og gåpåmod, og med sin lederrolle og konstante selvudvikling er han på linje med klassiske helte og moderne romanhelte. Nexø bruger på den måde genrer som eventyr, dannelsesroman om individets selvudvikling og epos om heltens kamp mod overmagten. Samtidig bruger han en psykologi, der rækker ud over særlige klasser. Dermed giver han de nye samfundsgrupper en anerkendt plads i international kulturhistorie.

Læsning: J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe (1876) Det knager i samfundets fuger og bånd Den sociale ramme om Marie Grubbes liv er en voldsom rutsjetur op og ned ad den sociale rangstige i en urolig tid fra ca. 1650. Som så mange hovedpersoner i historiske romaner, er også hovedpersonen i J.P. Jacobsens roman Fru

OPPE & NEDE

Ukendt: Portræt af Marie Grubbe, 1670’erne. © Gavnø Fonden

Men med den sociale uro som baggrund kan den, der er stærk nok, i princippet vælge sit eget liv.

Lidenskab og selvrespekt Men hvad vil det sige at vælge sit eget liv? Det spørgsmål styrer romanens andet spor om Maries sammensatte psykologi. De fleste personer finder et svar ved at bruge de usikre tider til at komme opad, men ikke Marie. Hun finder til sidst sit svar, hvor hun ikke troede, hun skulle finde det: i det slidsomme og usikre liv med Søren. Romanens to spor krydses allerede i første kapitel. Maries far, Erik Grubbe, skal i krig, og læseren ser husholderskens konflikt med Marie. Men først og fremmest fortæller kapitlet om de drømme og længsler, der rører sig i en 14-årig pubertetspige, som ikke kan sætte ord på dem. Ordene kommer i stedet fra de bøger, hun læser, om riddere, skurke og ædle kvinder. Mens hun beruser sig i duften og berøringen af afrevne rosenblade, vælter der erotiske fantasier

1849-1914

Marie Grubbe (1876) hentet ud af den virkelige historie. Hun var en adelsfrøken fra herregården Tjele ved Viborg og steg opad, da hun blev viet til Ulrik Frederik, søn af Frederik 3., men endte med at blive gift med Søren, kusk på Tjele. Efter at de to havde optrådt på gader og stræder, sluttede hendes liv som færgekone på Lolland. I modsætning til mange i både Maries egen og Jacobsens samtid kunne hun vælge at søge opad, men foretrak et liv på samfundets bund. Det er det paradoks, romanen handler om. Tilsyneladende går romanen helt uden om Jacobsens egen tid med arbejdernes og kvindernes frigørelseskampe. Men Jacobsens tætte billede af Marie og af de stærke motiver, der driver hende, rammer lige ned i samtiden. Den drift, der holder Marie oppe hele livet igennem, er den længsel efter personlig frihed, som er en fællesnævner for det moderne gennembrud. Slappe følelser og gråmeleret engagement er den stærkeste modstander hos hende selv og andre, ikke den sociale nedsmeltning. Hun vil anerkendes som den, hun er, med længsler og lidenskaber. Romanen fletter to spor sammen: den sociale ramme og Maries psykologi. En kort beskrivelse af den sociale ramme kunne Jacobsen have fundet i arbejdersangen “Snart dages det Brødre, det lysner i Øst” (1872): “Det knager i Samfundets Fuger og Baand.” Selv om Marie lever i et samfund uden social mobilitet, knager den stabile samfundsorden overalt ligesom på Jacobsens tid. I 1650’erne skyldtes det svenskekrigene, der var lige ved at gøre en ende på Danmarks selvstændighed, og i romanen forlader Maries far Tjele for at deltage i krigen. Men også de familieforhold, der garanterer en adelsfrøken hendes sikre plads, er gået af led. Hendes mor er død, og farens nye husholderske skubber hende til side. Maries første mand Ulrik Frederik er et uægte barn af kongen, hun lever papirløst med den adelige levemand Sti Høeg, mens de turer rundt i Europa, og Søren er under hendes stand.

ud af hende. Forskræmte kvinder klædes af, befamles og bortføres af svedige, muskuløse mænd, lige til punktet for voldtægt. Det vigtigste er dog ikke, at hun vil undertrykkes, men at hun drømmer om den kvindelighed, hun ikke har endnu, og de muligheder for sanselighed, hun endnu ikke kender. Hun ser sig selv gennem fantasierne som et bundt af længsel og lidenskab. Det er det selvbillede, som hun lever ud i romanen. Hun forventer, at de mænd hun er tiltrukket af, kan bekræfte det billede. Men hun bliver skuffet i de fleste tilfælde, for det er et livsprojekt med indbyggede forhindringer. Manden skal være en mand, hun respekterer. Men en sådan mand skal selv have en lidenskab efter et selvstændigt liv på omdrejningshøjde

Jens Peter Jacobsen (1847-1885)

Ernst Josephson, Portræt af J.P. Jacobsen, 1879. Olie på lærred, 90,5x64,5 cm. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot

med hendes. Og det kan ikke undgå at slå gnister i forholdet. Den mand, hun først er forgabt i, er kongens søn Ulrik Christian Gyldenløve, en flot fyr og krigshelt, hvis navn er på alles læber. Men da hun overværer hans dødsscene, ser hun hans angst. Hun er kun sytten år, men behøver ikke længere bøgerne til at sætte ord på sin skuffelse: “O, naar dét var Enden paa al Storhed: en trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst, o saa var der ingen Storhed.” Da hun bliver gift med broren Ulrik Frederik, forsvinder lidenskaben. Først da han kalder hende sin slave, rykker det igen i hende, og hun stikker en kniv i ham. Ikke for at slå ham ihjel, men fordi “det kom saadan paa mig, der var det, der tvang mig, jeg svær’ dig ved min højeste Helgens Ed, der var det, der styred min Haand.”

Efter en opvækst i Thisted tog J.P. Jacobsen til København for at studere naturhistorie. Han interesserede sig for Darwins nye evolutionsteorier og oversatte Om Arternes Oprindelse (1871-72) til dansk. Hans optagethed af naturens love smittede af på hans digtning og ledte ham i retning af naturalismen. En anden påvirkning var Georg Brandes’ krav til litteraturen om, at den skulle engagere sig i sin tid. Romanerne Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880) og novellesamlingen Mogens og andre noveller (1882) skildrer det moderne menneskes indre natur og konflikter. Marie Grubbe mister sin sociale position, men får den mand, hun er tiltrukket af. I Niels Lyhne udspiller der sig en kamp mellem romantisk længsel og den moderne tids frigørelse fra religionen. Alle J.P. Jacobsens personer er nervemennesker, de føler og

registrerer verden omkring sig i detaljer og under humørsvingninger. På samme måde er Jacobsens stil fint registrerende og fyldt med detaljer i en smukt slynget, labyrintisk syntaks. Nervemennesket og skønhedsdyrkelsen er dekadente træk hos Jacobsen, og de skaber en spænding med de naturalistiske hensigter, som også er en del af forfatterskabet. Tematisk rummer forfatterskabet samme dobbelthed i sin oplyste rationalisme og dunkle, irrationelle følsomhed. Hans forfatterskab er ikke omfattende, men har haft stor betydning både i udlandet og herhjemme. Hans lyrik, Digte og Udkast (1886), omfatter bl.a. “Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo”, som blev oversat til tysk af Rainer Maria Rilke (1913), mens tyskoversættelsen af hans samlede digte var kilde til komponisten Arnold Schönbergs Gurrelieder (1911).

OPPE & NEDE

Der er stadig noget, hun ikke har ord for. Dem får hun af levemanden Sti Høeg. Han fortæller hende, at der er Folk, som fra Fødselen er givne en anden Natur og Beskaffelse end som Andre, de har et større Hjerte og fortere [hurtigere] Blod, de higer og attraar [begærer] mere, begærer stærkere, og deres Forlængsel er vildere og mere brændendes.

Virkeligheden bliver større Den socialt bevidste litteratur slog et slag for, at de oversete blev synlige og anerkendte i samfundet, og den beskrev samfundets mekanismer. Men mange andre mente, at tidens europæiske litteratur samtidig undertrykte virkelighedens åndelige sider, som de anså for vigtigere end sociale erfaringer. Herhjemme er bl.a. Johannes Jørgensen talerør for et nyt åndeligt oprør. I 1893 præsenterede han en række udenlandske forfattere, der endnu var mindre kendte i Danmark. Hans første essay handler om den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe. På grund af sin dunkle lyrik var han forbillede for unge forfattere, især i Paris. Senere blev han nok mest kendt for at sætte gang i den moderne krimi med den gennemgående detektiv Dupin. Jørgensens udgangspunkt er internationalt, både for at forstå den danske litteratur, han kender, og ved at forudse den litteratur, der skal komme. Poe sættes op mod franskmanden Emile Zola og russeren Lev Tolstoj, den første er

1849-1914

Men heller ikke Sti Høeg bevarer hendes respekt. For hvad skal man med længsel, hvis den ikke har konsekvenser? Hos ham ser hun, “at Magten er en Magt, der trued og rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig greb til.” Marie tager tilbage til Tjele. Under en brand på gården og senere under markarbejdet, ser hun Sørens stærke, halvnøgne krop, der arbejder, “som om det var Livet om at gøre.” Ham vil hun have, men han vil ikke være erotisk legetøj for adelen. De skal først anerkende hinandens person og lidenskab. Skønt Marie nedværdiges, ophøjes hun derfor også, fordi valget af Søren kun kan skyldes, at hun følger sin helt egen natur. I romanen opsøger den ganske unge Ludvig Holberg hende. Til ham siger hun: “Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.” Nu har hun omsider sine egne ord om sit liv. Trods den historiske distance er Marie en kvinde fra Jacobsens egen tid. Hans roman giver genlyd af tidens beundring for den lidenskabelige selvrealisering på tværs af givne normer og sociale bindinger, forstærket af at det handler om en kvinde. Søren Kierkegaard er en vigtig baggrund for den opfattelse. Hans værker er gennemtrængt af respekten for mennesker, der bevidst vælger deres liv på helt egne betingelser. Samtidig radikaliserer Friedrich Nietzsches filosofi denne tankegang og knytter den som Sti Høeg til særlige naturanlæg, som fremtrædende personligheder må leve ud.

Mens Jacobsen med sine detaljerede omverdensskildringer og historiske referencer lægger sig op ad naturalismen, er persontegningen i familie med dekadencen fra det 19. århundredes slutning, hvor man dyrker den sanselige nydelse. Samtidig peger romanen frem mod modernismens forståelse af menneskets psykologi. Den blanding præger bogens helt personlige stil. De minutiøse omverdensbeskrivelser med ophobninger af ting hører til naturalismen. Med mange ofte særprægede adjektiver til at beskrive små nuancer i farver, former og lysvirkninger gengiver Jacobsen den konkrete sansning. De mange skildringer af bevidsthedens små forskydninger og stemningsskift får læsningen til at vibrere på grænsen mellem den bevidste og den ubevidste side af personerne som i moderne psykologi. Under ét giver de sproglige nuancer indtryk af, at sansningerne og bevidsthedens reaktioner har en uendelig variationsrigdom, der sætter sproget skakmat.

Bliver hun reddet? Politisk karikatur fra 1898 om Dreyfus-affæren med den samfundskritiske franske forfatter Emile Zola og den franske republik, symboliseret af den franske Marianne, der har tabt sin røde revolutionshat. 13. januar 1898 skrev Zola det åbne protestbrev J’accuse (Jeg anklager) i anledning af dommen over den uskyldige jødiske officer Dreyfus i en sag med antisemitisk indhold. Dreyfus blev senere benådet. © Bettman / Corbis / Polfoto

i familie med Pontoppidans noveller, den sidste med Nexøs brede menneske- og samfundsskildring: Omkring Aaret 1890 begyndte en ny Digtnings Navne fra Europa at trænge sig ind over den danske Litteraturs Landegrænser. […] Indtil da havde kontinentet været begrænset af to store Romanskribenters Bjærgkæder af Værker – mod Øst Tolstois Digtning, mod Vest Zolas. Det viste sig nu, at der bag disse Kæmpebjærge laa ny Verdener og ny Have med fremmede Horisonter. Poe er den nye litteratur. Den søger ikke samfundsengagement, men skønhed. Heri ser Jørgensen alligevel et fællesskab med Zola og Tolstoj, for de bidrager alle til “Protesten mod Tidsaanden” og gør op med “Pengevældet og Skønhedshadet”. Jørgensen og de nye forfattere fokuserer mest på at overvinde hadet til skønheden, ikke

den sociale afmagt. “Det de forkynder er en aandelig Revolte. En Revolte i dette Ords egent lige Forstand: en Omvendelse. De bortvender sig fra Verden, fra det ydre Liv. Og de søger Frelse og Fred i en evig Skønheds Riger.” Det er den revolte, der karakteriserer den internationale symbolisme. Den vil omforme oplevelsen af virkeligheden til skønhed i kunstens symboler. I Danmark samles tilhængerne om tidsskriftet Taarnet (1893-1894) og tilslutter sig her i en programartikel symbolismen. Gruppen er fælles om interessen for tilværelsens skjulte sider. Nogle går som Jørgensen selv i religiøs og mystisk retning, mens andre som Sophus Claussen skriver om den sanselige verdens egen sammensatte skønhed og naturens materielle kraft. Fra 1890’erne gør Sigmund Freuds psykoanalyse arbejdet med menneskets drømmeliv og ubevidste sider til et videnskabeligt projekt med konsekvenser for hele det 20. århundredes opfattelse af menneskelig magt og afmagt.

OPPE & NEDE

Periodelæsning:

1914-1969 Teknologi og massemennesker

De brølende tyvere Nogle så omvæltningerne i krigens kølvand som alle tiders chance. De såkaldte gullaschbaroner tjente hurtige penge på at forsyne de krigsførende magter med dårlige fødevarer til gode priser. De champagneoverrislede nyrige festede igennem i det københavnske selskabsliv og tog pippet fra den dannede overklasse. I USA talte man om the roaring twenties med conspicuous consumption: de brølende tyvere med offentligt udstillet luksusforbrug. Nu begyndte amerikanske låneord at strømme ind over Europa. Der skulle mere end penge til at færdes i samfundets øverste lag. Emma Gad skrev bestselleren Takt og Tone (1918), primært for dem, der “forlægger sin Personlighed fra eet Samfundslag over i et andet.” De skal vide, at “malplaceret Pragt virker tarveligst af Alt”, og at man ikke tager hele smykkeskrinet om halsen på én gang og hele tiden: “Damer, der ejer Smykker, bør ikke tage disse paa om Formiddagen, særlig ikke Diamanter.” I teatret kan det nemt gå helt galt: “Hvis man lægger Vægt paa at høre til de Fine, saa trækker man ikke en Pose med fyldte Chokolader op af en Taske og giver sig til at gnaske under en Forestilling.” Man skal heller ikke

1914-1969

“I dette Øjeblik slipper fem europæiske Stormagter Mordlysten og Tilintetgørelsesraseriet, primitive Drifter, udrustede med de mest raffinerede Ødelæggelsesmidler, løs over Europa.” Sådan skrev Georg Brandes, knap en måned efter 1. verdenskrig brød ud i juli 1914. Den endte fire år senere med 9 millioner døde soldater og civile. Hans bog Verdenskrigen (1916) blev hurtigt oversat til engelsk og gav ekko i store dele af verden. Her anlagde Brandes konsekvent et globalt syn på krigen, selv om den begyndte i Europa med den nyeste tigerøkonomi, Tyskland, som drivkaft. Der var ikke bare krig i verden, men verden var i krig. Før krigen lå verdens fremtid for mange europæere i menneskets egne hænder, især det europæiske menneskes. Men verdenskrigen blev et spejl, der viste, at mennesker ikke er hævet over maskiner og samfundsstruktur. Brandes så det negative spejlbillede blive til: “Videnskaben og dens i deres Væsen velgørende Opdagelser, Tekniken og dens sindrigeste Opfindelser, al Menneskeaandens Genialitet som alle dens praktiske Dygtigheds Vidundere af Præcision er tagne i Blodsudgydelsens og Mordbrandens Tjeneste.” Spørgsmålet, om det er mennesket, der styrer de kræfter, det selv har sluppet løs på verden eller omvendt, har ikke siden forladt den litterære og kulturelle dagsorden. Især de to atombomber, USA kastede over Japan i 1945, er blevet til en fortsat debat om både atomvåben og den civile anvendelse af atomkraft. Brandes havde også blik for, at mennesker reduceres til masse, når de sociale og teknologiske udviklinger følger deres egen destruktive logik: “Naar Folkeslagene ikke desmindre saa jævnligt er i Krig, beror det paa, at de ikke har

ringeste Lod eller Del i Afgørelsen af Krigsspørgsmaalet, ikke i ringeste Maade faar Lov at raade over deres Skæbne.” Over det meste af verden kom det 20. århundredes litteratur også til at handle om, hvordan mennesker bliver umyndiggjort af de magter, de selv har sat til at afgøre deres liv og død. I et par linjer, der blev børnelærdom for alle århundredets forfattere, udtalte den irske digter William Butler Yeats i digtet “The Second Coming” (1919) grundholdningen i det 20. århundredes modernisme i kunst og litteratur: “Things fall apart; the centre cannot hold./ Mere anarchy is loosed upon the world.” Også i den litteratur, der skrives, læses og oversættes i Danmark efter 1914, har verden mistet sin sammenhæng, og mennesket er blevet afmægtigt.

Plakat for stumfilmen Afgrunden, 1910, instrueret af Urban Gad og med Asta Nielsen i hovedrollen. Nordisk Film Kompagni. Foto: Det Danske Filminstitut

skilte med den nyeste teknologi. “Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale.” Med det nye jetset kom der gang i det moderne natteliv. De mange revyteatre skelnede ikke så skarpt som Emma Gad mellem, hvad der var højt og lavt i kulturlivet. Her kom også mange fra det nye mellemlag blandt funktionærer og kontorfolk. Samtidig trak det nye medium, filmen, folk til sig fra alle samfundslag. Dansk filmindustri var en international succes med tætte bånd til Berlin og verdenskendte stjerner som den forførende Asta Nielsen, førsteelskeren Valdemar Psilander og komikerne Fyrtårnet og Bivognen. Den lyd, der ledsagede

stumfilmene og revyerne og fyldte barerne, var jazzen. ‘Negermusik,’ vrængede finkulturen, ‘Moderne frigørelse,’ jammede andre. For folk med konservative livsholdninger var gullasch-jetsettet en kopi af den løsslupne kapitalisme i USA, der nedgjorde kønsmoral og nationale værdier. Jacob Paludans konservative kulturkritiske roman Fugle omkring Fyret (1925) er direkte antiamerikansk. Den nye havn ved Nordby er et vildt kapitalistisk spekulationseventyr efter amerikansk forbillede. Den solide bonde Hunby ender med at smadre byggeriet med byggepladsens egen kæmpekran. Den unge Johan fra Nordby får arbejde i New York, hvor han med succes avancerer i et travlt liv. “Han spiste staaende, med Haanden rakt frem

OPPE & NEDE

efter Hatten mod Slutningen; og mens han satte den paa, var den anden Haand allerede i Gang med Entrédøren. Han var ligesom et Stykke foran sig selv om Morgenen. Dagens øvrige Tempo var omtrent som Morgenens.” Men Johan ender som standardiseret rutinearbejder: “Han var blot en Slider i Chicago.” Johan bliver et massemenneske.

Når masselivet slår indad

Amsted nu leve for sig selv uden automatpilot. Men først da han opdages og kommer i fængsel, bliver han lykkelig igen i de daglige rutiner, nu med at lave klemmer i stedet for at udfylde blanketter. I modsætning til den aktive arbejder, skal Amsted både gøre oprør indefra mod sig selv og udefra mod den sociale omverdens overmagt. “Han egnede sig ikke til Frihed,” konstaterer fortælleren tørt.

Var massen en aktiv bevægelse, eller betød den blot passiv tilpasning? De spørgsmål tog den samfundsbevidste litteratur op. I mange arbejderromaner er billedet enkelt. Undertrykkelsen kom udefra fra magthaverne, og valget mellem oprør og tilpasning var alene et spørgsmål om mod og mandshjerte. Så kunne massen samles til oprør. Det synspunkt styrer Hans Kirks to romaner Daglejerne (1936) og De ny Tider (1939). Den første handler om arbejdskampen på landet, den anden om kampen i byen, men begge har den uregerlige anfører Cilius som gennemgående person. Kirk udviklede en litterær form, kollektivromanen, hvor han skildrer, hvordan både oprør og tilpasning finder sted i et socialt kollektiv uden en dominerende hovedperson. Kollektivet er ramme for, hvorledes enkeltpersonerne både ser sig selv og handler mellem oprør og tilpasning. Andre forfattere skrev om det passive massemenneske, der identificerer sig med de mekanismer, der holder det nede. Det er især i romanerne om funktionærer, kontorpiger og ekspedienter af begge køn. Deres position var et resultat af uigennemskueligt abstrakte, bureaukratiske og finansielle systemer, og de blev set som marionetter eller robotter. En af dem er den pedantiske kontormand Teodor Amsted i Hans Scherfigs satiriske roman Den forsvundne Fuldmægtig (1938). Pludselig får Amsted lyst til frihed, lige midt i kontortiden. Han planlægger, hvordan han kan bytte identitet med Michael Mogensen, der har sprængt sig selv i luften på Amager Fælled. Med sin nye identitet vil

Kulturradikalismen havde som mål at gøre mennesker ‘egnede til frihed.’ Skønt politisk bevidst tog den ikke udgangspunkt i samfundets overordnede politiske og økonomiske magtstrukturer, men i alt det, der kunne få den enkelte til selv at tage hånd om sit liv. Moderne kunst og litteratur, seksualoplysning, pædagogik, boligforhold, uddannelse og aktivt fritidsliv kom i centrum. Kulturradikalismen fokuserede på barndom og ungdom som selvstændige livsfaser, der kræver frirum på egne betingelser, ikke blot som gennemgangsled til voksenlivet. Børn og unge erobrede gradvis dette frirum, med ungdomsoprøret i 1968 som den tydeligste markering. Samfundskritik med bid og provokerende humor var idealet, som især blev realiseret i tidsskrifterne Kritisk Revy (1926-1928) og Kulturkampen (1935-1939). Opgøret rettede sig mod de fasttømrede nationale og konservative værdier i kunst, litteratur og samfund. Det lukkede kulturliv skulle udsættes for et susende gennemtræk. Derfor tog man den moderne kunst og litteratur til sig sammen med nye genrer som revy og kabaret, film, foto og radio og med blikket rettet mod, hvad der rørte sig i udlandet, især Skandinavien, Europa og USA. Bølgerne gik højt, ikke mindst da den amerikanske kabaretkunstner Josephine Baker besøgte København i 1928. Hun havde afroindiansk blod i årerne og optrådte med kroppen frydefuldt og forargeligt dækket af kun et bananskørt og store perlekæder om halsen. De

Hvem egner sig til frihed?

1914-1969

Josephine Baker optræder med sangen Haiti i filmen ‘Zouzou’, 1934, Paris. © Foto: Michael Ochs Archives / Getty Images

kulturradikale kaldte hende frigjort, moderne og naturlig, de konservative usædelig, ukulturel og primitiv. For den yngre generation var USA ikke først og fremmest enten positivt eller negativt, men det sted hvor det sammensatte, moderne liv viste sig tydeligst. Derfor blev amerikansk litteratur oversat og læst, mens jazzen lød, og røgen fra Philip Morris cigaretterne bølgede. Især religion kaldte på de kulturradikales kritik. Som institution anså de den for socialt undertrykkende, og som tro for psykologisk umyndiggørende, i slægt med Amsteds kvælende bureaukrati. Hans Kirks kollektivroman Fiskerne (1928) giver et sammensat billede af religiøs modstand og tilpasning. En gruppe fat-

tige Vesterhavsfiskere flytter til et lidt mildere fjordområde, stærke i tro og arbejdsomhed. Troen holder sammen på flokken mod de lokale fiskere, og den holder især individuelle tilbøjeligheder og seksualiteten nede. Denne indre og ydre disciplin gør, at de vinder den lokale religionskrig og kampen om overlevelse. Men religionen holder ikke hele vejen. Da fiskernes lige så strenge trosfæller fra den anden side fjorden truer dem på brødet, slår de fra sig i et drabeligt slagsmål. Vold er synd, men de nyder modvilligt at nikke en skalle. Indefra pibler seksualiteten angstfuldt frem: “Anton mærkede den milde Varme fra hendes Krop og fornam hendes bløde, fyldige Form. Men om det saa gjaldt Livet, kunne han ikke saadan uden videre

OPPE & NEDE

tage paa hende. Han følte sig kold i Sjælen af Gru og kom til at ryste.” Tilbage står nogle enkelte personer, Marianne og Tabita, der klarer sig uden religion i en balance mellem indre frihed og ydre selvstændighed. De er mønsterbrydere, der lukker det snævre kollektiv op, mens de troende fiskere går i selvsving. Tabita står til sidst med sit barn født uden for ægteskab, mens hun venter på sin kæreste fra byen. Hun vælger selv sit liv.

Med udsigt til verden Kirks roman kritiserer ikke først og fremmest religionen, men bruger den til at vise, hvor svært det er at gøre sig fri af ydre og indre blokeringer i et lukket samfund. Den problemstilling får større dybde i litteraturen fra Danmarks nordlige besiddelser, i Island indtil uafhængig-

Foto: William Douglas, maj 1945. Polfoto

Efter sin uddannelse som jurist og efter en tid at have været ansat i Københavns Magistrat arbejdede Hans Kirk som litteraturkritiker ved dagblade og som forfatter. Han var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og hans marxistiske standpunkt træder tydeligt frem i forfatterskabet i form af skarpe samfundsanalyser. På grund af sit kommunistiske tilhørsforhold blev Kirk fængslet under 2. verdenskrig, men det lykkedes ham at flygte, og han undgik dermed at blive overført til tyske kz-lejre. Kirk skrev hovedsagelig kollektivromaner, der afspejler livs- og arbejdsvilkår for forskellige grupper af mennesker. Mest kendt er hans debutroman Fiskerne (1928), der skildrer en gruppe missionske fiskere, som flytter fra Vesterhavet til Limfjorden. Romanen tematiserer bl.a. deres stærke religiøsitet, som får konsekvenser

for flere af gruppens personer. Også dobbeltromanen Daglejerne (1936) og De ny Tider (1939) er kollektivromaner, der fokuserer på, hvordan kapitalismen og industrialismen forårsager store omvæltninger i et jysk landsogn. Kirk skriver i den socialrealistiske tradition fra Henrik Pontoppidan, Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø, og flere af hans værker falder ligesom Aakjærs og Nexøs ind under hjemstavnslitteraturen. En stor del af Kirks journalistik og essays er blevet udgivet efter hans død. Andre værker: Slaven, 1948, roman. Vredens søn, 1950, roman. Skyggespil, 1953, barndomserindringer. Det borgerlige frisinds endeligt, 1969, essays. Litteratur og tendens, 1974, essays.

1914-1969

Hans Kirk (1898-1962)

heden i 1944 og på Færøerne indtil i dag. Tager man til Osøre ved Axlarfjord i Island, er det mere isoleret end noget sted i Danmark og dog mere åbent mod verden. Det skyldes ikke bare havet og det åbne landskab, men også, at her suppleres det økonomiske og mentale opgør hos Kirk med en anden kamp. Det er kampen for en øget lokal selvstændighed i forhold til den danske sproglige og kulturelle dominans efter århundreders kolonisering. Først senere kommer der flag og fodboldhold. Til den lille fiskerflække Osøre kommer omkring 1914 den fattige alenemor Sigurlina med sit barn Salka Valka. Hun er hovedperson i Halldór Laxness’ internationale gennembrudsroman Salka Valka (1934), der kan ses som en parallel til Kirks fiskerfortælling. De to kvinder bliver det lokale udskud og må både forholde

sig til religionens tryk og til den økonomiske storkøbmand Jóhann Bogesens økonomiske jernhånd, der henter styrke fra dansk kapital. Men den økonomiske og religiøse magt er mere afgrænset end hos Kirk, fordi personerne er mere lidenskabelige og uregerlige end hans to oprørere, Marianne og Tabita, tilsammen. Den frygtløse Salka Valka bøjer sig hverken for Gud eller købmanden, og heller ikke for Karl Marx, da socialismen senere kalder de udbyttede fiskerfamilier til kamp. Og fortjener en mand en blodtud, får han det. Trods det lukkede miljø har hun, Sigurlina og mange andre hav, fugle og fjeld inden i sig, uden den angst for havet udenfor og driften indeni, som ledsager Kirks personer. Hun har “havets sunde livskraft sydende i sit ferske blod” og forstår ternen: “Når den skriger, da tror man det er lutter eder og forbandelser, men det er det ikke, det er dens elskovssange, så sære er de.” Nyvasket er hun just ikke, men for den jævnaldrende Arnaldur betyder hun, at det er “en sådan lise at have del i uendelige, lovløse muligheder hinsides tid og rum, at det kan være så uvidende og lusebefængt, det være vil, ja, om hun så var en gavflabet hund.” Hun sætter kriterierne for højt og lavt, norm og normbrud ud af kraft. Havet åbner personernes kultur og personlige karakter, fordi det former deres konkrete liv. I det liv er de ‘heima.’ På islandsk, færøsk og oldnordisk indgår ‘heim’ som kerne i en række ord, der både betyder det lokale hjemsted og den store verden. Derfor er lokalt og globalt én erfaring for Salka Valka. Den islandske og færøske litteratur udtrykker sjældent et direkte opgør med den danske dominans. I stedet sætter den lys på en positiv lokal identitet: Man er lokal og verdensvendt på samme tid, uafhængigt af andres magt. Færøsk blev først skriftsprog omkring 1850 med retskrivning og grammatik. Dansk var stadig oversproget. Først fra 1876 findes der færøsk skønlitteratur, men man venter endnu 50 år,

inden færøsk bliver brugt i skoleklasser og lærebøger. Lyrikeren Christian Matras skriver fra omkring 1920 lyrik på færøsk og bruger netop ordet ‘heima’ til at beskrive den uløselige sammenhæng mellem de isolerede klippeøer og den fjerneste horisont. I oversættelse lyder en strofe i digtet om Matras’ hjemsted, øen “Viđoy” [Vidø], fra samlingen Heimur og heima [Verden og hjemsted] (1933):

Sejl, ø, ud af mørket, nu er du et skib, og tinderne mastetræer, du stævner ud i det vældige verdenshjem [heim] med højdedrag og fjeldrække.

Med livet som indsats Danskerne fik deres eget opgør med en besættelsesmagt, da tyskerne stod i Danmark den 9. april 1940. Alle vidste, at demokratiet var trængt, både fordi Adolf Hitler kom til magten efter almindelige valg, og fordi Europas totalitære regimer havde folkelig opbakning. Samtidig delte Sovjetkommunismen vandene – var det endnu et diktatur eller et fremtidshåb? Med 2. verdenskrig blev disse problemer også danskernes. Modstandsbevægelsen samlede folk fra alle politiske fløje. Nogle bekæmpede mest de totalitære systemer for at befri Danmark, andre for også at styrke demokratiet i verden og atter andre for at fremme socialismen. Hertil kom en stærk etisk og eksistentiel selvbevidsthed. Den var nødvendig, når hver enkelt dagligt var konfronteret med udsigten til tortur, koncentrationslejr og død. Der er ikke megen litteratur om disse erfaringer fra krigsårene. For mange skulle der gå nogen tid, før muligheden for og trangen til at skrive blev stor nok. Men nogle skrev. Morten Nielsens digte udkom, efter han døde i 1944 som 22-årig. I digtet “Jeg ser nu i Nat” er døden ikke kun angst og tomhed, men forstærker følelsen af, at livet skal bruges: “Du skal vokse og

OPPE & NEDE

Knud Raaschou-Nielsen, Sabotører, 1945. Efter sabotagen af fabrikken “Globus” i Glostrup 6. juni 1944. Olie på lærred, 85x100,5 cm. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot. © Knud Raaschou-Nielsen/billedkunst.dk

det med Livet som Indsats.” Ordene er fra Kim Malthe-Bruuns breve, trykt i Kim (1945). Brevene strækker sig, fra han er 17 år, til han bliver henrettet som 21-årig i april 1945. I de sidste breve kan man se, at den ideologiske motivation satte hans modstandsarbejde i gang, mens den eksistentielle holdt ham i gang: “Den idé, det Liv, den Inspiration, som fyldte mig, vil leve videre. […] Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig saa naturligt, saa ligetil […] Men husk, at Drømmen ikke maa være at naa tilbage til den Tid inden Krigen.”

1914-1969

blomstre, og sætte dine Frø./ Du er endnu for ringe til at dø.” Mange var som Morten Nielsen kun et par og tyve år og gennemlevede, hvis de overlevede, hvad andre har et liv til at fordøje. Sammen med ungdomsdrømme havde de i en koncentreret tidsperiode stået med en nærhed til døden og et ansvar for andres liv, der ikke er normalt for en 20-årig. “Alt drejer sig kun om Nuet, altid handle paa Konduite, altid parat til at modtage det uforudsete, altid paa Spring. Du forstaar, en Tilværelse, der i yderste Potens lever i Nuet, og

Normaliteten vender tilbage Et mudret retsopgør med tyskernes sympatisører gjorde det svært at realisere Kim MaltheBruuns drøm om kun at se fremad. Højskolerne, især Askov Højskole under ledelse af Knud Hansen, blev et sted, hvor efterkrigstidens politiske, kulturelle og moralske tømmermænd blev diskuteret. Knud Hansen slyngede i 1946 spørgsmålet “Har vi overvundet nazismen?” lige i synet på danskerne: Problemet består i, at den hjemvendte soldat føler sig skuffet. Det blev fortalt ham, mens kampen stod på, at han kæmpede for et nyt samfund, der ville gøre alvor af broderskabet på en langt mere gennemgribende måde, end det hidtil har været kendt i et demokratisk samfund. Men han synes ikke, hans forventninger er blevet opfyldt. Han er kommen tilbage til et samfund fuldt af smålighed, synes han, et samfund hvor der hverken er noget at leve for eller noget at kæmpe for.

Franz Kafka (1883-1924) Andy Warhol, Franz Kafka, fra Ti portrætter af jøder fra det 20. århundrede, 1980. Serigrafi, 101,6 x 81,3 cm. © Andy Warhol/billedkunst.dk. Foto: Corbis/Polfoto

En af de tekster, der blev slugt af Knud Hansen og de andre debattører, var den danske udgave fra 1945 af Franz Kafkas Processen (1925). Bogen ramte lige ned i den diskussion, Knud Hansen rejste. Næsten hver side hos Kafka rejser et andet af Knud Hansens spørgsmål: “Om vi har fået friheden tilbage?” uden noget beroligende svar. Snarere siver Hans Scherfigs beske karakteristik af Teodor Amsted i Den forsvundne Fuldmægtig (1938) frem mellem linjerne: “Han egnede sig ikke til frihed.” Hovedpersonen i Processen er bankfuldmægtigen Josef K., der fører et liv som Scherfigs forsvundne fuldmægtig. Josef K. tror på lov og orden, da han i begyndelsen anholdes af politiet. Men han hvirvles ind i en labyrint af gange, sale og korridorer i retsbygningen og i uigennemskuelige love og regler. Han prøver dog at argumentere sig vej gennem forvirringen. Men til sidst må han erkende, at retten slet ikke er specielt interesseret i hans proces, kun i sig selv som system. “Retten vil dig intet. Den tager imod dig, når du kommer, og slipper dig, når du går.”

Kafka kom fra en tysktalende, jødisk middelklassefamilie i Prag. Han studerede jura og kom bl.a. til at arbejde i et forsikringsselskab. Et arbejde han afskyede. Han boede langt ind i sit voksenliv hos forældrene, men fik ingen opbakning til at blive forfatter. Misforholdet til faren skildrer han i brevet Kære far, forstå mig ret…”: Kafkas brev til sin far (1919). Kafka udgav selv kun få fortællinger. Han døde af tuberkulose, og imod eget ønske blev hans efterladte manuskripter udgivet af forfattervennen Max Brod. Kafkas forfatterskab omfatter de tre romaner: Processen (1925), Slottet (1926) og Amerika (1927), foruden dagbøger, breve og fortællinger, bl.a. “Dommen”,

“I fangekolonien”, “En sultekunstner” og “Forvandlingen”. Den sidste handler om Gregor Samsa, der vågner op en dag og ser sig selv forvandlet til en bille. Gennemgående temaer er dom og straf, men udfoldet i absurde verdener præget af uigennemskuelige og undertrykkende magter. Her efterlades hovedpersonerne magtesløse og fremmedgjorte. Herhjemme har Kafka bl.a. haft stor betydning for forfatteren Villy Sørensen, som oversatte og skrev om Kafkas digtning i 1960’erne. I 2008 kom den samlede udgivelse af Fortællinger og Efterladte fortællinger med oversættelser og nyoversættelser af Isak Winkel Holm, Villy Sørensen og Per Øhrgaard.

OPPE & NEDE

Tegninger udført af Franz Kafka

1914-1969

Derfor er hans pligt som lovlydig borger ikke at forstå eller gøre indsigelse. Til sidst følger han villigt med, da han bliver henrettet med en kniv i hjertet. Alt foregår i afmålt og korrekt påklædt ro og orden. Men til allersidst strejfer muligheden ham, at han gennem modstand kunne “bevare et sidste skin af livsinteresse. […] Logikken er nok urokkelig, men den modstår ikke et menneske, som vil leve.” Villy Sørensen oversatte hans værker og skrev Kafkas digtning (1968). Han tog selv Kafkas temaer op, bl.a. i Formynderfortællinger (1964).

Her står allegorien “En glashistorie”. Den foregår i en lille by, hvor flere og flere får briller. De forvrænger virkeligheden, så verden altid ser ud, som den skal. Men brillerne må suppleres med vinduesglas og hele tiden gøres stærkere. Til sidst bliver glasøjne sagen. Alle er nu blinde uden at vide det og bliver forsvarsløse for angreb udefra. Men de, der trænger ind i byen, bliver så begejstrede for alt glasset, at de selv bliver blinde og raver omkring og ødelægger alt. Umyndiggørelsen er selvdestruktiv og altomfattende. Ud over Sørensens allegoriske historier blev hans litteratur- og kulturkritiske essays toneangivende for kulturdebatten. Med sin indirekte og underfundige fremstilling blev Villy Sørensen en af sin generations skarpeste kritikere af den måde, hvorpå det moderne samfund reducerede menneskets evne til at tænke og handle selv. Ligesom Villy Sørensen så mange forfattere denne udvikling som en del af markedskræfternes negative indflydelse på den danske velfærdsstat. Denne tog sin begyndelse med et tværpolitisk forlig i 1933 med de første love om pension, arbejdsløshedsunderstøttelse og sygesikring. Efter krigen blev velfærdsstaten i forskellige udformninger ramme om kulturlivet i mange europæiske lande. 1960’ernes kritik rettede sig ikke mod velfærdsstatens sociale ordninger, der udjævnede indtægterne og sikrede lige adgang for alle til uddannelse, sygehuse og folkepension. Opgøret gjaldt de kulturelle konsekvenser. Når markedet kom til at bestemme, hvilken kunst og kritik der blev sendt i omløb, frygtede man, at evnen til at skelne mellem kvalitet og bras, mellem overfladisk mediesnak og seriøs analyse og kritik af samfundet ville forsvinde. Alle ville komme til at gå rundt med Villy Sørensens ensartede briller. Diskussionen om eliten og de almindelige menneskers meninger og kunstsyn eksploderede, da loven om den statslige støtte til finlitteratur og elitekunst blev gennemført i 1965 for at give kunsten et kritisk frirum.

Af med brillerne En alternativ stemme til den kulturkritiske bekymring var færingen William Heinesen. Også han var kritisk over for det politiske formynderi. Men han omsatte den holdning til fantasifulde skildringer af outsidere og deres alternative livsoverskud. Han skriver på dansk og fylder den frodige roman De fortabte spillemænd (1950) med så meget livskraft, at der er rigeligt at dele ud af på den anden side Atlanterhavet. Historien er fortalt med boblende fantasi, så det damper op af siderne. Det er skæve personer og skøre scener, ikke en sammenhængende handling, som gør bogen elektrisk, for sammenhængen er løs. Fire uregerlige musikanter i Tórshavn sætter liv i kludene og i kroppe uden klude og forøger spiritusforbruget, hårdt forfulgt af den stedlige kirkens mand, pastor Ankersen. Hans strenge opsyn med moralen opildner deres livsappetit, og deres løsslupne liv giver omvendt hans protester en ekstra glød. De praktiserer liv, han præker død med samme ildhu. Hele tiden dundrer havet omkring dem og samler alle modsætninger. “Ja, det syder og gror overalt derude i aftenens uvirkelige dommedagslys, brusende jætteskove af mørke vokser frem af afgrunden, himmel og hav gror sammen. Til sidst er alt mørke. Et velmægtigt, fraadende, stormmættet mørke.” Når livet gungrer, hører mørket og undergangen med. Tag beskyttelses-

brillerne af, ville Heinesen sige til Sørensen, og tro på oprøret mod ideologisk formynderi. Ivan Malinowski gør i stedet op med det æstetiske formynderi. Selv om de fleste forfattere i Danmark siden 1. verdenskrig tænkte som modernister, brugte de alligevel for det meste traditionelle udtryksformer. Det gør Ivan Malinowskis lille digtsamling Galgenfrist (1958) ikke, tværtimod. Her kommer den europæiske modernismes eksperimenterende udtryksformer fra tiden efter 1914 også til Danmark. Med Klaus Rif bjerg og Villy Sørensen i spidsen for tidsskriftet Vindrosen fra 1959 blev modernismen efterhånden selv til den toneangivende litterære strømning. Det første digt i Galgenfrist hedder “Disjecta membra.” Det betyder ‘adskilte dele’ og hentydede fra gammel tid til tekster, der kun forelå som fragmenter. Alle digtene er netop skrevet i en opbrudt syntaks, der i sig selv udtrykker, at verden er uden sammenhæng, så der ikke kan skrives om den i et sammenhængende sprog. Malinowski er i familie med den avantgarde, der har spillet en vigtig rolle i europæisk kunst og litteratur siden 1914, og som nu for alvor blev del af modernismen i Danmark. Her kommer det politiske engagement til udtryk gennem et opgør med de kendte litterære og æstetiske udtryksformer. Digtene er præget af talrige billeder på det moderne liv som et forhold mellem oppe og

Chinua Achebe (f. 1930) Alt falder fra hinanden (Nigeria, 1958) Historien foregår i en Igbo landsby i det sydlige Nigeria, mens den britiske kolonisering breder sig i det 19. århundrede. Magtkampen mellem generationerne ledsager kampen mellem kristendom og den lokale religion. Okonkwo prøver at forlige sig med de hvide, men kommer både på kant med stam-

men og med briterne og ender med at begå selvmord. Romanen forener træk fra lokale mundtlige fortælleformer med europæisk fortællestil. Indholdet er nigeriansk, men titlen er William Butler Yeats’ linjer fra 1919, der satte den europæiske modernisme på formel: “Things fall apart; The centre cannot hold.” Achebe fortæller nøgternt og usentimentalt om

personlige og kulturelle konflikter i en verden af kulturelle sammenstød. Det ramte plet overalt, og romanen er en global bestseller. – Achebe skriver på engelsk, fordi det som koloniseringens og globaliseringens sprog bærer den moderne verdens modsætninger i sig, og når ud til dem, der lever i den verden. Bogen blev oversat til dansk i 1986.

OPPE & NEDE

Svend Wiig Hansen, Menneskeridt, 1958-1959. Olie på lærred, 251x397 cm. ARoS, Århus Kunstmuseum. © Svend Wiig Hansen. Foto: 3 Generationer, Ole Hein Pedersen

Vi ka’ selv Den modstandsvilje brugte Malinowski til at forene sit æstetiske opgør med 1960’ernes verdenspolitiske engagement. I centrum stod modstanden mod Vietnamkrigen, der indtil sin slutning i 1975 formede generationens globale

bevidsthed. I antologien Ord om Vietnam (1967) lyder nogle linjer fra Malinowskis bidrag:

Jeg forstår krigen jeg ser ikke andet end krigen i skolen i sengen på gaden […] viet nam er vestens hverdag i en nøddeskal det er det der er så håbløst

1914-1969

nede, fx “Og han/ på bunden/ nøgen uden skygger,” “Under skyer som gopler og tons af vand og ild”, “æblesødt tungsind/kerne rod.” Til denne oplevelse af at være på bunden, uden klare årsager, knytter sig også mørket: “stenene rødderne mørket.” Men som hos Heinesen er mørket ledsaget af ukuelig oprørsvilje, knyttet til selve den kropslige eksistens: “Men dette splittede blod vil ikke dø/ og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben.” Også her er Sørensens briller fjernet, og man hører et ekko af Josef K.s indsigt: “Logikken er nok urokkelig, men den modstår ikke et menneske, som vil leve.”

Her går kampen mod overmagten på den storpolitiske scene i ét med kritikken af hverdagslivets snærende regler og vaner. Ungdomsoprøret efter 1968 gjorde modstand på tværs af hele feltet. Den politiske kamp kom til at dreje sig om atomvåben, EF, Nato, verdensbanken og alt, hvad der kunne identificeres med den globale kapitalisme. Dette engagement fik en klar so-

cialistisk profil akkompagneret af rock, aktionsteater og politiske slagsange. Men den bærende drivkraft i 1960’ernes opgør var først og fremmest en kamp mellem generationer. De unge, der var født efter 2. verdenskrig, ville ikke bare have deres egen plads i samfundet, men selv forme det. Alt hvad der blev oplevet som konformt og undertrykkende, fra den internationale kapitalisme til hverdagens forhold mellem forældre og børn, skulle ruskes op og omdefineres. Fædrenes slips og grå jakkesæt blev smidt til fordel for jeans og farvestrålende skjorter, og mødrenes hjemmegående sofapuder blev skiftet ud med uddannelse og hjemmestrik med grove pinde. Den unge generation levede i en åben verden, der begyndte her og nu. Efter uddannelsesstøtten blev indført, kunne man selv leve sit liv, og unge fra familier uden uddannelse kunne selv vælge uddannelse.

Villy Sørensen (1929-2001)

Michael Kvium, Portræt af Villy Sørensen, 1998. Olie på lærred, 165x150 cm. Privateje. Foto: Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot. © Michael Kvium/ billedkunst.dk

Ordsproget ‘Selvgjort er velgjort’ lå som en skjult kode under ungdomsoprøret i hele den vestlige verden: selvstrikkede trøjer, selvproducerede undergrundsblade, selvorganiserede boligkollektiver, selvbagte brød, selvkørende grupper, selvrullede cigaretter og ikke mindst selvstyre på universiteterne og selvbestemmelse over samlivsformer og børneopdragelse. Forfatteren Vagn Steen udgav bogen Skriv Selv (1965) med lutter blanke sider, og selvuddannede rockgrupper myldrede op af kældrene som Gnags, Gasolin, Steppeulvene og Shubidua. Ungdomsoprøret betød, at hele den brogede virkeligheds forbrugstilbud, litteratur og kunst kunne bruges. Selvanvendelsen bestemte værdien, ikke fællestraditionen. Samtidig gik det globale politiske engagement i ét med det lokale liv. ‘Tænk globalt, handl lokalt’ blev det eneste slogan, der var lige så stærkt som ‘Vi ka’ selv.’

Sørensen er en af dansk modernismes vigtigste kritikere og tænkere. Han debuterede i Sære historier (1953) og Ufarlige historier (1955) med en række fantastiske og allegoriske noveller om menneskets dobbelte natur. Mennesket er spaltet mellem drift og forstand og bliver derfor fremmed for sig selv, hvilket gør det svært at kæmpe mod samfundets ideologiske ensretning. Novellerne er filosofiske og ideologiske diskussioner i en underfundig og ironisk litterær form, der fortsætter en essaytradition fra oplysningstiden. Blandt Sørensens foretrukne forfattere er H.C. Andersen og Franz Kafka, der også skriver om social fremmedhed og menneskelig splittelse. Om disse og andre forfattere skrev han litterære, filosofiske og samfundskritiske essays, blandt andet i samlingerne Digtere og dæmoner (1959), Hverken-eller (1961)

og Uden mål – og med (1973). Her så han litteraturen som en mulighed for at afmontere ensrettende tænkning og åbne for den tvivl, der kræver selvstændig stillingtagen. Som medredaktør af Vindrosen fra 1959 fik han afgørende betydning for dansk modernisme. Sørensen har også oversat og bearbejdet litteratur og filosofi fra hele den europæiske tradition, altid med vægt på den personlige modning og på kultur- og selvkritik, fx Søren Kierkegaard, Homer, sagaerne og Franz Kafka. Andre værker: Nietzsche, 1963, monografi. Kafkas digtning, 1968, monografi. Formynderfortællinger, 1964, novel ler. Oprør fra midten, 1978, kritik. Den berømte Odysseus, 1988, børnebog.

OPPE & NEDE

1914-1969

Franz Marc, Former i konflikt, 1914. Olie på lærred, 91x129 cm. Bayerische Staatsgemäldesammlungen, München

Edward Hopper, Chop Suey, 1929. Olie på lærred, 81,3x96,5 cm. Collection Mr. and Mrs. Barney A. Ebsworth. © Edward Hopper. Foto: The Bridgeman Art Library

OPPE & NEDE

1914-1969

Pablo Picasso, Korsfæstelsen, 1930. Olie på panel, 50x65,5 cm. Musée Picasso, Paris. © Succesion Picasso/billedkunst.dk. Foto: The Bridgeman Art Library

OPPE & NEDE

1969-2009 Mænd ingen adgang

“Der er ingen grund til at vi er gift –” siger Lisa ned i telefonen. “Der er heller ingen grund til at vi ikke skulle være det – Har du husholdningspenge? – Jeg sender en check.” Lisa får brød på bordet, ‘han’ en kone til at vise frem og til at passe støvsugningen, og begge er hinandens påskud. Lisa tog ‘ham’, fordi “han skulle have gjort det let” for hende, men hun bliver “spærret inde i sit liv.” Når ‘han’ for sin del ser de selvstændige kvinder på sit job, tænker han opgivende på Lisa. De vælger hurtigt mad og bord i kantinen: Lisa “ville hellere have undværet mad end selv at skulle finde et bord og balancere med en bakke.” De to har anbragt hinanden i en umulig position, men de har også sørget for selv at havne der – ‘han’ med sin dominans, Lisa med sin eftergivenhed. Op mellem bogens korte sætninger siver kvindernes begær efter selvstændighed. Det bryder igennem til læseren, men næsten ikke hos personerne selv. Til allersidst vil Lisa dog skilles, men det er tvivlsomt, om hun er stærk nok. Det ville være bedst, hvis ‘han’ bare døde, for så ville hun “slet ikke behøve tage nogen bestemmelse.” Den mandebevægelse, som opstod noget senere end rødstrømperne, fik ikke den samme bredde i debat, litteratur og kunst eller den samme kulturelle gennemslagskraft som kvindernes. Men Hans-Jørgen Nielsens roman Fodboldenglen (1979) gik rent hjem og handler om, at også mændene skulle fordøje ungdomsoprørets frigørelse.

1969-2009

Kvindebevægelsen blev verden over det synligste resultat af ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne. I Danmark kaldte kvinderne sig rødstrømper. Her var magt ikke abstrakt, den var mandlig. Det havde kvinder vidst i mange år, men nu fik kvindekampen for alvor vind i sejlene. Allerede i oplysningstiden begyndte de første kvinder ca. 1750 under navnet blåstrømper at slås for lige rettigheder for mænd og kvinder. Men kvindekampen fik først rigtigt fodfæste, da kvinderne organiserede sig i kvindeforeninger i den vestlige verden i slutningen af det 19. århundrede. Nu gjaldt det ret til prævention, adgang til uddannelse og bedre retsstilling og først og fremmest stemmeret. Det havde kvinderne allerede fået i Australien og New Zealand i 1890’erne. Danmark kom med i 1915. Stemmeret hedder på engelsk suffrage, og de kaldte sig suffragetter. Men omkring 1970 drejede kampen sig om ligeløn, adgang til abort, ligestilling med mænd i familien, i det offentlige og på arbejdspladserne. Opgøret var også et ideologisk angreb på fastlåste kvindeidealer både hos mændene og inde i kvinderne selv. Selvundertrykkelsen kunne være lige så stærk som mændenes sociale magt. Derfor spurgte mange kvinder: Hvad skal vi stille op, hvis vi ikke kan gøre os fri af mændene alligevel? Det spørgsmål ligger bag Dorrit Willumsens roman Manden som påskud (1980). I romanen er kapitlerne skrevet fra forskellige synsvinkler. De fleste har hovedpersonen Lisa som centrum, men i andre kapitler ser man især begivenhederne gennem hendes børn og hendes mand, der kun kaldes ‘han.’ Personerne lever i deres egne verdener, og de forholder sig alle udvendigt til hinanden.

Alle kapitlerne er hugget op i korte sætninger, så sproget umiddelbart udtrykker, hvor svært personerne har ved at skabe sammenhæng i deres liv. De gør alle som ‘han’, der “dryssede sine sætninger ud over stuen, mens han gik frem og tilbage.” I en ordveksling mellem Lisa og ‘han’ taler de fra hver sin planet:

Voksne ingen adgang Børn og unge, der blev født omkring 1970, voksede op med deres egne forfattere, film og tv-serier. Tidligere tiders børne- og ungdomslitteratur så fra en enkel barneverden frem mod en sammensat, men stabil voksenverden. Fra 1970’erne beskriver den mere en barneverden, der er lige så sammensat som den voksne, og som kræver sin egen selvstændighed af børn og unge. Klassikere som Astrid Lindgrens bøger, film og tv-serier om Pippi Langstrømpe blev gradvis en verdenssucces, efter Pippi dukkede op i 1945. Med Pippi er det rebelske barn for første gang blevet den absolutte hovedperson. Over for hendes sømandsfar, kræfter, penge og Villa Villekulla blegner de pæne børn, Annika og Tommy, og deres småborgerlige forældre. UNESCO optog i 2005 Pippi på listen over verdenskulturens bevaringsværdige værker. På dansk lader Ole Lund Kirkegaard respektløse børn som Lille Virgil og Albert konkurrere med Pippi om at appellere til en fantasiverden, hvor børn klarer sig bedre uden de voksne. Med Manu Sareens børnebøger om Iqbal Farooq fra 2006 og 2007 er der kommet et nyt miljø ind i danske børnebøger i et sprog med højt oktantal. Historien foregår på det multikulturelle Nørrebro i indvandrerfamilien Farooq, der taler dansk med ufrivillige variationer. Det myldrer med skøre danskere og indvandrere i hæsblæsende stil og handling med grundig massage af lattermusklerne. I den første bog eksperimenterer Iqbal og lillebror Tariq med at sætte skub i fysikforsøgene. Skolen ryger i luften, og medierne taler straks om indvandrerterror på Nørrebro. Det er det ikke, selv om nogle skumle typer prøver at få fingre i det, de tror, er drengenes bombe. Bjarne Reuters ungdomsbøger rammer lige ned i en ungdomsgeneration med krimiintriger, pubertetsproblemer og tøvende seksualitet, godt kammeratskab, svigt og svære tab. Det er alt det, Bjørn oplever i serien, der begyndte med

Zappa (1977) og sluttede med Vi der valgte Mælkevejen (1989). Bøgerne følger hans teenageår gennem 1960’erne. Bøgerne fik mange læsere, og filmudgaven af Zappa (1983) greb mange flere end et ungdomspublikum. Henrik Lists Kære fucking dagbog (2009) giver et intenst billede af unge på kanten af samfund og kammeratskabsgrupper i et hæsblæsende gruppesprog, der kræver ordbog for voksne og andre udenforstående. Den er heldigvis vedlagt. Ungdomskulturen er global, om ikke andet så gennem de medier, der bringer film og serier om vestlige unges livsstil. Her er forholdet til en gruppe, hvor medlemmerne ligner hinanden, en peer group, ofte stærkere end forholdet til voksne autoriteter, især faderskikkelser. Mange af de personer, der tidligere repræsenterede

OPPE & NEDE

autoriteter, blegner, når de erstattes af anonyme institutioner eller må konkurrere med andre autoriteter. Når læreren mener ét, forældrene noget andet og medierne noget tredje, er et godt alternativ en ensartet gruppe med sit eget sammenhold og sin egen hakkeorden: kvinder, børn eller unge, et skolemiljø, en klub, en religiøs menighed eller en etnisk gruppe.

Eksillitteratur i Danmark

1969-2009

Livet i den slags grupper er en erfaring, der deles af mange kulturelle og religiøse mindretal. I mange tilfælde er det et liv i eksil, som folk er tvunget ud i af økonomiske eller politiske grunde. Den tidlige eksillitteratur handler tit om, at der er et sted at vende tilbage til, hvor man behersker sproget, de kulturelle normer og sin funktion i det lokale samfund, selv om det ofte er mere drøm end realitet. Men i den moderne eksillitteratur flytter fremmedheden med, uanset hvor man er. Den første forfatter i Danmark, der skrev moderne eksillitteratur om den erfaring, er Meir Aron Goldschmidt. I sin gennembrudsroman En Jøde (1845) skildrer han et traditionelt jødisk miljø indefra gennem hovedpersonen Jacob Bendixen. Goldschmidt ville bryde med miljøet og være fuldt medlem af det danske samfund, men ingen af delene lykkedes. Mange jøder dengang følte sig udleveret af ham og stødte ham fra sig. Men selv om han samtidig var respekteret som borger i Danmark, var han også en isoleret skikkelse i den danske offentlighed. Han stod med et ben i hver lejr og kom aldrig til at stå på begge ben ét sted. Det var først fra 1960’erne med de mange gæstearbejdere og flygtninge, at denne oplevelse blev fælles for store grupper i Europa. På det tidspunkt begyndte flere og flere forfattere med forskellig baggrund at skrive om, hvordan det er at være både hjemme og fremmed i et multikulturelt samfund, også i Danmark. I begyndelsen skrev de fleste halvt dokumentariske tekster om deres liv og følelser som indvandrere

et fremmed sted. Senere udvikler forfatterne et bredere perspektiv. Muniam Alfaker kommer fra Irak og har boet flere steder i Mellemøsten, før han kom til Danmark. Hans arabiske digte trækker på traditionelle kortformer og er udgivet både på arabisk og europæiske sprog. Nogle gange i flersproglige udgaver som i Sky på flugt (1988), hvor digtene gengives på både dansk og arabisk. Alfaker giver udtryk for viljen til både at overdøve den sproglige undertrykkelse og at leve med en kulturel fremmedhed: “I kan ikke gøre / min mund til / en celle, / hvor min tunge / blir fængslet / på livstid” skriver han om sin sprogkamp. Om fremmedheden fortæller han, hvordan han hverken kan blive eller flygte: “Jeg er ikke skabt / til underkastelse, / mine fødder er ikke / skabt til flugt.” Derfor ledsager hans oplevelse af at være i eksil ham, hvor han går og står: “Jeg valgte ikke kroppen / som sjælens eksil.” Her er kroppen et sådant eksil, og den krop har han med sig overalt. Når alle de særlige træk, der karakteriserer det kontinent og den kultur, en forfatter kommer fra, er renset væk, står de to problemer om sproglig afmagt og om kulturel distance tilbage. De er den kerne i eksilerfaringen, som alle forstår. De to problemer præger også den tysk-tyrkiske danske forfatter Efie Beydins noveller Kantate til Emilia (2009). Bogen har fire fortællinger om hver sin persongruppe: nogle østeuropæiske og afrikanske piger i Rom, en forhutlet italiensk pensionist og hans afdøde kone Emilia, en indvandrerlærer i Danmark og hendes omsorg for pakistanske Sadia, og endelig dansk-tyrkeren Wallat og hans familie. Han tager en videregående uddannelse, ingen i familien forstår, mens faren lever lykkeligt i det lukkede tyrkiske miljø i København, og moren aldrig flytter sig mere end 200 meter fra lejligheden i Blågårdsgade. På en tur til Tyrkiet efter farmoren, der er en ren hustyran, dør den gamle undervejs og bakses op i bagageboksen på den overlæssede Mercedes. Det er grotesk set udefra, men selv-

følgeligt set indefra. Wallat splittes af, at han er nødt til hele tiden at se på sit eget og familiens liv fra begge synsvinkler. De fire noveller springer mellem nutidshandlinger og erindringer, uden at de forbindes med hinanden. Personerne er hverken til stede her og nu eller forankret i en fortid et andet sted, selv om den bliver ved at komme tilbage. Personerne er centrale i én novelle, men nogle dukker også op i andre i hurtige glimt. På den måde indgår de tilfældigt i andres liv, uden de ved det. Alle er blot fælles om at leve på samme tid i en tværkulturel verden. De prøver at høre sammen, men ved ikke, hvordan de skal bære sig ad.

Hverdagsliv som eksil

I nyere tids multikulturelle samfund er den moderne eksilerfaring fælles for mange. Nytilflyttere fra alle egne af verden deler erfaring med de fastboende, der hvor de nye kommer hen, nemlig den erfaring at hverdagen for alle er blevet et krydsfelt mellem kulturer, sprog, værdier, også for dem, der ikke skifter land og kultur. Helle Helles roman Ned til hundene (2008) begynder med en kvinde ved et stoppested: Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted. Jeg har kørt rundt i bus i flere timer, nu sidder jeg på en vakkelvorn bænk helt ude ved kysten. Her er der ingen færger. Kun en pram, der fragter kreaturer frem og tilbage til en ubeboet ø. Det kunne være optakt til en historie om en flygtning. Men læseren finder snart ud af, at det er Bente, der er på vej væk fra sin lægemand, uden man helt ved hvorfor. Hverken bus eller færge dukker dog nogensinde op. Hun er taget hjemmefra uden synderlig bagage, men to mennesker fra den lille by, John og Putte, tager hende med hjem og indlogerer hende på deres sofa, hvor hun holder til på ubestemt tid. Efter-

hånden hjælper hun til med at passe hunde og kommer til at kende en del andre lokale folk. De snakker mest om vejr og vind og tv og lidt om hinandens historier, mens de spiser junkfood, ryger og ser tv. Det viser sig, at Bente er forfatter. Derfor ser hun ligesom Wallat udefra på det liv, hun selv er del af. Set udefra virker hendes liv som en fiasko, men bliver også acceptabelt, så længe hun ikke sætter for megen energi ind på at lave det om. Til sidst ringer nogen for at få hende tilbage. “Vil du gerne findes,” spørger Putte hende. “Det ved jeg ikke rigtig, om jeg vil, vil jeg nok sige”, tænker Bente. Et strejf af noget større kan hun derfor også kun opleve udefra som noget, hun aldrig får del i. Hun ser hundene springe omkring med “overskud af energi i kroppene”. Men det er kun et strejf: “Der er noget ved dem, som har opløftet mig. Jeg har ingen idé om, hvad det er.” Hun magter ikke at udtrykke, hvad det drejer sig om, hverken med enkelte ord eller i sammenhængende argumentation: “Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så svært for mig at forbinde en ting med en anden.” Men set indefra det lokale liv, som hun ikke rigtig tilhører, mærker hun Puttes “hånd, der er varm og glat.” Her er der ikke brug for at forstå andet end det, der kan udtrykkes i særsætninger og små handlinger. Folk vurderer ikke hinanden i denne lilleverden, men tager ting og mennesker til sig, som de er i deres hverdagsforskellighed, også Bente på sofaen. Med Bente som jeg-fortæller ser man både indefra og udefra på en gennemsnitstilværelse. Hun giver et blik udefra på et taberliv med for mange smøger, junkfood og flere øl, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Men set indefra er det slet og ret det liv, personerne har, når man er nærmere bunden end toppen i samfundet og nærmere udkantsområderne end cafédistrikterne i storbyerne. Her har man ingen brug for at se vurderende på sig selv udefra. Bente er den eneste, der ser på det fra begge synsvinkler,

OPPE & NEDE

men hun magter ikke at forene dem. En indenlandsk eksiloplevelse af ikke at høre til nogen steder, uden hun orker at ændre på situationen.

Krimier i lovens grænseland Når samfundsstrukturer og kulturmønstre forandres radikalt og globalt, halter lovgivningen bagefter, og gråzoner mellem lov og forbrydelse bliver en del af det normale samfund. Selv ulandsarbejde må smøres med bestikkelse nu og da. På tværs af en lokal oververden med klare magtforhold og rettigheder findes en globaliseret underverden for menneskesmugling, hvidvaskning af penge, våbenhandel og narko. Her trives den moderne krimi, der bliver et signalement af et moderne globaliseret samfund i bevægelse. Tre populære danske tv-serier giver et sådant signalement og er slået igennem internationalt. Først kom Rejseholdet (2000-2004). Den koncentrerer sig om at opklare mord, begået af en person på kanten af det normale samfund. Selv om mordet derfor kaster lys over lovens grænser, er krimien styret af det traditionelle spørgsmål whodunit? eller ‘hvem gjorde det?’ Derpå kom Ørnen (2004). Omkring et portræt af den komplicerede opdager Hallgrim, kaldet Ørnen, bølger international kriminalitet på tværs af landegrænser i sager, der aldrig kan lukkes helt, fordi den sidste bagmand er del af det normale samfund et eller andet sted på kloden. Den drejning fanges fra 2009 i Livvagterne.

Det er en politisk thriller, hvor kommandocentralen ikke er politiets civile enheder, men Politiets Efterretningstjeneste, PET. Dens folk arbejder på grænsen mellem det juridiske og det politiske, og i mindst halvdelen af arbejdstiden er de langt væk fra offentlighedens søgelys i den samme halvverden, hvor truslen mod lov og ret opererer. De tre tv-serier dækker de genrer, som krimierne har betjent sig af siden 1970. Ligesom film og tv-serier tilpasser de sig den måde, hvorpå en moderne international krimi er bygget op i et multikulturelt miljø med grænseoverskridende forbrydelser, tilsat lokale detaljer. Elsebeth Egholms Nærmeste pårørende (2006) indgår i hendes serie om Århusjournalisten Dicte Svendsen. Hun har en svær personlig fortid og en evne til at være der, hvor forbrydelser sker. En dag modtager hun en dvd med en halshugning. Så der er lagt op til international terror i betændte indvandrermiljøer med forbindelse til Al-Qaeda, måske også til Dictes datter og hendes kæreste Aziz. Men det viser sig at være et jalousidrab på Samsø, udløst af begivenheder i Dictes egen fortid. Den veldrejede historie begynder som en sag for Ørnen med et globalt perspektiv, men ender som noget, Rejseholdet kunne have klaret. Forbryderen fundet, sagen lukket.

Mario Vargas Llosas (f. 1936) mange ansigter giver et sammensat billede af, hvad der sker med samfund, kultur og mennesker i et totalitært land, når overvågning og vold fra samfundets top siver ind i det enkelte menneskes mentalitet. Derfor skifter og blandes synsvinklerne hele tiden: fra diktatorens angst, forfængelighed og liderlighed til de enkelte kupmage-

res engagement, tvivl og følelser. – Diktatoren er modelleret over Ferdinando Trujillo, der med jernhånd styrede Den dominikanske Republik fra 1930 til han blev myrdet i 1961. Men den er et generelt billede af de virkninger, totalitære regimer har på menneskelige forhold overalt i verden. Bogen blev oversat til dansk i 2005.

1969-2009

Bukkens fest (Peru, 2000) Romanen handler om magt og undertrykkelse på mange planer på en gang. Politisk undertrykkelse spejles i seksuel undertrykkelse, og personligt oprør i politisk revolte. Det enkle handlingsforløb er historien om et kup, der skal dræbe en afdanket og grusom diktator. Men undertrykkelsens

Den globale krimi

Hverdagens magtkampe

Maria Hellebergs Druknehuset (2008) bevarer det globale perspektiv hele vejen igennem, selv om det er en historisk krimi. Den foregår i København omkring byens bombardement i 1807. Selv om slavehandelen er blevet forbudt i det danske kolonirige i 1792, er der gang i den illegale slavehandel på tværs af Atlanten. Politimanden Jens Evensen kommer i kontakt med en underverden, der er fuld af menneskesmuglere og flygtede slaver, der mishandles og myrdes i København. Han færdes også i en oververden, hvor den danske minister Ernst Schimmelmann, landets største slaveejer, er i centrum. Romanen bliver et historisk spejl af den moderne verdens grænseoverskridende menneskehandel til sexindustri og sort arbejde. Selv om Evensen får optrevlet de konkrete mordsager, er der ikke pillet ved de mekanismer, der fik dem til at ske. Evensen kunne godt have haft brug for Ørnen. Den politiske thriller i Danmark er især blevet skrevet af Leif Davidsen og det med et nervepirrende håndelag. I Den ukendte hustru (2006) forsvinder Marcus’ russiske kone pludselig, mens de dovner af sted på en bådferie på de russiske floder. Myndighederne pakker ham ind i afvisende venlighed, så han tager sagen i egen hånd. Eller næsten. En illegal gadedreng forneden og en stenrig forretningsmand foroven med forbindelser til den russiske mafia hjælper ham med at finde den forsvundne hustru. Kernen er en russisk kostbarhed, en ikon, hun kender til fra sin fortid. Den skal indgå i byttehandler om magt, våben og penge. Men det gør den nu ikke, for det ender med en ildkamp i en nedlagt russisk arbejdslejr. Marcus og hans kone kunne have fået hjælp fra livvagterne i PET. Når den spændende handling er ovre, står billedet tilbage af en globaliseret verden, hvor loven på overfladen regulerer hverdagens magtforhold, men hvor den grundlæggende konflikt mellem magt og afmagt afgøres under overfladen i lovens gråzoner.

I kølvandet på det internationale ungdomsoprør opstod i 1970’erne mange steder i verden alternative teatergrupper, der gjorde oprør mod det etablerede teater, ofte med et kritisk, politisk sigte. Men først og fremmest begyndte man at arbejde med kropssprog og sceneopbygning på en ny måde. Væk med kukkasseteater og ind med en spillestil, der ligner hverdagsmenneskers bevægelser og måde at tale på. Den fornyelse fik efterhånden stor indflydelse også på det traditionelle teater. Nogle af de yngre dramatikere stammer fra dette miljø og arbejder på tværs af eksperimenterende teatergrupper og medier og også med de faste teatre. Line Knutzon undersøger i Snart kommer tiden (1999) hverdagens kampzone på privatfronten. Det er ikke bare kamp til stregen, men langt på den anden side i groteske optrin. De første scener begynder med, at Hilbert kommer hjem til sin kone Rebekka, der enten hækler æggevarmere eller støvsuger. I de første scener gentager de den ritualiserede hjemkomst i forskellige varianter, der hver gang eksploderer og hver gang med nye begrundelser. De to personer bevæger sig ud og ind ad flere forskellige historier om sig selv. Snart har de børn, snart ikke, snart er Hilbert jæger, snart fisker, snart er deres barn 20 år ældre end dem, snart alligevel et barn. Når nye personer kommer ind, John, Ingrid, Oda og Knuttebarnet, opstår der nye muligheder for at stykke livshistorier sammen. Det er retten og magten til historierne om sig selv, de skændes og næsten slås om, mens tid og sted roterer frit. Disse historier er lige så nødvendige og umulige som de hverdagsritualer, de opfører for hinanden for overhovedet at få en plads mellem andre mennesker. Der er ingen regelmæssige rammer om hverken fortid eller nutid, kun et fortsat højrøstet argument om, hvem der bestemmer dem. Ensomheden er det eneste, de er fælles om.

OPPE & NEDE

Jim Dine, Pinocchio, 2006, bronze skulptur. Højde: 9 m, Borås, Sverige. © Jim Dine/billedkunst.dk. Foto: Kathleen Paulsson, Flickr

i sin barnlige uskyld ødelægger alt for sin dukkefører. Jo mere Rohdes drama skrider frem, jo mere tvinges dommeren og de andre magthavere dog til at anerkende storheden af det, de vil bekæmpe. Samtidig vikles de selv ind i lovløsheder, der spænder ben for deres magt. En taske med Pinocchios aske er den sidste rekvisit, man møder i stykket. Skønt dukken nu kun er aske, minder den alle om en mulighed for et andet liv, selv om både dette andet liv og Pinocchio er ødelagt.

1969-2009

Magtesløsheden står også centralt hos Jokum Rohde, men med et andet fokus. I hans Pinocchios aske (2005) tager kampen form af et retsopgør og en konflikt mellem kunst og samfund. Dommer Wolff bøjer loven på alle måder og sørger for af brænding af kunstværker. Det værst tænkelige er, at folk får fantasi, uden at en suveræn magthaver regulerer den. Så af med armen ved albuen på den dukkekunstner, der laver en Pinocchio-dukke. Den brændes også af ligesom bøgerne og bliver til aske. Pinocchio er en italiensk eventyrfigur, der bliver levende og

Verdensteatret Den mest radikale af 1970’ernes teatergrupper er det globalt orienterede Odin Teatret i Holstebro under ledelse af italieneren Eugenio Barba. Også Odin Teatrets forestillinger gennemspiller menneskers magt og afmagt, afhængighed og frihed i forhold til hinanden i mange forestillinger, der har rejst verden rundt. Ofte har teatergruppen udvekslet forestillinger med lokale teatertrupper, når de har spillet i slumområder, mindretalskulturer og andre grupper i samfundets udkant over hele verden. Inspirationen er hentet fra eksperimenterende europæisk teater, især i Polen, og fra asiatiske teaterformer. Efter et par år i Norge slog gruppen sig ned i Holstebro i 1966 og kaldte sig med god grund Verdensteatret, Theatrum Mundi. Gruppen er ikke kun radikal i sit teaterarbejde, men også i sin konsekvente opfattelse af teatret som et globalt medium. Udgangspunktet er selve opførelsen. Her er det afgørende stemmens lydstyrke og toneleje og kroppens bevægelser, ikke en tekst på et bestemt sprog eller et kropssprog, vi kan genkende. Mere end med forståelige ord, fortæller stemmernes lydkvalitet, hvad skuespillerne skal udtrykke, ligesom kroppene udtrykker følelser og indbyrdes afhængighed anderledes

end hverdagens kropssprog. Med en enkel sceneopbygning og en enkel historie om magt og afmagt tilpasser Odin Teatret sig altid lokale udtryksformer, når de optræder rundt om i verden. Teatret, siger Barba, “overvinder oprindelige, kulturelle barrierer og begynder at udfolde sig i et nyt net af udvekslinger. Det finder med andre ord en ny ligevægt i en multikulturel sammenhæng.” Et af de seneste projekter er Ur-Hamlet (2003-2006). Som altid hos Odin Teatret er der en elementær grundfortælling om magt og afmagt. Her er det historien om prins Hamlet, som man kender den fra Saxo og fra William Shakespeare. Hamlet vil gøre oprør mod sin onkel, der har dræbt Hamlets far, kongen, giftet sig med hans mor og taget magten i riget. Lignende grundfortællinger kendes overalt i verden. Projektet er nu at rejse rundt i verden med en drejebog, men ikke nogen fast tekst, og sammen med lokale professionelle og lokale amatører genskabe denne fortælling, så den giver mening netop det sted i Asien, Sydamerika eller Europa. Gennem opførelser, rejser og inspiration opfatter Odin Teatret sig som en global brobygger mellem kulturer, fordi man lader lokale kulturers forskellighed præge den fælles ramme.

OPPE & NEDE

1969-2009

Louie Psihoyos, Affaldskunst lavet af kasserede ting. Foto: Louie Psihoyos/Science Faction/Corbis/Polfoto